Jeg har altid undret mig over folk, der trods storm, sne og slud strider sig gennem vejret i løbetøj og raskt trav. ”Hvorfor gør de ikke som mig?” har jeg tænkt. ”Hvad er der galt i at krybe under et varmt tæppe med mine to bedste venner, Ben & Jerry, når det blæser og regner udenfor?” Ikke en skid! Og det er helt sikkert mere behageligt end at løbe en tur.
Men så i dag – så blev jeg selv en af dem, der trodser elementerne. Langt om længe vil nogen måske sige, for det er godt nok ved at være langt tid siden, jeg sidst har haft løbeskoene på. Det, der burde have set sådan her ud:

Ude i naturen – iført løbetøj
Har set sådan her ud i to uger:

Ja, det er fordøren, man kan se, og der er ikke langt fra sofaen til døren. Men den tur kan virke uoverskueligt. Især i lortevejr!
Men så var det, at rare og behagelige Henrik skrev til mig: ”Har du mon glemt dit password, siden du ikke har opdateret din løbetræning?” spurgte han. Øv nej! Men der har bare hele tiden været noget i vejen. Så stormede det. Så regnede det. Så var det for mørkt. Så var det for koldt. Så var det for træls. Så gad jeg ikke, svarede jeg.
Men det nytter jo ikke, og jeg kan nu – igen – konstatere, at jo mindre jeg rører mig, jo mindre orker jeg. Jeg har nemlig også i to uger taget bussen på arbejde i stedet for at tage cyklen, som jeg normalt gør. I torsdags fik jeg brudt den onde cirkel og hoppede igen op på jernhesten. Og også fredag. Og i dag har jeg så først været til halvanden times callanetics og så ude og løbe.
Så jeg er nu – i alt fald i dag – en af dem, der løber i møgvejr. Vi er en særlig flok af tapre mennesker, der smiler og nikker til hinanden, når vi mødes på stien, har jeg lært. Sådan bare for at signalere, at “Jeg ser dig, og jeg synes også, du er sej.” Det er som et slags stammeritual, og det er sjovt, og også lidt dejligt, når ham den høje og ret lækre smiler til mig. Eller grinede han af mig? Any way…
Nu vil jeg smide mig på sofaen og forsøge at komme på noget intelligent, jeg kan tale med skønne Jane om, når vi mødes på den store scene til Bogforum i morgen. Om jeg er nervøs? Ja for satan! Men hun er godt og begavet selskab, så det skal nok gå, og det trøster mig, at alle kommer for at høre hendes guldkorn, og ikke for at kigge på mig.