Category Archives: Uncategorized

En ret perfekt uge

Sikken en uge, der lige er gået!

Sommeren – eller i det mindste foråret – er endelig kommet, og jeg bruger tid hver morgen på at tjekke hvilke planter på min terrasse, der er sprunget ud. Jeg er pjattet med forår, og det kribler efter at få fyldt de mange krukker, jeg investerede i sidste år med farver og former.

Eneste malurt i bægeret er, at min cykel er død, og jeg er blevet bedt om at vente tålmodigt på den nye, jeg har bestilt. Uh, det er svært på dejlige solfyldte morgener. Heldigvis er der lys for enden af tunnelen. Jeg tænker, at for hver kedelig morgen i metroen kommer jeg et skridt nærmere ny, fin cykel. Og regnvejret i næste uge…

Jeg er ved lægge sidste hånd på næste blad, og det går over stok og sten. Jeg er ret vild med layoutprocessen. Det er der, hvor alle skriblerier, noter og billeder bliver til et blad. Nogle gange kan det virke næsten magisk, når det lykkes.

I tirsdags stod jeg ved en kollegas skrivebord. Jeg stod helt stille. Pludselig føltes det, som om noget sprang i min ryg. Og så gjorde det ondt. Resten af dagen gik jeg rundt som en krøbling, fordi det også trak ned i mit ben. Meget mærkelig! Efter fyraften skulle jeg til fysioterapeut. Bad ham om også at kigge på ryggen.

”Det der… Det er bare pga. din alder,” påstod manden, som jeg nok aldrig skal se igen. Aj, gider du lige… Jeg kender faktisk mennesker, der er ældre end jeg, og jeg fornemmer ikke, at det er noget der sker hos dem, så styr dig lige, kære fys.

Nå, men en god portion piller og nogle strækøvelser senere og nu fornemmer jeg, at det går bedre.

I går var jeg inviteret på kaffe fra morgenstunden. I statsministeriet, såmænd. Det var virkelig sjovt at se de lokaler, jeg har set så tit på tv og selv om det var i forbindelse med et interview med statsministeren – så det var altså arbejde – så var det en sjov og ret hyggelig oplevelse.

Kaffe og arbeje

Nej, jeg sidder altså ikke og tjekker min telefon, selv om det ser sådan ud. Jeg er bare koncentreret.

Dagen sluttede med vin i solen ved Torvehallerne, før Arbejds-veninden og jeg satte os til bords på dejlig restaurant med endnu dejligere vinmenu. Er der noget bedre end en fredag aften i en by, der summer af liv, og vin, der flyder i stride strømme? Vi havde nok at se til med at følge med i udskænkningen, og jeg tænker ellers, at jeg ret rutineret, for jeg kommer tit steder, hvor der ofte og generøst bliver hældt i glassene. Men jeg er altså ikke i perfekt vinmenu-form endnu. Så meget desto mere grund til at gå i skarp træning.

Endnu bedre er det, når man kommer ud – lettere beruset – og opdager, at selv om klokken over er over 22, så er der stadig næsten 20 grader udenfor. Det betyder jo, at man bliver nødt til at finde et nyt sted udenfor med et glas eller to. Med andre ord – en perfekt afslutning på en ret perfekt uge.

Rigtig god weekend!

Reklamer

På ømme fødder

Jamen, det går jo på en måde helt fint. Og så alligevel…

Raleigh er død. Eller han synger i alt fald på sidste vers. Og ganske snart bliver han erstattet med en ny og yngre model. Jeg glæder mig helt vildt, for når solen pludselig beslutter sig for at titte frem, så er min cykel fuldstændig uundværlig, og det gør ondt lang inde i sjælen at tage bilen eller bussen. Jeg trænger til at frisk luft og motion, og sjældent har jeg savnet min cykel, som jeg gør i disse dage. Så jeg glæder mig til snart at modtage en yngre og mere moderne model.

Faktisk er jeg så afhængig af min cykel, at det går ud over forholdet til Koreaneren, der lige har været til serviceeftersyn. Bagefter kom bilforhandleren hen til mig.

“Du skal altså huske at bruge din bil.”

Mig: “Øhhhhhh, det gør jeg da også. Lidt i alt fald.”

Forhandler: “Seriøst. Du skal køre i din bil. Du har en rigtig fin bil. Den skal ud og køre. Lige nu tjener vi penge på dig. Det er ikke meningen.”

Se, enten er han verdens dårligste forretningsmand, eller også er han den ærligste mand i verden. Men hvor filan skal jeg køre hen?

I stedet for at køre går jeg rundt på verdens ømmeste fødder. Jeg har simpelthen fået de værste vabler i verden, hvilket betyder, at jeg ikke kan have sko på. Så i går tog jeg på arbejde i sutsko. Det var ikke fedt.

Min arbejdsplads er for nylig flyttet til Islands Brygge. Min plan var, at hvis nogen spurgte, hvorfor jeg gik omkring i sutsko – for faktum er jo, at jeg ligner en dement, der er stukket af fra et plejehjem – så ville jeg svare, at jeg er Linses bedste ven. Men ingen spurgte. Heldigvis. For jeg følte mig som verdens største taber.

I dag har jeg arbejdet hjemme og følt mig så taknemmelig for, at jeg har en arbejdsplads, der er så rummelig, at det er ok at arbejde hjemme, når fødderne strejker. Jeg har gået rundt på strømpesokker det meste af dagen, og det føles rart..

Men jeg tog sutskoene på igen, da Kollektivet inviterede på mad. De er fuldtallige igen, og selv om jeg prøvede at spille kostbar, så endte jeg alligevel med at takke ja og nyde skøn mad og vin. Iført sutsko.

Jeg har spist grøntsager, kød og fantastiske oste. Mon ikke det kan kurere selv de ømmeste fødder? Det håber jeg, for bare tanken om at putte mine fødder i et par sko trækker tænder ud.

Stakkels mig! Jo – jeg har faktisk lidt ondt af mig selv i disse dage. For hvad gør man, når man ikke kan have sko på? Ikke kan sove om natten, fordi vablerne gør ondt? Og skal til rund fødselsdag i weekenden – måske i sutsko…

 

Skål og tak for en skøn ferie

Der er en halv dag tilbage af min ferie, og den skal nydes så intenst som overhovedet muligt. I regnvejr, bevares… Heldigvis mangler jeg stadig et par kapitaler i den gode bog, jeg er i gang med.

Jeg har jo ikke været pokkers heldig med vejret i min ferie, men jeg sad faktisk i solen i flere timer i går og drak vin med gode venner og mærkede forårssolen bider i kinderne. Og det var fantastisk!

Det har hele min lange påskeferie faktisk været. Masser af gode timer med familie og venner. Masser af gode snakke, grin og gåture. Jeg elsker at være sammen med andre mennesker, men jeg sætter også stor pris på mit eget selskab. Og i denne ferie har der været rigtig meget af det første – heldigvis – men ikke meget alene-tid for mig. Så det skal jeg lige have rettet lidt op på. Faktisk tror jeg, at det er den eneste dag i min ferie, hvor jeg ikke har aftaler, så alene-tiden er i værdsat på matriklen i dag.

Ferien har også budt på masser af mad og drikke. I en grad, så min krop nu både ser ud og føles som om, den kan sprænge i luften, hvornår det skal være.

Jeg har bestemt ikke holdt mig tilbage, og da jeg i går for sjov skyld forsøgte at regne ud, hvordan mit alkoholindtag har været i den forløbne halvanden uges tid, gik det op for mig, at jeg skylder Sundhedsstyrelsen en stor undskyldning. Jeg må være røget i bad standing hos dem allerede et par timer inde i min ferie.

Det er jo ikke fordi, jeg har væltet rundt i en enorm brandert ti dage i træk. Slet ikke. Men jeg har nydt vin og øl og andre gode sager næsten hver dag. Faktisk har der kun været en enkelt dag uden alkohol…

I morgen er det hverdag igen, og så skal skuden denondtefløjteme rettes op. For det er rart at sidde i godt selskab med noget godt i glasset. Og det kommer til at ske mange gange fremover. Men alkohol hver dag så mange dage i træk, det trives min krop ikke med, kan jeg mærke. Så ud over læsning, afslapning, lidt vasketøj og andre praktiske gøremål, så står den på styrketræning og vand som forberedelse til hverdagen, der truer i horisonten.

Jeg glæder mig til at komme på arbejde. Jeg glæder mig til at se mine kolleger og komme i gang med næste blad. Og jeg glæder mig over, at der er masser af helligedage i den nærmeste fremtid. Det gør det lidt lettere at overskue, at der flere måneder til næste lange ferie.

Lugter her ikke lidt af rosé?

Jeg er gået på tidlig og lang påskeferie, og det er faktisk rigtig skønt. Og tiltrængt. Sidste arbejdsdag var i torsdags, hvor det lykkedes mig at tage min telefon for så at glemme, hvad jeg selv hedder…

Det tolker jeg som et tegn på, at det på tide at trække stikket for en stund. Jeg har ikke noget i mod at have travlt. Det kan være både sjovt og spændende. Men jeg gider ikke, når det går ud over min nattesøvn, min hukommelse eller andet.

Men nu har jeg så fri, og jeg brugte første feriedag på at tøffe rundt i hvad der vel nærmest var nattøj. Nærmest, for jeg ikke bruger nattøj. Jeg drak kaffe. Ordnede lidt vasketøj. Fik ryddet lidt op både ude og inde. Og fik klaret de sidste arbejdsopgaver, som bare skulle være færdige. Og det var helt ok, selv om det var i min ferie.

Klokken 16 ringede Butleren. Der var vin og godt selskab i Den solgule idyl. Og hvad er den bedste måde at slappe af, nyde livet og få ny energi på? Det er ikke at tage en lur. Det er ikke at kaste sig over pligterne. Det er at være i selskab med skønne mennesker. Så jeg kastede noget ordentligt tøj på kroppen, og satte kurs mod vin og godt selskab.

Kæft, det var hyggeligt.

I fredags.

Lørdag morgen ikke så meget.

Men jeg kom op, og selv om alt gik lidt langsomt, så gik det egentlig ok. I fitnesscenteret bemærkede jeg en dog en mistænkelig dunst af rosévin, og jeg mistænker, at det simpelthen var mig, der svedte vin…. En ret ufed oplevelse, hvis du skulle være i tvivl!

Og så blev det lørdag aften, og der var påskefrokost med tøserne. Så hyggeligt. Så fyldt med god energi. Og selv om jeg havde de bedste intentioner om at holde igen med vinen, så er det jo svært, når  man nærmest bliver lokket til et overforbrug af denne hjemmelavede vinkøler, som jeg faldt pladask for. og sjovt nok kom til at sidde lige ved siden af. Hvor ærgerligt!

Påskevin

Så er det påske, og hvem kan sige nej tak til et glas vin- eller mange – når den er pakket så fint ind? Ikke jeg i alt fald.

Så det blev – igen – til for mange glas, og jeg må være ærlig og indrømme, at dansen i dag var tung. Jeg mistænker, at svedperlerne og det våde hår, skyldes resterne af vinen, der forlod mig krop. Men jeg kom af sted, og nu ligger jeg lige flaskerne på hylden. I alt fald for en stund.

I aften står den på en stille og rolig tur i biffen og mere hyggeligt selskab. Ellers byder ferien på et smut til min yndlings-ø og familiebesøg. Og lur mig, om der ikke venter mere selskabelig i de kommende feriedage? Det tænker jeg da nok.

Og fik jeg sagt, at der stadig er 10 feriedage tilbage? Nej? Men det er der… Jeg føler mig som en glad og priviligeret lille påske-tosse.

God påske til dig og dine!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om trælse dage og jalousi

Jeg er ikke inde i den bedste periode af mit liv. Blandt andet fordi jeg går rundt og ligner en, der er løbet ind i en mur. Jeg har simpelthen det mest imponerende forkølelsessår på overlæben, og det klæder mig ærlig talt ikke. Samtidig håber jeg, at det tager fokus lidt væk fra det udslæt, jeg har skaffet mig under begge øjne… Jøsses!

Som du nok kan forstå, så tager jeg mig ikke ud fra min smukkeste side i disse dag. Mistænker, at det er derfor, min krop endelig igen begynder at slippe nogle kilo. Fordi den også har indset, at det er bedst, at jeg svinder helt ind i stedet for at gå rundt og ligne en alvorlig ulykke.

Jeg har virkelig brug for at tro på, at skønhed kommer indefra, men jeg er faktisk ikke overbevist.

Men alt det er jo bare kosmetisk, omend det ikke gør noget godt for selvtilliden.

Hvad der er værre er, at Raleigh virker syg. Han er slet ikke sig selv. Sløv i optrækket og har blackouts. Han er helt uden energi, og det går jo i den grad ud over mig, der udvikler lårmuskler som Ben Johnson. Men hvem gider det, hvis man ikke er 100 meter-løber?

Nuvel – Raleigh må en tur til lægen aka cykelsmeden. Igen! Han er sgu efterhånden et dyrt bekendtskab.

Vi havde en lille snak på vej til arbejde i dag. Jeg mistænker nemlig, at han i virkeligheden straffer mig, fordi han er jaloux. Og jeg forstår ham godt. I den sidste uges tid har jeg nemlig givet Koreaneren meget mere opmærksomhed end normalt. Og det er selvfølgelig også unfair, men  derfor behøver Raleigh vel ikke at være sådan en krukke? Herregud – han er stadig min favorit. Bare ikke i sne, slud og kulde.

I morgen bliver han lagt på is. Han får lov at blive hjemme og tænke over tingene. Og på fredag, hvor jeg har tvunget fri på arbejde (YEAH!), kommer han til lægen, og så gider jeg simpelthen ikke mere pjat med ham.

Kæft, hvor bliver jeg træt af primadonnaer – mænd som kvinder … og cykler.

Vor herre bevares!

Sagde du virkelig det?

Det er lang tid siden, at der har været liv på Fabrikken, men der er såmænd masser af liv hos mig. Bare ikke rigtig noget, jeg tænker, du har interesse i.

Jeg arbejder og har kæmpet med dårlig samvittighed over ikke at få trænet. Nu er det endelig lykkedes at komme i gang igen – måske er det derfor, jeg har fundet overskud til at skrive?

Maden røg også ud på et sidespor i nogle dage, og jeg har bestemt spist alt for meget brød og ikke mindst hjemmelavet is i Kollektivet. I dag er det dog lykkedes at holde mig fra sukkerskålen. Et par dage mere, så er jeg forhåbentlig tilbage på sporet.

Men ellers er der ikke sket det vilde. Jeg har nydt masser af godt selskab, så det har ikke været arbejde det hele.Og jeg morer mig stadig over sætningen:

“Siden du gik forleden, har jeg simpelthen haft sådan lyst til blåskimmelost.”

Jeg er virkelig ikke sikker på, at det var et kompliment, men hold da op, hvor har jeg moret mig over en sætning, jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre.

 

En underlig oplevelse

Har du nogensinde været så beruset, at der er huller i din hukommelse? Det har jeg, men det er godt nok mange år siden. Men jeg havde en oplevelse, der minder om det, og den havde jeg, da jeg skulle have fjernet mærkelige dimser fra min krop. Det har jeg beskrevet tidligere, og jeg vil undlade at gå yderligere i detaljer.

I mandags skulle trådene så fjernes. Det havde jeg set frem til, for de har godt nok irriteret mig. Men hold da op, hvor var det en sær oplevelse at gå ned ad gaden til kirurgen uden nogen som helt erindring om, at jeg har været der før.

I opgangen bemærkede jeg nogle fantastiske flotte udskæringer i træværket over dørene. Det er sådan noget, jeg altid bemærker. Men jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde set de her døre før.

Da jeg kom ind på klinikken, kunne jeg godt genkende rummet. Eller rettere – jeg kunne godt huske, at receptionen lå til højre for indgangsdøren, men jeg havde absolut ikke nogen erindring om interiør og andet.

Og da jeg så sygeplejersken, kunne jeg godt huske, at jeg havde mødt hende før. Hun så sært bekendt ud, men jeg forbandt hende ikke med klinikken.

Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde haft det efter operationen. Om maden, jeg ikke kan huske, jeg har lavet. Om hjemturen jeg ingen erindring har om. Om de mange timer jeg sov.

Hun blev meget overrasket og også lidt forundret.

”Det ville jeg aldrig have troet. Du var velformuleret og rigtig god til at sætte ord på din nåleskræk og hvordan du oplevede operationen. Virkelig god til det! Du virkede helt klar,” forklarede hun og tolkede det sådan, at jeg i alt fald ikke er vant til rusmidler, når jeg kan reagere så voldsomt på pillerne.

Nej da! For vin er ikke et rusmiddel, vel? Vel?

Jeg forklarede, at jeg faktisk har følt mig helt flov over, at jeg skulle derind igen, fordi jeg simpelthen ikke anede, hvordan jeg havde opført mig.

”Det skal du bare give slip på. Jeg tror altid, jeg vil huske dig, fordi du var så god til at sætte ord på, hvordan du havde det. Og du var virkelig sej,” lød svaret.

Se – her er lidt mere at være stolt af. Men også virkelig mærkeligt, at man kan eksistere i en slags parallelverden uden bevidsthed. Det har virkelig skræmt mig, selv om jeg åbenbart er velformuleret, når jeg ikke ved det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er, der gør, at jeg trods alt har kunne finde ud og hjem. Skifte fra bus til tog og gå det sidste stykke. Sørger for billet. Huske adressen. Den slags – uden at ane, at jeg gjorde det.

Jeg har det stadig virkelig stramt over den oplevelse.