Årets sløveste dag – en årlig tilbagevendende begivenhed

Klokken nærmer sig 18.45 på Fanø. Der er 29 grader i stuen i sommerhuset og endnu varmere udenfor, så alt foregår i et langsomt tempo. Men det er nu ikke kun på grund af varmen.

Vi fejrede nemlig Sønderhodag i går. Det gør vi hvert år, og folk på øen har gjort det siden 1928 – eller deromkring. Det er egentlig en dag, hvor byens børn og voksne tager de smukke gamle dragter på og viser dem frem for gæsterne i byen. Der er et brudeoptog, og der er sang og dans ved møllen, hvor interesserede kan lære mere om dragterne, dansen og musikken, der fylder så meget i alles bevidsthed herovre.

For mig begynder Sønderhodag nogle gange med festgudstjenesten i kirken. Også i år, hvor jeg morede mig over, at organisten – som en hyldest til festdagen – spillede stykket Æ Hollænder, da folk gik ud af kirken. Det var naturligvis instrumentalt og spillet på kirkens orgel, men jeg kender teksten til melodien, og den lyder sådan her:

Vi går ej fra dette hus
Før vi ser morgenstjerne
Vi vil ha en kaffepunch
Og det får vi så gerne

Så er scenen ligesom sat!

Jeg glæder mig hvert år til optoget, fordi dragterne og så smukke og farverige, og jeg har selv båret mange af dem, da jeg var yngre. Til gengæld er det mange år siden, jeg har været til showet ved møllen. Jeg foretrækker en plads i skyggen på byens cafe, når byen for en stund bliver forladt af turister, der følger brudeoptoget til møllen. Så sidder jeg der sammen med mange af mine gamle klassekammerater, venner og folk, jeg er vokset op sammen med og nyder musikken fra det orkester, vi har lyttet til i årevis, imens vi drikker alt for mange øl og kaffepunch, hygger og fortæller røverhistorier. Det er, som det altid har været, og det er præcis, som det skal være. Vi mødes hvert år, og ofte ser vi kun hinanden den ene dag i løbet af året.

Det mest fantastisk er, at alle er med til festen. Børnene danser. De gamle danser. Og ikke sjældent danser de med hinanden. Jeg blev pavestolt, da den ene nevø glædestrålende kom og fortalte mig, at han havde danset sin første sønderhoning i forsamlingshuset.

Da jeg var til bal forleden, kom der pludselig en lille dreng gående hen over gulvet med sin violin. Han pakkede den ud og begyndte at spille. Jeg vil tro, at han har været 6-7 år, og han spillede på lige fod med de voksne. En skøn blanding af professionelle musikere og amatører, der finder et fællesskab i den gamle musik. Samværet på tværs af generationer er så fint, og jeg oplever det ikke i samme grad noget andet sted end på øen.

Når det bliver for koldt at sidde ude, fortsætter festen med sang, musik og dans i forsamlingshuset og for de udholdende, er der morgenfest på havnen. Sidstnævnte har jeg ikke deltaget i i nogle år. Simpelthen fordi jeg er nået en alder, hvor det tager alt for lang tid at komme ovenpå igen.

Mandagen er allerede når jeg planlægger ferien revet ud af kalenderen. Det er en dag, der ikke findes i min tidsregning…. Heller ikke i dag, hvor jeg har kun har sovet længe, spist lidt mad, gået en tur på stranden og sovet lidt mere. Og hvor jeg planlægger at gå tidligt i seng, for det lader til, at det simpelthen ikke er muligt at sove nok dagen efter årets dag, Sønderhodag.

Lidt stemningsbilleder fra i går:

Om at komme hjem

Jeg er som nævnt på ferie på barndomsøen. En gæst er allerede blevet skiftet ud med et nyt hold gæster. En anden gæst har netop forladt øen, og i morgen kommer der nye til. Sådan kommer det til at foregå resten af ferien. Det er svært at sige farvel, men det er skønt at byde velkommen.

Jeg er helt høj over, at jeg kun er halvvejs i min ferie. Tænk engang – normalt ville jeg skulle rejse hjem i morgen, men i stedet tager jeg hul på 2. ferieuge. Jeg synes, det klæder mig!

Kendetegnende for alle mine gæster er, at de besøger øen for første gang eller kun har et overfladisk kendskab til øen. Et par stykker har været her før, men kun i den forkerte ende øen, og det tæller ikke. Ikke hvis du spørger mig i alt fald.

Jeg har opdaget, hvor sårbart det er at vise noget frem, der betyder så meget for mig. Kan de lide det? Kan de holde musikken ud? Synes de dansen latterlig? Er vi bare en flok midaldrende bonderøve, der holder fast i det, der var en gang? Til sidstnævnte kan jeg svare, at det er vi helt sikkert, men jeg vil ikke undvære det for noget som helst. Til gengæld er sårbarheden en ny erkendelse, men jeg tænker, at det selvfølgelig altid er sådan, når man viser andre noget, der betyder alverden for en selv. Og heldigvis har mine venner – som jo også er de bedste i verden – taget imod de nye indtryk og ansigter med kyshånd.

Hold nu op, hvor det varmer! Det betyder simpelthen meget mere, end jeg havde forestillet mig at blive mødt i det, der også er mig, men som de normalt aldrig oplever. Så kan jeg godt leve med, at de er lidt skuffede over en havn uden vand. Faktisk synes jeg, det er helt reelt.

Jeg hygger så meget, at jeg har fået overstået feriens første dans, der altid er lidt usikker og gør mig så uklædelig selvbevidst, fordi jeg tror, at alle kigger og kan se, at jeg ikke er helt sikker på benene. Inderst inde ved jeg godt, at de har travlt med at skåle og hilse på de skønne mennesker, de også kun ser et par uger hver sommer.

Inden jeg tog af sted, talte jeg med SDS-Morten om dansen. Han har opfordret mig til at kaste mig ud i runddansen, fordi  han mener at kunne mærke på min krop, at det er godt for mig. Hvordan han mærker det, vælger jeg ikke at tænke alt for meget over, men nu er første dans overstået, og det gik fint. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt at tage lige så langt tilløb  til næste dans.

Afslappede hilsener fra sommerlandet!

Klar til Vild med dans

Jeg har lige opdaget et nyt talent! Jeg har nemlig tilbragt en time i Zumba-heaven og det var ikke spildt, for hold nu op, hvor var jeg god! Og det var ærlig talt lidt af en overraskelse, for sidste gang jeg kastede mig ud i det projekt, udvandrede jeg cirka 20 minutter inde i timen. Følelsen af utilstrækkelighed blev simpelthen for overvældende.

Så det var med en smule skepsis, at jeg begav mig af sted i dag. Men der er sket noget siden sidst. Jeg har simpelthen forvandlet mig til en vaskeægte dansemus.

 Ok – mit nye talent viste sig i små glimt, men det var der, og jeg kunne følge med og jeg havde en fest. Lige der i spejlet foran kunne jeg se en fræk latin-babe, der lignede mig.

Nu venter jeg så bare på, at jeg bliver ringet op fra Vild med dans – det kan simpelthen kun være et spørgsmål om tid. Deltagerne til årets show er jo desværre fundet, så det må blive til næste år, men det er ok, for jeg har ærlig talt ikke lyst til at stå og se bleg ud ved siden af skønne Hella Joof.

Men kære deltagere 2012 – watch out! I får baghjul! Og TV2 – I kan godt begynde at opkøbe palietter, fjer og rhinsten i rigelige mængder. Og noget meget svedabsorberende stof. Så øver jeg mig lige på at gå i stiletter i mens.