En helt anden verden …

Kender du fornemmelsen af at være et sted, hvor du virkelig bare ikke hører hjemme? Jeg kender den rigtig godt, og i går mødte jeg fornemmelsen igen. Jeg havde aftalt møde med Kultur-veninden. Vi skulle i en musikbutik og købe udstyr til det eventyr, jeg snart åbner lidt mere op for.

Vi har været der en gang tidligere, og fornemmelsen var præcis den samme i går som dengang. Vi hører ikke til der!

Alle er super søde og går langt for at hjælpe os. Vi forstår bare ikke det sprog, de taler. Og de forstår ikke os. De ligner heller ikke nogen, du møder på gaden. Jeg tror faktisk, at både ansatte og kunder – på nær Kultur-veninden og jeg – har en rede et sted i nærheden af butikken. Eller kommer de op af huller i jorden?

Nå, men altså… Vi brugte tid sammen med de søde nørder, og efter en stund og en betragtelig sum fattigere, stod vi igen på gaden. Med to store og tunge poser med udstyr, som ingen af os er helt sikre på, at vi ved, hvordan vi skal bruge.

Jeg ville have vist jer et billede, så I kunne blive lidt klogere på projektet, men vi ser simpelthen for dumme ud til, at jeg vil byde jer det. Vi ligner nogen, der lige er sluppet væk fra noget ubehageligt, og som samtidig er lidt usikre på, hvad der venter om hjørnet. Og også lidt som nogen, der har gang i noget, de skulle have stoppet for længe siden…

Nå, men inden længe kan jeg løfte sløret for vores projekt, og jeg håber, at I har lyst til at følge med i det, for jeg mistænker, at det kommer til at tage en pæn del af min fritid fremover.

Men først skal jeg være færdig med mit blad, så jeg kan holde ferie med god samvittighed. Og det skrider heldigvis rigtig godt fremad. Med god hjælp fra hjemmearbejdsdage og ro. Og før jeg når at blinke med øjnene, står den på ferie på Øen igen. Og jeg kan slet ikke få armene ned af lutter begejstring ved tanken.

Det bliver en sparerferie, for jeg brugte som sagt en pæn sjat i musikbutikken i går. Men det bliver også en ferie med gode venner, skønne gensyn og familien helt tæt på. Nøj, hvor jeg glæder mig.

Nedtællingen er for alvor i gang!

 

Reklamer

On the bright side…

Jeg har brugt de sidste par indlæg på at fortælle om alt det, jeg ikke bryder mig om. Men er der så egentlig noget, jeg rent faktisk kan lide? Altså ud over vin, mad, is og kage?

Ja da!

Jeg er ret pjattet med solskin. Og dejlige sommermorgener. Og aftener. Og snevejr, hvis jeg ikke skal ud i det.

Jeg kan også ret godt lide dage uden for mange aftaler. At kunne sove til jeg vågner. Jeg elsker mine cykelture til og fra arbejde. Altså ikke, når jeg skal af sted. Men når først jeg sidder på cyklen – jøsses, det er skønt!

Jeg er ret pjattet med alle timer sammen med familie og venner, og jeg er heldig at have de bedste af begge dele.

Jeg elsker, når mine nevøer kommer forbi i sommerhuset på Øen. Og jo, jeg ved da godt, at det nogle gange handler om at slippe for opvasken derhjemme eller om at luske sig til en is eller sodavand. Men jeg bilder mig også ind, at de synes, det er hyggeligt at være sammen med mig.

Som tidligere nævnt er jeg blevet ret pjattet for det nye træning, jeg er begyndt på. Faktisk er jeg vild med det! Også selv om jeg de sidste tre gange er blevet virkelig utilpas undervejs. Det er en særlig øvelse, der gør udslaget. Den er ikke engang svær eller hård. Men den får skovlen under mig. Hver gang. I løbet af et øjeblik får jeg kvalme og bliver svimmel i en grad, så jeg bliver i tvivl om, om jeg skal kaste op eller besvime. Indtil nu har jeg dog ikke gjort nogen af delene. Heldigvis!

Det skete igen i morges, og det tager en 5-10 minutter at komme ovenpå igen. Det værste er næsten, at jeg bagefter er underlig mat i koderne, så den sidste del af timen kører jeg på lavt blus. Instruktørerne forsøger at forklare mig, at det er fordi, øvelserne masserer tarme og indre organer. Det er med andre ord affaldsstoffer, som kroppen forsøger at skille sig af med, som gør mig utilpas. Og det er åbenbart en både fin og ganske naturlig ting. Jeg bør være glad, siger de.

Jeg er endog meget skeptisk overfor den slags. Ligesom jeg ikke rigtig tror på detox og den slags. Jeg er egentlig ret overbevist om, at kroppen sagtens selv kan klare at skiller sig af med affaldsstoffer uden urtete, mærkelige juicer etc. I alt fald hvis man ellers er sund og rask. Men hvad ved jeg? Måske er der noget om snakken. I alt fald er det mærkeligt, at den forbandende øvelse får bugt med mig hver gang.

Men tanken om, at instruktørerne har ret er ikke rar, for det betyder jo, at jeg er fuld af lort. Sådan helt bogstavelig talt. Det gør da ikke noget godt at tænke på.

”Du skal blive ved med at komme, og jeg vil gerne hjælpe dig. Husk på, at vi andre har trænet her i 2-3 år. Du er stadig ny. Klap lige dig selv på skuldrene og hæng i..”

Nogenlunde sådan lød det fra min myndeslanke med-træningskompagnon. Og det betyder vildt meget at blive set og forstået. Så træningen og ikke mindst stedet og de skønne mennesker, der kommer der, er jeg også vild med. Så kan jeg godt abstrahere fra, at selv min strømper er gennemblødte efter en time i træningssalen.

Jordbær med fløde, duften i et rent hjem og bier, der sværmer i mine blomster på terrassen er andre ting, der gør mig glad. Eller når nabos datter råber: ”Bente, jeg elsker dig!” efter mig.

God tid med avisen, arbejdsdage, hvor jeg føler, jeg når det, jeg skal og lyden og duften af regnvejr om natten sætter jeg også stor pris på.

Og sjældent har jeg været så stolt og glad, som da jeg i mandags endelig fik roet en smule uden at kæntre med kajakken. Nøj, det var en god fornemmelse! Jeg er ret sikker på, at når jeg engang får helt styr på det der kajak-halløj, så bliver det min nye ting. Det føles fantastisk sådan helt bogstaveligt at sidde med røven i vandskorpen. Stille og roligt. Mens armene syrer til.

Så jo – der er faktisk ret mange ting, som jeg virkelig godt kan lide. Weekender med god tid står også højt på listen, og sådan en er denne weekend.

Jeg er glad! Håber også at din weekend bliver skøn!

Mere jeg virkelig ikke bryder mig om

”Den der liste over ting, du ikke kan lide, Bente – hvad står der egentlig mere på den?” er jeg blevet spurgt.

Tja… nogle punkter holder jeg for mig, og jeg evner ikke at sætte dem op i prioriteret rækkefølge. Top 3 kan jeg overskue – resten kommer i vilkårlig rækkefølge. Og jeg har næppe fået alle med. Der er så meget, jeg ikke bryder mig om.

  • Nåle – altså som i indsprøjtninger, blodprøver og den slags.
  • Nærighed.
  • Højder – der er en grund til at vor herre har opfundet postkortet. Der er absolut ingen grund til at stille sig på toppen af en høj bygning, når man kan sidde i tryghed nede på jorden og nyde udsigten derfra. Måske endda med et godt glas vin.

Og nu til de mere vilkårlige:

  • Mennesker, der navngiver deres kønsdele.
  • Folk, der lader sig slikke i hovedet af deres kæledyr. Flere af jer bliver sure nu. Men det er sgu ulækkert!
  • At få råd, jeg ikke har bedt om.
  • Katte. Altså, jeg synes, de er flotte dyr. Jeg er bare pisse bange for dem, og alle, der har været i nærheden af en kat, ved, at de slamberter går efter dem, der ikke kan lide dem. Pludselig kommer de springende – som ud af det blå.
  • At få taget billeder og se mig selv på billeder.
  • Rotter, mus, slanger og al slags kryb. De skal være her, og vi skal passe på dem. Jeg skal bare ikke se dem.
  • Bedrevidenhed (er det overhovedet et ord?) I ved, hvad jeg mener.
  • Se mig-typer. Så irriterende! Se mig, se mig, se mig! … Gå da væk!
  • At få stillet et spørgsmål, som spørgeren ikke har tid til at høre svaret på. Lad være med at spørge!
  • Stegt lever.
  • Rasmus Paludan. Don’t get me started…
  • At gøre fodlister rene.
  • Når folk midt i en samtale lige skal klappe deres hund, kat eller baby og holder op med at lytte.
  • At blive kaldt ”stor pige.” Jeg er 50 år – det er længe siden, jeg var en pige, og overvægt lyder ikke sødere, fordi jeg bliver en pige.
  • Havestole af plastik. I ved, de der hvide sataner.
  • Mennesker, der bruger Roundup eller anden gift i deres have. Fordi perfekthed er vigtigere end rent drikkevand og biodiversitet. Shame on you!
  • Fedtfri mayonnaise, Cola light og sukkerfri chokolade.
  • Perfekthed. Jeg bliver utryg!
  • Når ham i køen foran mig køber den kage, jeg havde udset mig. Og hvis det så ovenikøbet er den sidste… Åh, jeg bliver vred!
  • Næsten enhver form for offentlig transport. Ja, jeg ved, at det er politisk ukorrekt, men der er altid forsinkelser,for varmt, for koldt eller for mange mennesker. Jeg foretrækker min cykel.
  • Folk, der altid kommer for sent. Hvad du bruger din tid på, er din sag. Men lad være med at spilde min.
  • Lange køer og for mange mennesker.
  • At vaske sovsegryden ren. Uh, det er klamt!
  • Lugten af hunde- og kattemad. Føj da! Og de arme dyr skal æde det.
  • Smålighed og selvretfærdighed
  • Og fik jeg sagt nåle og nærighed?

Hvad tænkte jeg dog på?

Der er ret mange ting, jeg ikke er særlig vild med. Kryb, at cykle i regnvejr og udkogte grøntsager for blot at nævne nogle få ting fra min lange liste. Men på top 3 over ting, jeg virkelig ikke bryder mig om er at få taget billeder. Det gør nærmest fysisk ondt på mig.

Hvis du har set komedieserien ’Venner’, så har du måske set det afsnit, hvor Monica og Chandler skal have taget billede til avisen. Havde jeg været med i den scene, ville jeg have været Chandler. For jeg stivner også altid fuldstændig og ender med at ligne en parodi på mig selv. Nogen vil måske sige, at jeg altid ser en smule træt og bøvet ud. Nok fordi jeg på 9 ud af 10 billeder har lukkede øjne.

Så derfor frygter jeg dagen i morgen, hvor jeg skal fotograferes sammen med Kultur-veninden på et museum i København. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg gik med på den ide. Det bliver næppe sjovt for den stakkels fotograf, der helt uvidende står overfor en enorm opgave. Og heller ikke for mig. For Kultur-veninden bliver det derimod en fest, for hun er sindssyg fotogen. Og således kan tilværelsen jo nogle gange være ond.

Nå, men nogle af billederne kommer du nok til at se på et tidspunkt, når vi kommer lidt længere i processen med det projekt, der efterhånden har været længe undervejs, men som vi nu endelig er kommet godt i gang med. Lige nu er det dog mest udgifter og opgaver, som ingen af os egentlig er kvalificerede til at løse, der står foran os. Men når regningerne er betalt og vi har fundet ud af alt det praktiske, så kommer det til at gå hurtigt. Bilder vi os i alt fald ind. Så hvis du er lidt tålmodig, så hører du snart mere. Og ser resultatet af fotoshootet i morgen.

Jøsses! Nogle gange forstår jeg ikke, at jeg – min efterhånden høje alder til trods – ikke snart bliver klogere og lader være at springe ud i alt muligt, jeg ikke ved en sk.. om.

Heldigvis står weekenden også på biograf og fejring af Yngste-nevøens 8 års fødselsdag. Hvordan han allerede kan være blevet så stor, forstår jeg ikke. Især ikke med tanke på, at hans faster ikke er blevet en dag ældre. Ikke mentalt i alt fald.

Kryds fingre for, at jeg ikke gør mig selv unødvendigt til grin til fotograferingen i morgen, og hav så en virkelig skøn weekend!

Der må muskler til!

Hvordan går det så, undrer du måske.

Tjo… Det går da. Efter at have været syg i mere end en uge, så begynder det så småt at lysne. Det lader til, at det gamle skrog efterhånden er ved at være ovenpå igen, og det er fandeme heller ikke et øjeblik for tidligt!

Men der har da heldigvis også været gode tider: lækker mad med gode venner, en terrasse der er sommerklar og fin, et loppemarked hvor jeg havde lovet mig selv ikke at købe noget. Overhovedet! Og kom hjem med fire fine kjoler + det løser. Alt sammen købt af min veninde, så egentlig kunne vi have sparret os alt besværet med at pakke ud og ned igen, stille op og slæbe sække med tøj – for det endte alligevel med, at jeg købte det meste. Men i det mindste var det skønt selskab og rart at komme op fra sofaen og møde nogle skønne damer i en idrætshal et sted i Hvidovre. Så har jeg også prøvet det!

Det går til gengæld ikke super godt med kajaktræningen, som igen i dag er blevet aflyst. Denne gang på grund af risiko for lyn og torden. Jeg klædte om og tog af sted, selv om jeg virkelig ikke havde lyst. Men som sagt: aflyst! Og det bliver jeg jo ikke en bedre roer af, så jeg må snart udtænke en plan b. De ekstra roninger, der bliver arrangeret, kan jeg ikke deltage i, så det er lidt op ad bakke. Bestyrelsesmøder, træning, dans, madlavningskursus og fødselsdag i familien er forhindringer. Skønne forhindringer, som jeg ikke ville være foruden. Men nu skal der snart findes plads til roningen, hvis drømmen om tidlige sommermorgener på havet en gang skal blive til virkelighed. Jeg kan jo dårligt blive ved med at gå hen over havbunden – heller ikke selv om vandet vel for pokker snart bliver varmere.

Så altså… status er, at det mest spændende, der er sket på Fabrikken, er, at jeg har været syg, men har overlevet. Og kryds så fingre for godt og stille vejr i den nærmeste fremtid. Der er en omgang dans tilbage. Så er der sommerferie der, og den kan jo passende bruges på vandet. Så god ro-karma, tak!

Indtil da forsøger jeg at styrke arm-, ben- og mavemuskler med masser af træning. For det har vist sig at være helt nødvendigt, dels fordi en uges sygdom uden skyggen af motion har gjort kroppen mere end slatten. Dels for at kunne komme op af kajakken. For selv om hjælperen i klubben lagde alle kræfter i, så er det en fysisk umulighed at trække mig op af en kajak ved at hive i min redningsvest. Der må muskler til! Mine muskler! Og det motiverer faktisk til at tage til træning. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og imens bider jeg alt stolthed i mig og håber, at der ikke var alt for mange, der så det idiotiske og komiske optrin på bådbroen for to uger siden. Jeg forsøger stadig at lægge det bag mig. Det er svært!

God uge til jer alle!

Er jeg blevet en af dem…?

Det går lidt trægt med kajakroningen. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi det danske forårsvejr driller. Så selv om jeg har stillet op på molen i alt for stramt tøj to mandage i træk, så er jeg hverken kommet i eller på vandet. Det har simpelthen blæst for meget.

I mandags fik jeg så beskeden, at hvis vejret er til det, så flytter vi træningen til torsdag. Altså i dag. Og lige der panikkede jeg, for på det tidspunkt går jeg jo til det andet trænings-halløj, jeg er begyndt på. Det der med elastikker om fødderne og håndvægte. Så hvad gjorde den kloge kone?

Well, denne her aflyste træningen og bookede i stedet træning klokken 07.15. Med andre ord: I morges ringede mit vækkeur klokken 05.45, hvilket er nærmest perverst tidligt i min verden. Klokken 06.15 sad jeg på min cykel og klokken 07.15 lå jeg på en yogamåtte med elastikker, håndvægte + det løse. Og det var fu….. fedt! Og også lidt bekymrende, at jeg er nu er sådan en, der står tidligt op for ikke at gå glip af træningen.

Kajaktræningen er så i mellemtiden ikke blevet til noget, så jeg kunne have sparet mig, men det er egentlig ret skønt bare at kunne cykle hjem til en dejlig lang weekend, fordi træningen nu er overstået.

Og fordi der ikke er dans i weekenden som normalt, så skyndte jeg mig at booke træning både lørdag morgen og søndag eftermiddag. Jeg begynder faktisk at blive lidt bange for mig selv og overvejer at spise en ekstra hvede i aften. Bare for ikke at fremstå irriterende fanatisk. For helt ærligt: jeg kan dårligt genkende mig selv.

Men jeg har selvfølgelig tænkt over, hvad begejstringen skyldes, og jeg er nået frem til to ting. 1: Det er fedt at mærke, at jeg faktisk bliver stærkere, og jeg tænker, at det vil komme mig til gavn, hvis vinden nogensinde lægger sig og jeg finder balancen, så jeg kan komme ud og ro og 2: Jeg er vild med selskabet i mit nye træningssted. Der er simpelthen både rart og sjovt at være. Og jeg er vildt overrasket over, hvor generøst de andre på holdene deler deres erfaringer med mig, der stadig er nybegynder.

I morges kom vores træner for sent. Vi skal være der mindst 10 minutter før start for at få samlet alt udstyr og komme på plads. 6 minutter før start kom en lille, hvid bil flyvende hen over kantstenene. Instruktøren sprang ud og låste op, så vi kunne komme ind og i gang. Og mens jeg iførte mig de meget sexede strømper med tæer og skridsikker belægning, var der simpelthen en af de andre på holdet, der begyndte at lægge yogamåtter og udstyr ud på gulvet til os alle. Så sødt, overskudsagtigt og betænksomt, at jeg blev helt rørt (og – nuvel – også en smule irriteret over, at vi på den måde kunne starte til tiden, fordi jeg lige havde forudset en kortere time, og altså mindre hård træning.) Snydt grønært, men er det ikke fint? Det har jeg aldrig – som i aldrig! – oplevet noget andet sted, jeg har trænet. Og jeg gider ikke høre et eneste ord om, at mine erfaringer udi træningssteder er ret begrænset.

Så nu er jeg ikke kun sådan en, der træner. Jeg er nu officielt sådan en, der står tidligt op for at træne… Jeg lader lige billedet stå et øjeblik!

 

Kajakroer eller vinterbader?

Jeg har været på kajakkursus i dag. Med høje bølger og kraftig vind. Og jeg vil gerne som det første undskylde overfor alle, der måtte have fået våde fødder i Den solgule idyl i dag!  Det er min skyld! Undskyld!

Jeg brugte nemlig mere tid i vandet end på vandet. Og det var bestemt ikke med vilje, men jeg kunne ikke holde mig i den skide glasfibertingest.

Første vandtur var virkelig kold. Husk på, at jeg ikke har været i havvand i henved 2o år, og jeg har på intet tidspunkt savnet det. I dag brugte jeg pænt meget tid i vandet. Ikke mindst, da jeg skulle vade ind til kysten med min kajak og pagaj på slæb. Kæft en nedtur!

Jeg var langt fra den eneste, der røg i baljen, men jeg tør godt sige, at jeg tog en for holdet med antal af gange i vandet.

Nuvel – jeg har lært, at der ikke sker en skid, hvis man kæntrer med sin kajak. For man ryger bare ud, og det er så det. Jeg havde en ide om, at man kunne sidde fast og drukne – selv på lavt vand. Det sker ikke. Det kan jeg med sikkerhed sige, for jeg har efterhånden ret meget erfaring på den front.

Til gengæld har jeg tæt på nul erfaring med at ro. Min største frygt inden kurset var, om jeg overhovedet kan komme ned i en kajak. Det kan jeg! Jeg ved ikke, om jeg kan komme op igen uden at kæntre, for så langt nåede jeg ikke. Men jeg kan i alt fald ikke ro i en kajak. Det kan jeg også med sikkerhed sige, for det gik galt, hver gang jeg forsøgte.

Da jeg simpelthen ikke kunne opdyrke mere stædighed, men måtte give fortabt vadede jeg silende våd og dryppende gennem en restaurant – der heldigvis var tom – ud ad en bådebro og hen til klubhuset, hvor jeg fik den største krammer fra en instruktør, der selv var sejlet tilbage, fordi hun ikke følte sig tryg på vandet. Det hjælp lidt at få det at vide. At vejret var slemt også for dem med rutine.

Lige der tænkte jeg, at det så nok var sidste gang, jeg har siddet i en kajak. Jeg krøb under bruseren iført alt mit tøj, fordi instruktøren havde anbefalet, at det var måden at gøre det på, når man er rigtig gennemkold. Tænd for det varme vand og tag tøjet af efterhånden som du får varmen. Og mens jeg stod der, og følte mig som den største fiasko i verden, tænkte jeg: Fandeme nej, om jeg skal være den eneste, der ikke kan lære at sejle i en kajak. Det skal være løgn skal det!

Eftermiddagens træning blev aflyst på grund af vejret, men jeg kommer til træning igen på mandag. Hvor vejrudsigten så i øvrigt lover endnu mere blæst end i dag…

Jeg har lovet mig selv og en af de søde hjælpere i klubben, at jeg giver det et skud mere på mandag + en dag med stille vejr. Hvis jeg stadig ikke kan derefter, så finder jeg nok på noget andet, for så megen stædighed tror jeg simpelthen ikke, at jeg rummer.

Men jeg tror, jeg fortsætter som medlem i klubben uanset, hvad der sker, for det er faktisk ret skønt at sidder på broen og drikke kaffe, nyde solen og følge livet i havnen. Også med havvand i håret og vådt tøj. Men det havde været så meget federe, hvis jeg rent faktisk havde roet bare lidt. Æv!

Er der nogen, der gider sende lidt selvværd og god ro-karma min vej?