Jeg er rykket vestpå. Og jeg har taget min hverdag med. Det er jo en af få fordele ved hjemmearbejde – der er ingen, der siger, at arbejdet skal udføres fra mit private hjem. Så jeg har simpelthen lejet sommerhus på Øen i en uge.
Det er ikke ferie. Jeg skal stadig arbejde, men planen er nogle timers fri midt på dagen til lange ture langs stranden eller i plantagen, hvis ellers vejret er til det.
Det var lige ved at gå galt. Torsdag brugte jeg på at pakke alt, hvad jeg skal bruge – klar til afgang fredag, hvor jeg dog først skulle forbi kontoret, fordi det var dagen, hvor jeg skulle godkende næste blad og sende til tryk. Hvilket i øvrigt altid er en festdag.
Så altså – det er er torsdag aften. Min lejlighed bugner med fyldte tasker, poser og andet. Alt er klart. Jeg kommer i tanke om, at jeg nok lige skal finde mailen med mit lejebevis. Bare sådan for en god ordens skyld.
Jeg finder den. Og det er så der, jeg opdager, at jeg ikke har lejet huset fra fredag til fredag, som jeg troede, men derimod fra lørdag til lørdag. For helvede da!
Alligevel beslutter jeg fredag morgen, at jeg vil pakke bilen som planlagt, køre på kontoret og forsøge at få fat i udlejningsbureauet for at høre, om jeg kan komme ind en dag tidligere. Mod betaling, naturligvis. Og halleluja – ud af miseren får jeg en ekstra dag på Øen, og nu er jeg på plads i huset. Bevæbnet med tykke sokker, skiundertøj, stearinlys, vin, gode bøger og arbejde. Så nu sidder jeg i et hus, jeg kender ganske godt og som er fyldt med gode sommerminder her midt i vintervejret.
Der er flere grunde til, at jeg har valgt at tage af sted. Først og fremmest har jeg brug for lidt
(hav-)luftforandring. Skeptikere vil måske spørge, om det ikke er lige meget, om jeg sidder alene hjemme eller på Øen. Men til jer vil jeg sige: Nej, det er slet ikke lige meget. Nye rammer er ret undervurderet.
Jeg har også brug for at udfordre mig selv og ikke mindst min angst for mørket, og der må jeg bare sige, at Øen er det helt rigtige sted. For nøj, hvor er her mørkt. Og stille. Det havde jeg helt fortrængt.
Men jeg har også brug for at tænke mig rigtig godt og grundigt om. Jeg har brug for, at der sker noget nyt i mit liv. Eller rettere – jeg har brug for at pustet lidt fornyet energi ind i min hverdag. Her tænker jeg ikke nyt job eller noget i den stil. Nej tak. Jeg bliver, hvor jeg er. Det er mere min fritid, der trænger til lidt spænding og ny energi.
Måske er det, fordi jeg så længe ikke har kunnet gøre det, jeg plejer. Men jeg tror, det stikker dybere. Og her tror jeg måske, at mit og Kulturvenindens podcastprojekt kan blive løsningen. Så det tænker jeg over. Hvordan vi kommer videre. Hvordan vi når vores drømme og mål. Masser af tanker og ideer i den dur. Også ideer, jeg lige skal finde modet til at gøre til virkelighed.
Og så har jeg brug for at blive klogere på mig. For ikke så længe siden var jeg så heldig at møde en ret skøn mand. Vores relation blev kort, men på en måde ret intens, og jeg nåede at blive virkelige glad for ham. Det endte dog brat i et skørt skænderi over en ligegyldig detalje. Det var absolut min skyld. Eller rettere – det var mit temperament, der satte et endegyldigt punktum for eventyret. Det ærgrer mig, men sket er sket.
I den ideelle verden ville den slags situationer være en invitation til at lære hinanden bedre at kende. En invitation til at få talt sammen og komme tættere på hinanden. Sådan blev det ikke, og jeg forstår det egentlig godt. Men jeg har brug for at finde ud, hvorfor jeg nogle gange eksploderer, så jeg forhåbentlig kan lære at styre mit temperament.
Jeg er egentlig ikke synderligt interesseret i, hvor min vrede kommer fra, men det er måske vigtigt. Vigtigere for mig er dog, at jeg vil gerne lære at beherske den. Men hvordan? Det er noget at det, jeg skal bruge den friske luft til at blive klogere på.
At få sat ord på min vrede har allerede ført til gode samtale med mine nærmeste. Virkelig givende og lærerige snakke, der gør mig klogere på mit selv. Så noget godt er der kommet ud af det ærgerlige sammenstød. Jeg har også lært, at der faktisk findes gode mænd derude, så håbet om en dag at møde den helt rigtige lever stadig.
Det er første gang, jeg er så længe på Øen om vinteren. Det føles på en sær måde grænseoverskridende, skræmmende, meget voksent og som noget, jeg har virkelig har både brug for og lyst til. Med andre ord – en sær cocktail.
Nu er det weekend, så jeg har kunnet nyde dovne dage i frisk luft. Nyde at starte dagen med en kop varm kaffe og sidde og kigge ud på naturen, mens rådyr spadsere nonchalant forbi kun få meter fra mig. Det er blevet til de første gåture i den by, jeg kender som min egen bukselomme. Jeg har været på stranden og været forbi nogle af de steder, jeg bare skal besøge, når jeg er her. Jeg er rendt ind i gamle klassekammerater, og jeg føler mig så meget hjemme. Men der er stadig masser af eventyr – og nå ja – arbejde forude.
Håber også at du får en rigtig skøn uge!