En dag tilbage…

… Altså bare en dag tilbage til påskeferie, og nedtællingen er for længst i gang. I forhold til mit blad er timingen virkelig dårlig, men det har jeg besluttet at ignorere. For jeg vil kunne nyde nogle skønne fridage, hvor der ovenikøbet er godt vejr i sigte.

Jeg har ikke de vilde plane, men alligevel er der heldigvis sneget sig nogle aftaler ind i kalenderen. Først og fremmest en del aftaler med mig selv om træning. For det er godt, kan jeg mærke.

Jeg var også af sted i går hos en ny instruktør, som godt nok var sød, smuk og smilende, men jeg kunne simpelthen ikke abstraherer fra, at hun mindede mig om lille arrig hund, der bjæffede, mens hun smilede. Som om hun var klar til i bide, hvornår det skulle være. Jeg var ikke pjattet med arrangementet.

I påskeferien har jeg flere tider hos nye instruktører – forhåbentlig møder jeg ikke flere bjæffende damer.

Det var første træningsaftale efter arbejde, og hold da op, hvor stod undskyldningerne for at aflyse i kø. Lige fra morgenstunden…

”Jeg kan nok ikke have mit træningstøj på cyklen.” – nej, men du kan sgu da prøve.

”Det bliver alt for koldt at cykle hjem efter træning. Der er 12 kilometer, og når man sveder…” Ja, så tager man mere tøj på og træder ekstra hårdt i pedalerne. Af sted med dig, skattepige.

”Jeg kunne aflyse og booke en ny tid til i morgen, hvor jeg kan nå hjem inden. Så slipper jeg for at slæbe alt med.” – Ja, det er super, og selvfølgelig gider du at tage af sted, når først du er kommet hjem. Styr dig!

Og sådan fortsatte undskyldningerne i en lind strøm, indtil jeg stod omklædt ved barren. Og jo – der var plads på cyklen, og nej, det var ikke koldere end normalt at cykle hjem. Og det var godt, at jeg kom af sted, for i dag gider jeg (heller) ikke.

Nå, men det var den påskeferie, jeg kom fra. Der bliver også plads til påskefrokost med gode venner, møder i biografen og arbejdsmøde med Kultur-veninden, som jeg er ved at lave et spændende nyt projekt med. Et projekt, som du helt sikkert kommer til at høre meget mere om, når vi er klar til at præsentere det for verden.

Ellers står tiden på lydoptagelse, interview, gåture og en terrasse, der skal pakkes ud. Det glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang med. Også selv om det er for tidligt med sommerblomster og den slags skønheder. Men det bliver skønt at få pakket højen af havemøbler ud. De har stået hele vinteren og lignet en parkeret bil.

Og jeg har fået købt en masse jord på vej hjem fra arbejde i dag. Og kun en pose gik op i bilen… Så jeg har også fået støvsuget min bil…

Det hele skydes i gang i morgen, hvor jeg skal mødes med min mor, der kommer et smut til København. Og hvem ved – måske bliver der også tid til fredagsøl, inden jeg kan komme hjem og holde ferie.

Nøj, hvor jeg glæder mig til det hele. Jeg ved ikke, om jeg når at skrive inden påske, så bare for en sikkerheds skyld: Rigtig god påske til dig og dine.

 

Reklamer

“Sved er bare fedt, der græder”

Det der motions-halløj, jeg fortalte om i går… Vil I høre, hvordan det gik?

Jeg sætter lige scenen. Det er tidlig morgen. Jeg kører langs Amager Strand og nyder solen og vandet. Får parkeret – og i modsætning til tidligere på ugen, hvor jeg skulle parkere hos min læge, havde jeg ikke brug for en sød håndværker til at komme og fortælle mig, hvilken vej jeg skulle dreje hjulene. Men det er et sidespring…

Jeg kommer ind og bliver budt varmt velkommen af en i øvrigt kendt tv-vært, der viser sig også at være instruktør på holdet.

”Dig har jeg ikke set før. Velkommen! Skønt, at du kommer.”

Hun fortæller, hvilke redskaber vi skal bruge i løbet af timen, og jeg begynder at få kolde fødder. Elastik, bold, håndvægte, nogle små glatte sataner, man kan skøjte rundt på og yogamåtte. Og ikke mindst barrene langs væggen.

Der er plads til tre personen ved den barre, jeg ender ved. Jeg havner i midten.

Til højre for mig står en myndeslank og smuk kvinde. Hun er virkelig graciøs. Næsten som en balletdanser, og hun klarer alle øvelser med stil og ynde. Jeg når at tænke, at bare jeg var som hende.

Klip

Til venstre står en yngre kvinde. Hun er ikke på samme måde graciøs. Hun er langt mere fyldig end den anden, men rund og smuk. Det hele sidder som det skal, og hun klarer (næsten) alle øvelser med stil.

Klip

Her står jeg…! Der er intet graciøst over mig, afslører spejlet. Faktisk virker jeg kluntet. Og jeg har svært ved at hænge i barren, fordi jeg simpelthen ikke stoler på, at den er boltet godt nok fast til væggen. Men det er den, forsikrer instruktøren.

På et tidspunkt må jeg stoppe. For hvad er det, der siger sådan en underlig lyd?

Det viser sig at være mig, der sveder så meget, at det drypper ned på min yogamåtte. Den lyd er i øvrigt overraskende behagelig. Men det er også et sidespring…

Instruktøren, der er sød som få, kommer hen til mig:

”Vil du leje et håndklæde for en 10’er?”

Ja tak – det ville være skønt. Så kan jeg få tørret både yogamåtte, barre og mig selv.

Cirka ti minutter senere – mens vi hænger i en besynderlig stilling fra barren – opdager jeg, at jeg har vendt vrangen ud på min ene strømpe. Det puster til følelsen af at være kikset. Jeg dukker nakken og håber, at ingen opdager det.

”Bente, husk at holde nakken helt lige,” råber instruktøren i det samme.

Forleden – vi taler for max to dage siden – pralede jeg overfor nogle venner:

”Jeg har faktisk urimeligt stærke ben. Det skulle man ikke tro. Men det har jeg. Så stærke!” hører jeg mig selv sige.

Nu er jeg så blevet klogere. Mine ben – eller nogen som helst muskel i min krop, for den sags skyld – er ikke stærke. Tværtimod. Det blev i alt fald helt klart for mig, da jeg var ved at drukne i mælkesyre.

Men konklusionen er alligevel, at det var skide godt!

Og det bedste kom egentlig bagefter. Instruktøren fortalte mig, at hun havde castet de sejeste kvinder til holdet.

”Og om lidt er du en af dem, Bente!”, sagde hun. Jeg må have set tvivlene ud, for pludselig kom damen fra højre:

”Hold nu op, hvor er du sej. Du er så god! Jeg er virkelig imponeret!”

Jeg kiggede mig omkring, for det kan jo umuligt være mig, hun talte om. Men det var det.

”Jeg holdt øje med dig. Du er virkelig sej. Det godt gået.”

Jeg stod helt mundlam. Stolt over at den smukke og graciøse dame synes, at jeg er sej. Og det stoppede ikke her.

Endnu en dame kom hen til mig. I øvrigt den samme som midt i timen kom for at trække persienne ned, så jeg ikke blev blændet af solen. Tænk, at hun bemærkede det og hjalp mig!

”Jeg håber, at du synes, det var sjovt. For det er virkelig godt. Det er ikke længe siden, jeg var ny, men nu kan jeg allerede være med. Jeg håber at se dig igen.”

Wow – den modtagelse har jeg aldrig oplevet i et træningscenter. Aldrig! Og da jeg kom ud, stod en ung kvinde udenfor. Hun ville også lige høre, hvad jeg tænkte om træningen.

”Vi ses igen! Husk på, at hvis du giver op, så bliver du aldrig bedre. Det tænkte jeg på efter min første time, for det er virkelig hårdt. Men tro mig – det bliver hurtigt bedre.”

Prøv at høre her: Det er fandeme rørende! At fremmede mennesker tager sig tid til at snakke, rose og generøst dele deres egne erfaringer. Alene af den grund skal jeg selvfølgelig tilbage igen.

Jeg havde booket en tid hos min negledame lige bagefter. Fordi min magelighed er større end min forfængelighed. For i guder, hvor så jeg dog ud. Mit hår var helt stift af salt…

Jeg måtte parkere lige uden for hendes dør for at minimere muligheden for at møde andre mennesker.

Så da jeg kom hen til hende – der i øvrigt bor på 5. sal – skyndte jeg mig at forklare. At det altså ikke var trapperne, der var skyld i de kirsebærrøde kinder og det gennemblødte hår.

”Du skal ikke forklare,” svarede hun. ”Du skal bare være stolt af dig selv og huske på, at sved bare er fedt, der græder.”

Og til det må jeg bare sige: Hvis det er sandt, så er mit fedt virkelig ulykkeligt. Men så kan det jo bare skride. Det ville ikke gøre noget, og jeg ville ikke savne det. Men lad os nu se.

Og hvad så nu, spørger du måske. Jamen, jeg har da lige booket 10 timer i april. Det er max, man kan komme i løbet af en måned.

Så nu er jeg sådan en, der står tidligt op om lørdagen og hænger i en barre og danser om søndagen. Og jeg vil forsøge at huske mig selv på, hvor mange gange jeg har haft det sjovt, når jeg har hængt i en bar… Tænker, at hvis jeg får programmeret min hjerne rigtigt, så kan jeg måske lokke den til at tro, at weekenden er en fest med fri bar og dans.

Jeg skynder mig at skrive dette, fordi jeg simpelthen ikke er sikker på, at jeg vil være i stand til at løfte en arm eller overhovedet komme ud af min seng i morgen. Så undskyld, hvis du synes, jeg spammer dig.

Uventet ferie

”Holder du ferie de tre dage før påske,” spurgte Sekretæren.

”Nej, desværre ikke,” lød mit svar. Men hendes spørgsmål sparkede alvorligt til trangen til ferie. Pludselig virkede det helt uoverskueligt at skulle ’nøjes’ med påskedagene, når så mange andre holder fri op til.

Så hvor heldigt er det lige at opdage, at ikke bare har jeg bedt om ferie. Jeg har også for længst fået den godkendt. Jeg havde bare glemt alt om det. Så lige om lidt: Feeeeeeeeerie!

Og nej – jeg skal da ikke en skid. Men jeg har fri, og jeg glæder mig. Lige nu tænker jeg, at de uventede fridage skal bruges på lyd. Det bliver så godt at komme i gang med at lave podcasts. I første omgang til mit kursus, men forhåbentlig også nogle, som mennesker faktisk kommer til at lytte til på et tidspunkt.

Så hvis du støder på en midaldrende dame med mikrofon og mærkelige spørgsmål, så kan det være mig!

Og hvordan går det ellers med at være mere ude end normalt, undrer du måske? Jo tak. Det går da super. Jeg har været i biografen, i teateret, til foredrag, til middage og til møder. Jeg er mødtes med venner, jeg ikke har set i lang tid og med dem, jeg ser ofte.

Og det fungerer virkelig godt. Jeg har endda sagt ja til flere arrangementer på arbejde, og har efterhånden fået smag for at være mere ude end hjemme. Så langt så godt. Næste springende punkt bliver i morgen, hvor jeg skal prøve det der nye motions-halløj, jeg har meldt mig til.

Det er allerede klokken 8.30, og det er et ukristeligt tidspunkt en lørdag, hvis du spørger mig. Men på den anden side – så er det overstået, og hvis det skulle vise sig at være virkelig rædselsfuldt, så er jeg sikkert så søvndrukken, at jeg ikke rigtig mærker det.

Du kommer helt sikkert til at høre mere om det!

Nu er det weekend, og den skal nydes. Håber at både din og min bliver skøn.

Om mig og myldretid…

Jeg har tilbragt de sidste par dage på kursus. Jeg skal nemlig lære at lave podcasts, og det er fandeme sjovt. Jeg er helt høj over muligheden, ydmyg over opgaven og tilliden til mig og sprængt fyldt af gåpåmod. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, selv om jeg er i tvivl om, hvornår filan jeg skal nå at lave dem. Men det skal jeg nu nok finde tid til, for jeg vil!

Det er virkelig sjovt at fortælle historier med lyd. Og efter blot to dage er jeg blevet så bevidst om lydene omkring mig. Lyden af min bildør, der smækker. Lyden af smør, der smelter på panden. Lyden af min mobiltelefon på lydløs, når der kommer et opkald… ja bare lyde, som jo hele tiden har været der, men som jeg aldrig har skænket en tanke.

Nå, men ud over at kurset er vildt inspirerende og har givet mig så meget energi, så har det også betydet to dage, hvor jeg stået ansigt til ansigt med min største frygt: Myldretidstrafik!

Kurset er i Emdrup, og det betyder, at jeg skal kører fra Den solgule idyl tværs gennem København både morgen og eftermiddag, når der er allerflest biler og cykler på vejene. Jeg har tidligere ytret mig om mine medtrafikanter, og jeg mener stadig, at der er virkelig mange idioter derude. Nogle på cykler. Nogle i biler. Men fælles for dem er, at de kører, som de blinde slås.

Kære cyklist, der kører på vejene omkring Magasin. Ja, det er irriterende at køre bag en, der kører langsommere end dig selv. Men det giver altså ikke dig lov til at køre ud på vejbanen. Bare sådan uden videre at slå et kæmpe sving ud foran alle biler, der jo umuligt kan forudse din åndsvage handling. Så pis ind til siden!

Og kære billist. Uha, hvor har du travlt! Så travlt, at du synes, det er helt ok at køre ud i kryds både for gult og rødt og spærre for dem, der får grønt lys. Nu skal jeg fortælle dig en ting: Du er et forpulet røvhul! Og du burde få sømmet dine kønsdele fast til et råt bræt.

1. Du bringer dit eget liv i fare. Det er jeg egentlig ligeglad med, for du burde slet ikke være sammen med andre mennesker. Måske verden endda ville være et bedre sted uden dig! Men du bringer altså menneskers liv i fare, fordi du har så forpulet travlt. Og det bekymrer mig og gør mig vred.
2. Det er din skyld, at der overhovedet er noget, der hedder myldretidstrafik. For det er dig – dig, derude midt i krydset – der spærrer for trafikken, så vi alle bliver forsinket. Også dig selv, narrøv!
3. Din kørsel skræmmer midaldrende, køreteknisk udfordrede damer fra vid og sans. Det er ikke i orden! Du skal stoppe, når lyset skifter til rødt. Gerne allerede når det skifter fra grønt til gult. Du skal IKKE parkere ude midt i krydset bare fordi ”Det sgu da var min tur til at køre, og jeg har ventet længe og jeg har travlt.” For så travlt har du ikke! Du er bare en egoistisk idiot!

Du skal stoppe dig selv! Og så skal du tænke på noget så gammeldags som fællesskabet. Samfundet. Ja, jeg ved godt, at det ikke er coolt. Men verden drejer sig ikke om dig. Og alle vil gerne sikkert og hurtigt hjem til vores elskede. Men røvhuller som dig forsinker os. Så stop! Lige nu!

Nu har jeg sagt det. Så regner jeg med, at det er løst og at alle kører ordentligt fremover. For vores alle sammens skyld!

Så kom dog ud!

ADVARSEL: NAVLEPILLERI FORUDE!

Havde du spurgt mig, hvordan mit voksne liv ville se ud, da jeg var barn, så ville jeg nok langt hen ad vejen have beskrevet det liv, jeg har nu. Måske et andet job. Måske en anden bopæl tættere på familien. Men i det store og hele er mit liv blevet, som jeg drømte om.

Kun én ting er ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Jeg har nemlig aldrig set mig selv som hende, der skulle bo alene hele sit voksne liv. Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle have børn, men jeg tror, jeg troede, at jeg ville have fundet en dejlig mand for længe siden. Sådan er det ikke gået. Desværre. For jeg vil da virkelig gerne møde ham den ganske særlige. Ham, der kunne være mit livsvidne – også på helt almindelige hverdage.

Nogle dage er det træls at komme hjem til et tomt hus. Nogle gange ville det være dejligt at have en at dele livet med. Og nogle gange er det ret skønt ikke at skulle tage hensyn til andre end mig selv.

Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt at finde ham. Jeg har kysset en masse frøer undervejs, men ham den helt rigtige – han er bare ikke dukket op.

”Du er alt for kræsen,” får jeg tit at vide. Men ved du hvad? Det passer simpelthen ikke! Jeg er ikke kræsen. Jeg vil bare gerne have en mand, der har tænder i munden. Det blev klart for mig efter at jeg havde været på date med en mand uden en pløk i kæften. Jeg vil også gerne have en mand, der går i ordentlige sko. Det slog mig efter en date med en mand, der troppede op iført crocs. Alle, der læser med på Fabrikken, kender mit forhold til de taberpedaler. Jamen for fanden… man kan jo ikke engang kalde det fodtøj. Det er bare ærgerligt plastik i grimme farver. Og hvis du kan møde mig i crocs på første date, hvordan klæder du dig så, når vi har kendt hinanden i fem år? Jeg magter det ikke!

Nuvel! Før jul var jeg så heldig at møde en skøn mand, der både havde alle sine tænder, pæne sko (tak til veninden på Fyn for at gøre mig opmærksom på den detalje…) og var både sød, sjov, begavet og vild med mig.

For første gang i mange år turde jeg tro på, at han og jeg måske kunne have en ret skøn fremtid sammen. Vi har mange af de samme værdier. Vi synes om de samme ting – alt var godt. Mest fordi vi havde det virkelig godt sammen. Sjældent har jeg grinet så meget og slappet så meget af i et andet menneskets nærvær. Jeg nåede endda at introducere ham for mange af mine venner. Noget jeg normalt aldrig gør, fordi jeg er sært privat lige på det punkt. Men der var noget ganske særligt ved ham her. Noget, jeg ikke har mødt før.

Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himmelen. Og i dag ses vi ikke mere. Ikke fordi hverken han eller jeg har gjort noget forkert. Heller ikke fordi vi ikke vil hinanden, men fordi vi ikke kan. Der er nogle omstændigheder, der gør det svært. Og nej – han er ikke gift. Han er syg.

Sådan er det. Jeg har været ked af det. Er det stadigvæk, men jeg kan ikke se en fornuftig fremtid sammen med ham. Og derfor er drømmene om ham den ganske særlige – igen – sat i bero. Ja, denne gang tror jeg faktisk, at jeg endegyldigt har fået pakket dem helt væk.

Jeg tror, jeg må acceptere, at det der med kærester – det er ikke for mig. Det er simpelthen ikke mit lod i livet, desværre. Og det jo ikke fordi, jeg ikke har det godt uden. For det har jeg. Jeg er heldig at et stort netværk af venner og familie. Der er altid nogen i nærheden, hvis jeg har brug for en skulder at græde ved eller nogen at grine sammen med.

Men oplevelsen har fået mig til at overveje mit liv. For er jeg der, hvor jeg gerne vil være? Ja! På mange måder er jeg. Men jeg er træt af at komme hjem til det tomme hus hver dag. Så hvad gør man så? For mit vedkommende handler det om ikke at komme hjem. Jeg har nemlig altid så forbandet travlt med at komme hjem. Også selv om jeg ikke skal noget.

Så nu har jeg meldt mig til en masse ting.

Blandt andet et nyt sportsarrangement, som jeg skal prøve for første gang om 14 dage. Det skal jo nok gå godt, for jeg er jo virkelig et sporty menneske… Vi lader lige billedet stå et øjeblik.

Men min krop trænger til mere end dans og cykling, som det i øvrigt heller ikke er blevet meget af på det sidste, fordi jeg jo er for fin til at cykle, når det regner og marts jo som bekendt har været den vådeste nogensinde.

Jeg har også meldt mig til forskellige arrangementer på danseskolen, hvor jeg bruger en time hver søndag. Dels til nogle foredrag, dels til et middagsselskab, som jeg er spændt på. For hvordan skal jeg klare den helt alene uden min sædvanlige back up-gruppe? Jeg er ikke verdensmester til at møde nye mennesker. Men det må jeg jo så se at få lært, hvis ikke jeg skal sidde som hende den underlige ved bordet.

Jeg forsøger at være mere ude. Gik så langt, at jeg blev til kaffe efter dansen i dag. Normalt skynder jeg mig hjem. Men hvorfor? Og det var hyggeligt at sidde helt svedig og klam og drikke kaffe sammen med de andre damer og to mænd, der også var svedige efter en usædvanlig hård time.

Jeg har endda meldt mig ind i et fagligt netværk. Godt nok fik jeg kolde fødder, da jeg så et opslag, en af ’netværkerne’ havde skrevet om mig i deres lukkede facebookgruppe, som de lukkede mig ind i.

”Jeg har fået en henvendelse fra chefredaktøren på xx, der gerne vil være med i vores netværk. Det er fint med mig. Hvad siger I andre. De er store – måske kan vi lærer noget.”

Nogenlunde sådan stod der. Jeg var nær faldet ned af stolen. Skulle jeg kunne lære dygtige redaktører fra andre fede magasiner noget som helst? Det tvivler jeg ærlig talt på. Og lige der blev jeg ramt af både nervøsitet og mindreværd. Men jeg blev lukket ind i netværket, og nu glæder jeg mig til at møde dem alle. Det sker i begyndelsen af næste måned, når jeg skal til mit første netværksmøde. Wish me luck!

Jeg har også meldt mig til et fagligt arrangement, som jeg godt nok er særligt indbudt til, men som jeg normalt ville holde mig langt væk fra. Mest fordi jeg synes, det altid bliver en omgang rygklapperi – mest mellem midaldrende mænd i designerjeans, blazerjakker og svindyre italienske sko, der ser udtrådte ud på den helt rigtige måde. Alle har de et navn i mediebranchen, og alle er de gode til at ignorere, at der også kan være dygtige kvinder til steder. Men det skal være løgn, skal det!

Og således på glatis vil jeg forsøge at skabe lidt mere dybde, lidt mere faglighed og lidt mere motion i mit liv. For alt det andet fungerer jo. Med eller uden en mand i mit liv.

Og nu forstår du måske, hvorfor der har været stille på Fabrikken meget længere end normalt. Men jeg er lige her!

Livet på cykelstien

Det kræver alt min viljestyrke at sætte mig op på cyklen på kolde morgener. Og jeg er virkelig god til at finde på undskyldninger for, hvorfor det er en langt bedre ide at lade cyklen stå. Derfor har den holdt stille i næsten to uger.

I denne uge har en massiv forkølelse været undskyldningen. Sammen med kulden har det virket fornuftigt at tage bil, bus eller metro.

Men i morges skulle det være… Op og af sted!

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg er sådan en, der altid husker cyklehjelmen, men det er jeg ikke. Jeg tilsætter hjelm på kolde dage, hvor vejene kan være glatte. Og nej – jeg gider ikke at høre på, at jeg også kan vælte, skvatte, blive kørt ned etc. på alle andre dage… Der blev sagt nej!

Jeg kastede et hurtigt blik på mig selv i spejlet, da jeg stod i entreen iført hue, handsker, vinterfrakke, taske og læbepomade. Og cykelhjelm, der vippede på toppen af mit hoved, fordi jeg er udstyret med vel nok verdens største kranium. Når hjelmen både skal dække hoved og hue, så ser det ærlig talt virkelig skørt ud.

Da jeg for snart mange år siden flyttede til København, fortalte min fætter mig, at en af de gode ting ved at bo i storbyen er, at der altid er mindst en, der ser dummere ud end dig selv. Det har jeg ofte tænkt på i årene, der er gået. Og det plejer at passe. Men jeg kan med sikkerhed sige, at det ikke var tilfældet i morges. Jeg var suverænt den, der så dummest ud på hele turen fra Den solgule idyl til Islands Brygge, og det er alligevel en del kilometer.

Kan det mon bruges som undskyldning for at lade cyklen blive hjemme i morgen? At jeg simpelthen er for ynkeligt et syn for mine medtrafikanter. Eller skal jeg med stolthed påtage mig rollen, som hende den kiksede, der får alle andre til at se hæderlige ud i morgenkulden? Vi får se – i morgen er ny dag!

 

 

Klarer jeg mon dagen?

Så kom 2019 i gang og hvilken start! Jeg har sendt årets først blad til tryk i dag. Det er altid lidt en festdag, for når vi når så langt i processen, så gider jeg ærlig talt ikke kigge på det mere. Nu har jeg læst alle artikler 8-10 gange og set billeder, layout etc. i en uendelighed. Det vilde er, at jeg kan blive ved med at finde fejl, hver gang jeg læser. Og netop derfor føles det så rart at slå en streg i sandet og sige: Det var det! Over and out. Det er muligvis ikke stor kunst, men det er færdigt, og jeg er faktisk rigtig godt tilfreds med resultatet.

Og så kan jeg trøste mig med, at jeg får alle fejl, der stadig måtte være, pointeret af ihærdige læsere, der synes, jeg skal kende til hver en komma- eller stavefejl. Det er fint! Jeg er glad for at have læsere, der læser så grundigt. Om end jeg også godt lidt oftere kunne tænke mig en mail fra en tilfreds læser. Bare i ny og næ. Men det er nok sådan, at det er lettere at sætte sig til tasterne, når vi er utilfredse, end når vi er tilfredse. Det gælder også for mig selv, og det er egentlig lidt tankevækkende. Måske skal jeg starte med mig selv og blive bedre til at rose.

Jeg vil øve mig!

Weekenden står på nytårskur for de frivillige i biografen og julefrokost i Snapselauget. Og total afslapning, for jeg synes godt nok, at ugen har været en smule hård at komme igennem. Måske også fordi jeg langt om længe fik sneget mig op vægten for første gang siden jul. +2 kilo stod den på…

De er heldigvis væk igen – sikkert godt hjulpet på vej af det faktum, at jeg har været uden varme i min stue i en uge. Tænker, at kulden sætter forbrændingen lidt i vejret. Det var i alt fald det, jeg forsøgte at overbevise mig selv om, mens jeg krøb under dyner og tæpper i sofaen for at se tv. For jeg er sådan en, der endnu ikke er hoppet på det der streaming-pjat. Og som ikke gider se tv på en lille skærm, når jeg kan se det på en stor.

Jeg har til gengæld haft tændt så mange stearinlys, at mine naboer med god grund kunne få tanken, at jeg forsøgte at brænde min lejlighed ned. Det er dog ingenlunde tilfældet, kan jeg afsløre. Og i morges var varmen endelig kommet tilbage. Faktisk var det som at gå ind i en sauna, da jeg skulle hente noget i min stue. For jeg havde selvfølgelig fået skruet varmen op på max i et anfald af afmagt og frustration. Så nu er der dælme varmt!

Jeg forudser en dejlig weekend, selv om dagen er startet lidt små-træls. Først sauna i stuen. Så tabte jeg min ansigtscreme på gulvet i badeværelset. Hold nu op, hvor indholdet i sådan en lille (og svindyr) krukke kan svine meget! Og det fik mig til at overveje, om det overhovedet giver mening at smøre den slags fedtet stads i fjæset.

Så væltede jeg en kop kaffe. Så tabte jeg et glas. Så stak jeg fingeren ned i noget fedtet halløj, da jeg ville gå ud med skraldeposen. Og da jeg ville sætte mig på min køkkenstol, gik sædet løs, så jeg satte mig på et halvt sæde, der knirkede mistænkeligt. Faktisk tror jeg, at det brækkede… på det tidspunkt orkede jeg ikke mere modstand fra morgenstunden, så det må jeg få tjekket, når jeg kommer hjem.

Hvis jeg kommer hjem. Fornemmer, at der er bud efter mig i dag, så nu har jeg metalt pakket mig selv ind i bobleplast, og så håber jeg, at jeg kommer gennem dagen uden flere skader – hverken på mig selv eller andre og også gerne uden varige mén.

Wish me luck og hav en rigtig dejlig weekend!