Skal vi bakke til IKEA?

Jeg har fået min bil! Jeg hentede den i fredags, og den er så fin. Vi er allerede rigtig gode venner, og jeg føler mig vildt privilegeret, hver gang jeg sætter mig ind i den. Den dufter af ny bil. Den kører fint, og den kan en helt masse, som jeg slet ikke har fundet ud af endnu. Og bedst af alt – jeg kan finde ud af at bakke i den. I en sådan grad at en ikke ubetydelig del af de kilometer, jeg har tilbagelagt indtil nu, er foregået bakkende.

Og så så man lige mig parallelparkere i indre by i mandags. Og jeg kørte i parkeringskælder. Det er to ting, jeg ville have forsvoret nogensinde ville ske, og jeg synes måske også, at min bil er lige vel ung til den slags narrestreger, men det gik fint. Også fordi jeg var under kyndig vejledning af Grafikeren.

Faktisk overvejer jeg, om jeg skal bakke hele vejen til Øen til sommer, men måske jeg skal lægge ud med en lidt kortere rute. Men hey – ros mig lige for, at jeg faktisk kører og nyder det, og der er stadig ikke kommet aftryk af mine knyttede hænder i (læder!)rettet.

Ellers har jeg nydt nogle dejlige dage i godt selskab, og så er der snart nyt på karrierefronten. Stort nyt! Mere kan jeg ikke sige lige nu, for så bliver jeg nødt til at slå dig ihjel, og det har jeg virkelig ikke lyst til. Så læs med på Fabrikken i stedet. Det bliver spændende!

 

Nu kører det!

Så er ugen i gang efter en dejlig og afslappende påskeferie. Jeg har haft dage, hvor jeg stort set ikke har bevæget mig, og jeg har haft dage i skønt selskab med gode venner og familie. Og det er præcis, som det skal være.

I går var dog noget anderledes end andre dage, jeg har oplevet. Jeg havde nemlig sat Grafikeren og Forretningsmanden stævne, og sammen drog vi ud i verden for at kigge på ny bil. Til mig.

Jeg nærmer mig 50 i rasende fart, og jeg har endelig – i en høj alder, vil nogle nok mene – for første gang fået min egen vaskemaskine, opvaskemaskine for slet ikke at glemme den famøse hyndeboks. Nu føler jeg mig så voksen, at jeg er klar til egen automobil. For man kan jo ikke have en carport, hvis man ikke har en bil at stille i den, vel?

Men jeg ved ikke en pind om biler. For mig er en god bil en med fem døre. Det er der, vi er. Så derfor allierede jeg mig  med de to venner, der, vidste det sig, besidder en enorm viden og trivia om bilen. Hold da op! På et tidspunkt holdt jeg op med at høre efter.

Men de var tålmodige og skide skøre som altid, og jeg havde en fest. Hvor festligt det var for dem, ved jeg faktisk ikke. Forretningsmanden blev i alt fald helt udtryksløs i ansigtet og fjern i blikket, da jeg skulle prøvekøre min anden bil, og frejdigt proklamerede:

”Jeg kan altså meget bedre lide denne her nøgle end den anden.”

Sjældent har jeg set en mand se så træt ud, og han var da heller ikke sen til at opsummere mine krav til ny bil, da vi kørte hjem:

  1. Nøglen skal være pæn
  2. Blinklyset skal lyde fedt
  3. Jeg skal kunne udtale bilens navn
  4. Jeg skal kunne stave til mærket

Det var de konklusioner, han havde fået ud af mig efter mange timer.

Til gengæld var Grafikeren ikke sen til at rose mig og udtrykke sin begejstring over at have oplevet mig bakke ind mellem to parkerede biler. Det så prof ud, sagde hun. Og det gjorde det måske nok, hvis man stod og så på uden for bilen. Inden i bilen lød det nogenlunde sådan her:

”Aj, jeg tør ikke… nej, nej, nej… hvad nu… Åh nej… jeg tror ikke, jeg kan… hvad nu hvis jeg rammer noget…” og videre i den dur. Og en enkelt gang kunne man høre Forretningsmandens rolige stemme:

”Det skader ikke, hvis du også tjekker sidespejlene!”

Jeg er normalt virkelig dårlig til at bakke og nervøs, når jeg skal, men i går gjorde jeg det, og et high five senere, var jeg ikke til at skyde igennem. Takket være bakkameraet. Af alle gode opfindelser så må den være en af de bedste.

Og I kommer til at høre meget mere om den, for lige nu – mens jeg sidder her og skriver – så venter jeg på et opkald fra forhandleren. Og så tror jeg sgu, at jeg har købt bil!

Hvad siger I så? Kæft jeg føler mig voksen og modig og tjekket og økonomisk uansvarlig (men den følelser er jeg vant til) og alt muligt andet på en gang.

Så så man lige mig med egen vogn. Om lidt… Hvis alt går godt…

Uventede samtaler

Der er telefonsamtaler, der kan få både latter og undren frem. Sådan nogle har jeg haft et par stykker af i dag.

Første opkald:

Damen: ”Jamen, du skal da have bil, hvis du bor i Den solgule idyl.”

Mig: ”Ja, det er gået op for mig, men jeg er ved ikke, om jeg har råd…”

Damen: ”Selvfølgelig har du det! Og du kan da ikke bo, hvor du bor uden bil!”

Mig: ”Ja, men… Gad vide, hvad det vil koste?”

Her sker der så en hel masse, og endelig:

Damen: ”Hvornår vil du købe bil? I morgen?”

Mig: ”Nej, for filan da… Sgu da ikke i morgen… Jeg ved det ikke, men jeg kigger.”

Damen: ”Nå, men jeg er her i morgen, hvis du vil tale mere om det. Og jeg skriver lige en note her om, at du bare kan købe den bil. Du har jo råd!”

Fik jeg sagt, at damen var fra min bank?

Jeg tvivler ærlig på, at de ved, hvem jeg er – selv efter mit lille intermezzo med dem for noget tid siden, for jeg skal da lige hilse og sige, at det er nye toner. Hun brugte endda udtrykket ’gode kunder som dig’.

Og senere – efter aftensmaden – ringer telefonen så igen. Det er Butleren, der tøvende spørger, hvad jeg laver.

Mig: ”Ikke rigtig noget. Ser fjernsyn. Hvorfor?”

Butleren, ler underligt: ”Nu må du ikke tro, at jeg er blevet skør… ”

(Det tænker jeg tit på, om ikke han er, men alligevel…)

Mig: ”Jeg skal prøve at lade være. Hvorfor?”

Butleren: ”Jeg vil bare høre, om du vil med i Bilka…”

Sig mig, er verden af lave? Jeg er bestemt ikke pjattet med Bilka, men jeg elsker Butlerens selskab, så nu har jeg været et smut i Bilka, og det var en nyttig tur. Jeg kom hjem med en lighter til grillen på terrassen og seks flødeboller. Så turen var da ikke spildt.

Skøre, skøre dag! Og jo – jeg har skam kigget på bil. Tog på en impulsiv kigge-tur sammen med Grafikeren, og den bil, jeg har forelsket mig i, men aldrig set i virkeligheden, er rigtig fin. Men om jeg ender med at købe den – se, det er jeg stadig i tvivl om.

Så pis da ind til siden!

Til trods for, at jeg altid bliver enormt træt, når det bliver forår, så elsker jeg årstiden. Vi får mere lys. Luften bliver anderledes. Langsomt mærker man, at solen er ved at genvinde sin styrke. Lige om lidt springer det hele ud. Jeg er pjattet med det!

Men hvad jeg til gengæld har fortrængt, er en af mine yndlingsaversioner. For en stund var det faktisk lykkedes mig at glemme forårstosserne. Men jeg blev da så sandelig mindet om dem i dag, da jeg kørte en tur.

Det er idioterne i trikot. På to hjul. De kornfede revisorer, der – ligesom mig – har fået forårsfornemmelser. Men hold nu kæft, hvor er jeg træt af dem. For det første ser de fleste af dem bare latterlige ud med alt deres vilde udstyr og for stramme tøj. For de fleste af dem er – ligesom jeg – kommet lidt for godt over vinteren, og nu pakker de så sulet ind i for stramt, blankt tøj. Men det kan jeg faktisk leve med. Endda more mig lidt over.

Til gengæld pisser deres attitude mig fuldstændig af. For de er simpelthen for fine til at køre på cykelstien.

”Uha, se mig – jeg har brugt for mange penge på dyrt udstyr, og det skal da flashes. For enhver pris. Så jeg kører på vejen. Og ikke bare på vejen. Jeg kører ude midt på vejen. For jeg er vigtig og fraskilt revisor med for lavt selvværd, men det glemmer jeg, når jeg sidder på min cykel. Så fuck da jer, da har ret til at køre på vejen, og som ifølge loven må kører 60 km i timen, men på grund af mig snegler sig af sted med max 30 km. For jeg er motionscyklist, og jeg ejer vejene de næste mange måneder.”

Idiot!

Og endnu mere idiot er de tosser, der cykler i flok, og bilder sig selv ind, at de er gode nok til Tour de France. Så de kører side om side. På kørebanen, naturligvis. Og naturligvis midt på vejen. Det skulle da nødig hedder sig, at de udviste hensyn til andre. Og derfor rykker de sig ikke en tøddel. Måske fordi de tror, at de er udødelige. Måske fordi de tror, at de faktisk er professionelle og med i en forårsklassiker, hvor vejene er spærret af. Måske fordi de har storhedsvanvid. Måske fordi de bare er pisse ligeglade med alle andre trafikanter.

”Se mig, jeg er motionscyklist i for latterligt tøj!”

Og fik jeg sagt, at jeg ikke engang har haft fornøjelsen af at møde dem på cykelstierne endnu, mens jeg selv har cyklet. Men efter i dag ved jeg, at de er på vej. Kæft, hvor bliver jeg træt!

Er der ikke lige en eller anden, der gider sige til dem, at de skal pisse ind til siden, så alle andre også kan være på vejen. Hvis vi nu alle sammen tager lidt hensyn…  Til gengæld må de godt beholde deres latterlige tøj. Det får os andre til at se helt normale ud.

Kræftfri og med drivhus

Som tiden dog flyver af sted. Jeg har hverken været låst ude eller inde siden sidst. Til gengæld har jeg – endelig – været til samtale på Riget og talt med den læge, der opererede mig. Jeg har ikke længere kræft, men jeg har haft det, og derfor skal jeg gå til kontrol de næste fem år. Hvor det før irriterede mig, er jeg nu dybt taknemmelig for, at dygtige folk holder øje med mig.

Nu har jeg tænkt mig at lukke den bog og stille den langt væk et sted, hvor jeg ikke behøver at kigge på den hver dag. Det er en mærkelig fortælling med en happy ending, og jeg har ikke brug for at læse den endnu engang. Men jeg nænner heller ikke at smide den væk, så nu ryger den i en mental kasse og sat væk.

Jeg har fået sendt mit blad til layout. Jeg er blevet genvalgt til bestyrelsen i biografen i den Solgule Idyl. Jeg bokser stadig med en hals, der simpelthen nægter at makke ret, og jeg sover mit liv væk. Kæft, jeg er træt for tiden, men jeg kan høre, Bedste-venindens dybe suk, før hun fortæller mig, at det er jeg altid om foråret. Så jeg går tidligt i seng og står semi-tidligt op.

Og så har jeg været oppe at skændes med min bank, der pludselig – efter næsten 40 år – ikke ved, hvem jeg er. Tænk, det blev jeg så indigneret over, at jeg satte mig til tasterne og skrev et brev, hvor ord som ’hvidvask’, ’tvivlsomme investeringer’ og ’Panama-papers’ blev nævnt flere gange. Det var bestemt ikke et høfligt brev, og måske skulle jeg have tøjlet vreden, men det gjorde jeg altså ikke. Og jeg fik et fint svar tilbage, hvor de forklarede, at på grund af skærpede krav, så skulle de have id på alle kunder – ”også gode, loyale kunder som dig.” Ha!

Jeg kendte godt til de skærpede krav, inden jeg skrev. Men det kunne de jo bare have sagt i stedet for at sige: ”Vi ved ikke hvem du er. Vi kender dig simpelthen ikke.”

Aj, stop lige – jeg har været kunde i næsten 40 år.

Nå, men jeg følte en unødig stor glæde over at sende den sviner af sted, og måske viser det mere om mig end om banken, men jeg er ikke altså ikke altid et godt og høfligt menneske. Nogle gange er jeg sådan en, der fryder mig over at sige præcis, hvad jeg mener. Især til banker, som jeg ærligt talt ikke har særligt høje tanker om.

Og så er der dukket endnu en uventet ting op på matriklen. Nu har jeg nemlig også fået drivhus. Ja, du hørte det her først. Nu mangler jeg bare regnvandstønde, hønsegård, patio-cleaner og … Der er åbenbart ikke grænser for alt det, man skal have, når man har fået udeplads, men drivhuset er nu rigtig fint, og jeg er glad for det. Jeg tænker, at jeg måske skal sætte en lille bod op ved vejen til sommer, så jeg kan tjene en ekstra skilling på alt det, jeg dyrker her. For jeg forventer at blive selvforsynende inden længe.

Og endelig – så skal jeg have penge tilbage i skat. Skat og jeg plejer ellers at have et lidt anstrengt forhold til hinanden på denne årstid, men i år lever de virkelig op til deres navn. Tak, skat!

Og rigtig god weekend til jer!

Luk lige op!

Jeg er en lille smule skræmt over alt det nye, parcelhuslivet bringer med sig. I dag har jeg lånt en bil af Kollektivet og sammen med to venner – og efter at have slugt en helvedes masse piller for at holde influenzaen stangen – har jeg været rundt i Storkøbenhavn og hentet (endnu flere) stole og den famøse hyndeboks… Køn er den fandeme ikke, men jeg skal da nok blive glad for den, når først det bliver sommer. Og hvis ikke, så har jeg en stor, grim boks jeg kan gemme grimme ting i.

Eller måske kan jeg bruge den som gæsteværelse? Der burde være plads til et par gæster i den, så meget som den grimrian fylder.

Vel tilbage på terrassen sidder vi og nyder solen og en øl. Snakken går på, hvordan jeg skal indrette terrassen, hvilken planter, jeg skal have etc. Og pludselig udbryder Butleren: ”Du bør altså anskaffe en regnvandstønde!”

Regnvandstønde… Stopper det aldrig?

Regnvandstønde… Jo altså, hvis man kan fylde den med rosé, giver det jo mening, men ellers er det bare endnu en voksen ting, jeg skal finde plads til på matriklen. Det er som om, det aldrig stopper.

Nå, men venner kører, og jeg skal på toilettet. Du kender det sikkert. Man har siddet ti minutter for længe ude, efter at solen er væk. Er blevet lidt for koldt og så har man drukket en øl.

Så altså – jeg skal på det lille hus, og det burde simpelthen ikke være et blogindlæg værdigt. Men det bliver det, da jeg opdager, at døren er låst. Indefra.

Så der står jeg. Med vand i øjnene og bølger i håret og helt forvirret. For hvem har låst sig inde på mit badeværelse. Jeg når at tænke, om jeg mon er blevet dement og simpelthen ikke kan huske, at der har været flere gæster. Eller har nogen sneget sig derind og gemmer sig der? Og hvis ja, hvorfor? Og hvor mange øl drak jeg egentlig? (Det var altså kun en, og den var ikke stærk. Just saying!)

Det er virkelig spøjst at stå foran en låst dør og vide, at der er tomt på den anden side. Måske…

Jeg får ringet til vennerne igen. De må komme tilbage, for jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Men jeg kan også godt selv høre, hvor dum jeg lyder i telefonen:

”Hey – I bliver nødt til at vende om. Døren til mit badeværelse er låst indefra, og jeg skal tisse. I bliver nødt til at gøre noget!”

Som alle læsere på Fabrikken ved, så har jeg verdens bedste venner, så to minutter senere er de tilbage. Storgrinende. Og efter at pillet beslag af og stukket spidse genstande ind i nøglehullet lykkedes det Stewarden at få låst døren op. Og gudskelov er der tomt bag den nu åbne dør. Men hvis det ikke er den dummeste situation ever, så ved jeg sgu ikke.

Tænk engang – jeg har en dør, der kan låse sig selv. Hvor dumt er det lige?

Nærmest voksen

Jeg overlevede influenzaen, selv om det var mandeflu x 10. Jeg er stadig noget slatten oven på den omgang, men heldigvis ikke mere, end at jeg kan komme på arbejde, besøge venner og passe biografen. Nu står nattesøvn og afslapning virkelig højt på prioriteringslisten, og så skal jeg nok blive helt frisk.

I morgen har jeg fået lov til at arbejde hjemme, og jeg glæder mig til ikke at skulle ud i kulden, men i stedet nusse rundt i blødt tøj herhjemme og forhåbentlig få en masse fra hånden. Jeg har i alt fald arbejde nok, jeg kan kaste mig over, og min to do-liste er kilometerlang. Men det er den forhåbentlig ikke efter i morgen.

Ellers er der virkelig ikke sket meget nyt, selvom det er lang tid siden, I har hørt fra mig.  Og så alligevel. Der er nemlig flere tegn på, at jeg for alvor er ved at blive voksen og sat. Hør bare her:

  1. Jeg har lagt billet ind på en hyndeboks.Brugt, bevares, men hvem ville nogensinde have troet, at jeg ville blive så voksen, at jeg kan se fornuften i at have en plads til hynder og ikke bare leve med, at de ligger under sengen – eller hvor jeg kan finde plads? Jeg har faktisk altid ment, at hyndebokse er noget af det mest overflødige og et ufatteligt grimt møbel. Jeg synes stadig, at den er grim, men jeg kan faktisk forstå funktionen. Havde du spurgt mig sidste sommer ville jeg have forsvoret, at sådan en rædsel nogensinde ville finde plads på min matrikel. Nu er den på vej…

Mine skønne venner har presset på. Den ene mener, at boksen kan bruges som ekstra siddepladser, når jeg får gæster, men helt ærligt. Med alle de havemøbler, jeg efterhånden har fået samlet, så kan jeg ikke tro, at der ikke er en stol til alle. Med mindre selvfølgelig at vennerne har tænkt sig at invitere gæster.

Den anden mente, at hyndeboksen kunne fungere som anretterbord… Nogle venner kender mig åbenbart overhovedet ikke…

  1. Jeg overvejer at sende min dug (ja – jeg har kun en!) til rens. Jeg er nærmest skræmt over mig selv.
  2. Jeg har haft gæster til middag – det er derfor, dugen skal renses – og faktisk nød jeg at dække bord med fint porcelæn og stofservietter. Ikke bare bestik i et glas og tallerkner i en stak. Men jeg er heldigvis ikke mere voksen, end at jeg stadig synes, den slags fungerer.

Jeg ved ikke, om det er den slags, der langsomt kommer snigende, når man er blevet parcelhusprinsesse, eller om det simpelthen er mig, der begynder at blive voksen. Og jeg ved faktisk heller ikke, hvad der er værst.