Skal vi bakke til IKEA?

Jeg har fået min bil! Jeg hentede den i fredags, og den er så fin. Vi er allerede rigtig gode venner, og jeg føler mig vildt privilegeret, hver gang jeg sætter mig ind i den. Den dufter af ny bil. Den kører fint, og den kan en helt masse, som jeg slet ikke har fundet ud af endnu. Og bedst af alt – jeg kan finde ud af at bakke i den. I en sådan grad at en ikke ubetydelig del af de kilometer, jeg har tilbagelagt indtil nu, er foregået bakkende.

Og så så man lige mig parallelparkere i indre by i mandags. Og jeg kørte i parkeringskælder. Det er to ting, jeg ville have forsvoret nogensinde ville ske, og jeg synes måske også, at min bil er lige vel ung til den slags narrestreger, men det gik fint. Også fordi jeg var under kyndig vejledning af Grafikeren.

Faktisk overvejer jeg, om jeg skal bakke hele vejen til Øen til sommer, men måske jeg skal lægge ud med en lidt kortere rute. Men hey – ros mig lige for, at jeg faktisk kører og nyder det, og der er stadig ikke kommet aftryk af mine knyttede hænder i (læder!)rettet.

Ellers har jeg nydt nogle dejlige dage i godt selskab, og så er der snart nyt på karrierefronten. Stort nyt! Mere kan jeg ikke sige lige nu, for så bliver jeg nødt til at slå dig ihjel, og det har jeg virkelig ikke lyst til. Så læs med på Fabrikken i stedet. Det bliver spændende!

 

Jeg er klar til endnu en kur

Hvor finder jeg motivationen til det projekt, jeg har gang i lige nu, blev jeg spurgt om tidligere i dag. Tja, det er et godt spørgsmål, for jeg plejer altid at være god for en undskyldning for, at det er ok at snacke – både på sødt og salt. Og jeg har altid været tilhænger af store glas med god vin. Jeg ved faktisk ikke, hvad der har ændret sig.

Måske er det, fordi jeg i 28 dage blev holdt i hånden af Madbanditten – længe nok til at komme over de værste begyndervanskeligheder. Måske er det fordi, hun proppede mit hoved med viden og nye måder at tænke på. Måske er det, fordi jeg for alvor begynder at mærke gevinsterne af mine anstrengelser. Som faktisk ikke har været særlig anstrengende.

I går gik jeg en lang tur langs vandet. Jeg bor jo det skønneste sted, når det gælder natur og smukke oplevelser. Og pludselig på vejen hjem slog det mig: mine fødder gjorde slet ikke ondt. Ikke et eneste jag – se, det motiverer!

Og når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, så falder jeg i søvn med det samme, og jeg vågner først, når vækkeuret ringer. Det vil nok være en tilsnigelse at sige, at jeg ligefrem springer ud af sengen, men jeg er heller ikke den zombie, jeg før har været. Det motiverer faktisk også.

Jeg spiser god mad. Enkelt og nemt og fyldt med smag. Og vigtigst af alt – jeg har mennesker omkring mig, der hepper. Jeg får rørende hilsener og støtte.  Og i dag lå der det fineste postkort ved min computer, da jeg mødte på arbejde. Det var fra min søde, unge kollega, som jeg faktisk ikke kender super godt endnu. Det kom fra den mest uventede kant, og jeg blev både rørt og glad. Og når man er så heldig, så kommer motivationen af selv. Også selv om jeg ikke kan mærke en pind på mit tøj eller kan se, at der er røget så meget som 100 gram. Men det fortæller vægten mig, at der er, så det tror jeg på.

Og jeg skal nok snart stoppe med at belemre jer med mit projekt, for i virkeligheden er det nok kun interessant for mig selv. I alt fald synes jeg, at det er rasende kedsommeligt at høre om, hvad andre spiser eller ikke spiser. Det rager mig kun, hvis du inviterer mig på middag, og dine kostvaner går ud over mig.

Sagen er bare, at det optager mig ret meget for tiden. Og det er fedt, for så længe jeg er optaget af mit projekt, så tæller jeg ikke timerne til min ferie begynder. For er vi ikke enige om, at de sidste uger før ferien er så lange som et ondt år? Og jeg trænger virkelig til ferie. Så jeg prøver at fokusere på alt muligt andet end de +2 uger, der er til jeg drager mod vest mod min skønne ø.

Men jeg lover, at jeg helt sikkert snart gør noget dumt igen, der kan føre til et indlæg på Fabrikken og sætte en stopper for navlepilleriet. Det kan kun være et spørgsmål om tid.

Fik jeg fortalt, at jeg bakkede ind i en bil på en næsten tom p-plads for ikke så længe siden? Så nu er min fine, nye bil på værksted. Jeg synes jo nok, at den er lidt for ung til den slags, og jeg har det skidt med, at den har fået buler så tidligt i sit  unge liv.

Denne lille krølle på historien er bare for at sige, at træerne jo ikke vokser ind i himmelen. Jeg er præcis lige som kluntet som altid…

Findes der mon en kur med kluntethed?

On my own!

Så gik der 28 dage, og jeg er på egen hånd i forhold til, hvad jeg vil spise, hvornår og hvor meget. Og det er egentlig ret nemt. Jeg tror sgu bare, at jeg fortsætter! Det forløb, jeg har været igennem hos Madbanditten, har været nemt at følge, og min krop elsker tilsyneladende at være sukkerfri. Den slambert!

Jeg har været på mange kure i mit liv. Og jeg har tabt mange kilo. Men de er altid kommet retur, fordi jeg vendte tilbage mine gamle vaner, så snart kuren var forbi. Og jeg havde egentlig frygtet, at jeg ville bruge weekenden på at planlægge, hvad jeg skulle forkæle mig selv med, når nu de 28 dage var overstået.

Men ved du hvad? Det eneste, jeg kunne komme i tanke om, var at fortsætte. Det er det, jeg har mest lyst til. Så i stedet for at planlægge ture forbi bageren eller finde et godt tidspunkt at smutte forbi isbutikken eller fylde glasset med kold rosé, ja så gik jeg tur i de svenske skove med min skønne familie, puslede på min terrasse, da jeg kom hjem og lyttede til skøn musik, mens jeg nød solen i min liggestol. Og jeg glemte at spise.

Se, det er ret mageløst for sådan en som mig, der ellers altid har næste måltid i tankerne, og som kan finde på at planlægge mine ærinder rundt omkring, så jeg på et eller andet tidspunkt kommer forbi en god bager, en isbutik eller noget andet vidunderligt syndigt. Som fx at dukke op omkring spisetid i Kollektivet.

Det sidste kan jeg nu stadig godt finde på – så er I advaret – men beslutningen om at fortsætte med Madbandittens plan føles som det nemmeste, det mest rigtige og fornuftige. Og ja, nu tænker du nok: ”Siden hvornår er du begyndt at blive fornuftig?” Og det ved jeg virkelig heller ikke. Men måske er det sukker, der tidligere har blokeret for min sunde fornuft. Hvem ved?

Og lad mig lige repetere: På blot 28 dage er smerterne i mine fødder reduceret betragtelig. Nogle dage er de helt væk. Jeg sover som en sten. Jeg føler ro i min krop. Jeg kan styre mit temperament – næsten. Jeg har ingen trang til sukker. Jeg kan for første gang i mange år føle sult og mæthed. Ifølge SDS-Morten er mine organer i zen, og mit bindevæv lækkert… Og så har jeg tabt +6 kilo. (Jeg synes, +’et er så fint. I virkeligheden dækker det blot over 100 gram, men det tæller vel også?), min hud er blevet pænere, jeg har meget mere energi og føler mig gladere. Så giv mig lige et eneste argument for ikke at forsætte!

Med de tre kilo, jeg havde smidt, inden jeg begyndte hos Jane, så nærmere jeg mig første delmål, der hedder minus 10 kg inden ferien på yndlingsøen. Jeg tror sgu, at jeg når det!

 

Nu med lækkert bindevæv

Hold da op, hvor fik jeg meget opmærksomhed forleden dag, da Madbanditten valgte at dele mit indlæg ”Skrid ud af min tallerken.”

Det var på en gang overvældende, rørende og skræmmende. Overvældende for et privat menneske som mig. Rørende, fordi jeg fik så massiv opbakning – både fra mennesker, jeg kender og holder af og fra mennesker, jeg aldrig har mødt. Hvor er det fantastisk! Hvad jeg måske ikke helt havde tænkt igennem er, at jeg nu føler mig virkelig forpligtet til at fortsætte. Ikke kun forpligtet over for mig, men også over for alle jer, der hepper. Det føles som et vist pres, men kun på den gode måde.

Det skræmmende er, at der er så mange, der genkender mine oplevelser med mennesker, der blander sig i, hvad jeg spiser. Det er jo altid dejligt at opleve, at jeg ikke er alene og sær. Men det er også skræmmende, at det tydeligvis er helt ok, at vi har meninger om hvad andre putter på deres tallerken eller hælder i deres glas, og at det er ok højlydt giver udtryk for dem over for andre. Hvor fanden kommer det fra?

Mange af de kommentarer, jeg har fået, har gjort stort indtryk på mig, men særlig en kommentar sprang mig øjnene. Det var fra en kvinde, der har tabt sig meget, og nu må lægge ører til kommentarer som: ”Nu skal du heller ikke tabe dig mere.”, ”Bliv nu ikke fanatisk” og mere af samme skuffe. Hendes historie ramte mig, fordi jeg kan høre mig selv sige det samme til min nevø. Og det er fandeme ikke i orden! Så der skal deles undskyldninger ud, når vi heldigvis snart ses igen.

Jeg har i mange år med jævnlige mellemrum besøgt SDS-Morten, som læsere, der har fulgt med på Fabrikken længe har hørt om ved flere lejligheder. Det er blandt andet ham med havresuppe mod tømmermænd. Når jeg tænker over det, så undrer jeg mig faktisk over, at jeg stadig lægger penge hos ham, for det er noget nær det dummeste, jeg nogensinde har hørt…

Any way – jeg besøgte ham i går. Efter lidt tid på briksen spurgte han, hvad filan jeg har gang i. Han kunne mærke en enorm forskel i min krop. Min lever er ikke overbelastet. Mine nyrer har det godt. Min bugspytkirtel er i topform. Mit bindevæv er blødt og lækkert. Siger SDS-Morten altså. Jeg ved jo ikke om han har ret, men jeg havde ikke fortalt ham om kickstarten. Og der er da komplimenter, jeg heller vil have end ”Nøj, dit bindevæv er lækkert,” men et kompliment er vel et kompliment. Og sammen med min slanke næsebro og gode langsyn ender jeg jo med at være en helt præsentabel kvinde.

Men tænk lige over, hvor vildt det egentlig er.  Jeg har ikke engang været i gang i fire uger, og allerede nu er der sket en masse i min krop. Men træerne vokser jo ikke ind i himmelen.

SDS-Morten blev nemlig så begejstret over mit projekt og mine fremskridt, at han med glød i øjnene og glæde i stemmen proklamerede: ”Nu er du klar til en tarmskylning!” Som om det er noget, jeg har gået og glædet mig til og ventet på at opnå.

SDS-Morten mener det vil være godt for mig. Han har muligvis ret, men jeg er ikke ved at gå ud af mig selv af begejstring. Dels er jeg ikke overbevist om, at tarmskylninger er andet end svindel og humbug, dels er jeg ret sikker på, at min intimsfære vil blive overskredet så massivt af et menneske, der skal proppe slanger med vand op i min bagdel og ikke mindst stå og kigge på, hvad der kommer ud. Jeg går i tænkeboks…

Ellers går det stadig godt. Vægten kryber langsomt den rigtige vej, men vigtigere end det – jeg har det bedre, end jeg har haft det i lang tid. Lige bortset fra, at jeg har fået mine nye briller og skal vænne mig til dem. Jeg ligner en fugleunge, når jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal holde hovedet for at kunne se noget, og jeg har endnu ikke turdet sætte mig på cyklen i ført brille med flydende overgang.

Rigtig god weekend til jer alle!

Mød Bente – prisvindende cyklist!

Hvordan kunne jeg dog glemme det? Midt i tanker om ”skal jeg sige noget eller ej”, har jeg glemt det mirakel, der skete forleden. Eller… mirakel er måske et stort ord, men når nu det er mig, så er det passende.

Maj måned er ‘Vi cykler til arbejde’-måned, og jeg har selvfølgelig meldt mig. Min arbejdsplads har stillet med tre hold. Hvordan vi har klaret os den store landsdækkende konkurrence har jeg ingen anelse om, men jeg tvivler på en topplacering. Til gengæld kender jeg resultatet af den interne konkurrence, og hold nu fast: Jeg vandt sgu!

Jeps! Det er simpelthen mig, der har cyklet flest kilometer i maj måned. 422 styk er det blevet til – til og fra arbejde. Og så har jeg ikke engang cyklet hver dag. De kilometer, jeg har tilbagelagt i privat regi, tæller ikke med, men alligevel vil storhedsvanviddet ingen ende tage.

Det er meget sjældent – faktisk første gang – at jeg modtager hæder for at være aktiv. Så tænk, at jeg skulle opnå det, inden jeg runder 50! Faktisk kan jeg jo nå at gentage succesen næste år. Så vil jeg kaldes cyklingens Tom K. Bare så I ved det.

Kæft, jeg er stolt. Præmien får jeg nok aldrig brugt, men æren kan ingen tage fra mig.

Så så man lige mig på to hjul og med hjelm… Venter kun på, hvornår jeg bliver overfaldet af alverdens sportsjournalister, der vil vide, hvordan jeg har båret mig, hvordan jeg har det, nu hvor jeg er kommet i mål og hvad jeg vil arbejde videre med.

Skrid ud af min tallerken!

ADVARSEL: DETTE INDLÆG ER BÅDE LANGT OG NAVLEPILLENE

Jeg har brugt flere dage på at tænke over, om jeg skulle skrive det, jeg skriver nu. Nogen vil helt sikkert føle sig stødt på manchetterne. Nogle vil måske endda blive sure. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at det er den risiko, jeg må løbe, hvis jeg skal blive bedre til at dele, hvad jeg føler og tænker. Jeg får ofte at vide, at jeg er svær at komme ind på livet af. Det er ikke ond vilje – det er bare fordi, jeg er vildt dårligt til at åbne for det mest private.

Men øvelse gør måske mester. Eller også ender jeg som hende, alle har vendt ryggen. So be it!

Så nu skriver jeg bare…

For to en halv uge siden begyndte jeg på et kickstart-forløb hos Madbanditten, som jeg er endog virkelig stor fan af. Faktisk er jeg ret pjattet med hende, og det er store ord fra en vestjyde. For dig, der ikke kender hende – hvis du findes – så kan du tjekke hendes blog her: madbanditten.dk

Jeg er så heldig, at jeg kender Madbanditten aka Jane ude i virkeligheden, og jeg elsker hendes ukomplicerede tilgang til mad og krop. Hos hende er intet forbudt, men der er fornuftige og ufornuftige valg. Og så laver hun rigtig mad – uden tilsætningsstoffer og andet skrammel. Bare god, gedigen mad, man kan blive mæt af. Og jeg har købt og betalt for at blive holdt i hånden af Jane i 28 dage. Jeg har fået opskrifter, motionsforløb, daglige gode råd og info om, hvad fanden det er, jeg har kastet mig ud i og hvad der sker i min krop undervejs.

Jeg er blevet klogere og gladere. De første 17 dage er godt overstået. Jeg er kommet over de første begyndervanskeligheder med utilpashed, træthed etc. som altid opstår, når jeg lægger min kost om. Det er heldigvis afløst af fantastisk nattesøvn, god energi, en vidunderlig ro i kroppen, fødder der ikke længere gør ondt, en mave der fungerer og minus fem kg på vægten. Og forleden kunne man se mig løbe op ad trapperne på Nørreport. Det er sgu aldrig set før. Så langt så godt.

Der er flere grunde til, at jeg valgt dette forløb. Ganske kort kan det opsummeres således:

  • Jeg har et farligt højt BMI – ifølge Sundhedsstyrelsen er jeg i højrisiko for hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
  • Jeg er godt på vej til at cutte 8-10 år af mit liv – min overvægt er farligere end rygning.
  • Jeg har behov for at gøre noget godt for mig selv og få en sundere krop efter chokket over min kræftdiagnose.
  • Jeg skal krydse Skotland til fods lige om lidt, og det kunne blive en udfordring med de smerter, jeg har haft i mine fødder. Plus de mange ekstra kilo, jeg skal slæbe på.
  • Jeg har brug for at bevise overfor mig selv, at jeg faktisk kan udrette noget. Det har jeg ofte svært ved selv at tro, og selvom mine omgivelser er søde til at fortælle, at jeg fx sagtens kan klare det nye job, så tvivler jeg selv engang imellem.

Så altså. Jeg har brug for at passe godt på mig selv og bevise, at jeg faktisk kan udrette det, jeg sætter mig for. Og jeg er vildt stolt af, at jeg i de sidste 17 dage har gjort så meget godt for mig selv, at jeg nu sidder og kan mærke gevinsterne på og i min krop.

Men! Hvad jeg ikke havde forudset, da jeg sprang ud i projektet, er alle de himmelvendte øjne og de mange kommentarer: ”Skal du bare sidde der og være kedelig?”, ”Come on! Et glas vin skader sgu da ikke”, ”Det lyder ikke sundt. Du skulle prøve (indsæt selv alverdens forslag) i stedet.”, ”Du falder jo alligevel i. Du har jo prøvet før, så tag nu et glas”, ”Uhmmmmm, den her dessert smager godt. Synd at du ikke må smage!”, ”Nu skal du jo heller ikke blive fanatisk”.

Og jeg kunne fortsætte listen. Og det gør mig faktisk både forundret og utilpas til mode. For hvorfor er det nødvendigt at have en holdning til den mad, jeg putter på min tallerken? Og er jeg virkelig så umulig at være sammen med, når jeg er ædru?

Som en del af kickstarten er der oprettet en lukket gruppe på Facebook. Jeg valgte at dele mine oplevelser med de andre derinde, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, om det er mig, der er nærtagende. Og jeg vedkender, at det kan jeg være, for der dukker rigtig mange følelser op, når man er i sådan et forløb.

Jeg fik over 30 lange kommentarer fra andre, der oplever det samme. Nogle lukker sig inde, og vil ikke deltage i arrangementer og fester, fordi de har svært ved alle kommentarerne, der kan virke sårende. Tænk lige over det et øjeblik… Intet socialt liv fordi omgivelserne har svært ved at forstå og acceptere et høfligt nej tak. Det er tankevækkende. En skrev noget i retning af: ”De mennesker, der fortæller mig, at jeg er tyk og ikke burde spise det stykke kage, er de samme mennesker, der bliver forarget, når jeg siger nej tak. Det er svært at gøre noget rigtigt”.

Når jeg oplever, at andre siger nej tak til vin, is eller kage, tænker jeg altid i mit stille sind: ”Fedt! Så er der mere til mig!” Hvilket selvfølgelig forklarer, hvorfor jeg har pakket så mange ekstra kilo på min krop. Andre tænker tydeligvis ikke sådan, for jeg har virkelig følt, at jeg skulle forsvare, at jeg har givet mig selv et løfte om at passe godt på mig selv i 28 dage. Jeg har også skullet forsvare, hvorfor jeg spiser, som jeg gør. Og jeg er blevet ked af de løftede øjenbryn og de himmelvendte øjne, fordi de får mig til at føle mig forkert eller som festens paria.

Så min opfordring fra nu er: Skrid ud af min tallerken og hop op af mit glas, og glæd dig over, at vand er billigere end vin, når jeg er gæst, og at der er mere kage til dig, når jeg takker nej. Og jeg føler virkelig ikke, at jeg går glip af noget som helst. Til gengæld oplever jeg en fantastisk følelse i min krop.

Uanset, så har jeg tænkt mig at fortsætte, for jeg mærker en enorm forskel i min krop. Og jeg føler intet afsavn. Samtidig nægter jeg at lukke mig inde, for jeg har stadig 40 kg, der skal væk. Jeg ville blive den mest ensomme person i verden.

Selvfølgelig kommer der en dag, hvor jeg vælger at drikke et glas vin eller spise en is. Men det bliver bare ikke lige nu. Og når det bliver, så er det forhåbentlig, fordi jeg træffer et bevidst valg og ikke fordi, jeg ikke længere kan takle de himmelvendte øjne og de irriterende kommentarer.

Og jeg forstår godt, at det kan være svært at forstå, at jeg må spise ost og flæskesvær, men ikke kartofler og ostepops. Men behøver du have en mening om det? Eller rettere – behøver du fortælle mig, hvad du mener om det?

 

 

Kald mig bare Brilleabe!

Jeg kan ikke se en pind! Bum! Sådan er det bare. Jeg er efterhånden så stærblind, at det begynder at blive svært at skjule. Det har været sådan i et stykke tid, men jeg har ikke tænkt så meget over det, før jeg skulle skrive fødselsdagskort til min nevø, og simpelthen ikke kunne læse, hvad jeg selv skrev.

Så der…

Nu skal jeg have briller, og det glæder jeg mig til. Jeg har været hos den lokale optiker, og lad mig lige sige: Hvis du nogensinde skal have briller eller har problemer med dit syn, så skal du besøge hende. Hun er fantastisk!

Hun testede mit syn og konkluderede, at mit langsyn (hedder det mon det?) er super, men at mine øjne simpelthen er blevet gamle. Eller rettere – de passer til min alder. Se, det synes jeg måske nok, at hun kunne have pakket lidt pænere ind, men på den anden side – lad os nu bare få svesken på disken.

Efter testen skulle jeg prøve briller. Jeg prøvede og prøvede, og Rie, som optikeren hedder, var hurtig til at sige ja eller nej. Og da jeg på et tidspunkt fik sagt, at jeg har faktisk har en drøm om nogle kæmpestore og markante briller, fik jeg svaret: ”Det kan du sikkert godt få, men det bliver ikke hos mig. Sådan nogle briller skal du ikke have, og jeg vil ikke sælge dem til dig. Men jeg ved godt, hvorfor du vil have dem!”

Mig: ”Øh… Gør du? Hvorfor vil jeg så have dem?”

Rie: ”Det er fordi, du ser dig selv som meget stor, og så vil du gemme dig bag brillerne. Men jeg ser dig ikke sådan. Jeg ser en meget feminin kvinde, der ikke skal dækkes bag store briller. Og sådan er det bare.”

Så stoppede den diskussion.

Enden på det hele blev, at jeg lånte tre par med hjem i en uges tid. Så kunne jeg prøve herhjemme, høre andres meninger etc. Og det har jeg gjort. Ret hurtigt blev udvalget kogt ned til to par, der var interessante. Meningerne var delte. Dem, den ene kalder for en ’bankbrille’, synes den anden er pænest. Og dem, som nogle synes, er kreative og smarte, synes andre er ’mormor-agtige’.

Jeg kan godt lide at høre folks mening, og jeg lytter til, hvad de siger. Problemet er bare, at denne gang har jeg ikke kunnet tage en beslutning. Jeg synes, at begge briller er pæne, men også meget forskellige. Så hvad gør den kloge kone, der i øvrigt aldrig kan bestemme sig, når der er mange valg? Prøv fx at stikke mig et menukort med mere end to retter…

Tja, det er endt med, at jeg har købt begge par. Og sådan slipper man uden om den slags beslutninger. Og det får mig så lige nu til at tænke over, om jeg mon gør det sammen, når jeg skal vælge fra et menukort. Er det derfor, jeg i dag er udstyret med den ret så voluminøse krop, der er min? For så skal jeg måske overveje at lægge strategien om?

Og ved du hvad? Det er jeg faktisk i fuld gang med. Og det går godt! Og jeg fortæller snart om det! Hæng på!

Hvorfor drikker Jeppe? Derfor!

Sidste fredag var der fredagsvin i Kollektivet. Det er der faktisk ret mange fredage. Jeg kom klokken 16, og jeg har ingen ide om, hvornår jeg tog derfra igen, men jeg har fået fortalt, at det var lidt efter klokken 20. Jeg blev fulgt hjem, og humøret var højt. Det var en af de der sjældne magiske aftener, hvor alt bare går op i en højere enhed.

I dag var der fredagsvin igen. Samme sted. Lidt flere mennesker, men også mange gengangere. Denne gang kom jeg klokken 15 og er først kommet hjem efter klokken 22. Det har været en vidunderlig dag og aften, og i modsætning til sidste gang kunne jeg cykle hjem uden hjælp. Jeg drak nemlig kun vand og kaffe.

Det skyldes, at jeg er begyndt på et lille projekt, som du sikkert kommer til at høre meget mere om, men en del af projektet er, at jeg har besluttet ikke at drikke alkohol i fire uger. Det er såmænd ikke fordi, jeg normalt drikker hæmningsløst, selvom jeg godt ved, at man kan få det indtryk, hvis man læser med på Fabrikken.

Så altså – der sad jeg. Med danskvand og kaffe og omgivet er skønne mennesker, der blev mere og mere lystige, som dagen skred frem. Nogle endog virkelig kække og fornøjelige – i en grad så det til sidst var umuligt at forstå, hvad nogle af dem sagde. Måske fordi jeg var ædru? Det ved jeg ikke, men jeg tænker, at det kan være derfor, for jeg har ellers aldrig svært ved at forstå, hvad de siger. På et tidspunkt blev det endda en kende anstrengende. Det synes jeg heller aldrig, at det plejer at blive, så gud hvor er det kedeligt at være ædru!

Nu ved jeg, hvorfor jeg nogle gange har brug for en sjus eller et glas vin for meget. Det er simpelthen nødvendigt med de venner, jeg har fået mig. De er søde og sjove – især i en skøn rosérus, og i dag opdagede jeg, at det er bedst at følge deres alkoholindtag, hvis de skal være sjove en hel dag. Det kom helt bag på mig, men kun fordi, jeg aldrig før har prøvet at være den eneste ædru i det selskab.

Så hvorfor drikker Bente? Det gør hun for at kunne holde sine venner ud. Sådan groft sagt. Kæft hvor havde jeg lyst til at drikke et glas eller fem i dag, men det gjorde jeg ikke. Og nu glæder jeg mig over, at jeg da i det mindste slipper for tømmermænd i morgen. Og så er jeg ret stolt af, at jeg har holdt et løfte, jeg har givet mig selv. Det er jeg nemlig ikke altid god til, og alene det er det hele værd. Og jo, man kan sagtens hygge sig uden alkohol. Men det er fandeme sjovere med.

I morgen skal jeg være sammen med en masse mennesker igen. Der vil være musik, sol og højt humør, er jeg sikker på. Og jeg vil prøve igen at holde mit løfte til mig selv, for det har jeg fortjent. Men det bliver helt sikkert endnu en udfordring. Men så er det jo skønt, at jeg har verdens bedste venner, som jeg kan hygge mig med.

Skål!