Tag Archives: julemad

Spot on!

Jeg fik en mail i dag. Eller måske var det i går…

Den var fra en kær, tidligere kollega. Jeg kan ikke sige, at vi kender hinanden super godt, men vi har som sagt arbejdet sammen, og vi har også set hinanden privat ved flere lejligheder. Jeg kan rigtig godt lide ham. Han er godt og begavet selskab, men jeg forstår da simpelthen ikke, hvordan han kan kende mig så godt, som han åbenbart gør.

Han sendte mig et klip fra avisen. Han havde set Marens vidunderlige tegning, og af en eller anden grund var han kommet til at tænke på mig. Hvorfor forstår jeg slet ikke…

Se selv her:

jul_chokolade

Jeg elsker Maren! Jeg synes, at hun i skræmmende grad skildrer mig og min måde at anskue verden på. Bare med langt mere finesse, end jeg selv kan præstere.

Også i denne tegning, som meget præcist viser, hvordan jeg har det efter nogle skønne juledage i familiens skød. Omgivet af mad, som jeg har spist så meget af, at man skulle tro, at min mission i livet er at udrydde maden. Det er det ikke… Det havde jeg bare lige glemt. For nøj, hvor jeg sat mange kalorier til livs. Også efter jeg er kommet hjem, hvor jeg ellers havde lovet mig selv, at nu skulle det være slut. Det må vi så se, om det kan blive i morgen, for den gik ikke i dag. Jeg er spændt på, om jeg overhovedet kan passe mit sengetøj, når jeg lægger mig til at sove i aften.

Jeg har nydt juledagene, og det håber jeg også, at du har. Jeg har heldigvis fri mellem jul og nytår, og de fridage skal nydes. Jeg har ingen planer. Bare nogle halve kaffeaftaler, en vagt i biografen, hygge og gode stunder. Jeg er pjattet med det! Så mens jeg tæller ned til 2017, nyder jeg at have fri og ikke alt for mange aftaler. Så er der plads til de skøre og impulsive aftaler, som det nogle gange kan være svært at få tid til i hverdagen.

Tak for mailen, Henrik. Det er din skyld, at jeg i det mindste fik rørt lattermusklerne i dag.

 

Reklamer

I’m back!

 … I alt fald for en kort bemærkning! Jeg overlevede julerejsen, og jeg har klaret at sætte enorme mængder af julemad, julekager og konfekt til livs. Enorme mængder! Tilsat dovenskab i en grad, der nok går over i historien. Puha – jeg har nydt hvert et øjeblik i juledagene, og jeg har nydt hver en mundfuld, jeg har sat til livs – og det er som sagt ikke så lidt.

Jeg nyder til gengæld ikke så meget, at jeg har mistanke om, at nålen på badevægten ryger helt op i det røde felt hvis jeg vel at mærke stillede mig op på vægten, men hvor dum tror I lige jeg er?

Nu er jeg hjemme. Jeg har slæbt årets høst af gaver og vasketøj op på 3. sal, og jeg har handlet. Kål, gulerødder, porre… Det er et eksperiment. Hvad vil min krop mon sige, når den får grøntsager? Hvordan reagerer den på mad med en fedtprocent under 90? Kan den klare en aften uden hjemmebag? Spændende bliver det!

Jeg har øjeblikke, hvor jeg seriøst tvivler på, at eksperimentet vil gå godt. Øjeblikke, hvor jeg frygter, at sukkerafvænningen bliver for voldsom. Men jeg har læst med hos madbanditten, og heldigvis kan jeg se, at jeg skal gå langsomt til værks.

Så… to dage med grøntsager og (forholdsvis) sund mad. Så står den på nytårsferie med alt, hvad det indebærer… Og så er vi startet på et nyt år. Og jeg kan starte forfra med sukkerafvænning, motion og sund mad. Det lyder bekendt… Hmm – same procedure as every year!

Lad julehyggen brede sig

Forleden modtog jeg en e-mail fra mit lokale supermarked. De ville sikre sig, at jeg får en fremragende jul, og det er jo betænksomt. Derfor har de udvalgt en række tilbud – kun til  mig. Og jeg synes, det er pænt af dem, at jeg, under overskriften: “Bliv klar til juleaften og lad det syde, boble, brase og knase,” kan se de særlige tilbud, de har valgt. Og det endda til min egen helt personlige pris.

Og hvad har de så tænkt, ville gøre min jul ekstra dejlig? Ok – here comes: To pakker toiletpapir til “kun” 35 kroner og tre Bacardi Breezer til 25 kroner… Glade jul, dejlige jul.

Jeg må jo have fejltolket overskriften, da jeg troede, det handlede om mad. I stedet har de nok ment, at for meget julemad kan få min mave til at syde og boble, hvilket næppe er helt forkert, men alligevel lidt kækt.

Og Bacardi Breezer… tja… jeg tager det som et kompliment, at de tænker, at jeg er så ung, at jeg vil sætte pris på det sprøjt, men hvis de kendte mig, så ville de vide, at et godt glas rødvin eller en god juleøl er mere min stil.

Så kære supermarked. I behøver ikke holde længe åbent for min skyld. Der er ikke en chance i helvede for, at jeg bevæger mig ud i snevejret for at hente jeres tilbud. Jeg takker for et godt grin, men det er altså en ommer!