Min besynderlige krop

Jeg indrømmer gerne, at jeg er en forfærdelig sukkergris. Jeg elsker simpelthen kage, chokolade, gode flødeboller og ordentlig is. Jeg gider til gengæld ikke ”købe-kage”, farvestrålende slik og skod-is.

Men uanset om der står Crap eller Summerbird på flødebollerne, så ændrer det jo ikke ved det faktum, at begge dele er fyldt med sukker.

Jeg har forsøgt at lægge sukkeret på hylden mange gange, fordi det ikke gør noget som helst godt for mig. Jeg sover dårligt, får nemt hovedpine og ondt i maven, og hvis mængden af sukker er stor nok, så bliver jeg afsindig træt. Alt sammen rigtig gode grunde til at holde mig fra sukker, men ikke motiverende nok for sådan en som mig.

Nu har jeg så gjort en skræmmende opdagelse. Jeg har – og det ved I, der følger med på Fabrikken – længe døjet med mine fødder, der gør ondt. Nogen gange så ondt, at jeg faktisk har svært ved at gå og ikke kan bevæge mig så frit, som jeg gerne ville.

Forrige weekend ringede min skønne kusine til mig. Det sker ikke så tit, men når det sker, er det både hyggeligt og berigende. Hun lider af en tarmsygdom, der har betydet, at hun gennem længere tid har fået store mængder medicin. Nu har hun lagt sin kost om og skåret sukker, brød og de fleste kulhydrater væk fra tallerkenen. Det har betydet, at hun ikke længere skal spise medicin i samme mængder som før, og hun har fået energien tilbage til at kunne passe både travlt job og to skønne børn.

Jeg blev så inspireret, at jeg med det samme smed alle de gode sager, jeg havde købt til weekendhyggen ud, og i en lille uges tid lykkedes det mig at holde mig sukkerfri. Jeg led bestemt ingen nød, og havde fokus på alt det gode, jeg gerne måtte spise. Sikken nattesøvn! Sikken et overskud! I fredags gik jeg fra arbejde og noterede mig for første gang i lang tid, at fødderne havde det fantastisk.

Sådan noget skal da fejres… Og den fejring har så stået på indtil i går. Masser af søde sager. Masser! Og guess what… Nu er mine fødder som bylder igen. Jeg kan dårligt slæbe mig af sted. Jeg ved ikke, om der er en forbindelse mellem min kost og mine ømme fødder, men det har jeg tænkt mig at undersøge, for i så fald er jeg klar til at lægge sukkeret på hylden en gang for alle.

Det er muligt, at jeg kan overbevise mig selv om, at nattesøvn og pæn hud er overvurderet, men jeg kan fandeme ikke bilde mig selv ind, at ømme fødder er noget, jeg må lære at leve med.

Så nu er jeg gået på sukkerafvænning igen igen. Denne gang som en test for at se, om fødderne bliver gode igen. Altså om der kunne tænkes at være en kobling mellem det, jeg spiser og mine fødders tilstand.

Ja, det lyder måske mærkeligt, og måske er jeg bare helt langt ude, men det må komme an på en prøve. Så til alle i det stor-københavnske område: Vogt jer! Der er en sukkerafhængig dame på afvænning løs i gaderne.

I får selvfølgelig en status på Projekt ”Løs forbindelse i Bentes krop”, når jeg har været sukkerfri nogle dage. Måske gør fødderne stadig ondt. Så står den på konfekt i julen. Måske har fødderne fået det bedre. Så står den på lange traveture.

Spændende bliver det!

9 responses to “Min besynderlige krop

  1. Det er noget irreterende p..! at Hotel Chocolat, Summerbird, Valrhona, Peter Beier osv. bare ikke er sundere for kroppen, end tilfældet er…….Det smager jo som noget, der er helt vildt fantastisk godt for krop og sjæl, ikke?
    Ren bælgravende mørk chokolade er også ok, men skum, karamelfyld og andet knas er jo også bare så fint sammen med chokolade…….
    Uanset hvor fantastisk rigtig mange lækre ting er med sukker i, så kan det nok ikke nægtes, at skidtet påvirker rigtig mange ting i kroppen……..så jeg tror faktisk godt, at dine fusser kan mærke forskel:)

    • Du har helt ret! Det er derfor, jeg mener at der må være sket en fejl, da alt det gode blev usundt. Og lige i disse tider, hvor der er også er skumnisser… MUMS! Men det jo noget lort, og det ved jeg godt. Jeg kan også holde mig fra det et stykke tid, men så skvatter jeg i sukkerskålen igen. Måske, og kun måske, kan det motivere til at holde fingerne fra skumnisserne, hvis fødderne får det bedre.

      Dejligt at du ikke afviser min idé som bindegal 🙂

  2. henriktroelshansen349

    Kære Bente
    Jeg tør dårligt nok sige det, men jeg syntes du skal få målt dit langtids blodsukker hos din praktiserende læge. Man tager først én blodprøve og så endnu én efter 3 mdr. Der kan sagtens være en meget ubehagelig sammenhæng imellem for højt blodsukker og ondt i underben og fødder. I mellemtiden syntes jeg du skal undersøge om der har været diabetes i enten din mors eller fars familie. Håber ikke min tanke bliver til virkelighed. Kh Henrik

    • Hej Henrik. Det håber jeg sandelig heller ikke, at den gør, men du har nok ret. Det er sikkert en god idé. Godt nok tjekker min læge pr. automatik mit blodsukker, hver gang jeg kommer – netop for at teste for sukkersyge, og indtil videre har prøverne været fine. Men jeg har selv haft tanken – den er bare ikke rar. Kh

  3. Spændende kobling, Bente! Og jeg er ikke i tvivl om, at der kan være sammenhæng.
    Mht. blodsukkermåling kan lægen, såvidt jeg ved, teste langtidsblodsukkeret i én blodprøve, som giver en gennemsnitlig værdi af blodsukkeret de seneste X antal uger. Sladre-blodsukkermålingen, kalder de den (dog næppe den medicinske term). Hvis det er længe siden, du sidst er blevet tjekket, er det da ikke en dum idé at få taget hele striben. Har du talt ømme fødder med lægen?

  4. Ja, jeg har talt med lægen. Hun lavede ikke koblingen mellem sukker og ømme fødder, men sendte mig til en bandagist. Jeg har heller ikke selv lavet koblingen tidligere. Det kom pludselig, da jeg ikke kunne sove nat.

    Og ja – det er nok en god ide at få lavet en sladre-blodsukkermåling. Jeg er jo bare ikke vild med det, for jeg lider af massiv nåleskræk 🙂

  5. Hej Bente du har min fulde opbagning til at smide det skide sukker langt væk, og så må du lærer mig hvordan man gør det.
    vh Søren

  6. Jeg er helt sikker på at det er sammenheng mellom sukker og vonde føtter. Og tror at du vil få det mye bedre når du er av sukkerkjøret.
    En ting som hjelper meg til å holde meg unna sukker er etter at jeg begynte med vitaminer, og fikk sjekket balansen mellom omega 3 og omega 6. Det viste seg at jeg hadde for lite omega 3, og etter tilskudd av diverse vitaminer/mineraler + oljer så er det veldig mye enklere å holde seg unna sukker. Jeg havner likevel på sukkerkjøret innimellom, men det er nå i mye mindre grad, og så er det enklere å komme tilbake til det kostholdet som gjør godt for kroppen min. Lchf paleo 🙂

Skriv en kommentar