Tag Archives: holdtræning

Zumba, baby!

Det er simpelthen ikke fedt at løbe, når man er tonstung. Er ikke engang sikker på, at det er fedt, hvis man ikke er. Men svær overvægt og ømme knæ – det klær’ bare ikke løbesko. På den anden side vil jeg jo gerne konditionstræne, og jeg vil også forsøge at lunte af sted et par gange om ugen. Men jeg tænker, at hvis det virkelig skal batte noget, så må der andre og skrappere metoder til.

Zumba, baby! Har meldt mig til mit første hold på lørdag, for jeg har læst, at alle kvinder over 40 – især dem med lidt ekstra sul på sidebenene eller dem fra Jylland – dyrker Zumba. Og jeg vil da ikke være udenfor. Og jeg er tyk og fra Jylland. Perfekt match!

Fordelen ved at være slow mover, som jeg, er, at der nu igen er plads på holdene. De trendy og first moverne er for længst rykket videre til nye udfordringer, og så er der plads til, at jeg kan stå og gøre mig selv fuldstændig til grin foran spejlet. Er jo på en måde ved at være vant til, at det er mit lod i livet.

Så altså – Zumba skal hjælpe mig med at få pulsen i vejret og forhåbentligt uden at knæene strejker. Bliver spændende om det projekt lykkes. For jeg har nemlig også meldt mig til Retromix søndag – kun fordi jeg synes, det lød smart…

Reklamer

Løb er den totale ydmygelse!

Så ramte jeg sgu bunden med et ordentligt brag. I aftes stod den – igen – på løbetræning. Holdtræning for at det ikke skal være løgn. Jeg gjorde mig virkelig umage for at følge med og for ikke at se alt for tåbelig ud imens. Men ydmygelsen blev total, da vi passerede en far, der gik tur med sønnike.

“Aj far – hun løber godt nok ikke ret stærkt, hende den bagerst,” hørte jeg Djævleungen konstatere. Damen, der har besat min krop, fik mig overbevist om, at sådan en bemærkning ikke i sig selv er nok til at flå ungen omkuld og kaste ham i søen. Men det var tæt på, at han var røget i baljen. Damen, der har besat min krop, og følelsen af total ydmygelse var det, der fik mig til at lunte videre. Satans lille møgunge! Og det må man godt kalde ham, selv om han jo egentlig bare sagde det højt, som alle kunne se!

Jeg løber godt nok ikke ret stærkt! Og jeg hader hvert et minut, jeg er af sted!