Tag Archives: børn

Man skal høre sandheden fra fulde børn

Jeg har været museumsbetjent i dag, og der har været helt utroligt mange børn på besøg. Og jeg vil da gerne lige rose mig selv for, at jeg bevarede roen og det kølige overblik.  

Jeg overhørte denne samtale mellem elev i 0’te og lærerinde:

Lærerinde: “Du er virkelig dygtig til at huske, Mads!”

Mads: “Det er fordi, jeg har taget mit huskehoved på i dag”

Nøj, hvor kunne jeg godt tænke mig et huskehoved, for jeg kan ikke huske fra min næse til min mund. For eksempel var jeg lige ved at glemme, at mit pas er udløbet, men jeg nåede heldigvis at huske det i tide, og et nyt pas er i hus, så jeg SNART kan rejse til Malawi. Tak til Borgerservice, der sørgede for, at mit nye pas lå i min postkasse fire dage efter, at jeg bestilte det. Uden ekstra betaling!  

Senere kom en lille pige hen til mig for lige at få genopfrisket reglerne på museet:

Pige: “Er det ikke rigtigt, at man kun må røre tingene med blikket herinde?”

Hvor er det fint formuleret! Nogle gange bliver jeg sgu så begejstret for de der unger!

Reklamer

Kællingen på 3.

Jeg havde egentlig tænkt mig at forbigå episoden i fuldstændig tavshed, men nu er jeg kommet til at afsløre mit sande, onde jeg ovre hos City Chick, og så kan jeg lige så godt indrømme, at jeg ikke altid er særlig sympatisk… Hvilket nok kommer som en stor overraskelse for de fleste.

Det er det der Halloween, jeg simpelthen ikke kan holde ud. Ting er ikke pæne, bare fordi de er lavet af orange plastik. Det er bare orange plastik! Og jo – det er da sikkert sjovt, at ungerne klæder sig ud, men hedder det ikke fastelavn på dansk?

Nå, men jeg har besluttet, at jeg ikke magter at deltage i arrangementet, så da det forleden – efter mørkets frembrud, hvilket vil sige ved 17-tiden – ringede på fordøren, så løftede jeg røret i spændt forventning om, at det måske var prinsen på den hvide hest, der endelig havde fundet mig. Eller noget… Bare noget spændende. Men nej – det var nogle (sikkert glade og søde) børn, som det nu er lykkes mig at traumatisere for altid. For jeg smækkede røret på. Ignorerede fuldstændigt de små mennesker ude i kulden.

Ikke et af mine fineste øjeblikke, det indrømmer jeg. Men så kan de lære det! Og jeg forsøger ihærdigt at fortrænge den dårlige samvittighed overfor de små. Men hvordan fanden undgår man at blive viklet ind i det åndssvage, reklameskabte cirkus, hvis man ikke ønsker at tage del i det. Hvis ikke man deltager – også selv om man ikke smide røret på – så er man bare ond. Eller hvad?

Nu har jeg heldigvis et år til at udtænke en plan for næste år. Skal jeg være pædagogisk og sætte mig på hug og forsøge at forklare ungerne, hvorfor jeg ikke har hverken sukker eller penge de må få? Skal jeg holde op med at være naiv og forventningsfuld og simpelthen ikke svare, når der bliver ringet på min dør? Eller hvad gør et fornuftigt menneske, som jeg kan tage ved lære af?

Hvad f*** sker der?

Det var det der rengøring, jeg kom fra. Har fået klaret opvasken og vasketøjet, og støvet har lagt sig og karsen er i støvsugeren. Pyha – så er det tid til lidt kvalitetstid foran fjernsynet. Zapper rundt. Ender på en eller anden kanal, jeg ikke vidste, jeg havde. Noget amerikansk noget. I løbet af ganske få minutter er jeg ved at tabe både næse og mund. Og jeg er forarget og vred og frastødt på én og samme tid.

Det handlede om børn og skønhedskonkurrencer. Små uskyldige piger med verdens mest forfærdelige mødre, der aldrig burde have fået børn. Hvem fanden i hede hule helvede kan finde på at spraytanne sin 4-årige datter, give hende lyse striber i håret, vokse hendes øjenbryn og sætte lokkerne i en frisure så fæl, at der burde være en lov imod det. Og til sidst smække kunstige øjenvipper på ungen og hælde tøsen i det ene hæslige kostume efter det andet. Nå ja – og så lige lære barnet nogle moves, der er en stripper værdig. For er der noget mere naturligt end et 4-årigt barn, iført et tommetykt lag makeup, der smiler som et dyr fanget i lyset, mens det vrikker ”sexet” med den lille krop?

ADR! Jeg har ikke ord for hvor modbydeligt, jeg synes, det er. Jeg håber, der er et særligt varmt og ondt sted i helvede til de mødre, der synes, at den slags er ok. Man fulgte tre mødre og deres døtre, og jeg har lyst til at lammetæve de tre voksne kællinger! Og nej mor fra Texas – det er ikke godt nok, at Gud har sagt til dig, at det er helt ok. Det ved han ikke en skid om! Det er IKKE ok! Det er et overgreb mod din datter, og du burde skamme dig, din dumme kælling.

Stakkels, stakkels små piger. Hvis de kommer gennem den barndom og bliver bare nogenlunde velfungerende kvinder med et fornuftigt og sundt forhold til sig selv og deres kroppe, så vil jeg overveje at begynde at tro, at der findes en gud et sted. For der skal et mirakel til. Hverken mere eller mindre. Føj! – bedre kan jeg ikke udtrykke min afsky for det vulgære arrangement, hvor mødre udlever deres egen drømme gennem deres uskyldige døtre og fratager dem retten til deres kroppe og deres barndom.

Ja – jeg blev sgu gal der i sofaen!

Så tal dog ordenligt!

Hvordan gik det egentligt med at passe yngste-nevøen, spurgte en god ven mig. Jo tak – det gik over al forventning! Han er skøn, nem, glad og dejlig, og jeg tror ikke, at jeg har givet ham traumer. I alt ikke flere end en god psykolog kan klare på et par timer, når nevøen bliver ældre og har brug for at få bearbejdet minderne om den midaldrende dame, der ikke kunne holde op med at kysse hans hoved og hans bløde kinder og ae hans tykke lår. Helt patetisk – I know – men der er altså noget skønt og blødt over babyer.

Men hvad fanden sker der lige, når man (læs: jeg) pludselig hører sig selv tale i en tone, der er helt uudholdelig og barnlig. Og det er ikke ord, der kommer ud af munden. I stedet er det mærkelige lyde, fulgt op af underlige grimasser, den lille fyr må stå model til. Som om jeg pludselig er gået i barndom og har glemt mit sprog og min sunde fornuft.

Faktisk har jeg altid ment, at mennesker, der taler barnligt og tuttenuttet til deres børn, burde få ungerne tvangsfjernet. Det er simpelthen for anstrengende at høre på. Og hvad sker der så? Få minutter efter at jeg har fået overbragt nevøen i min varetægt, hører jeg mig selv pludre løs som en galning. Helt håbløst og garanteret belastende for de stakler, der måtte lægge øre til mine udgydelser. Nevøen stak mig bare et stort smil, og jeg forstår sådan set godt, at han havde brug for at smile lidt overbærende til damen med den mærkelige, forvrængede stemme.

Nå, men jeg hyggede mig så meget og nød den lækre unge så massivt, at jeg et kort øjeblik overvejede, om jeg skulle få mit eget barn. Altså bare sådan lige i et kort sekund tænkte jeg tanken. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg er blevet for gammel. Løbet er kørt, og det gør faktisk ikke noget, for jeg sætter ret meget pris på at sove om natten. Men lige siden tanken dukkede op, har jeg forsøgt at finde ud af, hvornår man egentlig er for gammel til at få et barn. Og jeg mener man – kvinder generelt – ikke jeg! Bare lige for at komme eventuelle misforståelser i forkøbet.

Bare jeg ikke møder mig!

Jeg har opbygget et image som hende, der ikke kan lide børn. Sandheden er, at det er løgn. Jeg kan godt lide nogle børn. Faktisk kan jeg lide de fleste børn. Faktisk er det som regel børnenes forældre, jeg synes, er en belastning.

Og det er de sikkert slet ikke, men når man ikke selv har nogle børn, så kan være især småbørnsforældre være en prøvelse.

Any way – der er tre børn, der har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er mine tre nevøer. Hold nu op, hvor er de fantastiske. Måske også fordi mit forhold til deres forældre er så godt, at jeg kan råbe: Hold nu kæft!, når jeg synes, de bliver for meget. Det kan man dårligt gøre mod mennesker, man ikke kender. Eller hvad?

I dag skal jeg være barnepige for min yngste nevø. Han er kun fire måneder gammel, og nøj, jeg er nervøs. Jeg har det bedst med børn, der er lidt ældre. Helst halvandet til to år. Så kan de tale (kan de ikke?) og fortælle mig, hvad de har brug for, og jeg behøver ikke være helt paranoid i forhold til, om de nu er sultne, kolde eller har ondt i maven.

Men det bliver også dejligt at have guldklumpen for mig selv et stykke tid. Kryds fingre for at han vil nyde sin fasters selskab og ikke stikke i et gigantisk hyl. For jeg aner ikke, hvad man stiller op med unger, der skriger. Og tænk nu, hvis vi møder sådan nogle damer som mig selv, der kan finde på at vende det hvide ud af øjnene og sukke dybt, når de møder skrigende børn og deres mødre. Det ville virkelig ikke være rart!