50 + det løse

Så kom jeg denondelynemig ind i de voksnes rækker og det med fest og farver. Man ved, at festen har været god, når man dagen derpå og efter tre timer søvn finder sig selv i en solstol på stranden med den største cola, det overhovedet er muligt at opdrive, mens man fører en samtale, der lyder nogenlunde sådan her og foregår i et meget lavmælt og roligt tempo:

Ingeniøren: ”Hvad er det, der stikker op i vandet?”

Pause, mens jeg forsøger at fokusere hen over glasset.

Mig: ”Det er fugle, der sidder på en sten.”

Pause

Ingeniøren: ”Tror du? De bevæger sig ikke.”

Lang pause

Mig: ”Skal vi ikke bare sige, at der er noget, der stikker op ude i vandet?”

Kæmpe lang pause

Ingeniøren: ”Jo”

Det var nogenlunde, hvad jeg kunne svinge mig op til efter nogle fantastiske dage, hvor jeg er blevet fejret så flot. Der har været fødselsdagsbrunch i Kollektivet. Der har været stor fest med alle de bedste mennesker, jeg kender. Sange og taler. Kys, knus og kærlighed. Og jeg har været så overvældet af indtryk og oplevelser, at jeg slet ikke har kunnet sove. Ikke før i nat – men der gik jeg så til gengæld også ud som et lys. Det var efter, at jeg havde inviteret vennerne fra Den solgule idyl på rester. Sådan fik jeg afsluttet festivitassen på den hyggeligste måde. Og så fik jeg set mine venner med vand i glassene. Det er et sjældent syn, og jeg tænker, at det betyder, at de også har haft en god fest.

I dag meldte hverdagen sig så igen. Og dog – for der var både masser af flag, blomster og vin, da jeg kom på arbejde, og en smuk og meget fin tale fra min chef. Den fik jeg besked om at lytte til uden at afbryde, fordi hun ved, at jeg ikke er super god til at tage imod roser. Dem var der mange af, og jeg sætter virkelig stor pris på dem.

Dog undrer jeg mig over, om jeg tilbringer for meget tid i Kollektivet, der blev nævnt i talen på trods af, at ingen af mine kolleger nogensinde har mødt Kollektivets beboere. Måske jeg skulle overveje at drosle lidt ned på besøgene. På den anden side… hvorfor dog?

Jeg har godt vidst, at sekretæren i min afdelinger samler på sjove udtalelser fra mig. I dagens anledning var et udvalg af mine udgydelser gennem tiden blevet printet ud. Og hold da kæft, hvor siger jeg mange dumme ting. Fx skulle jeg have sagt: ”Hvis man ikke må være sur, kan man lige så godt skride!” Jeg gad nok vide i hvilken sammenhæng, jeg har fundet den sætning passende…

Jeg går stadig rundt med en sær fornemmelse af både glæde og tomhed. Nu er det hele overstået. Alt det, jeg har været så spændt på og glædet mig til. Jeg prøver at huske de fine ord, der blev sagt til mig til festen og bliver stadig rørt og glad, når jeg tænker på dem. Jeg glæder mig over at se et fyldt gavebord med de vildeste gaver og alle buketterne.

Jeg er så taknemmelig for de sidste dage, og jeg vil gemme dem som et kært minde. Indtil videre må jeg bare sige, at 50 er fucking fedt!

Bare hvis du skulle være i tvivl…

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s