Heldet følger de tossede

Hvis det er sandt, at heldet følger de tossede, så er jeg virkelig fucked, for så tosset kan man simpelthen ikke være. Ikke engang jeg!

Du husker måske, at jeg for ikke så lang tid siden fik high five af Viggo Mortensen? Well, det er som om, det klap var startskuddet til en heldig periode i mit liv. Jeg kalder det Viggo-effekten.

For tænk engang – bare en uge senere blev jeg kåret som Snapsedronning. Se, det er en meget fornem titel i de kredse, jeg færdes i, og jeg var både stolt og lidt flov, for andre deltagere i vores Snapselaug havde brugt måneder på at forberede og lave en snaps. Jeg brugte et par dage, men den blev sgu god, og jeg vandt og blev iført skråbånd og hele molevitten.

Så havde jeg fødselsdag og blev fejret så flot, at jeg blev helt ydmyg. Og heldet fortsætter, og kulminationen på mit held sker formentlig ved månedsskiftet, når jeg flytter.

Jeps – jeg forlader Den Solgule Idyl. Jeg troede aldrig, at det skulle ske, men det gør det. Altså, jeg forlader ikke byen helt. Jeg flytter bare i parcelhus, og det tror jeg ikke, at mange havde tipset på, at jeg nogensinde ville gøre. Ikke et ondt ord om parcelhuse, men jeg er ikke og bliver aldrig en parcelhus-pige. Og dog – nu flytter jeg fra den gamle by til en noget mindre charmerende del af byen. Til gengæld flytter jeg i en lejlighed, der er næsten dobbelt så stor som den, jeg har nu. Alt er nyt. Det står snorlige. Og fik jeg sagt, at jeg får mere en 80 kvm terrasse. Plus have. Hvis du ikke kan finde mig, så led grundigt, for jeg er nok et sted på matriklen, men der er så meget plads, at jeg nemt farer vild.

Tænk engang. Jeg får mere end en køkkenskuffe. Jeg får entre. Jeg får stor stue. Og gæsteværelse. Udgang til terrasse både her og der. Jamen for fanden da – jeg flytter i en lejlighed, som ingen troede fandtes i Den Solgule Idyl, og jeg tror, det bliver fantastisk. Også for en matrikel-snob som mig, der dybest set synes, at alt uden for den gamle bydel er slum.

Snart får jeg plads til gæster – så er spørgsmålet bare, om jeg nogensinde får inviteret. Jeg kan have overnattende gæster, der kan sove godt og behageligt – når jeg altså får købt en seng til dem. Det bliver så godt, og jeg må knibe mig selv i armen for helt at forstå, at den lejlighed blev min. For så heldig har man faktisk ikke lov til at være – men jeg var det! Takket være de alt for fine ord, der blev sagt om mig til udlejer.

En ekstra lille bonus er, at alle mine ting jo er pakket. Jeg mangler nogle få, men virkelig tunge og klodsede sager i den gamle lejlighed. Resten er pakket og klar til at blive leveret på min nye adresse.Kan man forestille sig en lettere flytning?

Jeg var forbi i aftes sammen med gode venner. Jeg tror faktisk, at vi alle havde lidt svært ved at forstå, at det fantastiske sted er mit, men det er det altså. Jeg har det på skrift. Det betyder, at jeg skal passe ekstra godt på mine penge, men det betyder også, at jeg får mit ønske om mere plads og ikke mindst udeplads opfyldt. Tænk, jeg glæder mig til at skulle slå græs, vande blomster og fjerne ukrudt.

Fortæl mig lige: hvor heldig må man egentlig være? Alle, der mener, jeg bør satse på Lotto i denne uge, rækker en finger i vejret.

SURPRISE…!

Fødselsdage er ikke, hvad de har været. Sådan plejer jeg at tænke, for mine fødselsdage er efterhånden blevet som de fleste andre dage. Bare med vildt mange skønne hilsener på Facebook, og det er jo ikke at kimse af. Slet ikke. Der plejer bare ikke at være så meget fejring og sjældent nogle gaver. Måske fordi jeg er så helt ualmindelig dårlig til at invitere gæster.

Men i går var det anderledes. Det var godt nok min fødselsdag, men jeg skulle jo på arbejde, så jeg tænkte egentlig, at dagen ville blive som de fleste andre hverdage. Måske lige med den undtagelse, at jeg havde aftalt at spise morgenmad med Grafikeren, inden jeg smuttede ud ad døren, og så havde jeg også lavet en aftale om at spise sammen med Drengene efter fyraften.

Men altså – nogen tog fusen på mig. Så eftertrykkeligt, at jeg nærmest blev helt mundlam. Da jeg kom ud fra mit værelse – heldigvis påklædt – var køkkenet fyldt med fødselsdagsgæster. Og morgenmaden var forvandlet til en brunch af gigantiske dimensioner. Så der var gæster og gaver, kram og kærlighed fra morgenstunden. Jeg blev så overvældet, at jeg vidst bare fik fremstammet: ”Men jeg skal jo på arbejde…”

Image-1

Jeg ligner måske mest en, der har første skoledag, og jeg følte mig faktisk præcis lige så glad og spændt. Tak til alle jer, der gjorde min dag så skøn!

Og det kom jeg da også. Lidt sent, men til gengæld iklædt flag. Og ved skrivebordet var der flere flag og vin og hurra-råb ved morgenmødet. Skønne kolleger der kiggede forbi og i det hele taget megen dejlig opmærksom midt i alle pligterne.

Efter fyraften var der bobler i haven hos Drengene, hvor flere venner kom til. Middag i byen og så hjem og spise de kager, Italieneren havde købt til os i dagens anledning. Hjemme igen fik jeg kigget alle hilsener på Facebook igennem. Lyttet til alle beskeder på telefonen. Tjekket alle sms’er.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige… Tak virker på en måde så sølle, men jeg er virkelig taknemmelig og rørt over opmærksomheden. Det er skønt at blive fejret, og jeg må bare sige: Indtil videre er 48 fucking fedt! Jeg tænker, at det må blive mit år. Det er i alt fald startet over al forventning, og jeg sidder her helt blæst bagover over, at der er mennesker i mit liv, der gør sig så stor umage for at gøre mig glad.

Når stjernestøvet lægger sig

Det er sådan, at stjernestøv hurtigt lægger sig. Det forsvinder langt hurtigere, end det bliver drysset ud over dig, og tilbage er ganske almindeligt husstøv, der ikke er helt så eksotisk, hverdagen og mandag morgen som bestemt heller ikke var sjov, fordi jeg er nået en alder, hvor eftervirkningerne efter en god fest efterhånden holder en lille uges tid. Men pludselig fik jeg en sjov lille overraskelse.

Jeg havde slæbt mig selv og Raleigh på arbejde. Helt tung og træt satte jeg mig ved skrivebordet, gned øjnene og forsøgte at lade som om, jeg havde styr på tingene. Hvilket alle, der kender mig godt ved, at jeg aldrig har. Fx kunne jeg ikke finde mig briller. Så jeg endte med at vende bunden i vejret på min taske. Kæft, der er meget lort i sådan en, når man ser det i en stor bunke på et skrivebord. Absurd mange kuglepenne (hvilket er sjovt, for jeg kan aldrig finde en, når jeg skal bruge den), læbepomader, næsespray (som jeg for længst burde være stoppet med at bruge), læbestifter (som jeg aldrig bruger), mønter (som jeg tænker, jeg bliver glad for i slutningen af måneden), blokke, opladere til alverdens elektronik, servietter, en tommestok (?!), en proptrækker (altid god at have) og den trøje, jeg har ledt efter i flere uger. Men ud faldt også en lille krøllet seddel, hvor Bådflygtningen, det kære menneske, og Italieneren – ja, det er altså mine venner – begge havde skrevet under på, at de nu var et par. Virkelig barnligt, men også et vidnesbyrd om en virkelig sjov aften i lørdags.

Du ved, en af de der magiske aftener, hvor alle bare har det sjovt, og hvor lattermusklerne for alvor kommer på overarbejde. Og tænk engang – vi er åbenbart ikke blevet ældre eller har rykket os meget siden sedlerne fra folkeskolen: Vil du være kærester? Sæt kryds: Ja, nej, ved ikke. Her var så bare et meget umage par, der i en rus af hvidvin og omkring 40 år senere sagde ja og mente det.

Der skal være flere af den slags aftener i mit liv – men der skal helst være færre af dagene efter. For de er ikke sjove. Heldigvis føler jeg mig mega frisk i dag, selv om søvnen ikke kunne finde mig i nat. Det føles nyt og skønt at være frisk og klar til dagen og alle aftalerne, som der er alt for mange af.

God dag til dig!

Mit high five med Viggo

Jeg overlevede i går! Faktisk var jeg ganske rolig, da lyset blev tændt i biografsalen, og det blev min tur til for at kort øjeblik at stå i spotlyset. Heldigvis var jeg ikke alene. Viggo var der jo også, og han var i hopla.

Jeg synes tit, jeg har set ham give interview, hvor han virker meget stille og lidt fåmælt. I går var han sjov, finurlig og ganske charmerende. Han gav sig god tid til at svare på spørgsmål – både mine og dem fra salen. Og jeg var som sagt overraskende rolig og ikke specielt nervøs, for jeg kunne skimte  kendte ansigter blandt publikum, og jeg vidste, at de ønskede for mig, at min optræden skulle gå godt. Så jeg følte mig tryg, og det var da også en god bekendt, der endte med at komme mig til undsætning, da der ikke var flere spørgsmål fra salen og Viggo derfor besluttede, at jeg skulle stille det sidste. Sagen var bare den, at alle de spørgsmål, jeg havde forberedt – ja, dem havde han svaret på.

Så han tog bunken med kort, som jeg havde skrevet mine spørgsmål ned på. Jeg frygtede, at han ville opdage, at det var sidste års julekort fra min arbejdsplads, jeg havde brugt, fordi jeg ikke gad tage en omvej på vejen hjem for at købe karton.

”Så lad mig vælge et,” sagde Viggo, trak et kort og stak det til mig. Desværre med et spørgsmål han allerede havde besvaret. Sådan fortsatte vi et par kort, indtil en stemme afbrød os:

”Bente, så vil jeg da gerne stille et sidste spørgsmål,” sagde den velkendte stemme, og jeg følte øjeblikkelig lettelse. Det gjorde Viggo også, tror jeg. I alt fald stak han mig et high five.

Fik du den? Jeg high fivede (eller hvad det nu hedder) Viggo Mortensen!

Mig og Viggo

Nå, ja – Viggo havde også en anden dejlig dame ved sin side. Nemlig Ghita Nørby der altid er skønt selskab. Det blev altså en rigtig god fest. Og det havde da helt sikkert klædt mig at lægge samme filter på alle billeder, men altså…

I dag har jeg det sådan, at jeg faktisk ikke rigtig kan huske, hvad han svarede på nogen spørgsmål, og det plejer jeg ellers at være god til, men det kan skyldes, at jeg mistede en pæn del hjerneceller nogle timer senere. For jeg måtte selvfølgelig fejre, at det var gået godt, og at jeg havde overlevet. Det havde jeg brug for at gøre sammen med dem, der havde givet mig ro på i salen. Kæft, hvor var jeg glad for dem i går, og hvor er jeg taknemmelig for opbakningen.

Så jeg fejrede med øl. Med mad. Med vin. med Irish coffee. Med mere vin. Indtil ved 4-tiden i morges.Det blev en skøn aften, og det er længe siden, jeg har grinet så meget, som jeg gjorde i går.

Men føj hvor var det slemt at være mig i morges. Og i formiddags. Og i eftermiddags. Men nu går det bedre. Og det hjalp da også væsentlig på humøret, da jeg på et tidspunkt modtog en sms med ordlyden:

”Tusind tak for i går. Du er så god – også til Q&A… bla bla bla… Så ringer Viggo til dig senere…”

Viggo har ikke ringet endnu, men gæt hvem der overvejer at få mobilen syet ind i hånden, så jeg ikke går glip af det opkald. Og så skal jeg nok stoppe med at fortælle mere om mig og Viggo. I alt fald for en stund.

Tillad mig at sætte scenen…

Den Solgule Idyl bliver iklædt sit fineste puds fra morgenstunden i morgen. Ved 11-tiden dukker jeg op i byens lille biograf og hjælper med at slæbe tunge ting. Klokken 14 skal jeg agere medvært for de 143 gæster, der har købt billet til  arrangementet, der kræver både flag og bobler.

På et eller andet tidspunkt kommer Viggo Mortensen. Ja, den Viggo! Han har mange gange været på alverdens lister over top 100 lækreste mennesker. Ja, faktisk blev han i 2002 udråbt som en af de 50 smukkeste mennesker på jorden af People Magazine. Hvor langt ned man skal på den slags lister for at finde mit navn, skal jeg lade være usagt, men jeg kommer næppe nogensinde blandt de 100 smukkeste på nogen som helst liste. Heller ikke på lister over de sjoveste, de skøreste, de sødeste, de dummeste eller de ondeste.

Så der har vi det: Mig og Viggo og en fyldt biografsal. Jeg skal stille spørgsmål. Det skal nok gå. Det bliver måske ikke verdens mest begavede spørgsmål, men når jeg ser og hører, hvad manden ellers bliver spurgt om, så er mine spørgsmål hverken værre eller bedre.

For at booste mit selvværd og gøre mig klar til at stå foran de mange gæster, der faktisk har betalt for det her arrangement, havde det været rart, hvis jeg havde:

  1. været ca. 40 kg lettere, men det når jeg næppe til i morgen ved 17-tiden. Så jeg må forsøge at pakke bevistheden om deller og tyk mave væk, mens jeg er på.
  2. langt, tykt og glansfuldt mørkt hår med krøller, der lækkert slængede sig ned over min ryg. Mit hår ligner mest af alt en pakke søm, og en paryk bliver for varm.
  3. smukke, grønne øjne.Det kan klares med kontaktlinser, men jeg besvimer, hvis jeg skal rode mig selv i øjnene – eller navlen for den slags skyld, men det er en anden sag. Så jeg må nøjes med de blå, jeg har.
  4. lækre lange stænger som ser sexede ud, når jeg sidder på den høje stol ved siden af manden, der er på Top 100 listen (fordi jeg vælger at ignorere Top 50!) over de lækreste mennesker på jorden. Mine ben er lange, men som Niels Hausgaard ville sige: Mine lår ligner to sælhunde, der kæmper om pladsen.
  5. en mere sofistikeret humor. Jeg er simpelthen ikke særlig sjov, og når folk griner af mig, så er det som regel fordi, jeg kommer galt af sted eller ødelægger noget.
  6. været mere begavet. Jeg tror såmænd ikke, at jeg er dummere end gennemsnittet, men der er andre, der er bedre til at virke begavet end jeg. Bliver nogle gange lidt misundelige over dem, der kan lukke varm luft ud og virke overbevisende på samme tid. Desværre er jeg nok for ærlig til det.

Så sådan ligger landet.

Men ved I hvad? Jeg har besluttet, at intet af ovenstående er særlig vigtigt. Det vigtige er, at jeg har vundet modet til at træde ud af min komfortzone. Det er jeg stolt af, for jeg tror, at mange mennesker bliver i den af frygt for at blive til grin, ikke at kunne klare udfordringen eller andre gode grunde, der alle har sit udspring i, at vi gerne vil føle os trygge. Det vil jeg også, og det kommer jeg ikke til at være i morgen. Men jeg gør det alligevel, og det er skide godt gået. Bagefter kan jeg pakke oplevelsen pænt ind og putte den i erindringsrygsækken med en lille seddel på, hvor der står: ”Jeg kastede mig ud i noget, jeg ikke turde foran 143 mennesker, og jeg overlevede. Og det er jeg rigtig stolt af.”

Regn med at I kommer til at høre mere om oplevelsen – hvis jeg altså overlever…

 

Jeg holder af hverdagen…

… men ikke første dag efter ferien!

For hold nu kæft hvor tre uger flyver af sted, når man hygger sig. Og jeg har hygget mig så meget. Feriedage i godt selskab med venner og familie og med både godt og dårligt vejr.

Nu er ferien forbi. Jeg husker tydeligt, da jeg for mere end tre uger siden satte mig på cyklen en fredag eftermiddag og tænkte på, hvor lang tid tre uger egentlig er. Nøj, det var længe at have fri, og vupti – nu er de væk. Pist forsvundet, og jeg er tilbage på arbejde.

Det er sådan set fint nok, nu hvor er jeg er kommet ud af sengen og i gang, men det var ingen spøg, da vækkeuret ringede i morges. Heller ikke selv om jeg havde sat det til at ringe senere end normalt. Op og af sted. Det tog sin tid. Det var næsten som om, jeg helt havde fortrængt rutinerne.

Nu har jeg været på arbejde i hvad der føles som en evighed. Retfærdigvis skal det nævnes, at det kun er knap otte timer siden, jeg kom dalrende ind ad døren. Og jeg trænger til ferie. Som i trææææææænger. Min krop synes ikke, her er rart at være. Mit hoved følger trop ved ikke at kunne tænke en sammenhængende tanke, og jeg gør, som jeg altid gør, når bunken af opgaver er uoverstigelig. Jeg laver overspringshandlinger.

Jeg skal aflevere et blad til layout om 25 dage. Af dem er 6 dage fridage. Og så har jeg taget ferie yderligere tre dage. Så 16 dage minus i dag, hvor jeg ikke laver noget til bladet. 15 dage… Det kan godt være, at jeg snart skal til at lette anker og komme i omdrejninger… Men nu tager jeg lige en kop kaffe mere, og så skal jeg i gang… Alle, der tror på den, rækker en finger i vejret.

Kæft, jeg trænger til ferie!

thumbnail_Image-1

Bunkerne på mit skrivebord – hvem sagde rodehoved? 

Åh, at være en kylling…

Der var bestyrelsesmøde i biografen i går aftes. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at tage med, for der var – igen – god mad, vin og dejlig stemning i kollektivet, men jeg fik lettet røven. Og det var både godt og skidt, for det gav flere timers arbejde efter mødet.

Vi har fået mulighed for at få en verdensstjerne til byen og til vores lille biograf. Det bliver spændende, men det skal ske lige om lidt, fordi store stjerner har stramme programmer. Derfor har vi pludselig fået travlt, og derfor blev en stor del af mødet brugt på at diskuterer praktik som fx billetpriser, forplejning, sikkerhed og PR. Sidstnævnte står jeg for, og eftersom jeg i morges satte kursen mod et par dages forkælelse hos mine forældre (bliver man nogensinde for gammel til det?), skulle det hele ordens efter mødet. Det klarede jeg med et glas kold rosévin og opera på matriklen, da jeg kom hjem, så klokken blev mange, før jeg kom i seng.

Men… efter at vi set film og ladet stjernestøvet drysse over os, så er der sat tid af til Q & A. Verdensstjernen har sagt ja til at blive i biografen og svare på spørgsmål fra publikum.

Formanden: ”Jeg synes, vi skal have en moderator. En der har humor, kan stille gode og inspirerende spørgsmål og skabe en god stemning. Ellers risikerer vi, at ingen tør sige noget.”

Alle nikker.

Formanden: ”Og jeg foreslår at denne person bliver Bente.”

Alle nikker.

Jamen, jeg er jo for fanden ikke sjov! Og jeg sjældent begavet. Det er heller aldrig mig, der sætter fut i en fest. Jeg er mere hende, der sidder og hyggesnakker og kloger mig på en masse, som jeg egentlig ikke ved noget om. Og som drikker for meget vin…

Selvfølgelig kan jeg stille nogle spørgsmål, men det foretrækker jeg faktisk at gøre under fire øjne. Ikke foran en – forhåbentlig – fyldt biografsal.

Sidst jeg blev bedt om noget lignende, skyndte jeg mig at sige ja, fordi jeg vidste, at hvis jeg tænkte over det, så ville jeg aldrig turde. Den gang gik det ok. Det kan du læse her. Men denne gang føles det anderledes. Så jeg har sagt, at jeg vil tænke over det.

Hvis nogen finder mit mod, så send det lige tilbage til mig. For jeg kunne godt tænke mig at være sådan en, der tør. Men det tror jeg desværre ikke, at jeg er.

Hjælp!