Monthly Archives: januar 2018

Ynk, jammer og bandager

Mit hjem er blevet omdannet til et lazaret. Der plejes sår med forbinding og plaster i lange baner. Og fordi et af sårene sidder midt på ryggen, hvor jeg umuligt selv kan nå, så har jeg en hotline til Grafikeren, der kommer løbende, når jeg kalder. Det føles på en sær måde både hjælpeløst og luksuriøst.

I fredags gik jeg stadig rundt i efterdønningerne af torsdagens stærke piller. Det var rart! Valgte at tage på tur til et byggemarked med Grafikeren. Det er hendes yndlingsbutik. Vi lader den ligge der… men det er skønt at se, hvor lykkelige hun er blandt hylder med træplanker, maling, spændeskiver og en masse andet gejl, jeg ikke aner, hvad er. Mit bidrag til turen var at sætte mig på alle bunker af planker eller udstillede havemøbler jeg kunne finde. Kæft, jeg var træt.

Da vi endelig blev lukket ud af det, der i bedste fald er et spøjst sted, men som for Grafikeren er tæt på paradis på jorden, skulle vi pakke bil. Og lad være med at spørge hvordan, men det lykkedes mig at hamre mit højre knæ ind i anhængertrækket på bilen. Jeg skal undlade at kaste mig ud i en forklaring om, hvor ondt det gjorde. Men jeg så sol, måne og stjerner ved højlys dag – måske også hjulpet på vej af resterne af medicinen i min krop. Nøj, det gjorde ondt! Og siden har jeg humpet rundt som en krøbling.

Dagen i går blev brugt på sofaen, så nu gør min ryg så ondt, at jeg nogle gange helt glemmer, hvor slemt mit knæ har det, og hvor meget sårene klør. Så ud over plaster og gazebind, så står den også på poser med is, bedøvende salver og smertestillende piller. Jo tak, her går det godt!

Men jeg kan jo for helvede ikke blive liggende her, tænkte jeg morges. Jeg ender med at gå i forrådnelse. Så jeg tog til dans …

Jeg lader lige billedet stå et øjeblik. For godt nok har lægen givet mig lov til at danse i dag, selv om sygeplejersken havde beordret mig til at holde mig i ro i en uge efter indgrebet i torsdags. Men jeg havde glemt, at jeg har svært ved at løfte venstre arm. Det – i kombination med det ømme højre knæ – gjorde mig virkelig uegnet til dans. Som i virkelig uegnet!

Sikke et syn. Sikken en jammer. Men jeg gennemførte! Og hånden på hjertet – det er jo ikke fordi, jeg normalt er skide god til at koordinere arme og ben, når jeg danser. Jeg kan håndtere kniv og gaffel på en gang, men ellers er min evne til at bevæge arme, ben og hofte i samme takt tvivlsom. Så faktisk er jeg ikke sikker på, at der er overhovedet er nogen på holdet, der opdagede, at jeg dansede anderledes end normalt. Men det hev godt nok lidt i syningerne. Som man siger…

Men kan man danse en time, så kan man også cykle på arbejde i morgen. Alt er godt!

Reklamer

Smæk for skattekronerne

Før jul var jeg på Rigshospitalet for at få taget blodprøver. Alle faste læsere på Fabrikken ved, at det bestemt ikke er noget, jeg er pjattet med. Jeg lider af massiv nåleskræk.

På vej derud sad jeg i bussen og følte mig helt rolig. Det skal nok gå, tænkte jeg. Da jeg kom frem, trak jeg nummer. Lang ventetid, men jeg var rolig og ganske stolte over, at jeg åbenbart har fået styr på nåleskrækken. Lige indtil det øjeblik, hvor mit nummer blinkede rødt. Så kom tårerne og angsten, og den stakkels søde sygeplejerske blev helt forskrækket, da hun så mig med tårerne løbende ned af kinderne og hænder, der rystede.

Og helt som det plejer at være, så syntes jeg, at det var det rene ingenting, da først nålen var ude af armen igen. Men angsten husker det ikke fra gang til gang.

Nu blev det 2018, og jeg startede året med en samtale om blodprøverne. Den gik, som den er gået de sidste to år:

Lægen: ”Det ser fint ud, og jeg kan heller ikke mærke noget på din hals, men hvis vi skal være helt sikre, så skal du have foretaget en ny finnålsbiopsi.”

Mig: ”Det skal jeg så ikke. Ikke før du kan sige til mig, at der er grund til at få foretaget en ny.”

Lægen: ”Så ses vi næste år!”

Det er blevet et fast nytårsritual.

Ugen efter skulle jeg scannes. Det var der, hvor jeg fik så meget ros for at kunne ligge stille. Ugen efter igen samtale med lægen om resultatet af scanningen. Alt ok!

Ugen efter besøg hos min egen læge. Kom ud med salve og en henvisning til en kirurg, der skal fjerne nogle mærkelig ”dimser” fra min krop.

”De kommer altså, når man bliver ældre,” forklarede lægen. Jeg synes, at de har udeladt den detalje i min bog om at blive voksen. Der står, at man får gråt hår, får rynker, mister synet. Den slags småting. Men der står sgu ikke noget om mærkelige gevækster, der pludselig vokser frem på ens krop. Ikke i min udgave i alt fald.

Dagen efter var jeg hos SDS-Morten, der godt nok ikke er en autoriseret del af det danske sundhedsvæsen, men i min verden er han en sundhedsguru. Dagen efter igen var jeg hos tandlæge. Og i går skulle ”dimserne” så fjernes.

Fem styk = fem x lokalbedøvelse, fem x kniv og fem x nål. Min læge havde udskrevet beroligende piller til mig, og hold da op noget skønt narko. Jeg var i den vildeste rus og nærmest ligeglad med, hvad der skulle ske. Det gjorde ondt, men fordi kirurgen og sygeplejerskerne virkede så glade, så var jeg også glad. Nu er det så gået op for mig, at de grinede af mig, der åbenbart underholdte hele klinikken i min store rus. Selv husker jeg ikke så meget. Jeg var endda ligeglad, da de sagde, at jeg skal komme igen og have fjernet sting.

Jeg dinglede hjemad og forstod pludselig, hvorfor min læge havde beordret mig til at lade både bil og cykel stå hjemme. Det sidste syntes jeg var temmelig hysterisk, men set i bakspejlet, så havde hun en pointe.

Hjemme igen gik jeg ud som et lys. Sov 3-4 timer i går eftermiddags. Vågnede og lavede suppe. Det har jeg lige opdaget, for jeg har ingen erindring om det. Men jeg laver fandeme god suppe, når jeg ikke ved det. Så den har jeg spist til frokost i dag.

Gik tidligt i seng og har vel sovet 13-14 timer. Og nu sidder jeg og glæder mig over, at min Tour de Force i det danske sundhedsvæsen er overstået i denne omgang, og føler mig privilegeret over, at jeg bor et land, hvor der bliver taget så godt hånd om mig – uden at jeg skal have en krone op af lommen. Ja, vi betaler måske meget i skat. Men vi får fandeme også noget for pengene, når det er nødvendigt. Godt nok betalte jeg selv hos SDS-Morten og hos tandlægen og for de skønne piller, men de var alle pengene værd. Sikken en dejlig rus på en ellers kedelig torsdag.

Nu er min tur rundt i sundhedsverdenen slut for denne gang. Jeg mangler bare at få fjernet sting og få en fodterapeut til kigge på mine manglende stortånegle, så er jeg så gennemtjekket som en astronaut før en tur i rummet. Og så er det vist på tide at jeg flytter tankerne over på gode ting i stedet for nåle, gevækster og tånegle, der forsvinder.

 

 

Hvor stolt er du?

Jeg elsker weekender! Især weekender som den, der snart er slut. Den har været lige efter mit hoved. Måske lige med det lille minus, at jeg ikke nåede den gåtur, jeg havde aftalt. Fordi jeg sov længe.

Men som sagt – ellers perfekt. Middag med gode venner. Bif med gode venner. Tid til at læse både aviser og magasiner og drikke kaffe. Alle pligter klaret på den der hyggelige måde, hvor der både er kaffe i koppen og god musik i radioen – så man ikke rigtig opdager, at det faktisk er rengøring, oprydning og vasketøj, der fylder tiden ud.

Tidligere i dag sad jeg i min bil. Radioen er tændt. Sanne Salomonsen er gæst. Jeg lytter med et halvt øre, men bliver alligevel opmærksom, da hun taler om stolthed. Man skal være stolt af alt det, man laver, siger hun.

Det har murret i mit baghoved resten af dagen. For hvor tit er jeg egentlig stolt af mig selv? Det tror jeg faktisk aldrig, at jeg er. Jeg kan være tilfreds med en indsats. Jeg kan være lettet over at have gennemført noget. Men stolt… Det tror jeg faktisk aldrig eller i alt fald kun sjældent, at jeg er. For det er ikke en dyd, der falder en vestjyde naturligt. Og kan man være stolt uden at prale? Ja! Selvfølgelig kan man det.

Når jeg nævner det, så er det fordi, praleri er noget af det værste, jeg ved. Men mennesker, der med iver, passion eller stolthed fortæller – dem er jeg vilde med. Så måske er det på tide, at jeg øver mig på at være stolt af det, jeg laver. Uanset hvor småt eller ubetydeligt det må være. For jeg tror sgu hende Sanne har en pointe. Det handler jo også om at tage sig selv og det, man går rundt og laver, alvorligt.

Så det vil jeg øve mig på. At være stolt af det af det, jeg laver. Der må være noget, jeg kan være stolt over. Og hvis ikke, så er det da virkelig på tide med nye boller på suppen. Men det tror jeg ikke bliver nødvendigt. For jeg kan jo starte med at være stolt over den fantastiske middag, jeg har lavet til mig selv i aften. Og stolt over, at opvasken er taget.

Ja ja – man skal jo begynde et sted…

Nu ved jeg, hvad jeg er god til!

Jeg har været på hospitalet i dag til min halvårlige MR-scanning. Jeg er efterhånden helt rutineret i den disciplin. Og derfor ved jeg også, at jeg cirka halvvejs i seancen vil få en nål i armen. Og lige den del er jeg virkelig ikke pjattet med.

Nej, det gør ikke ondt. Nej, man dør ikke af det. Ja, det er hurtigt overstået. Men det er fandeme også klamt, og så snart nålen nærmer sig, panikker jeg. Jeg sveder, jeg får pletter for øjnene, jeg græder, og jeg ryster. Men altså, indtil det øjeblik er alt godt.

I dag blev jeg mødt af to unge mænd. Ja, jeg er nået den alder, hvor mænd under 35 falder i kategorien ”unge mænd.” De var helt vildt søde. Det synes jeg så i øvrigt, at alle jeg har mødt på hospitalerne har været.

De tog sig god tid til at forklare stolpe op og stolpe ned:

”Du skal ligge helt stille. Du må ikke bevæge hovedet (som om det overhovedet er muligt, når først de har spændt det fullface Hannibal Lecter-aggregat fast i underlaget.) Husk du må ikke synke, når maskinen kører. Går det galt, tager vi billederne om… bla bla bla.” Og det eneste, jeg kunne tænke på, var den forpulede nål.

Forsøgte at overbevise dem om, at hvis der er noget, jeg er virkelig god til, så er det at ligge helt stille. De troede mig ikke. Men de blev klogere.

Efter nål, tårer og scanning blev jeg mødt af to særdeles imponerede unge mænd.

”Hold da op. Du kan virkelig ligge stille,” sagde den ene.

”Men det havde jeg jo sagt, at jeg ville gøre,” svarede jeg.

”Jo, det siger alle, men jeg tror faktisk aldrig, at jeg har mødt en, der kan ligge så stille og slet ikke synke. Og du klarede nålen virkelig godt. Jeg har mødt mange, der siger, at de ikke er bange, men som reagerer voldsommere end dig. Du kan være stolt,” sagde min nu yndlingsmand.

Så der! Ros er ros. Og jeg læste forleden, at folk født i løvens stjernetegn næres af roser. Det er mig! Det er så måske ikke lige den slags roser, jeg helst vil have, men hey – det er ros!

Jeg kunne ikke nænne at fortælle de to mænd, at jeg faktisk har trænet mange timer igennem årene på at sidde eller ligge helt stille. Det går der rent faktisk mange timer med hver weekend. Endelig kom der noget ud af de mange træningslejre.

Jeg er simpelthen exceptionel god til at ligge helt stille. Alle er gode til noget – det er så min ting!

Nu vil jeg sætte mig lige så stille på min sofa…

God weekend!

Mød dansemusen Bente

Forleden skrev jeg om at opsøge nye fællesskaber, og man skal jo kravle, før man kan gå. Eller sagt på en anden måde – fællesskaber kan jo have mange former, og dem, jeg især tænkte på, da jeg skrev, handler om faglige fællesskaber. Dem er jeg ikke nået til at opsøge endnu. Men jeg har fundet et nyt fællesskab i køen til bilvasken. Se, det lyder måske ikke af så meget, men det var stort for mig, da jeg endelig fandt modet til at køre i vaskehallen. Eller rettere – til at starte vasken med en app…

Der er desværre ikke meget Pippi over mig. Jeg er sådan en, der møder verden og alt nyt med et: ”Det tror jeg sgu ikke, at jeg kan finde ud af,” i stedet for at tænke som Pippi, der møder verden med et: ”Det har jeg aldrig prøvet før. Det er jeg helt sikkert god til!”

Så det var var ikke alene stort for mig – det var også tiltrængt. Min bil var efterhånden så beskidt, at jeg var flov over at køre i den. Faktisk er den kun blevet vasket en gang tidligere, og det var, da den var på værksted, fordi jeg havde lavet buler. Jeg overvejede flere buler for at slippe for bilvasken og ikke mindst appen, men vurderede at det alligevel ville blive for dyrt i længden.

Og ved du hvad? Det gik skide godt! Jeg kunne godt finde ud af det, jeg faldt i snak med de andre i køen, og det var faktisk helt hyggeligt. De fleste af dem var – jeg fristes til at sige naturligvis – noget mere tjekkede end jeg. De havde alverdens udstyr med, som de pudsede og polerede deres biler med, når de kom ud af vaskehallen. Det er så ikke lige mig. Jeg kører min bil i vaskehallen. Og fem minutter senere kører jeg ud igen og videre ud i livet. Der bliver ikke kælet meget for min bil, og det er en fejl, kunne jeg forstå af de gode råd, jeg fik i køen.

Og så har jeg været på danseskole. Der kan du fandeme også tale om et nyt fællesskab. Jeg er jo ikke sådan en, der danser. Mest fordi jeg har råd til at stå i baren og generelt føler mig bedst tilpas der. Men i dag har jeg kastet mig ud i en omgang Ballroom Fitness på en rigtig danseskole. Ikke noget træningscenter-halløj eller wannabe Vild med dans til mig.

Man kan sige, at Ballroom Fitness er tabernes dans. Det er for os, der ikke kan finde en partner. Derfor er vi ikke fine nok til at komme i smukke kjoler og høje sko. Men det er egentlig meget godt, for den mundering er heller ikke rigtig mig. Tanken er dog, at jeg skal lære at danse vals, tango, cha cha cha, quickstep, wienervals, samba, jive og rumba. Det skal nok blive godt… Jeg er som en elefant i en glasbutik på et dansegulv, men jeg har jo lovet mig selv at prøve noget nyt i det nye år, og det skal jeg da lige love for, at jeg fik gjort til prøvetimen i dag.

Jeg kastede mig ud en fyrig rumba. Dansede samba med svung og forsøgte mig også med en pasodoble, men den var svær. Men ved du hvad? Jeg skal nok komme efter det, for det er ubetinget det sjoveste, jeg har gjort for mig selv i lang tid. Vi var flere, der så dumme ud. Om jeg lå øverst i top 3, eller om det bare var min egen fornemmelse, skal jeg lade være usagt. Men jeg grinede, jeg svedte, og jeg hev efter vejret. Og jeg havde min egen fest til god musik. Og nu har jeg booket mig til dans de næste tolv uger.

Det er hele to nye fællesskaber på blot en uge, og jeg synes faktisk godt, at jeg må være lidt stolt af mig selv. I morgen begyder jeg i et nyt fællesskab, når jeg igen hopper på kickstart hos Madbanditten aka Jane.

Hvad skal det dog ikke ende med?

 

 

Dagen, der ikke tæller

Så skal jeg den ondelyneme love for, at det blev 2018. Sjovt som afslutningen på 2017 virkede så meget federe end begyndelsen på det nye år gør. Hvornår jeg lærer, at jeg ikke behøver at tømme alle flasker på bordet, det ved jeg ikke, men jeg bør nok øve mig på bare at lade en enkelt sjat stå i ny og næ.

Som jeg skrev i går, så har jeg ikke meget tilovers for nytårsforsæt. Jeg synes alt for ofte, de handler om forbud. Og sikke da en kedelig måde at begynde noget nyt på. Alligevel har jeg tænkt på, om det simpelthen er for fesent slet ikke at have nogle forsæt, og det er det måske. Som du muligvis fornemmer, kan jeg ikke helt beslutte mig.

Derfor har jeg forsøgt mig med nogle forsæt, der – inspireret af et af mine yndlings-radioprogrammer – sætter barren så lavt, at det er sandsynligt, at jeg kommer over.

Here goes – i ikke prioriteret rækkefølge:

  • Sov otte timer hver nat (Det gør jeg i forvejen, så den burde være lige til højrebenet)
  • Grin meget!
  • Husk smørret!
  • Cykle længere!
  • Svar sure mails venligt og hurtigt
  • Spis godt!
  • Drik vin ved festlige lejligheder eller når selskabet er skønt
  • Hold en fantastisk fest til august, når der er rund fødselsdag på programmet!
  • Opsøg nye fællesskaber!
  • Nyd hverdagen!
  • Prøv noget nyt!
  • Slap af!

Selv om der er mange punkter på listen, så tror jeg på, at jeg klarer dem i fin stil.

For mig starter det nye år først i morgen. I dag tæller ligesom ikke. Den skal bruges på sofaen til lyden af koncert fra Wien og skiløb fra stedet, jeg aldrig lærer at sige navnet på. Og så handler det om masser af vand, salt og fed mad. Så burde jeg være klar til i morgen.

Vi høres ved i det nye år!