Bedste-veninden har fødselsdag i dag. Desværre er hun her ikke, så vi kan fejre hendes 48-års fødselsdag sammen. Det er så ondt, at det blev hendes skæbne at skulle forlade verden så tidligt. 48. Det er jo for pokker ingen alder.
Men sådan blev det altså, og jeg prøver at huske på alle de timer, jeg fik i hendes gode selskab. Tænker på café-besøg, ture i operaen og på ferier vi har holdt sammen og på hverdagsøjeblikke, vi delte. På alle de gode grin, diskussionerne og små-skænderierne. Det fede ved mit venskab med hende var nemlig, at der var plads til det hele. Vi kunne være dybt uenige – hvilket vi nu sjældent var – og alligevel have stor respekt for hinanden.
Jeg husker en ferie i Mexico. Vi sad i en lille by, og jeg tror, vi var de eneste turister der. Vi skulle finde et vaskeri, men kunne ikke helt læse det kort over byen, vi havde fået. Jeg er notorisk kendt for at kunne fare vild i en skotøjsæske, og jeg aner aldrig, hvilken retning jeg går i. Det er helt slemt! Men det skulle da ikke hedde sig, at jeg ikke ville hjælpe, så jeg kan med mit forslag til, hvilken vej vi skulle gå. Det var naturligvis helt forkert. Surprise! Bedste-veninden blev så skide irriteret på mig, og jeg blev sur på hende over, at hun ikke bare kunne slappe lidt.
Vi fandt renseriet, afleverede tøjet og fandt tilbage til hotellet igen, hvor vi tilbragte resten af eftermiddagen med hver vores bog og i fuldstændig tavshed. Pissesure på hinanden.
Da det nærmede sig spisetid, kiggede Bedste-veninden på mig og sagde lidt henkastet og nonchalant: ”Du er måske blevet sulten?” Og jeg svarede: ”Ja, for pokker. Skal vi skændes eller skal vi spise?” Og så var vi bedste venner igen, og havde en forrygende aften. For det gode ved vores venskab var, at vi ikke bar nag. Det var ok at synes, at den anden var et fjols, men når først der kom mad og drikke på bordet, så blev alt kiv begravet, og vi var bedste venner igen.
Hold nu kæft, hvor jeg savner hende!
