Julehumøret har indfundet sig

Jeg er vild med jul. Især er jeg vild med lange juleferier. Min bliver så lidt kortere i år, end jeg havde planlagt, men jeg har stadig ferie i over en uge, og jeg har startet nedtællingen.

Jeg nyder julelysene, som er blevet sat op på gader og stræder og i villahaverne. Men tillad mig at minde om mantraet: Less is more! For jeg synes, at kulørte og blinkende lamper har taget overhånd i nogle af haverne. Og det er fandeme grimt. Så der! Kan vi lige aftale, at vi alle holder lidt igen? Eller i det mindste gemmer alt plastik og skrammel, der kan lyse i flere farve og blinke i takt til tvivlsomme toner i baghaven?

Jeg elsker at komme i et hjem, der er smukt pyntet til jul. Og det bedste er at komme hjem til mine forældre, fordi min mor er endog rigtig god til at pynte, og julepynten er fyldt med nostalgi. Meget af hendes julepynt har hun haft, siden jeg var barn, og jeg er pjattet med gensynsglæden.

Men i modsætning til min mor, så er jeg virkelig dårlig til at pynte. Der er simpelthen ikke gået nogen stor dekoratør tabt i mig. I stedet for at være smukke og pynte, så får mine ubehjælpsomme dekorationer og juletableauer mit hjem til at se rodet ud. Så nogle år dropper jeg helt pynten. I år har jeg fundet en smule frem, men hvis du besøger mig for første gang, er det slet ikke sikkert, at du opdager det. For det er sparsomt.

Men jeg god til kombinationen: Smukt fad, stort lys, masser af julekugler. Bum! Dekorationen, der ikke kan gå galt. Så dem har jeg lavet et par stykker af i år. For med tanke på, at jeg har aldrig har haft et juletræ, så er det tankevækkende, hvor mange julekugler jeg har.

Julepynt1

Og så har min gode veninde givet mig et fint skilt. Jeg har stadig ikke gennemskuet, hvorfor hun kom til at tænke på mig, da hun så det, men det passer på en sær måde godt hos mig, så det har fået en fin plads.

Glædelig første weekend i december.

 

Reklamer

Nyt job. Nyt bord. Gamle vaner

I fredags var den famøse reception, som jeg har talt om på Fabrikken tidligere. Selv om receptioner er langt fra min favoritdisciplin, så gik det faktisk rigtig godt. Jeg fik holdt min tale foran alle kolleger uden at  komme galt af sted og uden at tude nævneværdigt.

Efter fyraften havde jeg aftalt med Kollektivet, at jeg måtte blive passet hos dem, for jeg havde ikke lyst til bare at gå hjem til mig selv og være alene. Det var på en underlig måde en stor dag for mig, for min kollegas afsked er jo samtidig et goddag til mit nye job.

Og det var en god beslutning at tage forbi Kollektivet. For det første havde de gave til mig. Det flotteste fad, som jeg faktisk overhovedet ikke har gjort mig fortjent til. For det andet stod menuen på grillet hummer med hjemmerørt mayo og masser af god vin. Alt for meget god vin, faktisk! For det tredje fik jeg gode tips til, hvordan jeg kan træde i karakter som chef. Fx foreslog Italieneren, at jeg får en kontorstol betrukket med huden af en 30-årig ung mand. Det er da en god idé!

Så blev det hverdag igen. Jeg var væk fra kontoret både mandag og tirsdag, men jeg kom derind i dag. Og blev endnu engang mindet om, at vanens magt er stor. For selv om jeg vidste, at nogen havde flyttet min plads, mens jeg har holdt kursus, så gik jeg lige forbi mit nye skrivebord med kursen sat mod min gamle plads.

På kontoret

Jeg er faldet godt til ved min nye plads på kontoret. Nu mangler jeg bare nogen, der gider rydde op for mig…

Men jeg fandt mig hurtigt til rette ved mit nye skrivebord. Fx har jeg allerede vænnet mig til den fine lampe, som åbenbart hører sammen med min nye titel. Til gengæld er der præcis lige så rodet på mit skrivebord, som der plejer at være. Egentlig lidt utroligt med tanke på, at jeg kun har siddet her et par timer…

Nogle ting ændrer sig åbenbart aldrig!

Hit med mine ting!

Jeg har haft de mærkeligste dage i ugen, der er gået. Så mærkelige, at jeg ind imellem har tænkt på, om jeg er blevet ufrivilligt inddraget i noget absurd teater. Jeg har endda ganske kort overvejet om A: der findes spøgelser eller B: jeg er blevet skør. Det sidste er nok mest sandsynligt.

Ting er begyndt at forsvinde for mig. Først den halskæde, som jeg købte på Øen i sommer. Pist væk er den, og jeg er trist, for den er pæn, og jeg vil gerne have den på til reception på fredag. Så jeg har ledt overalt, men uden held.

Så forsvinder min pung, som jeg nu også har ledt efter i flere dage. Jeg har endda ringet og skrevet til alle, jeg kender, som ved en fejl kan have fået den pakket med hjem eller som jeg har besøgt i ugens løb. Men ingen har set den.

Jeg har hele tiden på fornemmelsen, at tingene er lige i nærheden af mig. Jeg kan bare ikke finde dem. Det føles som om, de leger gemmeleg, og jeg kan næsten høre, at tingene ligger og godter sig over ikke at blive fundet. Og er der i øvrigt noget mere irriterende end venner, der fortæller en, at hvis bare man altid husker at lægge ting på plads, så behøver man aldrig lede efter dem? Hold nu kæft!

Jeg har ledt og ledt. I skuffer og skaber. Selv i mit køleskab og min værktøjskasse. Har haft lommelygten med ude i bilen tre – 3! – gange for at lede efter min pung. Væk!

I min pung har jeg blandt andet mit kørekort, og jeg skal til møde i Middelfart på torsdag, hvor jeg rigtig gerne vil kunne tage bilen. Så jeg har ledt og ledt. Og givet op og i stedet besluttet, at jeg må på borgerservice mandag. Fedt!

I går havde jeg besøg af min gode veninde, som jeg engang har delt lejlighed med. Hun kender derfor alt til mig, mine bunker af rod og mine vaner.

”Må jeg kigge i dine skaber?” spørger hun, da jeg fortæller om den forsvundne pung. Og ja – selvfølgelig må hun det. Det er bare at gå i gang, men samtidig griner jeg inden i mig selv. For jeg har jo allerede ledt der. Og hun fandt den selvfølgelig ikke.

I stedet sætter vi os ind i stuen med knækbrød og te, og jeg fortæller om halskæden, der også er væk, og fornemmelsen af at være blevet skør. Mens jeg taler, stikker jeg hånden ned mellem hynderne i min sofa. Og hopsa – op trækker jeg min smukke halskæde. Næsten lidt spooky, men også fedt at den er fundet.

Veninden skal hjem. Jeg beslutter at følge hende ud, så jeg kan få handlet.

”Tag lige bilnøglen med,” siger hun. Og det gør jeg selvfølgelig – vel vidende, at der ikke er en chance i helvede for, at hun finder min pung i bilen, for jeg har jo ledt derude. Tre gange!

Min veninde er langt mere adræt og ikke nær så fyldig som jeg, så hun kravler rundt i bilen, der er parkeret i carporten, og derfor er der kun adgang til den fra en side. Hun kravler omkring på bagsædet. Hun ligger på langs af forsæderne med hovedet nede i bunden af bilen, og jeg morer mig over synet. Hun er i alt fald omhyggelig i sin søgen.

Endelig kravler hun ud af bilen igen. Vender sig rundt og siger triumferende: ”Er det denne her, du mangler?” Og holder min pung i hånden….

Jeg taber næse og mund! Og er lykkelig over, at jeg har fundet mine ting og slipper for et besøg hos borgerservice. Nu mangler jeg bare, at mit batteri til min el-cykel som en eller anden idiot stjal fredag, finder tilbage til mig. Men det er faktisk lige før, at jeg begynder at tro på, at det kan ske.

Og apropos fredag – den dag var så bizar, at den må få sit eget indlæg. Så det kommer snart. Du kan glæde dig til historien om manden, der skældte mig ud i toget, og om to taxichauffører fra en planet, jeg aldrig har hørt om. Om min ødelagte cykel og lange gåtur hjem. Og ikke mindst om mine tanker om, hvorvidt mennesker ville blande sig i mine og min kollegas samtaler, hvis vi havde været mænd… Stay tuned!

Nej tak til flere ferieminder!

ADVARSEL: IKKE FOR SARTE SJÆLE ELLER MENNESKER, DER LÆSER, MENS DE SPISER!

Jeg har stadig glæde af sommerens vandreferie og nyder bestemt at tænke på de mange oplevelser, jeg havde dengang i august. Hvad jeg til gengæld er ved at være lidt træt af, er de fysiske minder om turen.

Tag nu i morges… En morgen som de fleste morgener her i huset. Op. I bad. På med makeuppen. Forsøge at tæmme den døde rede af hår, jeg er udstyret med. Tøj på. Kaffe og morgenmad. På med skoene.

Og her var det så, at morgenen alligevel bliver lidt anderledes end de fleste morgener. For da jeg skal snøre mine sko, opdager jeg en sær bule på mit ben. Gennem strømperne kan jeg mærke, at der sidder et eller andet. Jeg tror, at det er et stykke pap, for jeg har flottet mig og taget et par helt nye nylonstrømper på.

Krænger strømperne ned over min voluminøse bagdel og fisker efter hvad-det-nu-er, der gemmer sig. Og op fisker jeg min storetånegl. Jeps – det er så negl nummer to, der er faldet af, siden jeg kom hjem. Nu må det stoppe! For det er virkelig klamt. Både at fiske en gamle negl ud af et par strømper og at kigge på en tå uden negl. Det eneste, jeg glæder mig over, er, at der heldigvis er lang tid til sandalsæsonen, som jeg ellers plejer at længes efter.

For fanden da!

 

Bye bye Baby

Sikken en uge! Jeg har sendt det sidste nummer af mit blad – min lille baby – til tryk. Nu skal jeg give slip. Min gode kollega skal tage over, og jeg er sikker på, at hun er den helt rigtige til at gøre bladet (endnu) bedre.

Men hold da op, hvor er det svært at give slip. Det har jo været mit lille projekt. Mit ansvar. Mine tanker på papir. Nogle gange vellykket. Nogle gange knapt så meget. Men altid med mine ideer bag. Så jeg kneb lige en tåre i går.

Og ja – jeg ved godt, at jeg om 14 dage sætter mig i en ny stol med et endnu større ansvar. Et sted, hvor der er langt mere opmærksomhed på resultatet af mine tanker og ideer. Jeg kan allerede nu mærke den enorme forskel der er på, hvordan jeg bliver mødt af samarbejdspartnere. Helt anderledes end før. Nogle er nervøse – vil jeg stadig arbejde sammen med dem eller vil jeg lægge en helt ny stil og strategi.? Andre aftvinger mig svar på spørgsmål, jeg aldrig har tænkt over. Og så er der dem, der bare fedter og roser skamløst. Det er de værste!

Forleden havde jeg et møde med vores praktikant. En dygtig kollega kommer forbi og stikker hovedet indenfor. ”Du har sikkert opdaget, at Bente har en særdeles veludviklet bullshit-detektor,” sagde hun blandt andet til praktikanten.

Sådan har jeg aldrig tænkt om mig selv. Jeg oplever, at jeg kan være ret nem at løbe om hjørner med, men det glæder mig da, at hun ikke tænker sådan om mig. Og måske er der noget om snakken, for jeg kan rigtig godt lide at få ros og komplimenter. Hvem pokker kan ikke det? Men skamløs fedterfri på grund af en titel – det magter jeg simpelthen ikke. Jeg er jo for fanden stadig mig. Med et større ansvar og større beføjelser, bevares. Men lad være med at fedte, flirte og smigre for at gøre indtryk på mig. Det hjælper ikke.

Til gengæld er jeg pjattet med at få ærlige komplimenter. Forskellen på de falske og ægte kom meget sigende til udtryk på et møde i går. Samtalen var mellem mig, den nye grafikere, jeg skal arbejde sammen med og hans chef. Jeg fortæller, at jeg – ifølge bladets produktionsplan – skal aflevere en stor stak redigerede tekster på min 50-års fødselsdag næste år. Dem skal jeg gøre alt for at have færdige nogle dage før, for jeg vil ikke bryde mit hoved med arbejde på min runde festdag, der falder en fredag. Om lørdagen inviterer jeg til fest. Og mandag skal jeg efter planen forholde mig til layout af rigtig mange sider. Det kommer ikke til at ske! Måske fra om onsdagen, men fandeme ikke før. Jeg er meget bevist om graden af tømmermænd efter en forhåbentlig god fest.

Chefen: ”Der sagde du forkert. Du mener 40 års fødselsdag, er jeg sikker på.” Smil, smil, blink, blink.

Grafikeren står med åben mund og stirrer på mig. Der går flere sekunder, hvor han er stille. Jeg tænker, at han sikkert er irriteret over, at jeg allerede, inden jeg overhovedet har sat mig i chefstolen, gør hans arbejde svært.

Efter nogle sekunder ryster han på hovedet og siger: ”Det kan simpelthen ikke passe. Du hverken ligner eller opfører dig som en på snart 50! Du virker så meget yngre.”

Så blev den weekend sgu skudt godt i gang! Jeg er faktisk ikke helt overbevist om, at det med min opførsel var et kompliment, men det vælger jeg nu at lade som om, det er.

Gæt selv hvilken kommentar, jeg sætter mest pris på!

Jeg kigger mig i spejlet hver dag. Jeg synes faktisk, at jeg ligner min alder meget godt, og jeg har intet problem med at fylde 50. Faktisk er jeg lidt stolt. Forbered dig på, at der kommer mere om alder på Fabrikken. For jeg har faktisk gjort mig en del tanker om det at blive ældre.

Men nu er det tid til at jeg letter røven og kommer i gang med at forberede maden til hele familien, som kommer på besøg i Den solgule idyl i morgen. Og jeg glæder mig helt vildt til at samle flokken.

Rigtig god weekend!

Pjattet med weekender

Jeg er ikke det mest spontane menneske i verden. Det tror jeg, at alle, der kender mig, vil skrive under på. Jeg også mega introvert. Så jeg er sådan en, der godt kan lide at have ting planlagt. Og selv når jeg har haft invitationen til en fest længe, så ender det altid med, at jeg ikke har lyst til at tage af sted, når dagen kommer. Men når jeg så er ude ad døren, så er det til gengæld sjældent mig, der først forlader et selskab. For jeg kan faktisk rigtig godt lide at være sammen med mennesker. Så altså – jeg er en mærkelig cocktail. Måske vil nogen mene, at jeg er en cocktail, der ikke er blevet rystet godt nok.

Sidste fredag havde jeg aftalte med Svenskeren, at vi skulle i biffen. Inden skulle vi dog et smut forbi Vinbutikken til fredags-gin. Super hyggeligt!

Svenskeren fortæller, at hun skal til Sverige i weekenden, hvor hun skal besøge nogle dejlige venner, hun har kendt i mange år og holder meget af. Og pludselig udbryder hun: ”Hvorfor tager I andre ikke med?”

Jeg tænkte, at det måtte være en joke. Man inviterer da ikke bare fem gæster med på weekendtur. Men det gør man åbenbart i Sverige. For efter en kort samtale, får vi beskeden: I er så velkomne!

Det er jo rørende, at fremmede mennesker åbner deres døre og invitere på mad, vin og overnatning. Det er også bare super grænseoverskridende for introverte mig, der gerne vil vide den slags i god tur. At jeg så havde i alt fald otte timers arbejde, der skulle klares, gjorde ikke situationen bedre for mig. Men det var bare at adlyde, for Butleren gjorde det klart, at nu skulle jeg fandeme tage mig sammen og ”vi trænger til at møde nye mennesker,” lød påstanden. Jeg tænkte: ”Tal for dig selv!” men fik ikke sagt noget. Var bare totalt overrumplet over den uventede drejningen min planlagte arbejdsweekend havde taget.

Men altså – dagen efter klemte fem mennesker sig ind i en ikke alt for stor bil. Der var storm over broen, men jeg følte mig helt tryg ved, at vi i alt fald ikke fløj nogen steder. For at sige det mildt – den bil var tungt lastet!

Og vi nåede frem til nogle vidunderlige mennesker, der gæstfrit tog i mod os. Det var selvfølgelig super hyggeligt.! Så jeg havde en god weekend, og jeg nåede også at få arbejdet gjort færdigt, selv om det blev sent, før jeg kunne smutte i seng søndag aften.

Denne weekend er også begyndt godt. Min dejlige veninde og nu gode kollega gav mig nemlig en middag på en fantastisk restaurant i fødselsdagsgave. Og den blev indtaget i går. Så skønt at drible fra kontoret og sætte sig på restauranten med en flaske vin og god mad.

Og jeg valgte at overhøre tjenerens kommentar om, hvor dejligt det er med gæster, der spiser op. Det gjorde de tre mænd ved bordet ved siden af dog ikke. De sendte store smil og anerkendende blikke til os over det faktum, at vi havde ryddet vores tallerkener totalt. Jeg ligner jo en, der altid spiser op. Det er måske mere overraskende, at min smukke og myndeslanke veninde også har en glubsk appetit. Men sådan er det altså. Og vi var begge fuld af undren over, at de tre mænd ikke kun spise deres bøffer. Herregud! Haps haps.

Til gengæld fandt jeg ud af, at jeg simpelthen er for gammel til J-dag. Det tror jeg egentlig altid, at jeg har været. For det første synes jeg ikke, at det er en særlig god øl. For det andet, så har jeg et anstrengt forhold til voksne mennesker iført hatte med blinkende lys og letantændelige blå kåber i tvivlsom kvalitet. Jeg magter det ikke. Vi forsøgte at søge ly for J-dagstosserne på D’Angleterre, men selv der var det umuligt at få den godnatdrink, vi begge havde så meget lyst til.

Men det gode ved det er jo, at der er allerede er lagt op til en god start på næste weekend. Jeg begynder altså for alvor at blive afhængig af weekender. Resten af denne – og den er heldigvis kun lige begyndt – står på indretning af gæsteværelse, en vagt i biffen og ellers bare hygge og måske en tur ud i luften. For i modsætning til sidste weekend er der ingen arbejdsopgaver, der skal klares.

Håber din weekend bliver skøn!

Når hverdagen bliver for voken

Ups! Så er der gået næsten en måned, siden der sidst har været liv på Fabrikken. Men der er altså liv i mig endnu. Om end det hele går lidt trægt sådan en fredag, hvor jeg mest af alt trænger til en stor, kold fredagsøl og fyraften.

Der er ærlig talt ikke sket en skid siden sidst. Og dog – den midaldrende blondine her er blevet belært om TPMS-ventiler, forskellen på dæk og hjul, hjulkapsler og jeg ved snart ikke hvad. Der er mange steder på denne jord, hvor jeg føler mig malplaceret, men sjældent har jeg følt mig så blond og blåøjet, som da jeg skulle hente mine nye vinterdæk. Eller da jeg mødte op på værkstedet. For ja – jeg har fået skiftet til vinterdæk, og det er ikke noget, man bare sådan lige gør, opdagede jeg.

Det var for det første en ærgerlig fredag eftermiddag, da jeg måtte slippe 6.000 kroner for noget så kedeligt som nye dæk. Og de pokkers ventiler, som jeg ikke anede fandtes. Der er ca. 6.000 andre ting, jeg hellere vil bruge mine penge på, men sådan er det at være bilejer, har jeg lært. Hvilket minder mig om, at jeg skal blive bedre til selv at huske på den sætning, jeg forsøger at hjernevaske ældste-nevøen med: Det er ikke så sjovt at være voksen, som det måske ser ud til!

For det andet var det en urovækkende oplevelse at køre ud fra værkstedet på nye hjul – eller er det dæk? – for kun at tilbageligge et par kilometer, inden en lampe, jeg aldrig har set lyse før, pludselig skar mig i øjnene fra panelet foran mig. Forkert dæktryk betød den. Så måtte jeg tilbage til værkstedet, hvor jeg virkelig ikke føler mig tilpas. Heller ikke selv om de er søde og har kaffe ad libitum.

Men summen er det hele er heldigvis, at mens jeg er blevet fattigere, så er min bil nu tip top og klar til vinteren. Og jeg kan så bruge de korte og mørke dage på at lære forskellen på dæk og hjul.

Kæft hvor er mit liv blevet voksent og kedeligt. Godt der snart er fredagsbar og biftur på programmet. Jeg trænger til ikke at være voksen!