Monthly Archives: maj 2018

Og det var så de fridage…

“Bliver du og spiser?” spurgte Restauratøren ved halv tre tiden i eftermiddags, da jeg sad på terrassen i Kollektivet og drak kaffe.

Mig: “Nej tak. Jeg har en del, jeg skal have lavet derhjemme. Ellers tak”

“Jeg havde heller ikke tænkt, at du skulle blive siddende hele eftermiddagen. Men du kan jo gå og komme tilbage…”

Mig: “Ja tak!”

Og sådan gik det til, at jeg slap for at handle og i stedet kunne sætte mig til et middagsbord med skøn mad og drikke, da alle de huslige pligter derhjemme var klaret. Og jeg havde taget den næsten obligatoriske lur i solen.

Det, efter en dag, hvor jeg blandt har overværet, at Yndlingspræsten blev indsat som præst på Vesterbro. Det var stort!

Sammen med Grafikeren havde jeg taget turen til byen. Og det endda på en dag, hvor der var Copenhagen Marathon, hvilket betød, at hele byen var spærret, og vi måtte tage toget.

Lige så hjemmevant Grafikeren færdes i Bauhaus, hvor hun ved, hvad samtlige dimser skal bruges til, lige så meget på udebane er hun, når det gælder offentlig transport. Det var faktisk helt skønt at opleve. Og det selv om jeg – som mange af jer ved – ikke er uddelt begejstret for offentlig transport.

Så dagen i dag har været skøn. Præcis som de andre fire fridage. Jeg har haft skønne mennesker til kaffe på terrassen. Og blev helt stolt, da min terrasse blev kaldt ‘Hollywood-agtig’. Jeg tror bestemt, at det var et kompliment.

Jeg har tilbragt det meste af fritiden lige der. Midt i Hollywood. Med en stor stak aviser, en god bog, musik og kaffe.

Det er også blevet til enkelte gåture, men antallet af dem er blevet trumfet af antallet af lure i solen.

Alt i alt, total afslapning og gode tider. Det er hverdag i morgen. Lige nu føles det ikke rart, men jeg er helt sikker på, at det nok skal blive fjong, når først den kommer i gang.

God uge til jer alle!

Reklamer

Sommer, sol og sejlads

Som tiden dog flyver af sted. Og pludselig er det blevet sommer. Sikke noget.

Kort fortalt så har jeg haft travlt siden sidst. I går sendte jeg mit tredje blad til tryk, og det var noget af en sej fødsel – så sej, at jeg måtte takke nej til en helt sikkert hyggelig weekend hos vennerne på Fyn, for at kunne nå det hele. Den hyggelige weekend har jeg forhåbentlig til gode snart.

Men jeg har også holdt fri. Og blandt andet taget turen til mine forældre i Korsør og videre derfra til Vestjylland. For at købe planter…

Kæft, min terrasse er blevet fin. Og det er min lejlighed også, for jeg har en mor, der – i modsætning til hendes datter – kan finde ud af at bruge en symaskine. Så nu ligger mine gardiner ikke længere hen ad gulvet. Og jeg har trods alt kun boet her i halvandet år…

Jeg har også drukket både kaffe og vin med gode venner. Og spist fantastisk mad som havtaske og beurre blanc – fordi jeg efterlyste vin og opmærksomhed på Facebook. Og tre minutter senere var der en invitation til god mad i Kollektivet.

I dag fik jeg så endnu et stort ønske opfyldt, da jeg i formiddags stævnede ud fra havnen i Den solgule idyl med kursen mod Drogden Fyr. Der fik jeg lov til at komme “i land” igen og møde de tre mænd, der  arbejder derude. Hvor var det en vild oplevelse! Hvor var de søde! Og hvor blev jeg fyldt med ydmyghed, da jeg blev bedt om skrive i deres gæstebog, der går helt tilbage til 1937. Så så mange gæster har der heller ikke været! Jeg føler mig meget beæret.

Drogden Fyr

Dage som i dag er dage, hvor jeg for alvor sætter pris på mit arbejde. Tænk, at være så heldig, at mit job betyder, at jeg ofte møder spændende mennesker og får lov til at besøge spændende steder.

Nu er der fire dejlige fridage i vente. Jeg tænker: terrasse, kaffe/vin, gåture, godt selskab, afslapning, en god bog… I den dur!