Syg igen – the never ending story!

Jeg er træt. Træt med træt på. Jeg er så pisse træt af at være syg. For det har jeg nemlig været i næsten en uge nu, og det er som om, det ikke bliver bedre.

Sidste uge var alt godt. Lørdag var jeg på besøg i Kollektivet og havde en fantastisk aften med god mad, vin og skønt selskab. Det blev ikke sent, og da jeg kom hjem, kunne jeg da godt mærke, at det prikkede lidt i halsen, men ikke noget, der gav anledning til bekymring. Søndag var halsen smadret, ørene gjorde ondt og, og jeg hostede og spruttede, som jeg ved ikke hvad. Og jeg var varm. Og kold. Og varm igen.

Eneste forbedring siden da er egentlig, at jeg ikke længere er varm og kold, og ørerne har det også bedre. Men halsen… kæft hvor er den øm! Og jeg hoster stadig og frygter, at min næse falder af. Og det ville være ærgerligt, for jeg er jo velsignet med den ganske særlige og sjældne spids-næse. Dem er der (heldigvis) ikke mange, så jeg vil gerne passe på min.

Jeg har arbejdet lidt, men det er i småtingsafdelingen, for jeg kan ikke koncentrere mig, og det er som om, mit hoved er fyldt med vat.

Jeg er også træt, fordi jeg sover dårligt om natten. Jeg vågner nemlig, fordi jeg snorker højlydt. Ganske charmerende, I know, men mindst lige så irriterende, for kunne jeg da for pokker bare få min nattesøvn, så er jeg sikker på, at jeg snart ville være på højkant igen. Men næ nej. I stedet er det noget med at sove et par timer. Så er jeg oppe et par timer. Så sover jeg lidt igen, og når jeg har skiftevis sovet og været vågen tilstrækkeligt mange gange, ja så er den dag ligesom gået.

Jeg synes godt nok, jeg har været hårdt ramt denne vinter, og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste. Jeg har også mange syge kolleger. Men jeg savner at komme op og ud. Jeg savner mit arbejde, og jeg savner selskab, for tiden bliver lang, når man tuller rundt for sig selv i så mange dage. Men jeg tør ikke se nogen, for jeg er bange for, at jeg smitter, og jeg ønsker ikke for nogen, at de skal rammes af samme omgang.

Men der er også lyspunkter. For eksempel vågnede jeg på sofaen for en times tid siden, fordi der var en underlig lyd lige uden for mine vinduer. Jeg gik lettet min slatne krop, og der stod min søde nabo med sneskraber og vejsalt. Kæft hvor er det rørende. Noget siger mig, at jeg skylder en indsats, når jeg er på højkant igen.

Hvis den dag nogensinde kommer…

I godt selskab på cykelturen

Cykelturen langs Øresund har været en sand fornøjelse de sidste par morgener. Blikstille vand og smukke solopgange. Og sådan var det også i morges, hvor solen hang som en kæmpe orange appelsin lige over horisonten og sendte smukke stråler ud over både vand og himmel. Samtidig var Øresundsbroen pakket ind i en tågebanke, hvorfra kun toppen af pylonerne stak op. Til gengæld knejsede Turning Torso smukt over Malmø, og en enkelt solstråle fik den til at træde helt tydeligt og gyldent frem. Så smukt!

Så jeg nød turen. Og fornøjelsen blev ikke mindre af, at jeg tænkte på Bedste-veninden, fordi jeg tumler med nogle tanker, jeg gerne ville have haft hendes syn på. Det kan jeg jo af gode grunde ikke få, for hun er her ikke længere, men nogle gange diskuterer jeg alligevel ting med hende. Altså i mit hoved. Overvejer, hvad jeg tror, hun ville have sagt, ment og følt. Og fordi hun ikke er der til at korrigere, så ender det altid med, at hun giver mig ret. Og lige netop i det øjeblik spillede de i morges den sang i radioen, der om noget får mig til at sende kærlige tanker hendes vej. Hun sang den sang live til en personalefest, og hun var skide god. Det var dengang hun var rask og i fuld firspring.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om hilsener fra det hinsides eller om det sted overhovedet findes. Det er jeg ikke så sikker på. Men lige der – i kulden og med røde kinder – følte jeg en stærk samhørighed med et menneske, der desværre gik bort for mere end tre år siden. Og jeg bildte mig ind, at jeg godt vidste, hvad hun ville have sagt til mig, hvis hun cyklede ved siden af mig. Altså ud over, at hun helt sikkert ville sige, at jeg skulle skrue ned for batterihjælpen på cyklen og selv træde hårdere i pedalerne.

Men jeg har heldigvis også skønne, nære venner, der i den grad er i live og det med vildt overskud. Hvor skønt er det for eksempel lige at få et smukt hjerte på Valentines dag fra Bedste-vennen med en besked om, at det nok ikke er det samme som hvis en kæreste havde sendt det. Men ved I hvad? Det var præcis lige så godt, for det var betænksomt, og det var skønt at blive husket. Faktisk er jeg bedøvende ligeglad med Valentines dag og synes, at det er noget pjat. Men det skal man vel egentlig tænke i min situation…

Kæft, hvor er jeg heldig med de mennesker, der er i mit liv og mine tanker!

 

Lad festen begynde!

Jeg har været til mine forældres guldbryllup i weekenden. Guldbryllup – det er 50 år sammen. Og det er godt nok lang tid. Jeg synes, det er ganske imponerende, og en ting jeg aldrig selv kommer til at opleve.

De blev fejret af venner og familie, og det var en fantastisk dag. Faktisk lige hvad jeg havde brug for efter mit helbredsmæssige knockout. Mine forældre havde inviteret familien og deres nærmeste venner til fest, og det er jo mennesker, jeg har kendt det meste af mit liv. Og der var en fantastisk stemning og glæde. Jeg tror faktisk, at det bedst beskriver dagen: Glæde. Og det var skønt at være med til.

Eneste malurt i bægeret er, at deres store dag minder mig om, at min store dag nærmer sig med hastige skridt. Jeg blev født i passende afstand fra deres bryllup – præcis som den slags jo helst skulle være på den tid. Men jeg blev dog født året efter deres bryllup. I sensommeren, bevares. Så nu kan nedtællingen til min 50 års dag snart starte, og for en dame, der får panikangst og dødstress af at skulle have fire mennesker til middag er det faktisk en kende grænseoverskridende.

Jeg holder ikke mange fester. Faktisk inviterer jeg sjældent på noget som helst. Ikke fordi jeg gerne vil, for jeg kan faktisk rigtig godt lide at have gæster, men præstationsangsten får overtaget. Og jeg ved godt, at der er sure miner rundt omkring i den Solgule Idyl – og måske især i yderkanten af den. Folk, der venter forgæves på middagsinvitation. Den er snart på vej, så hold ud…!

Men det var den 50-års fødselsdag vi kom. Jeg holdt en stor fest, da jeg fyldte 30. Det gjorde jeg også, da jeg fyldte 40, og fanden heller om jeg vil snydes for en fest, når jeg fylder 50. Men det betyder, at jeg allerede nu begynder at gå i selvsving. Så er I advaret!

Men trænger vi ikke til mere fest? Jeg synes egentlig, at jeg er ret forkælet på den konto, men festen i weekenden mindede mig om, hvor vigtigt det er at prioritere gode stunder med dem, der betyder allermest. Så det skal være mit fortsæt for fremtiden.

Sæt i gang!

Endelig fik jeg svar

Efter mere end to uger er det endelig lykkedes at komme til at tale med en læge på Rigshospitalet. Og heldigvis fik jeg fat i en læge, jeg kunne forstå. En læge, der talte lige ud af posen. Men tænk, at det skal være så svært at komme igennem. Havde sgu været lettere at få placeret en russisk klovn i Pentagon ved højlys dag.

Lægen var noget overrasket over, at jeg ikke har kendt til mit sygdomsforløb tidligere, for som hun sagde: ”Vi har kendt til kræften siden september. Men det beviser bare, at vi simpelthen må blive bedre til at tale et sprog som patienter forstår i stedet for at gemme os bag lægefaglige udtryk.” Jeg kunne ikke være mere enig!

De har fjernet et sarkom, der er en mystisk og usædvanlige kræftform, sagde hun. Og klart at det så er mig, der skal have sådan en. Jeg tænker mystisk og usædvanlig – præcis som mig…

Efterfølgende har jeg googlet lidt. Sarkomer kan forekomme i alle aldre, men ses hyppigst hos børn og unge voksne. Hvilket jeg tolker sådan, at jeg har fået det, fordi jeg er så ung af sind.

Det er selvfølgelig alvorligt, og på en skala fra ingenting til virkelig rædselsfuldt ligger jeg midt imellem, forklarede lægen. Men – og det er vigtigt – jeg har ikke længere kræft. De har fjernet det hele. Der er heller ikke sket en udvikling i min lunge i tre måneder, og det er rigtig godt nyt, forklarede den ligefremme læge.

Så altså… Skal vi ikke bare sige, at jeg er rask? At det var en forskrækkelse og at det er ok, at jeg lidt grådlabil lige i disse dage. Men det er overstået, og jeg skal bare til kontrol om et halvt år.

Jeg har indberettet det som en utilsigtet hændelse. Jeg har søgt min forsikring. Og jeg kommer snart til en samtale med den kirurg, der opererede mig, så jeg kan få svar på de spørgsmål, jeg måtte have.

Så sådan ligger landet, og der er ingen grund til at koge mere suppe på den høne.

Jeg talte med min ene bror forleden om forløbet og om de penge, jeg får fra min forsikring.

Mig: ”Måske jeg så endelig kan få råd til at købe en bil…”

Bror: ”Ja det ville da ikke være dårligt. Men du skal nok lige undersøge, om det kan svare sig at købe en ny, eller om du kan nøjes med en gammel spand.”

Og præcis den tone foretrækker jeg og tænker, at jeg da klart skal have en spritny bil.

Nok om sygdom. Forhåbentlig kan jeg diske op med noget anderledes festligt næste gang, du besøge Fabrikken. Tak for alle jeres kommentarer, mails etc. De gør en kæmpe forskel!

 

 

Syg uden at vide det

Jeg var på Riget i fredags, og det var en bizar oplevelse for nu at sige det mildt. Den søde læge havde tydeligvis glædet sig til at give sin patient de gode nyheder: Alt ser godt ud. Kom tilbage om et halvt år.

Men patienten, der desværre er mig, forstod ikke, hvorfor jeg skal komme tilbage, når jeg ikke fejler noget. Jeg føler mig ikke syg. Har ikke følt mig syg, så hvorfor skal jeg blive ved med at komme?

”Undskyld – må jeg bede om dit CPR-nummer og fulde navn én gang til? Jeg tror simpelthen ikke, at du er den rigtige patient,” sagde lægen. Men jeg var den rigtige, og først da gik sandheden op for lægen.

Hun troede, at hun skulle give en velinformeret kræftpatient beskeden om, at alt ser godt ud. I stedet blev hun mødt at en forvirret dame, der ikke anede, at hun har været syg. For det har jeg åbenbart…

I alt fald er der fundet ondartede kræftceller i den knude, jeg fik fjernet på min hals sidste år. Det vidste jeg ikke. Det har ingen fortalt mig. Og pludselig gav det god mening, at jeg skal blive ved med at komme til kontrol og samtaler. Så langt så godt.

Fredag var jeg på en underlig måde lettet. Pludselig gav det hele mening. I dag er jeg mere forvirret og også en smule rystet. Det skal nok gå over, men da min lillebror, der overraskende har vist sig at være langt mere begavet end jeg, spurgte, om A: Har du haft kræft? Og B: Har du stadig kræft? Ja, så kom jeg faktisk til kort.

Det må jo blive et ja til A. Men hvad med B? Det ved jeg simpelthen ikke. Men jeg har åbenbart været gennem et kræftforløb uden at vide det.

Eller rettere – jeg vidste jo godt, at jeg kom i et kræftpakkeforløb. Men jeg vidste ikke, at der er blevet fundet ondartede kræftceller.

Så der… Hvad stiller man op? Jeg forsøger at ryste den mærkelige oplevelse af mig. Har heldigvis gode mennesker omkring mig, der har været med til samtalerne og som jeg kan dele mine oplevelser med. Og så holder jeg altså fat i, at jeg på intet tidspunkt har følt mig syg, og det gør jeg heller ikke nu. Og jeg er i gode hænde hos dygtige læger, der holder øje med mig. Så det skal nok gå. Men det var ærlig talt en underlig start på en ellers tiltrængt weekend.

I morgen er det heldigvis hverdag igen, og jeg tror, at det bliver godt at få fokus væk fra oplevelsen i fredags og tilbage på arbejdet, der skal være færdigt tirsdag morgen.

God uge til dig!

 

Siden sidst

Det er ikke fordi, der er sket så meget siden sidst. Jeg har travlt på arbejde – som sædvanlig, fristes man til at sige. Jeg syntes ellers, jeg var mega meget på forkant med mit blad, da jeg tog på juleferie, men selvfølgelig er jeg bagud nu. Sådan skal det åbenbart være at være mig. Og det er snart overstået. Lige til næste gang…

Jeg har mistet min titel som Snapsedronning. Det skete ved en festlig komsammen i weekenden. Flokken af venner tog til Stevns, og der faldt jeg af tronen. Men betyder ikke noget. Når det gælder snapsekonkurrencen, så er mit konkurrencegen helt væk. Simpelthen druknet i betydningen af det gode selskab. Og så er det jo ingen sag, når titlen skal gives til en god ven.

Jeg har fuld gang i min vegetarkasse, og det er faktisk ganske fornøjeligt at være tilbage ved komfuret, og min krop trives ret godt med at få grøntsager i stedet for hvidt brød med ost.

Og så har jeg kørt min første tur i en Tesla, og jeg må bare sige, at den klædte mig fandeme godt!

Det var vel i og for sig det. Fordi jeg lukker øjnene for min date forleden. Med en charlatan af guds nåde, der fortalte stolpe op og stolpe ned om, hvor meget gentleman han er. Verdensmand, tror jeg, han ville kalde sig selv. I virkeligheden er han farvehandler i et byggemarked.

Men stor i slaget. Bestilte uden at kny tre retter mad til os. Og en flaske vin, for det skulle jo være flot. Og det var det såmænd også. Indtil han skulle betale regningen, og hans kort blev afvist. Tre gange…

Så nu har jeg minus på mit overtræk. Daten var en katastrofe, men heldigvis var både maden og vinen pengene værd.

Det er åbenbart mit lod i livet at løbe ind i mærkelige mænd, og derfor fortæller jeg sjældent om mine dates. Men denne går nu alligevel over i historien. Om ikke andet så fordi det er den dyreste, jeg nogensinde har været på.

Jøsses!

Så blev det 2017

Så skal jeg da lige love for, at det nye år kom i gang. Med travlhed, stormflod og isnende kulde. Stormfloden mærkede jeg faktisk ikke meget til, men travlheden og kulden kunne jeg godt være foruden. Jeg fryser i mit nye domicil. Synes, at her er pivkoldt, men i dag har jeg fundet ud af hvorfor. Jeg troede, at jeg havde skruet op for varmen. Et lille nøk hver dag, fordi det var så koldt. Men jeg har skruet ned i stedet, og så er det jo ikke mærkeligt, at jeg syntes, det blev koldere og koldere. Flot, Bente!

Jeg var sikker på, at det var en fejl, da vækkeuret ringede mandag morgen. Kæft, hvor jeg ikke syntes, det var sjovt. Men da jeg først var oppe og sad på cyklen så var det faktisk ret ok. Og da jeg kom hjem stod den første måltidskasse og ventede på mig.

Så jeg er kommet i gang med at lave mad, og det er faktisk også ganske hyggeligt. Også selvom nogle af opskrifterne har været lidt spøjse. Der var en suppe først på ugen, der var fantastisk. Og en anden ret havde helt sikkert også været ok, hvis jeg ikke havde brændt løgene på, fordi jeg skulle noget, mens de stod på den varme kogeplade…

Men nøj, hvor blev jeg glad, da jeg i fredags fik et billede af en stor skål mayo og en invitation til middag i Kollektivet. Så kan det nok være, at de hvide bønner og tomatsaucen blev pakket væk i en fart. I stedet satte jeg mig til rette ved et bord og en tallerkenfuld af den bedste fiskesupper, jeg nogensinde har smagt. Og med en fantastisk historie som side dish. Suppen var godt krydret og tilsat jomfruhummer, muslinger og havtaskekæber. Og senere mere fisk, hjemmelavede fritter og hjemmerørt mayo. Italiensk kage. Masser af skøn vin og godt selskab… med andre ord – verdens bedste start på en god weekend.

Nu håber jeg, at varmen snart indfinder sig på matriklen, og så ønsker jeg jer alle en rigtig dejlig weekend. Kør forsigtigt, hvis du skal ud. Jeg er panisk angst for kombinationen af is, sne og bilture, så det føles lidt overflødigt med to biler i carporten.

Hov – jeg var lige ved at glemme det. Jeg har også fået årets to første scanninger overstået og fået taget både blodprøver og sprøjtet kontrastvæske ind i kroppen. Det er virkelig ikke rart, men så blev året ligesom skudt i gang. Nu venter jeg på svar, men ingen har fortalt mig, hvornår det kommer.