Tag Archives: løb

Hov – jeg er blevet en af dem!

Jeg har altid undret mig over folk, der trods storm, sne og slud strider sig gennem vejret i løbetøj og raskt trav. ”Hvorfor gør de ikke som mig?” har jeg tænkt. ”Hvad er der galt i at krybe under et varmt tæppe med mine to bedste venner, Ben & Jerry, når det blæser og regner udenfor?” Ikke en skid! Og det er helt sikkert mere behageligt end at løbe en tur.

Men så i dag – så blev jeg selv en af dem, der trodser elementerne. Langt om længe vil nogen måske sige, for det er godt nok ved at være langt tid siden, jeg sidst har haft løbeskoene på. Det, der burde have set sådan her ud:

Ude i naturen - iført løbetøj

Ude i naturen – iført løbetøj

Har set sådan her ud i to uger:

Ja, det er fordøren, man kan se, og der er ikke langt fra sofaen til døren. Men den tur kan virke uoverskueligt. Især i lortevejr!

Ja, det er fordøren, man kan se, og der er ikke langt fra sofaen til døren. Men den tur kan virke uoverskueligt. Især i lortevejr!

Men så var det, at rare og behagelige Henrik skrev til mig: ”Har du mon glemt dit password, siden du ikke har opdateret din løbetræning?” spurgte han. Øv nej! Men der har bare hele tiden været noget i vejen. Så stormede det. Så regnede det. Så var det for mørkt. Så var det for koldt. Så var det for træls. Så gad jeg ikke, svarede jeg.

Men det nytter jo ikke, og jeg kan nu – igen – konstatere, at jo mindre jeg rører mig, jo mindre orker jeg. Jeg har nemlig også i to uger taget bussen på arbejde i stedet for at tage cyklen, som jeg normalt gør. I torsdags fik jeg brudt den onde cirkel og hoppede igen op på jernhesten. Og også fredag. Og i dag har jeg så først været til halvanden times callanetics og så ude og løbe.

Så jeg er nu – i alt fald i dag – en af dem, der løber i møgvejr. Vi er en særlig flok af tapre mennesker, der smiler og nikker til hinanden, når vi mødes på stien, har jeg lært. Sådan bare for at signalere, at “Jeg ser dig, og jeg synes også, du er sej.” Det er som et slags stammeritual, og det er sjovt, og også lidt dejligt, når ham den høje og ret lækre smiler til mig. Eller grinede han af mig? Any way…

Nu vil jeg smide mig på sofaen og forsøge at komme på noget intelligent, jeg kan tale med skønne Jane om, når vi mødes på den store scene til Bogforum i morgen. Om jeg er nervøs? Ja for satan! Men hun er godt og begavet selskab, så det skal nok gå, og det trøster mig, at alle kommer for at høre hendes guldkorn, og ikke for at kigge på mig.

Reklamer

Løb er ikke for børn

Så blev de nye sko luftet. Det blev de faktisk også i mandags, men det var så skidt en oplevelse, at jeg ikke magtede at skrive om den. Det var ikke skoenes skyld. Det var mig, der muterede og undervejs blev en stædig 2-årig møgunge, der bare ikke gad.

Jeg skulle gå to minutter og løbe i ni og gentage tre gange. De første ni minutter i løb blev tilbagelagt, og så skete forvandlingen. Jeg gad bare ikke løbe. Den barnlige stemme i mit hoved lød nogenlunde sådan her: ”Jeg gider ikke, og Henrik skal ikke bestemme, hvor langt jeg skal løbe. Ingen skal bestemme over mig. Ingen! Jeg bestemmer selv over mig og mit liv, og hvis jeg kun vil løbe syv minutter, så løber jeg kun syv minutter. Basta!”

Virkelig fornuftigt. Virkelig voksent. Virkelig ansvarligt. For jeg løber jo for Henriks skyld og ikke for min egen, eller…

Men andet interval blev altså kun syv minutter fordi barnet Bente havde brug for at bestemme noget, og sidste interval blev – nå ja – kun nogle minutter.

Jeg var skide sur, da jeg kom hjem. Syntes at mine ben gjorde ondt, mine fødder sov og vablen på hælen var dum. Men faktisk var det hele noget, der foregik i mit hoved. Det forstår jeg jo godt.

Jeg skrev til Henrik, og han skruede mit program nogle træningsdage tilbage, og i dag har jeg så været af sted og løbet intervaller af otte minutter, og det gjorde en stor forskel, bilder jeg mig ind. Der var i alt fald ingen sure miner eller fødder, der sov eller andet, der satte en stopper for mit humør og min motivation. Og skoene var skønne. Jeg synes nu ikke, at de løb af sig selv, men de er lette og bløde og behagelige at have på, og det er jo slet ikke så tosset.

Fremover vil jeg forsøge at få 2-årige Bente passet, mens jeg løber, for hun er sgu en belastning at have med.

Hvad der går let, kommer hurtigt tilbage

Jeg skulle løbe fredag, men det gad jeg ikke. Min krop nærmest limede sig fast til sofaen, da jeg kom hjem fra arbejde. Min tanke var så, at jeg skulle stå tidligt op lørdag og løbe, før jeg hentede mine to nevøer på hovedbanen. Det skete ligesom heller ikke. Der var det som om min dyne limede sig til min krop.

Så jeg kom ikke ud og løbe. Til gengæld fik jeg hældt så ualmindelig meget junk i halsen i løbet af weekenden, at min krop nu føles så tung, at jeg næsten ikke kan bevæge mig. Det er som om, jeg går i sirup til halsen.

Jeg har haft besøg af mine nevøer i weekenden, og det har været vildt hyggeligt. De er så søde og sjove, og deres selskab var lige, hvad jeg trængte til for igen at kunne se ud over min egen næsetip. Det er jo på ingen måde deres skyld, at jeg faldt tilbage i de gamle vaner, så snart de var indenfor døren. Det er bare så let at gøre, når man har dem som undskyldning. I alt fald er der ingen, der kan have hørt mig protestere, da de foreslog nachos med masser af smeltet ost til aftensmad. Og ingen hørte mig foreslå en lille salat til. Så ingen grønt. Overhovedet. Kun kulhydrater med smeltet ost. Og kage senere. Og lidt chips. Og hvide boller med smør og pålægschokolade til morgenmad næste morgen. Og en burger inden de blev sat på toget. Og så fortsatte faster med popcorn i biffen og pommes til bøffen til aftensmaden. Og en håndfuld bolcher lige til at gå i seng på.

Nu tænker jeg:

  • Mon jeg nogensinde får lov til at have børn i min nærhed igen? Er jo godt på vej til at tage livet af dem med alt det crap, jeg hælder i dem.
  •  Hvorfor er det mon, at jeg falder så hårdt, når jeg falder i? Less is more, men ikke hos frk. Schmidt, når det gælder sukker.

Nu skal jeg jo forsøge at holde fokus på det positive… Og her kommer jeg til kort, men indtil videre tænker jeg, at det er rart at mærke, at jeg faktisk glæder mig til løbeturen i eftermiddag. Selv om jeg ved, at den bliver tung. Kan godt fornemme, at min krop trænger til motion.

Jeg er også blevet mindet om, at jeg faktisk har det langt bedre i kroppen, når jeg ikke spiser sukker og alt for mange kulhydrater. Jeg har tidligere skrevet om den ro, jeg får i kroppen, når jeg smider sukkeret ud af min kost. Den skal jeg nok lige bruge et par dage på at finde igen. Men arbejdet betaler sig, for min krop føles stresset her til morgen, og min mave… den vil jeg ikke gå i detaljer med.

Jeg må tilbage på sporet, og heldigvis har jeg metoden i frisk erindring, så det er bare op af sukkerskålen og af sted. Jeg har lovet mig selv at prøve ikke at blive alt for umulig undervejs, hvilket kan blive en udfordring. Nu er I advaret, hvis I skulle løbe ind i mig de næste par dage. Jeg er hæslig, når jeg er på sukkerafvænning. Selv om jeg kun har tilbragt 24 timer i kulhydraternes vold, så ved jeg, at jeg får fornøjelse af dem de næste par dage. Og bare for at illustrere, hvor meget min krop hader sukker og kulhydrater, så kan jeg fortælle, at jeg har taget 3 kilo på, siden lørdag morgen, hvor jeg sidst var på vægten. Det er sgu da ret imponerende…

Mere pral på Fabrikken

Tillad mig at prale lidt. Jeg har været ude og løbe i dag. Hele 36 minutter – hvilket for mig er det samme som et maraton. For første gang bevægede jeg mig væk fra min trygge eng og rundt om Damhussøen. Det er en tur på fire kilometer, og jeg havde troet, at jeg skulle gå det meste af turen hjem, fordi jeg ikke troede, at jeg ville komme særlig langt. Men jeg kom ud og hjem + det løse. Hvilket vil sige, at jeg alligevel ikke er så langt fra mit mål om at kunne løbe fem kilometer, som jeg selv troede.

Succes!

Men – det var underligt, for mens jeg løb, begyndte mit ene ben pludselig at sove. Jeg har altid vidst, at min krop er magelig, men at den ligefrem ville falde i søvn, mens jeg bruger den… det havde jeg alligevel ikke set komme. Fandeme en mærkelig oplevelse.

Jeg er helt sikker på, at løbet har hjulpet mig gennem en svær tid. Jeg kan mærke, at jeg får psykisk overskud af det, og det hjælper at løbe en tur, når tristheden er ved at få overtaget. Jeg er faktisk rigtig stolt af, at jeg har kunnet holde løbet ved lige og ikke er faldet tilbage til mit gamle mønster, for jeg sad på sofaen iført tøj med meget elastik og et lager af slik og søde sager, når jeg er ked af det og ude af balance.

Jeg har nok aldrig været så trist, som jeg er i disse dage.  Men! Jeg har ikke spist sukker. Eller rettere – jeg spiste en sandwich og et stykke kage forleden. Men det var det! Ikke noget med: ”Nu er jeg alligevel startet – så kan jeg lige så godt fortsætte.” Det er jeg også rigtig stolt af. At holde sukker ude af min krop har hjulpet mig til at føle en ro i kroppen, som jeg aldrig har følt før. Og det har været en enorm hjælp på nogle virkelig svære dage.

Jeg synes godt, at jeg må være stolt af mig selv.

Alt det man går og tror

“Hold da op, hvor er dine overbevisninger stærke,” udbrød chefen midt i morgenmaden forleden.

“Du bliver ved med at sige, at du ikke kan løbe, men ikke desto mindre, så er det jo det, du har gjort i flere måneder nu. Og du har endda gjort store fremskridt undervejs.”

Hmmmmmm… Hun har jo ret – jeg har bare ikke set det. Hvor er det godt, at der er mennesker, der er klogere end jeg, og kan se den slags og tør sige det til mig.

Overbevisninger kan jo være rigtig gode, bare ikke hvis de ikke står mål med virkeligheden. Så kan de holde en tilbage eller måske endda fast i gamle og usunde vaner. Så nu øver jeg mig på at sige, at jeg løber. Der kommer nok til at gå et stykke tid, før nogen hører mig sige, at jeg kan lide det, men jeg vil gerne indrømme, at jeg er blevet ret pjattet med den følelse, jeg har i kroppen, når jeg kommer hjem fra turen. Og i en tid, der er så hård, som jeg oplever mit liv er lige pt. da er løbet faktisk også blevet et holdepunkt i hverdagen. Oveni købet et holdepunkt, der klarer hjernen og giver psykisk overskud.

Jo, du hørte mig sige det. Men fortæl det ikke videre til nogen. Jeg er jo kendt som hende, der ikke kan løbe.

Tillad mig at være stolt!

Så kom dagen, jeg har frygtet i ugens løb. Dagen, hvor jeg skulle løbe et minut mere og gå et minut mindre. Frygtet, fordi sidste gang jeg skulle lægge et minut til mit løb, da troede jeg seriøst, at jeg mit liv var ved at slutte. For den urutinerede læser kan jeg oplyse, at 3 minutter er mindst 4 gange så meget, som 2 minutter.

Men! 4 minutter er ikke meget mere end 3 minutter. Heller ikke selv om jeg kun skulle gå 1 minut mellem hvert interval i stedet for 2.

Jeg startede for syv uger siden. Nå ja, jeg er en uge bagud, men hvem tæller? Dengang nede i august gik jeg 20 minutter og løb 4 minutter. Nu går jeg 5 minutter og løber 20. Det er sgu da helt vildt godt gået. Eller løbet! Jamen jeg er stolt. Og jo jo, jeg løber stadig helt vildt langsomt. Dræbersnegle, flyvefisk og efterårssløve bier overhaler mig undervejs, men det er åbenbart mit lod i livet. At være hende, der løber helt vildt langsomt. Men som løber! Mind you!

Og jeg har ellers brugt hele dagen på at finde på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skulle løbe, men så skete miraklet. Jeg lå og solede på altanen, da jeg pludselig blev ramt af følelsen af, at det ville være meget federe, og at jeg ville få en langt bedre dag, hvis jeg tog mig sammen og løb.

Den havde jeg simpelthen ikke set komme! Tænk, at jeg skulle nå dertil, hvor jeg, iført virkelig usexede kompressionsstrømper, oplever forøget livskvalitet på grund af motion. Jeg har sat mig helt stille i sofaen nu og forsøger at finde ud af, hvem der har besat min krop denne gang, for det ligner ikke mig…

Så hvis jeg ikke kan genkende dig, næste gang vi ses, så er det fordi jeg er besat af en idrætsmand med ambitioner. Nu ved du det!

Den gode historie, der blev dårlig

Jeg ville have skrevet og pralet lidt af, hvor godt det går med løberiet, men så gik det pludselig dårligt.

Jeg har gennemført samtlige løbeture i mit program ind til nu. Jeg synes stadig ikke, at det er skide skægt at løbe, men jeg begynder så småt at kunne nyde at være ude, nyde duftene og synet af de andre løbere, som jeg stadig ikke kan lade være med at sammenligne mig med, men nu er det mere a la: Så hurtigt vil jeg også gerne kunne løbe.

Der stod også løb på programmet i går, men så skete der bare det, at jeg kom sent hjem og fik dårlige nyheder. Og så gik det galt. Hvor andre måske ville snøre løbeskoene og løbe frustrationerne væk, der er jeg anderledes. Jeg åbnede en pose chips og købte en flødeskumskage, og så satte jeg mig i sofaen og var ked af det.

Det er ikke konstruktivt. Det er ikke klogt. Det løser ingenting. Men det er mit mønster, og i går blev jeg fanget ind i det.

I dag har jeg så løbet turen, der var usædvanlig tung at komme igennem. Men det lykkedes, og selv om Henrik insisterer på, at der skal være en hviledag mellem løbedagene, så tror jeg nu nok, jeg vil se, om jeg ikke kan få gennemført turen i morgen også. Bare for at komme op på hesten igen.

Men altså – jeg er stadig sådan en, der løber. Jeg har stadig ikke fået ømme knæ eller led. Jeg løber stadig vildt langsomt, men jeg kommer frem. Jeg løber bare ikke, når jeg er ked af det, har jeg opdaget.