Daily Archives: januar 12, 2018

Nu ved jeg, hvad jeg er god til!

Jeg har været på hospitalet i dag til min halvårlige MR-scanning. Jeg er efterhånden helt rutineret i den disciplin. Og derfor ved jeg også, at jeg cirka halvvejs i seancen vil få en nål i armen. Og lige den del er jeg virkelig ikke pjattet med.

Nej, det gør ikke ondt. Nej, man dør ikke af det. Ja, det er hurtigt overstået. Men det er fandeme også klamt, og så snart nålen nærmer sig, panikker jeg. Jeg sveder, jeg får pletter for øjnene, jeg græder, og jeg ryster. Men altså, indtil det øjeblik er alt godt.

I dag blev jeg mødt af to unge mænd. Ja, jeg er nået den alder, hvor mænd under 35 falder i kategorien ”unge mænd.” De var helt vildt søde. Det synes jeg så i øvrigt, at alle jeg har mødt på hospitalerne har været.

De tog sig god tid til at forklare stolpe op og stolpe ned:

”Du skal ligge helt stille. Du må ikke bevæge hovedet (som om det overhovedet er muligt, når først de har spændt det fullface Hannibal Lecter-aggregat fast i underlaget.) Husk du må ikke synke, når maskinen kører. Går det galt, tager vi billederne om… bla bla bla.” Og det eneste, jeg kunne tænke på, var den forpulede nål.

Forsøgte at overbevise dem om, at hvis der er noget, jeg er virkelig god til, så er det at ligge helt stille. De troede mig ikke. Men de blev klogere.

Efter nål, tårer og scanning blev jeg mødt af to særdeles imponerede unge mænd.

”Hold da op. Du kan virkelig ligge stille,” sagde den ene.

”Men det havde jeg jo sagt, at jeg ville gøre,” svarede jeg.

”Jo, det siger alle, men jeg tror faktisk aldrig, at jeg har mødt en, der kan ligge så stille og slet ikke synke. Og du klarede nålen virkelig godt. Jeg har mødt mange, der siger, at de ikke er bange, men som reagerer voldsommere end dig. Du kan være stolt,” sagde min nu yndlingsmand.

Så der! Ros er ros. Og jeg læste forleden, at folk født i løvens stjernetegn næres af roser. Det er mig! Det er så måske ikke lige den slags roser, jeg helst vil have, men hey – det er ros!

Jeg kunne ikke nænne at fortælle de to mænd, at jeg faktisk har trænet mange timer igennem årene på at sidde eller ligge helt stille. Det går der rent faktisk mange timer med hver weekend. Endelig kom der noget ud af de mange træningslejre.

Jeg er simpelthen exceptionel god til at ligge helt stille. Alle er gode til noget – det er så min ting!

Nu vil jeg sætte mig lige så stille på min sofa…

God weekend!

Reklamer