Daily Archives: juni 9, 2018

Så skal der spares…

Jeg befinder mig stadig i et sært vakuum, hvor tingene på den side flasker sig fuldstændig perfekt for mig og på den anden side er der kræfter, der gør, hvad de kan for at beklikke min troværdighed og min faglighed. Det er bestemt ikke sjovt, men det har lært mig, at opbakning nogle gange kan komme fra de mest uventede sider og have en form, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Og det gør mig både ydmyg og taknemmelig, for hvor er jeg heldig at have så mange gode og skønne mennesker omkring mig. Det er ikke nyt. Det ved jeg godt. Men jeg bliver virkelig mindet om det, når der er modvind på min vej. Og det gør det jo unægtelig lettere at holde kursen.

Og så er det skønt at opdage, at der også er opbakning til selv de skøreste ideer. Lige nu går jeg med nogle karriereplaner, som jeg nok skal fortælle mere om, når jeg er færdig med at fintænke. Men i går, da jeg var til personaledag på arbejdet og under middagen løftede en lille flig for min skøre ide, ja så skete der simpelthen det fantastiske, at der var masser af opbakning og masser af ideer til at gå videre. Kæft, hvor følte jeg mig privilegeret. Så jeg tænker videre over min ide.

På den private front går det også fantastisk. Jeg får ros fra Nabos datter, fordi jeg har så mange bi-hoteller. Det er blomster på terrassen, har jeg fundet ud af. Og hun har også tilbudt mig at låne mig penge.

”Du skal bare sige til, Bente. Jeg har masser af penge i min sparegris.”

Se, så kan det jo ikke gå helt galt, vel? Men det ændrer ikke ved, at juni er spare-måned. Virkelig! Og det er ikke min yndlingsdisciplin, men helt nødvendigt. For i næste måned er der to ugers ferie på yndlingsøen, og i august har jeg inviteret 60 mennesker til fest. Og jeg er jo ikke sådan en, der langtidsplanlægger og lægger til side. Så det …

Rart at vide, at der er en sparegris et sted i huset.

 

Reklamer