Fabrikken ønsker god jul

Så blev det juleferie, og den var mildt sagt ventet med længsel. Jeg glæder mig til hygge med familie og venner. Til gåtur, for meget mad og forhåbentlig alt for store gaver. Og så glæder jeg mig bare til at holde fri. Jeg har ikke de vilde planer. I stedet har jeg med vilje ladet kalenderen være åben, så der er plads til spontane ideer og andet godt. Muligvis lige nogle køkkenskabe, der gøres rene, men det er kun, hvis bølgerne går rigtig højt.

December har været hård for mig. Altså ikke pga. arbejde, men på grund af lidt for meget fest. Lidt for meget alkohol, alt for meget mad og ikke mindst alt for meget chokolade. I en sådan grad, at jeg hver morgen lige tjekker, om min hud stadig er skummetmælksblå, eller om jeg måske har været så heldig at få en mere nougatbrun kulør. Det sidste er desværre ikke tilfældet.

Nå, men frem til og med den 26. er der fri leg. Det vil være alt for åndsvagt at tro, at jeg kan stoppe vanviddet de næste par dage. Men så er det virkelig også tilbage på sporet i en helvedes fart, for sagen er jo den, at jeg har det meget bedre uden sukker. Men åbenbart ikke godt nok til, at jeg kan lade vinen, gløggen, kagerne og konfekten stå. Og heller ikke chokoladen, som vi nærmest er druknet i på arbejdet. Det må stoppe! Kan vi ikke aftale, at firmagaver næste år bliver æbler? Eller mandler? Eller bacon og smør? Men stop for gud skyld med chokoladen. Det er altså at friste svage sjæle.

Men nu er det altså ferie. Konfekten er lavet – og jeg har faktisk ikke spist (ret meget) af den. Hvorfor jeg skal stå for den slags, går over min forstand, men måske er det fordi, min familie finder en næsten pervers fryd ved at more sig over min konfekt-kompetancer. For helt ærligt. Det ligner noget, små børn har lavet. Jeg triller kugler af marcipan. Det går godt i cirka tre minutter. Så gider jeg ikke mere, og kuglerne bliver så store som golfbolde. Og det der med at overtrække med chokolade… Jeg ser ingen fremtid for mig i konfektbranchen.

Jeg har fået købt det, jeg skulle. Gaverne er pakket ind. Jeg begynder faktisk at tro, at jeg har nogenlunde styr på det hele.Det eneste, jeg mangler, er at ønske dig, der følger med på Fabrikken, en glædelig jul – og hvis jeg ikke når at skrive inden – så også et super nytår.

Hyg dig. Forkæl dem, du holder af. Grin. Græd om nødvendigt. Og nyd for guds skyld juledagene. Det er snart hverdag igen. Og det er heldigvis heller ikke så tosset.

Glædelig jul!

Reklamer

2 responses to “Fabrikken ønsker god jul

  1. Rigtig glædelig jul 🎄

  2. Jeg lover lover lover, at nyde dem, så snart jeg får fri kl. 23 😀
    God jul til dig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s