Nu kører det!

Så er ugen i gang efter en dejlig og afslappende påskeferie. Jeg har haft dage, hvor jeg stort set ikke har bevæget mig, og jeg har haft dage i skønt selskab med gode venner og familie. Og det er præcis, som det skal være.

I går var dog noget anderledes end andre dage, jeg har oplevet. Jeg havde nemlig sat Grafikeren og Forretningsmanden stævne, og sammen drog vi ud i verden for at kigge på ny bil. Til mig.

Jeg nærmer mig 50 i rasende fart, og jeg har endelig – i en høj alder, vil nogle nok mene – for første gang fået min egen vaskemaskine, opvaskemaskine for slet ikke at glemme den famøse hyndeboks. Nu føler jeg mig så voksen, at jeg er klar til egen automobil. For man kan jo ikke have en carport, hvis man ikke har en bil at stille i den, vel?

Men jeg ved ikke en pind om biler. For mig er en god bil en med fem døre. Det er der, vi er. Så derfor allierede jeg mig  med de to venner, der, vidste det sig, besidder en enorm viden og trivia om bilen. Hold da op! På et tidspunkt holdt jeg op med at høre efter.

Men de var tålmodige og skide skøre som altid, og jeg havde en fest. Hvor festligt det var for dem, ved jeg faktisk ikke. Forretningsmanden blev i alt fald helt udtryksløs i ansigtet og fjern i blikket, da jeg skulle prøvekøre min anden bil, og frejdigt proklamerede:

”Jeg kan altså meget bedre lide denne her nøgle end den anden.”

Sjældent har jeg set en mand se så træt ud, og han var da heller ikke sen til at opsummere mine krav til ny bil, da vi kørte hjem:

  1. Nøglen skal være pæn
  2. Blinklyset skal lyde fedt
  3. Jeg skal kunne udtale bilens navn
  4. Jeg skal kunne stave til mærket

Det var de konklusioner, han havde fået ud af mig efter mange timer.

Til gengæld var Grafikeren ikke sen til at rose mig og udtrykke sin begejstring over at have oplevet mig bakke ind mellem to parkerede biler. Det så prof ud, sagde hun. Og det gjorde det måske nok, hvis man stod og så på uden for bilen. Inden i bilen lød det nogenlunde sådan her:

”Aj, jeg tør ikke… nej, nej, nej… hvad nu… Åh nej… jeg tror ikke, jeg kan… hvad nu hvis jeg rammer noget…” og videre i den dur. Og en enkelt gang kunne man høre Forretningsmandens rolige stemme:

”Det skader ikke, hvis du også tjekker sidespejlene!”

Jeg er normalt virkelig dårlig til at bakke og nervøs, når jeg skal, men i går gjorde jeg det, og et high five senere, var jeg ikke til at skyde igennem. Takket være bakkameraet. Af alle gode opfindelser så må den være en af de bedste.

Og I kommer til at høre meget mere om den, for lige nu – mens jeg sidder her og skriver – så venter jeg på et opkald fra forhandleren. Og så tror jeg sgu, at jeg har købt bil!

Hvad siger I så? Kæft jeg føler mig voksen og modig og tjekket og økonomisk uansvarlig (men den følelser er jeg vant til) og alt muligt andet på en gang.

Så så man lige mig med egen vogn. Om lidt… Hvis alt går godt…

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s