Nu med glød…

”Hvad er det med dig? Det er som om, du gør alt omvendt,”  konstaterede chefen forleden, da vi løb ind i hinanden ved kaffemaskinen. Jeg må have set lidt forvirret ud, for lige der havde jeg faktisk ikke gjort noget endnu.

”Du ser simpelthen så frisk ud. Du gløder ligefrem. De fleste mennesker ser ældre ud, efterhånden som årene går. Det er nærmest omvendt med dig,” påstod hun.

Tak for det! Men jeg må bare sige: Jeg tror simpelthen, at det skyldtes cykelturen, som havde været ekstraordinær smuk hen over Fælleden lige netop den morgen. Så måske smilte jeg også lidt mere, end jeg normalt gør før min første kop kaffe. For en ting er sikkert: Jeg ser selv et tydeligt forfald… Få dage efter min fødselsdag, har jeg fået gammelkone-hænder, knækket en plombe i en tand og revnet en anden tand. Så helt ung og glødende – det er jeg sgu ikke. Det eneste, der for alvor gløder hos mig, er min bankkonto.

Det er længe siden, jeg har været på Fabrikken. Mest fordi der ikke er sket alverden i mit liv. Jeg har sendt endnu et blad til tryk. Jeg har skældt lidt ud hist og her. Og nå ja – så har jeg endelig været hos lægen, fordi min fod stadig gør absurd ondt. Det har den gjort i et år nu efter vandrerturen tværs over Skotland sidste år. Grunden til, at jeg ikke har været der før, skyldes primært min angst for nåle. Jeg var sikker på, at lægen ville give mig et skud binyrebarkhormon, og det vil jeg ikke have. Men nu gør det efterhånden så ondt, at det går ud over både min nattesøvn og min hverdag.

Den dag hos lægen var dagens bedste nyhed, at man slet ikke kan stikke lige der, hvor det gør ondt. Det er simpelthen for risikabelt. Så jeg er sendt videre til scanning, og hvad ved jeg. Og min erfaring med det er, at så går der jo god tid med det…

Jeg har også lavet en dum aftale med Arbejds-veninden. Det særligt dumme er, at det er min egen ide. Vi har aftalt, at vi ikke må købe noget nyt før 1. januar. Altså – intet nyt tøj. Ingen nye sko eller støvler. Ingen nye tasker – hvilket faktisk heller ikke er det, jeg bruger flest penge på. Og det blev så kommenteret forleden. At jeg simpelthen ikke kan være bekendt at rende rundt med de gamle slidte tasker, jeg har. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det var den – nuvel temmelig slidte stoftaske – der hang over min ene skulder eller om det var noget helt andet, der blev hentydet til.

Jeg er sikker på, at min bankkonto nyder det tiltrængte hvil. Men hvor det dog piner mig at opdage, hvor meget crab jeg ville have købt, hvis jeg kunne. Men det kan jeg ikke. Og nu opdager jeg så pludselig, at det, jeg ikke kan leve uden den ene dag, er fuldstændig ligegyldigt et par dage efter. Tal om dårlig vane! Så måske shopping-fasten slet ikke er så tosset endda?

Jeg har dog givet mig selv lov til at købe en ganske særlig ting, når det lykkes mig at tabe de næste tre kilo, men efter et par dage tilbage i brødkurven og lakridsposen, så kommer 1. januar sgu nok til at passe meget godt. I dag prøver jeg at komme tilbage på sporet. Det føles heldigvis ikke spor svært. Men det er en kilde til evig underen, at det er så svært at holde fast i de gode vaner, når jeg mærker hvor meget godt, de gør for mig. Men det er det altså. Tror jeg må lære at acceptere, at der altid vil være små udfald, og at det er ok, så længe jeg evner at hanke op i mig selv, inden jeg er helt tilbage i de gamle vaner.

Jeg er også langt om længe begyndt at træne igen. I sommervarmen har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv slæbt til træning, men nu går det fint igen, og det føles rart. Jeg har også meldt mig til endnu en omgang dans, som jeg skal begynde på på onsdag. Jeg drømmer jo om en dag at blive sådan en, der kan koordinere arme og ben på samme tid, men jeg mistænker, at det blot bliver endnu en ting, jeg aldrig får lært. Men pyt – så længe det er sjovt, så må jeg finde mig i rollen som hende, der ligner en komplet idiot, uanset hvilken sportsgren jeg kaster mig ud i.

Og så har jeg været til Ældste-nevøens 18 års fødselsdag. Det er fandeme stort, når de små bliver store og myndige, og det var en super stolt faster, der var til fest med de unge, der både var søde, sjove og skøre. Helt som man skal være i den alder. Jeg mistænker, at unge mennesker er sat i verden for at minde os andre om, at vi er blevet nogle gamle røvhuller. Og så glæder jeg mig over, at den tvivlsomme tradition med at fødselaren skal drikke det antal shots, som årene han eller hun fylder ikke gælder, når man fylder 50! Jeg var faldet død om. Eller det havde i alt fald som minimum taget en måneds tid at komme mig over.

Ellers ikke noget nyt fra Den solgule idyl. I denne omgang. Men jeg vender tilbage – regn med det!

 

Reklamer

50 + det løse

Så kom jeg denondelynemig ind i de voksnes rækker og det med fest og farver. Man ved, at festen har været god, når man dagen derpå og efter tre timer søvn finder sig selv i en solstol på stranden med den største cola, det overhovedet er muligt at opdrive, mens man fører en samtale, der lyder nogenlunde sådan her og foregår i et meget lavmælt og roligt tempo:

Ingeniøren: ”Hvad er det, der stikker op i vandet?”

Pause, mens jeg forsøger at fokusere hen over glasset.

Mig: ”Det er fugle, der sidder på en sten.”

Pause

Ingeniøren: ”Tror du? De bevæger sig ikke.”

Lang pause

Mig: ”Skal vi ikke bare sige, at der er noget, der stikker op ude i vandet?”

Kæmpe lang pause

Ingeniøren: ”Jo”

Det var nogenlunde, hvad jeg kunne svinge mig op til efter nogle fantastiske dage, hvor jeg er blevet fejret så flot. Der har været fødselsdagsbrunch i Kollektivet. Der har været stor fest med alle de bedste mennesker, jeg kender. Sange og taler. Kys, knus og kærlighed. Og jeg har været så overvældet af indtryk og oplevelser, at jeg slet ikke har kunnet sove. Ikke før i nat – men der gik jeg så til gengæld også ud som et lys. Det var efter, at jeg havde inviteret vennerne fra Den solgule idyl på rester. Sådan fik jeg afsluttet festivitassen på den hyggeligste måde. Og så fik jeg set mine venner med vand i glassene. Det er et sjældent syn, og jeg tænker, at det betyder, at de også har haft en god fest.

I dag meldte hverdagen sig så igen. Og dog – for der var både masser af flag, blomster og vin, da jeg kom på arbejde, og en smuk og meget fin tale fra min chef. Den fik jeg besked om at lytte til uden at afbryde, fordi hun ved, at jeg ikke er super god til at tage imod roser. Dem var der mange af, og jeg sætter virkelig stor pris på dem.

Dog undrer jeg mig over, om jeg tilbringer for meget tid i Kollektivet, der blev nævnt i talen på trods af, at ingen af mine kolleger nogensinde har mødt Kollektivets beboere. Måske jeg skulle overveje at drosle lidt ned på besøgene. På den anden side… hvorfor dog?

Jeg har godt vidst, at sekretæren i min afdelinger samler på sjove udtalelser fra mig. I dagens anledning var et udvalg af mine udgydelser gennem tiden blevet printet ud. Og hold da kæft, hvor siger jeg mange dumme ting. Fx skulle jeg have sagt: ”Hvis man ikke må være sur, kan man lige så godt skride!” Jeg gad nok vide i hvilken sammenhæng, jeg har fundet den sætning passende…

Jeg går stadig rundt med en sær fornemmelse af både glæde og tomhed. Nu er det hele overstået. Alt det, jeg har været så spændt på og glædet mig til. Jeg prøver at huske de fine ord, der blev sagt til mig til festen og bliver stadig rørt og glad, når jeg tænker på dem. Jeg glæder mig over at se et fyldt gavebord med de vildeste gaver og alle buketterne.

Jeg er så taknemmelig for de sidste dage, og jeg vil gemme dem som et kært minde. Indtil videre må jeg bare sige, at 50 er fucking fedt!

Bare hvis du skulle være i tvivl…

 

49 år og 364 dage

I morgen klapper fælden. Da runder jeg det skarpeste hjørne indtil videre. Tanken om at fylde 50 er på ene side skræmmende. Ja nærmest lidt ubehagelig. På den anden side så glæder jeg mig, for jeg har alligevel brugt det meste af mit niogfyrretyvende år på at tænke over, at jeg snart runder 50. Så kan jeg jo ligeså godt bare få det overstået og komme videre.

Fødselsdagen har fået mig til at tænke en del over mig, mit liv og hvordan det egentlig går. Og nu skal du bare høre: Det går faktisk skide godt! Bum!

Jeg er et godt sted i mit liv. Jeg er omgivet af den dejligste familie og de skønneste venner. Jeg sidder i en vildt spændende stilling, som jeg virkelig trives i, men som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle ende i, da jeg for ti år siden stadig var praktikant. Jeg har verdens dejligste, skøre og skæve kolleger, og jeg kan faktisk rigtig godt lidt at komme på arbejde. Altså – når jeg først er kommet op om morgenen…

Jeg bor virkelig fedt. Jeg føler mig sund og stærk og har fået parkeret alle grimme tanker, der dukkede op i forbindelse med min kræftsygdom. Ja den, som jeg ikke slet ikke vidste, at jeg havde, før den var overstået. Faktisk synes jeg, at hvis vi lige ser bort fra nogle drilske fødder, så er min fysik bedre i dag, end den var for ti år siden. Også selv om ting flytter sydpå, og rynkerne vælter frem.

Jeg husker stadig, at jeg fejrede mine første rynker med champagne på et hotel i Göteborg. Hvor blev jeg glad, da jeg opdagede dem! Har altid syntes, at rynker er med til at give et ansigt karakter. Jeg må bare sige, at hvis jeg skulle følge den strategi, hver gang jeg finder en ny rynke, så ville jeg være dybt alkoholiseret nu.

Jeg kan ikke se en skid uden mine briller, og overgangsalderen begynder så småt at stikke sit grimme fjæs frem. Men ved du hvad? Det er sgu egentlig helt ok. For jeg er rigtig godt tilpas med bare at være mig.

I morgen, når jeg står op, er jeg blevet en kvinde på 50. Og det er – helt ærligt – slet ikke så ringe endda! Nu ser jeg frem til en forhåbentlig skøn fest med alle de mennesker, der betyder mest for mig. Og så kan jeg jo passende begynde at spare op til festen i anledning af min 60 års fødselsdag. For er der noget, jeg har aldrig har haft succes med, og som jeg åbenbart heller ikke lærer med alderen, så er det at have styr på økonomien.

Nuvel – jeg har jo aldrig sagt, at hverken jeg eller mit liv er perfekt. Kun at det går skide godt!

Sidste uge i 40’erne

Så for pokker… Det er lige gået op for mig, at jeg har taget hul på min sidste uge i 40’erne. Og fy for den for en fæl tanke. Lige om lidt skal der stå 5 foran tallet, der knytter sig til min alder, og det er altså alligevel en sjat. Jeg ved godt, at det i virkeligheden ikke ændre noget som helst. Og så alligevel. 50 år… Vi lader det lige stå et øjeblik.

Jeg er nok i virkeligheden også kommet lidt ærgerligt fra start i forhold til at bruge min sidste uge i 40’erne fornuftigt. For jeg snublede over en havnefest i fredags, som jeg ellers havde besluttet, at jeg ikke skulle til. Det var nok ikke så meget festen som mængden af fadøl, der gjorde dagen i går virkelig tung. Og for at det så ikke skulle være løgn, skulle jeg til det årlige krebsegilde i Snapselauget. Det kræver sin kvinde!

Altså festen var selvfølgelig fantastisk, for det er den jo altid, men jeg måtte starte på Cola, som ellers ikke er noget, jeg drikker meget af. En halv til max en liter om året er nok, hvad indtaget kan snige sig op på. Men i går var colaen livsnødvendig. Og snapsene smagte såmænd godt nok, men jeg havde det alligevel lidt stramt med dem. Men der røg da nogle stykker ned. Og da jeg så blev placeret ved siden af fredagens partner in crime – ja, så var det jo som at starte en ny havnefest omkring det smukke bord.

Nu er det søndag. Jeg overlever, og jeg indleder dansesæsonen om få timer. Hvordan det kommer til at gå, vil tiden vise. Der er en mulighed for, at jeg simpelthen ikke når at opleve min 50-års fødselsdag på fredag og derfor heller ikke festen, som jeg har inviteret til lørdag. Jeg fik jo som bekendt stor ros af Ole Henriksen for noget tid siden, fordi jeg – ifølge ham – har smuk hud og ser væsentlig yngre ud end min alder. Men jeg må bare sige, at det ville han næppe have sagt, hvis han mødte mig i dag. For det var godt nok en gammel og slidt tante, der kiggede tilbage, da jeg så mig i spejlet i morges.

Da jeg var barn, troede jeg (fejlagtigt, skulle det vise sig), at voksne mennesker var kloge. Når man nærmer sig 50, så er man vel teknisk set at betragte som et voksent menneske. Men hvornår fanden bliver jeg så voksen? Og klogere?

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at klare dansetrinene og vagten i biografen i dag, for jeg vil virkelig gerne holde fest næste weekend. Jeg har inviteret de skønneste mennesker, jeg kender, maden er bestilt, og vinen er på plads. Så det ville da næsten være en skam ikke selv at kunne være med.

Alle, der gætter på, at mine første dage i 50’erne kommer til at minde alt for meget om denne weekend, rækker en finger i vejret!

I guder – lad mig snart blive klogere!

Du vidste nok ikke, at det var ulovligt…

Jeg bliver desværre nødt til at komme med et surt opstød.

Jeg er nemlig blevet bekendt med, at dele af et af mine blogindlæg er blevet brugt på en endog meget tvivlsom side på nettet. Helt ordret er flere passager fra et af mine blogindlæg her på Fabrikken blevet brugt, som om det var en andens.

Jeg skrev min tekst den 5. juli. For et par dage siden kunne dele af min tekst så åbenbart læses på den temmelig lumre hjemmeside.

Lad mig bare for en god ordens skyld minde om, at om end det kan være smigrende at nogen synes, at mine tekster er så gode og mine oplevelser så sjove, at de får lyst til at kopiere dem, så er det altså ulovligt.

Blogindlæg og billeder her på Fabrikken er underlagt loven om ophavsret. Det er ulovligt at ”stjæle” det, og det er både ulovligt og uetisk at gøre mine ord til dine uanset hensigten. Især når det sker uden kildehenvisning eller tilladelse. Det er ulovligt, og det kan blive dyrt.

Jeg har såmænd ikke noget imod lumre hjemmesider, men jeg har noget imod, at mine ord bliver brugt ordret som om det var en andens.

Faktisk blev jeg lidt rystet over at få en mail, hvor en opmærksom læser på Fabrikken – og åbenbart også et menneske med hang til lumre hjemmesider – gjorde mig opmærksom på, at mine ord er gengivet fuldstændig ordret i flere passager i noget, der minder om en andens blogindlæg. Som en personlig fortælling. Men altså bare med mine ord.

Så kære dig, der er “kommet til” at låne lidt ord fra Fabrikken: Du har sikkert ikke gjort det af ond vilje. Men det er ulovligt. I første omgang har jeg ikke tænkt mig at gøre mere ved sagen, men jeg vil bede dig slette dit ”blogindlæg” på den pågældende side. Og jeg holder altså øje med, at det sker. Hvilket i øvrigt giver mig en fantastisk anledning til at snuse rundt i et univers på nettet, som jeg slet ikke vidste fandtes. Meget interessant, faktisk!

Ros til mig

Min ferie er slut! Bedst som hedebølgen rammer landet, begynder jeg på arbejde igen. Men jeg begynder heldigvis stille og roligt. I dag skulle nemlig have været endnu en feriedag, men på grund af møder inden ferien valgte jeg at inddrage den – med det kompromis, at jeg har arbejdet hjemme og havde møde på terrassen med en kollega tidligere i dag, hvilket jo må siges at være en dejlig blid start.

I morgen vender hverdagen så for alvor tilbage. Men i morgen er jo heldigvis endnu en søvnløs og alt for varm nat væk, så det skal nok gå.

Jeg har brugt temmelig lang tid på at komme igennem alle mails i dag. Og det giver anledning til ros til mig. For selv om jeg brugte lidt af den første uges ferie på arbejde, så overholdt jeg den aftale, jeg havde lavet med mig selv. Når først de sidste opgaver var klaret, så var det også slut med tjekke mails.

De første dage var det overraskende svært ikke liiiige at tjekke. Men efter et par dage blev jeg faktisk rigtig god til det, og den sidste uge har jeg ikke en eneste gang åbnet min arbejdsmail.

Det synes jeg faktisk fortjener klapsalver. For jeg er virkelig dårlig til at holde fingrene fra telefonen i løbet af dagen, og det er så nemt lige at kigge forbi arbejdsmailen. Så vigtig er jeg nemlig… Men ikke den sidste uges tid, og jeg mærker nu, hvor godt det har været at give helt slip på arbejde for en stund.

Så selv om det har taget lang tid i dag at kæmpe mig igennem bunken af ulæste mails, så lykkedes det at komme til bunds. Og hånden på hjertet – halvdelen (eller mere) er jo ikke vigtige. Så vigtigere er jeg altså heller ikke – selv om jeg godt kan lide tanken om at være det.

Jeg gruer for sommerheden på kontoret, og jeg gruer for atter at skulle i “kontor-tøjet”, der ikke er det mest komfortable, når det er varmt. Men i det mindste er de kilo, der sneg sig på sidebenene på Øen (næsten) væk igen. Så bortset fra det faktum, at jeg sagtens kunne have holdt flere ugers ferie mere, så bliver det trods alt helt ok at komme tilbage til hverdagen. Men er der nogen, der gider at skrue bare en anelse ned for varmen?

Og mind mig så lige om, at jeg ved lejlighed har en hel del at sige om feriebilleder. Eller bare billeder af mig i det hele taget… Jøsses!

 

 

Sidste bid af ferien

Jeg er kommet hjem fra den årlige ferie på Øen, og som altid har jeg nydt skønne dage sammen med familie og venner. I år endda tilsat ekstraordinært godt vejr. Ferien gik som den altid gør – og dog. Det har været lidt anderledes i år. Blandt andet fordi jeg tilbragte første uge sammen med min bror og svigerinde i deres skønne hus. Super hyggeligt og vidunderligt afslappende. Eneste mangel har været, at jeg ikke synes, jeg fik nok musik og dans i år. Normalt er der mange baller, men dem nåede jeg bare ikke med til denne sommer. Men så må jeg jo se, om jeg når dem næste år. Mon ikke!

Sidste uge af ferien var jeg tilbage i ”mit” sommerhus. Det hus, jeg har lejet de sidste år, og som jeg føler mig utrolig godt tilpas i. Som altid har jeg haft mange gæster. I år usædvanligt mange, der aldrig har været på Øen før, så der har været rig mulighed for at vise min smukke ø frem, og det har været skønt. Især fordi både vejr, badevand og restauranter viste sig fra sine bedste sider.

Det er altid sårbart for mig, når der kommer nye gæster til Øen. For den ø betyder vildt meget for mig. Heldigvis tror jeg, at alle nød det, og der er allerede rift om pladserne i huset til næste år. Og det bliver et ganske særligt år, for Ældste-nevøen skal danse til årets fest, og jeg ved allerede, at jeg bliver en stolt og rørt faster. Nøj, hvor jeg glæder mig!

I år har jeg haft besøg af gode veninder og hele Kollektivet, der rykkede ind i huset med proviant til en hel hær. Og vinglas… Jamen, de findes altså også på Øen, men de havde altså valgt at tage deres egne med. Sammen med komplet knivsæt, stempelkande, flere kilo tomater og slik og vin i rå mængder. Jeg nåede at tænke, at hvis 3. Verdenskrig skulle bryde ud, så var jeg det helt rigtige sted. De mennesker er så vilde.

Ferien har – udover den magiske gåtur, jeg har beskrevet – også budt på lange dage i solen med god kaffe, snak og grin. Middag med gamle venner og familie. Håndbajere delt med venner, jeg har kendt hele mit liv, men som jeg kun ser om sommeren. Glimmerelastikker og gode gåture. Finurlige møder mellem mine gæster og vennerne på Øen. Picnic på stranden, cykeltur mellem de to byer på Øen, solnedgang tilsat vin på Øens højeste punkt, virkelig lækre frokoster – læs: alt for meget mad, øl og vin, kaffe hos min bedste veninde fra skolen, som jeg ikke har set i 30 år og ikke mindst fotoshoot med gamle klassekammerater. Det sidste slap jeg ikke godt fra. Faktisk ligner jeg en hobit, fordi vi skulle sidde på samme måde som på et fotografi, der blev taget for 40 år siden. Det vil sige, at vi skulle sidde på hug. Dårlige knæ og en løs kjole gør, at jeg ser ud som om nogen har slået et telt op ved siden af alle vennerne og puttet mit hoved på toppen. Det syn gjorde ikke noget godt for selvtilliden, men til gengæld glæder jeg mig over, at det lykkedes at samle næsten alle fra det gamle billede. Det viser mig, at jeg ikke er den eneste, der prioriterer Øen og kommer ”hjem” hvert år i de samme uger.

Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er for meget med alle de gæster, der altid besøger mig på Øen. Nej! Det er skønt. Jeg nyder det hvert år, og jeg er rigeligt alene i hverdagen, så det er dejligt med selskab. Men jeg har lagt rammerne for besøg klart ud: Ingen bliver opvartet. Hvis du er sulten, så spis. Hvis der mangler noget i køleskabet, så køb det. Hvis du synes, der trænger til at blive støvsuget, så gør det. Hvis du ikke gider deltage i aktiviteter, så lad være. Det er helt ok at trække sig væk for en stund. Eneste regel er, at mine nevøer altid er velkomne. Gider man ikke teenagere, så skal man finde et andet logi. Det fungerer upåklageligt, og jeg nyder selskabet og det faktum, at alle min venner er bedre værter end jeg, så jeg bliver møgforkælet, når jeg har besøg. Det er faktisk ret skønt.

Mine dage på Øen bringer mig altid igennem hele følelsesregisteret på en måde, jeg har svært ved at forklare. Jeg har altid sådan en grundfølelse af glæde og tryghed, når jeg er der. Men der sniger sig også altid en sær sårbarhed og næsten melankoli ind. Jeg får tænkt en masse tanker. Jeg får sat nogle følelser på plads. Det er både skønt og sårbart, men jeg kommer altid tilbage og føler mig tættere på mit autentiske jeg. Hvis sådan en findes… Det lyder måske mærkeligt, men får mig er det næsten blevet et årligt ritual.

På turen hjem nød jeg dejlig morgenmad i mine forældres skønne kolonihave, før pligterne kaldte. For jeg hader at pakke ud. Så bliver det tydeligt, at nu er ferien slut. Men det blev heldigvis hurtigt klaret, og siden hjemkomsten har jeg klaret alle pligterne, slappet af og hørt skøn musik på havnen i Den solgule idyl sammen med gode venner. Nu sidder jeg på min terrasse med kaffe i koppen og glæder mig til næste år og priser mig lykkelig for, at jeg har været så forudseende at tage ferie i dag og i morgen også. Det betyder en blid start på hverdagen og et par dage i stilhed og helt uden aftaler. Jeg elsker dage, hvor jeg kan gøre præcis, hvad jeg lyst til. Det bliver ofte til ingenting. Præcis hvad jeg har planlagt for i dag. Ingenting! Bortset fra en enkelt gåtur, som jeg føler, jeg trænger til for lige at lande rigtigt hjemme igen.

Fortsat god sommer til jer alle!