Historier om os selv

Jeg er ret optaget af de historie, vi fortæller om os selv. Vi gør det nemlig alle sammen, og det er blevet ganske tydeligt på sociale medier.

Det er derfor, vi kun poster billeder, når vi har ferie, for så virker vores liv så perfekt i modsætning til den trivielle hverdag. Eller også fortæller vi historier som: Se mit smukke hjem, mit perfekte parforhold, de frække, men nystrøgne unger, det perfekte job. Se mig! Jeg kan løbe langt. Se mig! Jeg har mega travlt. Se mig! Jeg har de rigtige holdninger. Se mig! Jeg kan bage perfekte og ens boller.

Jeg får tynd spyt i munden af perfekthed. Det er ikke til at holde ud! Verden har brug for uperfekte mennesker, der tør vise sandheden og også sige de ting, der ikke nødvendigvis er politisk korrekte. Og det er ok at fejle, for filan. Det er der, vi lærer! Vi behøver ikke altid at have ret, for så rykker vi os jo ikke

Inderst inde ved vi jo godt, at alt ikke altid er lutter idyl. Det er ok at være træt og have gylp på blusen, hvis du er nybagt mor. Og ja ja – du har alle de rigtige holdninger, men du er ikke til at holde ud at høre på. Og gu har du travlt, men så prioriter dog for helvede!

Og jo – jeg deler sandelig også billeder, når jeg holder ferie. For der er ikke mange billeder i min hverdag. Men faktisk tror jeg, at jeg kommet til at falde i den modsatte grøft. At jeg kun viser det uperfekt. Og det er måske en fejl, for der er da ting, der fungerer. Selv hos mig.

Men det er sjovt, når Butleren med himmelvendte øjne spørger: ”Hvad fik dig dog til at lægge det billede på Facebook. Du ser forfærdelig ud!” Øh, ja – for det gør man, når man har cyklet 10 kilometer i silende regn. Det har jeg sgu ikke patent på.

Men jeg lærte noget om mig selv efter turen til Skotland. Min historie om mig har nemlig altid været, at jeg er sådan en, der aldrig gennemfører en skid. Men det passer ikke, opdagede jeg. Jeg gennemfører – også selv om det betyder et massivt overforbrug af smertestillende piller og sokker i sandaler. Jeg gennemførte også et langt studie i en sen alder. Jeg gennemførte et karriereskift i en ditto alder. Jeg har faktisk gennemført en del, når jeg tænker over det. Men grunden til, at jeg ikke har lagt mærke til det før, er, at den eneste ting, der virkelig betyder noget for mig – den har jeg ikke gennemført. Endnu.

Jeg har ikke gennemført den kur, der en gang for alle kan gøre en ende på de mange ekstra kilo, jeg er polstret med. Jeg er begyndt på et hav af kurer. Alle, der har fulgt med på Fabrikken, kender resultatet. Men det er jo bare en ting af mange. Så hvorfor har jeg kun fokus på den? Jeg har slet ikke set alle de ting, jeg faktisk har gennemført, for det tæller ligesom ikke.

Det er forkert, og den erkendelse nåede jeg sidste gang, jeg besøgte SDS-Morten for et par uger siden. Han var ved at gå ud af sig selv af begejstring over min nyvundne selvindsigt. ”Det er præcis, hvad jeg har forsøgt at få dig til at indse i flere år. Endelig!” udbrød han. I mit stille sind tænkte jeg, om han så ikke bare kunne have sagt det, i stedet for at trykke alle mulige steder, hvor det gør ondt og bruge flere år på det?

Så jeg er ikke længere sådan en, der ikke gennemfører noget. Jeg gennemfører ikke alt. Men noget klarer jeg.

Og apropos historien om os selv. Jeg kan stadig ikke lade være med at grine, når jeg tænker på det fremragende selskab, jeg befandt mig i sidste lørdag. I Kollektivet over en stor portion fiskesuppe og masser af vin. Og Butleren, der skal hjælpe en urutineret artiskokspiser i kunsten at få bugt med sådan en slambert. ”Det er sådan, vi gør i overklassen,” forklarede han. Må jeg bede om mine himmelblå! Men det er hans historie. Langt mere perfekt end min, og en hel del sjovere – i alt fald at høre om.

Så den aften var den uperfekt jeg i godt selskab med folk fra overklassen. Hvem havde lige set den komme?

Reklamer

Om stilhed og fragilité

Jeg har fortalt om stemmerne i mit hoved. Nogle dage føles det næsten som om, de er ved at komme op at slås om, hvem der kan råbe højst. Andre dage er de ret stille. Det er mine yndlingsdage, for så kører det hele, som det skal.

Men så er der de dage, hvor stemmerne er uhyggelig stille, fordi der er en eller anden skiderik, der har sat de andre stemmer på plads lige fra morgenstunden. Sådan en dag var fredag. Jeg kunne mærke det, allerede da jeg vågnede.

Før min kickstart havde jeg for vane flere gange om ugen at købe to boller med ost hos Kaffetårnet på Nørreport. Faktisk var jeg så hyppig en kunde, at når ejeren så mig komme, så rakte han to fingre i vejret. Jeg nikkede, og når jeg nåede hen til tårnet, ja så lå der to skønne boller med ost i en pose – lige til at tage med.

Jeg har da godt bemærket, at han har kigget undrende på mig nogle morgener siden den gang i maj, for nu går jeg bare forbi. Undtagen i fredags, hvor det var som om, min fødder havde besluttet, hvilken vej de ville gå. Og de ville have brød. Jeg købte en bolle – man er jo på kur (!) og fortsatte på arbejde.

Spiste bollen inden der blev serveret fredagsmorgenmad for hele afdelingen. Og nu var jeg jo ligesom i gang, så jeg kunne da også lige nuppe to skiver – i øvrigt ikke særligt lækkert – brød.

Frokost: Ganske fornuftig. Sprang cocktailfesten over og tog hjem, fordi jeg ikke syntes, jeg var helt på toppen. På vejen ville jeg handle, for køleskabet var tomt. Kødet og grøntsagerne, som jeg købte, ligger der endnu. Til gengæld fik den plade chokolade med pebermynte, som jeg købte, hurtigt ben at gå på. Det samme gjorde fragilitén, som på besynderligste vis havnede i min taske. Og ikke bare et stykke. Nej da. For næsten 100 kroner fragilité. Med hjem og lige ned i maven. Sammen med to hvide boller med tandsmør og pålægschokolade. Så var weekenden fandeme i gang.

Lad mig være helt ærlig. De første to-tre mundefulde af den syndige fragilité var guddommelige. Kæft, det smagte godt! Så begyndte det at blive en smule kvalmt, og da var det så, at jeg besluttede at peppe menuen op med mintchokoladen. Det hjalp ganske kortvarigt på kvalmen.

Så faldt jeg i søvn på sofaen, for det gør jeg altid, når jeg har spist for meget sukker. Vågnede en times tid senere til en stemme der sagde: ”Nu skal det gøre godt med lidt sukker. Det er jo fredag. Ugen har været lang og sej. Du har fortjent det!”

Jeg ved jo godt, at jeg ikke skal lytte til sådan et fjols, men det gjorde jeg fredag. Så jeg fik onduleret det sidste fragilité, men syntes så, at jeg trængte til noget ”rigtig” mad. Det var her, at bollerne med smør og pålægschokolade kom ind i billedet.

Jeg er siden blevet spurgt, om jeg ikke fik det skidt af mængderne. Næ. Ikke lige i øjeblikket. Men om natten… Jøsses jemini. Nøj, min mave havde det slemt. Og jeg var ved at kradse mig selv til blods. Kløe overalt og helt umuligt at sove.

Om jeg har lært noget? Tja, det er jo spørgsmålet. Jeg håber, at jeg husker hvor stram en nat, jeg havde, men jeg har jo prøvet det før, uden at lære af mine fejl. Men en ting ved jeg – når der er alt for stille i mit hoved, så er der optræk til ballade. Og så skal jeg være på vagt.

Nu er det mandag. Ny uge. Ny strategi. Eller rettere – tilbage til den gamle, som jeg ved virker. Men kan nogen fortælle mig, hvorfor en ellers begavet kvinde spiser to kilo fragilité, når omgivelserne – og hende selv – endelig er begyndt at kunne se, at der er røget nogle kilo? Det giver for helvede ingen mening.

Er der andre end mig, der ryger helt af sporet lige der, hvor det går allerbedst?

 

Stemmerne i mit hoved

Jeg ved godt, at det er hamrende uinteressant at høre om andres spisevaner, vægttab etc. Det synes jeg i alt fald. Med mindre det fx er i den lukkede Facebook-gruppe, jeg er en del af efter min kickstart hos Madbanditten. Dér giver det mening, for vi er i samme båd. Alligevel vil jeg dele en oplevelse med jer. Spring bare indlægget over, hvis du ikke gider høre om mine forsøg på at ændre dårlige vaner.

Når man, som jeg, er i gang med en stor livsstilsændring, dukker der både mange tanker og følelser op. Dem kan jeg godt tackle. Hvad jeg derimod har det lidt anstrengt med er de mange vaner, der pludselig bliver tydelige.

Hos mig viser de sig som indre dialoger, og de er – selvfølgelig – ekstra tydelige, når jeg forsøger at gøre noget andet, end jeg plejer. I dag blev jeg for første gang opmærksom på det.

Jeg har været et smut i Viborg for at holde kursus. Jeg fløj derop, og når jeg gør det, er det efterhånden en tradition, at jeg køber kaffe og noget at spise, inden jeg går ombord, fordi jeg altid skal så tidligt af sted, at jeg simpelthen ikke få en bid ned hjemmefra. I dag tog jeg en kop kaffe, og det var fint.

Men så blev det frokost… Noget platte-arrangement. Jeg sorterede lidt i maden og undgik de værste kulhydrater. Men der stod en dessert på tallerken, og så begyndte stemmerne i mit hoved. For jeg plejer at give den gas, når jeg holder kursus. Både med mad, desserter og kage. Det er ligesom blevet en tradition.

”Du kan roligt spise den. Kom nu. Herregud – det er jo bare en lille dessert, og du sprang morgenmaden over…,” hørte jeg en stemme hviske. En anden stemme sagde: ”Du kan godt glemme det! Hvorfor i himmelens navn skal du pludselig begynde at spise dessert? Stop dig selv, kvindemenneske!”

Så blev det kaffe- og kage tid. Der stod store fade med kage. Med nougatcreme. I like! Stemmerne begyndte igen.

”Du spiste ikke dessert, så snup bare et stykke kage. Du elsker jo alt med nougat…,” lokkede den ene stemme.

”Nu styrer du dig, fandeme! Husk lige, at du kunne passe den kjole, der har hængt i dit skab i over år, i morges. Den har du aldrig kunnet passe… så skal du sgu da ikke spise kage. Det giver jo absolut ingen mening!” sagde den anden stemme.

”Herregud – et stykke kage gør da ikke noget. Og du plejer jo at spise kage, når du holder kursus,” hørte jeg den lokkende stemme sige.

I flyet på vejen hjem gik stemmerne helt amok lige før landing.

”Kæft, hvor har du været god i dag! Ingen dessert. Ingen kage. Ikke noget med at falde tilbage i gamle vaner. Du er god, Bente!” sagde en stemme med stolthed i stemmen, og jeg kunne næsten mærke det mentale skulderklap fysisk.

”Lagkagehuset ligger i lufthavnen… du kunne smutte forbi og købe en af de der rabarber-frækkerter, som du elsker,” overtog en anden stemme.

”Det er da det dummeste, jeg har hørt… Du har lige klaret det så godt. Det gør du altså ikke,” hørte jeg en sige.

”Du skal ud og cykle, og det regner og blæser. Du har fortjent kage. Tænk på, hvor ondt det gør i øjnene, når du cykler i regnen,” lød en stemme.

”Hvad helvede skulle kage hjælpe på ondt i øjnene?” spurgte en anden.

”Hvis du cykler hjem i det her vejr, så har du fortjent at komme i varmt og tørt tøj og hygge med kage, når du kommer hjem… det er ok. Du har været så god i dag. Du har fortjent at forkæle dig selv,” var der en, der sagde.

”Luk røven! Du skal fandeme ikke spise kage, bare fordi det regner. Det er efterår for helvede… det kommer til at regne de næste seks måneder… skulle du så spise kage hver dag? At spise kage er ikke at gøre noget godt for dig selv. Det er cykelturen derimod. Af sted med dig! ” sagde en stemme, der åbenbart havde glemt ja-hatten i forhold til vejret.

Og sådan fortsatte det i hvad der virkede som en uendelighed.

Jeg cyklede hjem i møgvejr. Var gennemblødt til skindet, da jeg kom hjem. Og kold! Men nu er jeg i varmt og tørt tøj. Og om lidt skal jeg spise den mad, jeg havde forberedt, inden jeg tog af sted. Den skal bare varmes – så er der dejlig og sund mad klar til mig.

Om jeg snart er klar til indlæggelse på den lukkede, spøger du? Helt sikkert! Men sørg lige for, at der ikke kage i nærheden, for jeg orker ikke diskussionerne.

Og for en god ordens skyld. Jeg købte ingen kage. Jeg fandt noget fornuft et eller andet sted, men jeg er overrasket over, hvor meget energi jeg bruger på at diskutere ’skal/skal ikke’ med mig selv. Jøsses!

Gad nok vide, hvor lang tid der skal gå, før de gamle vaner bliver erstattet med nye, så jeg kan slippe for stemmerne. For de er ærlig talt en kende anstrengende! Men nu forstår jeg også, hvorfor jeg nogle gange falder tilbage i de gamle vaner, selv om jeg har planlagt ikke at gøre det. Det er, når jeg lytter for meget til den lokkende stemme.

At rejse er at leve…

… Det mente HC Andersen i alt fald, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Fordi det er skønt at opleve, at ting kan være anderledes, end vi er vant til. Det er sjovt at høre lyden af nye sprog. Dejligt at opleve sig selv væk fra hverdagen. Og måske endda få gjort op med nogle fordomme og opdage nye sider af tilværelsen.

Men det kan jo også bare være små ting, der gør det hele værd. Fx lærte jeg på min tur, som jeg kom hjem fra i sidste uge, at der ikke er så mange myg i Skotland, som jeg havde fået fortalt. Jeg opdagede også, at maden er langt bedre, end jeg havde frygtet. Det kunne så næsten heller ikke være anderledes, for jeg havde virkelig ikke høje forventninger. Så jeg blev endog meget positivt overrasket. Og måske har jeg altid vidst det, men mænd i kilt er altså godt for øjnene. De er helt bestemt en væsentlig grund til, at jeg meget gerne vil tilbage igen.

Vigtigst af alt er måske, at jeg lærte, at jeg kan mere, end jeg selv går rundt og tror i hverdagen. Og så opdagede jeg, at det slet ikke er farligt at kaste sig ud i nye eventyr med mennesker, som man ikke nødvendigvis kender så godt. Jeg er af natur udstyret med en ret stor portion skepsis i forhold til egne evner, nye mennesker og ting, jeg aldrig har prøvet før. Jeg ville gerne kunne sige, at jeg er sådan en, der spontant kaster mig ud i nye udfordringer, men det er jeg ikke. Mit udgangspunkt er altid, at det kan jeg ikke, dem kan jeg ikke lide etc. Og det er næsten altid forkert, viser det sig heldigvis.

Min vandrerveninde og jeg kender selvfølgelig hinanden, men vi har aldrig været i nærheden af at gå op og ned af hinanden i ti dage og ovenikøbet dele hotelværelse. Men det gik godt! Vi havde mange gode snakke på turen. Jeg blev klogere på en masse ting og fik mange ting at tænke over. Fx ved jeg nu, at man i Norge spiser noget, der hedder lungemos. Det må de ærlig talt godt have for sig selv, men det var sjovt at høre om.

Og så opdagede jeg, hvor befriende, det kan være at rejse med en, der heller ikke orker at gå i butikker dagen lang, men som til gengæld – ligesom jeg – er vild med store fadøl, kartoffelmos og lune scones med ’clotted cream & jam’. Altså ikke på samme tid, men når muligheden byder sig. Og som endda satte pris på, at jeg – ligesom hun – er en, der spiser op.

Vi brugte tid på at vandre. På at sidde og iagttage mennesker og på at tale med dem. Selv om vi lå i vores senge ved 20-tiden de fleste aftener, fordi den friske luft og de mange kilometer på gåben gjorde os trætte, så føler jeg, at jeg har mange gode oplevelser med hjem i kufferten. Og jeg bliver mindet om turen, hver gang jeg tænker på fortællingen om den lange tunnel, vi skulle igennem, hvor man for flere hundrede år siden, dræbte mennesker, parterede dem og solgte deres organer. Altså. ikke fordi jeg synes, det var en sjov historie, men fordi den var spændende at høre, og det var spændende at opleve stedet. Eller når jeg tænker på ham den lidt spøjse fyr, der fulgte os helt ind på restauranten og fortalte os, hvor det var godt at sidde, hvis vi ville drikke øl, hvis vi ville spise eller hvis vi ville høre musik. Det var tydeligvis vigtigt for ham, at vi fik det bedste indtryk af hans land.

Jeg hygger mig også med at tænke tilbage på den dag, hvor jeg sad en time i en bus, der holdt helt stille, fordi chaufføren havde været for stædig til at give plads til den modkørende bus. Derfor kørte de hinandens sidespejle af, og så holdt vi dér. Det var heller ikke i sig selv særligt sjovt, men det gav anledning til gode snakke med de andre i bussen. For skotter kan lide at tale, og de kan lide at fortælle om deres land. Og nu, hvor hverdagen er på banen igen, så er det rart at kunne smile lidt af de mange historier og anekdoter, jeg hørte undervejs.

Nu skal jeg nok lade være med at koge mere suppe på den ferie, men jeg vil blive ved med at glæde mig over den længe, for den fandeme fantastisk. Og hvor levede jeg dog meget, mens jeg var af sted.

 

Vi gjorde det!

Så gik august, og jeg er blevet et år ældre siden sidst. Det er efterhånden flere uger siden, at jeg fejrede min fødselsdag sammen med venner og familie, og jeg havde en skøn dag.

Jeg havde inviteret til et glas vin på terrassen klokken 15. Tænkte, at så ville jeg nok være alene igen senest klokken 19, så jeg kunne få pakket til vandrerturen tværs over Skotland. Men sådan fungerer mine venner ikke. De lever tilsyneladende efter devisen: Det er ingen skam at gå, når man bliver smidt ud. Og det blev de, da klokken var langt over 22. Men hold da op en dejlig dag de gav mig. Og hvor er det fantastisk, at man kan samle 20 mennesker en torsdag eftermiddag.

Det bed mig så lidt i røven dagen efter, men jeg nåede både at pakke og drikke kaffe med mine forældre, inden jeg satte kursen mod Skotland. En kende tømmermandsramt, men i højt humør. For jeg har virkelig glædet mig til turen, om end jeg også har været spændt på, om fysikken ville kunne holde. For det der træning, som jeg havde planlagt… det kom jeg aldrig rigtig i gang med.

Fysikken holdt. Sådan da. For hold da op, hvor mine fødder gjorde ondt undervejs. Og mine knæ, ja de hævede som bolledej og fik mine ben til at ligne en børnetegning.

Jeg tilbagelagde de 150 kilometer tværs over det smukke land i en rus af smertestillende piller. Viklet ind i sportstape, vabelplaster og med sokker i sandaler. Virkelig et ømt syn! Nogle morgener havde jeg så ondt, at jeg kunne tude, og jeg humpede af sted som var jeg 300 år gammel, alt i mens jeg brokkede mig over smerter, kedeligt terræn, manglen på bænke, at vi ikke kom forbi nogen restauranter, at der var sumpet på stierne og… ja, du kan selv fortsætte listen. Jeg har helt sikkert brokket mig over det.  Men jeg kom frem. Hvordan ved jeg faktisk ikke helt. Men helt sikkert takket være min tålmodige vandrerpartner.

Jeg må indrømme, at selve ruten, vi skulle gå, ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg har tidligere været på vandrerture, hvor vi er kommet forbi pittoreske små landsbyer. Dem så vi ikke mange af. Og det betød, at vi flere dage gik uden mad og med alt for lidt vand til turen. Vi havde troet, at vi kunne købe undervejs. Fx tilbagelagde vi mere end 30 kilometer over bjergene med en halv liter vand hver.

Og alligevel var turen fantastisk. Virkelig! Smerte og ensformigt terræn til trods. For jeg var i godt selskab, og skotterne er vidunderlige. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har besøgt dem.

Jeg er glad for, at jeg nåede at smide 10 kilo, inden jeg rejste, men der skal smides mange flere kilo, før jeg tager på så lang en tur igen. Og det er faktisk mit nye mål. Jeg har nemlig aftalt med min skønne vandrerveninde, at vi går igen, når jeg har smidt 20 kilo mere. Derfor er jeg også tilbage ved Madbandittens gryder igen. Store fadøl og generøse portioner kartoffelmos er tilsyneladende skotternes basiskost, og jeg både spiste og drak med stor fornøjelse. Alligevel kan jeg faktisk passe de jeans, jeg ikke kunne lukke, før jeg tog af sted. Men nu skal der turbo på vægttabet, for jeg vil af sted igen.

Du kommer til at høre meget mere om min første udenlandsrejse i mange år, for den var fuldstændig fantastisk, og jeg er stadig helt høj over den. Men nu skal jeg lige have styr på hverdagen, der allerede har ramt mig med 110 i timen. Men den er jo heller ikke værst, så det skal nok gå alt sammen.

Rigtig god weekend!

Nu bakker det!

Bilen og jeg klarede turen til Nørrebro i går. Det gik – selvfølgelig – fint. Og jeg gider slet ikke høre krakilere pointere, at det jo hverken var hverdag eller myldretid. For ved du hvad? Det vil jeg ærlig talt skide på. Det var stort for mig at tilbagelægge turen. Og endnu større var det, da jeg parallelparkerede bilen. Uden buler hverken til den eller bilerne omkring.

Tænk, jeg tror faktisk, at jeg voksede et par centimeter lige der.

Selvtilliden er muligvis ved at vokse mig over hovedet, for i dag kørte vi til IKEA. Og gæt så lige, hvem der bakkede ind mellem to biler… Jeps. Det var mor her. Fordi en skøn kvinde sagde til mig i går, at det måtte jeg bare lære. Og jeg gjorde det. Og der er stadig ingen buler.

Så der!

Det ender sgu med, at bilen bare bliver noget, jeg tager, når det passer mig. Hvilket i og for sig også hele tiden har været meningen, men aldrig helt virkeligheden.

Måske jeg kan bakke ind på rette spor?

Sleeping my day away

Første uge tilbage på job er overstået. Det har været sjovt, travlt og skørt. Men først og fremmest har det været svært at forstå, at vækkeuret ringer så tidligt. Og plejer det at ringe så højt?

Jeg kom tilbage til mit job med fornemmelsen af, at jeg ved, jeg arbejder der. Jeg ved, at jeg har travlt. Jeg kan bare ikke huske med hvad. Det er nok ret typisk efter en ferie, og jeg tolker det som om, jeg har fået slappet godt af. Jeg har ikke fået lavet alt det, jeg ville, så jeg har nogle små “hyggeopgaver” med hjem til weekenden, men det er jo prisen, man må betale, når man ikke er oppe i fulde omdrejninger. Og faktisk synes jeg, at det kan være hyggeligt med den slags opgaver, når jeg ikke har andre planer.

De opgaver skal jeg finde tid til mellem afslapningen, som jeg har lovet mig selv og fødselsdagen, jeg er inviteret til. Og som betyder, at jeg og min bil skal køre på indre Nørrebro inden så længe.  Det er et first for os begge, men vi skal jo lære det… Send lige god kørekarma til os!

Jeg har lovet mig selv, at jeg bare vil slappe af og kun lave, hvad jeg har lyst til i denne weekend. Og jeg skal da lige love for, at jeg får slappet af.

Jeg vågnede ved 5-tiden i morges, men syntes at det var alt for tidligt at stå op. Faldt heldigvis i søvn igen. Og vågnede. Klokken 12. Eller lidt i, men stadig… Jeg har simpelthen sovet en fjerdedel af weekenden væk, og nu er jeg helt konfus. Kan slet ikke forstå, at det allerede er midt på eftermiddagen. Jeg er jo først lige vågnet.

Jeg må jo have trængt til at sove. Synes ellers ikke, at jeg følt mig specielt træt, men måske handler det bare om, at min krop lige skal forstå, at vi er tilbage uden sukker, alkohol og kulhydrater. Det har allerede resulteret i fine tal på vægten. De kilo, der røg på sidebenene i ferien, er væk igen, og jeg nyder, at roen i kroppen er tilbage. Og det har slet ikke været svært. Faktisk har jeg følt, at min krop har længtes efter den tilstand. Og jeg er stolt over at være tilbage på sporet. Mine fødder er også glade, og det er vigtigt, for de skal snart på hårdt arbejde tværs over Skotland.

Nu skal jeg bare passe på, at jeg ikke får sovet hele weekenden væk.