Anderledes ferie

Jeg holder ferie. En ferie fyldt med aftaler med håndværkere, onlinemøder og en masse ting, leveringer etc. der skal koordineres. Jeg føler, at jeg har 1000 ting i hovedet, som jeg skal huske. Ting, jeg skal have gjort, håndværkere jeg skal lave aftaler med og overblik, som jeg skal forsøge at få.

Lige nu er jeg i den særlige situation, at jeg faktisk ikke har adgang til min nye lejlighed. Alle nøgler er hos forskellige håndværkere. I morges klokken lidt over syv lukkede jeg fx to gulvmænd ind i lejligheden. Gav dem min sidste nøgle og fik besked på, at jeg kan komme igen på torsdag og at jeg så ikke må vaske gulv i ti dage (hvilket jeg heller ikke havde planer om, så fint, at jeg nu endda kan undlade at gøre det med god samvittighed), og beskeden om, at der ikke er strøm nok i lejligheden til deres maskiner. De ville ringe, hvis det blev problematisk. Jeg stak dem to æsker med sikringer og har krydset fingre siden.

Så satte jeg kursen mod Vestsjælland og nogle dejlige timer i skønt selskab hos mine forældre. Jeg har intet hørt fra gulvmændene, så håber på det bedste og forsøger at holde alle tanker om, hvad der kan gå galt, ude. Og så tæller jeg timerne til torsdag, hvor jeg – hvis de ellers husker at aflevere nøglen det aftalte sted – kan gense Slottet og de forhåbentlig smukke, lyse gulve.

De kom to mand høj. En ung og en gammel. Og den unge gulvmand var tæt på at tabe både næse og mund, da han så gulvene. Han havde aldrig set noget lignende, var ordene… Det havde den ældre kollega. Men ikke inden for de sidste mange år. Og således opmuntret forlod jeg dem til deres maskiner og manglen på strøm.

Jeg glæder mig til at se resultatet, og lejligheden begynder bestemt at ligne noget, jeg gerne vil bo i. Og jeg glæder mig til at vise den frem. Der er allerede sket en masse, siden jeg viste billeder af de ødelagte vægge, men jeg vil skåne jer for detaljerne, som det nok i virkeligheden kun er mig, der synes er interessante.

Men I slipper ikke for det færdige resultat, når jeg når så langt. Om tre ugers tid!

God sommer!

En anderledes ferie

Så fik jeg (endelig) sommerferie. Og gud ske lov for det. Det føles tiltrængt. Ikke mindst fordi jeg, siden jeg fik nøglerne til min nye lejlighed, har følt mig sært splittet. Som om den ene halvdel af mig mentalt har været i lejligheden og forsøgt at få styr på alt det praktisk, og den anden halvdel har forsøgt at gøre et blad færdigt.

Det har fx fyldt en del, at vvs-manden – blot to timer efter, at jeg havde overtaget nøglerne – knuste min køkkendrøm. Nu har jeg fundet en løsning, der bliver fin, og både vvs og snedker har nikket til planen. Så nu burde køkkenet ikke give mig flere søvnløse nætter. Og det har ellers givet mig nogle stykker.

Med ferie på programmet kan jeg koncentrere mig om lejligheden, og der er nok at se til. Eller rettere – jeg har jo håndværkere til det meste, så det er mere et spørgsmål om koordinering og overblik. To egenskaber, der ikke er særlig udtalte hos mig. Men jeg kunne dog gennemskue, at elektrikeren har lavet en ret alvorlig fejl, så nu kommer han tilbage og ødelægger igen på mandag. Jeg er ikke glad! Men heldigvis kan vi nå at rette det, så alt bliver sikkert godt igen.

Samtidig føles det så tomt, at jeg ikke i morgen skal sætte mig i min bil, før en vis herre får sko på, for at sætte kursen mod Øen, som jeg plejer og som det har været en tradition i snart mange år.

Jeg kommer ikke til morgenmad hos brormand, får ingen gæster i sommerhuset, ingen nevøer, der kigger forbi til en snak eller knus fra gode venner, jeg ikke har set siden sidste sommer. Ingen musik og dans. I stedet får jeg en lang næse. Og nuvel – en ny lejlighed.

Jeg kan allerede mærke længslen efter lugten af hav og marehalm og fornemmelsen af salt på huden efter en gåtur langs stranden. Ikke mindst fordi de to uger på Øen hver sommer, er der, hvor jeg for alvor kommer ned i gear. Fordi man ikke kan andet, når man er der. I år får jeg ikke de to uger. Nu må vi se, om det giver bagslag senere på året. Det håber jeg virkelig ikke, men jeg kan godt frygte det lidt.

Jeg får heldigvis nogle dage i sommerhus i Nordjylland sammen med Kultur-veninden, og det bliver helt sikkert godt og hyggeligt. Det smager da lidt af sommerferie og betyder, at jeg kommer i vandet i år, for det vil hun helt sikkert tvinge mig til.

Resten af ferien skal bruges på praktik. Der skal ryddes op og ud. Og jeg skal gøre den gamle lejlighed klar til den nye lejer. Så der er nok at se til. Derfor er jeg nok en af de få, der drømmer om en sommer med tørvejr, men helst ikke mere end 20-22 grader og ikke alt for høj sol.

Egoistisk? I know!

Hvad har jeg dog gjort?

Jeg har købt lejlighed, og i onsdags fik jeg nøglerne. Det var spændende og føltes rart og ret specielt. Og faktisk også lidt ensom at være alene om den – for mig – store begivenhed.  Men ensomheden blev hurtigt fortrængt af det vrimmel af mennesker, der siden har været i lejligheden.

I onsdags lignede den præcis det, jeg havde købt. En lejlighed med potentiale, men også en lejlighed, der trænger til en opdatering. De samme mennesker har boet der i ca. 48 år. De har passet på den, men moderne – det kan man sgu ikke kalde den.

Få timer efter, at jeg have fået nøglerne overdraget, rykkede de første håndværkere ind, og siden har der været en lind strøm at mennesker. Og jøsses hvor ser den fine lejlighed dog ud nu.

Torsdag blev køkkenet og et stort skab revet ned og kørt væk – på nær en del af køkkenet, som et ungt par gerne ville have til deres mikrosommerhus på Bornholm. Fredag rykkede elektrikeren ind. Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det syn, der mødte mig fredag eftermiddag, var jeg ikke forberedt på.

Jeg var nærmest grædefærdig, da jeg så, hvordan lejligheden så ud. Godt 48 timer efter at jeg havde overtaget den, ser den totalt ødelagt ud.

Dagen i går brugte jeg sammen med en god og bomstærk veninde, der hjælp med at rive ned, flå ud og smide væk. Nu er der kommet lys, for vi har pillet de tunge gardiner ned, men vi har også lavet endnu flere huller i væggene. Og jeg er så taknemmelig for hjælpen, om end det gør forfaldet endnu tydeligere.

Det hjalp dog at få besøg af de unge mennesker, der skulle hente køkkenet. De synes slet ikke det ser slemt ud i lejligheden. Tværtimod – det bliver rigtig godt, siger de, og jeg prøver at tro på, at de har ret. Men sagen er den, at jeg aldrig har prøvet at renovere noget som helt. Jeg har malet en væg, et loft eller nogle karme. Jeg har også pillet et skab ned og den slags småting. Men at se vægge, der er fuldstændig splittet til atomer – det har jeg sgu aldrig prøvet. Så jeg øver mig på at bevare optimismen.

I morgen kommer elektrikeren tilbage, og maleren går i gang. Der kommer vvs’er og en snedker, der skal se på, om mine drømme om køkken kan blive til virkelighed. Om tre uger skulle vægge, lofter, gulve og paneler gerne stå snorlige. Så bliver køkkenet sat ind og om fem uger er det meningen, at jeg flytter ind – med stor hjælp fra familien.

Jeg glæder mig, men lige nu ser det godt nok uoverskueligt ud. Trøst og opmuntring modtages med kyshånd!

Livet er for kort til fnidder

Det er ikke mere end et par uger siden, jeg sendte en fødselsdagshilsen til en tidligere klassekammerat på Facebook. Han fyldte – lige som jeg selv gør om lidt – 52 år. I forgårs fik jeg beskeden om, at den samme ven er død. Han faldt om på en parkeringsplads med en blodprop i hjertet, og selv om der hurtigt var mennesker omkring, der hjalp, så var han død, da han ankom til hospitalet.

Den slags sker jo, desværre. Og jeg har faktisk ikke set ham ude i virkeligheden mere end højst et par gange, siden vi forlod folkeskolen. Så det er ikke fordi, det er tab, der rammer mig i min hverdag. Men jeg er alligevel blevet påvirket af det. Først og fremmest selvfølgelig fordi jeg tænker på to børn, der pludselig mister deres far og to forældre, der overlever deres søn. Det er så tragisk.

Selv husker jeg ham kun positivt. Som en yderst begavet dreng, der havde sine meningers mod. Lidt kejtet. Nørdet og lidt finurlig, og med en subtil humor. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide ham. Også selv om han var super dygtig til matematik og fysik, og det var jeg – for nu at sige det mildt – ikke. Så vi havde ikke så mange fælles interesser, men han kunne altid få mig til at grine alligevel.

Nu er han her pludselig ikke mere. Og hvad så, kan man tænke – det er jo slet ikke sikkert, jeg ville have mødt ham, hvis han var.

Men hans alt for tidlige bortgang sætter tanker i gang. Er jeg ved at være der i livet, hvor venner, klassekammerater etc. begynder at falde fra? Det er jeg nok. Og det puster til følelsen af, at alder pludselig er et issue. At jeg er ved at blive gammel.

Altså – nu mener jeg jo ikke, at man er gammel, når man er i 50’erne. Eller 60’erne og 70’erne for den sags skyld, og jeg kender mennesker, der for længst har rundt 80’erne, og som jeg stadig ikke tænker på som gamle. Så alder er noget underligt noget. Men jeg mærker jo, at jeg heller ikke længere er ung.

Det er først og fremmest fysikken, der minder mig om, at jeg er ved at være deropad. Jeg kan ikke se en skid uden mine briller. Jeg får ondt i ryggen af at ligge for længe i sofaen. Der er aldrig nogen, der pifter efter mig på gaden længere. Mine yngre kolleger var slet ikke født, da jeg gik ud af gymnasiet. Den yngste blev født, da jeg begyndte på universitetet. I 2000 for crying out loud! Jeg har endda oplevet, at en ung mand rejste sig op for mig i bussen. Sødt, men kæft hvor blev jeg irriteret.

Ud over at puste til det, jeg jo godt ved, er et faktum – at jeg en dag skal herfra, og at jeg formentlig har lagt flere år bag mig, end jeg har år foran mig, så får det mig også til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi husker at leve og husker at værne om det og dem, der betyder noget. Vi må ikke lade solen gå ned over uvenskaber. Vi må ikke hænge os i bagateller. Det må vi aldrig, men slet ikke når de gælder de nærmest, for i det store hele, så betyder bagatellerne ikke en skid. Det er det, der gør dem til bagateller.

Det, der betyder noget i mit liv, er venner og familie. Og så er der masser af andre krydderier, der giver mit liv god smag. Men venner og familie – det er det vigtigste.

Og det sker da, at familien er billigt til salg eller at jeg synes, mine venner er for meget, for irriterende eller for larmende. Og jeg kan med sikkerhed sige, at de også nogle gange tænker det om mig. Og hvad så? Det betyder ikke en skid, for det er de samme mennesker, der altid er der for mig. Som jeg deler sorger og glæder med.

Der er dem, jeg er så heldig at have i min hverdag. De får også alle dagligdagens trivialiteter, men det er jo det, venskaber kan. Man kan dele stort og småt. Der er også dem, som jeg ser sjældent, fordi de bor længere væk. Men jeg ved, de er der. Jeg ved, at de bare er et opkald væk.

Summen af venner og familie gør mig tryg. Får mig til at føle mig elsket. Og når en klassekammerat pludselig går bort, så bliver jeg mindet om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor meget vi skal værne om alt det gode, vores liv rummer. Og at ingen uenighed, irritation eller andet nogensinde skal få mig til at skubbe de mennesker væk.

Livet er for kort til fnidder. Et godt drama kan spice tingene op, men der gælder samme regel, som en psykolog engang fortalte mig om selvmedlidenheden. Det er helt ok – bare aldrig mere end en halv time af gang.

I eftermiddag skal jeg mødes med nogle af de mennesker, der betyder allermest i mit liv, og i morgen skal jeg drikke vin med nye venner fra logen. Og begge dele giver mig så meget glæde og værdi i mit liv.

Rigtig god weekend – husk, at få det bedste ud af den.  Det kan pludselig være slut.  

Tvivlen er min følgesvend

Uh, korte arbejdsuger – jeg er vild med dem. Denne uge er så den sidste i meget lang tid, men nøj, hvor det klæder mig med kun tre arbejdsdage på en uge. Og det sjove er, at jeg faktisk får nået virkelig meget, for jeg skal jo være klar til at holde fri. Hvilket nok topper listen over ting, jeg er virkelig god til.

Den liste er ikke lang, bevares, men at være god til at holde fri, det er min ting. Dog er jeg begyndt at spekulere på, om jeg altid får nok ud af mine fridage.

Jeg er fx ikke så god til at tage nye steder hen. Det kunne ellers være fedt at smide kaffe og madpakke i bilen og så drøne ud i det blå og lede efter det perfekte sted at gå en tur, nyde kaffen etc. Men det er jeg så ikke så god til. Derfor er det blevet skrevet på listen over ting, jeg skal blive bedre til.

Ellers går alt sin efterhånden vante gang. Jeg arbejder stadig hjemme det meste af tiden, men har dog været på kontoret et par dage, og det er faktisk rigtig rart. Skønt at se kollegerne igen, og så puster det til fornemmelsen af normalitet, hvilket er virkelig rart.

Lige nu føler jeg mig ellers i et sært limbo. Ikke i forhold til job, men i privaten, hvor jeg jo går og glæder mig til at få nøglerne til min nye lejlighed. På den ene side glæder jeg mig til at få mit eget. Til at kunne indrette som det passer mig og få lov til at prøve en masse ideer af. Jeg glæder mig også til at skulle bo tæt på metroen, som jeg er sikker på kan få mig til at bruge storbyen meget mere, end tilfældet er i dag.

Men så nogle dage bliver jeg i tvivl. Er det nu det rigtige, jeg gør? Hvad nu, hvis jeg fortryder? For sagen er jo, at jeg bor skønt, hvor jeg bor nu. Jeg er glad for det. Nu skal jeg flytte til et nyt sted, jeg faktisk ikke kender særlig godt. Det er godt nok lige rundt om hjørnet (eller lufthavnen for nu at være præcis), men alligevel…

Men måske er det bare et vilkår, når vi kaster os ud i nye eventyr. At tvivlen altid er en følgesvend. Jeg forsøger at tænke, at det også er et tegn på, at jeg jo trives. Jeg har nydt at bo, hvor jeg bor. Men det ville nu være skønt, hvis tvivlen gad at holde kæft engang i mellem, så jeg kunne få lov til bare at glæde mig. For det gør jeg jo heldigvis også. Rigtig meget, endda.

God lang weekend til jer alle!

Back to normal?

Er jeg den eneste, der nyder, at vi langsomt begynder at åbne vores land igen?

Jeg elsker det, og jeg hepper på, at danseskoler og yogacentrer også snart får lov til at åbne. Når det sker, så skal jeg nok være tilfreds og ikke kræve mere.

Jeg har haft første arbejdsdag på kontoret. Det var skønt at være tilbage og se de skønne, velkendte ansigter. Eller rettere – et lille udvalg af dem, for vi er blevet delt i to hold og må kun møde med vores hold hver anden uge. Men det er en start, og det var virkelig godt at se dem. Om end det flimrede lidt for mine øjne, da jeg endelig fandt op til min plads. Jeg arbejder på 6. sal, og vi må ikke benytte elevatorerne… Need I say more? Kæft, der er langt op, når man er ude af form!

Jeg fortsætter med primært at arbejde hjemmefra, men muligheden for at køre ind til en normal hverdag betyder virkelig meget.

Jeg var helt overrasket over at se mig selv med makeup og i kjole, da jeg forleden satte kurs mod kontoret. Jeg har øjne! Jeg kan faktisk godt se præsentabel ud! Jamen, jeg var sgu kommet i tvivl efter otte uger i blødt tøj, uglet hår og ingen makeup.

Politikerne siger, at vi skal bruge penge for at få samfundsøkonomien op i omdrejninger igen. Og som den ordentlige og ansvarlige samfundsborger, jeg er, så gør jeg, hvad der bliver sagt. Men jeg afskyer storcentre, og jeg har ikke lyst til at gå i butikker. For hånden på hjertet – jeg mangler ikke rigtig noget. Så hvad gør den kloge kone så?

Hende her køber ny bolig. I løbet af ganske kort tid lykkedes det mig at bruge et par millioner, men det føles overraskende godt.

Jeg flytter simpelthen fra Den solgule idyl. Men ikke langt. Kun lige rundt om hjørnet, så jeg stadig kan deltage i fredagsbaren og alle de hyggelige timer, jeg bruger i selskab med vidunderlige mennesker, der både gør mig klogere og får mig til at grine.

Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle flytte fra den lille, smukke by, men jeg må også være realist. Jeg får aldrig råd til at købe noget herude. Og så har jeg nogle gange – især om vinteren – følt mig lidt isoleret, fordi offentlig transport ikke er noget, der har høj prioritet her. Jeg har godt nok min bil og min cykel, og jeg cykler også glad og gerne til Nørrebro, Hellerup og Østerbro, når vejret er godt. Jeg skal hilse og sige, at på regnfulde og kolde vinteraftener, så er cykelturen fandeme en kold og mørk oplevelse.

Hvad med bilen, tænker du? Jamen, den tager jeg da nogle gange. Men som du ved, så er jeg også ret glad for et glas vin eller to, og så går det jo ikke. Og nej – så går det heller ikke på cykel, men der er jeg knapt så nøjeregnende. Nu kommer jeg til at bo lige ved siden af en metrostation. Stadig tæt på vandet og tættere på mit arbejde, yogacenter og danseskole. Og i behagelig afstand til Den solgule idyl.

Jeg glæder mig! Også selvom der er meget, der skal laves, og jeg ikke helt har styr på, hvordan jeg får budgettet til at gå op. Fx mangler der et køkken. Nogen vil måske sige, at det kunne være løsningen på mit vægtproblem, men jeg er ikke overbevist. Så jeg tæller småpenge og forsøger at skrabe så mange sammen som overhovedet muligt, så jeg kan få råd til det hele.

Til gengæld bliver det fedt, når det bliver færdigt. Du kommer til at høre meget mere om det projekt, når vi nærmer os. Jeg overtager først 1. juli, så der er god tid, men jeg er gået i gang med rydde op, sortere og smide ud. I går kørte jeg to gange på genbrugspladsen med l…, der havde formeret sig i mit skab. For jeg kan da umuligt selv have valgt at gemme så meget skrammel.

Jeg har også solgt de fleste af mine havemøbler, så nu ligner min terrasse et tandløst smil.

Den sværeste beslutning var at aflyse den årlige ferie til Øen. Av den sved! Men sådan må det være i år. Og det skal jo nok gå, for det gode ved Øen er nemlig, at alting altid er det samme derovre. Og mon ikke, jeg alligevel kommer et smut forbi i løbet af sommeren, for jeg har jo heldigvis familie, som jeg kan påtvinge mit selskab. Bare et par dage. Jeg har ikke sagt noget endnu, men jeg tænker, at de næppe sender mig væk, hvis jeg pludselig banker på døren.

Jeg har allerede booket sommerhuset til næste år, så det går nok alt sammen.

Er I derude?

Så er der gået en måned, hvor Corona mere eller mindre har styret vores dage. Den forbandede virus har i alt fald ændret mine dage væsentligt. Men den lærer mig også en masse om mig selv. Som en klog veninde sagde til mig, så er det som om den situation, vi er lige nu, retter et skarpt lys på vores livsvalg.

For mig selv er lyset selvfølgelig rettet mod det faktum, at jeg er alene. Det er ikke et bevidst valg, jeg har truffet. Det er bare blevet sådan. Og jeg trives normalt ok med det, om end jeg da ofte tænker, at nu må det snart være min tur til at møde den eneste ene. Det sker jo så alt fald ikke lige nu.

Nu må du ikke tænke, at jeg er ved at gå til af ensomhed. For det er ingenlunde tilfældet. Jeg har heldigvis verdens bedste familie og venner. Vi ses ikke lige nu, men de er der, og jeg taler med dem. Jeg har lavet en lille ”Corona-familie” af mennesker, som jeg ser indimellem – altid med afstand og udendørs. Og det fungerer så fint. Og så er jeg ret god til at være i mit eget selskab.

En anden ting, der er blevet klart for mig, det er, hvor meget det betyder for mig at være ude i den friske luft. Det gør simpelthen underværker for min livskvalitet. Og jeg er så heldig at have den største terrasse, som jeg nu har fået pakket ud. Der tilbringer jeg nærmest alle mine vågne timer, og der sidder jeg lige nu og skriver.

Jeg har været så heldig at kunne tage nogle dage i sommerhus med Kultur-veninden, der har sommerhus ved Vesterhavet. Vi havde begge masser af arbejde, der skulle klares, og nogle dage blev virkelig lange arbejdsdage. Men hvad gør det, når man bagefter kan gå en lang tur ved havet? Der føler jeg mig hjemme. Lyset, duften, lyden – jeg elsker det.

Men jeg blev også smerteligt klar over, hvor skidt mine fødder har det. Efter en gåtur på 5-6 km måtte jeg spise piller flere dage efter. For helvede! Og mig, der elsker at gå.

Mens vi var i huset, blev jeg opmærksom på en bog om antiinflammatorisk kost. Den bestilte jeg, og den stod foran min hoveddør dagen efter, jeg kom hjem. Når man nu alligevel bare skal være hjemme, så er det måske et rigtigt godt tidspunkt til at kaste sig over nye opskrifter, tænkte jeg og gik i gang samme dag. Uden at have læst bogen. Jeg skimmede bare hurtigt opskrifterne, handlede og gik i gang.

Det var måske ikke den smarteste strategi, når man som jeg går fra at drikke vin og G&T’er hver dag – altså bare de dage i sommerhuset – spise kage, påskeskum og hvad ved jeg, for det er så synd for mig… så kan skal jeg hilse og sige, at sådan en omlægning trækker tænder ud. Jeg har haft nærmest migræneagtige hovedpiner i fire dage. Sikkert en dårlig kombi af udrensning og dårlige arbejdsstillinger i sommerhuset med nakkespændinger som resultat. Men altså… nu er jeg på dag 5. Maden smager fantastisk. Der er måske lige noget morgenmad og noget drikkelse, vi skal snakke om, men ellers virkelig lækker mad, der er nemt at lave. Og bedst af alt: på dag 3 havde mine fødder det så dejligt, at jeg følte, jeg kunne danse til verdens ende. Er det ikke vildt?

Så jeg fortsætter lidt endnu og har lovet mig selv, at hvis jeg skal snyde, så skal det være med en rigtig god kop kaffe.

Ud over hovedpinen, der heldigvis lader til at være lettet lidt i dag, så er eneste andet negative, at jeg lugter af karry. Jeg brugte det meste af dag 3 på at finde ud af, hvad fanden det var, der stank så voldsomt af karry. Lugten var alle vegne i min lejlighed og på min terrasse. Ja, selv på cykelturen dukkede lugten på. Og så slog det mig: det er mig, der lugter af karry. Hvorfor ved jeg faktisk ikke, for jeg har ikke spist karry, men jeg har valgt at tænke, at det nok er positivt. Det gør det i alt fald ret let for andre at holde mindst to meters afstand fra mig.

Jeg var formentlig aldrig kastet mig ud i det projekt, hvis hverdagen var normal. Så noget godt er der kommet ud af en ondskabsfuld situation.

Så mens jeg mæsker mig i god mad og sol på terrassen, hvor alt snart springer ud, så sender jeg kærlige tanker til jer alle og håber, at I er sunde og raske og ved godt mod.

 

Tanker fra hjemmeisolationen

For godt og vel en uge siden blev jeg og alle mine kolleger sendt hjem fra arbejde. Vi skal arbejde hjemmefra – ligesom så mange andre.

Jeg har fået indrettet arbejdsplads med skrivebord og ok kontorstol – det er nødvendigt, når man skal sidde der så mange timer. Og jeg har valgt at være i mit gæsteværelse. Så kan jeg nemlig lukke døren, når arbejdsdagen er omme. For jeg har brug for at skelne mellem arbejde og fritid. Ellers bliver jeg (endnu mere) skør.

Det går fint, om end jeg føler mig en smule isoleret. I mit job taler jeg meget i telefon. Flere timer om dagen. Og det er skønt nu, for så kan jeg høre, at der er liv derude. Det er nemlig sådan, at jeg bor i bagenden af et hus, og uanset hvilket vindue jeg kigger ud af, så kigger jeg ind i et plankeværk. Så jeg ser ingen mennesker. Intet liv.

Det har været nødvendigt for mig at indføre nogle rutiner:

Jeg skal ud og cykle. Helst 10-15 km og gerne en ny rute hver dag. Så får jeg luft, motion og ser, at der er liv derude.

Jeg har også lavet regler for sengetider og stå op-tider. Seneste klokken 23 er det godnat, og jeg skal være ude af sengen og under bruseren klokken 08. Jeg er nemlig et udpræget b-menneske, så hvis jeg ikke passer på, får jeg lynhurtigt vendt op og ned på dag og nat. Og det går jo ikke.

Jeg skal også i bad hver morgen. Selvfølgelig, tænker du måske. Men jeg kan altså sagtens tulle rundt hjemme, hvor der jo bare er mig, i flere dage og så glemme at gå i bad. Så det er sat i system. Til gengæld er der ingen grænse for, hvor magelig og nederen min påklædning må være. Derfor var det også med en vis frygt, at jeg forsigtigt kiggede ud gennem vinduet i formiddags, da det pludselig bankede på døren.

For det første er min fordør ikke den letteste at finde. For det andet lignede jeg en, der er købt på dåse. Men det var min søde, nye nabo, der var bekymret, for hun havde ikke set eller hørt mig i flere dag. Så hun ville være sikker på, at jeg er ok.

Hvor blev jeg rørt! Og forundret over, at hun ikke kan høre, hvor meget jeg taler i telefon. Eller hvor højt jeg skrålede til You’ll Never Walk Alone i morges. Men godt for hende!

Så min hverdag er sat i system. Jeg står op, går i bad og arbejder. Og så cykler jeg. Og laver mavebøjninger på stuegulvet og bruger min træningselastik, der hånden på hjertet ellers ikke er i nærheden af at blive slidt op.

Det er gået op for mig, hvor meget min træning betyder for mig. Ja, den havde du ikke set komme. Det havde jeg heller ikke. Men det er sådan, det er. Det, jeg savner mest i min hverdag er mine fire hold. Æv – men jeg gælder mig til at komme tilbage.

Jeg er jo et udpræget introvert menneske, men denne her isolation… Den er svær for mig! Heldigvis har jeg venner i nærheden med kolonihaver og terrasser, man kan sidde ude på. Jeg ser en lille håndfuld mennesker – altid i frisk luft og med god afstand. For jeg tager corona-situationen meget alvorligt. Det håber jeg også, at du gør. For vi skal passe på hinanden. Også dem, vi ikke kender.

Når det er sagt, så har denne mærkelige situation, vi befinder os i lige nu, lært mig nogle ting og givet anledning til at undres.

Fx har jeg opdaget, at der findes mennesker, som jeg har mere foragt for end dem, der er nærige. Det troede jeg ikke, men mennesker, der hamstrer… jeg har ikke ord. Der findes helt sikkert et særligt varmt sted til dem i helvede.

Jeg har handlet en enkelt gang, siden jeg blev sendt hjem. Jeg købte det, jeg manglede. Og der er stadig mad til mange dage. Men er det egentlig ikke sjovt, som chokolade og pandekager forsvinder langt hurtigere end blomkål og selleri?

Og morgensang! Jeg synger ikke godt, men hvor er det fedt – mere af det, tak!

Pas godt på dig og på hinanden! Vi kommer igennem det her sammen – hver for sig.

Træning og dårlig planlægning

Det er simpelthen blevet forår, siden jeg sidst har skrevet på Fabrikken. I alt fald ifølge kalenderen, og i dag synes jeg faktisk også, at jeg kunne fornemme det. Er jeg den eneste, der hungrer efter sol, varme og ikke mindst lys? Det føles som om, det har været november syv måneder i træk, og jeg er træt af det. Nok nu!

Siden sidst er jeg begyndt at kunne lide det der hot yoga. Jeg er stadig ikke særlig god, men jeg bliver langsomt bedre, og det er ret fantastisk at blive strakt igennem på måder, jeg slet ikke troede, var muligt. Og så er det godt at komme ud af hovedet og ned i kroppen til en forandring. Godt lige at mærke, hvordan den egentlig har det.

Jeg er også begyndt til reformer. Jeg har meldt mig på et kickstart-forløb. To gange om ugen i fem uger. Kender du det, at når du tilmelder dig noget, så kan alt lade sig gøre. Det er jo som regel langt ude i fremtiden. Og når du så skal i gang, så opdager du, at træning fra 19.30 og en time frem godt nok er svært at glæde sig til.

Heldigvis er det jo så snedigt indrettet, at når man først er kommet af sted, så er det helt ok. Men hold da op, hvor det kræver en anstrengelse at komme op af sofaen, når man først har fået sig plantet efter arbejde.

Any way – nu er jeg i gang, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad det præcis er, jeg har meldt mig til. For godt nok har jeg været af sted en enkelt gang, men vi kom aldrig i gang med træningen. I stedet var der en masse teori, som sikkert er nødvendigt, men også en lille smule træls, når jeg nu faktisk havde glædet mig til at komme i omdrejninger og få sved på panden. Og det tror jeg, at jeg får i den maskine, der mest af alt ligner en guillotine, der ligger ned.

Apropos træning… jeg skulle have været til yoga i tirsdags, men følte mig sløj og meldte afbud. Men da jeg jo har tegnet et abonnement til træning en gang om ugen, så skal jeg jo af sted på et andet tidspunkt i denne uge. De skal jo ikke tjene på mig, tænker vestjyden. Nu er problemet bare, at den eneste anden time, jeg kan komme på, er i morgen. Hvor jeg også skal danse. Så altså: dans og hot yoga søndag, reformer mandag, hot yoga tirsdag og reformer igen onsdag. Andre end mig, der ikke føler, at det er helt gennemtænkt?

En klog veninde har engang lært mig, at man får, hvad man beder om. Og jeg var til et meget specielt arrangement for nylig, der blandt andet handlede om at skabe positiv forandring. På min liste over ønsker havde jeg blandt andet skrevet: Mere aktivitet.

Jeg skal fandeme love for, at man får, hvad man beder om. Næste gang skal jeg måske lige huske at formulere nogle detaljer også…

 

Kom ind i varmen

Jeg er lige kommet hjem. Senere end normalt. Jeg har taget et bad og er i fuld gang med at lave aftensmad. Det er der sådan set ikke noget underligt i. Jeg både spiser og bader jævnligt. Det usædvanlig er, at jeg er kommet hjem fra – og har overlevet – en times hot yoga.

For dig, der ikke ved, hvad det er, så kan jeg bedst forklare det sådan her: Forestil dig, at du går ind i et drivhus en varm sommerdag. I stedet for glas er der spejle. Og det ikke det fedeste, for du er nemlig blevet bedt om at klæde dig i dit strammeste træningstøj. Det der kluns, der ikke overlader noget som helst til tilfældighederne. Hvor alle buler og bølger tydeligt træder frem. Inden du er gået ind i drivhuset, har du ikke kunnet undgå at bemærke de mange skilte med ”Shhhhhh”, ”Tal sammen efter træning” etc. Det her sted er tydeligvis ikke for sjov. Og herinde skal du så lidt senere vride dig i umenneskelige stillinger, mens du trækker vejret tungt. Det er hot yoga!

Den søde kvinde i receptionen forklarede mig, hvor jeg skulle klæde om – efter at jeg venligt, men bestemt var blevet bedt om tage mine sko af.

”Fra nu er det barfod,” forklarede hun. Og jeg forsøgte at lade være med at tænke på fodvorter og andre eksotiske detaljer.

”Når du har klædt om, går du ned af trappen til lokale 2. Du går bare ind, men vær stille. Læg dig evt. og slap af og væn dig til varmen.”

Ok!

Lad mig sige det sådan her: Om jeg så ligger der fra nu af og til dommedag, så vænner jeg mig aldrig til varmen!

Efter et stykke tid, hvor jeg lå helt stille og funderede over, hvor mange spande der egentlig skal til, hvis man forestiller sig, at jeg smelter og nogen skal tørre mig op, kom instruktøren. Hun var sød. Og smidig. Det var de andre også. Jeg, derimod, er så smidig som en træstamme – og vi taler ikke om en af dem fra bageren. Havde det så bare været sådan en…

Jeg kunne slet ikke være med. Men alligevel blev det pludselig rart. Især, da det vidste sig, at jeg mirakuløst havde overlevet sidste øvelse, og vi nu bare skulle slappe af. Altså bortset fra, at jeg havde svært ved at holde latteren tilbage, fordi der altid er nogen, der går all in, og jo fandeme trækker vejret, som var det deres sidste åndedrag. Kan ikke helt beslutte mig for, om jeg misunder dem deres evne til at give slip, eller om jeg synes, det er komisk.

Timen fløj af sted, og det var heldigt, for så nåede jeg ikke at smelte væk. Og følelsen, da jeg trådte ud af lokalet.. Ubeskrivelig skønt at mærke kølig luft mod huden!

I virkeligheden svedte jeg nok ikke mere, end når jeg har været til barretræning. Her var det bare legalt. Til en forandring var jeg ikke den eneste med helt vådt hår og makeup, der sad som smurte rundt i fjæset.

På vej ud mødte jeg instruktøren, der nysgerrigt spurgte, hvad jeg syntes om timen. Den var god. Og overraskende hurtigt overstået. Jeg følte måske, at jeg havde sparret lidt på kræfterne for at kunne holde en hel time. Måske kunne jeg have gjort mere.

”Sådan opfatter jeg det også. Du gav dig ikke hundrede procent. Og nej – du er ikke så smidig som de andre. Endnu. Men du har potentiale. Jeg kan se på din krop, at du kan lære det. Du er langt bedre, end du selv tror.”

Har vi hørt den før? Hvornår lærer jeg at prøve i stedet for at give op for forhånd, fordi en øvelse ser svær ud?

Når det er sagt, så må jeg sige, at jeg simpelthen ikke tror, Vor herre har skabt vores kroppe for at de skulle kunne dreje og vride sig, som de andre på holdet kunne. Det ser vildt ud, når de sidder med en fod over hovedet, som de holder fast i med den ene hånd, mens de prøver at holde balancen. Lige der lå jeg bare på min måtte, og forsøgte at være positiv.

Jeg har nu lovet mig selv at give hot yoga et par chancer mere. Det bliver aldrig min favoritdisciplin, men jeg kan mærke, at mine fødder og hofter elskede strækkene og varmen. Og jeg er begyndt at gå til behandling for mine ømme fødder hos en skøn, men ualmindelig ondskabsfuld dame, der mener, at kombinationen af hendes behandlinger og hot yoga vil gøre mig i stand til at krydse Skotland til fods igen til foråret. Og se, det er jo en gulerod, som jeg bliver nødt til at prøve at fange. Ikke fordi jeg har planer om en gåtur i Skotland, men jeg vil så gerne kunne vandre igen, for det kan jeg ikke lige nu.

Så hot yoga – here we go! Jeg glæder mig til at fortælle behandler-damen, at jeg er kommet i gang og har gjort, som hun sagde. Og forhåbentlig betyder det, at hendes behandlinger ikke er så hårde fremover. Den første var smertefuldt, og da jeg kom hjem, gik jeg ud som et lys og sov i fem timer. For at vågne og kigge mig selv i spejlet og opdage, at mine hofter og det nederste af ryggen var blevet sort og mest af alt lignede en fetichfest, der var gået helt galt.

Jøsses! Men nu giver jeg det en chance og øver mig på at være kærlig ved mig selv. For fanden – jeg har ikke prøvet yoga før, og jeg er dobbelt så gammel som de andre på holdet. Så det er egentlig ok, at jeg ikke er den bedste. Er det ikke?