Category Archives: Uncategorized

Høj på sukker… igen, igen!

Så gik der endnu en uge, og den har været god og hektisk. Jeg er midt i processen med at få næste blad klar til tryk, og det er sjovt at se tanker, der blev tænkt for længe siden, blive til læseværdige historier og sat op, så selv jeg får lyst til at læse dem igen. Billeder, illustrationer og andet, der bidrager til helheden, kommer i hus. Det er en del af mit job, som jeg virkelig godt kan lide. Også selv om det nogle gange betyder, at jeg skal holde mange bolde i luften, og det er jeg faktisk ikke altid super god til. Men vi når jo i mål hver gang, trods alt.

Og så er der selvfølgelig den stress, det altid giver: Bliver vi færdige til tiden? Ja, selvfølgelig, for det skal vi. Også selv om andre ikke overholder deres deadlines, og jeg derfor i dag fx har måtte skrue bissen på og sende små-skrappe mails til blandt andre en række partier på Christiansborg. Men så skete der også noget. Hvilket siger mig, at hvis man vil noget i den verden, så skal man være skrap. Det er egentlig ret tankevækkende. Man kommer tydeligvis ikke langt med høflighed i den politiske verden. Vi lader lige billedet stå et øjeblik…

Og så har min cykel været syg. I går, da jeg skulle ud i den smukke efterårsmorgen, var mit forhjul fladt. Jamen for fanden da! Heldigvis har vi vel nok verdens sødeste cykelsmed i Den solgule idyl. Han henter en syg eller flad cykel for 25 kroner, og han hentede min i dag. Jeg talte med ham i telefonen om, hvad der skulle laves. Et par timer senere ringede han igen:

Cykelsmed: ”Synes du egentlig, at din cykel er god at køre på?”

Mig: ”Øh ja!”

Cykelsmed: ”Du synes ikke, at den larmer helt vildt?”

Mig: ”Øh nej”

Cykelsmed: ”Men det gør den. Larmer helt vildt. Og den er faktisk farlig at køre på. Eller det var den, for nu har jeg lavet den. Men næsten alle eger i dine hjul var løse. Det er altså ikke godt.”

Mig: ”Øh ok… altså hvordan farlig? Og hvad mener du med larm?”

Så fulgte en lang forklaring, som jeg lod som om, jeg lyttede til, fordi det simpelthen var for pinligt at indrømme, at jeg hører radio så højt, når jeg cykler, at jeg ikke har hørt nogen lyd fra min cykel. Som i overhovedet.

Nå, men nu er cyklen klar til flere ture og efter sigende helt ufarlig. Og den holdt da også, da jeg i eftermiddag cyklede ned til biografen for at fejre, at det i dag er 90 år siden, at der første gang blev vist film på den nuværende adresse.

Der var lang kø foran biffen en halv time før, vi skulle åbne. Masser af mennesker. Masser af musik, kaffe og kage. Og når der er to forskellige lagkager, så er det jo fordi, man skal tage to stykker, ikk?

Nu er jeg hjemme igen – fyldt op med flødeskum, kagecreme og marcipan. Ovenpå gårsdagens hjemmelavede flødeboller og farvel-kagen på arbejdet, som mine skønne kolleger diskede op med, må jeg bare sige, at der kommer til at gå nogle dage, før jeg er helt sukkerfri igen.

Lyder det bekendt og som en situation, jeg har stået i før? For helvede altså! Men heldigvis var begge kager gode, og nu er det weekend med familiebesøg, planlagt hygge og afslapning. Det bliver skønt. Også selv om jeg ved, at sukkerrusen får konsekvenser. Nuvel – jeg har prøvet det før.

Rigtig god weekend!

Reklamer

Hallo – jeg er her endnu!

Hvad sker der mon på Fabrikken, spørger du måske … Tja, svaret er: Ikke en skid!

Jeg hygger mig med gode venner, arbejder og soler mig i ros fra min chef til MUS-samtalen i går. Hun er stolt af mig. For en vestjyde er det store ord, men jeg blev glad. Senere blev jeg også drillet med det af en måske snart forhenværende ven.

Men ellers sker der ikke noget. Jeg har for længst rundet de første 1000 kilometer på min cykel, og det er jeg godt tilfreds med, når man trækker flere uges ferie, hjemmearbejdsdage, syge- og regnvejrsdage fra. Faktisk er den daglige cykeltur et absolut højdepunkt i disse dage. Især er morgenerne helt magiske for tiden, og det er endelig lykkes mig at finde den optimale rute til arbejde. En tur, der bringer mig forbi smuk natur, hestefolde,  historiske bygninger, masser af træer i efterårets smukkeste farver, en sø og jeg ved snart ikke hvad – og det endda lige midt i byen. Jeg er vild med det!

De fleste dage spiser jeg fornuftigt for så pludselig at kaste mig ud i orgier af slik og vin. Som i går hvor jeg tilbragte aftenen i skønt selskab med en flok dejlige damer. Og en skål slik. Og meget vin. Føj, hvor det mærkes i kroppen i dag, men så er det jo heldigt, at jeg har en stor terrasse og at min nabo har et kæmpe træ, der smider blade. Så jeg kan få fyldt – endnu – en container med blade og dermed også få rørt den slatne krop, der desværre ikke er helt så vild med sukker, som min mund. Ærgerlig kombi, egentlig.

Nå, men jeg skriver faktisk også kun for at råbe til verden, at jeg stadig er her. Og lever i bedste velgående efter at have overstået to omgange med ondt i halsen. Nu har jeg haft det, og så regner jeg med at være i topform resten af efteråret og vinteren med. Så tavsheden på Fabrikken er alene et udtryk for, at det går godt og meget hverdagsagtigt. Og som du måske ved, så kan jeg ret godt lide hverdage.

Rigtig god weekend!

Nu med glød…

”Hvad er det med dig? Det er som om, du gør alt omvendt,”  konstaterede chefen forleden, da vi løb ind i hinanden ved kaffemaskinen. Jeg må have set lidt forvirret ud, for lige der havde jeg faktisk ikke gjort noget endnu.

”Du ser simpelthen så frisk ud. Du gløder ligefrem. De fleste mennesker ser ældre ud, efterhånden som årene går. Det er nærmest omvendt med dig,” påstod hun.

Tak for det! Men jeg må bare sige: Jeg tror simpelthen, at det skyldtes cykelturen, som havde været ekstraordinær smuk hen over Fælleden lige netop den morgen. Så måske smilte jeg også lidt mere, end jeg normalt gør før min første kop kaffe. For en ting er sikkert: Jeg ser selv et tydeligt forfald… Få dage efter min fødselsdag, har jeg fået gammelkone-hænder, knækket en plombe i en tand og revnet en anden tand. Så helt ung og glødende – det er jeg sgu ikke. Det eneste, der for alvor gløder hos mig, er min bankkonto.

Det er længe siden, jeg har været på Fabrikken. Mest fordi der ikke er sket alverden i mit liv. Jeg har sendt endnu et blad til tryk. Jeg har skældt lidt ud hist og her. Og nå ja – så har jeg endelig været hos lægen, fordi min fod stadig gør absurd ondt. Det har den gjort i et år nu efter vandrerturen tværs over Skotland sidste år. Grunden til, at jeg ikke har været der før, skyldes primært min angst for nåle. Jeg var sikker på, at lægen ville give mig et skud binyrebarkhormon, og det vil jeg ikke have. Men nu gør det efterhånden så ondt, at det går ud over både min nattesøvn og min hverdag.

Den dag hos lægen var dagens bedste nyhed, at man slet ikke kan stikke lige der, hvor det gør ondt. Det er simpelthen for risikabelt. Så jeg er sendt videre til scanning, og hvad ved jeg. Og min erfaring med det er, at så går der jo god tid med det…

Jeg har også lavet en dum aftale med Arbejds-veninden. Det særligt dumme er, at det er min egen ide. Vi har aftalt, at vi ikke må købe noget nyt før 1. januar. Altså – intet nyt tøj. Ingen nye sko eller støvler. Ingen nye tasker – hvilket faktisk heller ikke er det, jeg bruger flest penge på. Og det blev så kommenteret forleden. At jeg simpelthen ikke kan være bekendt at rende rundt med de gamle slidte tasker, jeg har. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det var den – nuvel temmelig slidte stoftaske – der hang over min ene skulder eller om det var noget helt andet, der blev hentydet til.

Jeg er sikker på, at min bankkonto nyder det tiltrængte hvil. Men hvor det dog piner mig at opdage, hvor meget crab jeg ville have købt, hvis jeg kunne. Men det kan jeg ikke. Og nu opdager jeg så pludselig, at det, jeg ikke kan leve uden den ene dag, er fuldstændig ligegyldigt et par dage efter. Tal om dårlig vane! Så måske shopping-fasten slet ikke er så tosset endda?

Jeg har dog givet mig selv lov til at købe en ganske særlig ting, når det lykkes mig at tabe de næste tre kilo, men efter et par dage tilbage i brødkurven og lakridsposen, så kommer 1. januar sgu nok til at passe meget godt. I dag prøver jeg at komme tilbage på sporet. Det føles heldigvis ikke spor svært. Men det er en kilde til evig underen, at det er så svært at holde fast i de gode vaner, når jeg mærker hvor meget godt, de gør for mig. Men det er det altså. Tror jeg må lære at acceptere, at der altid vil være små udfald, og at det er ok, så længe jeg evner at hanke op i mig selv, inden jeg er helt tilbage i de gamle vaner.

Jeg er også langt om længe begyndt at træne igen. I sommervarmen har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv slæbt til træning, men nu går det fint igen, og det føles rart. Jeg har også meldt mig til endnu en omgang dans, som jeg skal begynde på på onsdag. Jeg drømmer jo om en dag at blive sådan en, der kan koordinere arme og ben på samme tid, men jeg mistænker, at det blot bliver endnu en ting, jeg aldrig får lært. Men pyt – så længe det er sjovt, så må jeg finde mig i rollen som hende, der ligner en komplet idiot, uanset hvilken sportsgren jeg kaster mig ud i.

Og så har jeg været til Ældste-nevøens 18 års fødselsdag. Det er fandeme stort, når de små bliver store og myndige, og det var en super stolt faster, der var til fest med de unge, der både var søde, sjove og skøre. Helt som man skal være i den alder. Jeg mistænker, at unge mennesker er sat i verden for at minde os andre om, at vi er blevet nogle gamle røvhuller. Og så glæder jeg mig over, at den tvivlsomme tradition med at fødselaren skal drikke det antal shots, som årene han eller hun fylder ikke gælder, når man fylder 50! Jeg var faldet død om. Eller det havde i alt fald som minimum taget en måneds tid at komme mig over.

Ellers ikke noget nyt fra Den solgule idyl. I denne omgang. Men jeg vender tilbage – regn med det!

 

50 + det løse

Så kom jeg denondelynemig ind i de voksnes rækker og det med fest og farver. Man ved, at festen har været god, når man dagen derpå og efter tre timer søvn finder sig selv i en solstol på stranden med den største cola, det overhovedet er muligt at opdrive, mens man fører en samtale, der lyder nogenlunde sådan her og foregår i et meget lavmælt og roligt tempo:

Ingeniøren: ”Hvad er det, der stikker op i vandet?”

Pause, mens jeg forsøger at fokusere hen over glasset.

Mig: ”Det er fugle, der sidder på en sten.”

Pause

Ingeniøren: ”Tror du? De bevæger sig ikke.”

Lang pause

Mig: ”Skal vi ikke bare sige, at der er noget, der stikker op ude i vandet?”

Kæmpe lang pause

Ingeniøren: ”Jo”

Det var nogenlunde, hvad jeg kunne svinge mig op til efter nogle fantastiske dage, hvor jeg er blevet fejret så flot. Der har været fødselsdagsbrunch i Kollektivet. Der har været stor fest med alle de bedste mennesker, jeg kender. Sange og taler. Kys, knus og kærlighed. Og jeg har været så overvældet af indtryk og oplevelser, at jeg slet ikke har kunnet sove. Ikke før i nat – men der gik jeg så til gengæld også ud som et lys. Det var efter, at jeg havde inviteret vennerne fra Den solgule idyl på rester. Sådan fik jeg afsluttet festivitassen på den hyggeligste måde. Og så fik jeg set mine venner med vand i glassene. Det er et sjældent syn, og jeg tænker, at det betyder, at de også har haft en god fest.

I dag meldte hverdagen sig så igen. Og dog – for der var både masser af flag, blomster og vin, da jeg kom på arbejde, og en smuk og meget fin tale fra min chef. Den fik jeg besked om at lytte til uden at afbryde, fordi hun ved, at jeg ikke er super god til at tage imod roser. Dem var der mange af, og jeg sætter virkelig stor pris på dem.

Dog undrer jeg mig over, om jeg tilbringer for meget tid i Kollektivet, der blev nævnt i talen på trods af, at ingen af mine kolleger nogensinde har mødt Kollektivets beboere. Måske jeg skulle overveje at drosle lidt ned på besøgene. På den anden side… hvorfor dog?

Jeg har godt vidst, at sekretæren i min afdelinger samler på sjove udtalelser fra mig. I dagens anledning var et udvalg af mine udgydelser gennem tiden blevet printet ud. Og hold da kæft, hvor siger jeg mange dumme ting. Fx skulle jeg have sagt: ”Hvis man ikke må være sur, kan man lige så godt skride!” Jeg gad nok vide i hvilken sammenhæng, jeg har fundet den sætning passende…

Jeg går stadig rundt med en sær fornemmelse af både glæde og tomhed. Nu er det hele overstået. Alt det, jeg har været så spændt på og glædet mig til. Jeg prøver at huske de fine ord, der blev sagt til mig til festen og bliver stadig rørt og glad, når jeg tænker på dem. Jeg glæder mig over at se et fyldt gavebord med de vildeste gaver og alle buketterne.

Jeg er så taknemmelig for de sidste dage, og jeg vil gemme dem som et kært minde. Indtil videre må jeg bare sige, at 50 er fucking fedt!

Bare hvis du skulle være i tvivl…

 

49 år og 364 dage

I morgen klapper fælden. Da runder jeg det skarpeste hjørne indtil videre. Tanken om at fylde 50 er på ene side skræmmende. Ja nærmest lidt ubehagelig. På den anden side så glæder jeg mig, for jeg har alligevel brugt det meste af mit niogfyrretyvende år på at tænke over, at jeg snart runder 50. Så kan jeg jo ligeså godt bare få det overstået og komme videre.

Fødselsdagen har fået mig til at tænke en del over mig, mit liv og hvordan det egentlig går. Og nu skal du bare høre: Det går faktisk skide godt! Bum!

Jeg er et godt sted i mit liv. Jeg er omgivet af den dejligste familie og de skønneste venner. Jeg sidder i en vildt spændende stilling, som jeg virkelig trives i, men som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle ende i, da jeg for ti år siden stadig var praktikant. Jeg har verdens dejligste, skøre og skæve kolleger, og jeg kan faktisk rigtig godt lidt at komme på arbejde. Altså – når jeg først er kommet op om morgenen…

Jeg bor virkelig fedt. Jeg føler mig sund og stærk og har fået parkeret alle grimme tanker, der dukkede op i forbindelse med min kræftsygdom. Ja den, som jeg ikke slet ikke vidste, at jeg havde, før den var overstået. Faktisk synes jeg, at hvis vi lige ser bort fra nogle drilske fødder, så er min fysik bedre i dag, end den var for ti år siden. Også selv om ting flytter sydpå, og rynkerne vælter frem.

Jeg husker stadig, at jeg fejrede mine første rynker med champagne på et hotel i Göteborg. Hvor blev jeg glad, da jeg opdagede dem! Har altid syntes, at rynker er med til at give et ansigt karakter. Jeg må bare sige, at hvis jeg skulle følge den strategi, hver gang jeg finder en ny rynke, så ville jeg være dybt alkoholiseret nu.

Jeg kan ikke se en skid uden mine briller, og overgangsalderen begynder så småt at stikke sit grimme fjæs frem. Men ved du hvad? Det er sgu egentlig helt ok. For jeg er rigtig godt tilpas med bare at være mig.

I morgen, når jeg står op, er jeg blevet en kvinde på 50. Og det er – helt ærligt – slet ikke så ringe endda! Nu ser jeg frem til en forhåbentlig skøn fest med alle de mennesker, der betyder mest for mig. Og så kan jeg jo passende begynde at spare op til festen i anledning af min 60 års fødselsdag. For er der noget, jeg har aldrig har haft succes med, og som jeg åbenbart heller ikke lærer med alderen, så er det at have styr på økonomien.

Nuvel – jeg har jo aldrig sagt, at hverken jeg eller mit liv er perfekt. Kun at det går skide godt!

Sidste uge i 40’erne

Så for pokker… Det er lige gået op for mig, at jeg har taget hul på min sidste uge i 40’erne. Og fy for den for en fæl tanke. Lige om lidt skal der stå 5 foran tallet, der knytter sig til min alder, og det er altså alligevel en sjat. Jeg ved godt, at det i virkeligheden ikke ændre noget som helst. Og så alligevel. 50 år… Vi lader det lige stå et øjeblik.

Jeg er nok i virkeligheden også kommet lidt ærgerligt fra start i forhold til at bruge min sidste uge i 40’erne fornuftigt. For jeg snublede over en havnefest i fredags, som jeg ellers havde besluttet, at jeg ikke skulle til. Det var nok ikke så meget festen som mængden af fadøl, der gjorde dagen i går virkelig tung. Og for at det så ikke skulle være løgn, skulle jeg til det årlige krebsegilde i Snapselauget. Det kræver sin kvinde!

Altså festen var selvfølgelig fantastisk, for det er den jo altid, men jeg måtte starte på Cola, som ellers ikke er noget, jeg drikker meget af. En halv til max en liter om året er nok, hvad indtaget kan snige sig op på. Men i går var colaen livsnødvendig. Og snapsene smagte såmænd godt nok, men jeg havde det alligevel lidt stramt med dem. Men der røg da nogle stykker ned. Og da jeg så blev placeret ved siden af fredagens partner in crime – ja, så var det jo som at starte en ny havnefest omkring det smukke bord.

Nu er det søndag. Jeg overlever, og jeg indleder dansesæsonen om få timer. Hvordan det kommer til at gå, vil tiden vise. Der er en mulighed for, at jeg simpelthen ikke når at opleve min 50-års fødselsdag på fredag og derfor heller ikke festen, som jeg har inviteret til lørdag. Jeg fik jo som bekendt stor ros af Ole Henriksen for noget tid siden, fordi jeg – ifølge ham – har smuk hud og ser væsentlig yngre ud end min alder. Men jeg må bare sige, at det ville han næppe have sagt, hvis han mødte mig i dag. For det var godt nok en gammel og slidt tante, der kiggede tilbage, da jeg så mig i spejlet i morges.

Da jeg var barn, troede jeg (fejlagtigt, skulle det vise sig), at voksne mennesker var kloge. Når man nærmer sig 50, så er man vel teknisk set at betragte som et voksent menneske. Men hvornår fanden bliver jeg så voksen? Og klogere?

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at klare dansetrinene og vagten i biografen i dag, for jeg vil virkelig gerne holde fest næste weekend. Jeg har inviteret de skønneste mennesker, jeg kender, maden er bestilt, og vinen er på plads. Så det ville da næsten være en skam ikke selv at kunne være med.

Alle, der gætter på, at mine første dage i 50’erne kommer til at minde alt for meget om denne weekend, rækker en finger i vejret!

I guder – lad mig snart blive klogere!

Du vidste nok ikke, at det var ulovligt…

Jeg bliver desværre nødt til at komme med et surt opstød.

Jeg er nemlig blevet bekendt med, at dele af et af mine blogindlæg er blevet brugt på en endog meget tvivlsom side på nettet. Helt ordret er flere passager fra et af mine blogindlæg her på Fabrikken blevet brugt, som om det var en andens.

Jeg skrev min tekst den 5. juli. For et par dage siden kunne dele af min tekst så åbenbart læses på den temmelig lumre hjemmeside.

Lad mig bare for en god ordens skyld minde om, at om end det kan være smigrende at nogen synes, at mine tekster er så gode og mine oplevelser så sjove, at de får lyst til at kopiere dem, så er det altså ulovligt.

Blogindlæg og billeder her på Fabrikken er underlagt loven om ophavsret. Det er ulovligt at ”stjæle” det, og det er både ulovligt og uetisk at gøre mine ord til dine uanset hensigten. Især når det sker uden kildehenvisning eller tilladelse. Det er ulovligt, og det kan blive dyrt.

Jeg har såmænd ikke noget imod lumre hjemmesider, men jeg har noget imod, at mine ord bliver brugt ordret som om det var en andens.

Faktisk blev jeg lidt rystet over at få en mail, hvor en opmærksom læser på Fabrikken – og åbenbart også et menneske med hang til lumre hjemmesider – gjorde mig opmærksom på, at mine ord er gengivet fuldstændig ordret i flere passager i noget, der minder om en andens blogindlæg. Som en personlig fortælling. Men altså bare med mine ord.

Så kære dig, der er “kommet til” at låne lidt ord fra Fabrikken: Du har sikkert ikke gjort det af ond vilje. Men det er ulovligt. I første omgang har jeg ikke tænkt mig at gøre mere ved sagen, men jeg vil bede dig slette dit ”blogindlæg” på den pågældende side. Og jeg holder altså øje med, at det sker. Hvilket i øvrigt giver mig en fantastisk anledning til at snuse rundt i et univers på nettet, som jeg slet ikke vidste fandtes. Meget interessant, faktisk!