Snot, teenagere og mangel på julehumør

Halvanden uge… Så lang tid har jeg ligget syg. Kæft, hvor har det været anstrengende. På et tidspunkt følte jeg nærmest, at jeg var ved at gå i forrådnelse, og det var bestemt ikke nogen rar fornemmelse.

Efter nogle dage måtte jeg ringe til afdelingssekretæren for at sige, at jeg stadig var syg. Jeg kunne have sendt en sms, men jeg havde brug for at høre mig selv tale. Undrede mig over, om jeg mon stadig havde en stemme efter flere dage i mit eget selskab uden at sige et eneste ord.

Men nok om det… Nu har jeg det bedre. Jeg synes stadig, at halsen er øm, men jeg føler, at jeg har fået kræfterne tilbage. For første gang i næsten to uger føles det som om, min krop kan holde sig selv oprejst. Og jeg var tæt på lykkelig, da jeg i morges satte mig på cyklen og satte kurs mod arbejdet. Frisk luft. Motion. Og for enden af rejsen gode kolleger. For det er fandeme ikke sjovt at ligge syg derhjemme, når Danmark får ny regering. Åh, hvor jeg savnede diskussionerne med mine kolleger. Hvad kommer det til at betyde? Skal vi gøre noget? Skal vi mene noget? Det gør vi alle sammen altid, men vi er bestemt ikke altid enige, og det gør det jo kun sjovere.

Men næ nej… der lå jeg ynkelig, alene og omgivet af snotklude, halspastiller og amerikansk håndkøbsmedicin. Sidstnævnte giver jeg æren for, at jeg overlevede, samtidig med at jeg glæder mig over, at jeg er forbi den fødedygtige alder. Jeg tror faktisk, at de piller kan betyde et akut stop for al reproduktion – så giftige er de. Eller det mistænker jeg i alt fald.

Jeg ved ikke, hvad der er i de piller, men de er fandeme skønne. To af dem og du sover som en baby. En meget varm baby, bevares. Men du sover. Det er lidt som at få et spark af en hest. Ikke at jeg nogensinde har prøvet det. Men du går ud som et lys, og i 8-10 timer glemmer du alt om ondt i halsen, hoste og snorken.

Nu kan jeg endelig lægge piller og influenza på hylden og i stedet koncentrere mig om at komme i julestemning. Det kniber lidt, men det skal nok komme.

Jeg er kun så småt begyndt på julegaverne, og må jeg bare sige én ting: Teenagere er altid en prøvelse. Teenagers ønskesedler er da helt ad helvedes til!

Jeg overvejer noget hjemmelavet som hævn og i et desperat forsøg på at give dem jordforbindelse, men jeg ved jo godt, at det er en kamp, jeg aldrig kan vinde. Men hey – 1500 hårdt tjente kroner for en grå T-shirt… Står der idiot på ryggen af mig?

Hvor er det heldigt, at selv samme teenager står mit hjerte umådelig nært. Ellers havde der været røvfulde i farvandet. Eller som min nu afdøde farfar ville have sagt: Der ville en lussing kvikke op!

I mærker det sikkert – jeg skal seriøst ud og lede efter mit julehumør. Gad vide om det ikke ligger på hylden med nougat og marcipan? Det er er da værd lige at kigge efter…

Det er slut med at gå ud!

Der sker noget for tiden, når jeg bevæger ud til fods. Sidste weekend ville jeg gå en tur. Jeg havde iført mig kjole, strømper og behagelige sko, og turen startede egentlig ret godt. Men efterhånden som jeg bevægede mig frem, bevægede mine strømper sig ned. Først ganske langsomt. Jeg kunne mærke, hvordan elastikken, der burde sidde i taljen, langsomt rullede sig sammen og satte kursen sydpå. Det var faktisk en ganske ubekvem fornemmelse.

Elastikken holdt en lille pause lige under mine baller, og jeg tænkte, at hvis strømperne ville blive siddende der, så skule det nok gå, men jeg valgte alligevel at forkorte den planlagte tur. Det vidste sig at være en god ide, for strømperne havde ikke tænkte sig at blive siddende. Langsomt, men sikkert rullede de videre nedad, og da jeg kom hjem, sad de ganske få centimeter fra kjolekanten. Til gengæld var lår og baller helt blottet under kjolen.

Kan I forestille jer, hvor selvbevidst man kan nå at blive på så kort en tur?

Men hvad er værst? At mærke at strømperne ikke har tænkt sig at blive siddende, hvor de skulle, eller falde på en svært befærdet vej?

Well – jeg har prøvet begge dele i løbet af denne uge, og begge dele er ret ubehagelige. Man kan sige, at hvor et brutalt styrt gør ondt i hele kroppen, så gør rullende strømper kun ondt på selvbevidstheden, men ingen af delene er godt for selvværdet.

Jeg var i Aarhus forleden. Ankom med toget og ville tilbagelægge den korte tur til mit yndlingshotel til fods. 5-10 meter fra hoteldøren snubler jeg. Hvordan må guderne vide. Jeg faldt! Mine ting lå spredt ud over et betragteligt areal på fortovet, men begge min sko stod pænt. Præcis som om jeg var trådt lige ud af dem.

Nogle flinke unge mænd kom mig til undsætning. ”Er du ok?” spurgte den ene. Jo tak – bare meget bevidst om, at I har lige har set mig falde på røv og albuer.

De var vildt søde og bekymrede, men der skete heldigvis ikke noget. Bortset fra at jeg har slået mine knæ og den ene skulder ret voldsomt, og nærmest følte mig lammet i højre side af kroppen. Men jeg ville bare væk fra alle, der havde set det pinlige styrt.

Måske er det for at undgå, at jeg bevæger mig ud igen, at min krop har valgt at være syg. Syg som ind i helvede, faktisk. Halsbetændelse, feber og hoste. Og et tomt køleskab.

Jeg snaver den første, der dukker op med et brød. Eller bare et eller andet jeg kan spise. Og helst ikke alt for sundt!

Kæft jeg er træt af at være mig lige for tiden! Håber I har det bedre med at være jer!

Mig og min hukommelse

Nå, men hvordan gik det så med mit kursus, som jeg kun med nød og næppe fik færdigt i weekenden? Jamen, det gik da skide godt. Altså bortset fra den lille detalje, at jeg løb ud fra kontoret mandag ved frokosttid. Satte mig i et tog, og satte kurs mod Jylland. Og bedst som jeg sad der, og toget skulle til at tilbagelægge turen under Storebælt, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt noget.

Det vidste sig, at jeg såmænd havde glemt min computer. Altså den computer, hvor mit kursus gemte sig. Så sad jeg der og overvejede, om der mon var nogen, der skulle have noget med, når jeg gik i panik.

Heldigvis har jeg skønne mennesker omkring, og jeg fik skrevet til afdelingssekretæren, der for gud ved hvilken gang kom mig til undsætning. Hun fik åbnet min computer og sendt mit kursus til mig. Så skulle jeg bare finde ud af at låne en computer, da jeg kom frem. Og det lykkedes.

Første dag i Silkeborg. Undervejs undrede jeg mig over, at der var noget ved mit kursus, der ikke var, som jeg huskede, at det skulle være. Men det gik trods alt, og kursisterne fulgte nysgerrigt med. Både i det, jeg sagde og i de print af min præsentation, jeg havde husket at slæbe med. Og da jeg efter frokost lige ville tjekke, hvor langt jeg egentlig var kommet, fik jeg bekræftet min mistanke. Det var ikke det færdige kursus, jeg underholdte med. Rækkefølgen var forkert, og der manglede slides, som jeg ellers havde brugt tid på at lave og som jo skulle understrege vigtige pointer.

Da jeg spurgte kursisterne, om de ikke synes, det var svært at finde rundt i, når min præsentation ikke stemte overens med deres materiale, lød det i kor: ”Det gør da ikke spor. Vi leder bare – alt er der jo.”

Jo tak – alt var hos dem. Hos mig manglede der er en del. Hvad der er gået galt, ved jeg ikke, men jeg stod tidligt op dagen efter og fik rekonstrueret det hele, så nye kursister fik det kursus, jeg havde forberedt.

Tilbagemeldingerne fra begge steder har kun været positive. En har endda ringet til kursussekretariatet for at sige tak for et godt kursus. Det blev jeg da rigtig glad for at høre, for jeg følte mig mildt sagt på glatis ind i mellem.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Hvor ville jeg ønske, at jeg bare for en gang skyld kunne være så tjekket, at jeg havde styr på mine ting. Men sådan skal det åbenbart ikke være. I går kom jeg på arbejde uden mine briller og uden dem, ser jeg ikke meget.

Jeg opdagede også til min gru, at jeg havde glemt, at jeg skal virkelig tidligt op søndag morgen for at tage til Odense, hvor jeg i to dage skal deltage på Fagfestival, der helt sikkert bliver spændende. Jeg havde bare glemt, at det var nu, og derfor har jeg skruet et stramt program sammen i dagene både før og efter. Både arbejdsmæssigt og privat. Så næste uge bliver præcis lige så kaotisk som de fleste uger efterhånden er hos mig.

Super kort weekend. Til Fagfestival i to dage, hvor jeg forhåbentlig får hovedet proppet med nye ideer, tendenser, viden og faglighed. Så hjem sent mandag. Op igen tirsdag, hvor jeg skal holde kursus i Ringsted. Jeg har absolut ingen tillid til DSB, så jeg tager så tidligt af sted, at jeg nærmest vil kunne tilbagelægge turen til fods, hvis nu toget skulle være forsinket. Jeg er muligvis utjekket i rigtig mange sammenhænge, men jeg kommer aldrig for sent.

Efter kurset tager jeg til Aarhus, hvor jeg har møder og skal forhandle kontrakt. Det sidste har jeg aldrig prøvet før, og det giver ærlig talt lidt sommerfugle i maven. Forhåbentlig går det godt. Og så er der kun to dage til weekenden, hvor jeg blandt andet skal til fødselsdag. I invitationen står der, at jeg skal komme i galla B. Men det gælder vel for pokker ikke, når man får invitationen på sms? Vel?

Jeg tænker, at han skal være glad, hvis bare jeg husker at komme. Påklædt. Det er ved at være på grænsen af, hvad man kan forvente af mig.

Hvis der er nogen, der falder over den hukommelse, som jeg åbenbart har tabt et sted, så vil jeg altså rigtig gerne have den tilbage.

Så meget for overspringshandlinger

I onsdags kunne jeg endelig trykke på knappen og sende årets sidste nummer af mit blad til tryk. Det var en ret skøn fornemmelse, for det har været en sej omgang at få det færdigt denne gang.

Planen var, at jeg med det samme skulle gå i gang med at lave det kursus, jeg skal på turne med i ugen, der starter i morgen. Jeg kom også i gang. Langsomt og lidt famlende, for det er et nyt kursus til en gruppe mennesker, jeg aldrig har haft på skolebænken før, og som jeg ikke ved meget om.

Men så var der møder, jeg skulle til, samtaler jeg skulle klare og fredagsvin, der skulle drikkes. Det, der skulle være et enkelt glas vin med kollegerne, blev til flere flasker. Altså – ikke at jeg drak flere flasker, men det blev sent, før jeg kom hjem fredag.

Så er det jo godt, at det er weekend – så kan man jo nå en masse. Og jeg skulle lave kursus… Men pludselig blev det vigtigt at køre på biblioteket og hente den bog, jeg bestilte forleden og som jeg skal bruge til en artikelserie, jeg skal i gang med. Og så blev det vigtigt at se juleudstilling i vennernes butiksvindue. Og så var det vigtigt at spise frokost med vennerne, for dem har jeg ikke set længe. Og kaffe skulle der jo også til…

Da jeg langt om længe kom hjem, var det altafgørende, at jeg fik fejet blade på min terrasse og stablet mine havemøbler op. Jeg fik nemlig besøg af en ung mand, jeg havde lovet at hjælpe med en ansøgning. Så kunne han jo lige hjælpe med at dække møblerne med den kæmpe presenning, som en af mine venner har sørget for, at jeg har. For sådan noget tænker jeg ikke over.

Jeg fik fejet, og jeg fik gjort terrassen vinterklar. Og vi fik skrevet ansøgning, og jeg fik lavet aftensmad og ryddet os og prøvet tøj og alt muligt andet. Og så var det sent.

Søndag… Sidste chance for at lave kursus. Men der er stadig kaffe, der skal drikkes. Og så skulle jeg i biografen og gøre klar til fejring. Vi modtog for noget tid siden en fin pris, som vi skulle fejre med vores frivillige. Bobler og kransekage. Tale. Hygge. Så hjem og lave kursus.

Men der skal jo også handles. Og da jeg kom hjem, skinnede solen så skønt, at jeg bare ikke kunne gå ind. Så jeg fik revet blade af min græsplæne. Fik ryddet op ude. Fik masser af frisk luft og nød det. Og da det endelig blev for koldt at være ude – for jeg kom jo lige fra fest og var iført nederdel og nylonstrømper – ja, så var der jo kjoler, der skulle stryges og tasker, der skulle pakkes. Jeg skal jo immervæk være væk i nogle dage.

Jeg overvejede at bage småkage, men synes alligevel, at det var for husmoder-agtigt, og det orker jeg ikke at være. Men så var der noget skatte-halløj, jeg kunne lave og et spørgeskema fra Rigshospitalet, der skulle udfyldes.

Så hvordan er det gået med kurset, tænker du måske? Jo jeg blev færdig. Da jeg endelig slog røven i sædet tog det kun nogle timer. Tænk, at jeg har brugt så uhyrligt meget tid på at undgå at bruge lidt tid på det, jeg skulle.

Så meget for overspringshandlinger. Nu glæder jeg mig til min turné. Og til et forhåbentlig godt kursus.

God uge til jer!

Jeg klarede den!

Klokken 09.30 i morges modtog jeg en sms fra mine skønne venner. De ville køre i IKEA. “Vil du med?”

Alle mennesker ved deres fulde fem ville skynde sig at takke nej. Især når man sidder dejligt i sofaen iført blødt tøj og med varm kaffe inden for rækkevidde. Især når det er lørdag og ovenikøbet første lørdag, siden lønnen rullede ind på kontoen. Men jeg er ikke altid ved mine fulde fem, så jeg takkede ja og tænkte, at det da nok skulle blive hyggeligt.

Og det blev det! Selv om jeg har lovet mig selv, at jeg ikke skal bruge nogen penge i denne måned, så røg der alligevel lidt med hjem. Men nu er jeg faktisk også ved at være helt på plads i mit nye hjem, og det er blevet så fint.

Der er kommet fyld i puderne, gæsteværelset er klar til de første gæster, og opvaskemaskinen virker. Så bortset fra et par lamper, der skal hænges op – når jeg engang har fundet ud, hvad jeg vil have – så er jeg på plads, og det føles så skønt.

Nu kan jeg endelig tjekke det af på listen over ting, jeg skal have styr på. Jeg er nået i mål med stor hjælp fra venner og familie, der har været fantastiske til at stille op.

Sidste weekend kom mine forældre på besøg. Ikke bare med en seng, men også med værktøjskasse og tålmodighed. Selv aftensmaden havde de medbragt, og mens jeg lavede popkorn i den lokale biograf, hængte de billeder på mine vægge. Hvilken luksus!

Og nu kan jeg slappe af i mit skønne hjem og takke guderne, eller hvem det nu var, der sørgede for, at jeg klarede turen til IKEA på en lørdag først på måneden, uden at blive hverken sur eller stresset undervejs. Jeg var bare glad for tilbuddet om at komme med.

 

Rigtig god weekend til jer alle!

Hvem taler?

Gad nok vide, om der er stadig er læsere på Fabrikken… Hvis der er, så er I fandeme tålmodige, for der har været stille længe. Jeg har simpelthen haft brug for at koncentrere mig om arbejde, ny bolig og ikke mindst mig selv. Og det har været godt. Jeg havde brug for at drosle helt ned, og det er lykkedes, selv om jeg har haft travlt på arbejde. Så det har været en pudsig blanding af travlhed og ro. Ret skøn faktisk.

Og der er ikke sket alverden siden sidst. Og så alligevel. For jeg opfører mig mærkeligt for tiden.

Fx hørte jeg forleden mig selv sige: ”Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke har brug for flere ting.”

Say what? Eller… det er sådan set rigtigt nok, men det ligner da ikke mig ikke at benytte enhver lejlighed til at shoppe. Men den underlige stemme mener altså, at jeg har nok jordisk gods, og det tror jeg såmænd, stemmen har ret. Men mærkeligt er det.

Jeg har også præsteret at gå på arbejde med røven ud af bukserne. Altså ikke arbejdet røven ud af bukserne, men tage af sted sådan. Der er er forskel, og det er ikke fedt. Så i løbet af en halv arbejdsdag flashede jeg voluminøs mås, og måtte få afdelingens skønne sekretær til at hente kaffe, print og andre nødvendigheder til mig.

Selvfølgelig skulle jeg ud og interviewe om eftermiddagen, så lige der havde jeg faktisk ting, jeg havde brug for i mit liv. Nemlig nye bukser. Dem fik jeg købt, selv om det var sidst på måneden, og der bestemt ikke var nye bukser på budgettet. Men altså – min bagdel egner sig ikke til at blive vidst frem på den ærgerlige måde, som revnede bukser er.

Jeg har også hørt mig selv takke nej til hele tre middagsinvitationer til i aften. ”Nej tak – jeg faster,” hører jeg mig selv sige.

Det er mærkeligt at høre sig selv sige nej til god mad. Men det har jeg gjort, og det begynder heldigvis at vise resultater. Ellers skulle fanden da også stå i det.

Ellers er der såmænd ikke sket alverden,så jeg vil slutte med at ønske jer alle en rigtig weekend. Nyd den!

 

Må jeg bede om en normal krop?

Det har været nogle hektiske dage, siden jeg fik den dumme pakke, jeg ikke havde bestilt. Det var ærlig talt lidt af en overraskelse, at der skulle være mere ballade med den knude, men jeg har hele tiden tænkt – og tænker stadig – at der ikke er noget alvorlig galt. Havde der været det, så ville nogen have fundet noget. Og jeg er ikke blevet meget klogere. Efter flere scanninger, konference (det, vi andre nok ville kalde personalemøde) og prøver, var svaret i mandags, at lægerne stadig ikke ved, hvad der er i min krop. Men de ser ikke nogen grund til uro.

De kan se, at der er en smule aktivitet omkring operationssåret, hvilket ifølge den søde læge er helt normalt. Så er der også en smule aktivitet i min ene lunge. Det vil de gerne holde øje med, så jeg skal komme til kontrol om tre måneder.

Selv tænker jeg, at hvis de leder efter aktivitet i min krop, så kommer de fandeme til at lede længe. Det ville undre mig, hvis jeg er aktiv i det skjulte. Men på den anden side – hvem ville have troet, at jeg var slank i næsen?

Beskeden slog mig lidt ud. Det var jo en god nyhed. Jeg skal ikke opereres her og nu. Det er ikke længere akut. Men hvad er det så? Og hvorfor er min krop så mærkelig?

Da jeg skulle PET-scannes, forklarede sygeplejersken, at når hun sprøjtede radioaktivt stof ind i min krop, så ville den nok blive meget varm. Jeg lå helt stille på lejet og spekulerede på, hvor meget varme sådan en scanner egentlig kan tåle, for min krop har det med at forvandle sig til en brændeovn. Og den klarer det fint uden radioaktivitet. Men hvad skete der? Min krop blev selvfølgelig iskold.

På vej hjem havde jeg en lille snak med den om, hvorfor den ikke bare kan være som alle andre kroppe. Så speciel behøver den simpelthen ikke at være. Hvorfor kan jeg ikke bare have noget i kroppen, som lægerne ved, hvad er? Men på den positive side: Jeg har stadig mulighed for at få en sygdom opkaldt efter mig!

Nå, men ellers har jeg fået overdraget min gamle lejlighed med stor hjælp fra venner og familie. Det var en kæmpe lettelse, og endelig føler jeg, at jeg kan nyde mit nye sted. Og det gør jeg i høj grad. Jeg har holdt et par fridage for lige at lande efter samtalen med lægen, og dem har jeg brugt på at pusle omkring herhjemme, så nu er jeg næsten på plads.

Jeg har også haft besøg af min bror og svigerinde, der hjælp mig på vej ved at sætte lamper og andet op. At de så havde taget Mellem-nevøen med, der som altid var kæk, da vi talte om, hvorfor jeg har valgt det mindste værelse til mit soveværelse, er en helt anden sag. ”Det er vel fordi, du så er tættere på køkkenet?” lød det fra ham… Der er så lige en dreng, der kan se frem til en usædvanlig lille julegave i år. (I al hemmelighed elsker jeg hans humor og dristighed, men det må han aldrig få at vide.)

Inspireret af familien, der har smidt rigtig mange kilo, har jeg så i øvrigt valgt at give 5:2 kuren et skud. Den har jeg ellers været lidt luren overfor, men efter første fastedag havde jeg tabt to kilo. Jeg er ikke god til matematik, men lidt hurtig hovedregning siger mig, at det blot kræver 25 fastedage – så er jeg tynd som et siv. Ikke bare i næsen…

Tja, på en sær måde passer 5:2 kuren meget godt til en krop uden megen aktivitet, for når man ikke må spise noget, skal man heller ikke lave mad, og det er faktisk ret behageligt.