Er jeg mon en laks?

Mens regnen tilsyneladende vælter ned over København, sidder jeg i høj sol på Øen og nyder en stille morgen, og glæder mig over, at mine stakkels planter derhjemme i det mindste får lidt vand. De har godt nok ikke fået meget opmærksomhed denne sommer, men de har klaret sig.

Og det har jeg også. Nu lakker eksperimentet mod enden. Familien – eller i alt fald en del af den – kommer hjem på mandag og jeg glæder mig til gensynet. Derfor skal weekenden bruges på rengøring. Jeg vil gerne have, at det skal være rart for dem at komme hjem igen.

Jeg har gjort mig store overvejelser… Skal jeg stå tidligt op mandag, inden arbejdsdagen begynder og gøre rent? Så er hele huset nyvasket. Eller kan jeg gøre lidt i dag og lidt i morgen? Så er huset ikke helt afsprittet mandag, men det er mere overkommeligt for mig. Nu har jeg endelig truffet den beslutning, at nok skal huset være rent, men jeg vil også have tid til en tur i skoven og et smut på stranden. Så jeg svinger støvklud, støvsuger og gulvvasker – ja, sådan en rummer huset nemlig også, og vi er ikke de bedste venner. Hvad fanden er der galt med spand og klud? Jeg vænner mig aldrig til, at alt er elektronisk i mere eller mindre grad. Dertil er jeg alt for analog – men jeg finder det hele frem og bruger lidt af weekenden på at få fjernet spindelvæv og støv.  

Jeg prioriterer en tur i skoven, for lige nu blomstrer lyngen så smukt, at jeg nærmest mister pusten, når jeg kører forbi og nyder synet af det lilla tæppe, naturen har bredt ud over store dele af Øen.  Det er faktisk lige nu, at her er smukkest overhovedet. Derfor står en tur i vandrestøvlerne højt på listen over ting, jeg skal nå. Så håber jeg bare, at knæ og fødder holder, men jeg synes faktisk, at det går bedre.

Og så bliver der forhåbentlig også plads til flere ture i bølgen blå. Det er også helt magisk, synes jeg. Især nu, hvor vandtemperaturen er ved at være acceptabel for sådan en mig, der egentlig helst bader, når vandet er minimum 25 grader.

De sidste to dage har jeg været i vandet, og det er så skønt. Jeg er forsigtig, når jeg bader alene, så jeg timer badningen med højvande og går ikke langt ud. Men jeg nyder at plaske rundt i det lår-høje vand og tørre i vinden på stranden. I går blev badeturen ganske kort, for jeg kunne fornemme, at dårligt vejr trak ind over Øen. Så jeg sad et kvarters tid og nød synet og lyden af bølgerne, der slog mod stranden, efter at have leget vandhund, og da jeg kom hjem, faldt der et par dråber og jeg kunne høre torden i det fjerne. Men mere blev det aldrig til.

Jeg fortæller det egentlig kun, fordi jeg mærker naturens kræfter, når jeg er her på en måde, jeg aldrig gør, når jeg er i København. Der lægger jeg mærke til, om der er regn på vej, hvis jeg skal cykle. Og det gør jeg som regel ved at tjekke en vejrapp. Det behøver jeg ikke på samme måde her. Her åbner jeg døren og mærker vejret. Det er skønt og føles på en sær måde sundt. Ved ikke om det giver mening for andre end mig.

Nærheden til naturen og det faktum, at jeg ingen andre steder føler mig så meget hjemme som her, er grunden til, at jeg ikke har kunnet give slip på tanken om at flytte hertil. Og derfor skal jeg også mødes med en kær, gammel klassekammerat, der generørt har brugt tid på at lytte til mig og alle mine tanker og som også har været med til at kigge på et hus, jeg har forelsket mig i. Nu er regnskabets time kommet. Kan det lade sig gøre? Det bliver jeg klogere på i dag, håber jeg.

”Laksen vender altid hjem,” svarede han, da jeg første gang fortalte om mine planer. Med en sådan selvfølgelighed, at jeg måtte google, om det virkelig passer. For sætningen har sat sig fast i mit baghoved. Og ja, det passer. Desuden kunne jeg læse: ”Laksen er en vandrer, der gerne tilbagelægger endog meget store afstande.”

Tja… Måske er jeg en laks? For jeg kommer til at tilbagelægge store afstande, hvis jeg vælger at tage springet og flyttet til Øen. For jobbet er stadig i København, og det er kæresten og de skønneste venner også. Og dem giver jeg aldrig slip på, om end jeg godt ved, at besøgene bliver sjældnere.

Nu ser vi, hvad mødet i dag fører til. Lige nu er alle muligheder åbner, og det er faktisk både fedt og skræmmende. For der er kun en, der kan tage beslutningen, og det er jo mig. Med tanke på, hvor lang tid det tog mig at beslutte, hvornår og hvordan rengøringen af huset skulle foregå, så virker et evt. huskøb som en gigantisk beslutning for en laks som mig.

Fortsættelse følger…

Rigtig god weekend!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s