Tag Archives: fitness

Tag jer nu sammen!

Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at samtlige ugeblade, aviser og magasiner svulmer over med slankekure i januar. Old news!

Og på reklamerne i tv bliver vi også lige gjort opmærksomme på, at det er nu – lige nu – vi  skal lette røven og komme i form. Heller ikke ligefrem breaking news.

Men er jeg den eneste, der bliver en lille smule irriteret over fx Fitness Worlds reklame, der UDELUKKENDE viser unge, veltrimmede mennesker i super form?

Hør nu her – det er jo ikke de mennesker, I skal lokke i centeret, kære Fitness Freaks. De er der jo allerede. De har knækket koden.

Det er mig og andre helt almindelige, dovne mennesker, I skal fange. Os, der har alle undskyldningerne for ikke at komme hos jer. Ikke fordi vi ikke ved, at det er sundt og at vi får det bedre af at besøge jer jævnligt. Bare fordi det er svært at komme i gang, og fordi vi føler os udenfor i de perfektes verden.

Alle os, der ikke har six pack. Hvor mange kvinder – bortset fra dem i Fitness Worlds reklame – har egentlig det? Synes ikke jeg ser mange, når jeg kigger mig omkring.

Jeg ved godt, at I vil vise mig drømmen: At det skal forestille mig på den spinningcykel eller mig, der laver lækre latinmoves. At jeg skal forestille mig, hvor lækker jeg bliver, hvis jeg melder mig ind – uden binding.

Men kære venner! Det har den modsatte effekt på mig. I giver mig mindreværd allerede inden, jeg er kommet ind ad døren. Jeg tænker: “Skal jeg være så perfekt for at være med?” Og så kigger jeg mig i spejlet og konstaterer, at det varer rigtig længe, før jeg i så fald vil føle mig tilpas.

Det er svært nok uden billeder af de perfekte mennesker, for jeg ved jo, at jeg er hende, der aldrig lærer trinnene. Hende, der synes det er vildt hårdt at spinne op ad Alpe d’huez. Hende, der ikke kan løfte de tungeste vægte. Hende, der altid må give op før alle de andre på holdet.

Jeg er også altid den tykkeste på holdet. Som regel også den højeste. Så søde venner – min selvtillid og mit selvværd er i forvejen helt i bund. Og nu viser I mig så perfekte mennesker, der kan følge med og som ser perfekte ud, og så tror I, at det giver mig lyst til at slæbe min jule-tunge krop ned til jer… WRONG!!!

Hvorfor kan I ikke bare vise helt almindelig mennesker? Ikke nødvendigvis de tykkeste. Heller ikke de grimmest. Bare helt almindelige mennesker, som ikke er perfekte. Så tror jeg altså, at det ville være lettere at få et tilhørsforhold til jeres centre. Og så ville der i alt fald være én undskyldning mindre for ikke at komme hos jer. For tro mig – jeg vil gerne!

Reklamer

Første dag på egne ben

Så er jeg officielt on my own! Motionsregimet er overstået, og nu er det så op til mig at beslutte, om jeg vil tilbage på sofaen eller videre med mit nye liv. Og beslutningen er ret nem – jeg skal selvfølgelig videre. Vægten siger minus (næsten) 11 kilo og kroppen føles stærkere.

Jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter, og hvor hæsligt det end lyder, så håber jeg, at det kan give resultater. For jeg må nok bare erkende, at jeg har brug for at skulle noget for at kunne lette røven og komme i omdrejninger.

Jeg håber virkelig, at jeg kan tage mig sammen til at fortsætte løbet. Damen, der har besat min krop, siger: Just do it! og lyder som en reklame, men jeg fornemmer, at hun mener det meget alvorligt. Hun lyder også som om hun er ret ligeglad med, om jeg kan lide det eller ej. Og nej – jeg hader at løbe, men jeg håber, at det bliver lettere og sjovere, efterhånden som jeg – forhåbentlig – også selv bliver lettere. Og det er jo målet. At blive lettere og sundere.

Derfor føles det pludselig virkelig dumt, at jeg – mens jeg har skrevet dette indlæg – har spist to store, lækre og sprøde croissanter. To. Ikke en. To. Og nøj, de smagte godt… men måske er det ikke vejen frem. Madlog fortæller mig, at resten af dagen står på dampet kylling, gulerødder og squash… Så kan jeg lære det!