Category Archives: Uncategorized

Hvor stolt er du?

Jeg elsker weekender! Især weekender som den, der snart er slut. Den har været lige efter mit hoved. Måske lige med det lille minus, at jeg ikke nåede den gåtur, jeg havde aftalt. Fordi jeg sov længe.

Men som sagt – ellers perfekt. Middag med gode venner. Bif med gode venner. Tid til at læse både aviser og magasiner og drikke kaffe. Alle pligter klaret på den der hyggelige måde, hvor der både er kaffe i koppen og god musik i radioen – så man ikke rigtig opdager, at det faktisk er rengøring, oprydning og vasketøj, der fylder tiden ud.

Tidligere i dag sad jeg i min bil. Radioen er tændt. Sanne Salomonsen er gæst. Jeg lytter med et halvt øre, men bliver alligevel opmærksom, da hun taler om stolthed. Man skal være stolt af alt det, man laver, siger hun.

Det har murret i mit baghoved resten af dagen. For hvor tit er jeg egentlig stolt af mig selv? Det tror jeg faktisk aldrig, at jeg er. Jeg kan være tilfreds med en indsats. Jeg kan være lettet over at have gennemført noget. Men stolt… Det tror jeg faktisk aldrig eller i alt fald kun sjældent, at jeg er. For det er ikke en dyd, der falder en vestjyde naturligt. Og kan man være stolt uden at prale? Ja! Selvfølgelig kan man det.

Når jeg nævner det, så er det fordi, praleri er noget af det værste, jeg ved. Men mennesker, der med iver, passion eller stolthed fortæller – dem er jeg vilde med. Så måske er det på tide, at jeg øver mig på at være stolt af det, jeg laver. Uanset hvor småt eller ubetydeligt det må være. For jeg tror sgu hende Sanne har en pointe. Det handler jo også om at tage sig selv og det, man går rundt og laver, alvorligt.

Så det vil jeg øve mig på. At være stolt af det af det, jeg laver. Der må være noget, jeg kan være stolt over. Og hvis ikke, så er det da virkelig på tide med nye boller på suppen. Men det tror jeg ikke bliver nødvendigt. For jeg kan jo starte med at være stolt over den fantastiske middag, jeg har lavet til mig selv i aften. Og stolt over, at opvasken er taget.

Ja ja – man skal jo begynde et sted…

Reklamer

Nu ved jeg, hvad jeg er god til!

Jeg har været på hospitalet i dag til min halvårlige MR-scanning. Jeg er efterhånden helt rutineret i den disciplin. Og derfor ved jeg også, at jeg cirka halvvejs i seancen vil få en nål i armen. Og lige den del er jeg virkelig ikke pjattet med.

Nej, det gør ikke ondt. Nej, man dør ikke af det. Ja, det er hurtigt overstået. Men det er fandeme også klamt, og så snart nålen nærmer sig, panikker jeg. Jeg sveder, jeg får pletter for øjnene, jeg græder, og jeg ryster. Men altså, indtil det øjeblik er alt godt.

I dag blev jeg mødt af to unge mænd. Ja, jeg er nået den alder, hvor mænd under 35 falder i kategorien ”unge mænd.” De var helt vildt søde. Det synes jeg så i øvrigt, at alle jeg har mødt på hospitalerne har været.

De tog sig god tid til at forklare stolpe op og stolpe ned:

”Du skal ligge helt stille. Du må ikke bevæge hovedet (som om det overhovedet er muligt, når først de har spændt det fullface Hannibal Lecter-aggregat fast i underlaget.) Husk du må ikke synke, når maskinen kører. Går det galt, tager vi billederne om… bla bla bla.” Og det eneste, jeg kunne tænke på, var den forpulede nål.

Forsøgte at overbevise dem om, at hvis der er noget, jeg er virkelig god til, så er det at ligge helt stille. De troede mig ikke. Men de blev klogere.

Efter nål, tårer og scanning blev jeg mødt af to særdeles imponerede unge mænd.

”Hold da op. Du kan virkelig ligge stille,” sagde den ene.

”Men det havde jeg jo sagt, at jeg ville gøre,” svarede jeg.

”Jo, det siger alle, men jeg tror faktisk aldrig, at jeg har mødt en, der kan ligge så stille og slet ikke synke. Og du klarede nålen virkelig godt. Jeg har mødt mange, der siger, at de ikke er bange, men som reagerer voldsommere end dig. Du kan være stolt,” sagde min nu yndlingsmand.

Så der! Ros er ros. Og jeg læste forleden, at folk født i løvens stjernetegn næres af roser. Det er mig! Det er så måske ikke lige den slags roser, jeg helst vil have, men hey – det er ros!

Jeg kunne ikke nænne at fortælle de to mænd, at jeg faktisk har trænet mange timer igennem årene på at sidde eller ligge helt stille. Det går der rent faktisk mange timer med hver weekend. Endelig kom der noget ud af de mange træningslejre.

Jeg er simpelthen exceptionel god til at ligge helt stille. Alle er gode til noget – det er så min ting!

Nu vil jeg sætte mig lige så stille på min sofa…

God weekend!

Mød dansemusen Bente

Forleden skrev jeg om at opsøge nye fællesskaber, og man skal jo kravle, før man kan gå. Eller sagt på en anden måde – fællesskaber kan jo have mange former, og dem, jeg især tænkte på, da jeg skrev, handler om faglige fællesskaber. Dem er jeg ikke nået til at opsøge endnu. Men jeg har fundet et nyt fællesskab i køen til bilvasken. Se, det lyder måske ikke af så meget, men det var stort for mig, da jeg endelig fandt modet til at køre i vaskehallen. Eller rettere – til at starte vasken med en app…

Der er desværre ikke meget Pippi over mig. Jeg er sådan en, der møder verden og alt nyt med et: ”Det tror jeg sgu ikke, at jeg kan finde ud af,” i stedet for at tænke som Pippi, der møder verden med et: ”Det har jeg aldrig prøvet før. Det er jeg helt sikkert god til!”

Så det var var ikke alene stort for mig – det var også tiltrængt. Min bil var efterhånden så beskidt, at jeg var flov over at køre i den. Faktisk er den kun blevet vasket en gang tidligere, og det var, da den var på værksted, fordi jeg havde lavet buler. Jeg overvejede flere buler for at slippe for bilvasken og ikke mindst appen, men vurderede at det alligevel ville blive for dyrt i længden.

Og ved du hvad? Det gik skide godt! Jeg kunne godt finde ud af det, jeg faldt i snak med de andre i køen, og det var faktisk helt hyggeligt. De fleste af dem var – jeg fristes til at sige naturligvis – noget mere tjekkede end jeg. De havde alverdens udstyr med, som de pudsede og polerede deres biler med, når de kom ud af vaskehallen. Det er så ikke lige mig. Jeg kører min bil i vaskehallen. Og fem minutter senere kører jeg ud igen og videre ud i livet. Der bliver ikke kælet meget for min bil, og det er en fejl, kunne jeg forstå af de gode råd, jeg fik i køen.

Og så har jeg været på danseskole. Der kan du fandeme også tale om et nyt fællesskab. Jeg er jo ikke sådan en, der danser. Mest fordi jeg har råd til at stå i baren og generelt føler mig bedst tilpas der. Men i dag har jeg kastet mig ud i en omgang Ballroom Fitness på en rigtig danseskole. Ikke noget træningscenter-halløj eller wannabe Vild med dans til mig.

Man kan sige, at Ballroom Fitness er tabernes dans. Det er for os, der ikke kan finde en partner. Derfor er vi ikke fine nok til at komme i smukke kjoler og høje sko. Men det er egentlig meget godt, for den mundering er heller ikke rigtig mig. Tanken er dog, at jeg skal lære at danse vals, tango, cha cha cha, quickstep, wienervals, samba, jive og rumba. Det skal nok blive godt… Jeg er som en elefant i en glasbutik på et dansegulv, men jeg har jo lovet mig selv at prøve noget nyt i det nye år, og det skal jeg da lige love for, at jeg fik gjort til prøvetimen i dag.

Jeg kastede mig ud en fyrig rumba. Dansede samba med svung og forsøgte mig også med en pasodoble, men den var svær. Men ved du hvad? Jeg skal nok komme efter det, for det er ubetinget det sjoveste, jeg har gjort for mig selv i lang tid. Vi var flere, der så dumme ud. Om jeg lå øverst i top 3, eller om det bare var min egen fornemmelse, skal jeg lade være usagt. Men jeg grinede, jeg svedte, og jeg hev efter vejret. Og jeg havde min egen fest til god musik. Og nu har jeg booket mig til dans de næste tolv uger.

Det er hele to nye fællesskaber på blot en uge, og jeg synes faktisk godt, at jeg må være lidt stolt af mig selv. I morgen begyder jeg i et nyt fællesskab, når jeg igen hopper på kickstart hos Madbanditten aka Jane.

Hvad skal det dog ikke ende med?

 

 

Dagen, der ikke tæller

Så skal jeg den ondelyneme love for, at det blev 2018. Sjovt som afslutningen på 2017 virkede så meget federe end begyndelsen på det nye år gør. Hvornår jeg lærer, at jeg ikke behøver at tømme alle flasker på bordet, det ved jeg ikke, men jeg bør nok øve mig på bare at lade en enkelt sjat stå i ny og næ.

Som jeg skrev i går, så har jeg ikke meget tilovers for nytårsforsæt. Jeg synes alt for ofte, de handler om forbud. Og sikke da en kedelig måde at begynde noget nyt på. Alligevel har jeg tænkt på, om det simpelthen er for fesent slet ikke at have nogle forsæt, og det er det måske. Som du muligvis fornemmer, kan jeg ikke helt beslutte mig.

Derfor har jeg forsøgt mig med nogle forsæt, der – inspireret af et af mine yndlings-radioprogrammer – sætter barren så lavt, at det er sandsynligt, at jeg kommer over.

Here goes – i ikke prioriteret rækkefølge:

  • Sov otte timer hver nat (Det gør jeg i forvejen, så den burde være lige til højrebenet)
  • Grin meget!
  • Husk smørret!
  • Cykle længere!
  • Svar sure mails venligt og hurtigt
  • Spis godt!
  • Drik vin ved festlige lejligheder eller når selskabet er skønt
  • Hold en fantastisk fest til august, når der er rund fødselsdag på programmet!
  • Opsøg nye fællesskaber!
  • Nyd hverdagen!
  • Prøv noget nyt!
  • Slap af!

Selv om der er mange punkter på listen, så tror jeg på, at jeg klarer dem i fin stil.

For mig starter det nye år først i morgen. I dag tæller ligesom ikke. Den skal bruges på sofaen til lyden af koncert fra Wien og skiløb fra stedet, jeg aldrig lærer at sige navnet på. Og så handler det om masser af vand, salt og fed mad. Så burde jeg være klar til i morgen.

Vi høres ved i det nye år!

Kom an, 2018!

Er det bare mig, eller flyver tiden af sted? Synes ikke det er længe siden, vi sidst fejrede nytår, og nu skal vi til det igen.

2017 har været et godt år for mig. Jeg har lært en masse om mig selv. Jeg har haft mange skønne timer i godt selskab med familie og gode venner og endda været så heldig, at der er kommet nye mennesker i mit liv, der betyder meget for mig.

Jeg har fået et nyt og udfordrende job, som jeg er meget glad for – endnu er det jo alt sammen meget nyt, og der er meget, jeg skal lære. Det er fedt!

Jeg går ikke op i titler. Men det gør mange andre, kan jeg mærke. Og bagsiden af den medalje er janteloven, som jeg egentlig aldrig før har følt mig synderlig ramt af. Nu mærker jeg den tydeligt. Det er ok – det tror jeg sagtens, at jeg kan håndtere. Det er dog helt tydeligt, at selv mennesker tæt på mig ikke gider høre mere om mig og mit job. Det gør nogle gange lidt ondt, og jeg får en for mig ukendt følelse af ensomhed, kan jeg mærke. Måske fordi jeg altid har været så forkælet at have mennesker omkring mig, som jeg kan dele den slags med. Den går ikke længere. Men det er jo så en god anledning til at finde nye fællesskaber og en anledning for mig til at rykke mig ud af min komfortzone, som jeg ellers er så – nå ja – komfortabel i.

Måske er det lige præcis det spark i røven, jeg har brug for, så det står højt på listen over ting, jeg vil øve mig på i det nye år: At blive bedre til at opsøge nye fællesskaber og ikke så stædigt holde fast i de gamle.

2017 var også året, hvor jeg for første gang i mange år, udvidede ferie-zonen, så jeg ikke alene holdt en skøn ferie på min dejlige ø, men også rejste til det store udland og havde en ditto skøn ferie i Skotland. Den tur lærte mig også en masse om mig selv, og den dukker tit op mine tanker. Ferien har også pustet til ønsket om at træde ud af det vante og gøre noget andet end det, jeg plejer. Det føles usikker, men rart.

Det samme har min kickstart, som jeg heldigvis fandt stædigheden til at gennemføre i 2017.  Den blev begyndelsen til en masse gode erfaringer. Jeg har tabt mig. Ikke så meget, som jeg kunne have gjort og gerne ville, men nok til at gøre en forskel. Og bedst af alt – min krop elsker at være sukkerfri, så selv efter en hård december med alt for meget mad, alkohol og søde sager, er det ikke svært at finde tilbage igen. To dage uden kulhydrater og alkohol – mere skal der ikke til, før jeg kan mærke den positive forskel i kroppen og se resultatet på vægten. Væk er de ekstra kilo, jeg samlede op i december. Og nu sidder du måske og tænker: ”Jamen, det er jo bare væske, du har smidt.” Til det må jeg bare sige: ”Og hvad så? Det er stadig tre kilo mindre, jeg skal slæbe rundt på!” Så tak til verdens bedste Jane for støtte, inspiration og opbakning!

I aften står den igen på fest og farver, og jeg har tænkt mig at mæske mig i gode sager og tømme en masse glas. Og det er helt ok, for jeg ved præcis, hvordan jeg kommer tilbage på sporet igen. Hvis jeg altså kommer ud af døren, for jeg føler mig langt fra i topform. Så måske ender det med en nytårsaften på sofaen under dynen.

Hvis du har fulgt med på Fabrikken længe, så ved du, at jeg ikke giver en skid for nytårsforsæt, som i min verden blot giver anledning til dårlig samvittighed. I alt fald hvis nytårsforsættet er forbud a la: Du må ikke ryge. Du må ikke smide dig på sofaen. Du må ikke spise sukker. Du må ikke drikke alkohol. Så den slags har jeg ikke nogen af. Ingen forbud!

I stedet vil jeg forsøge at fokusere på at følge den vej, jeg begyndte at gå ad i 2017. Først og fremmest fordi jeg har det så godt der, men også fordi der stadig er mange kilo, der skal væk. Og engang imellem vil jeg gå en lille omvej og prøve kræfter med nye mennesker, fællesskaber og oplevelser. For det har jeg brug for, kan jeg mærke.

2017 var et godt år, og jeg er helt sikker på, at 2018 også er fyldt med gode oplevelser. Jeg har i alt fald høje forventninger. Både til mit og dit nye år. Derfor ønsker jeg dig, der læser med, et rigtig godt og lykkeligt nyt år. Tak for det gamle!

 

Den dag jeg fik lyst til at gro et skæg

Jeg håber, at du har nydt juledagene og er kommet godt igennem dem. Jeg har nydt nogle vidunderlige dage i Sverige med familien, men er nu tilbage i Den solgule idyl.

Min juleferie i Sverige sluttede i Malmø Arena til årets Andendagsmatch – som åbenbart er en tradition. Det var min første ishockeykamp, og det var fantastisk! En gladiatorkamp med perfekt dramaturgi. Der var ikke sparet på filmklip med barske mænd, der er klar til at forsvare både sig selv, deres hold, men også gud og fædreland. Tilsat bananrøg, musik og andre effekter, der betød, at fra at være sådan lidt ”Nå, ja – det er da hyggeligt at opleve og især fordi jeg er sammen med min familie,” så blev jeg sådan en, der klappede, forsøgte at synge med på den skånske slagsang og råbte højt, når pucken var tæt på mål og endnu højere, når der blev scoret. Og det blev der hele fem gange. Af dem jeg holdt med. Sikken en fest!

Jeg sad og kunne mærke testosteron banke i kroppen. Synes næsten jeg kunne mærke et skæg, der voksede frem, og underligt nok virkede det passende. Jeg fik lyst til at tage mig i skridtet og bryde ud i primalskrig. For det virkede som om, at var det, der blev forventet. Trommerne, sangene, jublen… Det hele gik op i en højere enhed, og selv min skønne lille nevø på seks år, der ellers aldrig vinder prisen som en særligt udfarende eller modig knægt, blev pludselig en lille mand. Sad som en voksen, råbte til krigerne på isen, hvordan de skulle gøre. Og skreg, så blodårerne sprang frem på halsen, når der blev scoret.

Det var skønt og den helt rigtige måde at pakke julen sammen på, for der var ikke meget julehygge over det. Det var krig på is, og jeg elskede det.

Heldigvis er der stadig feriedage på programmet, og de skal fyldes med gode sager. Godt selskab, frisk luft – den slags. Det kan kun bliver godt!

 

 

Fabrikken ønsker god jul

Så blev det juleferie, og den var mildt sagt ventet med længsel. Jeg glæder mig til hygge med familie og venner. Til gåtur, for meget mad og forhåbentlig alt for store gaver. Og så glæder jeg mig bare til at holde fri. Jeg har ikke de vilde planer. I stedet har jeg med vilje ladet kalenderen være åben, så der er plads til spontane ideer og andet godt. Muligvis lige nogle køkkenskabe, der gøres rene, men det er kun, hvis bølgerne går rigtig højt.

December har været hård for mig. Altså ikke pga. arbejde, men på grund af lidt for meget fest. Lidt for meget alkohol, alt for meget mad og ikke mindst alt for meget chokolade. I en sådan grad, at jeg hver morgen lige tjekker, om min hud stadig er skummetmælksblå, eller om jeg måske har været så heldig at få en mere nougatbrun kulør. Det sidste er desværre ikke tilfældet.

Nå, men frem til og med den 26. er der fri leg. Det vil være alt for åndsvagt at tro, at jeg kan stoppe vanviddet de næste par dage. Men så er det virkelig også tilbage på sporet i en helvedes fart, for sagen er jo den, at jeg har det meget bedre uden sukker. Men åbenbart ikke godt nok til, at jeg kan lade vinen, gløggen, kagerne og konfekten stå. Og heller ikke chokoladen, som vi nærmest er druknet i på arbejdet. Det må stoppe! Kan vi ikke aftale, at firmagaver næste år bliver æbler? Eller mandler? Eller bacon og smør? Men stop for gud skyld med chokoladen. Det er altså at friste svage sjæle.

Men nu er det altså ferie. Konfekten er lavet – og jeg har faktisk ikke spist (ret meget) af den. Hvorfor jeg skal stå for den slags, går over min forstand, men måske er det fordi, min familie finder en næsten pervers fryd ved at more sig over min konfekt-kompetancer. For helt ærligt. Det ligner noget, små børn har lavet. Jeg triller kugler af marcipan. Det går godt i cirka tre minutter. Så gider jeg ikke mere, og kuglerne bliver så store som golfbolde. Og det der med at overtrække med chokolade… Jeg ser ingen fremtid for mig i konfektbranchen.

Jeg har fået købt det, jeg skulle. Gaverne er pakket ind. Jeg begynder faktisk at tro, at jeg har nogenlunde styr på det hele.Det eneste, jeg mangler, er at ønske dig, der følger med på Fabrikken, en glædelig jul – og hvis jeg ikke når at skrive inden – så også et super nytår.

Hyg dig. Forkæl dem, du holder af. Grin. Græd om nødvendigt. Og nyd for guds skyld juledagene. Det er snart hverdag igen. Og det er heldigvis heller ikke så tosset.

Glædelig jul!