Ventetiden er endelig forbi

Alle, der kender mig, ved, at jeg er født uden tålmodighed. Jeg bryder mig simpelthen ikke om at vente på noget som helst. Og mens hele landet har været badet i sol i ugevis, så har jeg ventet utålmodigt, mens jeg har kastet længselsfulde blikke efter alle cyklister, når jeg er kørt forbi dem i min bil. For så at skifte til en varm og altid overfyldt metro. Jeg har ventet på min nye bedste ven: Ralaighs afløser. Og endelig – i dag – dukkede Winston så op. Så fin. Så blå. Så ny og uskyldig. Og jeg blev vildt forelsket ved første øjekast. Sammen satte vi kursen mod Den solgule idyl.

Åh, hvilken fryd atter at få vind i håret og frisk luft. Hvilken luksus med en cykel, der virker. Også selv om det viste sig, at nok var cyklen samlet, da den blev leveret til mig på mit arbejde, men den var ikke efterspændt – eller hvad sådan noget hedder. Det opdagede jeg efter et par kilometer, da jeg ville kigge mig tilbage for at se, om der kom cyklister bagfra. Men i stedet for at dreje hovedet, drejede hele sadlen. Og jeg. Det var nær gået galt, og de sidste 12 kilometer hjem blev lidt mere anspændte.

Men pyt. Glæden over mit nye køretøj oversteg frygten for, om den ville holde hele vejen hjem. Og Winston er måske lidt slap i koderne lige nu, men det skal han nok komme over, og jeg fornemmer allerede, at vi har et langt og varmt forhold foran os.

Winston bliver strammet op i morgen. Hvis du er sådan en, der kan finde ud af sådan noget og tilfældigvis er i nærheden af Den solgule idyl, så hører jeg gerne fra dig.

Jeg begyndte min dag med at møde skønne Ole Henriksen. Ja, DEN Ole! Og jeg mener virkelig, at manden er skøn. Jeg blev mødte med kindkys og komplimenter. Fx over hvor skønt det er, at jeg er punktlig.

Ellers kan jeg oplyse, at jeg er en fantastisk kvinde. Med en fantastisk smuk og fyldig mund. Med fantastisk sund og elastisk hud, der har en fantastisk glød. Jeg ser meget yngre ud end mine år. Ikke mindst fordi mine øjne er unge… (!?) Og så har jeg et elegant ansigt og er en meget smuk kvinde. Desuden har jeg en fantastisk stemme, og jeg er fantastisk godt selskab. En fantastisk god start på dagen for Ole, der er fantastisk glad for, at vi har mødt hinanden. Og det er gengældt, Ole! Og hey – jeg har det på bånd!

Så der! Og nu lyder det måske som om, jeg gør grin med Ole. Det gør jeg ikke. Jeg tror komplimenterne kommer fra et ærligt og kærligt sted. Men hold da op, hvor er det uvant at blive overhældt med så mange roser.

Og hvor var det fantastisk at møde et menneske med så meget nærvær, humor og charme. Et menneske, der læner sig fremover for at lytte, hver gang jeg stiller et spørgsmål. Et menneske, der gør sig umage med at svare. Og et menneske, der behandler alle omkring ham høfligt og med nysgerrighed.

Det mest spøjse var i virkeligheden, da jeg efter at være blevet kysset farvel af Ole, forlod hotellet, og idet jeg træder ud ad døren, siger den ranke dørmand i den fine uniform: ”Hej Bente!”

Jeg blev virkelig overrasket, for så tit kommer jeg ikke så fine steder. Min første tanke var, at jeg sgu da (til en forandring) ikke havde ødelagt noget eller spildt noget. Det viste sig at være en tidligere kollega, der har fået en ny karriere som dørmand. Og episoden gav respekt hos fotografen og hans assistent, der tydeligvis troede, at jeg var stamgæst på det fornemme hotel.

Jeg er meget glad for mit arbejde. Dage som i dag er jeg pjattet med det! Tænk, at jeg får lov til at spise croissanter og drikke god kaffe i selskab med spændende mennesker og ovenikøbet bliver betalt for det.

Så heldig er jeg! Rigtig god weekend til jer alle.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s