Category Archives: Uncategorized

Når fristelserne står i kø…

Jeg er begyndt at få akupunktur hos en kinesisk læge. Håbet er, at hun kan få bugt med mine betændte akillessener. Det er lidt af en overvindelse for en, der lider af massiv nåleskræk, men det går faktisk ret ok. Dem, der siger, at man slet ikke mærker nålene, er fulde af løgn. Nogle mærker man ikke. Men andre… Av for satan! Fx de fire, hun satte i mine hæle i dag… Til gengæld mærkede jeg ikke dem i hovedet. (Kan det mon være et tegn på, at jeg har jord i hovedet?)

Nå, men det hjælper, og alt er godt. Problemet er, at den søde kinesiske læge har en søn, der mener, at jeg skal holde op med at drikke koldt vand, droppe kaffen, ikke spise ost og sove i et rum, der er mindst 30 grader varmt.

De to sidste ting kommer aldrig til at ske. Jeg vil ikke undvære ost, og der er ikke en chance i helvede for, at jeg kan sove i et rum, der er 30 grader varmt. Og ovenikøbet med lukkede vinduer. Aldrig! Til gengæld har jeg ikke drukket kaffe i over en uge, og jeg forsøger at skære ned på det kolde vand.

Jeg bliver aldrig kæmpe fan af te. Det har bare ikke samme svung som kaffe, men ellers går det egentlig forbløffende godt med at lade kaffen være. Og jo – der findes da ok te. Bevares!

Men når man pludselig ikke drikker kaffe og skal lade vandet stå, så gør det jo summen af fristelser endnu større. Men på en sær måde også lettere at navigere i, for jeg er nået dertil, hvor jeg faktisk hellere vil have en kop kaffe end en kage. Hvem havde lige set den komme? Og jeg tænker, at kaffe trods alt er ok ved festlige lejligheder.

Men ikke desto mindre – de sidste to dage har fristelserne virkelig stået i kø. Det her er alene dem, jeg har mødt på min arbejdsplads.

Torsdag: Boller fra lagkagehuset. Chokolade og lakrids. Træstammer til dessert i kantinen. Og jo – jeg ved godt, at træstammer er bagerens skraldespand, men jeg kan altså godt lide dem. Croissanter om eftermiddagen.

I dag: Brød til morgenmaden. Croissanter og pain au chocolat. Kanelsnegle og spandauere. Resterne af træstammerne + risalamande til dessert til frokost. Og endelig juleklip med vin og portvin.

Det lykkedes mig at sige nej tak til hele molevitten på nær en enkelt skive brød med ost i morges, fordi jeg simpelthen var så sulten. Den skide skive har så til gengæld betydet øget sukkertrang resten af dagen, men det er altså lykkedes mig at styre uden om. Også i supermarkedet.

Jeg tænker, at det faktisk kan være værd at fokusere på det, man siger nej tak til i stedet for at have fokus på det, man går glip af. For jeg tillader mig selv at være stolt over at sige nej tak, og så glemmer jeg at føle mig snydt. Jeg ved det godt: Meget mærkeligt hoved!

På mandag er vi i december, og der plejer min afdeling at drukne i chokolade og småkager. Skønt, men ikke for mig. Tænker, at når jeg ikke må drikke kaffe, så må jeg sgu nok heller ikke spise sukker. Jeg har ikke spurgt lægen, for jeg har ikke lyst til at kende svaret, og jeg ved jo også godt, at jeg har det bedst, når jeg er sukkerfri. Men kunne vi prøve at skrue bare lidt ned for fristelserne? Bare lige en tand? Jeg er altså kun et menneske, og det er jo ikke sundt. Heller ikke for jer, der ikke er tykke som mig.

Fri mig fra fristelser og rigtig god weekend!

Reklamer

Indtryk fra en dejlig ferie

Jeg holder ferie i denne uge, og det er faktisk ret skønt at have fri, når alle andre arbejder. De første dage tilbragte jeg på Samsø, hvor jeg aldrig har været før, men som jeg bestemt håber at komme tilbage til. Hold nu op, hvor er der smukt! I alt fald der, hvor vi boede. Det var nemlig på nordøen, der mest af alt minder om Sydengland. Jeg fik en grim følelse af at være ø-utro, mens jeg var der, men man kan vel godt holde af flere øer på samme tid? Ligesom med børn, ikk?

Vi boede i en lille bjælkehytte langt uden for lands lov og ret. Og næsten helt nede på stranden, så jeg vågnede til lyden af bølgeskvulp. Selv det faktum, at toilet og bad lå i et hus for sig selv, betød ingen ting. Der var bare ro og fred, smuk natur, og naboerne var køer og får.

Du får lige nogle feriebilleder her. Hvis du, lige som jeg, hader andres feriefotos, så springer du bare videre ned i teksten.

Stranden ved huset, der ligger max 20 meter væk. Havde jeg været vinterbader… men det er jeg ikke! 

Blot nogle få indtryk af den smukke natur, vi vandrede i.

Udsigt fra toilettet. Jeg kunne se havet. Det kan du nok ikke.

Vores smukke lille hus. Perfekt til hygge og G&T’er ad libitum.

Huset ligger øde, men fantastisk smukt!

Vi boede ret øde, men super smukt. 

Hver dag var vi ude på skønne gåture. Det har været hele ideen med turen, men jeg må indrømme, at jeg har været lidt nervøs for, om jeg kunne klare turene i det kuperede terræn. Min vandrestøvler drillede mig, da jeg var i Skotland. Jeg fik ondt i fødderne, og jeg døjer stadig med en betændt akillessene, som jeg ikke kan få bugt med. Men det gik super godt på Samsø, og det var en fantastisk følelse at være tilbage i støvlerne.

Turen til Samsø var en fødselsdagsgave fra en god ven, og det er gaven, der bliver ved med at give. I at fald har den givet mig blod på tanden til at fortsætte gåturene, og så er det jo fantastisk at opdage, at der også er ret skønt, hvor jeg bor.

Jeg er meget glad for min lille bil, men jeg har også tænkt, at den i virkeligheden er en unødvendig luksus, for jeg bruger den sjældent. Men jeg elsker den frihed, bilen giver mig, og nu er det så gået op for mig, at jeg med den har endnu flere muligheder for at finde spændende steder at vandre.

Indtryk fra dagens smukke vandretur – i min egen baghave.

Hvad man dog ikke finder i skoven… alle, der tror, at jeg fik digtet vilde historier efter dette syn, rækker fingeren i vejret.

Jeg kan fare vild i en telefonboks, og det sætter selvfølgelig visse begrænsninger for mit mod, når det gælder om at begive mig ud i ukendt territorium. Men nu er jeg startet. I min egen baghave, bevares. Men jeg fandt både ud og hjem og hen til min bil, og det har givet mod til flere ture – iført vandrestøvler og enorm mås i løbebuks.

Det er helt ok, hvis du lader som om, du ikke kender mig, hvis du skulle møde mig ude i naturen.

Er jeg voksen nu?

Min alder taget i betragtning, så er det faktisk forbløffende – nogle vil måske endda sige forfærdende – sjældent, at jeg føler mig voksen. Altså voksen som i ”Jeg har styr på tingene, og ved, hvad der forventes af mig.”

Sådan føler jeg næsten aldrig, og det er egentlig meget godt, for jeg tror på, at det er i usikkerheden, at man ser verden fra flere vinkler. Og mennesker, der altid ved bedst eller altid har styr på tingene, er næsten altid ulidelige at være sammen med. I alt fald i længere tid ad gangen.

Og det var da heller ikke fordi, jeg havde styr på etiketten, da jeg begav mig til bisættelse alene i dag. Men jeg følte mig alligevel sært voksen, da jeg i pænt tøj, nye sko og med håret sat gik til kirken. Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på, hvorfor denne uvante ’voksen-følelse’ pludselig dukkede op. Måske var det, fordi det var ret højtideligt. Måske var det en ’rolle’, jeg gav mig selv, fordi jeg i virkeligheden følte mig uden for min komfortzone. Måske har følelsen af at være voksen intet at gøre med at have styr på tingene.

Jeg har kendt den afdøde i mange år, og hun har været syg i mange år. Til sidst var det hendes ønske at få fred, og derfor tænkte jeg, at det ville være ret nemt at tage til bisættelsen. Men nu er jeg jo nogenlunde lige så hård som smør, der har stået ude en hel, varm dag, så selvfølgelig blev det ikke nemt. Det var rørende, smukt og personligt, og jeg fældede en del tårer.

Men jeg følte mig altså sært voksen, og den følelse har siddet i mig resten af dagen. Hvor jeg i øvrigt både har fået skiftet til vinterdæk og været til bestyrelsesmøde. Det er jo egentlig også ret voksent og ikke særlig rock ’n roll.

Måske har den følelse, jeg har haft i kroppen hele eftermiddagen intet at gøre med at være voksen. Men den er uvant og føles sær, og jeg har svært ved at ryste den af mig. Jeg håber at vågne i morgen og være den vante og usikre mig. Det trives jeg faktisk bedre med.

 

 

Så se dig da for helvede for!

Hvis jeg havde været en kat, havde jeg været tæt på at miste flere liv i trafikken i dag. Og fordi jeg ikke er en kat og derfor kun har et liv, så forsøger jeg at passe godt på det ene, jeg har. Hvis bare andre ville gøre det samme, så ville jeg ikke være så bekymret, men i dag – blot en af mange cykeldage – har jeg igen mødt mennesker, der 1. Tænker med røven eller 2. Har hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at det er umuligt at tænke.

Om jeg bliver sur? Det kan du kraftstejleme bande på, at jeg gør.

De sidste to dage har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse at følges med en anden cyklist på cykelstien. Hun kører stærkt, men jeg kører stærkere. Alligevel skal jeg overhale hende 5-6 gange undervejs på turen. For hendes cykel kan tydeligvis ikke bremse. I alt fald kan den ikke stoppe for rødt lys. Hun kører over samtlige lyskryds for rødt. Til farer for alle andre trafikanter – både cyklister og bilister, og hun kigger hverken til højre eller venstre. Hun har nemlig alt for travlt med at dø, og jeg vil gerne oddse på, at det snart sker.

Jeg er faktisk virkelig ligeglad med, om hun omkommer i trafikken. Det er jo tydeligvis et stort ønske hos hende. Men jeg bliver pisseirriteret over, at hendes hensynsløse kørsel også går ud over mig og alle andre trafikanter. Jeg har stadig ondt af manden i den sorte bil, der kørte helt korrekt, men alligevel var tæt på at få en cyklist som galionsfigur på køleren i morges.  Han blev chokeret, kunne jeg se.

Og til GLS-manden, der havde valgt at parkere midt på cykelstien, så det var næsten umuligt at komme forbi. Det var ikke det værste. Men at du vader ud på cykelstien out of fucking no where… Idiot! Jeg bremsede så hårdt, at min cykel skred ud i mudderet. Og du værdigede mig ikke et blik. Ikke et undskyld. Ikke et ups. Du gik bare videre, som om intet var hændt. Vær glad for, at jeg blev så forskrækket, at jeg helt mistede mælet, for ellers havde du lært nogle helt nye gloser, min fine ven. Og ikke af den pæne slags.

Og til de to mødre på barsel med jeres yngel. Når jeg ringer med klokken, så er det ikke for at genere jer. Det er for at gøre opmærksom på, at jeg kommer, og jeg kører stærkt. Så I skal flytte jer, men ikke blive forskrækkede. Betragt det som en slags servicemeddelelse fra min side. Men flyt jer for helvede! I går på cykelstien! Det er farligt, for der mange cyklister bag mig, og ingen kan komme forbi. Men I er skide ligeglade, og har jo selvfølgelig både børn og kaffe, så hvorfor skulle I flytte jer? Så pyt da med, at I dels forsinker alle andre, dels skaber en kæmpe prop af cyklister, der rettelig kører, hvor de skal.

Og det gør det ikke bedre, at I kigger jer over skuldrene og løfter øjenbryn, når jeg gør opmærksom på, at jeg kommer. Det hjælper ikke, hvis I ikke også skrider ind til siden. Så jeg forstår godt manden i det stramme tøj, der råbte ukvemsord efter jer. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! Og I havde fortjent hvert et grimt ord.

Og endelig – til Trunten, der synes, det var helt ok at krydse vejen og dreje ind på cykelstien lige foran mig, der ikke havde set hende komme, fordi hun kom flyvende ud mellem to parkerede biler… Jeg mangler ord! Du har faktisk slet ikke fortjent at kunne færdes frit i det offentlige rum, din egoistiske møgkælling. Og du sagde ikke undskyld. Du fattede slet ikke, at det var dig, der brød alle regler. Men du havde selvfølgelig også travlt med at finde den helt rigtige sang at dø til. Jamen for fanden da!

Nogen, der tænker, at jeg trænger til ferie? Og ja – hvis det er dig, så har du helt ret, og det har jeg heldigvis lige om lidt. Når denne arbejdsuge slutter, pakker jeg vandrestøvler og varmt tøj og drager mod Samsø. Der har jeg aldrig været før, og jeg glæder mig. Den står på lange gåture, vin og hygge i flere dage. Har du tips til, hvad man skal se på Samsø uden for sæsonen, så byd endelig ind!

Ferien er en fødselsdagsgave, og hvor skønt er det, at der stadig dukker gaver op? Jeg håber så, at alle idioter på veje og cykelstier er gået i vinterhi, når jeg kommer tilbage.

En festlig weekend

I fredags havde meteorologerne lovet regn det meste af dagen. Derfor var jeg virkelig i tvivl, da jeg vågnede: Skulle jeg cykle eller tage bilen? Sagen var nemlig, at fredag morgen var smuk, og jeg endte med at beslutte, at jeg simpelthen ville fortryde det, hvis jeg tog bilen og sad fast i køen ud af Den solgule idyl på en smuk, smuk efterårsmorgen. Så måtte jeg tage regnen med til fyraften. Og siger meteorologer egentlig også så meget, der ikke passer?

Så sådan blev det, og jeg nød cykelturen over Amager Fælled. Midt på formiddagen skulle jeg til et møde, og der opdagede jeg så, at min fine cykel nu var flad. Som i flaaaaaaaad. Næsten samtidig kom regnen.

Jeg skrev til Italieneren, om han havde plads til mig og min cykel og måtte vi få et lift hjem? Det måtte vi heldigvis, og cyklen blev smidt af hos cykelsmeden, mens jeg fortsatte til Kollektivet. Det var jo trods alt fredag, og fredagsøl har jo aldrig skadet nogen. Eller…

Det blev til fredagøl og fredagsvin og fredagsjomfruhummer og fredagsrom og fredagsgrappa og fredagschokolade og fredags-jeg-ved-snart-ikke-hvad…

Der, hvor det for alvor tog overhånd, var, da vi kastede os over ristet brød med smør og tykke, tykke stykker chokolade. Med rom til. Det var næsten som en alkoholisk børnehave og ret skønt. Selskabet var i alt fald lige, hvad jeg trængte til, og jeg følte næsten, at jeg skyldte den flade cykel en stor tak. Havde det ikke været for den, havde fredag aften stået på fjernsyn og kødsauce med blomkål. Det andet var langt federe!

Næste morgen var dog knap så fed. Jeg skulle tidligt op, for jeg skulle have ordnet negle.

Negledame (efter at have kigget længe og temmelig undrende på mig):  ”Vil du have en kop kaffe?”

Mig: ”Ja tak, det ville være skønt”

Negledame: ”Stærk?”

Mig: ”Ja tak”

Negledame: ”Stor kop?”

Mig: ”Ja tak”

Og sådan kan man nogle gange være så heldig at møde mennesker, der bare forstår uden at stille unødige spørgsmål.

Lørdag aften var der Halloweenfest. Egentlig havde jeg tænkt mig ikke at dukke op, da indbydelsen inkluderede udklædning. Det er ikke lige mig. Overvejede at komme som mig selv – fordi en ”kær” kollega havde sagt, at det var det mest skræmmende, hun kunne forestille sig.

Jeg bragte nemlig mit dilemma op på jobbet: Hvad gør man, når man er inviteret til en fest inklusiv udklædning, og man hader det? Må man komme uden at være klædt ud? Eller skal man blive væk, hvis man ikke vil klædes ud? Er det federe at sidde alene hjemme en lørdag aften og se Bagedysten og Barnaby, når alle de bedste mennesker, man kender, er til fest og klædt ud. Jeg fik besked på at tage mig sammen, og heldigvis for det, for selvfølgelig blev det rasende hyggeligt, og min udklædning moderat og overskuelig. Selv  for mig.

Lad mig sige det sådan her: Det var lidt stramt at overbevise mig selv om, at det ville være en virkelig fed ide at tage til dans i dag. Men heldigvis kom jeg af sted. Og det var selvfølgelig en mega fed ide, da jeg først var der.

Resten af dagen har været dejlig og afslappende, og med et stort plus på socialkontoen, er jeg så klar til en ny uge. Men denne gang gerne uden regn, flade cykler og udklædning. Og min cykel – den er fikset og klar til den nye uge.

Høj på sukker… igen, igen!

Så gik der endnu en uge, og den har været god og hektisk. Jeg er midt i processen med at få næste blad klar til tryk, og det er sjovt at se tanker, der blev tænkt for længe siden, blive til læseværdige historier og sat op, så selv jeg får lyst til at læse dem igen. Billeder, illustrationer og andet, der bidrager til helheden, kommer i hus. Det er en del af mit job, som jeg virkelig godt kan lide. Også selv om det nogle gange betyder, at jeg skal holde mange bolde i luften, og det er jeg faktisk ikke altid super god til. Men vi når jo i mål hver gang, trods alt.

Og så er der selvfølgelig den stress, det altid giver: Bliver vi færdige til tiden? Ja, selvfølgelig, for det skal vi. Også selv om andre ikke overholder deres deadlines, og jeg derfor i dag fx har måtte skrue bissen på og sende små-skrappe mails til blandt andre en række partier på Christiansborg. Men så skete der også noget. Hvilket siger mig, at hvis man vil noget i den verden, så skal man være skrap. Det er egentlig ret tankevækkende. Man kommer tydeligvis ikke langt med høflighed i den politiske verden. Vi lader lige billedet stå et øjeblik…

Og så har min cykel været syg. I går, da jeg skulle ud i den smukke efterårsmorgen, var mit forhjul fladt. Jamen for fanden da! Heldigvis har vi vel nok verdens sødeste cykelsmed i Den solgule idyl. Han henter en syg eller flad cykel for 25 kroner, og han hentede min i dag. Jeg talte med ham i telefonen om, hvad der skulle laves. Et par timer senere ringede han igen:

Cykelsmed: ”Synes du egentlig, at din cykel er god at køre på?”

Mig: ”Øh ja!”

Cykelsmed: ”Du synes ikke, at den larmer helt vildt?”

Mig: ”Øh nej”

Cykelsmed: ”Men det gør den. Larmer helt vildt. Og den er faktisk farlig at køre på. Eller det var den, for nu har jeg lavet den. Men næsten alle eger i dine hjul var løse. Det er altså ikke godt.”

Mig: ”Øh ok… altså hvordan farlig? Og hvad mener du med larm?”

Så fulgte en lang forklaring, som jeg lod som om, jeg lyttede til, fordi det simpelthen var for pinligt at indrømme, at jeg hører radio så højt, når jeg cykler, at jeg ikke har hørt nogen lyd fra min cykel. Som i overhovedet.

Nå, men nu er cyklen klar til flere ture og efter sigende helt ufarlig. Og den holdt da også, da jeg i eftermiddag cyklede ned til biografen for at fejre, at det i dag er 90 år siden, at der første gang blev vist film på den nuværende adresse.

Der var lang kø foran biffen en halv time før, vi skulle åbne. Masser af mennesker. Masser af musik, kaffe og kage. Og når der er to forskellige lagkager, så er det jo fordi, man skal tage to stykker, ikk?

Nu er jeg hjemme igen – fyldt op med flødeskum, kagecreme og marcipan. Ovenpå gårsdagens hjemmelavede flødeboller og farvel-kagen på arbejdet, som mine skønne kolleger diskede op med, må jeg bare sige, at der kommer til at gå nogle dage, før jeg er helt sukkerfri igen.

Lyder det bekendt og som en situation, jeg har stået i før? For helvede altså! Men heldigvis var begge kager gode, og nu er det weekend med familiebesøg, planlagt hygge og afslapning. Det bliver skønt. Også selv om jeg ved, at sukkerrusen får konsekvenser. Nuvel – jeg har prøvet det før.

Rigtig god weekend!

Hallo – jeg er her endnu!

Hvad sker der mon på Fabrikken, spørger du måske … Tja, svaret er: Ikke en skid!

Jeg hygger mig med gode venner, arbejder og soler mig i ros fra min chef til MUS-samtalen i går. Hun er stolt af mig. For en vestjyde er det store ord, men jeg blev glad. Senere blev jeg også drillet med det af en måske snart forhenværende ven.

Men ellers sker der ikke noget. Jeg har for længst rundet de første 1000 kilometer på min cykel, og det er jeg godt tilfreds med, når man trækker flere uges ferie, hjemmearbejdsdage, syge- og regnvejrsdage fra. Faktisk er den daglige cykeltur et absolut højdepunkt i disse dage. Især er morgenerne helt magiske for tiden, og det er endelig lykkes mig at finde den optimale rute til arbejde. En tur, der bringer mig forbi smuk natur, hestefolde,  historiske bygninger, masser af træer i efterårets smukkeste farver, en sø og jeg ved snart ikke hvad – og det endda lige midt i byen. Jeg er vild med det!

De fleste dage spiser jeg fornuftigt for så pludselig at kaste mig ud i orgier af slik og vin. Som i går hvor jeg tilbragte aftenen i skønt selskab med en flok dejlige damer. Og en skål slik. Og meget vin. Føj, hvor det mærkes i kroppen i dag, men så er det jo heldigt, at jeg har en stor terrasse og at min nabo har et kæmpe træ, der smider blade. Så jeg kan få fyldt – endnu – en container med blade og dermed også få rørt den slatne krop, der desværre ikke er helt så vild med sukker, som min mund. Ærgerlig kombi, egentlig.

Nå, men jeg skriver faktisk også kun for at råbe til verden, at jeg stadig er her. Og lever i bedste velgående efter at have overstået to omgange med ondt i halsen. Nu har jeg haft det, og så regner jeg med at være i topform resten af efteråret og vinteren med. Så tavsheden på Fabrikken er alene et udtryk for, at det går godt og meget hverdagsagtigt. Og som du måske ved, så kan jeg ret godt lide hverdage.

Rigtig god weekend!