Klarer jeg mon dagen?

Så kom 2019 i gang og hvilken start! Jeg har sendt årets først blad til tryk i dag. Det er altid lidt en festdag, for når vi når så langt i processen, så gider jeg ærlig talt ikke kigge på det mere. Nu har jeg læst alle artikler 8-10 gange og set billeder, layout etc. i en uendelighed. Det vilde er, at jeg kan blive ved med at finde fejl, hver gang jeg læser. Og netop derfor føles det så rart at slå en streg i sandet og sige: Det var det! Over and out. Det er muligvis ikke stor kunst, men det er færdigt, og jeg er faktisk rigtig godt tilfreds med resultatet.

Og så kan jeg trøste mig med, at jeg får alle fejl, der stadig måtte være, pointeret af ihærdige læsere, der synes, jeg skal kende til hver en komma- eller stavefejl. Det er fint! Jeg er glad for at have læsere, der læser så grundigt. Om end jeg også godt lidt oftere kunne tænke mig en mail fra en tilfreds læser. Bare i ny og næ. Men det er nok sådan, at det er lettere at sætte sig til tasterne, når vi er utilfredse, end når vi er tilfredse. Det gælder også for mig selv, og det er egentlig lidt tankevækkende. Måske skal jeg starte med mig selv og blive bedre til at rose.

Jeg vil øve mig!

Weekenden står på nytårskur for de frivillige i biografen og julefrokost i Snapselauget. Og total afslapning, for jeg synes godt nok, at ugen har været en smule hård at komme igennem. Måske også fordi jeg langt om længe fik sneget mig op vægten for første gang siden jul. +2 kilo stod den på…

De er heldigvis væk igen – sikkert godt hjulpet på vej af det faktum, at jeg har været uden varme i min stue i en uge. Tænker, at kulden sætter forbrændingen lidt i vejret. Det var i alt fald det, jeg forsøgte at overbevise mig selv om, mens jeg krøb under dyner og tæpper i sofaen for at se tv. For jeg er sådan en, der endnu ikke er hoppet på det der streaming-pjat. Og som ikke gider se tv på en lille skærm, når jeg kan se det på en stor.

Jeg har til gengæld haft tændt så mange stearinlys, at mine naboer med god grund kunne få tanken, at jeg forsøgte at brænde min lejlighed ned. Det er dog ingenlunde tilfældet, kan jeg afsløre. Og i morges var varmen endelig kommet tilbage. Faktisk var det som at gå ind i en sauna, da jeg skulle hente noget i min stue. For jeg havde selvfølgelig fået skruet varmen op på max i et anfald af afmagt og frustration. Så nu er der dælme varmt!

Jeg forudser en dejlig weekend, selv om dagen er startet lidt små-træls. Først sauna i stuen. Så tabte jeg min ansigtscreme på gulvet i badeværelset. Hold nu op, hvor indholdet i sådan en lille (og svindyr) krukke kan svine meget! Og det fik mig til at overveje, om det overhovedet giver mening at smøre den slags fedtet stads i fjæset.

Så væltede jeg en kop kaffe. Så tabte jeg et glas. Så stak jeg fingeren ned i noget fedtet halløj, da jeg ville gå ud med skraldeposen. Og da jeg ville sætte mig på min køkkenstol, gik sædet løs, så jeg satte mig på et halvt sæde, der knirkede mistænkeligt. Faktisk tror jeg, at det brækkede… på det tidspunkt orkede jeg ikke mere modstand fra morgenstunden, så det må jeg få tjekket, når jeg kommer hjem.

Hvis jeg kommer hjem. Fornemmer, at der er bud efter mig i dag, så nu har jeg metalt pakket mig selv ind i bobleplast, og så håber jeg, at jeg kommer gennem dagen uden flere skader – hverken på mig selv eller andre og også gerne uden varige mén.

Wish me luck og hav en rigtig dejlig weekend!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s