Monthly Archives: oktober 2019

Alene blandt fremmede

Jeg tilbragte sidste weekend i Bad Gastein til bryllup hos gode venner. En intens og skøn weekend, hvor værtsparret havde planlagt alt til mindste detaljer. Og jeg nød det hele i fulde drag.

Inden afgangen til Østrig havde jeg været både spændt og nervøs. For jeg vidste, at vi ville blive omkring 80 mennesker, der skulle tilbringe weekenden sammen. Og jeg kendte kun brudeparret. Ingen andre.

Jeg er ikke verdens bedste til mange mennesker, jeg ikke kender. Jeg er i det hele taget ikke verdens bedste til store selskaber. For jeg er introvert, og mange mennesker kræver meget af mig mentalt. Faktisk har jeg det sådan, at selv til selskaber, hvor jeg kender de fleste af gæsterne, har jeg det bedst, hvis jeg lige får et heads up, når der kommer mennesker, jeg ikke kender.

Ikke fordi jeg ikke vil møde nye mennesker, for det elsker jeg at gøre. Men fordi jeg lige har brug for at forbedrede mig mentalt.

Så jeg var spændt, da jeg tidligt fredag morgen satte kursen mod lufthavnen og en weekend med mange mennesker, som jeg ikke kendte.

Jeg er verdensmester til at få finde rolige hjørner travle steder. For det har jeg brug for. Og det lykkedes også i lufthaven, selvom jeg rejste på en af årets travleste dage. Godt hjulpet på vej i øvrigt af Vandre-veninden, der hurtigt og smidigt fik mig igennem sikkerhedskontrollen, hvor køerne ellers var lange. Det bryder jeg mig i øvrigt heller ikke om…

Jeg følte mig forkælet og privilegeret. Og meget lettet over, at det gik så nemt for mig. Så udstyret med kaffe satte jeg mig tilrette det roligste sted, jeg kunne finde og forsøgte at forberede mig til weekendens forlystelser og strabadser.

Mange timer og en lang bustur senere nåede jeg frem til den smukkeste by og det smukkeste landskab. Blev installeret i en lejlighed med fantastisk udsigt og god plads til mig.

Og hvordan gik det så med de mange mennesker, spørger du sikkert. Jamen, det gik så godt. Alle var søde, interessante og ivrige efter at tale. Og dagene fløj af sted. Fyldt med selskab, mad, vandreture, sang og fest. Og selvfølgelig vielsen i en smuk, lille kirke i byen. Hvor jeg selvfølgelig måtte knibe mere end en tåre, fordi det hele var så rørende.

Nu er jeg hjemme igen, og har fuld gang i hverdagen, der er hektisk og til tider lidt for spændende for mig smag – men på den gode måde. Og jeg tænker tilbage på weekenden med  taknemmelighed over at måtte være med. Men også med en stolthed, som jeg normalt ikke føler. For jo – jeg kan faktisk godt møde nye mennesker. Jeg kan faktisk godt føre spændende samtaler. Og der sker ikke noget, når jeg går hen til folk, jeg ikke kender og begynder en samtale.

Men konsekvensen af det var, at jeg gik rundt i en tåge om mandagen, hvor jeg heldigvis havde været så forudseende at tage fri. For jeg følte mig tømmermandsramt helt uden at være det. Så det koster på energikontoen. Men det var prisen værd, for sikken en fest! Sikken en weekend!

Og det er ikke sidste gang, at jeg har snøret vandrestøvlerne i alperne eller nydt plasterfarvet mad, der bestemt smagte bedre end det så ud.

I’ll be back!

Status på selvindsigt!

Ok! Jeg bliver nødt til helt nøgternt at konstatere, at jeg aldrig bliver snusfornuftig. Ej heller særlig tilbøjelig til at lære af mine erfaringer. Det er status på min selvindsigt…

Efter en uge på arbejde med lidt modvind og et par søvnløse nætter trængte jeg virkelig til weekend og til at glemme alt om arbejde og ’voksenliv’. Og derfor gav det super meget mening i øjeblikket at smutte en tur til Nordsjælland fredag aften iført tre flasker hvidvin, fordi jeg for et par uger siden havde besøg af en god ven, der påstod, at der ikke findes god hvidvin.

Det er jo løgn. Og det satte jeg mig for at bevise for den uskyldsrene ven. Så… vi drak uhyggelig meget vin og vendte verdenssituationen. Alt fra klima til feminisme blev diskuteret. Det er ikke for meget at sige, at vi ser meget forskelligt på betydningen af de emner.

Det var virkelig hyggeligt og sjovt. Men det var det ikke lørdag morgen, da jeg stod op og forsøgte at komme til at ligne et menneske. Altså – et rigtigt levende menneske.

Jeg havde nemlig sagt ja til at deltage i en fotooptagelse sammen med Kultur-veninden og to andre dejlige damer. Det er til en artikel, der formentlig kommer i Berlingske på fredag.

Så der stod jeg. Omgivet af smukke kvinder i en pøl af mudder et sted på Amager Fælled. Med blodsmag i munden og virkelig lysfølsomme øjne. Flot, Bente. Så fint, at du lige tænker dig bare lidt om, når du sidder i festligt lag!

”You only live once,” er der nogen, der ynder at sige. Og det er jo rigtigt. Derfor skal man også huske at få masser af gode stunder ind på kontoen, og ikke altid være praktisk. Men altså… Man må vel teknisk set også godt lære lidt af tidligere erfaringer. For det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, at store mængder hvidvin og sene nattetimer ikke gør noget godt for hverken udseende eller fysik dagen efter.

Nå, men for at det ikke skal være løgn, skulle jeg også til stor fest lørdag aften. En vidunderlig aften med tidligere kolleger. En fest, som jeg har glædet mig helt vildt til. Lørdag eftermiddag var begejstringen dog til at overse.

Jeg var blevet inviteret til et glas og et lift af Butleren og Bedste-vennen. De var ikke synderligt imponeret over min udstråling – eller mangel på samme – da jeg ringede på døren hos dem. Men jeg kom af sted, og aftenen var magisk. Fyldt med kærlige og sjove gensyn. Masser af kys og kram og gode grin. Og overraskende nok masser af komplimenter. Det gav unægtelig lidt energi ind på kontoen.

Jeg fik bestemt min andel af vinen, men holdt dog lidt igen, og det har nok reddet mit liv i dag. Alligevel var jeg mildt sagt en smule slatten, da jeg vågende, og undskyldninger for ikke at tage til dans stod i kø.

Men jeg kom af sted, og er netop kommet hjem. Om lidt et bad og så en tur på venindebesøg. Denne gang uden alkohol. Kaffe i solen virker som en bedre ide.

Det har været en hård weekend. Men ved I hvad? Den har sgu også været ret fantastisk, når jeg lige tænker tilbage og forsøger ikke at mærke min krop, der laver alle mulige krumspring for at få mig til at forstå, at jeg fremover bør holde lidt igen med vinen. Og det er nok rigtigt. Det duftede i alt fald en smule af Chardonnay omkring mig i danselokalet.

Hav en skøn uge alle sammen! Jeg satser på, at min bliver bedre end den forrige, så jeg ikke ’behøver’ at gentage denne weekends udskejelser for at mærke, at jeg lever.