Tag Archives: gode venner

Om at komme hjem

Jeg er som nævnt på ferie på barndomsøen. En gæst er allerede blevet skiftet ud med et nyt hold gæster. En anden gæst har netop forladt øen, og i morgen kommer der nye til. Sådan kommer det til at foregå resten af ferien. Det er svært at sige farvel, men det er skønt at byde velkommen.

Jeg er helt høj over, at jeg kun er halvvejs i min ferie. Tænk engang – normalt ville jeg skulle rejse hjem i morgen, men i stedet tager jeg hul på 2. ferieuge. Jeg synes, det klæder mig!

Kendetegnende for alle mine gæster er, at de besøger øen for første gang eller kun har et overfladisk kendskab til øen. Et par stykker har været her før, men kun i den forkerte ende øen, og det tæller ikke. Ikke hvis du spørger mig i alt fald.

Jeg har opdaget, hvor sårbart det er at vise noget frem, der betyder så meget for mig. Kan de lide det? Kan de holde musikken ud? Synes de dansen latterlig? Er vi bare en flok midaldrende bonderøve, der holder fast i det, der var en gang? Til sidstnævnte kan jeg svare, at det er vi helt sikkert, men jeg vil ikke undvære det for noget som helst. Til gengæld er sårbarheden en ny erkendelse, men jeg tænker, at det selvfølgelig altid er sådan, når man viser andre noget, der betyder alverden for en selv. Og heldigvis har mine venner – som jo også er de bedste i verden – taget imod de nye indtryk og ansigter med kyshånd.

Hold nu op, hvor det varmer! Det betyder simpelthen meget mere, end jeg havde forestillet mig at blive mødt i det, der også er mig, men som de normalt aldrig oplever. Så kan jeg godt leve med, at de er lidt skuffede over en havn uden vand. Faktisk synes jeg, det er helt reelt.

Jeg hygger så meget, at jeg har fået overstået feriens første dans, der altid er lidt usikker og gør mig så uklædelig selvbevidst, fordi jeg tror, at alle kigger og kan se, at jeg ikke er helt sikker på benene. Inderst inde ved jeg godt, at de har travlt med at skåle og hilse på de skønne mennesker, de også kun ser et par uger hver sommer.

Inden jeg tog af sted, talte jeg med SDS-Morten om dansen. Han har opfordret mig til at kaste mig ud i runddansen, fordi  han mener at kunne mærke på min krop, at det er godt for mig. Hvordan han mærker det, vælger jeg ikke at tænke alt for meget over, men nu er første dans overstået, og det gik fint. Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt at tage lige så langt tilløb  til næste dans.

Afslappede hilsener fra sommerlandet!

Reklamer

Nu skrider jeg!

Er jeg den eneste, der synes, at der burde være flere pauser fra hverdagen? Som ville ønske, at jeg kunne finde mere tid til at besøge alle de dejlige mennesker, jeg kender i provinsen og som længes efter flere muligheder for at trække stikket ud engang i mellem.

Men i dag gør jeg det! Efter fyraften sætter jeg mig i et tog med kurs mod Fyn. Og når jeg rammer Odense, bliver jeg hentet og fragtet hjem til de dejligste mennesker. Og der skal jeg være indtil tirsdag formiddag.

Nøj hvor jeg glæder mig til at komme lidt væk. Væk fra sukker og vægt, der nægter at gå ned med bare et enkelt gram. Og væk fra navlepilleri, motion og mennesker, der hiver i mig. Bare væk! Til et sted for der er dømt fuldstændig afslapning, tryghed, gode grin og pænt store G&T’er i en lind strøm.

Nøøøøøj, hvor jeg glæder mig!

Noget om venner

Jeg fik skældud i går. Det var veninden fra Rækkerne, der syntes, at jeg var verdens største belastning og stønnede højtlydt i røret, da vi talte sammen i telefonen.

Grunden er, at hun ikke – og jeg citerer: “Gider høre mere pis fra dig!” Det lyder grimt, men aj, hvor blev jeg glad for, at hun sagde det. For det handler om, at hun nærmest får udslæt over, at jeg aldrig synes, jeg er dygtig nok. Og det mener hun, at jeg er. Så med jævne mellemrum sparker hun mig hårdt i røven og fortæller mig, at jeg skal gå ud i verden med selvtillid og troen på, at jeg er dygtig nok.

Se, der er en rigtig ven! Og hendes dybe suk og skingre røst har fået mig til at tænke lidt over, hvornår en ven egentlig er en ven. Det er svært at sige, synes jeg, men hun er i alt fald. Og hun står meget højt på Top 10 listen over gode venner.

På den anden side er Skribenten, der med jævne mellemrum sender mig beskeder og spørger, om vi ikke snart skal ses. Men det bliver aldrig til noget. Enten fordi han så alligevel ikke lige kan finde tiden. Eller fordi jeg svarer for sent (say what????). Eller andre mere eller mindre opfindsomme undskyldninger.

Jeg er helt klar over, at for ham handler det alene om at gøde jorden og styrke sit eget ego. Svarer hun er det godt, hvis ikke – so what.

Det er ikke særlig sympatisk, og nogle gange bliver jeg sgu så træt og sur. For jeg vil egentlig gerne være hans ven, men det er svært.

Så hvornår er en ven en ven? Og hvor langt skal man gå for at forsøge at opretholde illusionen om et venskab?

Når jeg cykler til Valby, cykler jeg forbi et sted, hvor nogen har set strikkede “hætter” på nogle stenstøtter. Tilsammen danner de sætningen: Vælg dem, der elsker dig.

Måske ligger svaret lige der på vejen til Valby!

Ny alder – nye mål

Jeg havde fødselsdag forleden. En skøn dag hvor jeg blev fejret af venner og familie og fik helt overvældende meget opmærksomhed. Alene på Facebook var der næsten 100 søde hilsener, der rørte mit gamle hjerte dybt.

Og så opdagede jeg en rigtig fed ting ved at have en blog. Ikke engang 24 timer efter at jeg havde skrevet om manglende service, var jeg blevet 6 ens kaffekrus rigere. Sådan!

Jeg blev 43, og det er jo ingen alder, vel? Nu er jeg jo teknisk set blevet en midaldrende dame, men eftersom jeg har tænkt mig at blive langt over 100 år, så er jeg jo ikke engang nået halvvejs endnu. Og lige præcis derfor har jeg brugt tid på at tænke lidt over, hvad jeg gerne vil nå at opleve, mens jeg er her.

Listen er virkelig lang! Bortset fra alle de gode timer, jeg vil bruge sammen med venner og familie og rødvin, og alle de mange lande, jeg vil rejse i, så har jeg besluttet, at jeg vil have prøvet følgende 5 – måske 6 – ting, inden jeg fylder år igen.

1. Jeg vil lære at sejle havkajak. Det har længe været et stort ønske, men tanken om at stå i vandkanten, iført våddragt, og få beskeden: “Desværre Bente, den røv er sgu for stor til kajaksejlads – må vi foreslå en tur på Bananen i stedet?” har indtil nu afholdt mig fra at kaste mig ud i det projekt. Flere venlige sjæle har nu forklaret mig, at havkajakker kommer i mange størrelser, og der findes også nogle, jeg kan være i. Ellers løser punkt 2 måske problemet.

2. Jeg vil tabe mig mere. Tør ikke offentliggøre hvor mange kilo vi taler om her – tænk hvis jeg kun når halvvejs – men et vægttab ville sikkert fjerne førnævnte frygt og så kan jeg ret godt lide at mærke, at min krop bliver sundere og pænere.

3. Motion skal være en naturlig del af min hverdag. Hverken tortur eller projekter, der skal tages tilløb til. Det skal være noget jeg gør af lyst. Held og lykke med det, min egen!

4. Den der tur til Svinkløv Badehotel bliver en succes! Den glæder jeg mig rigtig meget til at se tilbage på om et års tid.

5. Rulleskøjter… ja min bagdel ømmer sig allerede, for jeg er jo ikke det mest koordinerede menneske, der findes. Men jeg drømmer om at suse af sted med hjul under fødderne ude i naturen et sted. Jeg skal bare liiiiiiige blive lidt bedre til at grine af mig selv, inden jeg kaster mig ud i det projekt. For det bliver komisk – det ved jeg.

6. Skulle der blive tid og økonomisk råderum, så vil jeg lære at danse tango i Buenos Aires. Med rød rose i kæften og hele svineriet. Glæder mig allerede!

Og så er der selvfølgelig alle de ting, jeg gerne vil opnå i mit professionelle liv, men dem vender jeg lige tilbage til en anden gang.

Jeg er en heldig kartoffel

Jeg bryder mig ærlig talt ikke om at blive vækket af sms’er før klokken syv om morgenen. Når der kommer to lige efter hinanden, så begynder jeg at blive muggen, men også så nysgerrig, at jeg bliver nødt til at stå op og tjekke, hvem der vover at forstyrre mig så tidligt.

De kom fra Bedste-veninden, der er blevet syg, og det er jo ikke så rart. Men heldigvis ikke noget mere alvorligt, end at det kommer mig til gode. Hun skulle nemlig have været til pilates hos Frida-pigen, og nu fik jeg så timen i stedet.

Mens jeg lå og forsøgte at finde på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne tage af sted vågne, kom jeg i tanke om, hvor forkælet, jeg egentlig er. Tænk engang – en gratis time! Næsten som en slags dessert efter den middag, hun gav i går.

Lige der, hvor træningen føles rigtig slem, går det op for mig, at jeg ikke bare er forkælet. Jeg er privilegeret. En vaskeægte heldig kartoffel. En forkælet møgunge. Det er mig!

Fordi jeg har en skøn familie og venner, jeg har kendt længe og som vil mig det bedste.

Og fordi en ex-kollega, som jeg ikke har set i ti år – måske er det endda længere tid siden – pludselig skriver for at høre, om jeg vil med til træning sammen med hende. Det er rørende.

Og fordi jeg bliver inviteret på mad, og mine værter servere nødder og frugt i stedet for dessert. Uden at jeg har bedt dem om det. Det er omsorgsfuldt!

Og fordi jeg kan tilbringe det meste af lørdagen i selskab med en af den slags kvinder, der er præcis lige så smukke indeni som udenpå. En af dem jeg er stolt at kende, fordi jeg kan lide den version af mig selv, jeg bliver, når jeg er i hendes selskab. 

Mens sveden dryppende ned på det flødefarvede gulvtæppe gik det op for mig, at det lige præcis er den slags oplevelser, der virkelig betyder noget. At jeg omgiver mig med mennesker, der vil mig det bedste. Mennesker, der får mine bedste sider frem. Som støtter og griner med mig og sparker mig hårdt i røven, når det er nødvendigt. Mennesker, der synes om mig med de fejl og mangler og talenter og sure tæer, der følger med. Mennesker, der gør mig klogere.  Og mennesker, som tager imod det, jeg har at byde på. Uden at dømme. Uden at kigge efter de fejl, der helt sikkert er. Som simpelthen synes, at jeg er god nok og hele tiden sørger for, at jeg føler mig set.

Fra nu af vil jeg kun bruge min tid sammen med den slags mennesker. Og jeg er så heldig, at jeg er omgivet af dem! Alle andre kan bare skride!

Sommer på svensk

Nogle aftener kan være næsten magiske. For mig er det som regel, når jeg er i selskab med gode venner. Dem, der er så tæt på, at jeg bare kan læne mig tilbage og være.  Så er der ikke noget behov for at lade som om. Ingen trang til at imponere. Ingen forpligtigelse til at være sjov. Det er nok bare at være til stede.

Aftenen i går var magisk! Mine bedste venner samlet i en idyllisk gårdhave i Dragør. Krebs, jomfruhummer og rejer i enorme mængder. Kølig hvidvin. Og nå ja – en lind strøm af svenske drikkeviser, som kun svenskerne kunne synge med på. Men vi andre kunne skåle – og gjorde det meget.

Det er sommer i Danmark – med svensk importeret krebsetradition. Tak for en skøn aften!

Velbekomme - tag en bid af sommeren

 

Med hovedet i spanden

Hvad sker der mon, når man inviterer gæster til middag og beslutter at glemme alt om Fascist-diætist og alle hendes gode råd? Well – for mig gik det sådan, at jeg endte med at brække mig i en gulvspand…

Jeg havde inviteret fire af mine bedste og nærmeste venner, og jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville drikke både Cava, hvidvin og rødvin. Dessertvin OG portvin, og jeg skal da lige love for, at jeg ikke blev snydt. Kan ikke engang huske, at de sidste gæster gik.

Til gengæld husker jeg alt for tydeligt, at jeg brækkede mig i en spand, mens Skribenten holdt mit hår. Og jeg husker også, at han insisterede på, at det var ufedt, at jeg sov med mit tøj og mine højhælede sko på… Da jeg vågnede i morges var det da også uden kjole og sko, så han må have klædt mig af, inden han er gået.

Ved ikke om hovedpinen, kvalmen eller skammen over, at jeg nok engang beviste, at jeg aldrig bliver særlig lady-like, uanset hvor meget jeg prøver, er værst…