Jeg har tilbragt pinseferien hos mine forældre i Sverige. Fire dage med total forkælelse, gåture i de svenske skove og hygge.
Det eneste aktive, jeg har foretaget mig, er at rydde ud i deres indbo. “Den kunne jeg godt tænke mig. Sådan en mangler jeg. Må jeg få den?” Hugsten bliver leveret fragtfrit til døren i morgen. Hvem sagde forkælet møgunge?
Jeg afsluttede pinsedagene med at spise fantastisk middag med Ingeniøren. Under middagen foreslog han, at vi kunne køre til Fyn i dag og se ruinen. Og lige der – over pavlovaen med friske bær og flødeskum – hører jeg mig selv sige: “Det lyder rigtig hyggeligt, men jeg bliver nødt til at takke nej. Jeg har brug for at tage til træning i morgen eftermiddag.”
WHAT?! Altså ja – guderne skal vide, at jeg trænger til at få rørt kroppen efter at have spist og drukket mig gennem pinsen. Men det har da aldrig tidligere afholdt mig fra at køre ud i det blå og ignorere, at kroppen skriger på motion.
Jeg blev ærlig talt noget forbavset over ordene, der forlod min mund og det var tydeligt, at Ingeniøren heller ikke var helt sikker på, hvem fanden det var, han havde inviteret ud. Var kæben faldet bare et par centimeter længere ned, så havde den ramt isdesserten.
Jeg går ud fra, at det er Damen, der har besat min krop, der har skruet bissen på efter påskeferien, for det er i alt fald ikke mig, der er så fornuftig. At hun mener det alvorligt, er der slet ingen tvivl om!
Klummefabrikken's Blog 