Nu med luft under vingerne

Så fik jeg endelig pustet luft i mine cykler. Jeg har to, og de har så valgt at tabe luften på samme tid – hvilket jeg opdagede for et stykke tid siden, da jeg endelige havde fået overbevist mig selv om, at jeg skulle cykle en bid af turen på arbejde. De har stået og skammet siden den famøse morgen, hvor de forrådte mig, for jeg har ikke lige fået taget mig sammen til at finde et sted, hvor jeg kunne få luft i dækkene, og noget så moderne som en cykelpumpe har jeg aldrig ejet. I byen findes der et hav af steder, hvor man kan pumpe sin cykel. Det gør der ikke i Vandkantsdanmark. Måske fordi det forventes, at folk, der har råd til at bo her, kører bil.

Men den laver man ikke med mig, og derfor har jeg i dag investeret en mindre formue i en motherfucker af en cykelpumpe, for det skal ikke ske for mig igen, at jeg står en tidlig morgen, og endelig har fået timet og tilrettelagt alt for at cykle til lufthaven – og ja! Der er kun godt seks kilometer, og ja! Man har givetvis sendt mennesker til månen med mindre planlægning end det kræver for mig at cykle til lufthaven, når jeg skal på arbejde. Men sådan er det. Og det behøver vi ikke tale mere om!

Hvis jeg ellers gad gå ned i min kælder, så ville jeg vise jer den. Den ligner en mellemting mellem en miniature benzinstander og en mellemstor støvsuger. Nu kan de dæk bare komme an. Mor er klar!

Og hold da op, hvor mit dårlige knæ synes, at det er fedt at cykle igen. Knæet kan tilsyneladende godt lide at blive rørt. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg begav mig hjem fra cykelhandleren for anden gang på raceren. Min bagdel var ikke helt enig i, hvor fedt det var. Den har tydeligvis for længst vænnet sig til sofaens bløde hynder.

For at træne knæet lidt sidder jeg lige nu, og forsøger at finde en fornuftig cykelrute, jeg kan tilbagelægge i morgen. Jeg er jo sådan en, der kan farer vild i en skotøjsæske, og jeg kan virkelig blive skræmt ved tanken om ikke at kunne finde hjem. Men min indre cykelrytter hvisker til mig, at jeg jo for helvede er på en ø. Går det helt galt så søg mod kysten og cykl indtil du rammer Dragør, Schmidt. Sværere end som så behøver det jo ikke at være.

Tilfældigt, at jeg starter min nye cykelkarriere samme dag, som Tour de France skydes i gang? Næppe!

Jeg er så glad for min cykel!

Jeg har lige hentet min nye bedste ven hen over Valby Bakke. Min nye cykel! Og den er fed – også selv om jeg har fået den pimpet, så den nu ligner “Husmor møder Sporty Spice”.

Jeg er tosset med min nye cykel

Vi er nok ude i noget stilforvirring, men jeg synes stadig, at cyklen er super sej. Jeg har prøvekørt den på Vestvolden i dag, og kom til at tænke på min kære svigerinde, der begejstret udbrød: “Nøøøj, den kører godt nok hurtigt stærkt!” da hun prøvekørte familiens nye bil.

Min cykel kører også vildt stærkt. Så stærkt at jeg faktisk blev lidt forskrækket, så nu er det vist på med cykelhjelmen igen. Men herre den milde, hvor er det blevet sjovt at cykle igen.

Og så nyd lige den sjoveste video her

Op på den høje jernhest!

Jeg er i øjeblikket i gang med at interviewe en række unge rekrutter, der alle har det tilfælles, at de har brugt seks måneder af deres liv på at tabe sig og komme i form. Og de er vildt inspirerende!

Så inspirerende, at de har fået mig til at lette røven og tage til min første spinningtime. Og hold da kæft, hvor fik jeg min sag for! Jeg forstår nu, hvorfor cykelskoene skal spændes fast til pedalerne. Det er for at dovne og tykke damer ikke falder af cyklen af bare udmattelse. Og må jeg tilføje – jeg var på introholdet. Hvilket vil sige, at vi “kun” cyklede en halv times tid. I dag har jeg så meldt mig til et “rigtigt” hold. En time op ad bakke på cykel. Og I tror, det er løgn, men jeg har også meldt mig til et hold i morgen. Klokken 07. Som i om morgenen!

Og det er alt sammen fordi, de seje rekrutter er så fantastiske. Som en af dem sagde: “På kurset lærte jeg, at hver dag jeg spiser forkert eller ikke får trænet, er en spildt dag.”

Nå da, tænkte jeg. Så har jeg stort set spildt hele mit 43-årige liv! Men der var heldigvis hjælp at hente, for rekrutten lærte mig også, at jeg ikke skal holde fast i min fortid, men i stedet tage hånd om min fremtid og fokusere på, hvad jeg kan ændre. Og det lyder klogt! Så nu sidder jeg på cyklen og forsøger at leve op til de unge menneskers høje standarder. For hvis de kan, kan jeg så ikke også?

Behøver jeg at sige, at det første, jeg har brug for at flytte fokus fra, er min meget ømme bagdel og det faktum, at jeg næsten vælter af cyklen, når timen er overstået.

 

Jeg vil have min egen cykelsti!

Jeg er ond på en cykel! Og jeg hader alle mine medtrafikanter! Aj, måske ikke dem alle sammen, men mange af dem. Hvad sker der med trunterne på bedstemorcyklen med en cigaret i den ene hånd og mobilen i den anden? Og så naturligvis parkeret ude midt i krydset, så ingen kan komme forbi og det er jo ikke fordi, de er hurtigt ude af starthullerne.

Eller tosserne som man overhaler på vej hen til et kryds. Så holder man stille for rødt og hov, hvem har vi der? Hvem er dog det, der kommer slingrende ind foran alle os andre, der har overhalet tidligere? Det er tossen, der ikke kan dø hurtigt nok og som derfor skal holde ude midt i krydset og køre så fucking langsomt, når det bliver grønt, at vi andre ender i en stor klump nede bagved. Og når vi har fået os viklet ud af den, så skal vi overhale tossen én gang til, for han kører stadig så langsomt, at der burde være en lov i mod det.

Jeg bliver så sur. Og jeg råber af folk: “Hold kæft hvor kører du råddent!” Og en eller anden dag får jeg sikkert et par på låget. Men hvis jeg nu får min egen cykelsti først, så er problemet løst. Så kan de andre gøre præcis som det passer dem og vælte hinanden, blive kørt over og hvad fanden de ellers higer efter. Og jeg lover så til gengæld aldrig at råbe af nogen mere og køre pænt.

Jeg synes, det er rimeligt!