På tur til verdens ende

Jeg er opvokset på Øen. Jeg boede der, til jeg var i starten af 20’erne, kun afbrudt af et års ophold i USA. Øen er ikke stor. Alligevel er der stadig steder, jeg aldrig har besøgt. I morges blev endnu et sted fjernet fra listen, og jeg fik et stort ønske opfyldt.

Mit vækkeur ringede 06.20. For nogen er det sikkert langt op ad formiddagen. For mig er det nærmest midt om natten. Især når jeg har ferie. Jeg smuttede ned og fik noget koldt vand i hovedet og smurt kroppen ind i et betragteligt lag solcreme med faktor 30. Drak to store glas vand og kom i tøjet.

Så sprang jeg på den gamle havelåge af en cykel, jeg har stående på Øen, og sammen med min bror satte jeg lidt i syv kursen mod Vadehavet. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville aflægge Langejord et besøg.

Langejord er i virkeligheden bare en sandbanke midt i Vadehavet. Ved højvande bliver en del af den oversvømmet. Det er her, sælerne holder til, så hver sommer er jeg gået ud og sagt hej til dem. Men altid adskilt af sejlrenden.

Inden turen havde vi spurgte stedkendte mennesker til råd. Hvor går vi over? Hvornår? Hvor dybt er der? Hvornår skal vi være tilbage? For hvis der er noget, man ikke har lyst til, så er det blive fanget af tidevandet.

Så alt var timet og tilrettelagt som et Olsen Banden kup.

Vi parkerede cyklerne lige før klitterne, smed sandalerne og begyndte at gå ud over vaden.

Sikken en tur! Sikken en oplevelse!

Jeg havde været lidt betænkelig, fordi vi havde fået at vide, at det nok ville være nødvendigt at svømme 50-100 meter over sejlrenden, der kan være flere meter dyb. Og jeg har ikke taget badetøj med til Øen.

Ja, jeg ved det godt. Jeg er sikkert den eneste, der tager til Vesterhavet uden badetøj, men nu har jeg været her hver sommer i mange år, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været i bølgen blå. Så jeg er holdt op med at slæbe det med.

Strædet, vi skulle krydse hedder Galgerev. Alene navnet giver jo bange anelser om død og ulykke, men i morges havde vi heldet med os, og det lykkedes at vade over – kun i vand til midt på lårene. Nogle steder var vandet glasklart. Andre steder kunne vi ikke se bunden, og det var så der, min bror syntes, at han skulle fortælle om kæmpekrabber og andet snask. Han mente bestemt at have set en krabbe med en klo så stor, at den ville kun trække mig ud i dybet. Han fik også lige nævnt Edward Saksehånd. Man skal høre meget, bare fordi man udstøder et diskret hvin, når man træder i en bunke tang eller ser en monster-krabbe tage flugten over sandbunden. Jeg fik hævn, da jeg på tilbageturen kunne fortælle om risikoen for at træde på en fjæsing.

Nogenlunde sådan var vores tur ud til Langejord. Over Galgerev og diverse render med vand. Forestil dig at stå ude midt i ingenting en tidlig morgen. Det var magisk! 

Vi kom over i fin stil. Vi kom til Langejord. Og vi kom hjem i fin behold, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har taget den tur. At stå på Langejord er som at stå midt i ørkenen. Du kan ikke se, hvor himmelen slutter og havet begynder. Du kan se nogle sæler i det fjerne. Både på land og i vandet. Himmelen er enorm og der er helt stille. Bortset fra nogle mågeskrig og den sitrende lyd, som krebs og skaldyr giver. I ny og næ skyder en sandorm en bunke sand op. Det er ligesom det, der sker.

Det var en magisk oplevelse, og vi følte os som de vildste opdagelsesrejsende, da vi nåede ind til kysten igen.

I morgen kommer min første sommergæst til Øen og så fortsætter gæsterne ellers med at komme i en lind strøm i næste uge. De er tvunget til at se sæler, men de slipper for turen, min bror og jeg tilbagelagde i morges. Den vil jeg gerne have for mig selv lidt endnu. For jeg tør ikke tage ansvaret for, at en kæmpekrabbe pludselig slæber af sted med en god ven eller veninde. Man kan aldrig vide…

 

Reklamer

Kom bare an, ferie!

Kender du de dage, hvor man er omgivet af hundehoveder og hængerøve? Well, sådan en dag har jeg haft i dag. Det gik skævt allerede fra morgenstunden, og humøret nåede aldrig i top. Kæft, hvor er der mange åndsvage ting, man skal forholde sig til, når alderen siger, at man er voksen.

Heldigvis blev det fyraften på et tidspunkt, og så blev det pludselig meget sjovere at være mig. Først med vin i kolonien sammen med Vandre-veninden, og bagefter middag med – blandt meget andet – havtaske og hjemmerørt mayo i Kollektivet. Og vin i stride strømme. Se, det hjælper jo unægtelig på humøret. Nu er jeg i alt fald ikke sur mere og er faktisk nået dertil, at jeg dårligt kan huske, hvad det var, jeg var så sur over tidligere på dagen.

Og helt ærligt… måske er det ikke alle andre, der er nogle fjolser, selv om jeg stædigt vil fastholde, at det er det. Der er også en minimal mulighed for, at det bare er mig, der trænger til ferie. Og den begynder i morgen eftermiddag. Faktisk skal vi ikke vente mange timer efter frokost, før jeg sætter kursen mod sommerferie og min ø. Og jeg glæder mig som et barn til jul. Den ferie er så tiltrængt, at jeg dårligt kan udtrykke det.

Jeg skal slappe af. Jeg skal nyde at være i selskab med venner og familie. Og jeg skal vise øen til mennesker, der aldrig har besøgt den før. Og jeg glæder mig.

Måske bliver der stille på Fabrikken de næste uger. Men hey – det er du, der følger med her, jo efterhånden vant til.

Hav en fantastisk sommer!

Ikke mere skældud, tak!

Jeg har tilbagelagt mere end 150 kilometer på min nye cykel den første uge – og det endda selv om jeg lod den stå hjemme i går, hvor det regnede for meget til, at jeg kunne overbevise mig selv om, at det ville være fedt at cykle.

Desuden har ugen været helt fri for kulhydrater og alkohol. Det gør underværker for kroppen og ikke mindst nattesøvnen. Den friske luft og sundere kost giver dyb, dyb søvn. Og det har været lige, hvad jeg har haft brug for, for det virker som om, at alle sure mennesker i verden har fået min e-mail. Kæft, hvor har jeg fået meget skældud i ugen, der er gået. Den ene mere sure mail efter den anden. På et tidspunkt havde jeg mest lyst til at åbne et vindue og skrige til verden: ”Så hold dog kæft!”

Men jeg må nok lære, at det er en del af drømmejobbet, som jeg bare ikke havde overvejet. Og måske bliver jeg en dag hårdhudet nok til at lade det prelle af. Men det er svært, for uanset hvor uretfærdig de sure mails er, så sidder de som små giftpile i kroppen. Heldigvis er det lykkes mig at ryste ugens dosis af mig igen. Ikke mindst takket være god nattesøvn, frisk luft og en god snak med verdens bedste chef.

Næste uge må godt blive lidt bedre både med hensyn til skældud, men også når det gælder andre områder af mit arbejdsliv. For jeg hader, når det bliver nødvendigt at trække ”Det er faktisk mig, der er chef-kortet”. Det er så træls og burde ikke være unødvendigt. Men jeg har haft det fremme flere gange i denne uge, og jeg er ikke sikker på, at det klæder mig særlig godt.

Heldigvis har der også været masser af gode oplevelser, og i det store regnskab, så er de jo de vigtigste. Bare sjovt som det altid er de negative, der fylder. Det er som med komplimenter. Man kan have fået en kæmpe bunke af søde ord, og så er der én negativ kommentar. Hvilken husker man? Jeg vil gerne vædde på, at de fleste husker den negative.

Heldigvis skal jeg fejre sankthans i skønt selskab i aften. Og der kommer vin i glasset. Også selv om det så kommer til at gå ud over nattesøvnen. Men så er det jo heldigt, at det er søndag i morgen, og det eneste jeg skal, er at prøve at redde de planter, der har lidt overlast i vinden og så fylde containeren til haveaffald helt op. For hold da op, hvor ser det hele hærget ud efter de sidste par dages blæst. Godt, at jeg elsker at gå derude og feje og nippe blomster og føle mig som den midaldrende dame, jeg er. Også selvom tømmermændene skulle banke på.

Rigtig god weekend!

Livet på cykel

Ja, jeg ved godt, at jeg sikkert er den eneste, der har totalt optur over min nye cykel, men jeg bliver bare nødt til at sige: Fuck, hvor er den lækker! Og den klæder mig så godt!

Jeg føler næsten, at jeg har fået mit liv tilbage, og jeg nyder, at jeg ikke skal tænke på trafik, rejseplan, rejsekort, mulighed for at parkere og alt det andet. I stedet sætter jeg mig til rette på min nye cykel, og den kører så stærkt, at jeg faktisk sparer tid ved at cykle.

Kæft, hvor er det skønt! Selv om den kører så stærkt, at jeg har fundet cykelhjelmen frem igen. Den plejer jeg ellers kun at bruge, når der er is og sne på vejene. Og nej – jeg orker ikke at forklare logikken i det. Men den er der. I mit hoved i alt fald.

Men iført cykelhjelm og rygsæk – jeg mangler stadig at få fikset en cykelkurv – kan man se mig drøne de 15 kilometer på arbejde. Ikke et elegant syn, men dog som et lyn på en blå skønhed. Og på hjemturen smider jeg 5-6 kilometer ekstra oveni. Bare fordi det er skønt at cykle, og jeg kan!

Jamen, jeg siger det bare – jeg er som et nyt menneske. Nærmest omgængelig og virkelig glad. Selv om det piner mig, at jeg må lade cyklen stå helt alene i gården, mens jeg arbejder. Jeg synes, den er for ny og fin til at være alene, men det mener min chef ikke. Men så må jeg jo bare gå tidligt…

Eneste malurt i bægeret er, at siden jeg har fået ny karet, så er sommervejret forsvundet. Måske er det min skyld. Måske er det vejrgudernes hævn på mig. Men skal vi ikke bare aftale, at sommeren snart vender tilbage?

Ventetiden er endelig forbi

Alle, der kender mig, ved, at jeg er født uden tålmodighed. Jeg bryder mig simpelthen ikke om at vente på noget som helst. Og mens hele landet har været badet i sol i ugevis, så har jeg ventet utålmodigt, mens jeg har kastet længselsfulde blikke efter alle cyklister, når jeg er kørt forbi dem i min bil. For så at skifte til en varm og altid overfyldt metro. Jeg har ventet på min nye bedste ven: Ralaighs afløser. Og endelig – i dag – dukkede Winston så op. Så fin. Så blå. Så ny og uskyldig. Og jeg blev vildt forelsket ved første øjekast. Sammen satte vi kursen mod Den solgule idyl.

Åh, hvilken fryd atter at få vind i håret og frisk luft. Hvilken luksus med en cykel, der virker. Også selv om det viste sig, at nok var cyklen samlet, da den blev leveret til mig på mit arbejde, men den var ikke efterspændt – eller hvad sådan noget hedder. Det opdagede jeg efter et par kilometer, da jeg ville kigge mig tilbage for at se, om der kom cyklister bagfra. Men i stedet for at dreje hovedet, drejede hele sadlen. Og jeg. Det var nær gået galt, og de sidste 12 kilometer hjem blev lidt mere anspændte.

Men pyt. Glæden over mit nye køretøj oversteg frygten for, om den ville holde hele vejen hjem. Og Winston er måske lidt slap i koderne lige nu, men det skal han nok komme over, og jeg fornemmer allerede, at vi har et langt og varmt forhold foran os.

Winston bliver strammet op i morgen. Hvis du er sådan en, der kan finde ud af sådan noget og tilfældigvis er i nærheden af Den solgule idyl, så hører jeg gerne fra dig.

Jeg begyndte min dag med at møde skønne Ole Henriksen. Ja, DEN Ole! Og jeg mener virkelig, at manden er skøn. Jeg blev mødte med kindkys og komplimenter. Fx over hvor skønt det er, at jeg er punktlig.

Ellers kan jeg oplyse, at jeg er en fantastisk kvinde. Med en fantastisk smuk og fyldig mund. Med fantastisk sund og elastisk hud, der har en fantastisk glød. Jeg ser meget yngre ud end mine år. Ikke mindst fordi mine øjne er unge… (!?) Og så har jeg et elegant ansigt og er en meget smuk kvinde. Desuden har jeg en fantastisk stemme, og jeg er fantastisk godt selskab. En fantastisk god start på dagen for Ole, der er fantastisk glad for, at vi har mødt hinanden. Og det er gengældt, Ole! Og hey – jeg har det på bånd!

Så der! Og nu lyder det måske som om, jeg gør grin med Ole. Det gør jeg ikke. Jeg tror komplimenterne kommer fra et ærligt og kærligt sted. Men hold da op, hvor er det uvant at blive overhældt med så mange roser.

Og hvor var det fantastisk at møde et menneske med så meget nærvær, humor og charme. Et menneske, der læner sig fremover for at lytte, hver gang jeg stiller et spørgsmål. Et menneske, der gør sig umage med at svare. Og et menneske, der behandler alle omkring ham høfligt og med nysgerrighed.

Det mest spøjse var i virkeligheden, da jeg efter at være blevet kysset farvel af Ole, forlod hotellet, og idet jeg træder ud ad døren, siger den ranke dørmand i den fine uniform: ”Hej Bente!”

Jeg blev virkelig overrasket, for så tit kommer jeg ikke så fine steder. Min første tanke var, at jeg sgu da (til en forandring) ikke havde ødelagt noget eller spildt noget. Det viste sig at være en tidligere kollega, der har fået en ny karriere som dørmand. Og episoden gav respekt hos fotografen og hans assistent, der tydeligvis troede, at jeg var stamgæst på det fornemme hotel.

Jeg er meget glad for mit arbejde. Dage som i dag er jeg pjattet med det! Tænk, at jeg får lov til at spise croissanter og drikke god kaffe i selskab med spændende mennesker og ovenikøbet bliver betalt for det.

Så heldig er jeg! Rigtig god weekend til jer alle.

Så skal der spares…

Jeg befinder mig stadig i et sært vakuum, hvor tingene på den side flasker sig fuldstændig perfekt for mig og på den anden side er der kræfter, der gør, hvad de kan for at beklikke min troværdighed og min faglighed. Det er bestemt ikke sjovt, men det har lært mig, at opbakning nogle gange kan komme fra de mest uventede sider og have en form, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Og det gør mig både ydmyg og taknemmelig, for hvor er jeg heldig at have så mange gode og skønne mennesker omkring mig. Det er ikke nyt. Det ved jeg godt. Men jeg bliver virkelig mindet om det, når der er modvind på min vej. Og det gør det jo unægtelig lettere at holde kursen.

Og så er det skønt at opdage, at der også er opbakning til selv de skøreste ideer. Lige nu går jeg med nogle karriereplaner, som jeg nok skal fortælle mere om, når jeg er færdig med at fintænke. Men i går, da jeg var til personaledag på arbejdet og under middagen løftede en lille flig for min skøre ide, ja så skete der simpelthen det fantastiske, at der var masser af opbakning og masser af ideer til at gå videre. Kæft, hvor følte jeg mig privilegeret. Så jeg tænker videre over min ide.

På den private front går det også fantastisk. Jeg får ros fra Nabos datter, fordi jeg har så mange bi-hoteller. Det er blomster på terrassen, har jeg fundet ud af. Og hun har også tilbudt mig at låne mig penge.

”Du skal bare sige til, Bente. Jeg har masser af penge i min sparegris.”

Se, så kan det jo ikke gå helt galt, vel? Men det ændrer ikke ved, at juni er spare-måned. Virkelig! Og det er ikke min yndlingsdisciplin, men helt nødvendigt. For i næste måned er der to ugers ferie på yndlingsøen, og i august har jeg inviteret 60 mennesker til fest. Og jeg er jo ikke sådan en, der langtidsplanlægger og lægger til side. Så det …

Rart at vide, at der er en sparegris et sted i huset.

 

På den ene side og på den anden side

Er jeg mon den eneste, der har total optur over sommervejret? Sidste år brokkede jeg mig over, at en betragtelig del af min løn bliver brugt til husleje. Og i huslejen er selvfølgelig også retten til at bruge min terrasse, der er ganske stor og fin. Men sidste år var den eneste fornøjelse, jeg havde af terrassen, at jeg skulle feje konstant. Det var for vådt, for koldt og for blæsende til ellers at være der.

I år er sagen en ganske anden. Godt nok tager udgiften til husleje stadig en ordentlig bid af lønnen. Men til gengæld har jeg fået et nyt, ekstra rum i disse dage, hvor solen brager ned. Jeg er simpelthen ude, fra jeg står op, til jeg går i seng, når jeg har fri. Og det har jeg heldigvis haft ret meget på det sidste. Lige nu nyder jeg den sidste lange weekend i denne omgang.

Kontoret holder lukket i morgen, og jeg har valgt at smide en ekstra fridag i puljen, så jeg kan nyde friheden helt til onsdag morgen. Så skønt!

Nu er jeg jo godt nok blevet sådan en med regnvandstønde, og udover at den er fantastisk grim, så har jeg heller ikke meget glæde af den i disse dage. Det er flere uger siden, at den løb tør for vand, og når jeg kigger på vejrudsigten, så tror jeg faktisk, at jeg får mest glæde af den, hvis jeg fylder den op med kølig rosé. Der er intet, der tyder på regn de næste mange dage. Hvor er det skønt! Selv for sådan en som mig, der ikke rigtig tåler solen. Lyset og varmen gør bare noget godt for humøret.

Og det har været tiltrængt. For jeg har  følt mig udfordret på det sidste. Først skulle min computer på arbejde opdateres. Da jeg fik den retur, var alt væk. Alt…

Det tog tre arbejdsdage at genskabe dokumenter og overblik. Så sad jeg hjemme en lørdag formiddag med min private computer. Jeg får beskeden, at computeren skal genstartes. Det tog det meste af dagen, og da den endelig var færdig, var computeren død.

Det er lykkedes mig at få liv i den igen, men konsekvensen er, at alt, hvad jeg havde på den computer også er væk. Og jeg gider ikke høre et eneste ord om backup, så stop dig selv, hvis du har gode råd i den retning.

Derudover har der været nogle ubehagelige konfrontationer, som jeg gerne ville have været foruden, og som har lagt en dæmper på humøret, der ellers burde være i top. Men heldigvis har der også været tid til hyggelige aftener i Tivoli, vin på Islands Brygge, adskillige hyggeligt grillaftener hos gode venner, lange gode snakke på terrassen til langt ud på natten – og ikke mindst dejlige beskeder på min telefonsvarer fra helt uventede kanter. I går lå der fx en besked fra en veninde, der fik øjnene til løbe i vand af glæde og stolthed over de ord, hun havde til mig. Så dejligt!

Alt i alt oplever jeg, at mit liv er lidt spøjst for tiden. På den ene side er min hverdag fyldt med gode oplevelser og skønne mennesker, sol og sommer. På den anden side sker der nogle ret voldsomme ting omkring mig, der gør mig både forundret og vred. Så jeg mærker, at jeg har behov for at trække mig ind i mig selv og finde ro. Og derfor er der lidt stille på Fabrikken for tiden. Når jeg er færdig med at finde retning, vender jeg frygtelig tilbage. Så er du advaret.