Tak!

Så blev jeg et år ældre, og det kan faktisk godt mærkes på kadaveret. Jeg har nemlig ligget syg i hvad, der føles som 100 år. Og ikke bare syg. Svinsyg! Nøj, hvor har jeg været sølle. Nu er jeg heldigvis ved at være ovenpå igen, men jeg er træt som et alderdomshjem.

På grund af sygdom har jeg ikke været til træning. Jeg kan ikke finde ud af, om trætheden skyldes, at jeg ikke træner, eller om det er kroppen, der fortæller mig, at jeg skal slappe helt af. Nu har jeg taget den beslutning, at når jeg i løbet af denne uge er færdig med medicinen, så skal jeg begynde at træne, for mon så ikke, at energien kommer igen?

Jeg er ikke pjattet med at tage piller. Men det er nødvendigt. I løbet af den sidste halvanden uge har jeg sendt mange venlige tanker til Alexander Fleming, der opfandt penicillinen. Men det smadrer også maven. Og kan du fortæller mig, hvorfor pillen skal smage som Mentos? Det er vel for fanden ikke meningen, at man skal nyde at spise dem?

Men hele miseren har været skyld i, at jeg dagen før min fødselsdag ikke havde en eneste aftale om fejring og opmærksom. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville invitere gæster, men det var kræfterne ikke til. Desuden har jeg solgt de fleste at mine møbler – don’t ask! – så lige nu sidder jeg i min næsten tomme stue på en havestol. Her ligner en tom campingplads efter en hård storm. Virkelig ikke hyggeligt.

Jeg havde slået mig til tåls med, at jeg bare skulle være hjemme og slappe af. Herregud – jeg har efterhånden haft en pæn del fødselsdage, så fordi der bliver en enkelt lidt stille af slagsen, det gør vel ikke noget. WRONG! Jo, det gør! Vi skal huske at fejre os selv. Så fredag formiddag skrev jeg til nogle venner og spurgte, om de havde tid og lyst til at spise en frokost sammen med mig lørdag i Den solgule idyl. På den måde fik jeg selskab uden selv at skulle løfte en finger. Og sørme så, om ikke en håndfuld af dem takkede ja. Det blev jeg rørt og glad for, og på den måde blev jeg fejret. At jeg så lå hjemme på sofaen en lørdag aften, der ovenikøbet også var min fødselsdag, gjorde ikke noget.

Ikke mindst fordi det fredag aften pludselig og helt uventet bankede på min fordør. Og udenfor stod et af de skønneste mennesker, jeg kender. En god veninde, som jeg elsker højt, men ser alt for sjældent. Kan man få en bedre gave? Nej – det kan man ikke. Og det siger jeg ikke kun fordi, hun havde chokolade med.

Faktisk blev der også banket på min dør lørdag formiddag, hvor endnu en dejlig veninde kom forbi for at sige tillykke. Og da jeg skulle af sted til restauranten for at spise frokost, var jeg tæt på at snuble over en kæmpe buket blomster. Til mig.

Jamen, hør lige her: Jeg er så forkælet, og jeg ved det godt og sætter enormt stor pris på det. At jeg så åbenbart har været en skiderik i året, der er gået, det kan jeg kun beklage. Jeg skal nok prøve at stramme op, så vi kan få en sommerdag, når jeg fylder år igen næste år.

Reklamer

Tanker på falderebet

Det er sidste aften i sommerhuset for i år. Næste år vender jeg tilbage igen. Og huset er også allerede booket i 2021.

Som altid er det en smule vemodigt at skulle forlade ”min” ø, men jeg ved også, at så snart jeg rammer fastlandet, så glæder jeg mig til Den solgule idyl, mit hjem og vennerne der. Men her, sidste aften i sommerlandet, har jeg brug for bare at være og tage de sidste dybe indåndinger af havluft tilsat marhalm og masser af salt. Hvor er jeg vild med det!

I år har været lidt speciel. Der har ikke været fest og musik, som der ellers normalt er. Jo – på årets vigtigste dag selvfølgelig, men dagene op til plejer også at være fyldt med gensynsglæde og folkemusik. Men ikke i år.

Jeg har heller ikke fået talt med og hilst på alle dem, jeg plejer. Til gengæld har jeg talt med andre, som jeg normalt ikke får snakket med. Så det går vel lige op.

Jeg har end ikke nået den ellers obligatoriske tur op på klitten, der pynter sig med at blive kaldt et bjerg. Derfra har man den smukkeste udsigt ud over byen, klitterne og vadehavet. Og i klart vejr – så langt øjet rækker. Det er mit foretrukne sted. Men i år har jeg slet ikke været der. Jeg har været tæt på, og når jeg sidder her i haven uden for sommerhuset kan jeg se det sømærke, der pryder klitten. Men det er jo ikke det samme som at stå deroppe.

Jeg kan selvfølgelig nå det endnu, men jeg er ærlig talt for doven. Tror varmen har indhentet mig, og nu hvor jeg igen har sat min ø-cykel til vinteropbevaring hos min bror, så er turen næsten ikke til at rumme. Så det må blive til næste år. Det gode ved Øen er nemlig, at intet har forandret. Jeg kender udsigten som min egen bukselomme.

Til gengæld har jeg været mere på stranden end normalt. Jeg har endda været i havet. Flere gange. Det sker normalt aldrig. Jeg er formentlig en af kun få, der kommet på øen i henved 20 år uden nogensinde at have været i vandet. Det der hav – det er bare ikke rigtig noget for mig. I alt fald ikke før varmen fik min modstand til at smelte. Så kom jeg i. Og når først man er kommet under, så er det jo ret skønt. Men sig ikke til nogen, at jeg har sagt det. I dag lykkedes det mig endda at tage på stranden i mit nattøj… Ikke mit stolteste øjeblik, så vi lader bare billedet stå…

I morgen ringer vækkeuret klokken 04.45. Det er nærmest pervest tidligt på en feriedag, hvis du spørger mig. Men jeg går langt for at undgå lange køer ved færgen og tung trafik over Fyn. Så hellere stå tidligt op. Så kan jeg drikke kaffe i kolonihaven hos mine forældre fra morgenstunden og stadig nå tilbage til Den solgule idyl tidsnok til at kunne få noget ud af dagen.

Jeg er dog lidt nervøs for, om jeg overhovedet kan få sovet, for det er ikke gået så godt de sidste mange nætter. Hoste, tæt næse og en hals, der driller – og varmen selvfølgelig – har forstyrret nattesøvnen. Men igen – det gør jo heldigvis ikke alverden, når man har ferie. Og det har jeg stadig. Også når en ny uge begynder på mandag. Og det er så skønt.

Du skal ikke snydes for et par højdepunkter for ferien. De kommer her:

Status fra Ø-ferien

Min årlige ferie på Øen er så småt ved at lakke mod enden. Desværre – i det varme sommervejr findes der intet bedre sted at være, fordi her altid lufter lidt. Men heldigvis kan jeg nyde det indtil tidligt lørdag morgen.

Jeg har nydt nogle få dage i mit eget selskab. Jeg har været i arbejdslejr med Kultur-veninden aka Ane, og jeg har haft 2/3 af Kollektivet + min norske veninde på besøg. De dage handlede mest om mad, øl og gode tider. Så skønt!

Jeg har nydt dejlige timer med familien, og lige nu har jeg besøg af Bedste-vennen, der dog er kørt på stranden for at sole sig. Det er ikke noget for mig. Jeg ved, at jeg bliver utidig, når der er gået cirka fem minutter. Så har jeg fået sand i øjnene. Så brokker ryggen sig. Så er der for varmt. Så er vinden for kold. Så jeg har valgt at blive i sommerhuset, og når jeg om lidt er færdig med skrive på Fabrikken er planen en cykeltur ud i det blå. Ikke mindst fordi det er strengt nødvendigt at komme af med pap, plastik og tomme flasker.

Der har været mange højdepunkter i år. De to største har nok været at se Ældste-nevøen danse til den årlige festdag og så gåturen, jeg tilbagelagde sammen med min bror og Bedste-vennen i går. Ud over havbunden ved lavvande. Krydse sejlrenden to gange både ud og hjem. Destination: En sandbanke, hvor der meget sjældent kommer mennesker. Det er mest måger og sæler, der færdes der.

Min bror og jeg gik samme tur sidste år, og den er ret magisk. Det er som at stå i en enorm ørken. Du ved, at havet er lige i nærheden, men du kan ikke se det. Og du ved, at havet kan være farligt, hvis du ikke hele tiden holder øje med klokken, strøm og tidevand. Det er et ekstra krydderi på turen. Jeg håber, at den tur kan blive en fast del af ferierne fremover. For det er en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig bliver træt af.

På vejen derud kom Bedste-vennen i tanke om et smukt stykke musik, der passede fuldstændig til lejligheden. Den har jeg nynnet det meste af natten, mens jeg har forsøgt at ignorere en begyndende halsbetændelse. Og så har jeg tænkt over, hvor sært det er, at der er fuld 4G-dækning på sandbanken midt i Vadehavet, når det kniber med dækningen på resten af Øen og også nogle gange i Den solgule idyl. Det er den slags ting, jeg godt kan blive lidt skør af at tænke på.

Du kom ikke med turen, og jeg kan ikke anbefale at du går den, hvis du ikke har et betragtelig lokalkendskab. Men musikken skal du ikke snydes for.

På lørdag går turen hjemover. Heldigvis har jeg en uges ferie mere. Den står på besøg hos mine forældre på turen hjem. En tur til Hven, hvor vi cykler øen rundt. En masse træning og forhåbentlig også en masse ro-ture, så jeg kan få kilometer på kontoen.

Jeg er så tilfreds. Håber også at du nyder sommeren.

Endelig!

Jeg har teaset for det længe, og nu kan jeg endelig løfte sløret for den hemmelighed, som Kultur-veninden og jeg har båret rundt på alt for længe.

Vi har skabt et lille barn. Det hedder Sizewise.nu, og forhåbentlig bliver det et livligt, humørfyldt og skønt fællesskab for kurvede kvinder. Eller tykke damer, som jeg ynder at kalde det. For det er det, det handler om. Et univers, hvor tykke damer – eller kurvede kvinder – kan føle sig hjemme. Føle sig sete og hørte. Og jeg har inviteret mange – både tykke og tynde – til at lytte med. For måske er meget af indholdet ikke forbeholdt tykke kvinder. Eller kvinder. Måske kan slanke kvinder også blive klogere. Måske kan mænd også.

Jeg drog af sted til den årlige ferie på Øen i lørdags. Den ferie, som trofaste læsere på Fabrikken ved, betyder alt for mig. Jeg havde lørdag og søndag for mig selv. Mandag var freden forbi. Der arriverede Kultur-veninden i egen høje person, og så har den ellers stået på benhårdt arbejde lige siden. Vi taler fra (næsten) tidlig morgen til langt ud på natten. Meget af arbejdet skyldes, at vi er tekniske analfabeter, der simpelthen ikke aner, hvad vi har med at gøre. Så det, der sikkert er nemt for nogen, har voldt os alverdens kvaler. Men nu… Nu er vi endelig der, hvor vi kan løfte sløret for vores nye projekt.

Der er stadig fejl og mangler hist og her. Noget kunne være federe. Det kommer! Men vi har lanceret en hjemmeside, der hedder http://www.sizewise.nu, og vi har oprettet en Facebook-profil, hvor du kan følge os. På Facebook hedder vi Sizewise.nu. Vi har også en Instagram-profil: der hedder vi: Sizewise_klog_paa_kurver.

Lige nu laver vi primært podcasts, som du snart kan finde der, hvor du normalt henter dine podcasts. Men du kan også finde dem på hjemmesiden.

Vi håber, at det kan blive et skønt fællesskab for kurvede kvinder, hvor vi kan punktere myter, løfte hinanden og give alle ret og plads til at føle sig skønne og lækre.

Hvis du synes, at jeg oversælger ideen, så beklager jeg, men det er mit lille barn, og jeg er begejstret for det. Af flere grunde. For det første nyder jeg den ekstra (megen) tid, jeg tilbringer sammen med Kultur-veninden, som jeg kan nu kan afsløre hedder Ane. For det det andet synes jeg, at vi er på en vigtig mission. Hvorfor kan du høre i vores første podcast, som indtil videre kun er at finde på vores hjemmeside.

Jeg håber, at du vil lytte med og være en del af fællesskabet. Og hvis ikke, så hæng på her på Fabrikken, der ikke ændrer sig bare fordi der er kommet en lille ny.

Hilsen fra sommerlandet

Så er jeg kommet til Øen, og alt er præcis, som det skal være. Trygt, hjemmeligt og finurligt.

Jeg tog fra Den solgule idyl tidligt i går morges og satte kursen stik vest. Det gik over stok og sten, selv om jeg måtte sænke farten en smule, da jeg nåede Odense. Resten af turen over Fyn lå tågen tungt over vej og natur. Det var smukt på den der mystiske måde. Heldigvis klarede det efterhånden som jeg nærmede mig min destination.

Jeg vågnede i mit sommerhus i morges med et kæmpe smil på læben. Nu er jeg her! Her er stille. Der dufter af hav og marhalm. Vandet fra hanen smager anderledes og så meget bedre end i byen. Huset er hyggeligt og velkendt, selvom der er kommet nye møbler både ude og inde. Det ser fint ud!

Jeg skal være her alene en dags tid mere. Så kommer Kultur-veninden, og hvis alt går godt, så kan jeg snart løfte sløret for, hvad det er, vi har gang i. Jeg kan afsløre, at det udstyr, vi brugte en formue på forleden, fylder godt her i huset. Senere på ugen dukker Kollektivet op. Så står den især på mad og drikke. Og selvfølgelig gode tider. Og i næste uge får jeg måske besøg af Bedste-vennen.

Men nu er jeg her altså alene. Jeg har ikke fået åbnet en eneste avis i den enorme stak, jeg har slæbt med herover. Men jeg har da fået læst lidt i min bog og har lavet dejlig morgenmad. Det spiser jeg normalt ikke, men det er nu hyggeligt at sidde længe over kaffen og ikke skulle noget. Lytte til podcasts og slappe af. Og vente på, at solen skal titte frem.

Jeg begyndte – som altid – med at blive passet hos familien, fordi jeg kommer så perverst tidligt til Øen, at jeg skal vente flere timer, før jeg kan få mit hus. Og det var hyggeligt. Og dyrt, fordi svigerinden og jeg da selvfølgelig skulle et smut i forsamlingshuset, hvor to af byens butikker holder udsalg. Så efter ganske få timer på Øen er feriebudgettet sprængt, men det betyder jo egentlig bare, at jeg skal bruge resten af ferien på at slappe helt af. Ikke mere shopping til mig. Men jeg mangler jo egentlig heller ikke noget, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Jeg brugte eftermiddagen på at komme på plads i huset, nøje overvåget af to ældre mænd i nabohuset, som nysgerrigt fulgte med i mængden af poser og tasker, som jeg flyttede fra bil til hus. Og så stod den ellers på kaffe i solen og Tour på sofaen. Først på aftenen ringede min bror og spurgte, om jeg ville med ud og gå en tur. Så nu er den første af helt sikkert flere ture rundt om syd-øen tilbagelagt i skønt selskab.

Den tur er min yndlingstur, fordi det aldrig er den samme oplevelse. I går aftes var havet helt væk, så det føltes som at være ved verdens ende. Håber at kunne viser jer nogle billeder senere. Det er virkelig specielt at stå ude ved kostene, der er placeret ved sejlrenden – der, hvor der er dybt – og knapt få våde tæer, fordi havet har trukket sig helt tilbage og helt ude af syne.

I dag skal jeg have hentet min cykel og forhåbentlig dukker solen snart op. Det er planen for i dag. Som du måske kan forstå, så er hele ideen med mine ferier på Øen, at ting tager den tid, ting tager, og jeg har ikke travlt. Jeg forventer, at min vigtigste beslutning i dag er, om jeg skal gå eller cykle en lang tur. Og måske også, hvis det går vildt for sig – beslutningen om, om jeg skal jeg have gang i elastikkerne her til formiddag, eller skal jeg vente til senere.

Det er livet på Øen!

Ren lykke

Jeg har fået min egen personlige ro-træner. En skøn kvinde, der hedder Sonja og som for noget tid siden gennemskuede, at hvis ikke jeg snart fik en succesoplevelse til havs, så ville jeg lige så stille droppe kajak og roklub. Så hun tog mig under sine vinger og fik mig ud og ro. I første omgang tre kilometer. Hun er sød, tålmodig og lidt skrap. Dengang hjælp hun med at slæbe kajakken og få mig ned i den og op igen.

I dag havde vi så aftalt endnu en tur. Og jeg fornemmede med det samme, at stilen var lidt lagt om. Jeg ror i klubbens vel nok tungeste kajak, og der var ingen hjælp at hente med at få den slæbt ud og gjort klar. Hun hjælp mig dog med at få den enorme splint ud af min fod, som det lykkedes mig at få sat godt fat, fordi jeg var så koncentreret om at slæbe kajakken, at jeg åbenbart glemte at løfte fødderne. Inden da havde jeg i øvrigt fået ørerne smurt ind i solcreme og fået et lille dup på kinderne af en anden kvinde, som tilsyneladende er mere bekymret for solskoldning end vandgang, når det gælder mig.

Nuvel. Jeg kom i kajakken ved egen hjælp. Jeg roede det bedste jeg har lært, mens Sonja i tre kilometers tid råbte: ”Læn dig lidt aggressivt frem. Hold knæene samlet. Husk at trække vejret. Armene op. Hænderne ud for næsen. Slap af. Nyd det. Lidt til højre. Op med de arme… Op. Op. Op” Alt i mens jeg padlede løs og forsøgte at holde mig i kajakken, for der var faktisk lidt bølger, da vi først kom ud.

Sonja og jeg roede, og det gik skide godt, selv om min højre skulder protesterede. Jeg tror simpelthen, at jeg har overanstrengt den i morges, da jeg var til træning. Der besluttede jeg mig nemlig for, at nu skulle jeg for alvor give den gas med håndvægtene, fordi det var sidste træningstime inden ferien.

Men momentvis – åh lykke – kunne jeg mærke, at det gik skide godt. At jeg godt kan ro. Vi taler måske 10 tag. Så forsvandt lykkefølelsen, fordi jeg var ved at padle mig selv i baljen eller fordi jeg glemte at løfte armene. Men i de øjeblikke, hvor det lykkedes… Jamen, den følelser er helt fantastisk. Faktisk tror jeg kun, at jeg har oplevet den én gang før. Det var, da jeg endelig fik lært at danse Sønderhoning.

Når trinene, dansepartneren, musikken – det hele går op i en højere enhed. Det er ren lykke! Og præcis sådan havde jeg det også i dag. Både momentvis undervejs og også, da jeg igen var i sikkerhed på broen.

”Så jeg et smil hos dig derude?” spurgte Sonja. Og ja! Jeg er sikker på, at jeg har lignet en flækket træsko.

Mig: ”Ja! Og så du, at jeg selv kom ned i og op af kajakken?”

Sonja: ”Øh ja. Er du overrasket over det? For det har jeg da hele tiden vidst, at du kunne.”

Der findes engle! Og jeg skal ro sammen med en igen i morgen. Hvor heldig er jeg lige, at der findes tålmodige mennesker, der gider bruge deres fritid på mig, og som faktisk ser ud til at nyde det?

Kæft, hvor er jeg en heldig søstjerne! Så gør en øm skulder og en fod, jeg dårligt kan støtte på på grund af den skide splint jo ingen verdens ting. Og for at det ikke skal være løgn, så er det også i morgen, at jeg går på ferie.

Jamen, jeg er glad!

Kender vi hinanden?

Jeg var til træning i weekenden. Havde booket en tid hos instruktøren, der bjæffer som en lille irriterende tæppetisser. Tænkte, at det var på tide, at jeg bliver voksen og udviser lidt større tålmodighed og rummelighed mod min omverden.

Men det blev slet ikke nødvendigt, for instruktøren var syg. Synd for hende, men så skønt for mig! I stedet tog stedets ejer timen, og hende er jeg ret begejstret for.

Da timen var overstået, falder vi i snak. Jeg fortæller, at jeg snart tager på ferie. Hun kigger på mig og spørger, hvor lang tid jeg skal være væk. Jeg svarer, at jeg er så heldig at være væk i to uger.

”Du får lige et par elastikker med. Normalt låner jeg dem ikke ud, men jeg tror, jeg kender dig. Hvis du ikke får trænet i to uger, så skal du starte forfra, når du er tilbage, og så tror jeg simpelthen ikke på, at vi ser dig igen.”

Så udstyret med en håndfuld elastikker forlod jeg stedet. Glad og overvældet. Og endnu engang overrumlet over den generøsitet, jeg oplever på stedet. Det er så unikt! Og nuvel – også noget overrasket over at et menneske, der ikke kender mig, kender mig så godt.

Men hun har helt sikkert ret. Nu bliver udfordringen så at finde et sted, hvor jeg sætte elastikken fast. Og så rent faktisk at få trænet.

I øvrigt er jeg sådan en, der – når jeg har været hos en instruktør, jeg godt kan lide – vender tilbage til hende. Ingen slinger i valsen og ingen nye udfordringer til mig, tak. Jeg går udelukkende efter dem, jeg kender, når jeg booker tider. Men i aften har jeg gjort en undtagelse, fordi min nye Trænings-veninde har talt så varmt om en helt nyuddannet instruktør, der efter sigende skulle være både inspirerende, hård og skøn. Og så er hun åbenbart en plus size model, der skider højt og flot på deller og stor bagdel og i stedet giver den gas foran spejlene. Trænings-veninden mener, at jeg kan lære en masse af hende.

Måske… Det ville da være rart at slippe selvbevidstheden, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde når dertil, hvor jeg er ligeglad med deller i siden og lår og mave, der nærmest danner en kugle, når jeg bukker mig sammen. Men hun skal da have chancen.

Jeg har én gang set damer kommer ud fra hendes time, og de lignede nogle, der var døden nær. Jeg håber, at jeg klarer den. Det ville være så ærgerligt at stille træskoene til træning så tæt på tre ugers ren afslapning.

Wish me luck!