Tag Archives: julefrokost

Det var så den julefrokost

Hvornår ved man, at en julefrokost har været vellykket?

Når man pludselig ser sig selv udefra og opdager, at man langsomt er i færd med at suge livet ud af den 22årige praktikant, mens man med snøvlende stemme hører sig selv i en ganske belærende og irriterende besserwisser tone sige: ”Du ska da sige til, hvis du får brug for hjælp. Så skal jeg nok… jeg har jo immervæk skrevet hele tre af den slags før… så sig bare til. Så skal jeg nok give dig prof vejledning og sparring.”?

Stakkels unge fyr!

Eller når man forsøger at være den seje faster, der sender videoklip til ældste-nevøen af Rasmus Seebachs optræden til selvsamme julefrokost. Og får svar tilbage: ”Er du fuld?” Og man så uden at tøve svarer: ”Det kan du regne med!” ud fra devisen, at børn skal hærdes og lige så godt – først som sidst – kan få sandheden om faster og julefrokoster og alkohol. Kun for et øjeblik senere at opdage, at det ikke var nevøen, der spurgte. Fordi jeg i min kæmpe brandert kom til at sende sms til den forkerte… flot!?

Hvornår fanden bliver den alkohollås til mobiler lovpligtig?

Eller er det, når man godt nok vælger at forlade selskabet i ordentlig tid – allerede inden man er faldet første gang eller har sagt et eller andet overordentligt dumt til chefen. Eller andre. Og alligevel vågner næste morgen med en krop, der gør ondt, bare man trækker vejret.?

Når man, som jeg, kan svarer bekræftende på alle tre punkter, så har man også lært, at julefrokoster fremover er no go zone.

A.L.D.R.I.G mere! Aldrig!

Reklamer

Til julebal i Kejserens nye klæder

Jeg skal til julefrokost i aften. Vi bliver 900 mennesker, og jeg er ikke pjattet med det. Jeg dur simpelthen ikke til så store selskaber med mennesker, jeg ikke kender. Jeg bliver genert og usikker og ved aldrig, hvor jeg skal gøre af mig selv.

Jeg ved, det er en fantastisk mulighed for at lære nye, spændende mennesker at kende, men jeg har aldrig været god til bryde isen over for fremmede i selskabelig sammenhæng. I stedet ender jeg som regel i et hjørne, hvor jeg står og skumler over, hvornår jeg mon kan være bekendt at gå igen. Misforstå mig ikke – jeg kan godt lide andre mennesker, og jeg elsker at være i mindre selskaber med folk, jeg kender. Og også gerne nye ansigter. Men når vi nærmer os 900 mennesker, så bliver jeg nærmest lammet af social fobi.

Og så er der jo også noget med julefrokoster, ikk. Altså – julemad er jo skønt, men ender det ikke altid med en eller anden tvivlsom buffet og en kø, der er alt for lang? Jo, det gør.

Vi bliver kørt ind til festen i bus, så der er dømt omklædning på jobbet. Godt så! Og nu vi er ved omklædningen – så har jeg selvfølgelig endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg skal have på. Hvilket også er et tegn på, at den her fest er noget, jeg kommer til af pligt og ikke af lyst.

Jeg er hjemme lige nu. Skal ud og lave et spændende interview om lidt, så om ganske få minutter vil man kunne se mig gå amok i mit klædeskab. Tøjet, jeg skal finde, skal være pænt. Det skal være rart at have på. Det skal kunne slæbes med til interview og i toget ud til arbejde. Og det tøj, jeg har på til interviewet skal kunne pakkes sammen og ikke fylde mere, end at det kan være i en selskabstaske. Er jeg den eneste, der ser udfordringer her?

God weekend til jer alle!

Så må der jules!

Jeg er pjattet med julefrokoster! Måske fordi jeg har en overdreven svaghed for sild, laks og gris. Og fedt på rugbrød – som jo er fuldstændig forbudt på alle andre tider af året. Når silden skyldes ned med ris og mandler tilsat fløde, så er jeg nærmest lykkelig. Og når det hele så ovenikøbet krydres med fabelagtige mennesker og deres fornøjelige selskab, så kan man faktisk ikke bede om ret meget mere. Jeg kan i alt fald ikke.

Der er blot en enkelt ting, der har naget mig siden madorgiet, jeg deltog i i går, og det er, hvornår vi egentlig bliver for gamle til gruppepres? Jeg ved ikke, hvad der er med mennesker og snaps, men det virker ikke som om, det er et match made in heaven. Siger hende, der er medlem af et Snapselaug…

I alt fald er det som om, der sker noget med ellers velfungerende mennesker, når snapseflaskerne kommer på bordet. For man må ikke  takke nej. “Kom nu – skal du ikke også have?” “Hvorfor skal du ikke have snaps? Du kan da godt lide snaps!” Og mange forskellige afarter af den samme smøre.

Der skal drikkes, skal der, og man har fandeme bare at fylde i glasset. Men det tør jeg ikke længere. Jeg er blevet panisk angst for snaps efter en rigtig ubehagelig oplevelse for noget tid siden. Faktisk tror jeg ikke, at snapsen havde en sk.. at gøre med det, der skete dengang, men jeg har bare ikke haft lyst til de lyse dråber siden. Det mener jeg jo er min private sag, og derfor er gruppepresset kommet lidt bag på mig. Det har nemlig ikke forandret sig synderligt siden det, jeg sidst oplevede som teenager. Der er åbenbart noget, vi aldrig bliver for gamle til…

Nå,men den slags små bagateller kan jo ikke ødelægge god mad og skønt selskab.

Selv om jeg hader at stå tidlige op og da slet ikke synes det er sjovt, når jeg har været til julefrokost og er kommet alt for sent hjem, fordi jeg har valgt at bosætte mig i udkantsdanmark, så var det alligevel det hele værd, da jeg i morges cyklede mod Frederiksberg i mørke for at være publikum til Mads & Monopolet. Hold nu kæft, hvor var det sjovt! Meget bedre end jeg havde turdet håbe på, og jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov til at komme med. Og igen i godt selskab!

Jo – december er startet på en ganske fornøjelig måde hos mig. Jeg har endda fået julepyntet. For første gang i mange år. Jeg skal love for, at damen er blevet voksen og følsom…