Kan pakken byttes til noget andet?

Jeg var på hospitalet i tirsdags. Det skulle have været et møde med lægen, der opererede mig for tre uger siden. Hun skulle tjekke, at arret ser fint ud, og så havde jeg forudset en skideballe, fordi jeg glemmer at bruge plaster og solcreme, som jeg skal. Det gik noget anderledes.

Det, de fjernede, og som de ikke vidste, hvad var, det ved de stadig ikke, hvad er. Derfor har de valgt at sætte alle sejl til, og betragter det nu som en ondartet tumor. Jeg er blevet sendt i et kræft-pakkeforløb, der betyder, at jeg hurtigt kommer til alle mulige undersøgelser, og jeg skal formentlig snart opereres igen.

Jeg vil på ingen måde virke utaknemmelig. Jeg er glad for, at det går hurtigt og at lægerne ikke tager nogle chancer, men jeg må bare sige, at det fandeme ikke er en pakke, jeg har bestilt. Eller rettere – det er en pakke, jeg ville ønske, jeg ikke var modtager af. Men jeg værdsætter selvfølgelig den luksus, det er at bo i et land, hvor jeg ikke skal have penge op af lommen for at få behandling. Hvor der er dygtige mennesker, der tager hånd om mig etc.

Torsdag var jeg til samtale med en sød læge på Rigshospitalet. Han undersøgte min næse, min mund og mine ører, og han scannede min hals – der hvor der engang var en knude. Konklusion: Jeg har meget fine øregange! Og så har jeg – og hold nu fast – en slank næsebro…

Især det sidste er jeg glad for, for jeg troede slet ikke, at der var noget på min krop, der var slankt. Men det er der, og vi ved jo alle, at det er det indre, der tæller. Så tag den! Nu med slank næsebro.Alt så helt normalt ud – undtagen i min næse, hvor mit misbrug af næsespray har sat sine tydelig spor. Det gav anledning til reprimande. Først fra lægen. Siden fra Grafikeren, der blev skrappere i tonen, end jeg nogensinde har hørt hende før. Det var jeg ikke vild med.

I dag har jeg været til MR-scanning. Jeg tog det meget roligt, da jeg skulle af sted, for jeg var blevet lovet, at der ikke ville være nogle nåle. Men det holdt selvfølgelig ikke. De stak mig sgu, de skiderikker. Da jeg (læs: min nåleskræk) forsøgte at sige, at det måtte være en fejl, for jeg skulle ikke stikkes, var forklaringen, ”at nogle gange skåner vi folk, der har meget angst…”

Man må da ikke lyve! Men sygeplejersken var sød, og hun fik mig faktisk til at grine, selv om hun stod med en nål alt for tæt på min arm. Jeg fik endda lov til at mærke på den bagefter. Hun påstod nemlig, at der var tale om en ganske tynd plastikdims. Jeg mente at kunne mærke en haveslange bliver jaget ind i min arm. Sygeplejersken havde ret – eller også nåede hun at skjule haveslangen. Det har jo været nemt for hende, for jeg lå fastspændt til et leje.

Så langt så godt. Jeg er ved godt mod. Jeg er faktisk ret overbevist om, at der ikke er tale om cancer, men det er klart, at jeg godt kunne have ønsket mig, at min tirsdag havde været anderledes. Heldigvis var jeg – som altid – omgivet af gode venner, der både sørgede for jordbærkage, vin og mad og ikke mindst en masse grin. Det skal nok gå alt sammen. Jeg tror ikke på kræft, men satser på, at jeg måske kan få en spændende (og ufarlig) sygdom opkaldt efter mig. Nu må vi se.

Så jeg tager imod den uventede pakke som den udstrakte hånd, den er, og så satser jeg på, at det hele bare er en fis i en hornlygte. Men regn med en del pylder på Fabrikken, når jeg måske snart skal opereres igen. Troede lige det var overstået.

Således opmuntret vil jeg ønske alle en skøn weekend! Min bliver god – jeg får besøg af mine forældre, og planlægger også kvalitetstid med mine venner. Det kan ikke gå galt.

Hvem sagde bagtanke?

Jeg har startet et nødhjælpsprogram, der ikke mindst kommer mig til gode. Det er operation Mad For Bad, og det skyldes, at Kollektivet – som jeg jo som bekendt har forladt – pt. er uden varmt vand. Der er altså tale om virkelig kolde bade til de kære mennesker, og det går jo ikke. Og fordi de i den grad har hjulpet og støttet mig, da jeg havde mest brug for det, så tænker jeg, at jeg må gøre gengæld i stedet for blot at nyde, at min timing til en forandring har været god. Jeg nåede nemlig at flytte, inden fyret røg sig en tur.

Faste læsere på Fabrikken vil vide, at jeg jo virkelig har nydt det gode selskab og ikke mindst den vidunderlige mad, der bliver serveret i Kollektivet, og jeg må da også sige, at aftensmaden i parcelhuset har en noget mere tarvelig karakter nu, hvor jeg selv står for den.

Rugbrød, leverpostej og ostemadder – det er menuen i mit nye hjem. Og jeg er allerede faldet tilbage i den gamle vane med at sidde i sofaen og spise, mens jeg surfer på nettet. Væk er det hyggelige selskab, de gode grin og snakken over bordet. Der er ingen tosser i mit køkken, der drikker øl eller vin og laver vidunderlig mad i en lydkulisse af mærkeligt sprog. Hos mig er der bare helt stille, og det sker ikke sjældent, at jeg sender en kærlig tanke til Kollektivet, når det nærmer sig spisetid.

Derfor var jeg da heller ikke sen til at øjne en mulighed for lækker mad og selskab, da den bød sig, og således udsprang ideen til Mad For Bad. Indtil videre er det kun Grafikeren, der har benyttet sig af muligheden for et varmt bad. Til gengæld er jeg blevet budt på lækker, grillstegt kylling og hjemmerørt mayo. Så skønt! – var nemlig ved at komme i en mayo-ubalance, og det skal jeg hilse at sige ikke er nogen rar følelse. Mit råd til alle er: Gå aldrig ned på mayo! Det er vigtigt, at mayo-niveauet i kroppen er nogenlunde konstant.

Så er et bad jo bare en lille ting i sammenligning med et godt måltid mad.

 

Nu som voksen

Det er længe siden, at I har hørt fra mig, og der er sket en masse siden sidst.

Jeg har sendt et blad til tryk. Jeg er flyttet ind i mit nye hjem og flyttet væk fra Kollektivet. Jeg er blevet opereret. Jeg har lært at bakke en bil ind i indkørslen, og jeg har fået helt styr på sorteringskravene på genbrugspladsen. Jeg mistænker faktisk, at jeg er blevet voksen! For jeg er blevet sådan en med loungesæt, kæmpe grill og totalt tjek på, hvad der er til salg på Den blå avis.

Og undervejs har jeg fået så meget hjælp og så mange gaver fra venner og familie, at jeg næsten ikke kan rumme det. Fx kunne du have set mig sidde og tude i Jysk, da mine bedste venner ud af det blå forærede mig et loungesæt. ”Men så får du heller ikke mere af os i år!” Det vidste sig så at være løgn, for da min bankrådgiver havde glemt at overføre 70.000 til min konto, så jeg kunne få tømt den gamle lejlighed før min operation, så var det igen dem, der trådte til og lånte mig pengene.

Grafikeren har brugt timer på at hjælpe mig med at samle de mange skabe, jeg har fået indkøbt. Hun har flyttet møbler, hængt skabe og hylder op og ikke mindst vasket et ton dyner, tæpper, puder etc. der har været i mit gamle kælderrum, som viste sig at være fyldt med skimmelsvamp.Og det selv om hun faktisk har rigtig meget andet at tage sig til.

Min far har været forbi og hjulpet mig med at tømme kælderrum og køre en masse på genbrugspladsen. Det var også ham, der endelig fik lært mig at bakke ind i indkørslen. Kollektivet satte Dom Perignon og grillede jomfruhummer på menuen, og vi havde en magisk aften. Hverken min far eller jeg havde smagt de dyre dråber før, så det var en kæmpe oplevelse.

Min operation gik godt. Jeg har fået fjernet en lymfeknude og ”noget, vi ikke ved, hvad er.” Det får jeg forhåbentlig svar på i næste uge, men det gik godt, og jeg græd næsten ikke, da de stak mig. De var søde på hospitalet, og de ignorerede, at jeg lignede noget, der var løgn i de lange støttestrømper og skjorten med de mange knapper, der ikke sluttede helt tæt om min runde krop.

Timingen var perfekt. I 14 dage har det været forbudt at få pulsen op. Det er seriøst ikke noget problem. Men jeg har også kun måtte bære max et kilo i hver hånd. Se, det giver visse udfordringer midt i en flytning. Min møbler og alt mit indbo blev nemlig leveret til mig to dage efter operationen, og selv om jeg synes, jeg tog den med ro, så har jeg nok slæbt lige rigeligt. Men såret er helet, og nu er der gået 14 dage, så jeg tænker, at jeg er tilbage i fuld firspring igen. Det er så skønt at få det overstået. Det har fyldt meget. Først en masse undersøgelser, der betød, at jeg har haft en del fravær på arbejdet. Og så mine mærkelige tanker om alt det, der kan gå galt i narkose.

Og nu sidder jeg i mit nye hjem. Næsten på plads. Min nye vaskemaskine og opvaskemaskine blev leveret i sidste uge, men er stadig ikke installeret. Men jeg er lykkelig, for jeg har aldrig ejet nogle af delene, så jeg giver kasserne et kærligt klap, når jeg går forbi. Og de fungerer faktisk udmærket til at stille alt det på, jeg ikke lige ved, hvor jeg skal gøre af.

Jeg har også haft de første gæster på besøg, og det var skønt endelig at kunne være den, der inviterer.

I det hele taget har de sidste 3-4 uger været virkelig hektiske. For en måned siden vidste jeg ikke, at jeg skulle flytte til et nyt sted. Nu sidder jeg her med ny plæneklipper og internet, jeg ikke kan finde ud af at tilslutte.

Det føles alt sammen ret voksent, og det er fandeme en uvant fornemmelse hos mig. Måske var det derfor, jeg fik kvælningsfornemmelser, da Butleren kommenterede, at: ”Nu mangler du bare en hyndeboks.”

Se, det er et skridt, jeg ikke har lyst til at tage…

Heldet følger de tossede

Hvis det er sandt, at heldet følger de tossede, så er jeg virkelig fucked, for så tosset kan man simpelthen ikke være. Ikke engang jeg!

Du husker måske, at jeg for ikke så lang tid siden fik high five af Viggo Mortensen? Well, det er som om, det klap var startskuddet til en heldig periode i mit liv. Jeg kalder det Viggo-effekten.

For tænk engang – bare en uge senere blev jeg kåret som Snapsedronning. Se, det er en meget fornem titel i de kredse, jeg færdes i, og jeg var både stolt og lidt flov, for andre deltagere i vores Snapselaug havde brugt måneder på at forberede og lave en snaps. Jeg brugte et par dage, men den blev sgu god, og jeg vandt og blev iført skråbånd og hele molevitten.

Så havde jeg fødselsdag og blev fejret så flot, at jeg blev helt ydmyg. Og heldet fortsætter, og kulminationen på mit held sker formentlig ved månedsskiftet, når jeg flytter.

Jeps – jeg forlader Den Solgule Idyl. Jeg troede aldrig, at det skulle ske, men det gør det. Altså, jeg forlader ikke byen helt. Jeg flytter bare i parcelhus, og det tror jeg ikke, at mange havde tipset på, at jeg nogensinde ville gøre. Ikke et ondt ord om parcelhuse, men jeg er ikke og bliver aldrig en parcelhus-pige. Og dog – nu flytter jeg fra den gamle by til en noget mindre charmerende del af byen. Til gengæld flytter jeg i en lejlighed, der er næsten dobbelt så stor som den, jeg har nu. Alt er nyt. Det står snorlige. Og fik jeg sagt, at jeg får mere en 80 kvm terrasse. Plus have. Hvis du ikke kan finde mig, så led grundigt, for jeg er nok et sted på matriklen, men der er så meget plads, at jeg nemt farer vild.

Tænk engang. Jeg får mere end en køkkenskuffe. Jeg får entre. Jeg får stor stue. Og gæsteværelse. Udgang til terrasse både her og der. Jamen for fanden da – jeg flytter i en lejlighed, som ingen troede fandtes i Den Solgule Idyl, og jeg tror, det bliver fantastisk. Også for en matrikel-snob som mig, der dybest set synes, at alt uden for den gamle bydel er slum.

Snart får jeg plads til gæster – så er spørgsmålet bare, om jeg nogensinde får inviteret. Jeg kan have overnattende gæster, der kan sove godt og behageligt – når jeg altså får købt en seng til dem. Det bliver så godt, og jeg må knibe mig selv i armen for helt at forstå, at den lejlighed blev min. For så heldig har man faktisk ikke lov til at være – men jeg var det! Takket være de alt for fine ord, der blev sagt om mig til udlejer.

En ekstra lille bonus er, at alle mine ting jo er pakket. Jeg mangler nogle få, men virkelig tunge og klodsede sager i den gamle lejlighed. Resten er pakket og klar til at blive leveret på min nye adresse.Kan man forestille sig en lettere flytning?

Jeg var forbi i aftes sammen med gode venner. Jeg tror faktisk, at vi alle havde lidt svært ved at forstå, at det fantastiske sted er mit, men det er det altså. Jeg har det på skrift. Det betyder, at jeg skal passe ekstra godt på mine penge, men det betyder også, at jeg får mit ønske om mere plads og ikke mindst udeplads opfyldt. Tænk, jeg glæder mig til at skulle slå græs, vande blomster og fjerne ukrudt.

Fortæl mig lige: hvor heldig må man egentlig være? Alle, der mener, jeg bør satse på Lotto i denne uge, rækker en finger i vejret.

SURPRISE…!

Fødselsdage er ikke, hvad de har været. Sådan plejer jeg at tænke, for mine fødselsdage er efterhånden blevet som de fleste andre dage. Bare med vildt mange skønne hilsener på Facebook, og det er jo ikke at kimse af. Slet ikke. Der plejer bare ikke at være så meget fejring og sjældent nogle gaver. Måske fordi jeg er så helt ualmindelig dårlig til at invitere gæster.

Men i går var det anderledes. Det var godt nok min fødselsdag, men jeg skulle jo på arbejde, så jeg tænkte egentlig, at dagen ville blive som de fleste andre hverdage. Måske lige med den undtagelse, at jeg havde aftalt at spise morgenmad med Grafikeren, inden jeg smuttede ud ad døren, og så havde jeg også lavet en aftale om at spise sammen med Drengene efter fyraften.

Men altså – nogen tog fusen på mig. Så eftertrykkeligt, at jeg nærmest blev helt mundlam. Da jeg kom ud fra mit værelse – heldigvis påklædt – var køkkenet fyldt med fødselsdagsgæster. Og morgenmaden var forvandlet til en brunch af gigantiske dimensioner. Så der var gæster og gaver, kram og kærlighed fra morgenstunden. Jeg blev så overvældet, at jeg vidst bare fik fremstammet: ”Men jeg skal jo på arbejde…”

Jeg ligner måske mest en, der har første skoledag, og jeg følte mig faktisk præcis lige så glad og spændt. Tak til alle jer, der gjorde min dag så skøn!

Og det kom jeg da også. Lidt sent, men til gengæld iklædt flag. Og ved skrivebordet var der flere flag og vin og hurra-råb ved morgenmødet. Skønne kolleger der kiggede forbi og i det hele taget megen dejlig opmærksom midt i alle pligterne.

Efter fyraften var der bobler i haven hos Drengene, hvor flere venner kom til. Middag i byen og så hjem og spise de kager, Italieneren havde købt til os i dagens anledning. Hjemme igen fik jeg kigget alle hilsener på Facebook igennem. Lyttet til alle beskeder på telefonen. Tjekket alle sms’er.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige… Tak virker på en måde så sølle, men jeg er virkelig taknemmelig og rørt over opmærksomheden. Det er skønt at blive fejret, og jeg må bare sige: Indtil videre er 48 fucking fedt! Jeg tænker, at det må blive mit år. Det er i alt fald startet over al forventning, og jeg sidder her helt blæst bagover over, at der er mennesker i mit liv, der gør sig så stor umage for at gøre mig glad.

Når stjernestøvet lægger sig

Det er sådan, at stjernestøv hurtigt lægger sig. Det forsvinder langt hurtigere, end det bliver drysset ud over dig, og tilbage er ganske almindeligt husstøv, der ikke er helt så eksotisk, hverdagen og mandag morgen som bestemt heller ikke var sjov, fordi jeg er nået en alder, hvor eftervirkningerne efter en god fest efterhånden holder en lille uges tid. Men pludselig fik jeg en sjov lille overraskelse.

Jeg havde slæbt mig selv og Raleigh på arbejde. Helt tung og træt satte jeg mig ved skrivebordet, gned øjnene og forsøgte at lade som om, jeg havde styr på tingene. Hvilket alle, der kender mig godt ved, at jeg aldrig har. Fx kunne jeg ikke finde mig briller. Så jeg endte med at vende bunden i vejret på min taske. Kæft, der er meget lort i sådan en, når man ser det i en stor bunke på et skrivebord. Absurd mange kuglepenne (hvilket er sjovt, for jeg kan aldrig finde en, når jeg skal bruge den), læbepomader, næsespray (som jeg for længst burde være stoppet med at bruge), læbestifter (som jeg aldrig bruger), mønter (som jeg tænker, jeg bliver glad for i slutningen af måneden), blokke, opladere til alverdens elektronik, servietter, en tommestok (?!), en proptrækker (altid god at have) og den trøje, jeg har ledt efter i flere uger. Men ud faldt også en lille krøllet seddel, hvor Bådflygtningen, det kære menneske, og Italieneren – ja, det er altså mine venner – begge havde skrevet under på, at de nu var et par. Virkelig barnligt, men også et vidnesbyrd om en virkelig sjov aften i lørdags.

Du ved, en af de der magiske aftener, hvor alle bare har det sjovt, og hvor lattermusklerne for alvor kommer på overarbejde. Og tænk engang – vi er åbenbart ikke blevet ældre eller har rykket os meget siden sedlerne fra folkeskolen: Vil du være kærester? Sæt kryds: Ja, nej, ved ikke. Her var så bare et meget umage par, der i en rus af hvidvin og omkring 40 år senere sagde ja og mente det.

Der skal være flere af den slags aftener i mit liv – men der skal helst være færre af dagene efter. For de er ikke sjove. Heldigvis føler jeg mig mega frisk i dag, selv om søvnen ikke kunne finde mig i nat. Det føles nyt og skønt at være frisk og klar til dagen og alle aftalerne, som der er alt for mange af.

God dag til dig!

Mit high five med Viggo

Jeg overlevede i går! Faktisk var jeg ganske rolig, da lyset blev tændt i biografsalen, og det blev min tur til for at kort øjeblik at stå i spotlyset. Heldigvis var jeg ikke alene. Viggo var der jo også, og han var i hopla.

Jeg synes tit, jeg har set ham give interview, hvor han virker meget stille og lidt fåmælt. I går var han sjov, finurlig og ganske charmerende. Han gav sig god tid til at svare på spørgsmål – både mine og dem fra salen. Og jeg var som sagt overraskende rolig og ikke specielt nervøs, for jeg kunne skimte  kendte ansigter blandt publikum, og jeg vidste, at de ønskede for mig, at min optræden skulle gå godt. Så jeg følte mig tryg, og det var da også en god bekendt, der endte med at komme mig til undsætning, da der ikke var flere spørgsmål fra salen og Viggo derfor besluttede, at jeg skulle stille det sidste. Sagen var bare den, at alle de spørgsmål, jeg havde forberedt – ja, dem havde han svaret på.

Så han tog bunken med kort, som jeg havde skrevet mine spørgsmål ned på. Jeg frygtede, at han ville opdage, at det var sidste års julekort fra min arbejdsplads, jeg havde brugt, fordi jeg ikke gad tage en omvej på vejen hjem for at købe karton.

”Så lad mig vælge et,” sagde Viggo, trak et kort og stak det til mig. Desværre med et spørgsmål han allerede havde besvaret. Sådan fortsatte vi et par kort, indtil en stemme afbrød os:

”Bente, så vil jeg da gerne stille et sidste spørgsmål,” sagde den velkendte stemme, og jeg følte øjeblikkelig lettelse. Det gjorde Viggo også, tror jeg. I alt fald stak han mig et high five.

Fik du den? Jeg high fivede (eller hvad det nu hedder) Viggo Mortensen!

Nå, ja – Viggo havde også en anden dejlig dame ved sin side. Nemlig Ghita Nørby der altid er skønt selskab. Det blev altså en rigtig god fest. Og det havde da helt sikkert klædt mig at lægge samme filter på alle billeder, men altså…

I dag har jeg det sådan, at jeg faktisk ikke rigtig kan huske, hvad han svarede på nogen spørgsmål, og det plejer jeg ellers at være god til, men det kan skyldes, at jeg mistede en pæn del hjerneceller nogle timer senere. For jeg måtte selvfølgelig fejre, at det var gået godt, og at jeg havde overlevet. Det havde jeg brug for at gøre sammen med dem, der havde givet mig ro på i salen. Kæft, hvor var jeg glad for dem i går, og hvor er jeg taknemmelig for opbakningen.

Så jeg fejrede med øl. Med mad. Med vin. med Irish coffee. Med mere vin. Indtil ved 4-tiden i morges.Det blev en skøn aften, og det er længe siden, jeg har grinet så meget, som jeg gjorde i går.

Men føj hvor var det slemt at være mig i morges. Og i formiddags. Og i eftermiddags. Men nu går det bedre. Og det hjalp da også væsentlig på humøret, da jeg på et tidspunkt modtog en sms med ordlyden:

”Tusind tak for i går. Du er så god – også til Q&A… bla bla bla… Så ringer Viggo til dig senere…”

Viggo har ikke ringet endnu, men gæt hvem der overvejer at få mobilen syet ind i hånden, så jeg ikke går glip af det opkald. Og så skal jeg nok stoppe med at fortælle mere om mig og Viggo. I alt fald for en stund.