Tag Archives: Bedste-veninden

Gode minder er godt

Bedste-veninden har fødselsdag i dag. Desværre er hun her ikke, så vi kan fejre hendes 48-års fødselsdag sammen. Det er så ondt, at det blev hendes skæbne at skulle forlade verden så tidligt. 48. Det er jo for pokker ingen alder.

Men sådan blev det altså, og jeg prøver at huske på alle de timer, jeg fik i hendes gode selskab. Tænker på café-besøg, ture i operaen og på ferier vi har holdt sammen og på hverdagsøjeblikke, vi delte. På alle de gode grin, diskussionerne og små-skænderierne. Det fede ved mit venskab med hende var nemlig, at der var plads til det hele. Vi kunne være dybt uenige – hvilket vi nu sjældent var – og alligevel have stor respekt for hinanden.

Jeg husker en ferie i Mexico. Vi sad i en lille by, og jeg tror, vi var de eneste turister der. Vi skulle finde et vaskeri, men kunne ikke helt læse det kort over byen, vi havde fået.  Jeg er notorisk kendt for at kunne fare vild i en skotøjsæske, og jeg aner aldrig, hvilken retning jeg går i. Det er helt slemt! Men det skulle da ikke hedde sig, at jeg ikke ville hjælpe, så jeg kan med mit forslag til, hvilken vej vi skulle gå. Det var naturligvis helt forkert. Surprise! Bedste-veninden blev så skide irriteret på mig, og jeg blev sur på hende over, at hun ikke bare kunne slappe lidt.

Vi fandt renseriet, afleverede tøjet og fandt tilbage til hotellet igen, hvor vi tilbragte resten af eftermiddagen med hver vores bog og i fuldstændig tavshed. Pissesure på hinanden.

Da det nærmede sig spisetid, kiggede Bedste-veninden på mig og sagde lidt henkastet og nonchalant: ”Du er måske blevet sulten?” Og jeg svarede: ”Ja, for pokker. Skal vi skændes eller skal vi spise?” Og så var vi bedste venner igen, og havde en forrygende aften. For det gode ved vores venskab var, at vi ikke bar nag. Det var ok at synes, at den anden var et fjols, men når først der kom mad og drikke på bordet, så blev alt kiv begravet, og vi var bedste venner igen.

Hold nu kæft, hvor jeg savner hende!

Reklamer

Derfor er hun Bedste-veninden!

Der findes dage, der bare skal overstås. Det er de dage, hvor tosseanstalten (og der afslørede jeg så lige min høje alder og mine jyske aner) holder åbent hus, og verden er fyldt med idioter.

Sådan en dag havde jeg i går. Og sådan tegnede dagen i dag sig også til at blive. Lige indtil Bedste-veninden inviterede på stegt flæsk og friske jordbær – godt nok først i morgen, men forventningens glæder er jo ikke til at kimse af – og forsikrede mig om, at det ikke er mig, der er dum og irritabel. Det hele skyldes i følge hende varmen!

Det er blandt andet den slags små kommentarer, der gør hende værdig til titlen som Bedste-veninden. Og så det faktum, at hun tit byder på mad!

Nu som model!

Så så man lige mig som sportsmodel! Hvem pokker skulle have troet det? Først iført mit stamme løbetøj – der ikke er helt så stramt mere – i Frederiksberg Have. Side om side med Frida i rask trav, mens fotografen forsøger at tage et billede, hvor jeg ikke ser ud som om, jeg er på randen af et sammenbrud.

Bagefter iført endnu strammere tøj til photo shoot i studiet. Nu med pilatesbold, håndvægte og oppe på tæer i forsøget på at simulere den perfekte armbøjning. Stort smil og maksimalt grænseoverskridende. Jeg hader at få taget billeder og har udviklet en teknik, hvor jeg springer i flyverskjul, når jeg ser et kamera til en fest. Nu skal billederne så oven i købet vises i et magasin…

Bedste-veninden, der var med, fordi vi skulle til duet-træning med Frida bagefter, forsikrede mig heldigvis om, at jeg ikke så alt for tåbelig ud. Og roste mig for, at jeg er blevet smidig! Det er alligevel første gang, at jeg får det kompliment!

Nu hvor jeg er blevet eliteidrætsmand (Ræk hånden op, når I er trætte af at høre om det!), så gik træningen som en leg. Ikke for at prale, men jeg var sgu god! Rigtig god – og det er kun mandag. Tænker på hvor langt jeg kan nå inden weekenden. Og om storhedsvanvid er nok til at blive spærret inde? Det skete jo for Bagger, Thorsen og Brixtofte, men var det ikke en anden slags storhedsvanvid?