Så fik jeg endelig pustet luft i mine cykler. Jeg har to, og de har så valgt at tabe luften på samme tid – hvilket jeg opdagede for et stykke tid siden, da jeg endelige havde fået overbevist mig selv om, at jeg skulle cykle en bid af turen på arbejde. De har stået og skammet siden den famøse morgen, hvor de forrådte mig, for jeg har ikke lige fået taget mig sammen til at finde et sted, hvor jeg kunne få luft i dækkene, og noget så moderne som en cykelpumpe har jeg aldrig ejet. I byen findes der et hav af steder, hvor man kan pumpe sin cykel. Det gør der ikke i Vandkantsdanmark. Måske fordi det forventes, at folk, der har råd til at bo her, kører bil.
Men den laver man ikke med mig, og derfor har jeg i dag investeret en mindre formue i en motherfucker af en cykelpumpe, for det skal ikke ske for mig igen, at jeg står en tidlig morgen, og endelig har fået timet og tilrettelagt alt for at cykle til lufthaven – og ja! Der er kun godt seks kilometer, og ja! Man har givetvis sendt mennesker til månen med mindre planlægning end det kræver for mig at cykle til lufthaven, når jeg skal på arbejde. Men sådan er det. Og det behøver vi ikke tale mere om!
Hvis jeg ellers gad gå ned i min kælder, så ville jeg vise jer den. Den ligner en mellemting mellem en miniature benzinstander og en mellemstor støvsuger. Nu kan de dæk bare komme an. Mor er klar!
Og hold da op, hvor mit dårlige knæ synes, at det er fedt at cykle igen. Knæet kan tilsyneladende godt lide at blive rørt. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg begav mig hjem fra cykelhandleren for anden gang på raceren. Min bagdel var ikke helt enig i, hvor fedt det var. Den har tydeligvis for længst vænnet sig til sofaens bløde hynder.
For at træne knæet lidt sidder jeg lige nu, og forsøger at finde en fornuftig cykelrute, jeg kan tilbagelægge i morgen. Jeg er jo sådan en, der kan farer vild i en skotøjsæske, og jeg kan virkelig blive skræmt ved tanken om ikke at kunne finde hjem. Men min indre cykelrytter hvisker til mig, at jeg jo for helvede er på en ø. Går det helt galt så søg mod kysten og cykl indtil du rammer Dragør, Schmidt. Sværere end som så behøver det jo ikke at være.
Tilfældigt, at jeg starter min nye cykelkarriere samme dag, som Tour de France skydes i gang? Næppe!