Klarer jeg mon dagen?

Så kom 2019 i gang og hvilken start! Jeg har sendt årets først blad til tryk i dag. Det er altid lidt en festdag, for når vi når så langt i processen, så gider jeg ærlig talt ikke kigge på det mere. Nu har jeg læst alle artikler 8-10 gange og set billeder, layout etc. i en uendelighed. Det vilde er, at jeg kan blive ved med at finde fejl, hver gang jeg læser. Og netop derfor føles det så rart at slå en streg i sandet og sige: Det var det! Over and out. Det er muligvis ikke stor kunst, men det er færdigt, og jeg er faktisk rigtig godt tilfreds med resultatet.

Og så kan jeg trøste mig med, at jeg får alle fejl, der stadig måtte være, pointeret af ihærdige læsere, der synes, jeg skal kende til hver en komma- eller stavefejl. Det er fint! Jeg er glad for at have læsere, der læser så grundigt. Om end jeg også godt lidt oftere kunne tænke mig en mail fra en tilfreds læser. Bare i ny og næ. Men det er nok sådan, at det er lettere at sætte sig til tasterne, når vi er utilfredse, end når vi er tilfredse. Det gælder også for mig selv, og det er egentlig lidt tankevækkende. Måske skal jeg starte med mig selv og blive bedre til at rose.

Jeg vil øve mig!

Weekenden står på nytårskur for de frivillige i biografen og julefrokost i Snapselauget. Og total afslapning, for jeg synes godt nok, at ugen har været en smule hård at komme igennem. Måske også fordi jeg langt om længe fik sneget mig op vægten for første gang siden jul. +2 kilo stod den på…

De er heldigvis væk igen – sikkert godt hjulpet på vej af det faktum, at jeg har været uden varme i min stue i en uge. Tænker, at kulden sætter forbrændingen lidt i vejret. Det var i alt fald det, jeg forsøgte at overbevise mig selv om, mens jeg krøb under dyner og tæpper i sofaen for at se tv. For jeg er sådan en, der endnu ikke er hoppet på det der streaming-pjat. Og som ikke gider se tv på en lille skærm, når jeg kan se det på en stor.

Jeg har til gengæld haft tændt så mange stearinlys, at mine naboer med god grund kunne få tanken, at jeg forsøgte at brænde min lejlighed ned. Det er dog ingenlunde tilfældet, kan jeg afsløre. Og i morges var varmen endelig kommet tilbage. Faktisk var det som at gå ind i en sauna, da jeg skulle hente noget i min stue. For jeg havde selvfølgelig fået skruet varmen op på max i et anfald af afmagt og frustration. Så nu er der dælme varmt!

Jeg forudser en dejlig weekend, selv om dagen er startet lidt små-træls. Først sauna i stuen. Så tabte jeg min ansigtscreme på gulvet i badeværelset. Hold nu op, hvor indholdet i sådan en lille (og svindyr) krukke kan svine meget! Og det fik mig til at overveje, om det overhovedet giver mening at smøre den slags fedtet stads i fjæset.

Så væltede jeg en kop kaffe. Så tabte jeg et glas. Så stak jeg fingeren ned i noget fedtet halløj, da jeg ville gå ud med skraldeposen. Og da jeg ville sætte mig på min køkkenstol, gik sædet løs, så jeg satte mig på et halvt sæde, der knirkede mistænkeligt. Faktisk tror jeg, at det brækkede… på det tidspunkt orkede jeg ikke mere modstand fra morgenstunden, så det må jeg få tjekket, når jeg kommer hjem.

Hvis jeg kommer hjem. Fornemmer, at der er bud efter mig i dag, så nu har jeg metalt pakket mig selv ind i bobleplast, og så håber jeg, at jeg kommer gennem dagen uden flere skader – hverken på mig selv eller andre og også gerne uden varige mén.

Wish me luck og hav en rigtig dejlig weekend!

Reklamer

Velkommen 2019

Nytårsknalderiet er allerede startet hos mig. Desværre hverken på den frække eller festlige måde, men det er lykkedes mig at skyde dagen i gang med at smadre en tallerken. Med et ordentlig brag, endda.

Og apropos brag, så lød der også et højt sådan, da det lykkedes mig at lave buler i to biler. På en stille villavej. Der var kun mig. Og for at sætte trumf på, så tilhører begge biler mennesker, som jeg kender og holder af. Sjældent har jeg følt mig så blond. For helvede da…!

Håber ikke, at det er et tegn på kaos i det nye år. Har i stedet valgt at tolke det mere a la året slutter med et stort brag. Og med det må bragende også gerne stoppe. Lad 2019 være året, hvor jeg ikke laver buler – hverken i min eller andres biler. Det ville være klædeligt, tænker jeg.

2018 har på mange måder været fuldstændig forrygende. Jeg husker især min runde dag, hvor jeg over flere dage blev fejret af familie og venner. Det var fantastisk, og det gjorde slet ikke ondt, selv om jeg for første gang havde det lidt stramt over at blive et år ældre. For 50 er fandeme meget! Men 50 er også skønt, har jeg fundet ud af. Og hey – it is not for everybody, så jeg tillader mig at nyde, at jeg er nået hertil. Med min livsstil er det faktisk lidt af en bedrift.

I det hele taget fylder gode timer med familie og venner meget, når jeg tænker tilbage. Hvor er jeg heldig, velsignet og forkælet på den front. Det er vildt!

En dejlig sommer på Øen med venner, der aldrig har været der før og skøn vandreferie på Samsø hører også til favoritminderne fra 2018. Ligesom de mange timer med god mad, vin og venner.

På arbejdsfronten har jeg også kun godt at sige. Om end der har været nogle bump på vejen, så har året bragt mig gode erfaringer og en faglig sikkerhed, som jeg nyder. Jeg begynder så småt at tro på, at jeg er god til det, jeg laver. At det samtidigt er både sjovt og udfordrende er kun et plus. Jeg kan ikke hvile på laurbærrene, og det er godt, for så kommer jeg til at kede mig.

2018 slutter på den bedst tænkelige måde. Jeg har sjældent følt mig så godt tilpas, som jeg gør nu. Jeg er simpelthen et godt sted i mit liv. Og så har jeg fået en ganske særlig julegave i år, som jeg nok skal fortælle mere om ved lejlighed, men det må I vente på til det nye år.

Jeg har kun ganske få nytårsforsæt for 2019: Jeg skal fortsætte med at danse. Mest fordi jeg simpelthen ikke har lyst til at lade være. Det er skide sjovt, selv om jeg klart er den dårligste danser på holdet. Jeg skal holde gang i vandrestøvlerne. Og så skal jeg huske at nyde, hvor privilegeret jeg er – også når tingene en sjælden gang driller.

Jeg vil gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår. Tak fordi I følger med i livet på Fabrikken. Tak for jeres kommentarer, mails etc. Lad 2019 blive endnu et forrygende år for os alle. Fyldt med grin, gode samtaler, fortrolighed og kærlighed.

Tak for året, der gået ❤

 

Glædelig jul!

Endelig juleferie! Og den er dæleme velkommen. Jeg har besluttet, at det er helt forbudt at tjekke mails. Til gengæld har jeg tænkt mig at hygge med familien, spise for meget, slappe af og bare nyde, at jeg ikke skal noget som helst. Altså andet end at nyde hyggelige timer.

Og det der med at spise for meget, det bliver kun i juledagene. For så snart jeg ikke er sammen med familien, så er det mig selv, der står for madlavningen, og det sætter unægtelig visse begrænsninger for de kulinariske oplevelser. For at gøre alting værre, så er Kollektivet rejst udenlands. Det betyder, at jeg bliver sat på en uønsket, ugelang faste – altså lige afbrudt af juledagene… Faktisk bliver det nok kun tale om en 48 timers faste, men det kan jo være slemt nok.

Nå, men det er måske meget godt… For jeg kan allerede mærke, at tøjet er begyndt at stramme. Jeg har nemlig ikke kunnet modstå chokoladen, konfekten, småkagerne og alle de andre godter, som mit kontor har været fyldt op af. Typisk!

Jeg håber, at du også har juleferie. At du skal være sammen med gode venner og familie. At du kan slappe af og lave lige præcis det, du har allermest lyst til.

Jeg vil i alt fald ønske dig en rigtig god jul!

Mit bidrag til almen dannelse

Jeg har haft Ældste-nevøen på besøg i weekenden, og han er super godt selskab. Det har han været, siden han var helt lille, og nu hvor han er en voksen, ung mand, sætter jeg endnu mere pris på, at han søger mit selskab. Det er et privilegium.

Han kom til Den solgule idyl, fordi han ville have mig til at læse korrektur på en opgave. Og jeg værdsætter den tillid, han viser mig.

Vi fik heldigvis klaret pligterne i løbet af i går, og om aftenen var vi inviteret i Kollektivet. Det var første gang for Ældste-nevøen, og jeg kunne mærke, at han var spændt og glædede sig, for han har hørt meget om både stedet, beboerne og forplejningen der. Og det var så skønt at opleve, hvordan han blev taget i mod og behandlet som en voksen. Han voksede pludselig en halv meter, og blev sat ind i vine, mad etc. Så meget, at han kunne brillere med sin nyvundne viden om biodynamiske vine, som jeg allerede havde glemt navnet på, da vi gik på julemarkedet i dag.

Faster er stolt!

Vi var dårligt nået uden for matriklen, før han proklamerede, at det var det bedste mad, han nogensinde havde smagt. Og vinen – den var også god. Og han havde lært en masse af at være der. Blandt andet siger han, at han vil tage Restauratørens ord om, at man aldrig må gå kompromis med kvalitet, når det gælder mad og drikke, til sig.

Se, det er en kvalitet og en måde at se mad på, som jeg er stolt af at have bidraget til. Altså, selv om det var Restauratøren, der gjorde knægten klogere. Men jeg tager alligevel en del af æren. Det var jo ligesom mig, der tog ham med derover. Det tæller vel også? På den måde kan man vel sige, at jeg har bidraget til hans dannelse? Eller noget…

Det var også tydeligt, at han følte sig beæret over, at de havde gjort så meget ud af, at vi skulle komme. Det ved jeg jo, at de altid gør, men det var alligevel en ganske særlig aften i mit andet hjem. Både for mig og for Ældste-nevøen.

Nå, men jeg er blevet klogere på teenagere, og Ældste-nevøen er blevet klogere på tre af mine bedste venner: Kollektivet mad og vin! Totalt win win.

 

 

Når fristelserne står i kø…

Jeg er begyndt at få akupunktur hos en kinesisk læge. Håbet er, at hun kan få bugt med mine betændte akillessener. Det er lidt af en overvindelse for en, der lider af massiv nåleskræk, men det går faktisk ret ok. Dem, der siger, at man slet ikke mærker nålene, er fulde af løgn. Nogle mærker man ikke. Men andre… Av for satan! Fx de fire, hun satte i mine hæle i dag… Til gengæld mærkede jeg ikke dem i hovedet. (Kan det mon være et tegn på, at jeg har jord i hovedet?)

Nå, men det hjælper, og alt er godt. Problemet er, at den søde kinesiske læge har en søn, der mener, at jeg skal holde op med at drikke koldt vand, droppe kaffen, ikke spise ost og sove i et rum, der er mindst 30 grader varmt.

De to sidste ting kommer aldrig til at ske. Jeg vil ikke undvære ost, og der er ikke en chance i helvede for, at jeg kan sove i et rum, der er 30 grader varmt. Og ovenikøbet med lukkede vinduer. Aldrig! Til gengæld har jeg ikke drukket kaffe i over en uge, og jeg forsøger at skære ned på det kolde vand.

Jeg bliver aldrig kæmpe fan af te. Det har bare ikke samme svung som kaffe, men ellers går det egentlig forbløffende godt med at lade kaffen være. Og jo – der findes da ok te. Bevares!

Men når man pludselig ikke drikker kaffe og skal lade vandet stå, så gør det jo summen af fristelser endnu større. Men på en sær måde også lettere at navigere i, for jeg er nået dertil, hvor jeg faktisk hellere vil have en kop kaffe end en kage. Hvem havde lige set den komme? Og jeg tænker, at kaffe trods alt er ok ved festlige lejligheder.

Men ikke desto mindre – de sidste to dage har fristelserne virkelig stået i kø. Det her er alene dem, jeg har mødt på min arbejdsplads.

Torsdag: Boller fra lagkagehuset. Chokolade og lakrids. Træstammer til dessert i kantinen. Og jo – jeg ved godt, at træstammer er bagerens skraldespand, men jeg kan altså godt lide dem. Croissanter om eftermiddagen.

I dag: Brød til morgenmaden. Croissanter og pain au chocolat. Kanelsnegle og spandauere. Resterne af træstammerne + risalamande til dessert til frokost. Og endelig juleklip med vin og portvin.

Det lykkedes mig at sige nej tak til hele molevitten på nær en enkelt skive brød med ost i morges, fordi jeg simpelthen var så sulten. Den skide skive har så til gengæld betydet øget sukkertrang resten af dagen, men det er altså lykkedes mig at styre uden om. Også i supermarkedet.

Jeg tænker, at det faktisk kan være værd at fokusere på det, man siger nej tak til i stedet for at have fokus på det, man går glip af. For jeg tillader mig selv at være stolt over at sige nej tak, og så glemmer jeg at føle mig snydt. Jeg ved det godt: Meget mærkeligt hoved!

På mandag er vi i december, og der plejer min afdeling at drukne i chokolade og småkager. Skønt, men ikke for mig. Tænker, at når jeg ikke må drikke kaffe, så må jeg sgu nok heller ikke spise sukker. Jeg har ikke spurgt lægen, for jeg har ikke lyst til at kende svaret, og jeg ved jo også godt, at jeg har det bedst, når jeg er sukkerfri. Men kunne vi prøve at skrue bare lidt ned for fristelserne? Bare lige en tand? Jeg er altså kun et menneske, og det er jo ikke sundt. Heller ikke for jer, der ikke er tykke som mig.

Fri mig fra fristelser og rigtig god weekend!

Indtryk fra en dejlig ferie

Jeg holder ferie i denne uge, og det er faktisk ret skønt at have fri, når alle andre arbejder. De første dage tilbragte jeg på Samsø, hvor jeg aldrig har været før, men som jeg bestemt håber at komme tilbage til. Hold nu op, hvor er der smukt! I alt fald der, hvor vi boede. Det var nemlig på nordøen, der mest af alt minder om Sydengland. Jeg fik en grim følelse af at være ø-utro, mens jeg var der, men man kan vel godt holde af flere øer på samme tid? Ligesom med børn, ikk?

Vi boede i en lille bjælkehytte langt uden for lands lov og ret. Og næsten helt nede på stranden, så jeg vågnede til lyden af bølgeskvulp. Selv det faktum, at toilet og bad lå i et hus for sig selv, betød ingen ting. Der var bare ro og fred, smuk natur, og naboerne var køer og får.

Du får lige nogle feriebilleder her. Hvis du, lige som jeg, hader andres feriefotos, så springer du bare videre ned i teksten.

Stranden ved huset, der ligger max 20 meter væk. Havde jeg været vinterbader… men det er jeg ikke! 

Blot nogle få indtryk af den smukke natur, vi vandrede i.

Udsigt fra toilettet. Jeg kunne se havet. Det kan du nok ikke.

Vores smukke lille hus. Perfekt til hygge og G&T’er ad libitum.

Huset ligger øde, men fantastisk smukt!

Vi boede ret øde, men super smukt. 

Hver dag var vi ude på skønne gåture. Det har været hele ideen med turen, men jeg må indrømme, at jeg har været lidt nervøs for, om jeg kunne klare turene i det kuperede terræn. Min vandrestøvler drillede mig, da jeg var i Skotland. Jeg fik ondt i fødderne, og jeg døjer stadig med en betændt akillessene, som jeg ikke kan få bugt med. Men det gik super godt på Samsø, og det var en fantastisk følelse at være tilbage i støvlerne.

Turen til Samsø var en fødselsdagsgave fra en god ven, og det er gaven, der bliver ved med at give. I at fald har den givet mig blod på tanden til at fortsætte gåturene, og så er det jo fantastisk at opdage, at der også er ret skønt, hvor jeg bor.

Jeg er meget glad for min lille bil, men jeg har også tænkt, at den i virkeligheden er en unødvendig luksus, for jeg bruger den sjældent. Men jeg elsker den frihed, bilen giver mig, og nu er det så gået op for mig, at jeg med den har endnu flere muligheder for at finde spændende steder at vandre.

Indtryk fra dagens smukke vandretur – i min egen baghave.

Hvad man dog ikke finder i skoven… alle, der tror, at jeg fik digtet vilde historier efter dette syn, rækker fingeren i vejret.

Jeg kan fare vild i en telefonboks, og det sætter selvfølgelig visse begrænsninger for mit mod, når det gælder om at begive mig ud i ukendt territorium. Men nu er jeg startet. I min egen baghave, bevares. Men jeg fandt både ud og hjem og hen til min bil, og det har givet mod til flere ture – iført vandrestøvler og enorm mås i løbebuks.

Det er helt ok, hvis du lader som om, du ikke kender mig, hvis du skulle møde mig ude i naturen.

Er jeg voksen nu?

Min alder taget i betragtning, så er det faktisk forbløffende – nogle vil måske endda sige forfærdende – sjældent, at jeg føler mig voksen. Altså voksen som i ”Jeg har styr på tingene, og ved, hvad der forventes af mig.”

Sådan føler jeg næsten aldrig, og det er egentlig meget godt, for jeg tror på, at det er i usikkerheden, at man ser verden fra flere vinkler. Og mennesker, der altid ved bedst eller altid har styr på tingene, er næsten altid ulidelige at være sammen med. I alt fald i længere tid ad gangen.

Og det var da heller ikke fordi, jeg havde styr på etiketten, da jeg begav mig til bisættelse alene i dag. Men jeg følte mig alligevel sært voksen, da jeg i pænt tøj, nye sko og med håret sat gik til kirken. Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på, hvorfor denne uvante ’voksen-følelse’ pludselig dukkede op. Måske var det, fordi det var ret højtideligt. Måske var det en ’rolle’, jeg gav mig selv, fordi jeg i virkeligheden følte mig uden for min komfortzone. Måske har følelsen af at være voksen intet at gøre med at have styr på tingene.

Jeg har kendt den afdøde i mange år, og hun har været syg i mange år. Til sidst var det hendes ønske at få fred, og derfor tænkte jeg, at det ville være ret nemt at tage til bisættelsen. Men nu er jeg jo nogenlunde lige så hård som smør, der har stået ude en hel, varm dag, så selvfølgelig blev det ikke nemt. Det var rørende, smukt og personligt, og jeg fældede en del tårer.

Men jeg følte mig altså sært voksen, og den følelse har siddet i mig resten af dagen. Hvor jeg i øvrigt både har fået skiftet til vinterdæk og været til bestyrelsesmøde. Det er jo egentlig også ret voksent og ikke særlig rock ’n roll.

Måske har den følelse, jeg har haft i kroppen hele eftermiddagen intet at gøre med at være voksen. Men den er uvant og føles sær, og jeg har svært ved at ryste den af mig. Jeg håber at vågne i morgen og være den vante og usikre mig. Det trives jeg faktisk bedre med.