Sidste bid af ferien

Jeg er kommet hjem fra den årlige ferie på Øen, og som altid har jeg nydt skønne dage sammen med familie og venner. I år endda tilsat ekstraordinært godt vejr. Ferien gik som den altid gør – og dog. Det har været lidt anderledes i år. Blandt andet fordi jeg tilbragte første uge sammen med min bror og svigerinde i deres skønne hus. Super hyggeligt og vidunderligt afslappende. Eneste mangel har været, at jeg ikke synes, jeg fik nok musik og dans i år. Normalt er der mange baller, men dem nåede jeg bare ikke med til denne sommer. Men så må jeg jo se, om jeg når dem næste år. Mon ikke!

Sidste uge af ferien var jeg tilbage i ”mit” sommerhus. Det hus, jeg har lejet de sidste år, og som jeg føler mig utrolig godt tilpas i. Som altid har jeg haft mange gæster. I år usædvanligt mange, der aldrig har været på Øen før, så der har været rig mulighed for at vise min smukke ø frem, og det har været skønt. Især fordi både vejr, badevand og restauranter viste sig fra sine bedste sider.

Det er altid sårbart for mig, når der kommer nye gæster til Øen. For den ø betyder vildt meget for mig. Heldigvis tror jeg, at alle nød det, og der er allerede rift om pladserne i huset til næste år. Og det bliver et ganske særligt år, for Ældste-nevøen skal danse til årets fest, og jeg ved allerede, at jeg bliver en stolt og rørt faster. Nøj, hvor jeg glæder mig!

I år har jeg haft besøg af gode veninder og hele Kollektivet, der rykkede ind i huset med proviant til en hel hær. Og vinglas… Jamen, de findes altså også på Øen, men de havde altså valgt at tage deres egne med. Sammen med komplet knivsæt, stempelkande, flere kilo tomater og slik og vin i rå mængder. Jeg nåede at tænke, at hvis 3. Verdenskrig skulle bryde ud, så var jeg det helt rigtige sted. De mennesker er så vilde.

Ferien har – udover den magiske gåtur, jeg har beskrevet – også budt på lange dage i solen med god kaffe, snak og grin. Middag med gamle venner og familie. Håndbajere delt med venner, jeg har kendt hele mit liv, men som jeg kun ser om sommeren. Glimmerelastikker og gode gåture. Finurlige møder mellem mine gæster og vennerne på Øen. Picnic på stranden, cykeltur mellem de to byer på Øen, solnedgang tilsat vin på Øens højeste punkt, virkelig lækre frokoster – læs: alt for meget mad, øl og vin, kaffe hos min bedste veninde fra skolen, som jeg ikke har set i 30 år og ikke mindst fotoshoot med gamle klassekammerater. Det sidste slap jeg ikke godt fra. Faktisk ligner jeg en hobit, fordi vi skulle sidde på samme måde som på et fotografi, der blev taget for 40 år siden. Det vil sige, at vi skulle sidde på hug. Dårlige knæ og en løs kjole gør, at jeg ser ud som om nogen har slået et telt op ved siden af alle vennerne og puttet mit hoved på toppen. Det syn gjorde ikke noget godt for selvtilliden, men til gengæld glæder jeg mig over, at det lykkedes at samle næsten alle fra det gamle billede. Det viser mig, at jeg ikke er den eneste, der prioriterer Øen og kommer ”hjem” hvert år i de samme uger.

Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er for meget med alle de gæster, der altid besøger mig på Øen. Nej! Det er skønt. Jeg nyder det hvert år, og jeg er rigeligt alene i hverdagen, så det er dejligt med selskab. Men jeg har lagt rammerne for besøg klart ud: Ingen bliver opvartet. Hvis du er sulten, så spis. Hvis der mangler noget i køleskabet, så køb det. Hvis du synes, der trænger til at blive støvsuget, så gør det. Hvis du ikke gider deltage i aktiviteter, så lad være. Det er helt ok at trække sig væk for en stund. Eneste regel er, at mine nevøer altid er velkomne. Gider man ikke teenagere, så skal man finde et andet logi. Det fungerer upåklageligt, og jeg nyder selskabet og det faktum, at alle min venner er bedre værter end jeg, så jeg bliver møgforkælet, når jeg har besøg. Det er faktisk ret skønt.

Mine dage på Øen bringer mig altid igennem hele følelsesregisteret på en måde, jeg har svært ved at forklare. Jeg har altid sådan en grundfølelse af glæde og tryghed, når jeg er der. Men der sniger sig også altid en sær sårbarhed og næsten melankoli ind. Jeg får tænkt en masse tanker. Jeg får sat nogle følelser på plads. Det er både skønt og sårbart, men jeg kommer altid tilbage og føler mig tættere på mit autentiske jeg. Hvis sådan en findes… Det lyder måske mærkeligt, men får mig er det næsten blevet et årligt ritual.

På turen hjem nød jeg dejlig morgenmad i mine forældres skønne kolonihave, før pligterne kaldte. For jeg hader at pakke ud. Så bliver det tydeligt, at nu er ferien slut. Men det blev heldigvis hurtigt klaret, og siden hjemkomsten har jeg klaret alle pligterne, slappet af og hørt skøn musik på havnen i Den solgule idyl sammen med gode venner. Nu sidder jeg på min terrasse med kaffe i koppen og glæder mig til næste år og priser mig lykkelig for, at jeg har været så forudseende at tage ferie i dag og i morgen også. Det betyder en blid start på hverdagen og et par dage i stilhed og helt uden aftaler. Jeg elsker dage, hvor jeg kan gøre præcis, hvad jeg lyst til. Det bliver ofte til ingenting. Præcis hvad jeg har planlagt for i dag. Ingenting! Bortset fra en enkelt gåtur, som jeg føler, jeg trænger til for lige at lande rigtigt hjemme igen.

Fortsat god sommer til jer alle!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s