Tag Archives: fest

Årets sløveste dag – en årlig tilbagevendende begivenhed

Klokken nærmer sig 18.45 på Fanø. Der er 29 grader i stuen i sommerhuset og endnu varmere udenfor, så alt foregår i et langsomt tempo. Men det er nu ikke kun på grund af varmen.

Vi fejrede nemlig Sønderhodag i går. Det gør vi hvert år, og folk på øen har gjort det siden 1928 – eller deromkring. Det er egentlig en dag, hvor byens børn og voksne tager de smukke gamle dragter på og viser dem frem for gæsterne i byen. Der er et brudeoptog, og der er sang og dans ved møllen, hvor interesserede kan lære mere om dragterne, dansen og musikken, der fylder så meget i alles bevidsthed herovre.

For mig begynder Sønderhodag nogle gange med festgudstjenesten i kirken. Også i år, hvor jeg morede mig over, at organisten – som en hyldest til festdagen – spillede stykket Æ Hollænder, da folk gik ud af kirken. Det var naturligvis instrumentalt og spillet på kirkens orgel, men jeg kender teksten til melodien, og den lyder sådan her:

Vi går ej fra dette hus
Før vi ser morgenstjerne
Vi vil ha en kaffepunch
Og det får vi så gerne

Så er scenen ligesom sat!

Jeg glæder mig hvert år til optoget, fordi dragterne og så smukke og farverige, og jeg har selv båret mange af dem, da jeg var yngre. Til gengæld er det mange år siden, jeg har været til showet ved møllen. Jeg foretrækker en plads i skyggen på byens cafe, når byen for en stund bliver forladt af turister, der følger brudeoptoget til møllen. Så sidder jeg der sammen med mange af mine gamle klassekammerater, venner og folk, jeg er vokset op sammen med og nyder musikken fra det orkester, vi har lyttet til i årevis, imens vi drikker alt for mange øl og kaffepunch, hygger og fortæller røverhistorier. Det er, som det altid har været, og det er præcis, som det skal være. Vi mødes hvert år, og ofte ser vi kun hinanden den ene dag i løbet af året.

Det mest fantastisk er, at alle er med til festen. Børnene danser. De gamle danser. Og ikke sjældent danser de med hinanden. Jeg blev pavestolt, da den ene nevø glædestrålende kom og fortalte mig, at han havde danset sin første sønderhoning i forsamlingshuset.

Da jeg var til bal forleden, kom der pludselig en lille dreng gående hen over gulvet med sin violin. Han pakkede den ud og begyndte at spille. Jeg vil tro, at han har været 6-7 år, og han spillede på lige fod med de voksne. En skøn blanding af professionelle musikere og amatører, der finder et fællesskab i den gamle musik. Samværet på tværs af generationer er så fint, og jeg oplever det ikke i samme grad noget andet sted end på øen.

Når det bliver for koldt at sidde ude, fortsætter festen med sang, musik og dans i forsamlingshuset og for de udholdende, er der morgenfest på havnen. Sidstnævnte har jeg ikke deltaget i i nogle år. Simpelthen fordi jeg er nået en alder, hvor det tager alt for lang tid at komme ovenpå igen.

Mandagen er allerede når jeg planlægger ferien revet ud af kalenderen. Det er en dag, der ikke findes i min tidsregning…. Heller ikke i dag, hvor jeg har kun har sovet længe, spist lidt mad, gået en tur på stranden og sovet lidt mere. Og hvor jeg planlægger at gå tidligt i seng, for det lader til, at det simpelthen ikke er muligt at sove nok dagen efter årets dag, Sønderhodag.

Lidt stemningsbilleder fra i går:

BrudeoptoghøstpigerDansOptog

Reklamer

Party i provinsen

Jeg var inviteret til meget fornem fest i går. Afskedsfest for Salimas afgående borgmester og velkomstfest for den nye, mr Phiri (som jeg ved en fejl kaldte for Perry tidligere på ugen. Ups!).

Firmaet, jeg besøger, var inviteret, og derfor også jeg, og det var en stor ære at deltage, kunne jeg forstå. Alle byens spidser samlet på et sted. Og så mig.

Efter at have været i Malawi i en lille uges tid har jeg lært, at der tid, og så er der Malawi tid. Når man skal til en fornem fest, så gælder det om at komme til tiden. Vi skulle være klar 18.15. Omkring 18.45 kom bilen. Så for vi vild på de små veje og kom ud på et lille eventyr, men til sidst lykkedes det os dog at nå frem. Cirka en time for sent.

Lad mig lige tilføje, at vi bestemt ikke var de sidste, der ankom. Til et hotel, hvor al strøm var gået. Malawi er uden strøm 65 dage om året, så det ikke er nyt for de lokale. Men på den anden side – ikke mange opdager det, for kun 9 procent af befolkningen har strøm i deres hjem.

Any way – mørket blev delvist fortrængt af lyset fra rigtig mange mobiltelefoner. Og der blev jeg så lige mindet om en af mine mange fordomme, fra før jeg kom hertil. Jeg har nemlig ladet min fine, næsten nye smartphone ligge hjemme. Ingen grund til at friste svage sjæle tænkte jeg før afrejsen. ”De har nok aldrig så noget lignende dernede”. Øhh – jo de har! Alle har telefoner. Ofte flere på en gang, og der er masser af smartphones, omend Apple ikke er det store hit her.

Så der sad jeg i mobiltelefonernes romatiske skær og nød arrangementet. To en halv time senere strømmede der stadig gæster til festen, så jeg tror ikke, at vores forsinkelse blev bemærket.

Der var meget varmt, og vi fik hverken vådt eller tørt. Vi skulle nemlig vente på, at festarrangørerne sagde go, og det gjorde de først, da mr. Phiri ankom. Lige før kl. 21.

Til gengæld kunne vi så nyde, at DJ’en lavede lydprøver, da strømmen vendte tilbage. Og det var en prøvelse. Højtalerne var ikke af den bedste kvalitet for nu at sige det pænt, og hvis jeg skal være ærlige, så kan man sige det samme om musikken. Selv om sangen med ”She stold my money, money, money” har sat sig fast i mit hovede.

Omkring klokken 21 blev der endelig sagt værsgo, og vi kunne kaste os mod buffeten og de lunkne Carlsberg. En af gangen vaskede alle 2-300 gæster hænder. Og der er en grund til det. Ved vores bord havde værterne nemlig glemt at dække op med bestik, men sådan en lille detalje stopper ikke mine nye, afrikanske venner. Man kan sagtens spise ris, salat og gryderet med fingrene. Dog ikke mig – den hvide dame ventede pænt på kniv og gaffel.

Klokken 23 forlod vi festen. Da var hovedpersonen endnu ikke ankommet, men han var efter sigende på vej. Sagde arrangørene. Jeg fik dog sagt farvel til den nye borgmester. Min nye ven, mr. Phiri.

Nu er det snart afrejse herfra desværre. Jeg er lige kommet tilbage til min hytte efter at have spist frisk fisk, fanget i søen lige udenfor mit vindue. Jeg har siddet på stranden og er blevet vartet op efter en virkelig hård, men utrolig spændende uge.

Jeg ved, at jeg skylder at fortælle, hvorfor jeg overhovedet er her, og den forklaring skal I få. Hvis jeg overlever hjemrejsen, der er beregnet til 23 timer. Starting at midnight.

Hævneren fra 3.

Min søndag startede usandsynlig tidligt, da min underbo – som traditionen efterhånden foreskriver her på matriklen – inviterede til fest klokken 03 natten mellem lørdag og søndag. Unge, festklædte mennesker med virkelig dårlig musiksmag, der åbner ballet, så alle kan være med midt om natten, er bare ikke et fænomen, jeg nogensinde lærer at sætte pris på.

Det blev for meget for Fruen på 3., så efter at have vendt og drejet mig – iført ørepropper – stod jeg op, og for første gang nogensinde bevægede jeg mig ned for at klage! Iført pyjamas, hængebryster og hår, som jeg må sige faktisk havde en imponerende fylde, når man tager den korte længde i betragtning, begav jeg mig ned ad trappen.  

Og det kan nok være, at det look indgød respekt hos de unge mennesker! Der blev ro i en allerhelvedes fart. Mindre end ti minutter efter forlod gæsterne adressen og begav sig videre ud i natten. TRIUMF! Og jeg bad dem ikke skride. Jeg bad dem bare om at skrue gevaldigt ned for musikken. Venligt og  meget bestemt!

Resten af søndagen har jeg brugt på at rydde lidt ud i skuffen med tarvelige sove T-shirts og pyjamasser. For de unge menneskers skræmte ansigter kan måske også forklare, hvorfor jeg stadig sover alene hver nat…

Festen er forbi!

Endelig oprandt den store dag. Den længe ventede fest. Og den begyndte så godt. Champagne i solen. Udsigt over vandet. Fantastiske mennesker – alle dem, jeg holder mest af samlet på et sted. Og jeg så fin ud i min kjole. Sagde de i alt fald.

Desværre sluttede festen alt for tidligt for mit vedkommende, og jeg var bestemt ikke fin, da jeg kom ud af kjolen igen. Men festen skulle efter sigende have været fabelagtig. Og så snakker vi ikke mere om det!

Chefen over i Louis Corner har forlangt at se et billede af mig. Og det får du så… et billede! Du ved, hvor ondt det gør, når jeg skal fotograferes!

Fin - så længe det varede!

Jordfarvet regnbue

Min naturlige hudfarve er skummetmælksblå. Sommer eller vinter – der er altid et lidt trist blåt skær over mig.

Jeg skal til stor fest i weekenden, og jeg har tænkt at iføre mig en ret kæk kjole, men det blå skær passer bare ikke til. Derfor lod jeg mig sprøjtelakere i går. Af med tøjet og ind i bås med mig. Max grænseoverskridende. Eller nej – faktisk var det mest grænseoverskridende i virkeligheden, at jeg bagefter skulle cykle gennem byen i virkelig tarveligt, løst tøj og uden bh, “For sådan en laver mærker,” sagde den unge, fladbrystede pige med spraydåsen.

Efter at have ageret levende kanvas er det bare at vente. Lettere fedtet og ildelugtende. Vågnede flere gange i nat, fordi det der sprayhalløj virkelig har en ærgerlig lugt. Men jeg sprang ud af køjen i morges i spændt forventning om, hvordan min nye teint var blevet. Ville jeg møde Jennifer Lopez eller Sidney Lee i spejlet?

Havde nok håbet på, at latin-looket havde været noget mere udtalt. Men ok. Jeg er ikke Jennifer Lopez, men jeg er heldigvis heller ikke ham den gulerodsfarvede tåbe. Og jeg er heller ikke skummetmælksblå de næste 4-5 dage.

I stedet er jeg blevet svagt karamelfarvet på kroppen og efter gør-det-selv-projektet forleden, chokoladefarvet i håret. Ved nærmere eftertanke ligner jeg nu en Toffefee. Blød og fyldig karamelkrop. Chokolade på toppen. Og en hård nød indvendigt.

Bliver sgu ret frækt når det kombineres med virkelig farvestrålende kjole. Måske jeg bare skal blive hjemme?! Gu vil jeg ej! Der er fest, og jeg glæder mig!

Mig og mine venner 🙂

Ugens brandert – og så på en søndag!

Nogen burde have stoppet det spritstive fruentimmer, der trillede ned ad Valby Bakke i retning mod Vesterbro på et eller andet tidspunkt i aftes eller i nat. For det var med livet som indsats, at jeg forlod festen – vist endda uden at få sagt pænt farvel til hverken gæster eller værter – og begav mig hjemad.

Normalt er jeg ikke til forbud, men nu er der jo valgkamp, og jeg tror faktisk, at jeg ville sætte mit kryds hos den politiker, der tør fremsætte følgende to lovforslag:

Det bør forbydes, at gæster, der ankommer otte timer efter at en fest er skudt i gang, indtager samme mængde alkohol som gæster, der har været med fra starten. 

Det bør ligeledes forbydes at afsende sms’er, når ens promille er på højde med ens BMI.

Kan se at jeg forsøgt at besvare sms’er med varierende succes. Nogen har modtaget flere enslydende beskeder fra mig. Heraf en del, der absolut ikke giver nogen mening. Andre har fået beskeder, de ikke skulle have haft. Flot Bente!

På den anden side – der findes allerede et forbud mod berusede cyklister, men det valgte jeg jo at ignorere fuldstændigt. Måske man skal oprette et værn, der skal indsamle cykelnøgler og mobiltelefoner fra fulde folk. Begge dele kan først afhentes efter seriøs afgiftning.

Men det var en skøn aften. Dagen i dag føles bare anderledes tung at få taget hul på. Og det fede er, at jeg skal flytte fra 3. sal til 3. sal i dag… timingen er som altid fabelagtig.

Tror lige jeg starter dagen med en lur på sofaen. Magter simpelthen ikke at holde mig oprejst!  

 

Sukkerchok

Min nye, lille og helt skønne nevø holdt fest i går, og jeg havde glædet mig til en dejlig dag sammen med hele familien.

Jeg vil ikke være “hellig”, når det gælder mad, for den slags mennesker er pisse belastende, så jeg havde besluttet hjemmefra, at i går var der fri leg på madfronten. Kom glad med dejlig mad, vin og drinks! Og jeg nød hver en mundfuld af godbidderne, der blev serveret.

Nu lyder det måske som om, jeg normalt er på virkelig stram diæt. Not! Jeg under gerne mig selv både mad og vin. Jeg har bare ikke spist sukker i en måned.

Det gjorde jeg så i går… Godt nok slet ikke i de mængder, jeg plejer, men alligevel. Et lille stykke kage, et par Polly’er – for de uindviede er det svenske himmerigsmundfulde pakket ind i chokolade – hvidt brød, øl og sukkerfyldt tonic i min gin.  

Av, av, av… Min mave er dobbelt så stor som normalt og gør ondt. Jeg er træt som et alderdomshjem og jeg ligner en, der har grædt hele natten, hvilket bestemt ikke er tilfældet, for jeg gik glad i seng i nat efter en vidunderlig dag.

Men så kan jeg lære det – sukker er bare ikke for mig. Må jeg bede om piskefløde og flæskesvær i stedet?