Ny uge og nye tider

Som jeg skrev forleden, så er jeg efterhånden faldet godt til i min nye hverdag. Den har endda ramt mig så hårdt, at det er blevet sørgeligt tydeligt, at jeg ikke kan ligge hjemme på sofaen og se tvivlsom tv, de (mange) dage, jeg ikke skal på arbejde. For det er der ikke råd til.

Sådan! Jeg må altså i gang med at pleje freelancebiksen, og det er helt ok, for i det nye job skriver jeg ikke så meget, og det kan jeg jo faktisk rigtig godt lide.

Jeg er også nået dertil, hvor jeg igen føler overskud til at holde fokus på krop og sundhed. Det betyder, at jeg nu seriøst går til kamp mod kiloene på sidebenene. Der er blevet alt for mange af dem, og jeg mistænker, at de er skyld i, at mine knæ stadig driller. Jeg synes, at jeg er alt for ung – jo, jeg er! – til at døje med dårlige knæ og småskavanker. Så nu har jeg, inspireret af nogle dejlige damer, jeg mødte til reception hos skønne Jane aka Madbanditten i sidste uge og Janes bøger, brugt weekenden på at bage, snitte og koge, så der er sund og god mad i køleskabet, når jeg kommer hjem i aften.

Godt hjulpet på vej af solen i går kom jeg også endelig både på lang gå- og cykletur i weekenden, og det var skønt. Jeg har bestemt planer om at genoptage løbet. Ikke fordi jeg synes, det er skide sjovt, men sidst nåede jeg jo faktisk til det punkt, hvor jeg nød løbeturene, når de var overstået. Der vil jeg gerne hen igen, men jeg bliver nødt til at have styr på knæ og fødder først.

Jeg synes da heller ikke, at mine nye naboer i Dragør skal snydes for det tvivlsomme syn af mig i for stramt tøj, for høj puls og for vild kulør i ansigtet. Det kommer, kære naboer. Bare vent!

Og apropos naboer, så er jeg flyttet til et sted, hvor folk kommer på uanmeldt besøg og drikker kaffe. Det er fandeme hyggeligt! Om end det minder mig om, at jeg skal huske at holde opryddet og nok bør smide de gamle og hullede bløde bukser ud, som jeg ellers nyder at rende rundt i, når ingen kan se mig.

Reklamer

Min nye hverdag

Så har jeg været på mit nye job i to dage, og det tegner godt. Jeg har fået super søde kolleger. Dygtige og fagligt kompetente mennesker, der brænder for en sag, og som alle har taget helt vildt godt i mod mig. Det er fedt at være en del af.

Jeg er allerede blevet ramt af præstationangst, fordi forventningerne til mig og mine evner er tårnhøje, men det er faktisk også rart. Fedt at mærke, at de tror på, at jeg er den rigtige til at løfte opgaven og gøre en forskel.

Og så nød jeg min sidste feriedag. Blandt andet med en lang gåtur langs stranden. Jeg er jo vokset op ved Vesterhavet, som jeg elsker, og Øresund er ikke helt det samme, men lyden af bølgeskvulp er lige skøn uanset hvilket vand, der laver lyden, og nøj hvor var det fantastisk at opdage, at jeg har strand og strandenge  i min baghave. Endda meget tættere på, end jeg troede. Nu er der i alt fald ikke nogen undskyldning for ikke at gide at gå en tur.

Se bare her:

Min nye baghave er slet ikke så tosset endda

Og så kan man gå der og kun høre lyden af bølger

 

Når tvivlen ikke kommer mig til gode

Åh, den tvivl! Hvor er den dog en træls makker. Den kommer snigende på de mest upassende tidspunkter. Ofte om natten, så den kværker søvnen med al sin snak. ”Er det nu den rigtige beslutning? Er der plads nok? Kan mine tinge være der? Er der mon stikkontakter?” Seriøst – det spørger den om!

Det handler selvfølgelig om flytningen. Jeg er sådan set ikke et øjeblik i tvivl om, at det er rigtigt at flytte til Dragør. Er ret sikker på, at jeg bliver glad for det. Men fordi det nu er ved at være så lang tid siden, jeg har set lejligheden – og dengang var det halvmørkt – så kommer tvivlen snigende. Og den bliver dummere og dummere at høre på, jo længere tid der går. Nej, det er da klart, at jeg har lejet den eneste lejlighed i Danmark uden stikkontakter. Det giver jo god mening!  Ja, selvfølgelig havde de skruet helt vildt op for varmen for at skjule, at lejligheden er fyldt med skimmelsvamp (eller andet – det svinger lidt fra dag til dag). Og nej, der er da garanteret intet tryk på vandet hverken i bruseren eller ved køkkenvasken. Og der er da helt sikkert fyldt med rotter i gården, for det er da ikke mig, der har rotter på loftet. Vel?!

Hvordan fanden får jeg lukket røven på tvivlen en gang for alle, så jeg i stedet for at høre på alle de latterlige bekymringer kan nyde, at jeg snart flytter til hyggelige Dragør, hvor jeg kommer tæt på skønne venner og skal bo i en fin lille lejlighed?

For man kunne jo også vende tingene om. Nej, der er ikke meget plads, men det betyder jo kun, at der er mindre at gøre rent. Nej, jeg kan nok ikke få plads til alle mine møbler, men det gør ikke noget, for langt de fleste af dem er alligevel i så sørgelig forfatning, at jeg under alle omstændigheder ville skille mig af med dem. Også selv om jeg skulle flytte ind i et palads. Med stikkontakter.

Hold nu kæft tvivl!