Nu med glød…

”Hvad er det med dig? Det er som om, du gør alt omvendt,”  konstaterede chefen forleden, da vi løb ind i hinanden ved kaffemaskinen. Jeg må have set lidt forvirret ud, for lige der havde jeg faktisk ikke gjort noget endnu.

”Du ser simpelthen så frisk ud. Du gløder ligefrem. De fleste mennesker ser ældre ud, efterhånden som årene går. Det er nærmest omvendt med dig,” påstod hun.

Tak for det! Men jeg må bare sige: Jeg tror simpelthen, at det skyldtes cykelturen, som havde været ekstraordinær smuk hen over Fælleden lige netop den morgen. Så måske smilte jeg også lidt mere, end jeg normalt gør før min første kop kaffe. For en ting er sikkert: Jeg ser selv et tydeligt forfald… Få dage efter min fødselsdag, har jeg fået gammelkone-hænder, knækket en plombe i en tand og revnet en anden tand. Så helt ung og glødende – det er jeg sgu ikke. Det eneste, der for alvor gløder hos mig, er min bankkonto.

Det er længe siden, jeg har været på Fabrikken. Mest fordi der ikke er sket alverden i mit liv. Jeg har sendt endnu et blad til tryk. Jeg har skældt lidt ud hist og her. Og nå ja – så har jeg endelig været hos lægen, fordi min fod stadig gør absurd ondt. Det har den gjort i et år nu efter vandrerturen tværs over Skotland sidste år. Grunden til, at jeg ikke har været der før, skyldes primært min angst for nåle. Jeg var sikker på, at lægen ville give mig et skud binyrebarkhormon, og det vil jeg ikke have. Men nu gør det efterhånden så ondt, at det går ud over både min nattesøvn og min hverdag.

Den dag hos lægen var dagens bedste nyhed, at man slet ikke kan stikke lige der, hvor det gør ondt. Det er simpelthen for risikabelt. Så jeg er sendt videre til scanning, og hvad ved jeg. Og min erfaring med det er, at så går der jo god tid med det…

Jeg har også lavet en dum aftale med Arbejds-veninden. Det særligt dumme er, at det er min egen ide. Vi har aftalt, at vi ikke må købe noget nyt før 1. januar. Altså – intet nyt tøj. Ingen nye sko eller støvler. Ingen nye tasker – hvilket faktisk heller ikke er det, jeg bruger flest penge på. Og det blev så kommenteret forleden. At jeg simpelthen ikke kan være bekendt at rende rundt med de gamle slidte tasker, jeg har. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det var den – nuvel temmelig slidte stoftaske – der hang over min ene skulder eller om det var noget helt andet, der blev hentydet til.

Jeg er sikker på, at min bankkonto nyder det tiltrængte hvil. Men hvor det dog piner mig at opdage, hvor meget crab jeg ville have købt, hvis jeg kunne. Men det kan jeg ikke. Og nu opdager jeg så pludselig, at det, jeg ikke kan leve uden den ene dag, er fuldstændig ligegyldigt et par dage efter. Tal om dårlig vane! Så måske shopping-fasten slet ikke er så tosset endda?

Jeg har dog givet mig selv lov til at købe en ganske særlig ting, når det lykkes mig at tabe de næste tre kilo, men efter et par dage tilbage i brødkurven og lakridsposen, så kommer 1. januar sgu nok til at passe meget godt. I dag prøver jeg at komme tilbage på sporet. Det føles heldigvis ikke spor svært. Men det er en kilde til evig underen, at det er så svært at holde fast i de gode vaner, når jeg mærker hvor meget godt, de gør for mig. Men det er det altså. Tror jeg må lære at acceptere, at der altid vil være små udfald, og at det er ok, så længe jeg evner at hanke op i mig selv, inden jeg er helt tilbage i de gamle vaner.

Jeg er også langt om længe begyndt at træne igen. I sommervarmen har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv slæbt til træning, men nu går det fint igen, og det føles rart. Jeg har også meldt mig til endnu en omgang dans, som jeg skal begynde på på onsdag. Jeg drømmer jo om en dag at blive sådan en, der kan koordinere arme og ben på samme tid, men jeg mistænker, at det blot bliver endnu en ting, jeg aldrig får lært. Men pyt – så længe det er sjovt, så må jeg finde mig i rollen som hende, der ligner en komplet idiot, uanset hvilken sportsgren jeg kaster mig ud i.

Og så har jeg været til Ældste-nevøens 18 års fødselsdag. Det er fandeme stort, når de små bliver store og myndige, og det var en super stolt faster, der var til fest med de unge, der både var søde, sjove og skøre. Helt som man skal være i den alder. Jeg mistænker, at unge mennesker er sat i verden for at minde os andre om, at vi er blevet nogle gamle røvhuller. Og så glæder jeg mig over, at den tvivlsomme tradition med at fødselaren skal drikke det antal shots, som årene han eller hun fylder ikke gælder, når man fylder 50! Jeg var faldet død om. Eller det havde i alt fald som minimum taget en måneds tid at komme mig over.

Ellers ikke noget nyt fra Den solgule idyl. I denne omgang. Men jeg vender tilbage – regn med det!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s