Min debut på bogscenen

Det var i går, jeg skulle interviewe skønne Jane aka Madbanditten på en scene ved BogForum. Og det gik godt! Jeg havde selskab af familien, og det var dejligt og trygt at vide, at de sad blandt publikum.

Jeg havde forventet, at jeg ville være så nervøs, at jeg ville brække mig i den nærmeste skraldespand, før jeg skulle på scenen, men jeg var faktisk overraskende rolig. Så rolig, at jeg blev nervøs over, at jeg ikke var mere nervøs.

Men det skyldes helt sikkert, at Jane udståler en enorm ro, og det smitter af. Her er billeder fra vores 20 minutter sammen i spotlysets skær. Det var hyggeligt og jeg gør det gerne igen!

I fint selskab!

Se hvor pænt og tålmodigt vi venter

Så er vi i gang, og Jane er som altid sk… god

Ganske mange dukkede op for at høre Jane fortælle. Og det var fedt! Jeg så dem heldigvis først, da vi var færdige. 

Reklamer

Hov – jeg er blevet en af dem!

Jeg har altid undret mig over folk, der trods storm, sne og slud strider sig gennem vejret i løbetøj og raskt trav. ”Hvorfor gør de ikke som mig?” har jeg tænkt. ”Hvad er der galt i at krybe under et varmt tæppe med mine to bedste venner, Ben & Jerry, når det blæser og regner udenfor?” Ikke en skid! Og det er helt sikkert mere behageligt end at løbe en tur.

Men så i dag – så blev jeg selv en af dem, der trodser elementerne. Langt om længe vil nogen måske sige, for det er godt nok ved at være langt tid siden, jeg sidst har haft løbeskoene på. Det, der burde have set sådan her ud:

Ude i naturen – iført løbetøj

Har set sådan her ud i to uger:

Ja, det er fordøren, man kan se, og der er ikke langt fra sofaen til døren. Men den tur kan virke uoverskueligt. Især i lortevejr!

Men så var det, at rare og behagelige Henrik skrev til mig: ”Har du mon glemt dit password, siden du ikke har opdateret din løbetræning?” spurgte han. Øv nej! Men der har bare hele tiden været noget i vejen. Så stormede det. Så regnede det. Så var det for mørkt. Så var det for koldt. Så var det for træls. Så gad jeg ikke, svarede jeg.

Men det nytter jo ikke, og jeg kan nu – igen – konstatere, at jo mindre jeg rører mig, jo mindre orker jeg. Jeg har nemlig også i to uger taget bussen på arbejde i stedet for at tage cyklen, som jeg normalt gør. I torsdags fik jeg brudt den onde cirkel og hoppede igen op på jernhesten. Og også fredag. Og i dag har jeg så først været til halvanden times callanetics og så ude og løbe.

Så jeg er nu – i alt fald i dag – en af dem, der løber i møgvejr. Vi er en særlig flok af tapre mennesker, der smiler og nikker til hinanden, når vi mødes på stien, har jeg lært. Sådan bare for at signalere, at “Jeg ser dig, og jeg synes også, du er sej.” Det er som et slags stammeritual, og det er sjovt, og også lidt dejligt, når ham den høje og ret lækre smiler til mig. Eller grinede han af mig? Any way…

Nu vil jeg smide mig på sofaen og forsøge at komme på noget intelligent, jeg kan tale med skønne Jane om, når vi mødes på den store scene til Bogforum i morgen. Om jeg er nervøs? Ja for satan! Men hun er godt og begavet selskab, så det skal nok gå, og det trøster mig, at alle kommer for at høre hendes guldkorn, og ikke for at kigge på mig.

Nye udfordringer på Fabrikken

Jeg er så heldig, at jeg nogle gange blive spurgt, om jeg vil have nye faglige udfordringer. Det skete for eksempel, da magasinet LIV sendte mig på boot camp, og da Samvirke sendte mig af sted i løbesko.

På søndag sker det igen. Jeg har nemlig sagt ja tak til at sidde på en scene sammen med denne dejlige dame i Bella Centeret. Det er virkelig skrækindjagende, for scener – uanset størrelse – er langt væk fra min komfortzone.

Derfor skyndte jeg mig at sige ja tak til udfordringen, da jeg fik den tilbudt. Alene fordi jeg vidste, at hvis jeg tænkte over det, ville jeg ende med at sige nej tak, det tør jeg ikke.

Så altså – på søndag er jeg at finde på en – hvis man skal tro kortet – temmelig stor scene. Jeg glæder mig, og så synes jeg ærlig talt, at det er totalt sejt, at vi skal varme op for Jussi… Når nu det skal være!

Så så man lige mig på scenen… Heldigvis i vildt godt selskab

Men hvor ville det være dejligt, hvis sommerfuglene i maven ville falde lidt til ro.