Tag Archives: body SDS

Mere end blot en skrue løs?

Når mine knæ gør ondt, så er det, fordi de er overbelastede. Så langt, så godt. Men ikke overbelastede på grund af min vægt. Næ nej – det er simpelthen tyngden af mine følelser, der giver mig skrøbelige knæ. Det siger SDS-Morten, og så passer det!

Nu skal jeg så lære at trække vejret rigtigt. Helt ned i maven og med lyd på, når jeg puster ud. Det har mine knæ nemlig godt af, og de er tilsyneladende direkte forbundet med min mave, der er fyldt op af alle mine følelser, som jeg – og det er SDS-Morten, der taler igen – ikke er så god til at mærke. Hvilket – igen ifølge ham – er grunden til, at jeg laver trutmund, hver gang jeg får et kompliment.

Ja, sådan kan tingene også hænge sammen…

Reklamer

Sund igen

Hvem skulle have troet, at fisk, vand og en benhård træningstime var det, der skulle til for at få mig på fode igen efter weekendens udskejelser. Men det hjalp sgu.

Nu føler jeg mig ovenpå igen – og overraskende stærk. Det er ved gud en ny fornemmelse, men jeg kan godt lide den. Og nu virker det heller ikke så vigtigt med den tarmskyldning, SDS-Morten foreslog i går. Har et lidt anstrengt forhold til tanken om at få sprøjtet vand op i tarmen i halvanden times tid. Morten mente, at det ville være godt for mig… Jeg var derude, hvor jeg næsten gav ham ret. Men ikke i dag!

Nu med lever på overarbejder

Puha – er så småt ved at komme mig over weekendens strabadser… hev en helt dag ud af kalenderen, hvor jeg bare lå på sofaen – altså efter, at jeg havde tømt brækspanden…
Min mad bestod af chips og hvidt brød med højtbelagt smør. Mums!

Det gør – skal jeg hilse at sige – intet godt for kroppen, og jeg var da også noget mat i sokkerne, da jeg tidligt i morges cyklede af sted for at få målt blodtryk hos lægen. Var mentalt forberedt på, at en akut indlæggelse kunne komme på tale. Men nej – blodtrykket var fint, hvilket alligevel er en smule imponerende, når jeg tænker efter.

Videre til Body SDS, som jeg under mig selv en gang om måneden. Måtte krybe til korset og fortælle om de helt ublu mængder alkohol, jeg konsumerede i weekenden og ikke mindst om mine måltider (!) i går.

Og så gik SDS Morten ellers i gang med at trykke på min krop. Og hold nu kæft, hvor gjorde den ondt. Jeg kan nu rapportere, at store mængder alkohol og resterne af tømmermændene havde lagret sig i mine hænder. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om.

Nu er jeg så blevet trykket på og æltet i og er blevet sendt hjem med beskeden om at drikke enorme mængder vand, fordi min lever er kommet på overarbejde. Nå ja – og så med beskeden om, at næste gang tømmermændene banker på hos mig, så skal jeg spise havresuppe! Og lige der, da SDS Morten sagde “Havresuppe,” besluttede jeg, at så vil jeg hellere kvitte alkoholen for altid. Ikke om så Fanden selv forlanger det, vil jeg spise havresuppe – ikke engang for at redde min lever. Skyller lige den besked ned med endnu en slurk postevand. Undskyld lever!