Category Archives: Uncategorized

Et mærkeligt møde

Jeg har gået og skrantet længe. Været syg med halsbetændelse. Blevet sådan ok. Syg igen. Og nu er jeg tilbage på højkant, men ikke helt i topform. Jeg kan stadig mærke halsen. Jeg er træt. Bliver varm. Får ondt i hovedet. Den rene elendighed, faktisk.

Det værste er, at jeg bliver frygtelig pylret, når jeg ikke er på toppen. Jeg har ligget på sofaen det meste af weekenden. Endda sagt nej tak til andesteg, og alle, der kender mig, ved, at så er jeg virkelig sløj…

Søndag fik jeg besøg af en kær veninde og efter et par kopper te, lykkedes det hende at få mig hevet med ud i den friske luft.

Ikke nogen lang tur, men alligevel nok til, at jeg ikke følte, at weekenden var helt spildt. Og en tur langs vandet i godt selskab er jo ikke at fornægte. Så dejligt!

Undervejs møder jeg en kvinde, jeg har mødt et par gange i kajakklubben. Jeg kan ikke sige, at jeg kender hende, men jeg kan virkelig godt lide hende. Hun har hjulpet mig i klubben, skubbet bag på mig, når jeg ved at opgive kajakken, og har også taget snakken med mig om, at nogle gange skal man passe på med, hvilke historier man fortæller sig selv og andre om sig selv. Man kan begynde at tro på dem.

Det sidste, fordi hun var ved at blive træt af at høre på mig, der fortalte, at jeg ikke kunne ro kajak.

”Du er kommet ned i kajakken ved egen hjælp. Du er kommet fri af broen. Du har roet. Du er kommet retur og op af kajakken. Du kan ro kajak. Hold op med at sige, at du ikke kan,” lød beskeden.

Men som sagt – vi kender ikke hinanden særlig godt. Men alligevel nok til, at hun stoppede op midt i sin løbetur, gav mig et kram og spurgte, hvordan det gik. Og jeg fik svaret, at det ikke går super godt, fordi jeg hele tiden er syg.

”Det er alle. Det er ad helvedes til. Alle tuder. Men det stopper til januar. Der kommer ny energi. Indtil da skal du bruge din tid på at få ryddet op i alt det, der ikke virker og alt det, du ikke bruger. Det gælder på dit arbejde, i dit hjem, blandt dine venner. Alt, der ikke fungerer skal ud. Så er du klar til januar,” var de trøstende ord. Og så løb hun videre.

Jeg var glad for, at min veninde var med mig, for ellers kunne jeg godt have troet, at det var noget, jeg drømte. Det var i alt fald mærkeligt. Men måske kan det inspirere til få taget hul på det klædeskab fyldt med skrammel, jeg ikke har brugt, siden jeg flyttede ind. For mere end tre år siden…

Måske, sagde jeg!

Min morgen…

Jeg er ikke et morgenmenneske. Faktisk er jeg et udpræget B-menneske, der prøver at passe ind i en verden skabt for A-mennesker.

Jeg er aldrig – eller i alt fald meget, meget sjældent – morgensur, men jeg kan godt lide at være stille. At få lov til at vågne stille og roligt uden spørgsmål, der kræver svar. Så hvis man vil forkæle mig om morgenen, skal man ikke starte dagen med: ”Skal du have mælk i din kaffe?,” og den slags banaliteter. Man skal bare lade mig vågne. Så skal jeg nok begynde at tale og forholde mig til mine omgivelser, når jeg er klar.

Det forstod Grafikeren, da jeg boede i Kollektivet. Når jeg stod op om morgenen, stod der ofte en kande varm, skøn kaffe og ventede på mig. Ingen at snakke med. Bare kaffe, fred og ingen spørgsmål. Så skønt!

Jeg savner tit Kollektivet. Især når jeg er sulten eller trænger til et godt grin. Men det var morgenerne, vi kom fra…

Jeg bor jo alene, så det med snak fra morgenstunden er jeg forskånet for. Men ud over stilhed, skal mine morgener bare glide helt problemløst. Så er jeg nemmeste at have med at gøre i løbet af dagen.

Som du ved, hvis du har fulgt med på Fabrikken, så er jeg for fin til at cykle, når det regner. Derfor tog jeg bilen på arbejde i morges. Der var ro i bilen. Nuvel. Men det er også det pæneste, jeg kan sige om den tur. Ingen varm kaffe. Bare kø. Alle steder.

Jeg tilbagelagde 12-14 kilometer. Det tog halvanden time. Det tager det også at flyve til Köln. Just saying!

Så i morgen nupper jeg cyklen. Regn, blæst – kom bare an. Jeg cykler! Så hvis du ser en halvgammel dame komme susende forbi, mens du holder i kø, så kan det være mig. Jeg lover at vinke, hvis jeg ser dig!

 

Alene blandt fremmede

Jeg tilbragte sidste weekend i Bad Gastein til bryllup hos gode venner. En intens og skøn weekend, hvor værtsparret havde planlagt alt til mindste detaljer. Og jeg nød det hele i fulde drag.

Inden afgangen til Østrig havde jeg været både spændt og nervøs. For jeg vidste, at vi ville blive omkring 80 mennesker, der skulle tilbringe weekenden sammen. Og jeg kendte kun brudeparret. Ingen andre.

Jeg er ikke verdens bedste til mange mennesker, jeg ikke kender. Jeg er i det hele taget ikke verdens bedste til store selskaber. For jeg er introvert, og mange mennesker kræver meget af mig mentalt. Faktisk har jeg det sådan, at selv til selskaber, hvor jeg kender de fleste af gæsterne, har jeg det bedst, hvis jeg lige får et heads up, når der kommer mennesker, jeg ikke kender.

Ikke fordi jeg ikke vil møde nye mennesker, for det elsker jeg at gøre. Men fordi jeg lige har brug for at forbedrede mig mentalt.

Så jeg var spændt, da jeg tidligt fredag morgen satte kursen mod lufthavnen og en weekend med mange mennesker, som jeg ikke kendte.

Jeg er verdensmester til at få finde rolige hjørner travle steder. For det har jeg brug for. Og det lykkedes også i lufthaven, selvom jeg rejste på en af årets travleste dage. Godt hjulpet på vej i øvrigt af Vandre-veninden, der hurtigt og smidigt fik mig igennem sikkerhedskontrollen, hvor køerne ellers var lange. Det bryder jeg mig i øvrigt heller ikke om…

Jeg følte mig forkælet og privilegeret. Og meget lettet over, at det gik så nemt for mig. Så udstyret med kaffe satte jeg mig tilrette det roligste sted, jeg kunne finde og forsøgte at forberede mig til weekendens forlystelser og strabadser.

Mange timer og en lang bustur senere nåede jeg frem til den smukkeste by og det smukkeste landskab. Blev installeret i en lejlighed med fantastisk udsigt og god plads til mig.

Og hvordan gik det så med de mange mennesker, spørger du sikkert. Jamen, det gik så godt. Alle var søde, interessante og ivrige efter at tale. Og dagene fløj af sted. Fyldt med selskab, mad, vandreture, sang og fest. Og selvfølgelig vielsen i en smuk, lille kirke i byen. Hvor jeg selvfølgelig måtte knibe mere end en tåre, fordi det hele var så rørende.

Nu er jeg hjemme igen, og har fuld gang i hverdagen, der er hektisk og til tider lidt for spændende for mig smag – men på den gode måde. Og jeg tænker tilbage på weekenden med  taknemmelighed over at måtte være med. Men også med en stolthed, som jeg normalt ikke føler. For jo – jeg kan faktisk godt møde nye mennesker. Jeg kan faktisk godt føre spændende samtaler. Og der sker ikke noget, når jeg går hen til folk, jeg ikke kender og begynder en samtale.

Men konsekvensen af det var, at jeg gik rundt i en tåge om mandagen, hvor jeg heldigvis havde været så forudseende at tage fri. For jeg følte mig tømmermandsramt helt uden at være det. Så det koster på energikontoen. Men det var prisen værd, for sikken en fest! Sikken en weekend!

Og det er ikke sidste gang, at jeg har snøret vandrestøvlerne i alperne eller nydt plasterfarvet mad, der bestemt smagte bedre end det så ud.

I’ll be back!

Status på selvindsigt!

Ok! Jeg bliver nødt til helt nøgternt at konstatere, at jeg aldrig bliver snusfornuftig. Ej heller særlig tilbøjelig til at lære af mine erfaringer. Det er status på min selvindsigt…

Efter en uge på arbejde med lidt modvind og et par søvnløse nætter trængte jeg virkelig til weekend og til at glemme alt om arbejde og ’voksenliv’. Og derfor gav det super meget mening i øjeblikket at smutte en tur til Nordsjælland fredag aften iført tre flasker hvidvin, fordi jeg for et par uger siden havde besøg af en god ven, der påstod, at der ikke findes god hvidvin.

Det er jo løgn. Og det satte jeg mig for at bevise for den uskyldsrene ven. Så… vi drak uhyggelig meget vin og vendte verdenssituationen. Alt fra klima til feminisme blev diskuteret. Det er ikke for meget at sige, at vi ser meget forskelligt på betydningen af de emner.

Det var virkelig hyggeligt og sjovt. Men det var det ikke lørdag morgen, da jeg stod op og forsøgte at komme til at ligne et menneske. Altså – et rigtigt levende menneske.

Jeg havde nemlig sagt ja til at deltage i en fotooptagelse sammen med Kultur-veninden og to andre dejlige damer. Det er til en artikel, der formentlig kommer i Berlingske på fredag.

Så der stod jeg. Omgivet af smukke kvinder i en pøl af mudder et sted på Amager Fælled. Med blodsmag i munden og virkelig lysfølsomme øjne. Flot, Bente. Så fint, at du lige tænker dig bare lidt om, når du sidder i festligt lag!

”You only live once,” er der nogen, der ynder at sige. Og det er jo rigtigt. Derfor skal man også huske at få masser af gode stunder ind på kontoen, og ikke altid være praktisk. Men altså… Man må vel teknisk set også godt lære lidt af tidligere erfaringer. For det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, at store mængder hvidvin og sene nattetimer ikke gør noget godt for hverken udseende eller fysik dagen efter.

Nå, men for at det ikke skal være løgn, skulle jeg også til stor fest lørdag aften. En vidunderlig aften med tidligere kolleger. En fest, som jeg har glædet mig helt vildt til. Lørdag eftermiddag var begejstringen dog til at overse.

Jeg var blevet inviteret til et glas og et lift af Butleren og Bedste-vennen. De var ikke synderligt imponeret over min udstråling – eller mangel på samme – da jeg ringede på døren hos dem. Men jeg kom af sted, og aftenen var magisk. Fyldt med kærlige og sjove gensyn. Masser af kys og kram og gode grin. Og overraskende nok masser af komplimenter. Det gav unægtelig lidt energi ind på kontoen.

Jeg fik bestemt min andel af vinen, men holdt dog lidt igen, og det har nok reddet mit liv i dag. Alligevel var jeg mildt sagt en smule slatten, da jeg vågende, og undskyldninger for ikke at tage til dans stod i kø.

Men jeg kom af sted, og er netop kommet hjem. Om lidt et bad og så en tur på venindebesøg. Denne gang uden alkohol. Kaffe i solen virker som en bedre ide.

Det har været en hård weekend. Men ved I hvad? Den har sgu også været ret fantastisk, når jeg lige tænker tilbage og forsøger ikke at mærke min krop, der laver alle mulige krumspring for at få mig til at forstå, at jeg fremover bør holde lidt igen med vinen. Og det er nok rigtigt. Det duftede i alt fald en smule af Chardonnay omkring mig i danselokalet.

Hav en skøn uge alle sammen! Jeg satser på, at min bliver bedre end den forrige, så jeg ikke ’behøver’ at gentage denne weekends udskejelser for at mærke, at jeg lever.

Pludselig på den anden side af bordet

Normalt er jeg hende, der fører pennen eller redigerer det, andre har skrevet. Jeg har faktisk kun en gang selv givet et interview, og det tror jeg aldrig blev bragt. Det siger måske noget om, hvor meget klogt, jeg har på hjerte…

Men nu er det åbenbart nye tider. I alt fald skal jeg give interview til flere medier i løbet af de næste uger, og det bliver selvfølgelig spændende, men det føles også lidt grænseoverskridende. Det er i forbindelse med mig og Kultur-venindens lille Sizewise-projekt. Men vil det lykkes mig at lyde bare en smule begavet? Og hvad med tøjet, når jeg skal fotograferes?

Det ene blad har efterlyst lyst og let tøj. Det er jo faktisk ikke det, tykke damer har mest af , og da min økonomi – som sædvanlig, fristes man til at sige – er kørt ud over kanten, så er der absolut ikke råd til nyerhvervelser. Så jeg må finde noget blandt de mange klude i skabet, der ikke er sort. Det bliver ikke helt nemt, for hvor gerne jeg end ville kunne sige, at jeg er spraglet og farverig, så er det langt fra sandheden, når jeg kigger på hylder og bøjlestang i mit skab.

Nuvel – det går jo nok alt sammen, men der er et par sommerfugle, der allerede er begyndt at bakse med vingerne nede i min mave.

Første interview er mandag aften, så send mig lige lidt god karma der. Jeg tror, jeg kan få brug for det.

Og i øvrigt – jeg skrev om træning sidst og om, hvor svært det var at komme i gang igen efter sommerferie og sygdom. Nu er jeg i gang. Jeg har valgt at ændre mit abonnement, så jeg kan træne ubegrænset, og som den vestjyde, jeg jo er, så tænker jeg: ”De skal ikke tjene på mig!” Og derfor har jeg meldt mig til træning fem gange om ugen de næste mange uger. Jeg er dog kommet lidt til fornuft. For det er jo for filan ikke realistisk. Jeg skal jo også danse. Så nu har jeg skruet ned til fire gange om ugen plus en dansetime. Jeg kan allerede nu afsløre, at mine nye yndlingsdage er onsdage og lørdage, hvor jeg har givet mig selv fri fra alle træningsforpligtigelser.

Grunden til den megen træning er, at jeg stadig husker, hvor sejt det var, den morgen jeg mærkede en muskel i min overarm. Den muskel er så for længst forduftet igen. Men jeg savner den og vil have den tilbage. Så fanden heller: Håndvægte – here I come!

Om træning og påtrængende mænd

Hvorfor er der så stille på Fabrikken, undrer du måske. Svaret er, at det er fordi, der ikke sker alverden for tiden. Jeg er på højkant igen efter halsbetændelsen, der virkelig fik mig sat skakmat. Nu har jeg travlt med at få mit blad færdigt og forsøge at få gang i træningen igen. Det sidste går virkelig trægt. Jeg har booket træningstime på lørdag, men allerede nu står undskyldningerne for at aflyse i kø. Og det på trods af, at jeg, indtil jeg blev syg, jo faktisk var blevet ret begejstret for det der træning.

Det lykkedes mig at slæbe mig selv til dans i søndags. For første gang siden før sommerferien. Og i smeltende varme. Og hold nu kæft, hvor var det hårdt. Og sjovt! Så tjek ved den.

Jeg kom også ud og ro i mandags, selvom jeg faktisk havde været sløj i løbet af dagen og flere gange var tæt på at aflyse. Til sidst besluttede jeg, at jeg da kunne cykle ned til roklubben. Om ikke andet så for at vise flaget. Det viste sig, at jeg var den eneste, der dukkede op, så jeg havde to instruktører helt for mig selv. Og jeg kom på vandet. Det var den vildeste optur, for jeg har ikke roet siden før min ferie. I starten var jeg noget usikker, men langsomt genvandt jeg balancen og plaskede derudaf.

Og hvad har jeg ellers brugt min tid på?

Jeg har blandt andet optaget podcasts med Kultur-veninden. I det nyeste afsnit taler vi faktisk om det der med at komme i gang med træningen igen efter en pause. Vi taler også om mit mantra: Skrid ud af min tallerken. Det har jeg tidligere skrevet om her på Fabrikken, og det indlæg kan du læse her.

Du kan høre vores podcasts enten ved at hente dem i iTunes, eller hvor du normalt finder dine podcasts. De er også på vores Facebookside, hvor vi hedder Sizewise.nu og endelig ligger alle afsnit på vores hjemmeside: Sizewise.nu.

Jeg håber, at du har lyst til at lytte med.

Ellers er det mest interessante vel egentlig, at jeg til et netværksmøde for redaktører blevet taget så voldsomt på låret af en mand, jeg aldrig havde mødt før, at jeg et kort øjeblik overvejede, om jeg burde føle mig krænket. Jeg endte dog med at få lidt ondt af manden, for grunden til gramseriet var, at han midt i en samtale kom til at spytte. Kender vi ikke alle til den lidt ærgerlige situation, hvor der pludselig kommer mere end ord ud af munden på en?

Han valgte så bare – i stedet for at nøjes med et ’undskyld’ – at forsøge at fjerne hvad-det-så-end-var, der var fløjet ud af munden på ham. Med det resultat, at han fik smurt hvad-det-så-end-var ud over mit lår. Han stoppede først, da jeg fik sagt, at nu var det vidst tværet godt nok ud. Virkelig en bizar oplevelse!

Tak!

Så blev jeg et år ældre, og det kan faktisk godt mærkes på kadaveret. Jeg har nemlig ligget syg i hvad, der føles som 100 år. Og ikke bare syg. Svinsyg! Nøj, hvor har jeg været sølle. Nu er jeg heldigvis ved at være ovenpå igen, men jeg er træt som et alderdomshjem.

På grund af sygdom har jeg ikke været til træning. Jeg kan ikke finde ud af, om trætheden skyldes, at jeg ikke træner, eller om det er kroppen, der fortæller mig, at jeg skal slappe helt af. Nu har jeg taget den beslutning, at når jeg i løbet af denne uge er færdig med medicinen, så skal jeg begynde at træne, for mon så ikke, at energien kommer igen?

Jeg er ikke pjattet med at tage piller. Men det er nødvendigt. I løbet af den sidste halvanden uge har jeg sendt mange venlige tanker til Alexander Fleming, der opfandt penicillinen. Men det smadrer også maven. Og kan du fortæller mig, hvorfor pillen skal smage som Mentos? Det er vel for fanden ikke meningen, at man skal nyde at spise dem?

Men hele miseren har været skyld i, at jeg dagen før min fødselsdag ikke havde en eneste aftale om fejring og opmærksom. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville invitere gæster, men det var kræfterne ikke til. Desuden har jeg solgt de fleste at mine møbler – don’t ask! – så lige nu sidder jeg i min næsten tomme stue på en havestol. Her ligner en tom campingplads efter en hård storm. Virkelig ikke hyggeligt.

Jeg havde slået mig til tåls med, at jeg bare skulle være hjemme og slappe af. Herregud – jeg har efterhånden haft en pæn del fødselsdage, så fordi der bliver en enkelt lidt stille af slagsen, det gør vel ikke noget. WRONG! Jo, det gør! Vi skal huske at fejre os selv. Så fredag formiddag skrev jeg til nogle venner og spurgte, om de havde tid og lyst til at spise en frokost sammen med mig lørdag i Den solgule idyl. På den måde fik jeg selskab uden selv at skulle løfte en finger. Og sørme så, om ikke en håndfuld af dem takkede ja. Det blev jeg rørt og glad for, og på den måde blev jeg fejret. At jeg så lå hjemme på sofaen en lørdag aften, der ovenikøbet også var min fødselsdag, gjorde ikke noget.

Ikke mindst fordi det fredag aften pludselig og helt uventet bankede på min fordør. Og udenfor stod et af de skønneste mennesker, jeg kender. En god veninde, som jeg elsker højt, men ser alt for sjældent. Kan man få en bedre gave? Nej – det kan man ikke. Og det siger jeg ikke kun fordi, hun havde chokolade med.

Faktisk blev der også banket på min dør lørdag formiddag, hvor endnu en dejlig veninde kom forbi for at sige tillykke. Og da jeg skulle af sted til restauranten for at spise frokost, var jeg tæt på at snuble over en kæmpe buket blomster. Til mig.

Jamen, hør lige her: Jeg er så forkælet, og jeg ved det godt og sætter enormt stor pris på det. At jeg så åbenbart har været en skiderik i året, der er gået, det kan jeg kun beklage. Jeg skal nok prøve at stramme op, så vi kan få en sommerdag, når jeg fylder år igen næste år.