Er jeg voksen nu?

Min alder taget i betragtning, så er det faktisk forbløffende – nogle vil måske endda sige forfærdende – sjældent, at jeg føler mig voksen. Altså voksen som i ”Jeg har styr på tingene, og ved, hvad der forventes af mig.”

Sådan føler jeg næsten aldrig, og det er egentlig meget godt, for jeg tror på, at det er i usikkerheden, at man ser verden fra flere vinkler. Og mennesker, der altid ved bedst eller altid har styr på tingene, er næsten altid ulidelige at være sammen med. I alt fald i længere tid ad gangen.

Og det var da heller ikke fordi, jeg havde styr på etiketten, da jeg begav mig til bisættelse alene i dag. Men jeg følte mig alligevel sært voksen, da jeg i pænt tøj, nye sko og med håret sat gik til kirken. Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på, hvorfor denne uvante ’voksen-følelse’ pludselig dukkede op. Måske var det, fordi det var ret højtideligt. Måske var det en ’rolle’, jeg gav mig selv, fordi jeg i virkeligheden følte mig uden for min komfortzone. Måske har følelsen af at være voksen intet at gøre med at have styr på tingene.

Jeg har kendt den afdøde i mange år, og hun har været syg i mange år. Til sidst var det hendes ønske at få fred, og derfor tænkte jeg, at det ville være ret nemt at tage til bisættelsen. Men nu er jeg jo nogenlunde lige så hård som smør, der har stået ude en hel, varm dag, så selvfølgelig blev det ikke nemt. Det var rørende, smukt og personligt, og jeg fældede en del tårer.

Men jeg følte mig altså sært voksen, og den følelse har siddet i mig resten af dagen. Hvor jeg i øvrigt både har fået skiftet til vinterdæk og været til bestyrelsesmøde. Det er jo egentlig også ret voksent og ikke særlig rock ’n roll.

Måske har den følelse, jeg har haft i kroppen hele eftermiddagen intet at gøre med at være voksen. Men den er uvant og føles sær, og jeg har svært ved at ryste den af mig. Jeg håber at vågne i morgen og være den vante og usikre mig. Det trives jeg faktisk bedre med.

 

 

Reklamer

Så se dig da for helvede for!

Hvis jeg havde været en kat, havde jeg været tæt på at miste flere liv i trafikken i dag. Og fordi jeg ikke er en kat og derfor kun har et liv, så forsøger jeg at passe godt på det ene, jeg har. Hvis bare andre ville gøre det samme, så ville jeg ikke være så bekymret, men i dag – blot en af mange cykeldage – har jeg igen mødt mennesker, der 1. Tænker med røven eller 2. Har hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at det er umuligt at tænke.

Om jeg bliver sur? Det kan du kraftstejleme bande på, at jeg gør.

De sidste to dage har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse at følges med en anden cyklist på cykelstien. Hun kører stærkt, men jeg kører stærkere. Alligevel skal jeg overhale hende 5-6 gange undervejs på turen. For hendes cykel kan tydeligvis ikke bremse. I alt fald kan den ikke stoppe for rødt lys. Hun kører over samtlige lyskryds for rødt. Til farer for alle andre trafikanter – både cyklister og bilister, og hun kigger hverken til højre eller venstre. Hun har nemlig alt for travlt med at dø, og jeg vil gerne oddse på, at det snart sker.

Jeg er faktisk virkelig ligeglad med, om hun omkommer i trafikken. Det er jo tydeligvis et stort ønske hos hende. Men jeg bliver pisseirriteret over, at hendes hensynsløse kørsel også går ud over mig og alle andre trafikanter. Jeg har stadig ondt af manden i den sorte bil, der kørte helt korrekt, men alligevel var tæt på at få en cyklist som galionsfigur på køleren i morges.  Han blev chokeret, kunne jeg se.

Og til GLS-manden, der havde valgt at parkere midt på cykelstien, så det var næsten umuligt at komme forbi. Det var ikke det værste. Men at du vader ud på cykelstien out of fucking no where… Idiot! Jeg bremsede så hårdt, at min cykel skred ud i mudderet. Og du værdigede mig ikke et blik. Ikke et undskyld. Ikke et ups. Du gik bare videre, som om intet var hændt. Vær glad for, at jeg blev så forskrækket, at jeg helt mistede mælet, for ellers havde du lært nogle helt nye gloser, min fine ven. Og ikke af den pæne slags.

Og til de to mødre på barsel med jeres yngel. Når jeg ringer med klokken, så er det ikke for at genere jer. Det er for at gøre opmærksom på, at jeg kommer, og jeg kører stærkt. Så I skal flytte jer, men ikke blive forskrækkede. Betragt det som en slags servicemeddelelse fra min side. Men flyt jer for helvede! I går på cykelstien! Det er farligt, for der mange cyklister bag mig, og ingen kan komme forbi. Men I er skide ligeglade, og har jo selvfølgelig både børn og kaffe, så hvorfor skulle I flytte jer? Så pyt da med, at I dels forsinker alle andre, dels skaber en kæmpe prop af cyklister, der rettelig kører, hvor de skal.

Og det gør det ikke bedre, at I kigger jer over skuldrene og løfter øjenbryn, når jeg gør opmærksom på, at jeg kommer. Det hjælper ikke, hvis I ikke også skrider ind til siden. Så jeg forstår godt manden i det stramme tøj, der råbte ukvemsord efter jer. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! Og I havde fortjent hvert et grimt ord.

Og endelig – til Trunten, der synes, det var helt ok at krydse vejen og dreje ind på cykelstien lige foran mig, der ikke havde set hende komme, fordi hun kom flyvende ud mellem to parkerede biler… Jeg mangler ord! Du har faktisk slet ikke fortjent at kunne færdes frit i det offentlige rum, din egoistiske møgkælling. Og du sagde ikke undskyld. Du fattede slet ikke, at det var dig, der brød alle regler. Men du havde selvfølgelig også travlt med at finde den helt rigtige sang at dø til. Jamen for fanden da!

Nogen, der tænker, at jeg trænger til ferie? Og ja – hvis det er dig, så har du helt ret, og det har jeg heldigvis lige om lidt. Når denne arbejdsuge slutter, pakker jeg vandrestøvler og varmt tøj og drager mod Samsø. Der har jeg aldrig været før, og jeg glæder mig. Den står på lange gåture, vin og hygge i flere dage. Har du tips til, hvad man skal se på Samsø uden for sæsonen, så byd endelig ind!

Ferien er en fødselsdagsgave, og hvor skønt er det, at der stadig dukker gaver op? Jeg håber så, at alle idioter på veje og cykelstier er gået i vinterhi, når jeg kommer tilbage.

En festlig weekend

I fredags havde meteorologerne lovet regn det meste af dagen. Derfor var jeg virkelig i tvivl, da jeg vågnede: Skulle jeg cykle eller tage bilen? Sagen var nemlig, at fredag morgen var smuk, og jeg endte med at beslutte, at jeg simpelthen ville fortryde det, hvis jeg tog bilen og sad fast i køen ud af Den solgule idyl på en smuk, smuk efterårsmorgen. Så måtte jeg tage regnen med til fyraften. Og siger meteorologer egentlig også så meget, der ikke passer?

Så sådan blev det, og jeg nød cykelturen over Amager Fælled. Midt på formiddagen skulle jeg til et møde, og der opdagede jeg så, at min fine cykel nu var flad. Som i flaaaaaaaad. Næsten samtidig kom regnen.

Jeg skrev til Italieneren, om han havde plads til mig og min cykel og måtte vi få et lift hjem? Det måtte vi heldigvis, og cyklen blev smidt af hos cykelsmeden, mens jeg fortsatte til Kollektivet. Det var jo trods alt fredag, og fredagsøl har jo aldrig skadet nogen. Eller…

Det blev til fredagøl og fredagsvin og fredagsjomfruhummer og fredagsrom og fredagsgrappa og fredagschokolade og fredags-jeg-ved-snart-ikke-hvad…

Der, hvor det for alvor tog overhånd, var, da vi kastede os over ristet brød med smør og tykke, tykke stykker chokolade. Med rom til. Det var næsten som en alkoholisk børnehave og ret skønt. Selskabet var i alt fald lige, hvad jeg trængte til, og jeg følte næsten, at jeg skyldte den flade cykel en stor tak. Havde det ikke været for den, havde fredag aften stået på fjernsyn og kødsauce med blomkål. Det andet var langt federe!

Næste morgen var dog knap så fed. Jeg skulle tidligt op, for jeg skulle have ordnet negle.

Negledame (efter at have kigget længe og temmelig undrende på mig):  ”Vil du have en kop kaffe?”

Mig: ”Ja tak, det ville være skønt”

Negledame: ”Stærk?”

Mig: ”Ja tak”

Negledame: ”Stor kop?”

Mig: ”Ja tak”

Og sådan kan man nogle gange være så heldig at møde mennesker, der bare forstår uden at stille unødige spørgsmål.

Lørdag aften var der Halloweenfest. Egentlig havde jeg tænkt mig ikke at dukke op, da indbydelsen inkluderede udklædning. Det er ikke lige mig. Overvejede at komme som mig selv – fordi en ”kær” kollega havde sagt, at det var det mest skræmmende, hun kunne forestille sig.

Jeg bragte nemlig mit dilemma op på jobbet: Hvad gør man, når man er inviteret til en fest inklusiv udklædning, og man hader det? Må man komme uden at være klædt ud? Eller skal man blive væk, hvis man ikke vil klædes ud? Er det federe at sidde alene hjemme en lørdag aften og se Bagedysten og Barnaby, når alle de bedste mennesker, man kender, er til fest og klædt ud. Jeg fik besked på at tage mig sammen, og heldigvis for det, for selvfølgelig blev det rasende hyggeligt, og min udklædning moderat og overskuelig. Selv  for mig.

Lad mig sige det sådan her: Det var lidt stramt at overbevise mig selv om, at det ville være en virkelig fed ide at tage til dans i dag. Men heldigvis kom jeg af sted. Og det var selvfølgelig en mega fed ide, da jeg først var der.

Resten af dagen har været dejlig og afslappende, og med et stort plus på socialkontoen, er jeg så klar til en ny uge. Men denne gang gerne uden regn, flade cykler og udklædning. Og min cykel – den er fikset og klar til den nye uge.

Høj på sukker… igen, igen!

Så gik der endnu en uge, og den har været god og hektisk. Jeg er midt i processen med at få næste blad klar til tryk, og det er sjovt at se tanker, der blev tænkt for længe siden, blive til læseværdige historier og sat op, så selv jeg får lyst til at læse dem igen. Billeder, illustrationer og andet, der bidrager til helheden, kommer i hus. Det er en del af mit job, som jeg virkelig godt kan lide. Også selv om det nogle gange betyder, at jeg skal holde mange bolde i luften, og det er jeg faktisk ikke altid super god til. Men vi når jo i mål hver gang, trods alt.

Og så er der selvfølgelig den stress, det altid giver: Bliver vi færdige til tiden? Ja, selvfølgelig, for det skal vi. Også selv om andre ikke overholder deres deadlines, og jeg derfor i dag fx har måtte skrue bissen på og sende små-skrappe mails til blandt andre en række partier på Christiansborg. Men så skete der også noget. Hvilket siger mig, at hvis man vil noget i den verden, så skal man være skrap. Det er egentlig ret tankevækkende. Man kommer tydeligvis ikke langt med høflighed i den politiske verden. Vi lader lige billedet stå et øjeblik…

Og så har min cykel været syg. I går, da jeg skulle ud i den smukke efterårsmorgen, var mit forhjul fladt. Jamen for fanden da! Heldigvis har vi vel nok verdens sødeste cykelsmed i Den solgule idyl. Han henter en syg eller flad cykel for 25 kroner, og han hentede min i dag. Jeg talte med ham i telefonen om, hvad der skulle laves. Et par timer senere ringede han igen:

Cykelsmed: ”Synes du egentlig, at din cykel er god at køre på?”

Mig: ”Øh ja!”

Cykelsmed: ”Du synes ikke, at den larmer helt vildt?”

Mig: ”Øh nej”

Cykelsmed: ”Men det gør den. Larmer helt vildt. Og den er faktisk farlig at køre på. Eller det var den, for nu har jeg lavet den. Men næsten alle eger i dine hjul var løse. Det er altså ikke godt.”

Mig: ”Øh ok… altså hvordan farlig? Og hvad mener du med larm?”

Så fulgte en lang forklaring, som jeg lod som om, jeg lyttede til, fordi det simpelthen var for pinligt at indrømme, at jeg hører radio så højt, når jeg cykler, at jeg ikke har hørt nogen lyd fra min cykel. Som i overhovedet.

Nå, men nu er cyklen klar til flere ture og efter sigende helt ufarlig. Og den holdt da også, da jeg i eftermiddag cyklede ned til biografen for at fejre, at det i dag er 90 år siden, at der første gang blev vist film på den nuværende adresse.

Der var lang kø foran biffen en halv time før, vi skulle åbne. Masser af mennesker. Masser af musik, kaffe og kage. Og når der er to forskellige lagkager, så er det jo fordi, man skal tage to stykker, ikk?

Nu er jeg hjemme igen – fyldt op med flødeskum, kagecreme og marcipan. Ovenpå gårsdagens hjemmelavede flødeboller og farvel-kagen på arbejdet, som mine skønne kolleger diskede op med, må jeg bare sige, at der kommer til at gå nogle dage, før jeg er helt sukkerfri igen.

Lyder det bekendt og som en situation, jeg har stået i før? For helvede altså! Men heldigvis var begge kager gode, og nu er det weekend med familiebesøg, planlagt hygge og afslapning. Det bliver skønt. Også selv om jeg ved, at sukkerrusen får konsekvenser. Nuvel – jeg har prøvet det før.

Rigtig god weekend!

Hallo – jeg er her endnu!

Hvad sker der mon på Fabrikken, spørger du måske … Tja, svaret er: Ikke en skid!

Jeg hygger mig med gode venner, arbejder og soler mig i ros fra min chef til MUS-samtalen i går. Hun er stolt af mig. For en vestjyde er det store ord, men jeg blev glad. Senere blev jeg også drillet med det af en måske snart forhenværende ven.

Men ellers sker der ikke noget. Jeg har for længst rundet de første 1000 kilometer på min cykel, og det er jeg godt tilfreds med, når man trækker flere uges ferie, hjemmearbejdsdage, syge- og regnvejrsdage fra. Faktisk er den daglige cykeltur et absolut højdepunkt i disse dage. Især er morgenerne helt magiske for tiden, og det er endelig lykkes mig at finde den optimale rute til arbejde. En tur, der bringer mig forbi smuk natur, hestefolde,  historiske bygninger, masser af træer i efterårets smukkeste farver, en sø og jeg ved snart ikke hvad – og det endda lige midt i byen. Jeg er vild med det!

De fleste dage spiser jeg fornuftigt for så pludselig at kaste mig ud i orgier af slik og vin. Som i går hvor jeg tilbragte aftenen i skønt selskab med en flok dejlige damer. Og en skål slik. Og meget vin. Føj, hvor det mærkes i kroppen i dag, men så er det jo heldigt, at jeg har en stor terrasse og at min nabo har et kæmpe træ, der smider blade. Så jeg kan få fyldt – endnu – en container med blade og dermed også få rørt den slatne krop, der desværre ikke er helt så vild med sukker, som min mund. Ærgerlig kombi, egentlig.

Nå, men jeg skriver faktisk også kun for at råbe til verden, at jeg stadig er her. Og lever i bedste velgående efter at have overstået to omgange med ondt i halsen. Nu har jeg haft det, og så regner jeg med at være i topform resten af efteråret og vinteren med. Så tavsheden på Fabrikken er alene et udtryk for, at det går godt og meget hverdagsagtigt. Og som du måske ved, så kan jeg ret godt lide hverdage.

Rigtig god weekend!

Nu med glød…

”Hvad er det med dig? Det er som om, du gør alt omvendt,”  konstaterede chefen forleden, da vi løb ind i hinanden ved kaffemaskinen. Jeg må have set lidt forvirret ud, for lige der havde jeg faktisk ikke gjort noget endnu.

”Du ser simpelthen så frisk ud. Du gløder ligefrem. De fleste mennesker ser ældre ud, efterhånden som årene går. Det er nærmest omvendt med dig,” påstod hun.

Tak for det! Men jeg må bare sige: Jeg tror simpelthen, at det skyldtes cykelturen, som havde været ekstraordinær smuk hen over Fælleden lige netop den morgen. Så måske smilte jeg også lidt mere, end jeg normalt gør før min første kop kaffe. For en ting er sikkert: Jeg ser selv et tydeligt forfald… Få dage efter min fødselsdag, har jeg fået gammelkone-hænder, knækket en plombe i en tand og revnet en anden tand. Så helt ung og glødende – det er jeg sgu ikke. Det eneste, der for alvor gløder hos mig, er min bankkonto.

Det er længe siden, jeg har været på Fabrikken. Mest fordi der ikke er sket alverden i mit liv. Jeg har sendt endnu et blad til tryk. Jeg har skældt lidt ud hist og her. Og nå ja – så har jeg endelig været hos lægen, fordi min fod stadig gør absurd ondt. Det har den gjort i et år nu efter vandrerturen tværs over Skotland sidste år. Grunden til, at jeg ikke har været der før, skyldes primært min angst for nåle. Jeg var sikker på, at lægen ville give mig et skud binyrebarkhormon, og det vil jeg ikke have. Men nu gør det efterhånden så ondt, at det går ud over både min nattesøvn og min hverdag.

Den dag hos lægen var dagens bedste nyhed, at man slet ikke kan stikke lige der, hvor det gør ondt. Det er simpelthen for risikabelt. Så jeg er sendt videre til scanning, og hvad ved jeg. Og min erfaring med det er, at så går der jo god tid med det…

Jeg har også lavet en dum aftale med Arbejds-veninden. Det særligt dumme er, at det er min egen ide. Vi har aftalt, at vi ikke må købe noget nyt før 1. januar. Altså – intet nyt tøj. Ingen nye sko eller støvler. Ingen nye tasker – hvilket faktisk heller ikke er det, jeg bruger flest penge på. Og det blev så kommenteret forleden. At jeg simpelthen ikke kan være bekendt at rende rundt med de gamle slidte tasker, jeg har. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det var den – nuvel temmelig slidte stoftaske – der hang over min ene skulder eller om det var noget helt andet, der blev hentydet til.

Jeg er sikker på, at min bankkonto nyder det tiltrængte hvil. Men hvor det dog piner mig at opdage, hvor meget crab jeg ville have købt, hvis jeg kunne. Men det kan jeg ikke. Og nu opdager jeg så pludselig, at det, jeg ikke kan leve uden den ene dag, er fuldstændig ligegyldigt et par dage efter. Tal om dårlig vane! Så måske shopping-fasten slet ikke er så tosset endda?

Jeg har dog givet mig selv lov til at købe en ganske særlig ting, når det lykkes mig at tabe de næste tre kilo, men efter et par dage tilbage i brødkurven og lakridsposen, så kommer 1. januar sgu nok til at passe meget godt. I dag prøver jeg at komme tilbage på sporet. Det føles heldigvis ikke spor svært. Men det er en kilde til evig underen, at det er så svært at holde fast i de gode vaner, når jeg mærker hvor meget godt, de gør for mig. Men det er det altså. Tror jeg må lære at acceptere, at der altid vil være små udfald, og at det er ok, så længe jeg evner at hanke op i mig selv, inden jeg er helt tilbage i de gamle vaner.

Jeg er også langt om længe begyndt at træne igen. I sommervarmen har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv slæbt til træning, men nu går det fint igen, og det føles rart. Jeg har også meldt mig til endnu en omgang dans, som jeg skal begynde på på onsdag. Jeg drømmer jo om en dag at blive sådan en, der kan koordinere arme og ben på samme tid, men jeg mistænker, at det blot bliver endnu en ting, jeg aldrig får lært. Men pyt – så længe det er sjovt, så må jeg finde mig i rollen som hende, der ligner en komplet idiot, uanset hvilken sportsgren jeg kaster mig ud i.

Og så har jeg været til Ældste-nevøens 18 års fødselsdag. Det er fandeme stort, når de små bliver store og myndige, og det var en super stolt faster, der var til fest med de unge, der både var søde, sjove og skøre. Helt som man skal være i den alder. Jeg mistænker, at unge mennesker er sat i verden for at minde os andre om, at vi er blevet nogle gamle røvhuller. Og så glæder jeg mig over, at den tvivlsomme tradition med at fødselaren skal drikke det antal shots, som årene han eller hun fylder ikke gælder, når man fylder 50! Jeg var faldet død om. Eller det havde i alt fald som minimum taget en måneds tid at komme mig over.

Ellers ikke noget nyt fra Den solgule idyl. I denne omgang. Men jeg vender tilbage – regn med det!

 

50 + det løse

Så kom jeg denondelynemig ind i de voksnes rækker og det med fest og farver. Man ved, at festen har været god, når man dagen derpå og efter tre timer søvn finder sig selv i en solstol på stranden med den største cola, det overhovedet er muligt at opdrive, mens man fører en samtale, der lyder nogenlunde sådan her og foregår i et meget lavmælt og roligt tempo:

Ingeniøren: ”Hvad er det, der stikker op i vandet?”

Pause, mens jeg forsøger at fokusere hen over glasset.

Mig: ”Det er fugle, der sidder på en sten.”

Pause

Ingeniøren: ”Tror du? De bevæger sig ikke.”

Lang pause

Mig: ”Skal vi ikke bare sige, at der er noget, der stikker op ude i vandet?”

Kæmpe lang pause

Ingeniøren: ”Jo”

Det var nogenlunde, hvad jeg kunne svinge mig op til efter nogle fantastiske dage, hvor jeg er blevet fejret så flot. Der har været fødselsdagsbrunch i Kollektivet. Der har været stor fest med alle de bedste mennesker, jeg kender. Sange og taler. Kys, knus og kærlighed. Og jeg har været så overvældet af indtryk og oplevelser, at jeg slet ikke har kunnet sove. Ikke før i nat – men der gik jeg så til gengæld også ud som et lys. Det var efter, at jeg havde inviteret vennerne fra Den solgule idyl på rester. Sådan fik jeg afsluttet festivitassen på den hyggeligste måde. Og så fik jeg set mine venner med vand i glassene. Det er et sjældent syn, og jeg tænker, at det betyder, at de også har haft en god fest.

I dag meldte hverdagen sig så igen. Og dog – for der var både masser af flag, blomster og vin, da jeg kom på arbejde, og en smuk og meget fin tale fra min chef. Den fik jeg besked om at lytte til uden at afbryde, fordi hun ved, at jeg ikke er super god til at tage imod roser. Dem var der mange af, og jeg sætter virkelig stor pris på dem.

Dog undrer jeg mig over, om jeg tilbringer for meget tid i Kollektivet, der blev nævnt i talen på trods af, at ingen af mine kolleger nogensinde har mødt Kollektivets beboere. Måske jeg skulle overveje at drosle lidt ned på besøgene. På den anden side… hvorfor dog?

Jeg har godt vidst, at sekretæren i min afdelinger samler på sjove udtalelser fra mig. I dagens anledning var et udvalg af mine udgydelser gennem tiden blevet printet ud. Og hold da kæft, hvor siger jeg mange dumme ting. Fx skulle jeg have sagt: ”Hvis man ikke må være sur, kan man lige så godt skride!” Jeg gad nok vide i hvilken sammenhæng, jeg har fundet den sætning passende…

Jeg går stadig rundt med en sær fornemmelse af både glæde og tomhed. Nu er det hele overstået. Alt det, jeg har været så spændt på og glædet mig til. Jeg prøver at huske de fine ord, der blev sagt til mig til festen og bliver stadig rørt og glad, når jeg tænker på dem. Jeg glæder mig over at se et fyldt gavebord med de vildeste gaver og alle buketterne.

Jeg er så taknemmelig for de sidste dage, og jeg vil gemme dem som et kært minde. Indtil videre må jeg bare sige, at 50 er fucking fedt!

Bare hvis du skulle være i tvivl…