Jeg havde egentlig tænkt mig at forbigå episoden i fuldstændig tavshed, men nu er jeg kommet til at afsløre mit sande, onde jeg ovre hos City Chick, og så kan jeg lige så godt indrømme, at jeg ikke altid er særlig sympatisk… Hvilket nok kommer som en stor overraskelse for de fleste.
Det er det der Halloween, jeg simpelthen ikke kan holde ud. Ting er ikke pæne, bare fordi de er lavet af orange plastik. Det er bare orange plastik! Og jo – det er da sikkert sjovt, at ungerne klæder sig ud, men hedder det ikke fastelavn på dansk?
Nå, men jeg har besluttet, at jeg ikke magter at deltage i arrangementet, så da det forleden – efter mørkets frembrud, hvilket vil sige ved 17-tiden – ringede på fordøren, så løftede jeg røret i spændt forventning om, at det måske var prinsen på den hvide hest, der endelig havde fundet mig. Eller noget… Bare noget spændende. Men nej – det var nogle (sikkert glade og søde) børn, som det nu er lykkes mig at traumatisere for altid. For jeg smækkede røret på. Ignorerede fuldstændigt de små mennesker ude i kulden.
Ikke et af mine fineste øjeblikke, det indrømmer jeg. Men så kan de lære det! Og jeg forsøger ihærdigt at fortrænge den dårlige samvittighed overfor de små. Men hvordan fanden undgår man at blive viklet ind i det åndssvage, reklameskabte cirkus, hvis man ikke ønsker at tage del i det. Hvis ikke man deltager – også selv om man ikke smide røret på – så er man bare ond. Eller hvad?
Nu har jeg heldigvis et år til at udtænke en plan for næste år. Skal jeg være pædagogisk og sætte mig på hug og forsøge at forklare ungerne, hvorfor jeg ikke har hverken sukker eller penge de må få? Skal jeg holde op med at være naiv og forventningsfuld og simpelthen ikke svare, når der bliver ringet på min dør? Eller hvad gør et fornuftigt menneske, som jeg kan tage ved lære af?
Klummefabrikken's Blog 