Klokken nærmer sig 18.45 på Fanø. Der er 29 grader i stuen i sommerhuset og endnu varmere udenfor, så alt foregår i et langsomt tempo. Men det er nu ikke kun på grund af varmen.
Vi fejrede nemlig Sønderhodag i går. Det gør vi hvert år, og folk på øen har gjort det siden 1928 – eller deromkring. Det er egentlig en dag, hvor byens børn og voksne tager de smukke gamle dragter på og viser dem frem for gæsterne i byen. Der er et brudeoptog, og der er sang og dans ved møllen, hvor interesserede kan lære mere om dragterne, dansen og musikken, der fylder så meget i alles bevidsthed herovre.
For mig begynder Sønderhodag nogle gange med festgudstjenesten i kirken. Også i år, hvor jeg morede mig over, at organisten – som en hyldest til festdagen – spillede stykket Æ Hollænder, da folk gik ud af kirken. Det var naturligvis instrumentalt og spillet på kirkens orgel, men jeg kender teksten til melodien, og den lyder sådan her:
Vi går ej fra dette hus
Før vi ser morgenstjerne
Vi vil ha en kaffepunch
Og det får vi så gerne
Så er scenen ligesom sat!
Jeg glæder mig hvert år til optoget, fordi dragterne og så smukke og farverige, og jeg har selv båret mange af dem, da jeg var yngre. Til gengæld er det mange år siden, jeg har været til showet ved møllen. Jeg foretrækker en plads i skyggen på byens cafe, når byen for en stund bliver forladt af turister, der følger brudeoptoget til møllen. Så sidder jeg der sammen med mange af mine gamle klassekammerater, venner og folk, jeg er vokset op sammen med og nyder musikken fra det orkester, vi har lyttet til i årevis, imens vi drikker alt for mange øl og kaffepunch, hygger og fortæller røverhistorier. Det er, som det altid har været, og det er præcis, som det skal være. Vi mødes hvert år, og ofte ser vi kun hinanden den ene dag i løbet af året.
Det mest fantastisk er, at alle er med til festen. Børnene danser. De gamle danser. Og ikke sjældent danser de med hinanden. Jeg blev pavestolt, da den ene nevø glædestrålende kom og fortalte mig, at han havde danset sin første sønderhoning i forsamlingshuset.
Da jeg var til bal forleden, kom der pludselig en lille dreng gående hen over gulvet med sin violin. Han pakkede den ud og begyndte at spille. Jeg vil tro, at han har været 6-7 år, og han spillede på lige fod med de voksne. En skøn blanding af professionelle musikere og amatører, der finder et fællesskab i den gamle musik. Samværet på tværs af generationer er så fint, og jeg oplever det ikke i samme grad noget andet sted end på øen.
Når det bliver for koldt at sidde ude, fortsætter festen med sang, musik og dans i forsamlingshuset og for de udholdende, er der morgenfest på havnen. Sidstnævnte har jeg ikke deltaget i i nogle år. Simpelthen fordi jeg er nået en alder, hvor det tager alt for lang tid at komme ovenpå igen.
Mandagen er allerede når jeg planlægger ferien revet ud af kalenderen. Det er en dag, der ikke findes i min tidsregning…. Heller ikke i dag, hvor jeg har kun har sovet længe, spist lidt mad, gået en tur på stranden og sovet lidt mere. Og hvor jeg planlægger at gå tidligt i seng, for det lader til, at det simpelthen ikke er muligt at sove nok dagen efter årets dag, Sønderhodag.
Lidt stemningsbilleder fra i går: