Nu bakker det!

Bilen og jeg klarede turen til Nørrebro i går. Det gik – selvfølgelig – fint. Og jeg gider slet ikke høre krakilere pointere, at det jo hverken var hverdag eller myldretid. For ved du hvad? Det vil jeg ærlig talt skide på. Det var stort for mig at tilbagelægge turen. Og endnu større var det, da jeg parallelparkerede bilen. Uden buler hverken til den eller bilerne omkring.

Tænk, jeg tror faktisk, at jeg voksede et par centimeter lige der.

Selvtilliden er muligvis ved at vokse mig over hovedet, for i dag kørte vi til IKEA. Og gæt så lige, hvem der bakkede ind mellem to biler… Jeps. Det var mor her. Fordi en skøn kvinde sagde til mig i går, at det måtte jeg bare lære. Og jeg gjorde det. Og der er stadig ingen buler.

Så der!

Det ender sgu med, at bilen bare bliver noget, jeg tager, når det passer mig. Hvilket i og for sig også hele tiden har været meningen, men aldrig helt virkeligheden.

Måske jeg kan bakke ind på rette spor?

Sleeping my day away

Første uge tilbage på job er overstået. Det har været sjovt, travlt og skørt. Men først og fremmest har det været svært at forstå, at vækkeuret ringer så tidligt. Og plejer det at ringe så højt?

Jeg kom tilbage til mit job med fornemmelsen af, at jeg ved, jeg arbejder der. Jeg ved, at jeg har travlt. Jeg kan bare ikke huske med hvad. Det er nok ret typisk efter en ferie, og jeg tolker det som om, jeg har fået slappet godt af. Jeg har ikke fået lavet alt det, jeg ville, så jeg har nogle små “hyggeopgaver” med hjem til weekenden, men det er jo prisen, man må betale, når man ikke er oppe i fulde omdrejninger. Og faktisk synes jeg, at det kan være hyggeligt med den slags opgaver, når jeg ikke har andre planer.

De opgaver skal jeg finde tid til mellem afslapningen, som jeg har lovet mig selv og fødselsdagen, jeg er inviteret til. Og som betyder, at jeg og min bil skal køre på indre Nørrebro inden så længe.  Det er et first for os begge, men vi skal jo lære det… Send lige god kørekarma til os!

Jeg har lovet mig selv, at jeg bare vil slappe af og kun lave, hvad jeg har lyst til i denne weekend. Og jeg skal da lige love for, at jeg får slappet af.

Jeg vågnede ved 5-tiden i morges, men syntes at det var alt for tidligt at stå op. Faldt heldigvis i søvn igen. Og vågnede. Klokken 12. Eller lidt i, men stadig… Jeg har simpelthen sovet en fjerdedel af weekenden væk, og nu er jeg helt konfus. Kan slet ikke forstå, at det allerede er midt på eftermiddagen. Jeg er jo først lige vågnet.

Jeg må jo have trængt til at sove. Synes ellers ikke, at jeg følt mig specielt træt, men måske handler det bare om, at min krop lige skal forstå, at vi er tilbage uden sukker, alkohol og kulhydrater. Det har allerede resulteret i fine tal på vægten. De kilo, der røg på sidebenene i ferien, er væk igen, og jeg nyder, at roen i kroppen er tilbage. Og det har slet ikke været svært. Faktisk har jeg følt, at min krop har længtes efter den tilstand. Og jeg er stolt over at være tilbage på sporet. Mine fødder er også glade, og det er vigtigt, for de skal snart på hårdt arbejde tværs over Skotland.

Nu skal jeg bare passe på, at jeg ikke får sovet hele weekenden væk.

Helt efter planen… eller…

Det var helt efter planen, da mit vækkeur ringede i går klokken lidt i 5. Bilen var pakket. Huset var gjort rent. Det var kun mig, der skulle have lidt vand i hovedet, pakke det sidste og ordne de sidste småting i huset.

Solen var kun lige stået op, og lyset var ganske særligt, da jeg aflæste strøm, smed de sidste ting i bilen og fik lukket sommerhuset.

Billederne er måske ikke den bedste kvalitet, men hold da op, hvor var det en fin morgen, da jeg forlod Øen i går. 

Klokken halv seks kom en ung mand gående hen over marken, der ligger mellem mit og min families hus. Jeg havde lovet ham et lift til København og glædede mig til selskab på turen, for det er godt nok tidligt at stå op, når man stadig har ferie.

Da vi kørte ud af byen, stod spillemændene fra nattens bal og fik en sidste øl. Meget passende med den opgående sol i baggrunden og lige over for kirken. Helt efter planen at dømme efter deres lidt svømmende øjne og lidt krampagtige tag i instrumenterne.

Vi kom med den første færge til fastlandet og satte kursen med øst. Så faldt den unge mand i søvn. Så meget for det gode selskab…

Han vågnede, da jeg kørte forbi Odense og takkede ja til kaffe og rundstykker, som jeg lokkede med – bare for at han kunne holde sig vågen og holde mig ved selskab det sidste stykke af turen.

Jeg satte ham af på Frederiksberg. Kørte mod Den Solgule Idyl, hvor jeg parkerede bilen lidt over 10. Fik slæbt alt vasketøjet, stakken af bøger jeg aldrig fik læst og alle indkøbene ind, fik pakket ud og klaret vasketøj. Og jeg fik styr på den underlige fornemmelse af at komme hjem til en lejlighed, hvor der har boet mennesker, jeg ikke ved, hvem er.

Så altså – alt gik efter planen.

Klokken 17 var jeg inviteret til middag. Butleren købte som bekendt en skjorte på Øen, der passede perfekt til en let middag, så det havde han arrangeret. Jeg kan så konkludere, at hans definition af en let middag ikke er helt den samme som min. Men godt var det – og helt efter planen.

Hvad der virkelig ikke gik efter planen, er det faktum, at klokken blev halv tre, før jeg kom hjem. Og halv fire inden jeg kom i seng. Big mistake! Især med tanke på, at det er hverdag i morgen med alt, hvad det indebærer.

Men jeg fik handlet, inden himmelen åbnede sine sluser. Alt det praktiske er klaret til hverdagen i morgen, og selv om jeg næsten ikke kan holde tanken om vækkeuret ud, så bliver det også fint at komme tilbage på arbejde. Jeg har travlt, så det bliver ikke kedeligt.

Og nu kan nedtællingen til næste ferie for alvor begynde. Nøj, hvor jeg glæder mig. Hvad jeg derimod ikke glæder mig til, er de næste 3-4 dage, som jeg ved, kommer til at byde på hovedpine og andet godt, mens min krop igen vænner sig til fornuftig kost og grøntsager, som den virkelig ikke har fået for mange af på det sidste.

Jeg vil træde meget forsigtigt op på vægten i morgen, og se sandheden i øjnene. Jeg tror ikke, at det bliver sjovt, men nu er det tilbage på sporet igen. Og heldigvis kan jeg se tilbage på endnu en skøn ferie på Øen.

Om 50 uger gør jeg det hele en gang til!

 

Kuren der forsvandt

Ferien lakker mod enden. To hele dage er, hvad der er tilbage. Så går turen tilbage til Den Solgule Idyl og hverdagen der. Jeg forlader Øen med den første færge lørdag morgen, for jeg orker ikke kø ved færgen og endnu mindre kø over Fyn. Så jeg skal alt for tidligt op lørdag og af sted.

Men indtil da skal de sidste dage nydes. Og tankerne, der summer rundt i mit hoved skal finde en plads, hvor de kan ligge i fred og ro og vokse sig til gode og konstruktive ideer. Eller også skal de skride ud af mit hoved igen.

De fleste tanker handler om kuren, der forsvandt. Jeg var så godt i gang med en kostomlægning, der virkelig fungerer for mig. Og jeg havde forberedt mig til ferien. Havde bagt knækbrød – som jeg kun har spist den dag, ingen af os gad at gå til bageren. Jeg har slæbt kokosolie og andet godt med i sommerhuset – men jeg har end ikke kigget på det.

I stedet gik der vel henved 20 minutter, fra jeg ankom til Øen, til jeg spiste den første hjemmebagte bolle. Og siden er det gået slag i slag. Brød, kage, is, øl og vin. Lidt pasta. Lidt kartofler. Og en helt masse andet. Jeg har brugt lidt tid på at dunke mig selv i hovedet med min egen utilstrækkelighed. Men det nytter jo ikke noget. Og alle, jeg har talt med herovre, fortæller samme historie: Få minutter inde i ferien, ryger de gode vaner. Så måske er jeg bare lige som de fleste andre mennesker? Med vaner, der er svære at ændre.

Men på plussiden er, at jeg glæder mig til at komme tilbage på sporet. Jeg savner den gode fornemmelse i kroppen, når den ikke kører på ren sukker. Jeg savner roen i min krop. Jeg savner i det hele taget fornemmelsen af at gøre noget godt for mig selv. Jeg kommer ikke 100 procent tilbage på sporet, før hverdagen melder sig. Men jeg har foræret lageret af øl og kager til familien på den anden side af vejen, og så glæder jeg mig over, at jeg ikke føler trang til blot at give op, for ”nu er det hele alligevel ødelagt!” Sådan plejer jeg at tænke, så lidt fremskridt er der da at spore.

Jeg har heldigvis alt materialet fra Madbandittens kickstart, så det er jo bare at begynde igen. Jeg klarede det sidst. Jeg kan klare det igen.

Nu vil jeg nyde de sidste feriedage. Jeg vil tage endnu et par ture til stranden. Det er det sted i verden, hvor jeg har det allerbedst. Der, hvor jeg trækker vejret helt ned i maven. Der, hvor jeg oplever en følelse af dyb glæde – uanset hvordan humøret var, da jeg kom dertil. Jeg elsker at går der. Jeg elsker fornemmelsen af sandet under mine fødder og sandet i mit ansigt, når jeg kommer hjem. Her på Øen er der gratis peeling af huden hver dag. Sandet lægger sig på huden. Du kan smage det og lugte det, og det er den særlig kombination af den friske luft blandet med salt, som jeg holder så meget af, og som er det første, jeg bemærker, når jeg hvert år sætter mine fødder på Øen.

Det er tydeligvis ikke alle, der er lige så begejstrede for stranden som jeg.

Som altid har jeg haft tanker om at flytte hertil. Men i modsætning til tidligere år, så er jeg helt afklaret med, at jeg ikke skal bo her. Jeg har det alt for godt i Den Solgule Idyl omgivet af de skønne, skøre og skæve mennesker, jeg kender der. Men jeg vil meget gerne meget mere til Øen. Tilbringe flere ferier her. Tage til flere baller – året rundt. Så tanken om at knytte mig tættere til Øen tumler rundt i mit hoved, og de begynder langsomt at tage form. Det bliver ikke lige nu. Men måske i løbet af de næste 5-10 år. Planen er så småt lagt. Og planer er gode at have – om de bliver til virkelighed, vil tiden vise, men lige nu tror jeg på det.

Og nu er det tid til mere kaffe, inden turen går til den forkerte ende af Øen i godt selskab og med et efterhånden alt for varmt dankort. Der er shopping på programmet, og så er solen forhåbentlig kommet frem igen, når vi er tilbage, så der bliver plads til endnu en skøn gåtur på stranden.

Vi ses, når jeg er tilbage i hverdagen

 

Dag 0

De fleste af os har dage hvert år, der betyder noget særligt. Fødselsdag, jul, påske, bryllupsdag etc. Det har jeg selvfølgelig også. Alle, der følger med på Fabrikken ved, at jeg elsker juledagene. Men der en dag, der hvert år er noget ganske særligt. Det er den dag, der er årsagen til, at jeg tilbringer to uger på min smukke ø hver sommer på samme tid. Jeg planlægger min sommerferie, så jeg kan være på Øen en uge før og en uge efter den tredje søndag i juli. Og det kan der ikke ændres ved.

I går var tredje søndag i juli. Det skænkede du sikkert ikke mange tanker, men det gjorde jeg. Og dagen gik, præcis som den skulle. Same procedure as every year! I år med et hus fuld af gæster. Festen begynder ved 14-tiden, og jeg var hjemme klokken 3 i nat. Det er faktisk usædvanlig tidligt, men jeg bliver altså ældre og træt. Og jeg orkede ikke endnu en dag nul med tømmermænd. Dag nul er dagen efter dagen. Der, hvor der altid er hviledag i touren. Og den dag, hvor man trænger allermest til en lang etape, som man kan stene til. Men det er der aldrig.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har ligget helt passivt på dag nul. Med massiv hovedpine, kvalme og det, der er værre. Så galt gik det heldigvis ikke i år. Så måske er jeg faktisk ikke kun blevet ældre, men også klogere?

Det særlige ved dagen før dag nul er festen og alle de pragtfulde mennesker, jeg får mulighed for at hilse på. Gamle klassekammerater. Venner og bekendte fra min barn- og ungdom. Musik, dans, grin og gode snakke. Det er dagen, hvor jeg får talt med mennesker, jeg kun taler med den dag. Og det er lige hyggeligt hvert år. Derfor har jeg også allerede booket sommerhuset til næste år. Samme periode. Samme opskrift. Alt bliver forhåbentlig præcis som det plejer.

Jeg har stadig en gæst i sommerhuset. Det var faktisk ikke meningen, men det er hyggeligt. Også selv om jeg glæder mig til at få de sidste feriedage alene i huset. Der har været gæster, siden jeg kom hertil. Og det har været fantastisk. Jeg vil nødig være utaknemmelig, men det bliver nu også rart med nogle dage for mig selv.

Og inden jeg når at blinke med øjnene, er ferien forbi, og jeg skal tilbage til hverdagen. Som også er dejlig. Jeg glæder mig til at komme hjem til de sunde kostvaner, og det bliver også ok at komme tilbage på arbejde. Selv om jeg synes, 14 dages sommerferie er for lidt, så hjælper det at tænke på, at om tre en halv uge er der ferie igen. Og der går turen til Skotland. Det glæder jeg mig helt vildt til.

Nu vil jeg smide mig sofaen og nyde en stille aften i sommerhuset. Og jeg vil nyde de sidste feriedage og forkæle mig selv med ro og lange gåture ved stranden. Og selvfølgelig godt selskab fra venner og familie. Og mon ikke også en fadøl eller to? Det er jo trods alt ferie.

Der vil med andre ord være ferielukket på Fabrikken resten af ugen.

God sommer!

Nyt fra sommerlandet

Den årlige ferie på Øen er i fuld gang. Det første hold gæster har forladt sommerhuset, og andet hold er rykket ind. Der er dømt total afslapning, gode snakke, tour-lur og alt for meget god mad – og ja, de nye, gode vaner glemte jeg åbenbart at pakke i feriekufferten, selv om det var planen, at de skulle have været med. Alt for hurtigt er de blevet erstattet af  dårlige vaner, men det må jeg rette op på, når jeg vender hjem til hverdagen. Tror det ender med nye 28 dage med stram kostplan og ingen alkohol. Den tid, den sorg.

Lige nu nyder jeg bare livet i sommerlandet, hvor tempoet er virkelig langsomt, og hvor selv det at læse de bøger, jeg har taget med føles som en anstrengelse. I stedet er der tid til at stirre ud på den smukke natur, gå ture, dyrke de gode samtaler, grine og tage på opdagelse.

Og jeg har allerede lært en masse nyt. For eksempel har jeg været på tur til et sted på Øen, hvor jeg aldrig har været før. Ja, det lyder utroligt, at der på sådan en lille sandrevle er steder, jeg ikke kender, men det er der. Og der er virkelig smukt, så der skal jeg ud igen.

Det er der, hvor psykopaterne bor, kunne en af mine gæster fortælle. Hvis de gør, spiser de østers, og mon ikke de også nyder den smukke natur?

Derude lærte jeg også, at elegance er noget, jeg enten skal til at dyrke eller også slå mig til tåls med, at jeg ikke har. Måske havde jeg det engang, men i så fald er den tid forbi. Det var virkelig ikke kønt, hverken da jeg skulle op på eller ned fra bunkeren.

Jeg har lært, at der findes beklædningsgenstande til enhver lejlighed. Det blev jeg belært om, da Butleren skulle købe ny skjorte. Han måtte eje den, for den er perfekt til en let middag. Der ser man!

Jeg har også lært et nyt spil, som helt sikkert skal med hjem til Den solgule idyl. Jeg forudser gode aftener med masser af grin, når vennerne der bliver tvangsindlagt til at spille med.

Og så har jeg opdaget, hvor meget jeg har trængt til at tømme hovedet og ikke tænke på andet, end hvad jeg gider foretage mig den næste times tid. Planer er at komme helt ned i gear, og jeg er godt på vej. Og jeg har brug for det. Så nu vil jeg lukke min computer og overveje, om jeg skal sætte en ny kande kaffe over eller nøjes med en kop lavet af pulver. Det er er den slags store beslutninger, der kommer til at fylde i mit liv de næste knap to uger. Og det er skønt.

Nåleskræk uden alder

Jeg var på Riget forleden. Der er allerede gået et halv år siden sidst, og derfor tid til kontrol. Jeg skulle MR-scannes, og det gør mig ikke noget. Det gælder bare om at ligge helt stille, og det er jeg faktisk ganske god til. Men som altid var jeg nervøs, for tænk nu, hvis de har nåle og vil bruge dem.

Jeg sidder og venter. Sygeplejersken kommer ud for at fortælle mig, at de er en smule forsinket.

Mig: ”Det er ok. Men jeg skal lige høre… Skal I stikke mig?”

Sygeplejerske: ”Ja, det skal vi, når vi er cirka halvvejs i scanningen.”

Jeg må have set helt grådkvalt ud, for hun kigger blidt på mig og siger:

”Det er du ikke så glad for, kan jeg se.”

Mig: ”Nej, det er jeg bestemt ikke pjattet med!”

Sygeplejerske: ”Jeg har bamse-creme…”

Mig: ”Jeg fylder 50 næste år…”

Sygeplejerske: ”Vi kan kalde det trylle-creme?”

Mig: ”Ok!”

Og derfor så man mig smurt ind i creme, der skulle bedøve huden inden stikket. Men det hjalp ikke, for det er ikke smerten, jeg er bange for. Det er den satans nål! Men jeg klarede den uden at græde. Hyperventilerede måske en smule, men ingen tårer. Jeg følte mig faktisk næsten stolt.

Svaret på scanningen får jeg om en måneds tid. Og der stikker de heldigvis ikke.