Tag Archives: ingen nattesøvn

Død over myggen!

En lille bitte myg. En irriterende lille satan med vinger og en ulidelig lyd. Det var, hvad der holdt mig vågen i nat.

Den dukkede ellers tidligt op, og jeg tænkte, at dig skal jeg da nok nå at nakke inden sengetid. Men nej – den  var smart. Den fløj lige forbi mit øre sådan cirka en gang hver halve time. Lige nok til at jeg hele tiden var bevidst om, at den var i rummet. I lejligheden. Et eller andet sted. Kunne ikke se den lille djævel.

En grundig eftersøgning inden jeg slukkede lyset. Ingen myg. Skønt. Godnat.  

Og så lige der, lige før man glider ind i Drømmeland… Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz (eller hvad en myg nu siger) Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz lige ved mit øre. Tænd lys. Kigge rundt. Ingen myg. Sluk lyset. Vent på stik. Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz lige ved øret. Klask! Av! Det er jo mit hoved. Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Den lille satan minder mig i øvrigt om en, jeg kender. En, der også altid dukker op, når det er mest upassende. En, der også har kostet mig nattesøvn. En, der også giver lyd fra sig, men ikke vil ses. Så pisse irriterende og insisterende.

Til kamp mod myg og andre belastninger!

Reklamer

Fra til skrot til slot

Det var så endnu en nat uden alt for meget nattesøvn. I stedet for at sove har jeg nemlig indrettet ruinen på Fyn. Jeg har malet, væltet vægge, skiftet vinduer, isoleret og sat tapet op. Og nogenlunde i den rækkefølge, hvilket jo absolut ikke giver nogen mening.

Any way – huset fremstår nu som den rene luksus. Altså i mit hoved.

To ting holdt mig dog vågen: 1. Hvordan får jeg plads til et køleskab og 2. Hvor meget fylder en trappe egentlig og hvor svært er det at flytte sådan en?

Det er vigtige ting at få på plads. Men for helvede da også, så sov dog, kvinde!!

Ikke mindst fordi der stadig er omkring 1000 ting, der skal falde på plads, før jeg overhovedet kan overveje at byde på det hus. Men på den anden side – man skal jo tænke positivt – skulle alt falde på plads, så er jeg klar! Skal bare lige finde plads til et køleskab og en trappe.