Tag Archives: dansemus

Det der træning…

Spørger du stadig, hvornår jeg sidst har været nede og træne? Mærkeligt, men på en måde også et vidunderligt relevant spørgsmål. Det er nemlig sådan cirka ti minutter siden.

Jeps – jeg lettede røven og tog til Latin Mix. Er stadig ret vildt med det navn, selv om jeg ved, at uanset hvor meget latin man mixer i mig, så bliver jeg bare aldrig et hit på et dansegulv.

Gud fader bevar mig vel, hvor var jeg et ynkeligt syn i dag. “Vrik med hofterne,” skreg den søde instruktør, og det gjorde jeg også, men al fedtet resten af kroppen fulgte ligesom med, hvilket betød, at jeg lignede en, der var gået i seriøse kramper og ikke så meget en latin dansemus.

“Tag armene med nu!” fortsatte instruktør-damen. ”Hell no!” tænkte jeg, fordi jeg var bange for at blive kvalt i flyvende lemmer og vuggende fedt.

Det var et sørgeligt syn. Og det var pinligt… især da hun bad os stille os i en stor rundkreds og danse sammen. Der blev det bare endnu tydeligere, at jeg ikke anede, hvad jeg lavede og slet ikke kunne huske koreografien. Men ved I hvad? Det var skide sjovt alligevel og det var skønt at komme i gang igen!

Nu har jeg det skønt og forsøger at få min krop til at forstå, at sådan bliver det også, når jeg kommer hjem fra spinning tirsdag morgen klokken otte, og timen er overstået. 

Resten af dagen i dag vil jeg være stolt af mig selv. Bare så I ved det!

Og tak for kommentarer og mails, der alle har været med til at vække motivationen igen. Det var på tide, at jeg kom i gang igen.

Klar til Vild med dans

Jeg har lige opdaget et nyt talent! Jeg har nemlig tilbragt en time i Zumba-heaven og det var ikke spildt, for hold nu op, hvor var jeg god! Og det var ærlig talt lidt af en overraskelse, for sidste gang jeg kastede mig ud i det projekt, udvandrede jeg cirka 20 minutter inde i timen. Følelsen af utilstrækkelighed blev simpelthen for overvældende.

Så det var med en smule skepsis, at jeg begav mig af sted i dag. Men der er sket noget siden sidst. Jeg har simpelthen forvandlet mig til en vaskeægte dansemus.

 Ok – mit nye talent viste sig i små glimt, men det var der, og jeg kunne følge med og jeg havde en fest. Lige der i spejlet foran kunne jeg se en fræk latin-babe, der lignede mig.

Nu venter jeg så bare på, at jeg bliver ringet op fra Vild med dans – det kan simpelthen kun være et spørgsmål om tid. Deltagerne til årets show er jo desværre fundet, så det må blive til næste år, men det er ok, for jeg har ærlig talt ikke lyst til at stå og se bleg ud ved siden af skønne Hella Joof.

Men kære deltagere 2012 – watch out! I får baghjul! Og TV2 – I kan godt begynde at opkøbe palietter, fjer og rhinsten i rigelige mængder. Og noget meget svedabsorberende stof. Så øver jeg mig lige på at gå i stiletter i mens.