2. søndag i advent

Den søde juletid… Det er jo ikke nogen hemmelighed for faste læsere på Fabrikken, at jeg elsker jul. Jeg elsker lysene, hyggen, samværet, maden – alt det, der er jul for mig.

Det er bare som om, at jo ældre jeg bliver, jo oftere er det jul. Er det bare mig, eller er det efterhånden enten sommerferie eller jul? Hold da op, hvor tiden flyver. Og ja – det er en irriterende kliché, men det er altså også et faktum.

Jeg husker, at jeg som barn ofte sad og lyttede til de voksnes samtaler. Og især to emner, fik mig altid til at ryste på hovedet og tænke: Aj, seriøst?!

Den ene var dette udsagn: ”Jamen, jeg føler mig jo ikke en dag over 30. Jeg er stadig ung inden i.”

Jeg tænkte: ”Aj, seriøst! Har du set dig selv i et spejl?” For når man selv er lille, så er mennesker over 30 jo vildt gamle. I dag forstår jeg fuldstændigt, hvad de mente.

Det andet udsagn var: ”Som tiden dog flyver.”

Mig: ”Aj, seriøst! Er du klar over, hvor langsomt tiden går fra den 1. til den 24. december?”

For ikke at tale om julemiddagen, hvor de voksne tog så lang tid om at spise. Og så skulle der ryddes ud og vaskes op, før man måtte danse om juletræet. Der fløj tiden fandeme ingen steder.

Men nu… Nu må jeg jo sande, at jeg ikke vidste bedre. For jo – tiden flyver af sted, og snart er det jul igen.

For første gang siden engang i 90’erne skal jeg holde jul på Øen, og jeg glæder mig som et – nå ja – barn til jul. Men indtil da forsøger jeg at julehygge på Vestegnen, hvor jeg bor pt. Det er en smule op ad bakke, for kæresten er bestemt ikke et julemenneske. Tværtimod! Han blev ærlig talt lidt fjern i blikket, da jeg forlangte, at vi skal se begge julekalendere i tv. Hver dag.

Julepynt er heller ikke noget for ham. Så jeg blev virkelig glad, da jeg en eftermiddag kom hjem fra arbejde og så, at han havde sat julelys op i vinduet. Eller da han havde købt en julestjerne og pyntet den fint med snebolde. De der små lækkerbiskener af marcipan og chokolade. Jeg blev glad. Men også lidt ærgerlige over, at jeg ikke kan spise sneboldene, fordi der nok er kommet jord på.


Jeg har insisteret på at hænge en julesok op. Som det eneste pynt og fordi jeg vidste, at nissen ville komme forbi. Det gjorde nissen også. Endda på et uventet besøg, for der var fint julepynt i sokken i morges. Nissen gør sig virkelig umage for at komme mig i møde, og jeg elsker det.

Så nu sidder jeg i en – sparsomt pyntet, bevares – stue med julelys og julemusik og glæder mig over, at det er 2. søndag i advent og over, at julehyggen lige så langsomt også sniger sig ind i det lille hjem på Vestegnen.

Rigtig god 2. søndag i advent til dig og dine.

På ufrivillig standby

Hvordan går det, spørger du måske…

Jo…

Det går da meget godt, men slet ikke efter planen. Efter helt utrolig mange opkald, mails og sms’er kom der endelig gang i arbejdet med at få min lejlighed tilbage på sporet. Det tog så også næsten fire uger, fra jeg opdagede de bulende gulve, til forsikringsselskaberne blev enige om, hvem der skal betale regningerne.

For to uger siden var jeg på 3-dags kursus i Aarhus. Imens var skadeservice i min lejlighed. Heldigvis ringede de til mig efter første besøg og advarede mig om, at der ikke længere var gulve i store dele af min lejlighed, når jeg kom hjem.

Og nej – det var der virkelig ikke. Jeg ved ikke, om de har set et billede af mig et sted og derfor har tænkt, at de ville hjælpe mig på vej mod den slanke linje. I alt fald havde de fjernet et stykke gulv i køkkenet, men kun foran køleskabet. Til gengæld var alt væk i min entre.

Der boede jeg så i en lille uges tid. Med betongulve, støv og snav. Så blev jeg genhuset, og det er næsten en uges tid siden, at jeg sidst har været i lejligheden. Men min kæreste var forbi i dag, og han tog billeder. Jeg er ikke glad.

Nu er al gulv i køkkenet væk. Det samme gælder i entre og i mit soveværelse. Væk er også mit (næsten) nye køkken.

Det sætter ikke ligefrem fart i julehumøret. Men heldigvis har jeg tag over hovedet. Nu skal jeg bare forsøge at vænne mig til myldretidstrafikken på Køge Bugt motorvejen. Nøj, hvor jeg savner at kunne cykle på arbejde i stedet for at holde i kø.

Heldigvis har jeg lige nydt en forlænget weekend på Øen, hvor der godt nok har stået malerarbejde på programmet, men hvor jeg også for en stund fik tankerne væk fra vandskaden. Det havde selvfølgelig været skønt, hvis det havde været mine egne vægge, jeg malede derovre, men det var nu en fornøjelse alligevel.

Nu er jeg tilbage i hverdagen og venter på besked om, hvad der nu skal ske. Kryds fingre for, at jeg snart kan vende snuden hjemad. Og få solgt min lejlighed, så jeg kan komme videre med drømmene.

Har du set min ja-hat?

Nå men, det går jo bare skidegodt. Det gør det faktisk. Men altså – der er bestemt plads til forbedringer.

Fx har jeg sat min lejlighed til salg, fordi jeg har besluttet, at jeg bliver nødt til at prøve drømmen om at bo på Øen af. Så til salg med den. Og det er jo præcis så irriterende, som den slags er for et menneske uden tålmodighed som mig. Timingen er perfekt, for markedet er gået fuldstændig i stå. Den første uge var der seks fremvisninger. De sidste tre uger har der ikke været en eneste. Og det er måske i virkeligheden meget godt. For jeg er udfordret.

I ejendommen er vi ved at få strømpeforet vores faldstammer. For halvanden uge siden betød det stoppet toilet, stoppet håndvask og stoppet afløb i mit badeværelse. Tilsat en grim fugtluft. Lang historie kort – inden der nåede at komme hjælp, løb vandet fra mit badeværelse ud i entreen. Det er jo aldrig rart, men hjælpen kom hurtig. De fik stoppet vandet og støvsuget det op. De havde kameraer i alle rør og afløb, og de gjorde det hele rent. Så langt så godt.

Jeg troede, at alt var fikset og ok. Fordi Skadeservice har været her – godt nok mens jeg var på arbejde. De har vurderet, at det ikke er nødvendigt med en affugter. Alt er fjong.

Hvis man altså ser bort fra, at der nu i halvanden uge har været gang i en affugter i kælderrummet under min lejlighed. Og at der har været en mærkelig lugt i opgangen lige siden.

Så blev det fredag aften. Jeg er på vej i seng. Går rundt med bare tæer, og mærke pludselig, at gulvet buler så sært. Ved nærmere eftersyn, så er det gulvet i entreen og i køkkenet, der er ujævnt som en bulet landevej. Og lidt i soveværelset…. Så altså…

Skal alt hives op? Skal mit nye køkken pilles ned? Hvad med mit nye badeværelse? Bliver min lejlighed nogensinde solgt?

Min kæreste siger, at jeg skal finde min ja-hat frem, men sådan en har jeg aldrig rigtig haft. Jeg øver mig i at tænke positivt. Indtil videre er jeg nået til, at det måske kan være fedt at skrive i en salgsopstilling: Lejligheden har en komplet og fuldstændig ugeneret pukkelpistbane.

Det vil måske nok skræmme nogle væk, mens andre muligvis vil kunne se det unikke i sådan en installation. Jeg har talt med en anden beboer fra en anden opgang. Det viser sig, at der er problemer hos begge mine naboer. Men det trøster bare slet ikke.

Lige nu håber jeg på, at alt kan ordens hurtigt og at der ikke er andre end mig, der føler sig fristet til at købe et stort, gammelt hus på Øen med oliefyr og uisoleret krybekælder. Men med mit held, så skal der nok komme et eller fjols forbi og byde på det.

Hvis du har set min ja-hat eller ved, hvor jeg kan købe en ny, så hører jeg virkelig gerne fra dig. Og imens glæder jeg mig over, at jeg i det mindste ikke får våde strømper, når jeg går på gulvet. Men det er også det mest positive, jeg har at sige om den sag.

Er jeg mon en laks?

Mens regnen tilsyneladende vælter ned over København, sidder jeg i høj sol på Øen og nyder en stille morgen, og glæder mig over, at mine stakkels planter derhjemme i det mindste får lidt vand. De har godt nok ikke fået meget opmærksomhed denne sommer, men de har klaret sig.

Og det har jeg også. Nu lakker eksperimentet mod enden. Familien – eller i alt fald en del af den – kommer hjem på mandag og jeg glæder mig til gensynet. Derfor skal weekenden bruges på rengøring. Jeg vil gerne have, at det skal være rart for dem at komme hjem igen.

Jeg har gjort mig store overvejelser… Skal jeg stå tidligt op mandag, inden arbejdsdagen begynder og gøre rent? Så er hele huset nyvasket. Eller kan jeg gøre lidt i dag og lidt i morgen? Så er huset ikke helt afsprittet mandag, men det er mere overkommeligt for mig. Nu har jeg endelig truffet den beslutning, at nok skal huset være rent, men jeg vil også have tid til en tur i skoven og et smut på stranden. Så jeg svinger støvklud, støvsuger og gulvvasker – ja, sådan en rummer huset nemlig også, og vi er ikke de bedste venner. Hvad fanden er der galt med spand og klud? Jeg vænner mig aldrig til, at alt er elektronisk i mere eller mindre grad. Dertil er jeg alt for analog – men jeg finder det hele frem og bruger lidt af weekenden på at få fjernet spindelvæv og støv.  

Jeg prioriterer en tur i skoven, for lige nu blomstrer lyngen så smukt, at jeg nærmest mister pusten, når jeg kører forbi og nyder synet af det lilla tæppe, naturen har bredt ud over store dele af Øen.  Det er faktisk lige nu, at her er smukkest overhovedet. Derfor står en tur i vandrestøvlerne højt på listen over ting, jeg skal nå. Så håber jeg bare, at knæ og fødder holder, men jeg synes faktisk, at det går bedre.

Og så bliver der forhåbentlig også plads til flere ture i bølgen blå. Det er også helt magisk, synes jeg. Især nu, hvor vandtemperaturen er ved at være acceptabel for sådan en mig, der egentlig helst bader, når vandet er minimum 25 grader.

De sidste to dage har jeg været i vandet, og det er så skønt. Jeg er forsigtig, når jeg bader alene, så jeg timer badningen med højvande og går ikke langt ud. Men jeg nyder at plaske rundt i det lår-høje vand og tørre i vinden på stranden. I går blev badeturen ganske kort, for jeg kunne fornemme, at dårligt vejr trak ind over Øen. Så jeg sad et kvarters tid og nød synet og lyden af bølgerne, der slog mod stranden, efter at have leget vandhund, og da jeg kom hjem, faldt der et par dråber og jeg kunne høre torden i det fjerne. Men mere blev det aldrig til.

Jeg fortæller det egentlig kun, fordi jeg mærker naturens kræfter, når jeg er her på en måde, jeg aldrig gør, når jeg er i København. Der lægger jeg mærke til, om der er regn på vej, hvis jeg skal cykle. Og det gør jeg som regel ved at tjekke en vejrapp. Det behøver jeg ikke på samme måde her. Her åbner jeg døren og mærker vejret. Det er skønt og føles på en sær måde sundt. Ved ikke om det giver mening for andre end mig.

Nærheden til naturen og det faktum, at jeg ingen andre steder føler mig så meget hjemme som her, er grunden til, at jeg ikke har kunnet give slip på tanken om at flytte hertil. Og derfor skal jeg også mødes med en kær, gammel klassekammerat, der generørt har brugt tid på at lytte til mig og alle mine tanker og som også har været med til at kigge på et hus, jeg har forelsket mig i. Nu er regnskabets time kommet. Kan det lade sig gøre? Det bliver jeg klogere på i dag, håber jeg.

”Laksen vender altid hjem,” svarede han, da jeg første gang fortalte om mine planer. Med en sådan selvfølgelighed, at jeg måtte google, om det virkelig passer. For sætningen har sat sig fast i mit baghoved. Og ja, det passer. Desuden kunne jeg læse: ”Laksen er en vandrer, der gerne tilbagelægger endog meget store afstande.”

Tja… Måske er jeg en laks? For jeg kommer til at tilbagelægge store afstande, hvis jeg vælger at tage springet og flyttet til Øen. For jobbet er stadig i København, og det er kæresten og de skønneste venner også. Og dem giver jeg aldrig slip på, om end jeg godt ved, at besøgene bliver sjældnere.

Nu ser vi, hvad mødet i dag fører til. Lige nu er alle muligheder åbner, og det er faktisk både fedt og skræmmende. For der er kun en, der kan tage beslutningen, og det er jo mig. Med tanke på, hvor lang tid det tog mig at beslutte, hvornår og hvordan rengøringen af huset skulle foregå, så virker et evt. huskøb som en gigantisk beslutning for en laks som mig.

Fortsættelse følger…

Rigtig god weekend!

Eksperimentet slutter snart

Der er kun en lille måned – måske halvanden – til familien vender skuden nordover og kommer hjem igen. Det betyder først og fremmest et glædeligt gensyn, men det betyder også, at mit ø-eventyr nærmer sig sin afslutning, og det passer mig faktisk slet ikke.

I fredags vendte jeg hjem til hovedstaden efter tre gode ferieuger på Øen. Lørdag morgen kiggede kæresten på mig og sagde: ”Skal vi ikke bare tage tilbage igen. Her larmer!”

Jeg blev så glad, for det betyder jo, at han har forstået essensen af Øen – det jeg selv sætter så stort pris på. Og det kommer fra samme mand, der under ferien spontant udbrød: ”I Jylland sparer man på alt. Undtaget smørret.”

Sidst på eftermiddagen i dag er jeg så vendt retur igen, for jeg skal virkelig have suget det sidste ud af eventyret, før det er for sent.

Egentlig havde jeg forestillet mig, at det ville være lidt trist at vende alene tilbage, og måske havde jeg også troet, at jeg ville være mættet af Øen. Men det er bare slet ikke tilfældet. Det føles så skønt at være her igen, selvom jeg lige skal vænne mig til at være her alene.

Hvad har jeg så lært i de måneder, der er gået, spørger du måske.

Tja, jeg har lært, at pendlerturen mellem Øen og hovedstaden virkelig ikke er et problem. Jeg er også blevet mindet om, hvor meget naturen, lyden og duften af den betyder for mig. Sådan et håndklæde, der har hængt til tørre i vestenvinden har altså en helt særlig duft, som jeg er totalt forelsket i.  

Jeg er blevet bekræftet i, at jeg sagtens kan bo her og arbejde i København, og jeg ved nu, at jeg er virkelig god til at være alene. Det vidste jeg egentlig godt i forvejen, men nu er al tvivl væk. For jeg har været meget alene her.

Nok også for meget, tænker jeg. Det har ikke været så nemt at (gen-)skabe et socialt netværk her. Jeg ved godt, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg står i en situation, hvor jeg har brug for hjælp. Men jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen for at drikke en kop kaffe. Det er lidt op ad bakke.

De dage, jeg har været i København, har jeg prioriteret kærestetid, møder, frivilligt arbejde etc. Og det betyder, at jeg heller ikke har set meget til de skønne mennesker, jeg kender der. Og det er en høj pris at betale, synes jeg.

Så jeg har besluttet, at jeg ikke skal bo fast på Øen. Ikke endnu, i alt fald. Men jeg vil regne på, om jeg kan få råd til at købe et sommerhus, for der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil bruge mere end to uger om året herovre. Det ved jeg med sikkerhed.

Og jeg troede egentlig også, at jeg vidste med sikkerhed, at jeg ikke skal flytte herover. Havde du spurgt mig i sidste uge, ville jeg have sagt, at jeg er 98 procent sikker på, at jeg skal bo i København og rejse til Øen, når jeg trænger til plads og frisk luft – forhåbentlig i mit eget sommerhus.  

I dag er det nok snarere 60 procent af mig, der hælder den vej. Og det er så typisk mit hoved. Det er på overarbejde, og jeg kan slet ikke mærke, hvad der er det rigtige.

Har du gode råd til, hvordan man når til en afklaring, så hører jeg gerne fra dig. Og ellers venter jeg bare på, at mit hoved eksploderer af tanker, mens jeg forsøger at tage det helt med ro. For beslutningen haster jo slet ikke.

Men tålmodighed er ikke min stærkeste side. Desværre….

Fortsættelse følger helt sikkert.

Ø-liv vs by-liv

I mere end tre måneder har jeg pendlet mellem byen og Øen. Og det fungerer faktisk over al forventning. Jeg havde troet, at pendlerlivet ville blive en udfordring, men det er det ikke. Det kører på skinner. Helt bogstaveligt. Måske lige på nær den ene gang, jeg sad i toget, der pludselig gik i stå. Efter en stund lød beskeden: ”Som I nok har bemærket, så holder vi lige nu helt stille. Vi har fået en fejlmelding om strømmen, og det er faktisk rigtig uheldigt, fordi vi holder i et strømfrit område.”

Nå da! Heldigvis var det en eftermiddag, og jeg skulle ikke nå noget, så jeg kunne sætte mig til rette og arbejde, og efter ganske kort tid kom vi videre.

De sidste uger har jeg været mere i byen end på Øen. Simpelthen fordi der har været arrangementer, jeg har skulle deltage i plus nogle skønne feriedage i Brighton, som skulle holdes. Ingen klager herfra.

Så pendlerlivet er helt ok. Jeg har også fået bekræftet, at jeg ønsker at tilbringe mere tid på Øen end de 14 dage hvert år, der indtil nu har været en fast del af mit program. Alligevel er jeg nået frem til, at jeg ikke skal bo der fast. Og det skyldes, at jeg har haft overraskende svært ved at få et socialt liv op at køre.

Jeg havde selvfølgelig ikke forventet, at folk skulle stå med flag og balloner, da jeg vendte tilbage til barndomsbyen. Eller måske bare en enkelt lille bitte ballon…. Jeg havde dog heller ikke forudset, hvor svært det faktisk er at vende tilbage og skabe en omgangskreds.

Min vennekreds er nok også lidt særlig. Jeg har venner, jeg har haft i mange år, som jeg ikke ser ret ofte, men når vi ses, så går snakken som havde vi aldrig været fra hinanden. Jeg har også venner, som er relativt nye. Kendetegnet for dem er, at vi ses tit og ofte ret spontant. Mange af os har ikke børn, og dem der har, har store børn, der for længst er fløjet fra reden.

Jeg er rigtig god til at være alene. Jeg sætter endog stor pris på alene-tid, og selv om jeg klager over, at jeg er meget alene på Øen, så keder jeg mig sjældent. Jeg er god til at gå en tur, tage cyklen eller køre til et sted, hvor jeg ved, at der er mennesker. Men det bliver alligevel for meget tid alene til min smag. Det troede jeg faktisk ikke var muligt.

Når jeg så er i byen, så prioriterer jeg at se min kæreste, at optage podcast med Kultur-veninden og render til møder i Den solgule idyl. Og det betyder faktisk, at jeg ikke får set de mennesker, som betyder så meget for mig. Og ergo – så føler jeg, at jeg mister en masse socialt ved at pendle mellem ø og by.

Jeg vil forsætte med det, så længe jeg har muligheden. Simpelthen for at være helt sikker på, at jeg træffer den rigtige beslutning og nyde den mulighed, jeg har fået. Men planen er nu at undersøge, om det på nogen som helst måde er muligt at få råd til et sommerhus.

Jeg er ret kræsen mht. sommerhus, så det projekt kan have lange udsigter, men prøves – det skal det! Snart har jeg tre ugers ferie, som skal nydes på Øen. Og jeg glæder mig, for jeg bliver aldrig færdig med den her lille perle.

Rigtig god weekend!

Dagbog fra vandkanten 2

Så blev det hverdag igen efter en dejlig lang weekend. Dem kan jeg altså godt vænne mig til. Jeg har tilbragt dagene på Øen i dejligt selskab med min kæreste, som jeg med djævlens vold og magt forsøger at overbevise om, at Øen er verdens navle.

Heldigvis lader det til, at han er påvirkelig. I alt fald sætter han lige som jeg stor pris på naturen og stilheden her. Vi har gået ture, besteget bjerge og spist dejlig mad.

”What?”, tænker du måske, men den er god nok. På turistinformationens hjemmeside fandt jeg nemlig oplysninger om The Big 5, som jeg – hånden på hjertet – aldrig har hørt om. Altså, jeg kendte godt til nogle af bjergene, men ikke til The Big 5. Men det er altså fem bjerge på Øen. Nå ja – i virkeligheden er det bare gamle klitter, men det behøver man jo ikke at fortælle til nogen.

Nu har vi besteget fire af de fem, og så mangler jeg at finde det sidste bjerg, som jeg simpelthen ikke ved, hvor er.

Kæresten kørte hjem i går, og nu har hverdagen meldt sig igen. Det er helt fint, men hold op, hvor er her stille. Så jeg har brugt et par timer på en cafe i den forkerte ende af Øen med min computer. Simpelthen for at få fornemmelsen af liv og mennesker omkring mig, mens jeg har arbejdet. Det var virkelig hyggeligt. Og kagen var god!

I virkeligheden er det med liv omkring mig nok den største udfordring ved at bo her. Jeg havde troet, at det ville blive pendlerturen, men det går virkelig nemt. Jeg er overrasket over at mærke, hvordan jeg falder ind i rollen fra dengang, jeg fløj. Det føles helt naturligt og på ingen måder sært at skulle rejse frem og tilbage og være væk nogle dage. Det har jeg gjort i mange år, så det er ikke nyt. Det har overrasket mig, at det er ”noget”, der bare kommer frem igen som noget helt naturligt.

Jeg trives med andre ord rigtig godt, men jeg bliver nødt til at gøre noget aktivt for at møde mennesker. Ikke fordi jeg skal have en ny vennekreds, for den jeg har er god, men hvis det skal fungere for mig at bo på Øen, så skal der mere selskab til. Så det bliver næste projekt.

Jeg er ikke selv så god til at være opsøgende og køre forbi folk uanmeldt, men jeg elsker, når andre kigger forbi hos mig. Så måske skal jeg bare kaste mig ud i det og gøre forsøget. Det lader til at være måden, man møder folk på her. Jeg har også rakt ud til gamle bekendte og spurgt, om de har tid og lyst til en kop kaffe, og heldigvis har jeg kun fået positive tilbagemeldinger. Det er rart!

I aften planlægger jeg at tage en tur i biografen. Der har jeg ikke været, siden jeg gik i børnefilmklub og så Bjergkøbing Grand Prix. Kæft, en god film i øvrigt.

”Du møder sgu da ikke nye mennesker i biffen, hvor man ikke må tale,” tænker du måske.

Og nej – det ved jeg da godt. Men ligesom biografen i Den solgule idyl, så er biografen her drevet af frivillige. Måske det kunne være noget for mig?

Jeg fandt et opslag i Brugsen i går om nogle mennesker, der mødes hver onsdag aften og går en tur. Fedt, tænkte jeg, indtil jeg kom i tanke om, at onsdag er den eneste dag i ugen, hvor jeg aldrig er på Øen. Der skal jeg være på kontoret. Men måske er der andre af den type fællesskaber. Det skal i alt fald undersøges. Så: Ny uge, nye udfordringer.

I morgen eftermiddag sætter jeg igen kurs mod øst. Denne gang i bil, der skal til service. Måske jeg skulle overveje en vask inden, for det går ok her at køre i en bil, der er smukt dekoreret af sand, støv og fugleklatter. Men går det i byen?

Status fra Staden

Jeg er tilbage i byen, og det er rigtig rart. I morges cyklede jeg fra Kastrup til Valby, fordi jeg havde en aftale med fod-tortur-lægen. Det vil jeg undlade at underholde med. Jeg vil blot sige: Av for satan!

Jeg skulle være der 07.20, så det var en skøn og forholdsvis stille tur til Valby. Helt modsat turen en halv time senere fra Valby til Islands Brygge. Jeg skal da lige hilse og sige, at byen var vågnet på den halve time, og tilsyneladende var alle, der ejer en cykel, steget på jernhesten og havde begivet sig ud i morgentrafikken.

Det var ikke rart! Jeg panikkede faktisk en smule på et tidspunkt, da jeg kørte i en stor pøl af andre cyklister, og alle – og ja, ja sikkert også jeg selv – kørte virkelig råddent. Til gengæld var det en lise at komme over Sjællandsbroen og dreje ind på en lille grussti langs Københavns havn, Nokken og det smukke område der. Der var så stille og smukt, og jeg ville ønske, at jeg havde haft kaffe med, for så havde jeg slået mig ned et kvarters tid og nydt de skønne omgivelser. For de er jo også her! Det er ikke forbeholdt Øen, selvom kontrasterne mellem de to steder umiddelbart kan virke enorme.

Området omkring Nokken var et af mine absolut yndlingsområder, da jeg boede på Vesterbro, og jeg besøgte det tit. Jeg havde næsten glemt det, så det var rigtig godt at blive mindet om det dejlige sted, og skønt at se, at det stadig findes, selv om jeg mistænker, at det kun er et spørgsmål om tid, før kraner og håndværkere rykker ind og bygger endnu et par kønsløse boligkomplekser. Du ved – med de samme røvsyge standardkøkkener, gulve og badeværelser som i alt det andet l…, de bygger for tiden.

Men indtil videre ligger Nokken heldigvis stadig på den ene side af havnen og de smukke røde fiskerhuse på den anden. De er helt sikkert også truede, for i København har man jo besluttet, at der ikke må være noget som helst på havnen, der – nå ja – ligner en havn.

Det er så vildt, at der midt inde i byen stadig findes den slags åndehuller, og min glæde over det sørgede for, at jeg fik pulsen tilbage til normal efter dramatikken på cykelturen i byen. Selv turen tilbage til Kastrup efter fyraften var forholdsvis rolig, og kun en enkelt gang var jeg ved at blive kørt ned. Det er faktisk billigt sluppet i forhold til, hvordan det kan være nogle gange.

Jeg skal være her helt til på mandag, for jeg skal til fødselsdag i weekenden og har et møde mandag formiddag, hvor der kommer gæster fra blandt andet Jylland. Så jeg tør ikke satse på, at færgen sejler, bussen kører og toget ikke bliver forsinket. Heller ikke selv om alt indtil nu er forløbet fuldstændig planmæssigt, de gange jeg har taget turen.

Det er vildt, at der er kun er godt tre timers rejse mellem de to kontraster. Og det er vildt, at jeg har min gang begge steder. Det får på en eller anden måde de bedste sider frem i begge steder.

I morgen er det weekend – nyd den!

Påske-update fra vandkanten

En dejlig og tiltrængt påskeferie lakker mod enden. Desværre, for med det skønne vejr, der er for tiden, så er lysten til at sætte mig inden døre bag skærmen langt væk. Heldigvis er der er en hel dag i morgen, der også kan nydes.

Jeg har brugt ferien på at falde på plads i mit nye domicil, på flere korte vandreture, på at hilse på mine nye naboer og på bare at slappe af og nyde, at jeg er, hvor jeg er.

Min ”fodlæge” anbefaler, at jeg får kortere tur og på den måde langsomt får flere kilometer i benene. Og selv om det udfordrer min utålmodighed, så giver det faktisk helt sig selv. Jeg er stadig ikke i stand til at gå mere end omkring fem kilometer. Men selv på sådan en forholdsvis kort rute kan man faktisk sagtens nå at nyde forskellige landskaber og masser af lærkesang her på Øen. Jeg har lagt billeder op på Insta, hvis du vil følge med.

Og nå jo – så har jeg også været et smut på fastlandet og hente nye, brugte cykler. Ture til fastlandet er ellers ikke noget, jeg dyrker, medmindre det er strengt nødvendigt. Men det var virkelig turen værd at blive mobil på den måde. Nu går det over stok og sten igen.

Jeg har nydt at kunne vise kæresten nogle af de mange steder, jeg holder meget af. Og jeg har gjort mig umage for at vise Øen fra dens bedste side. Sørget for sæler ved færgen, rådyr i haven, masser af lærkesang, blå himmel og god mad. Efter en bid af pølsen fra den lokale gårdbutik, kiggede han på mig og udbrød: ”Det smager jo af kærlighed!”

Jeg forsøger at overbevise ham om, at sådan her er livet på Øen altid. Vel vidende, at det nok er lidt af en stramning.

I morgen kører jeg til København, og det bliver såmænd godt at komme tilbage dertil igen. Fx kan jeg se, at jeg nok har fået pakket lidt for lidt tøj, da jeg tog herover første gang. Det må jeg lige få rettet op på.

Jeg skal kun være der nogle få dage – så går det retur til Øen og hjemmearbejdspladsen. Jeg mangler stadig det fulde overblik over, hvornår jeg skal være hvor, men mon ikke det efterhånden kommer?

Håber du nyder påsken og det skønne vejr.

Retur til hverdagen

Jeg må indrømme, at jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan det ville blive at skulle tilbage til dagligdagen igen. Hvordan pendlerturen ville gå. Om det ville være svært at sige farvel til Øen. Alt muligt i den retning.

Det var slet ikke svært. Tanken om at skulle tilbage til København var faktisk helt ok. Jeg glædede mig til at se kollegerne og kæresten igen. Til larm og liv. Og turen til arbejde gik som smurt. Det er faktisk lidt vildt, at jeg kan tage færgen klokken lidt i seks om morgenen og stå på Hovedbanen kl. 9.

Alt flaskede sig undervejs. Egentlig var det kun det midlertidige farvel til huset på Øen, der voldte lidt problemer. Og kun fordi det var virkelig, virkelig tidligt og derfor meget mørkt. Regnen stod ned i stænger, og der var næsten uhyggeligt stille. Lige der gik det op for mig, at jeg nok har set et afsnit eller to for meget af Barnaby. I alt fald fik jeg tanken, at hvis jeg nogensinde skal møde en kutteklædt skiderik med mordvåben eller en person, der har til hensigt at kvæle mig med en ost, så kunne det godt være lige der i mørket og regnen.

Turen fra sydenden af Øen til færgen var også mørk og våd, så køreturen over heden i mørket fik tankerne hen på barndommens uhyggelig film om varulve og det, der er værre.

Heldigvis mødte jeg hverken kutteklædte mordere eller uhyggelige skabninger på vejen. På fastlandet kom bussen til tiden. Jeg var den eneste, der skulle med, og knapt syv minutter senere var jeg på banegården.

Så jeg nåede kontoret i tid til afdelingsmødet og – viste det sig – en buffet af lækkert wienerbrød. Så gør det jo ikke noget, at man har været tidligt oppe.

Det var også dejligt at komme hjem i min egen lejlighed. Jeg blev helt barnlig glad, da jeg trådte ind og opdagede, hvor fedt jeg egentlig bor. I alt beskedenhed, naturligvis.

Og det er skønt at have den sådan. For det viser jo egentlig bare, at jeg trives godt begge steder. Det er selvfølgelig for tidligt at drage nogen som helst konklusioner, men umiddelbart tænker jeg, at jeg får det bedste af to verdener. Jeg har nydt dagene på kontoret med mine skønne kolleger, og jeg har nydt byen. Lige bortset fra lidt kaos i morgentrafikken forleden, hvor jeg brugte 50 procent længere tid på at rejse fra Toftegårds Plads til Islands Brygge, end jeg dagen før havde brugt på rejsen mellem Odense og København. Nuvel…

På søndag går det retur til Øen igen, og denne gang skal jeg blive en hel uge, for påskeferien er netop begyndt, den er tiltrængt og jeg glæder mig.

Rigtig god weekend!