Daily Archives: august 18, 2019

Tak!

Så blev jeg et år ældre, og det kan faktisk godt mærkes på kadaveret. Jeg har nemlig ligget syg i hvad, der føles som 100 år. Og ikke bare syg. Svinsyg! Nøj, hvor har jeg været sølle. Nu er jeg heldigvis ved at være ovenpå igen, men jeg er træt som et alderdomshjem.

På grund af sygdom har jeg ikke været til træning. Jeg kan ikke finde ud af, om trætheden skyldes, at jeg ikke træner, eller om det er kroppen, der fortæller mig, at jeg skal slappe helt af. Nu har jeg taget den beslutning, at når jeg i løbet af denne uge er færdig med medicinen, så skal jeg begynde at træne, for mon så ikke, at energien kommer igen?

Jeg er ikke pjattet med at tage piller. Men det er nødvendigt. I løbet af den sidste halvanden uge har jeg sendt mange venlige tanker til Alexander Fleming, der opfandt penicillinen. Men det smadrer også maven. Og kan du fortæller mig, hvorfor pillen skal smage som Mentos? Det er vel for fanden ikke meningen, at man skal nyde at spise dem?

Men hele miseren har været skyld i, at jeg dagen før min fødselsdag ikke havde en eneste aftale om fejring og opmærksom. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville invitere gæster, men det var kræfterne ikke til. Desuden har jeg solgt de fleste at mine møbler – don’t ask! – så lige nu sidder jeg i min næsten tomme stue på en havestol. Her ligner en tom campingplads efter en hård storm. Virkelig ikke hyggeligt.

Jeg havde slået mig til tåls med, at jeg bare skulle være hjemme og slappe af. Herregud – jeg har efterhånden haft en pæn del fødselsdage, så fordi der bliver en enkelt lidt stille af slagsen, det gør vel ikke noget. WRONG! Jo, det gør! Vi skal huske at fejre os selv. Så fredag formiddag skrev jeg til nogle venner og spurgte, om de havde tid og lyst til at spise en frokost sammen med mig lørdag i Den solgule idyl. På den måde fik jeg selskab uden selv at skulle løfte en finger. Og sørme så, om ikke en håndfuld af dem takkede ja. Det blev jeg rørt og glad for, og på den måde blev jeg fejret. At jeg så lå hjemme på sofaen en lørdag aften, der ovenikøbet også var min fødselsdag, gjorde ikke noget.

Ikke mindst fordi det fredag aften pludselig og helt uventet bankede på min fordør. Og udenfor stod et af de skønneste mennesker, jeg kender. En god veninde, som jeg elsker højt, men ser alt for sjældent. Kan man få en bedre gave? Nej – det kan man ikke. Og det siger jeg ikke kun fordi, hun havde chokolade med.

Faktisk blev der også banket på min dør lørdag formiddag, hvor endnu en dejlig veninde kom forbi for at sige tillykke. Og da jeg skulle af sted til restauranten for at spise frokost, var jeg tæt på at snuble over en kæmpe buket blomster. Til mig.

Jamen, hør lige her: Jeg er så forkælet, og jeg ved det godt og sætter enormt stor pris på det. At jeg så åbenbart har været en skiderik i året, der er gået, det kan jeg kun beklage. Jeg skal nok prøve at stramme op, så vi kan få en sommerdag, når jeg fylder år igen næste år.

Reklamer