På ømme fødder

Jamen, det går jo på en måde helt fint. Og så alligevel…

Raleigh er død. Eller han synger i alt fald på sidste vers. Og ganske snart bliver han erstattet med en ny og yngre model. Jeg glæder mig helt vildt, for når solen pludselig beslutter sig for at titte frem, så er min cykel fuldstændig uundværlig, og det gør ondt lang inde i sjælen at tage bilen eller bussen. Jeg trænger til at frisk luft og motion, og sjældent har jeg savnet min cykel, som jeg gør i disse dage. Så jeg glæder mig til snart at modtage en yngre og mere moderne model.

Faktisk er jeg så afhængig af min cykel, at det går ud over forholdet til Koreaneren, der lige har været til serviceeftersyn. Bagefter kom bilforhandleren hen til mig.

“Du skal altså huske at bruge din bil.”

Mig: “Øhhhhhh, det gør jeg da også. Lidt i alt fald.”

Forhandler: “Seriøst. Du skal køre i din bil. Du har en rigtig fin bil. Den skal ud og køre. Lige nu tjener vi penge på dig. Det er ikke meningen.”

Se, enten er han verdens dårligste forretningsmand, eller også er han den ærligste mand i verden. Men hvor filan skal jeg køre hen?

I stedet for at køre går jeg rundt på verdens ømmeste fødder. Jeg har simpelthen fået de værste vabler i verden, hvilket betyder, at jeg ikke kan have sko på. Så i går tog jeg på arbejde i sutsko. Det var ikke fedt.

Min arbejdsplads er for nylig flyttet til Islands Brygge. Min plan var, at hvis nogen spurgte, hvorfor jeg gik omkring i sutsko – for faktum er jo, at jeg ligner en dement, der er stukket af fra et plejehjem – så ville jeg svare, at jeg er Linses bedste ven. Men ingen spurgte. Heldigvis. For jeg følte mig som verdens største taber.

I dag har jeg arbejdet hjemme og følt mig så taknemmelig for, at jeg har en arbejdsplads, der er så rummelig, at det er ok at arbejde hjemme, når fødderne strejker. Jeg har gået rundt på strømpesokker det meste af dagen, og det føles rart..

Men jeg tog sutskoene på igen, da Kollektivet inviterede på mad. De er fuldtallige igen, og selv om jeg prøvede at spille kostbar, så endte jeg alligevel med at takke ja og nyde skøn mad og vin. Iført sutsko.

Jeg har spist grøntsager, kød og fantastiske oste. Mon ikke det kan kurere selv de ømmeste fødder? Det håber jeg, for bare tanken om at putte mine fødder i et par sko trækker tænder ud.

Stakkels mig! Jo – jeg har faktisk lidt ondt af mig selv i disse dage. For hvad gør man, når man ikke kan have sko på? Ikke kan sove om natten, fordi vablerne gør ondt? Og skal til rund fødselsdag i weekenden – måske i sutsko…

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s