Mandag…

Ugen begyndte så dejligt. Mandag morgen; op og i gang. Jeg har været på kontoret, for første gang i hvad der føles som en evighed. Så dejligt igen at sidde på cyklen i skøn morgensol og i fuld fart over Fælleden.

Det gjorde slet ikke noget, at der var pænt mudret, så sko og bukser var smukt dekoreret, da jeg nåede frem. Hvad gør det, når den friske luft og solen føles så godt?

Ind på kontoret, som jeg havde helt for mig selv. Jeg følte mig ærlig talt for en kort bemærkning som Palle alene i verden. Men det stoppede…

Først skulle jeg have printet en kæmpe stak papir.

Printer et: Nægter at printe.

Printer to: Printer de første 18 sider. Så stopper festen.

Printer tre: Er for fin til overhovedet at printe.

Alle, der kender mig, ved også, at jeg født uden tålmodighed. Ting skal bare fungere. Jeg er egentlig ligeglad med hvorfor eller hvordan. Det skal bare virke. Så efter en tour de trappe mellem etagerne, lykkes det mig endelig at finde en kollega, der kan hjælpe. Godt så!

Tilbage ved skrivebordet. Og så virker min skærm ikke. Ringer til IT-support.

IT: ”Har du sat stikket i?”

Mig: ”Ja da”

IT: ”Er du sikker?”

Mig: ”Hvor meget i tvivl kan man egentlig være?”

Den hjælpsomme IT-medarbejder kigger forbi. En time senere:

”Du må nok få min kollega til at kigge på det næste gang, du er på kontoret, for jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.”

Super! Og på den måde var klokke næsten 11.30, og mængden af arbejde, jeg havde udført, var minimal. Men så var det heldigvis tid til frokost.  

Arbejdsdagen har i virkeligheden mest været et stort spild af tid, men nu er ugen i gang. Jeg satser på, at det kun kan gå fremad fra nu af. For jeg skal fandeme love for, at det har været mandag…

På den positive side, så var jeg så irriteret over al den teknik, der ikke virkede, at jeg for en stund glemte min irritation over folks hjemmestrikkede corona-regler. Dem vender jeg tilbage til en anden dag.

Håber resten af ugen bliver legende let!

Om tidsfordriv og corona-hverdag

Hvad får jeg egentlig tiden til at gå med i disse corona-tider? Tja…

Jeg har jo heldigvis mit arbejde. Havde jeg ikke haft det, var jeg seriøst blevet bimlende skør. Så halleluja for det. Desværre må jeg så også indrømme, at der er dårligt med plads til store tanker og visioner, når jeg konstant befinder mig inden for de sammen fire vægge og stort set ingen mennesker ser. Det bliver man ikke inspireret af.

Det er nemt at gøre, som jeg altid har gjort, men jeg savner ærlig talt input fra inspirerende samtaler og andre rammer end min lille lejlighed, hvor dejlig den end måtte være. Nogle gange kommer de bedste ideer midt i en dans – dengang jeg måtte gå til det – eller i en samtale med et menneske, jeg ikke kender. Men den slags er jo forbudt nu.

I stedet er jeg faldet i husmorgryden, hvor jeg egentlig aldrig har befundet mig særlig godt. Det betyder, at jeg fx har gjort mine køkkenskabe rene. Et tydeligt tegn på, at det snart rabler for mig.

Jeg overvejer også at rydder op i mit klædeskab, skuffer og skabe. Og husk lige på, at jeg faktisk kun har boet, hvor jeg bor, i et halvt års tid. Det er med andre ord begrænset, hvor meget skammel, der har akkumuleret sig. Men bare for adspredelsens skyld…

Og nå ja – så har jeg kastet mig over investering. Det har egentlig været undervejs i flere år, men jeg har aldrig tidligere gidet at sætte mig ordentligt ind i det. Nu har jeg pludselig masser af tid. Jeg kan godt lide at tænke, at det er den tid, jeg normalt ville bruge på sport og træning, men i virkeligheden er det nok snarere den tid, jeg pt. ikke bruger på transport, bad, makeup etc. Altså de der dagligdagsting, der næsten er forsvundet ud af mit liv. Der var også engang, hvor der var tøj, der skulle vasket. Nu løber jeg rundt i samme ærgerlige kluns i dagevis.

Men altså – nu er jeg sådan en, der har depoter og porteføljer. Alle, der havde set den komme, rækker en hånd i vejret. Jeg forventer ikke at se en skov af hænder! Jeg synes egentlig stadig, at det er ret kedeligt, men når nu man ikke kan bruge sine penge på sjov og ballade, må der jo nyt ”forbrug” til.

Og du må ikke læse det her som om, jeg synes, det er virkelig synd for mig. For det er det overhovedet ikke. Jeg er virkelig privilegeret i forhold til mange andre, der enten har mistet job eller skal passe job samtidig med hjemmeskoling og hvad har vi. Jeg er heller ikke lukket mere inde end alle andre. Jeg har min skønne corona-familie omkring mig. Men hold nu op, hvor jeg dog savner noget så banalt som min gamle hverdag. Der var sgu lidt mere liv, spænding, rum for store tanker og i det hele taget mere spræl end de sidste mange måneder har præsteret.

Husk mig lige på det, når jeg engang i fremtiden brokker mig over min hverdag!

(Måske) Ny viden

Så er januar snart gået, og hvad har jeg så lært?

Jo altså, jeg har lært, at skumnisser og påskeskum er det samme. Skønt – så kan man spise skumnisser forklædt som påskeharer helt til efter påske.

Jeg har også lært, at Øen er ganske vidunderlige om vinteren, og at jeg ikke er bange for at være alene i et sommerhus. Hey – jeg er faktisk så modig, at jeg turde sove med vinduet åbent. Helt alene i mørket.

Jeg er ikke typen, der kan have slik og søde sager liggende hjemme. Det er blevet klart, da det lykkedes mig at spise den chokolade, jeg egentlig havde købt til gæster, dagen før gæsterne skulle komme. Og det er faktisk sket to gange lige efter hinanden – heldigvis ikke for de samme gæster.  Ikke rart at måtte bede dem om at tage chokolade med til kaffe, fordi jeg har spist det, de skulle have. Godt de kender mig godt, at de faktisk ikke engang blev overrasket.

Jeg har lært, at De fem tibetanere vil mig det godt, når jeg nu hverken kan komme til træning eller dans.

Jeg har også lært, at jeg faktisk godt kan få to (2!) indsprøjtninger i fødderne uden at dø. Ja, endda uden at græde. Hvor voksen er man så? Og de har faktisk hjulpet. Ikke så meget, som jeg havde håbet, men jeg forventede også næsten mirakler efter at have stået de to sprøjter igennem. Der er dog klare forbedringer at spore.

Når jeg ikke har meget at lave, så laver jeg intet. Som i ingenting.

Jeg kan leve på en sten, når jeg har været lidt for kæk i forhold til julebudgettet. Så nu kan den nye måned bare komme an. Der er (igen) styr på økonomien.

Næsten et år med hjemmearbejde er ikke godt for mig. Jeg er begyndt at tale med mig selv, og nogle gange tager jeg mig selv i at sige underlige lyde. Sådan bare for selskabs skyld. Det kan godt blive lidt tomt i corona-boblen.
Samtidig har jeg heldigvis lært, at jeg har valgt de bedste mennesker som min corona-familie. Uden dem var jeg blevet skør. For sure!

Jeg ved, at mine overboer støvsuger max en gang om ugen. Det er vel ikke overdrevet, når man både har hund og baby? Jeg føler, at jeg i sammenligning er sådan en med rengøringsvanvid. Og det ved alle, der kender mig, ikke er tilfældet, men det føles rart at tænke på.

Web-møder er helt ok. Men alt over 45 minutter føles som en langsom død. Og dem, der sætter sig på talelisten blot for gentage, hvad der allerede er blevet sagt, fortjener en ond straf. Jeg overvejer stadig, hvad det skal være.

Og så har jeg lært, at jeg ALTID skal holde mig fra at lege handyman. Det blev bekræftet for et kvarters tid siden, da jeg ville fikse et toilet, der løber. Det løber stadig, men nu kan det ikke skylle… Så nu ryger budgettet sikkert igen, når jeg på mandag bliver nødt til at ringe efter en blikkenslager. Hvorfor – jeg spørger igen: hvorfor – sker den slags altid i weekenden? Nå, men jeg må jo se og finde en spand… Kæft, hvor bliver jeg træt af mig selv.

Hvor mange af ovenstående punkter er i virkeligheden helt ny viden for mig, spørger du måske. Tja, det er nok i virkeligheden kun det med skumnisserne, men det jo heller ikke uvæsentlig.

Snart er det februar, og jeg er spændt på, hvad jeg skal lære der. Nu står den på gåtur i Nordsjælland, indkøb, rengøring og afslapning.

Rigtig god weekend til jer!

Hverdag igen

Jeg er kommet godt hjem fra Øen, om end jeg slet ikke var klar til afgang. Aj, hvor har det været skønt. Jeg har gået lange ture, besøgt familien – og jo, jeg har overholdt alle corona-regler, bare rolig.

Jeg har endda fået læst en bog. Det er længe siden sidst. Jeg har lavet simremad og nydt fred og ro. Jeg har på god afstand hils på gamle venner. Det har været vidunderligt.

Nu har jeg fået pakket ud igen og vasket alt mit tøj, der lugtede af brændeovn. En duft, der klæder mig, når jeg er på Øen, men som på en sær måde ikke passer ind i Kastrup. Jeg har endda nået dejlig frokost hos mine forældre på vejen retur og et middagsselskab i Den solgule idyl.

Og i morgen er det hverdag igen. Eller… Jeg begynder ugen med at give interview og stille op til fotografering til et dameblad. Det er virkelig ikke min yndlingsdisciplin, det der med fotografering. Men jeg må jo forsøge at smile, så godt jeg kan.

Jeg har også tid hos både tandlægen og ortopædkirurgen. Det sidste er jeg meget spændt på. Jeg håber virkelige, at hun kan hjælpe, så mine gåture ikke længere skal suppleres med smertestillende medicin.

Jeg har også lige to online bestyrelsesmøder, der venter. Det er heller ikke det fedeste. Altså at mødes online. Men til gengæld står ugen også på besøg af min mor, og det glæder jeg mig til.

Så der er vist ikke så meget andet at sige end: Kom bare an nye uge. Og husk så, at for hver uge, der går, kommer vi tættere på at blive lukket ud igen. Håber jeg!

En sær cocktail

Jeg er rykket vestpå. Og jeg har taget min hverdag med. Det er jo en af få fordele ved hjemmearbejde – der er ingen, der siger, at arbejdet skal udføres fra mit private hjem. Så jeg har simpelthen lejet sommerhus på Øen i en uge.

Det er ikke ferie. Jeg skal stadig arbejde, men planen er nogle timers fri midt på dagen til lange ture langs stranden eller i plantagen, hvis ellers vejret er til det.

Det var lige ved at gå galt. Torsdag brugte jeg på at pakke alt, hvad jeg skal bruge – klar til afgang fredag, hvor jeg dog først skulle forbi kontoret, fordi det var dagen, hvor jeg skulle godkende næste blad og sende til tryk. Hvilket i øvrigt altid er en festdag.

Så altså – det er er torsdag aften. Min lejlighed bugner med fyldte tasker, poser og andet. Alt er klart. Jeg kommer i tanke om, at jeg nok lige skal finde mailen med mit lejebevis. Bare sådan for en god ordens skyld.

Jeg finder den. Og det er så der, jeg opdager, at jeg ikke har lejet huset fra fredag til fredag, som jeg troede, men derimod fra lørdag til lørdag. For helvede da!

Alligevel beslutter jeg fredag morgen, at jeg vil pakke bilen som planlagt, køre på kontoret og forsøge at få fat i udlejningsbureauet for at høre, om jeg kan komme ind en dag tidligere. Mod betaling, naturligvis. Og halleluja – ud af miseren får jeg en ekstra dag på Øen, og nu er jeg på plads i huset. Bevæbnet med tykke sokker, skiundertøj, stearinlys, vin, gode bøger og arbejde. Så nu sidder jeg i et hus, jeg kender ganske godt og som er fyldt med gode sommerminder her midt i vintervejret.

Der er flere grunde til, at jeg har valgt at tage af sted. Først og fremmest har jeg brug for lidt
(hav-)luftforandring. Skeptikere vil måske spørge, om det ikke er lige meget, om jeg sidder alene hjemme eller på Øen. Men til jer vil jeg sige: Nej, det er slet ikke lige meget. Nye rammer er ret undervurderet.

Jeg har også brug for at udfordre mig selv og ikke mindst min angst for mørket, og der må jeg bare sige, at Øen er det helt rigtige sted. For nøj, hvor er her mørkt.  Og stille. Det havde jeg helt fortrængt.

Men jeg har også brug for at tænke mig rigtig godt og grundigt om. Jeg har brug for, at der sker noget nyt i mit liv. Eller rettere – jeg har brug for at pustet lidt fornyet energi ind i min hverdag. Her tænker jeg ikke nyt job eller noget i den stil. Nej tak. Jeg bliver, hvor jeg er. Det er mere min fritid, der trænger til lidt spænding og ny energi.

Måske er det, fordi jeg så længe ikke har kunnet gøre det, jeg plejer. Men jeg tror, det stikker dybere. Og her tror jeg måske, at mit og Kulturvenindens podcastprojekt kan blive løsningen. Så det tænker jeg over. Hvordan vi kommer videre. Hvordan vi når vores drømme og mål. Masser af tanker og ideer i den dur. Også ideer, jeg lige skal finde modet til at gøre til virkelighed.  

• 

• 

• 

• 

• 

Og så har jeg brug for at blive klogere på mig. For ikke så længe siden var jeg så heldig at møde en ret skøn mand. Vores relation blev kort, men på en måde ret intens, og jeg nåede at blive virkelige glad for ham. Det endte dog brat i et skørt skænderi over en ligegyldig detalje. Det var absolut min skyld. Eller rettere – det var mit temperament, der satte et endegyldigt punktum for eventyret. Det ærgrer mig, men sket er sket.

I den ideelle verden ville den slags situationer være en invitation til at lære hinanden bedre at kende. En invitation til at få talt sammen og komme tættere på hinanden. Sådan blev det ikke, og jeg forstår det egentlig godt. Men jeg har brug for at finde ud, hvorfor jeg nogle gange eksploderer, så jeg forhåbentlig kan lære at styre mit temperament.

Jeg er egentlig ikke synderligt interesseret i, hvor min vrede kommer fra, men det er måske vigtigt. Vigtigere for mig er dog, at jeg vil gerne lære at beherske den. Men hvordan? Det er noget at det, jeg skal bruge den friske luft til at blive klogere på.

At få sat ord på min vrede har allerede ført til gode samtale med mine nærmeste. Virkelig givende og lærerige snakke, der gør mig klogere på mit selv. Så noget godt er der kommet ud af det ærgerlige sammenstød. Jeg har også lært, at der faktisk findes gode mænd derude, så håbet om en dag at møde den helt rigtige lever stadig.

Det er første gang, jeg er så længe på Øen om vinteren. Det føles på en sær måde grænseoverskridende, skræmmende, meget voksent og som noget, jeg har virkelig har både brug for og lyst til. Med andre ord – en sær cocktail.

Nu er det weekend, så jeg har kunnet nyde dovne dage i frisk luft. Nyde at starte dagen med en kop varm kaffe og sidde og kigge ud på naturen, mens rådyr spadsere nonchalant forbi kun få meter fra mig.  Det er blevet til de første gåture i den by, jeg kender som min egen bukselomme. Jeg har været på stranden og været forbi nogle af de steder, jeg bare skal besøge, når jeg er her. Jeg er rendt ind i gamle klassekammerater, og jeg føler mig så meget hjemme. Men der er stadig masser af eventyr – og nå ja – arbejde forude.

Håber også at du får en rigtig skøn uge!

Trætte tanker på årets første dag

Velkommen 2021!

Jeg ved godt, at året kun er få timer gammelt. Der er stadig corona. Det pisser stadig ned udenfor. Men dagen er allerede blevet syv minutter længere og for hver uge, der går, får vi en halv times ekstra dagslys fra nu af. Hvis altså skyerne og regnen gider smutte.

Jeg er træt. Træt af corona og regnvejr, men mest af alt træt efter en skøn nytårsaften i går. Jeg var så heldig at kunne fejre den sammen med gode venner og store mængder skøn mad og vin.

For mig er nytåret altid lidt specielt. Jeg er egentlig ikke til store fester med høj musik og vild dans. Det har jeg aldrig været. Så det passede mig så fint, at vi i år ligefrem blev bedt om at holde en stille og rolig fest. Jeg bliver nemlig altid sært sentimental nytårsaften. Det begynder allerede, når dronningen toner frem på skærmen. Så bliver jeg rørt – uanset hvad hun siger.

Og når klokken slår 12, så kommer den følelse igen. Sentimentalt, I know, men det er sådan, jeg har det. Og efter at have oplevet hele 52 nytårsaftener, så må jeg nok slå mig til tåls med, at jeg er hende, der har tårer i øjnene uden at være ked af det. Hende, der lige har brug for at trække mig tilbage et par minutter og tænke over året, der gået og året, der kommer.

• 

• 

• 

• 

Mæt og glad cyklede jeg hjem efter en skøn aften. Jeg cyklede langs vandet og til min ene side kunne jeg se Øresundsbroen – smukt oplyst i røde farver. I baggrunden en gylden kuppel af lys over Malmø, der jo er mit gamle hood, og som jeg altid tænker på med glæde. Til den anden side enkelte raketter over København, men meget stille og roligt. Jeg kunne høre bølgerne, der slå mod kysten, og den lyd bidrog til den gode følelse, jeg havde i kroppen.

Lufthavnen lå badet i lys. Det så jo flot ud, men de mange fly, der holder parkeret, minder mig om, at hverdagen stadig er præget af nedlukning, rejserestriktioner og mennesker, der mister deres job.

Alt det til trods, så følte jeg mig endog rigtig godt tilpas. 2021 skal sgu nok vise sig at blive fantastisk. For så længe, der er gode venner og familie, jeg kan dele både grin og sorger med, så er alt godt. Også selv om jeg forventer en ganske lang nedlukning og måske endda flere restriktioner, så skal det nok gå alt sammen, hvis vi passer på hinanden. Og hvis så regnen gad forsvinde, så hører I ingen klager fra mig.

Hvorfor jeg er så fikseret på vejret, kan jeg måske løfte sløret for, næste gang vi høres ved.

Egentlig var planen, at jeg ville ud i den friske luft, men i stedet tror jeg, at jeg smider mig sofaen i selskab med skihop og kransekage fra i går.

2021 – du kan bare komme an!

Farvel 2020

Om lidt er 2020 gået, og tak for det. Jeg er næppe den eneste, der tænker, at det bliver godt at komme videre fra dette mærkelige år – også selv om vi ikke ved, hvad det år nye bringer. Jeg tænker, at det næsten kun kan blive bedre.

Corona har jo præget 2020 for os alle. For mig har det betydet, at jeg nu i trekvart år primært har arbejdet hjemme. Det kan jeg sige meget godt om, men det er også sært. Mest af alt savner jeg de daglige snakke og grin med kollegerne og at mit hjem ikke ligner mit kontor. Men hjemmearbejdet er ikke det værste, synes jeg. For mig er det mere alt det, jeg ikke må, der er svært. Jeg er jo af natur det menneske, der møder alle forbud med et: ”Det skal du ikke bestemme!”

Og selv om jeg følger alle retningslinjer og opfører mig som Brostrøms våde drøm, så irriterer det mig, at jeg ikke kan gå ud og spise, drikke et glas vin i byen, gå i biffen, se de mennesker, jeg har lyst til eller træne, som det passer mig.

Der er mennesker, som jeg virkelig savner, fordi vi ikke har set hinanden alt for længe, og jeg glæder mig til den dag, jeg igen må kramme dem, jeg holder af. Jeg har sat en hel uge af – forhåbentlig i 2021 – til bare at kramme. Det kan ikke være for meget, tænker jeg. Men hånden på hjertet – det gør ikke mig noget, at vi får ryddet lidt ud i den krammekultur, der var blevet lidt for meget for min smag før corona.

Corona har været som en skarp lygte, der har kastet sit lys på mit liv og min måde at leve på. På godt og ondt. Jeg er blevet langt mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig og hvad der ikke er så vigtigt. Jeg er også blevet bedre til at mærke, hvad der gør mig glad, og det er det, jeg vil dyrke i det nye år. Hvis jeg altså må. Men mon ikke…

2020 blev året, hvor jeg igen blev boligejer, og jeg trives virkelig godt i min lille hybel. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle flytte fra den Solgule idyl, men jeg har ikke fortrudt. Jeg trives i mit nye nabolag, og det gamle ligger jo bare en kort cykeltur væk. Når vi igen må køre i metro uden mundbind, tror jeg, at det for alvor går op for mig, hvor centralt og tæt på byen, jeg bor.

Hvis du har fulgt med på Fabrikken længe, så ved du, at nytårsforsæt ikke er for mig. Igen – når jeg ikke må noget, så er det det, jeg har fokus på. Men jeg har brug for at forandre nogle ting i mit liv. Eller rettere – jeg har brug for at ændre noget i min adfærd, og det kommer du til at høre mere om allerede i begyndelsen af det nye år. Hvor jeg også har tænkt mig at gøre noget, jeg ikke har gjort før. Ikke om vinteren i alt fald. Og nej – jeg skal ikke bade, men jeg skal til stranden og have blæst ny energi ind i mit liv.

Jeg fejrer nytåret med gode venner – alle fra min lille corona-familie, og jeg er sikker på, at det bliver både flot og hyggeligt. Hvis du er i nærheden af lufthaven, vil du sidst på eftermiddagen kunne se en midaldrende dame iført lang kjole og cykelhjelm tilbagelægge turen til Den solgule idyl på cykel. Kryds fingre for, at det holder tørvejr!

Med de ord vil jeg ønske dig et rigtig godt nytår. Lad os håbe, at 2021 bliver fyldt med fest, farver, kram, kærlighed og samvær.

Rigtig godt nytår!                 

Jul på Fabrikken

Så blev det juleferie for mit vedkommende. Jeg har lukket arbejdscomputeren – og åbnet den igen for at skrive her.

Jeg nåede det, jeg skulle, inden ferien, så det føles rart og tiltrængt at kunne sige: ”Vi ses til næste år!”

Eller… det gør vi så nok ikke før et stykke ind i det nye år, men I forstår.

Julen bliver anderledes i år for mig og sikkert for de fleste andre. Jeg skulle have fejret den med min ene bror, hans børn, kæreste og svigerfamilie og mine forældre. Så hyggeligt!

Vi har dog i min familie valgt at droppe planerne, fordi det simpelthen ikke er muligt overholde anbefalingerne om afstand og andre corona-hensyn. I stedet holder jeg jul sammen med mine forældre, og det bliver helt sikkert både hyggeligt og afslappet.

Derfor pakker jeg bilen i morgen og sætter kurs mod julemad, godter og gode timer i rart selskab. Og jeg glæder mig!

Jeg køber sjældent julepynt, men corona-julemanden her måtte jeg eje. Glædelig jul, 2020.

Jeg føler, at ferien er tiltrængt. Ikke så meget pga. stort arbejdspres, for det kører egentlig ret fornuftigt. Det handler mere om et afbræk i en hverdag, der efterhånden er ved at være en smule triviel. Mest på grund af hjemmearbejde, som jeg egentlig holder meget af, men der er grænser – selv for mig. Mørke, regn og restriktioner har efterhånden også sat sig tungt på mit humør, og jeg trænger til luftforandring, kan jeg mærke.

Så juleferien er kærkommen, og jeg er så taknemmelig for, at vi trods alt har mulighed for at samles nogle stykker. Så skal det nok blive jul – corona eller ej.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle jer, der læser med på Fabrikken, en rigtig god jul. Håber I får, hvad I ønsker jer og at juledagene bliver gode og afslappende og uden corona eller anden sygdom.

Vi høres ved igen omkring nytår, vil jeg tro.

Rigtig god jul!

Den søde juletid

Min far bager verdens bedste småkager! Især til jul er der gang i bagepladerne, så hele familien kan nyde sprøde, smagfulde kager i alt for store mængder.

Det er desværre ikke et talent, jeg har arvet, har jeg opdaget i dag, hvor jeg kastede mig ud i et småkagebageprojekt. For jeg skal til julesammenkomst med corona-familien i morgen, og derfor tænkte jeg, at jeg for en gang skyld ville bidrage med noget hjemmelavet.

Kære venner – sæt pris på, at det sker så sjældent!

Jeg fandt en opskrift på nettet. Tænkte, at kagerne lød lækre. Fyldt med chokolade og smør – what’s not to like? Og det, der endeligt satte trumf på, var, at der stod, at kagerne skulle skæres ud i forskellige størrelse. Perfekt! For hånden på hjertet – jeg er ikke hende, der bruger energi på perfekte, ens småkager. Eller kødboller eller andet, der skal skæres, rulles eller trilles til perfektion.  

Så jeg kastede mig ud i det. Hvor svært kan det egentlig være, tænkte jeg optimistisk. Og det var såmænd ikke så svært. Jeg lavede dejen i går, og i dag startede svineriet så for alvor. Frem med kagerulle, bagepapir, mel til at drysse på bordet, og så i gang!

Og det gik godt. Også selvom jeg tabte en halv pladefuld, da de skulle fra den varme bageplade over på risten til afkøling. Men pyt, tænkte jeg og trak julejahatten lidt ekstra langt ned i panden. ”Så får jeg også støvsuget og vasket køkkengulv.”

Det blev gjort, mens kagerne kølede, og jeg nød duften af hjemmebag, som er en yderst sjælden gæst i mit hjem. Og jeg glædede mig til at lave en kop kaffe og prøvesmage besværet. Og ved I hvad? De er ikke blevet nær så pæne som min fars. Men værre endnu – de smager ikke engang særlig godt. Det aparte look kan jeg leve med. De ligner lidt mig under corona-nedlukningen. Men nu har jeg en kasse med grimme og ikke særligt velsmagende småkager stående, hvis nogen skulle få lyst til at komme forbi til en kop kaffe. For jeg kan sgu ikke være bekendt at tage dem med i morgen.

Resultatet af flere dages anstrengelser…

Så det var det eventyr. Jeg føjer endnu en ting på listen over ting, jeg ikke er god til. Gad nok vide, hvornår jeg opdager mit talent. For der må da være noget, ikk? Tror jeg smutter en tur ned til vandet og ser, om det mon er der.

Corona-skør

Kan I huske, da vi blev sendt hjem i foråret?

Dengang talte vi om, at vi nok i alt fald skulle blive hjemme indtil efter påske. Nuvel – det bliver så formentlig påsken 2021. Jeg har nemlig i denne uge fået at vide, at hjemmearbejdet fortsætter frem til 28. februar for mit vedkommende. Som minimum.

Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Altså, jeg ved med 100 procents sikkerhed, at min lægefaglige viden ikke fylder meget. Derfor gør jeg en dyd ud af at lytte til mennesker, der har viet deres liv til videnskab og forskning. I modsætning til mange, jeg møder blandt andet på Facebook, så er jeg smertelig klar over, at der findes mennesker, der er langt klogere end jeg. Også når vi taler vira.

Så jeg bliver hjemme. Jeg foretager de fleste indkøb på nettet og får mine varer leveret. Det samme gælder julegaverne. Om end jeg gerne vil støtte lokale handlende, så må i år være en undtagelse. Jeg holder mig til min lille corona-familie og sender dagligt tanker til alle de skønne mennesker, jeg ikke ser for tiden. Jeg undgår så vidt muligt offentlig transport og indkøbscentre. Mest fordi jeg hader mundbind. Og offentlig transport. Og indkøbscentre.

Jeg spritter af og vasker hænder. I det hele taget forsøger jeg at overholde myndighedernes anbefalinger og ikke selv fortolke reglerne efter forgodtbefindende.

Men altså…. Jeg er ved at blive skør. Skør over, at jeg ikke bare kan gøre, som det passer mig. Skør over, at mine kolleger er reduceret til små billeder på en skærm. Skør over, at det er mørkt hele tiden. Bare skør.

Og det hjælper ærlig talt ikke meget på humøret, når jeg så får en mail fra mit træningscenter. ”Vi har en god nyhed til dig. Du er en af de heldige, der stadig må træne, fordi du er henvist fra din fysioterapeut.”

Hold nu kæft! Så jeg kan ikke engang få lov til at slippe den dårlige samvittighed over, at jeg ikke får trænet.

Altså, det er jo fint nok, at jeg kan holde mig i gang. Men det er nu også meget fint at kunne sige, at det ikke er på grund af dovenskab eller travlhed, at jeg er en sjælden gæst i træningscenteret. Det er, fordi jeg ikke må. Men ikke engang den lille fornøjelse kan coronaen unde mig.

Jeg tror sgu, jeg går op og lægger mig. Men jeg lover at stå op og sende jer en julehilsen, når vi når så langt.

Pas godt på hinanden derude!