Category Archives: Uncategorized

49 år og 364 dage

I morgen klapper fælden. Da runder jeg det skarpeste hjørne indtil videre. Tanken om at fylde 50 er på ene side skræmmende. Ja nærmest lidt ubehagelig. På den anden side så glæder jeg mig, for jeg har alligevel brugt det meste af mit niogfyrretyvende år på at tænke over, at jeg snart runder 50. Så kan jeg jo ligeså godt bare få det overstået og komme videre.

Fødselsdagen har fået mig til at tænke en del over mig, mit liv og hvordan det egentlig går. Og nu skal du bare høre: Det går faktisk skide godt! Bum!

Jeg er et godt sted i mit liv. Jeg er omgivet af den dejligste familie og de skønneste venner. Jeg sidder i en vildt spændende stilling, som jeg virkelig trives i, men som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle ende i, da jeg for ti år siden stadig var praktikant. Jeg har verdens dejligste, skøre og skæve kolleger, og jeg kan faktisk rigtig godt lidt at komme på arbejde. Altså – når jeg først er kommet op om morgenen…

Jeg bor virkelig fedt. Jeg føler mig sund og stærk og har fået parkeret alle grimme tanker, der dukkede op i forbindelse med min kræftsygdom. Ja den, som jeg ikke slet ikke vidste, at jeg havde, før den var overstået. Faktisk synes jeg, at hvis vi lige ser bort fra nogle drilske fødder, så er min fysik bedre i dag, end den var for ti år siden. Også selv om ting flytter sydpå, og rynkerne vælter frem.

Jeg husker stadig, at jeg fejrede mine første rynker med champagne på et hotel i Göteborg. Hvor blev jeg glad, da jeg opdagede dem! Har altid syntes, at rynker er med til at give et ansigt karakter. Jeg må bare sige, at hvis jeg skulle følge den strategi, hver gang jeg finder en ny rynke, så ville jeg være dybt alkoholiseret nu.

Jeg kan ikke se en skid uden mine briller, og overgangsalderen begynder så småt at stikke sit grimme fjæs frem. Men ved du hvad? Det er sgu egentlig helt ok. For jeg er rigtig godt tilpas med bare at være mig.

I morgen, når jeg står op, er jeg blevet en kvinde på 50. Og det er – helt ærligt – slet ikke så ringe endda! Nu ser jeg frem til en forhåbentlig skøn fest med alle de mennesker, der betyder mest for mig. Og så kan jeg jo passende begynde at spare op til festen i anledning af min 60 års fødselsdag. For er der noget, jeg har aldrig har haft succes med, og som jeg åbenbart heller ikke lærer med alderen, så er det at have styr på økonomien.

Nuvel – jeg har jo aldrig sagt, at hverken jeg eller mit liv er perfekt. Kun at det går skide godt!

Reklamer

Sidste uge i 40’erne

Så for pokker… Det er lige gået op for mig, at jeg har taget hul på min sidste uge i 40’erne. Og fy for den for en fæl tanke. Lige om lidt skal der stå 5 foran tallet, der knytter sig til min alder, og det er altså alligevel en sjat. Jeg ved godt, at det i virkeligheden ikke ændre noget som helst. Og så alligevel. 50 år… Vi lader det lige stå et øjeblik.

Jeg er nok i virkeligheden også kommet lidt ærgerligt fra start i forhold til at bruge min sidste uge i 40’erne fornuftigt. For jeg snublede over en havnefest i fredags, som jeg ellers havde besluttet, at jeg ikke skulle til. Det var nok ikke så meget festen som mængden af fadøl, der gjorde dagen i går virkelig tung. Og for at det så ikke skulle være løgn, skulle jeg til det årlige krebsegilde i Snapselauget. Det kræver sin kvinde!

Altså festen var selvfølgelig fantastisk, for det er den jo altid, men jeg måtte starte på Cola, som ellers ikke er noget, jeg drikker meget af. En halv til max en liter om året er nok, hvad indtaget kan snige sig op på. Men i går var colaen livsnødvendig. Og snapsene smagte såmænd godt nok, men jeg havde det alligevel lidt stramt med dem. Men der røg da nogle stykker ned. Og da jeg så blev placeret ved siden af fredagens partner in crime – ja, så var det jo som at starte en ny havnefest omkring det smukke bord.

Nu er det søndag. Jeg overlever, og jeg indleder dansesæsonen om få timer. Hvordan det kommer til at gå, vil tiden vise. Der er en mulighed for, at jeg simpelthen ikke når at opleve min 50-års fødselsdag på fredag og derfor heller ikke festen, som jeg har inviteret til lørdag. Jeg fik jo som bekendt stor ros af Ole Henriksen for noget tid siden, fordi jeg – ifølge ham – har smuk hud og ser væsentlig yngre ud end min alder. Men jeg må bare sige, at det ville han næppe have sagt, hvis han mødte mig i dag. For det var godt nok en gammel og slidt tante, der kiggede tilbage, da jeg så mig i spejlet i morges.

Da jeg var barn, troede jeg (fejlagtigt, skulle det vise sig), at voksne mennesker var kloge. Når man nærmer sig 50, så er man vel teknisk set at betragte som et voksent menneske. Men hvornår fanden bliver jeg så voksen? Og klogere?

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at klare dansetrinene og vagten i biografen i dag, for jeg vil virkelig gerne holde fest næste weekend. Jeg har inviteret de skønneste mennesker, jeg kender, maden er bestilt, og vinen er på plads. Så det ville da næsten være en skam ikke selv at kunne være med.

Alle, der gætter på, at mine første dage i 50’erne kommer til at minde alt for meget om denne weekend, rækker en finger i vejret!

I guder – lad mig snart blive klogere!

Du vidste nok ikke, at det var ulovligt…

Jeg bliver desværre nødt til at komme med et surt opstød.

Jeg er nemlig blevet bekendt med, at dele af et af mine blogindlæg er blevet brugt på en endog meget tvivlsom side på nettet. Helt ordret er flere passager fra et af mine blogindlæg her på Fabrikken blevet brugt, som om det var en andens.

Jeg skrev min tekst den 5. juli. For et par dage siden kunne dele af min tekst så åbenbart læses på den temmelig lumre hjemmeside.

Lad mig bare for en god ordens skyld minde om, at om end det kan være smigrende at nogen synes, at mine tekster er så gode og mine oplevelser så sjove, at de får lyst til at kopiere dem, så er det altså ulovligt.

Blogindlæg og billeder her på Fabrikken er underlagt loven om ophavsret. Det er ulovligt at ”stjæle” det, og det er både ulovligt og uetisk at gøre mine ord til dine uanset hensigten. Især når det sker uden kildehenvisning eller tilladelse. Det er ulovligt, og det kan blive dyrt.

Jeg har såmænd ikke noget imod lumre hjemmesider, men jeg har noget imod, at mine ord bliver brugt ordret som om det var en andens.

Faktisk blev jeg lidt rystet over at få en mail, hvor en opmærksom læser på Fabrikken – og åbenbart også et menneske med hang til lumre hjemmesider – gjorde mig opmærksom på, at mine ord er gengivet fuldstændig ordret i flere passager i noget, der minder om en andens blogindlæg. Som en personlig fortælling. Men altså bare med mine ord.

Så kære dig, der er “kommet til” at låne lidt ord fra Fabrikken: Du har sikkert ikke gjort det af ond vilje. Men det er ulovligt. I første omgang har jeg ikke tænkt mig at gøre mere ved sagen, men jeg vil bede dig slette dit ”blogindlæg” på den pågældende side. Og jeg holder altså øje med, at det sker. Hvilket i øvrigt giver mig en fantastisk anledning til at snuse rundt i et univers på nettet, som jeg slet ikke vidste fandtes. Meget interessant, faktisk!

Ros til mig

Min ferie er slut! Bedst som hedebølgen rammer landet, begynder jeg på arbejde igen. Men jeg begynder heldigvis stille og roligt. I dag skulle nemlig have været endnu en feriedag, men på grund af møder inden ferien valgte jeg at inddrage den – med det kompromis, at jeg har arbejdet hjemme og havde møde på terrassen med en kollega tidligere i dag, hvilket jo må siges at være en dejlig blid start.

I morgen vender hverdagen så for alvor tilbage. Men i morgen er jo heldigvis endnu en søvnløs og alt for varm nat væk, så det skal nok gå.

Jeg har brugt temmelig lang tid på at komme igennem alle mails i dag. Og det giver anledning til ros til mig. For selv om jeg brugte lidt af den første uges ferie på arbejde, så overholdt jeg den aftale, jeg havde lavet med mig selv. Når først de sidste opgaver var klaret, så var det også slut med tjekke mails.

De første dage var det overraskende svært ikke liiiige at tjekke. Men efter et par dage blev jeg faktisk rigtig god til det, og den sidste uge har jeg ikke en eneste gang åbnet min arbejdsmail.

Det synes jeg faktisk fortjener klapsalver. For jeg er virkelig dårlig til at holde fingrene fra telefonen i løbet af dagen, og det er så nemt lige at kigge forbi arbejdsmailen. Så vigtig er jeg nemlig… Men ikke den sidste uges tid, og jeg mærker nu, hvor godt det har været at give helt slip på arbejde for en stund.

Så selv om det har taget lang tid i dag at kæmpe mig igennem bunken af ulæste mails, så lykkedes det at komme til bunds. Og hånden på hjertet – halvdelen (eller mere) er jo ikke vigtige. Så vigtigere er jeg altså heller ikke – selv om jeg godt kan lide tanken om at være det.

Jeg gruer for sommerheden på kontoret, og jeg gruer for atter at skulle i “kontor-tøjet”, der ikke er det mest komfortable, når det er varmt. Men i det mindste er de kilo, der sneg sig på sidebenene på Øen (næsten) væk igen. Så bortset fra det faktum, at jeg sagtens kunne have holdt flere ugers ferie mere, så bliver det trods alt helt ok at komme tilbage til hverdagen. Men er der nogen, der gider at skrue bare en anelse ned for varmen?

Og mind mig så lige om, at jeg ved lejlighed har en hel del at sige om feriebilleder. Eller bare billeder af mig i det hele taget… Jøsses!

 

 

Sidste bid af ferien

Jeg er kommet hjem fra den årlige ferie på Øen, og som altid har jeg nydt skønne dage sammen med familie og venner. I år endda tilsat ekstraordinært godt vejr. Ferien gik som den altid gør – og dog. Det har været lidt anderledes i år. Blandt andet fordi jeg tilbragte første uge sammen med min bror og svigerinde i deres skønne hus. Super hyggeligt og vidunderligt afslappende. Eneste mangel har været, at jeg ikke synes, jeg fik nok musik og dans i år. Normalt er der mange baller, men dem nåede jeg bare ikke med til denne sommer. Men så må jeg jo se, om jeg når dem næste år. Mon ikke!

Sidste uge af ferien var jeg tilbage i ”mit” sommerhus. Det hus, jeg har lejet de sidste år, og som jeg føler mig utrolig godt tilpas i. Som altid har jeg haft mange gæster. I år usædvanligt mange, der aldrig har været på Øen før, så der har været rig mulighed for at vise min smukke ø frem, og det har været skønt. Især fordi både vejr, badevand og restauranter viste sig fra sine bedste sider.

Det er altid sårbart for mig, når der kommer nye gæster til Øen. For den ø betyder vildt meget for mig. Heldigvis tror jeg, at alle nød det, og der er allerede rift om pladserne i huset til næste år. Og det bliver et ganske særligt år, for Ældste-nevøen skal danse til årets fest, og jeg ved allerede, at jeg bliver en stolt og rørt faster. Nøj, hvor jeg glæder mig!

I år har jeg haft besøg af gode veninder og hele Kollektivet, der rykkede ind i huset med proviant til en hel hær. Og vinglas… Jamen, de findes altså også på Øen, men de havde altså valgt at tage deres egne med. Sammen med komplet knivsæt, stempelkande, flere kilo tomater og slik og vin i rå mængder. Jeg nåede at tænke, at hvis 3. Verdenskrig skulle bryde ud, så var jeg det helt rigtige sted. De mennesker er så vilde.

Ferien har – udover den magiske gåtur, jeg har beskrevet – også budt på lange dage i solen med god kaffe, snak og grin. Middag med gamle venner og familie. Håndbajere delt med venner, jeg har kendt hele mit liv, men som jeg kun ser om sommeren. Glimmerelastikker og gode gåture. Finurlige møder mellem mine gæster og vennerne på Øen. Picnic på stranden, cykeltur mellem de to byer på Øen, solnedgang tilsat vin på Øens højeste punkt, virkelig lækre frokoster – læs: alt for meget mad, øl og vin, kaffe hos min bedste veninde fra skolen, som jeg ikke har set i 30 år og ikke mindst fotoshoot med gamle klassekammerater. Det sidste slap jeg ikke godt fra. Faktisk ligner jeg en hobit, fordi vi skulle sidde på samme måde som på et fotografi, der blev taget for 40 år siden. Det vil sige, at vi skulle sidde på hug. Dårlige knæ og en løs kjole gør, at jeg ser ud som om nogen har slået et telt op ved siden af alle vennerne og puttet mit hoved på toppen. Det syn gjorde ikke noget godt for selvtilliden, men til gengæld glæder jeg mig over, at det lykkedes at samle næsten alle fra det gamle billede. Det viser mig, at jeg ikke er den eneste, der prioriterer Øen og kommer ”hjem” hvert år i de samme uger.

Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er for meget med alle de gæster, der altid besøger mig på Øen. Nej! Det er skønt. Jeg nyder det hvert år, og jeg er rigeligt alene i hverdagen, så det er dejligt med selskab. Men jeg har lagt rammerne for besøg klart ud: Ingen bliver opvartet. Hvis du er sulten, så spis. Hvis der mangler noget i køleskabet, så køb det. Hvis du synes, der trænger til at blive støvsuget, så gør det. Hvis du ikke gider deltage i aktiviteter, så lad være. Det er helt ok at trække sig væk for en stund. Eneste regel er, at mine nevøer altid er velkomne. Gider man ikke teenagere, så skal man finde et andet logi. Det fungerer upåklageligt, og jeg nyder selskabet og det faktum, at alle min venner er bedre værter end jeg, så jeg bliver møgforkælet, når jeg har besøg. Det er faktisk ret skønt.

Mine dage på Øen bringer mig altid igennem hele følelsesregisteret på en måde, jeg har svært ved at forklare. Jeg har altid sådan en grundfølelse af glæde og tryghed, når jeg er der. Men der sniger sig også altid en sær sårbarhed og næsten melankoli ind. Jeg får tænkt en masse tanker. Jeg får sat nogle følelser på plads. Det er både skønt og sårbart, men jeg kommer altid tilbage og føler mig tættere på mit autentiske jeg. Hvis sådan en findes… Det lyder måske mærkeligt, men får mig er det næsten blevet et årligt ritual.

På turen hjem nød jeg dejlig morgenmad i mine forældres skønne kolonihave, før pligterne kaldte. For jeg hader at pakke ud. Så bliver det tydeligt, at nu er ferien slut. Men det blev heldigvis hurtigt klaret, og siden hjemkomsten har jeg klaret alle pligterne, slappet af og hørt skøn musik på havnen i Den solgule idyl sammen med gode venner. Nu sidder jeg på min terrasse med kaffe i koppen og glæder mig til næste år og priser mig lykkelig for, at jeg har været så forudseende at tage ferie i dag og i morgen også. Det betyder en blid start på hverdagen og et par dage i stilhed og helt uden aftaler. Jeg elsker dage, hvor jeg kan gøre præcis, hvad jeg lyst til. Det bliver ofte til ingenting. Præcis hvad jeg har planlagt for i dag. Ingenting! Bortset fra en enkelt gåtur, som jeg føler, jeg trænger til for lige at lande rigtigt hjemme igen.

Fortsat god sommer til jer alle!

På tur til verdens ende

Jeg er opvokset på Øen. Jeg boede der, til jeg var i starten af 20’erne, kun afbrudt af et års ophold i USA. Øen er ikke stor. Alligevel er der stadig steder, jeg aldrig har besøgt. I morges blev endnu et sted fjernet fra listen, og jeg fik et stort ønske opfyldt.

Mit vækkeur ringede 06.20. For nogen er det sikkert langt op ad formiddagen. For mig er det nærmest midt om natten. Især når jeg har ferie. Jeg smuttede ned og fik noget koldt vand i hovedet og smurt kroppen ind i et betragteligt lag solcreme med faktor 30. Drak to store glas vand og kom i tøjet.

Så sprang jeg på den gamle havelåge af en cykel, jeg har stående på Øen, og sammen med min bror satte jeg lidt i syv kursen mod Vadehavet. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville aflægge Langejord et besøg.

Langejord er i virkeligheden bare en sandbanke midt i Vadehavet. Ved højvande bliver en del af den oversvømmet. Det er her, sælerne holder til, så hver sommer er jeg gået ud og sagt hej til dem. Men altid adskilt af sejlrenden.

Inden turen havde vi spurgte stedkendte mennesker til råd. Hvor går vi over? Hvornår? Hvor dybt er der? Hvornår skal vi være tilbage? For hvis der er noget, man ikke har lyst til, så er det blive fanget af tidevandet.

Så alt var timet og tilrettelagt som et Olsen Banden kup.

Vi parkerede cyklerne lige før klitterne, smed sandalerne og begyndte at gå ud over vaden.

Sikken en tur! Sikken en oplevelse!

Jeg havde været lidt betænkelig, fordi vi havde fået at vide, at det nok ville være nødvendigt at svømme 50-100 meter over sejlrenden, der kan være flere meter dyb. Og jeg har ikke taget badetøj med til Øen.

Ja, jeg ved det godt. Jeg er sikkert den eneste, der tager til Vesterhavet uden badetøj, men nu har jeg været her hver sommer i mange år, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været i bølgen blå. Så jeg er holdt op med at slæbe det med.

Strædet, vi skulle krydse hedder Galgerev. Alene navnet giver jo bange anelser om død og ulykke, men i morges havde vi heldet med os, og det lykkedes at vade over – kun i vand til midt på lårene. Nogle steder var vandet glasklart. Andre steder kunne vi ikke se bunden, og det var så der, min bror syntes, at han skulle fortælle om kæmpekrabber og andet snask. Han mente bestemt at have set en krabbe med en klo så stor, at den ville kun trække mig ud i dybet. Han fik også lige nævnt Edward Saksehånd. Man skal høre meget, bare fordi man udstøder et diskret hvin, når man træder i en bunke tang eller ser en monster-krabbe tage flugten over sandbunden. Jeg fik hævn, da jeg på tilbageturen kunne fortælle om risikoen for at træde på en fjæsing.

Gåtur til Langejord

Nogenlunde sådan var vores tur ud til Langejord. Over Galgerev og diverse render med vand. Forestil dig at stå ude midt i ingenting en tidlig morgen. Det var magisk! 

Vi kom over i fin stil. Vi kom til Langejord. Og vi kom hjem i fin behold, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har taget den tur. At stå på Langejord er som at stå midt i ørkenen. Du kan ikke se, hvor himmelen slutter og havet begynder. Du kan se nogle sæler i det fjerne. Både på land og i vandet. Himmelen er enorm og der er helt stille. Bortset fra nogle mågeskrig og den sitrende lyd, som krebs og skaldyr giver. I ny og næ skyder en sandorm en bunke sand op. Det er ligesom det, der sker.

Det var en magisk oplevelse, og vi følte os som de vildste opdagelsesrejsende, da vi nåede ind til kysten igen.

I morgen kommer min første sommergæst til Øen og så fortsætter gæsterne ellers med at komme i en lind strøm i næste uge. De er tvunget til at se sæler, men de slipper for turen, min bror og jeg tilbagelagde i morges. Den vil jeg gerne have for mig selv lidt endnu. For jeg tør ikke tage ansvaret for, at en kæmpekrabbe pludselig slæber af sted med en god ven eller veninde. Man kan aldrig vide…

 

Kom bare an, ferie!

Kender du de dage, hvor man er omgivet af hundehoveder og hængerøve? Well, sådan en dag har jeg haft i dag. Det gik skævt allerede fra morgenstunden, og humøret nåede aldrig i top. Kæft, hvor er der mange åndsvage ting, man skal forholde sig til, når alderen siger, at man er voksen.

Heldigvis blev det fyraften på et tidspunkt, og så blev det pludselig meget sjovere at være mig. Først med vin i kolonien sammen med Vandre-veninden, og bagefter middag med – blandt meget andet – havtaske og hjemmerørt mayo i Kollektivet. Og vin i stride strømme. Se, det hjælper jo unægtelig på humøret. Nu er jeg i alt fald ikke sur mere og er faktisk nået dertil, at jeg dårligt kan huske, hvad det var, jeg var så sur over tidligere på dagen.

Og helt ærligt… måske er det ikke alle andre, der er nogle fjolser, selv om jeg stædigt vil fastholde, at det er det. Der er også en minimal mulighed for, at det bare er mig, der trænger til ferie. Og den begynder i morgen eftermiddag. Faktisk skal vi ikke vente mange timer efter frokost, før jeg sætter kursen mod sommerferie og min ø. Og jeg glæder mig som et barn til jul. Den ferie er så tiltrængt, at jeg dårligt kan udtrykke det.

Jeg skal slappe af. Jeg skal nyde at være i selskab med venner og familie. Og jeg skal vise øen til mennesker, der aldrig har besøgt den før. Og jeg glæder mig.

Måske bliver der stille på Fabrikken de næste uger. Men hey – det er du, der følger med her, jo efterhånden vant til.

Hav en fantastisk sommer!