Tag Archives: fødselsdag

Den helt rigtige kur

I dag er min sidste dag som 46årig, men det er helt ok. Jeg har nemlig i mange måneder gået rundt og troet, at jeg var 47. Det bliver jeg først i morgen, så jeg føler, at jeg har fået et år forærende, og det er en ret skøn fornemmelse.

Der er jo det med fødselsdage, at de blive mindre og mindre attraktive, jo ældre man bliver. Ikke fordi jeg har noget som helst imod at blive ældre. Det er mere det der med, at der ikke længere er så meget fest over sådan en dag. Det er bare endnu en hverdag. I alt fald når dagen falder på en tarvelig mandag, som min har valgt at gøre i år. Så er det jo bare arbejde som en hvilken som helst anden dag.

Og dog – jeg er ganske sikker på, at der vil være pyntet med flag, når jeg rammer kontoret i morgen tidlig, men ellers er det jo bare business as usual. Men så er det jo dejligt, at man kan lade sig fejre på forskud, og det gjorde jeg i går.

For nogle år siden gik jeg ikke så meget op i det der fødselsdagshalløj, men da Bedste-veninden blev syg, gik det op for mig, at det er vigtigt at fejre hvert år, vi får lov at være her. Det er jo ikke en selvfølge.

I det hele taget tror jeg, at det er vigtigt, at vi fejrer mere. Det kan være små ting – fx fejrede jeg også, at jeg havde afleveret min opgave tidligere på sommeren. Den kloge ville nok have ventet med at skåle til en god karakter var i hus, men jeg er ikke klog, så jeg fejrede, at opgaven var færdig og afleveret til tiden. Og nu hvor eksamen er overstået, er jeg da glad for den beslutning, for der var ikke grund til at skåle meget over resultatet. Selv om jeg da også fejrede det med en kold øl og thaimad i godt selskab. Og jeg tror virkelig på, det er vigtigt at markere de små sejre. Lidt mere fest i hverdagen – det kan ikke være skidt.

Så jeg inviterede gæster i går. Det var bare et stille og roligt arrangement uden de store armbevægelser. Vejret var heldigvis på min side, så vi kunne sidde ude i min lille gårdhave og spise, drikke og hygge. Det var en skøn dag, og jeg bliver simpelthen nødt til at blive bedre til at invitere til den slags uformelle samlinger. For det er hyggeligt bare at være omgivet af skønne mennesker, der hver især betyder en masse i mit liv.

Jeg kan godt lide at have gæster, men jeg har det sjældent, fordi jeg altid bliver ramt af den der angst for, at det ikke er ”godt nok”. Det har jeg besluttet mig for at skide på fremover. Når man er 47 år, er det på tide at blæse på den slags rigide konformiteter, for hvem fanden bestemmer, hvad der er godt nok? Og er det vigtigste ikke bare at være sammen? Det tror jeg da nok, at det er!

Men der er lige en anden ting… når man har gæster, har man også opvask, og jeg har ingen opvaskemaskine. Det har jeg aldrig set som et problem, men det kan det jo blive, hvis jeg vil gøre alvor af min plan om flere gæster. Så er det ikke sikkert, at jeg vil nyde bunkerne af opvask bagefter.

Problemet er, at mit køkken er så småt, at jeg skal vælge mellem komfur eller opvaskemaskine. Der kan umuligt blive plads til begge dele. Desværre. Men efter en sommer, hvor jeg bestemt ikke har holdt mig tilbage med hverken mad eller drikke, og hvor mit tøj nu strammer så voldsomt, at jeg ikke kan trække vejret, når jeg er iført fast linning, så er jeg faktisk efterhånden ret overbevist om, at det vil være både sundt og fornuftigt at skifte komfuret ud med en opvaskemaskine. Så står der bare pølsebord på menuen fremover, men hvad er der også galt med det?

Jeg har grinet så højt over dette vidunderlig indslag fra Marens blog, fordi jeg fuldstændig kan kende mig selv. Jeg ville blot tænke det, ikke sige det højt.

Jeg er fuldstændig vil med Maren, selv om jeg mistænker, at hun nogle gange lurer ind ad vinduerne hos mig, for hun rammer så ofte plet, og jeg kan næsten altid genkende mig selv. En kende skræmmende faktisk. Du bør kende Maren. Hvis ikke så smut forbi på www.marensblog.dk

Jeg er fuldstændig vil med Maren, selv om jeg mistænker, at hun nogle gange lurer ind ad vinduerne hos mig, for hun rammer så ofte plet, og jeg kan næsten altid genkende mig selv. En kende skræmmende faktisk. Du bør kende Maren. Hvis ikke så smut forbi på http://www.marensblog.dk

Og mit forslag vil så være: Slut med vinen og ud med komfuret. Mon så ikke vægten begynder at krybe nedad? Det er sgu da værd at prøve.

Reklamer

Om fødselsdage, sukker og hypnose

Det blev sørme efterår i søndags. Virkelig mærkeligt at gå i seng om sommeren og vågne op om efteråret til regn og rusk. Og ja – det var så også min fødselsdag, så jeg vil da gerne benytte lejligheden til at sige undskyld!

Jeg ved godt, at der er røget en finke af fadet i ny og næ i det år, der er gået, men at jeg skulle have været så slem, det kommer alligevel som en overraskelse. Jeg skal nok prøve at stramme lidt op det næste års tid.

Jeg havde inviteret gæster og havde håbet, at vi kunne være i haven. Det kunne vi så ikke… I stedet fik jeg moslet 13 mennesker ind i verdens mindste stue, men det gik fint, og jeg blev fejret og fik dejlige gaver.

Egentlig har jeg det sådan, at fødselsdage jo ikke er, hvad de har været. Så i en del år gjorde jeg ikke rigtig noget ud af dagen, men det er forkert. Selvfølgelig skal man da fejres, og en fødselsdag skal ikke være lige som alle andre dage. Så nu forsøger jeg altid at gøre et eller andet, der gør dagen speciel.

Derfor hyggede jeg mig med de dejlige gæster, og så spiste jeg kage og drak vin. Og det var alt sammen rigtig godt. Jeg havde frygtet, at det ville give mig nogle dage med massiv sukkertrang og tilbage til nul, men heldigvis ikke. Det har været let at komme op på hesten igen, og jeg var fornuftig og valgte at give alle rester med gæsterne hjem – det, der ikke blev afsat, blev smidt ud. Det ligner ikke mig!

Måske er jeg (endelig!) blevet klogere. Måske er det den hypnosebehandling, jeg var til i sidste uge, der gør forskellen. Jeg ved det ikke, og det er egentlig ikke så vigtigt. Men hypnosen har i alt fald hjulpet mig med en ting: Kun at spise, når jeg er sulten og stoppe, når jeg er mæt.

Det har overrasket mig at opdage, hvor meget jeg har spist af ren rutine. Også selv om jeg egentlig ikke har været sulten, ”Men nu er det jo frokost og de andre går i kantinen. Og man kan da ikke undvære aftensmad”. Jo – nogle gange kan man faktisk godt. Andre gange er jeg sulten, og så spiser jeg selvfølgelig. Og forsøger at stoppe, når jeg er mæt.

Det er faktisk den største udfordring: At være helt ærlig overfor mig selv om, hvornår jeg faktisk er mæt. For nogle gange har jeg lige brug for et par bidder mere – bare fordi det smager godt. Så jeg øver, og gentager det mantra, hypnotisøren har givet mig. 20 gange hver aften inden jeg skal sove, skal jeg gentage: ”Jeg spiser, hvad min krop har brug for. Jeg stopper, når jeg er mæt.”

Det skal jeg gøre i tre uger, siger hypnotisøren. Så er det nemlig blevet en vane. Det bliver spændende at se, om det virkelig er rigtigt.

Få lige hovedet ud af røven!

Arhmen for filan da! Hvor dårlig en veninde har man egentlig lov til at være? Ja, jeg ved det ikke, men jeg er bange for, at jeg kandiderer til titlen som århundredets værste af slagsen.

Lørdag sad jeg i dejligt selskab til årets krebsegilde i Snapselauget. Spørg ikke hvad damen, der ikke kan lide snaps, lavede der…

Any way – på et tidspunkt tjekker jeg min telefon og opdager, at der er et hav af ubesvarede opkald og sms’er. Jeg når at læse første sms, inden jeg bliver ramt af en følelsesmæssig knytnæve i solar plexus. Den er fra min veninde. Ikke en hvilken som helst veninde, men hende, jeg har kendt i 25 år, som jeg har rejst sammen med og som bare altid er der for mig.

“Hvor er du? Gider du ikke lige ringe. Jeg begynder at blive lidt bekymret nu. Bare der ikke er sket dig noget. Vi venter på dig…” Noget i den retning stod der.

Flot Bente! Så har du så lige brændt den kæreste veninde af. På hendes 50 års fødselsdag…!

For fanden i hede hule helvede! Jo, man må sgu godt bande, når man gør noget så dumt. For hvordan kan jeg nogensinde gøre det godt igen? Det kan jeg jo ikke! Det eneste, jeg kan gøre, er at lægge mig fladt ned og sige undskyld!

Jeg kunne ikke engang tage af sted til hendes fest, for på det her tidspunkt havde jeg smagt på 16 forskellige hjemmelavede snapse, og var måske ikke ligefrem beruset, men omvendt heller ikke i pæn stand og slet ikke i stand til at gennemføre en rejse fra Dragør til Søborg med offentlig transport. Og nej – økonomien er ikke til taxi. Heller ikke i nødsituationer.

Jeg føler mig som den største lort i verden. Ikke mindst fordi jeg ved, at det aldrig ville være omvendt. Hun ville aldrig glemme min fest.

Det er så åbenbart det, der sker, når jeg render rundt med hovedet for langt oppe i røven på mig selv i for lang tid. Pis!

Forslag til hvordan jeg råder bod på den bommert modtages med kyshånd, for jeg kan ikke se mig ud af miseren.

Hurra hurra hurra

I fredags havde jeg fødselsdag, og jeg havde en skøn dag, på trods af at jeg, i dagene op til, havde gået og tænkt, at fødselsdage ikke er så dejlige længere, som de var engang. So wrong!!!

Jeg har skrevet om det før, men det tåler en gentagelse. Jeg har verdens dejligste venner! Sådan – hverken mere eller mindre. Og nu er jeg blevet forkælet i to dage.

Det er jo sådan lidt la la at vågne og være alene på ens fødselsdag. Men heldigvis havde jeg gaver fra nevøerne, der skulle åbnes. Jeg fik også arbejdet lidt. Og taget en lur på altanen. Og læst de afsindig mange lykønskninger på Facebook.

Og da klokken nærmede sig 18 satte jeg mig på cyklen iført et par flasker bobler og cyklede til Valby, hvor Veninden fra Rækkerne havde dækket det smukkeste bord til mig. Og lavet den dejligste mad. Og inviteret de dejligste mennesker – alt sammen for min skyld! Og vi sad på terrassen til sent, før jeg cyklede tilbage til Rødovre – helt høj og glad i låget.

Lørdag skulle jeg møde i butikken i Valby, og der ventede endnu en gave fra min skønne chef og nye kollega. Og da det blev fyraften skyndte jeg mig hjem for at gøre klar til de gæster, jeg havde inviteret. Fordi jeg havde været på arbejde, havde Bedsteveninden tilbudt at lave forret, og hun var hos mig i så god tid, at hun kunne hjælpe mig med at dække bord. Og da hun gik ud på natten, havde hun også lige nappet det meste af opvasken.

Jeg havde endnu en dejlig aften med mennesker, som jeg elsker. Jeg blev faktisk virkelig rørt på et tidspunkt, da det slog mig, at nu sidder vi her og griner og fjoller, men det er de samme mennesker, jeg ringer til, når livet gør ondt. Dem, og en håndfuld andre dejlige venner, som jeg håber snart at se igen.

To dage med dejlige mennesker, gaver, opmærksomhed og gode grin – så er fødselsdage præcis lige så dejlige, som da man var barn. Ja faktisk er de endnu bedre. Glæder mig allerede til næste år!

Ny alder – nye mål

Jeg havde fødselsdag forleden. En skøn dag hvor jeg blev fejret af venner og familie og fik helt overvældende meget opmærksomhed. Alene på Facebook var der næsten 100 søde hilsener, der rørte mit gamle hjerte dybt.

Og så opdagede jeg en rigtig fed ting ved at have en blog. Ikke engang 24 timer efter at jeg havde skrevet om manglende service, var jeg blevet 6 ens kaffekrus rigere. Sådan!

Jeg blev 43, og det er jo ingen alder, vel? Nu er jeg jo teknisk set blevet en midaldrende dame, men eftersom jeg har tænkt mig at blive langt over 100 år, så er jeg jo ikke engang nået halvvejs endnu. Og lige præcis derfor har jeg brugt tid på at tænke lidt over, hvad jeg gerne vil nå at opleve, mens jeg er her.

Listen er virkelig lang! Bortset fra alle de gode timer, jeg vil bruge sammen med venner og familie og rødvin, og alle de mange lande, jeg vil rejse i, så har jeg besluttet, at jeg vil have prøvet følgende 5 – måske 6 – ting, inden jeg fylder år igen.

1. Jeg vil lære at sejle havkajak. Det har længe været et stort ønske, men tanken om at stå i vandkanten, iført våddragt, og få beskeden: “Desværre Bente, den røv er sgu for stor til kajaksejlads – må vi foreslå en tur på Bananen i stedet?” har indtil nu afholdt mig fra at kaste mig ud i det projekt. Flere venlige sjæle har nu forklaret mig, at havkajakker kommer i mange størrelser, og der findes også nogle, jeg kan være i. Ellers løser punkt 2 måske problemet.

2. Jeg vil tabe mig mere. Tør ikke offentliggøre hvor mange kilo vi taler om her – tænk hvis jeg kun når halvvejs – men et vægttab ville sikkert fjerne førnævnte frygt og så kan jeg ret godt lide at mærke, at min krop bliver sundere og pænere.

3. Motion skal være en naturlig del af min hverdag. Hverken tortur eller projekter, der skal tages tilløb til. Det skal være noget jeg gør af lyst. Held og lykke med det, min egen!

4. Den der tur til Svinkløv Badehotel bliver en succes! Den glæder jeg mig rigtig meget til at se tilbage på om et års tid.

5. Rulleskøjter… ja min bagdel ømmer sig allerede, for jeg er jo ikke det mest koordinerede menneske, der findes. Men jeg drømmer om at suse af sted med hjul under fødderne ude i naturen et sted. Jeg skal bare liiiiiiige blive lidt bedre til at grine af mig selv, inden jeg kaster mig ud i det projekt. For det bliver komisk – det ved jeg.

6. Skulle der blive tid og økonomisk råderum, så vil jeg lære at danse tango i Buenos Aires. Med rød rose i kæften og hele svineriet. Glæder mig allerede!

Og så er der selvfølgelig alle de ting, jeg gerne vil opnå i mit professionelle liv, men dem vender jeg lige tilbage til en anden gang.