Tag Archives: løbetræning

Tillad mig at være stolt!

Så kom dagen, jeg har frygtet i ugens løb. Dagen, hvor jeg skulle løbe et minut mere og gå et minut mindre. Frygtet, fordi sidste gang jeg skulle lægge et minut til mit løb, da troede jeg seriøst, at jeg mit liv var ved at slutte. For den urutinerede læser kan jeg oplyse, at 3 minutter er mindst 4 gange så meget, som 2 minutter.

Men! 4 minutter er ikke meget mere end 3 minutter. Heller ikke selv om jeg kun skulle gå 1 minut mellem hvert interval i stedet for 2.

Jeg startede for syv uger siden. Nå ja, jeg er en uge bagud, men hvem tæller? Dengang nede i august gik jeg 20 minutter og løb 4 minutter. Nu går jeg 5 minutter og løber 20. Det er sgu da helt vildt godt gået. Eller løbet! Jamen jeg er stolt. Og jo jo, jeg løber stadig helt vildt langsomt. Dræbersnegle, flyvefisk og efterårssløve bier overhaler mig undervejs, men det er åbenbart mit lod i livet. At være hende, der løber helt vildt langsomt. Men som løber! Mind you!

Og jeg har ellers brugt hele dagen på at finde på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skulle løbe, men så skete miraklet. Jeg lå og solede på altanen, da jeg pludselig blev ramt af følelsen af, at det ville være meget federe, og at jeg ville få en langt bedre dag, hvis jeg tog mig sammen og løb.

Den havde jeg simpelthen ikke set komme! Tænk, at jeg skulle nå dertil, hvor jeg, iført virkelig usexede kompressionsstrømper, oplever forøget livskvalitet på grund af motion. Jeg har sat mig helt stille i sofaen nu og forsøger at finde ud af, hvem der har besat min krop denne gang, for det ligner ikke mig…

Så hvis jeg ikke kan genkende dig, næste gang vi ses, så er det fordi jeg er besat af en idrætsmand med ambitioner. Nu ved du det!

Reklamer

Dovenskab hævner sig

Jo, jeg skulle have været ude og løbe i går. Men for det første havde det regnet rigtig meget, og for det andet så det ud som om, det ville begynde at regne igen… engang ude i fremtiden. Og så gad jeg iøvrigt ikke.

I stedet kunne jeg se det fornuftige i at sætte mig i sofaen med en alt for stor portion thai take-away. Ja, sådan er jeg.

Men den slags hævner sig, for jeg skal jo holde mit program. Derfor ringede vækkeuret perverst tidligt hos mig i morges, og jeg måtte ud. Og det var skønt! Solskin. Ikke for varmt. Alle profferne sov stadig. Der var mig og min telefon, der bimler lystigt hver gang et nyt interval starter. Og det sker ret tit nu.

Programmet foreskrev 2 minutters gang – 1 minuts løb. Gentaget 8 gange. Men så er festen også forbi. På lørdag skruer Henrik bissen på. Da hedder det 2 minutters gang – 2 minutters løb. Gentaget 8 gange. Det betyder jo lige en fordobling af løbetiden, og jeg er allerede træt ved tanken. Det sker endda på min fødselsdag. Jeg er altså blevet et år ældre, når der skrues op for løbet. Nu må vi se, hvordan det kommer til at spænde af.

Henrik er åbenbart den eneste i verden, jeg ikke har fået fortalt, hvornår jeg har fødselsdag. For hvis det er en gave fra ham til mig, så synes jeg ærlig talt, at den er grim. Mon den kan byttes?

Succes!

Så kom jeg i gang med løbetræningen, og det gik skide godt! Tilbagelagde hele turen rundt om Damhusengen. Ikke i så overlegen stil som alle de andre løbere, jeg mødte på min vej, men det må jeg lære at være ligeglad med.

Altså – det var jo ikke sådan, at jeg sprang ud af sengen og råbte: ”YEAH! Jeg skal ud og løbe i dag.” Næ nej – det var mere sådan Nu-drikker-jeg-lige-lidt-kaffe-og-tjekker-Facebook-på-altanen-agtigt. Men jeg havde lyttet til Henrik og taget løbetøjet på fra morgenstunden. Det er nemlig et af hans mange gode tricks. Hvis du ikke gider løbe, så aftal med dig selv, at du bare starter med at tage tøjet på. Og det virker. For jeg ville føle mig som en idiot, hvis jeg rendte rundt i løbetøj i flere timer for at tage det af igen. Det holder ligesom ikke.

Det hjalp selvfølgelig også, at der kom en sms fra Henrik, hvor han spurgte, om jeg var klar til dagens træning. Tja… Kunne jeg dårligt skrive tilbage, at det var jeg ikke. Altså, det er jo ligesom første løbedag, så det ville virke useriøst. Så jeg skrev tilbage, at jeg var på vej, og så gjorde jeg det sgu. Og det gik som sagt rigtigt godt.

Jeg skulle kun løbe sammenlagt 5 minutter ud af de 30 minutter, turen varede, og jeg gjorde mig umage med at huske Henriks tips til at undgå skader. Løb langsomt og tag små og korte skridt. Og så kan det da godt være, at dræbersnegle kommer hurtigere rundt om engen end jeg, men hva så? Jeg er bare stolt af at være kommet over i en ny kategori af mennesker i Damhusområdet.

For dem, der ikke er så stedkendte, så er området et stort rekreativt område, hvor rigtig mange mennesker løber, cykler, går ture eller spiser is. Jeg plejer at tilhøre sidstnævnte, men ikke længere.

Det er en god start og ros modtages gerne!

Nye tider på Fabrikken

Jeg har nu mødt min nye, bedste ven, Henrik. Han er løbetræner og coach og i de næste 12 uger bliver det hans opgave at få mig i gang med at løbe. Held og lykke med det, siger jeg bare.

Jeg er nemlig blevet løbende rapporter på magasinet. Forstået på den måde, at jeg er blevet bedt om at lave et tema til bladet om løb, og det vil jeg selvfølgelig gerne. Et tema starter altid med et interview eller et portræt af et menneske. I dette tilfælde havde jeg forestillet mig et menneske, der rent faktisk løber. En som har noget erfaring at dele ud af. En, der kan inspirere andre.

Idéudviklingsmødet på redaktionen lød nogenlunde sådan her:

Mig: ”… så jeg skal have fundet en spændende case, der kan gøre os alle klogere på løb. Har I nogle forslag?”

Kolleger: ”…”

Mig: ”Jeg har tænkt, at vi kunne fortælle om hende, der har løbet et maraton hver dag i et år.”

Kolleger i kor: ”…”

Mig: ”Nå, men hvad så med hende, der begyndte at løbe for at komme væk fra ungerne? Simpelthen for at få en halv times frirum til sig selv tre gange om ugen.”

Kolleger: “…”

Kollega nr. 1: ”Det kunne være federe med en, der skal begynde at løbe…”

Kollega nr. 2: ”Ja – det kunne være sejt at følge forløbet. Seriøst! Sådan kommer du i gang-agtigt.”

Webredaktør: ”Og så kunne det fortsætte på nettet… Vi laver en løbeblog! På nettet kan vi jo lægge billeder og videoer og alt muligt godt op… ”

Chefredaktør: ”Det kunne blive rigtig godt. Er der nogen forslag til, hvem vi kunne sætte i gang med at løbe?”

Dyb tavshed

Kolleger i kor: ”Bente!”

Mig: ”PIS!”

Nogenlunde sådan gik det til, at jeg nu for alvor skal i gang med løbetræningen. Jeg skal være den glade idiot i løbeskoene, og Henrik skal være ham, der forklarer teknik, sko, underlag, typiske fejl og – ikke mindst – hvordan man motiverer sig selv.

Alle, der har læst med på Fabrikken, ved, at Henrik får sin sag for i den kommende tid. Han er en modig mand, der tør binde an med den opgave. Oven i købet lige efter min ferie. Men vi mødtes som sagt i forgår. Jeg var ærlig og fortalte om mine (meget ringe) erfaringer med løb og om, hvor meget jeg afskyr det. Henrik var også ærlig og sagde, at løb jo ikke er for alle, men at alle kan lære det. Og jeg lovede at gøre mit bedste.

Så nu sidder jeg og kigger på et skræddersyet løbeprogram og mærker angstens sved. Næste store hurdle bliver, når grafikerne vender tilbage efter ferien og vi skal til at tale billeder og grafik. For der skal ikke tages flere store billeder af mig i løbetøj, hvor jeg ligner en idiot. Det har jeg prøvet en gang, og det var nok. Og der skal under ingen omstændigheder puttes videoer af mig på nettet iført løbetøj og blodrøde kinder.

Der er lagt op til kamp – i mere end en forstand.

Lidt mere løb

Jeg har lyst til at danse jubeldans rundt i stuen af begejstring over, at jeg allerede har været ude at løbe i dag. Skulle egentlig have været med holdet i aften, men fordi der er konfirmation i perifirien af noget familie, så må jeg hoppe på et tog til Korsør senere. Og så blev det hele ligesom lidt sent.

Så altså – jeg har været ude på egen hånd. Og det gik fint. Kunne løbe fire minutter bare sådan… Fuck det er sejt! MEN… jeg får simpelthen så ondt i mine ben og fødder, at jeg næsten ikke kan slæbe mig selv hjem, når jeg har løbet – lidt mere end de fire minutter altså.

Er der nogen, der ved hvorfor? Er jeg for tung? Er mine sko forkerte? Er det bare fordi jeg er i så dårlig form, at det er en del af pakken og holder op, efterhånden som formen bliver bedre?

Jeg føler, at jeg ville kunne løbe længere, hvis det ikke var for smerterne. Jeg har ikke lyst til at opgive løbetræningen, men det er heller ikke rart, når benene føles som om de kramper, og fødderne bliver 1000 grader varme. Indeni. Det er faktisk ret ubehageligt.

Nogle forslag eller råd til, hvad jeg gør?

Det er fandeme hyggeligt, du!

Nå, men så har jeg da været til løbetræning. Iført løbebukser så udspilede, at jeg vil tro, man kan se, hvis jeg ikke barberer ben – og det, selv om de er sorte. Og i en løbetrøje, der er krympet noget, siden jeg sidst har haft den på. Med det resultat, at den hele tiden kryber op over den lidet flatterende mavedelle, der er kommet snigende i løbet af vinteren.

Jo jo. Der er stil over mig på løbetur i Rødovre. MEN – jeg var kun den næst dårligste på holdet!!! Det er så stort, at jeg giver fanden i, hvordan jeg tager mig ud.

Vi skulle løbe 2×5 minutter. Ja, det lyder ikke af meget, men det er nu slemt nok, synes jeg. Jeg kunne faktisk løbe længere, end jeg havde troet, men ved gud i himlen da ikke i fem sammenhængende minutter.

Jeg har jo lidt svært ved at holde min kæft, så tre minutter efter, at jeg var troppet op, havde jeg fortalt instruktøren, at jeg:

A: Hader at løbe
B: Ikke kan løbe
C: Allerede havde fortrudt, at jeg var dukket op

Men det gad han da slet ikke høre på, og nu har jeg så udvidet min bevidsthed med et nyt begreb: De tre H’er: Løb er hyggeligt, hårdt og hyggeligt, hamrende hårdt og hyggeligt.

Hyggeligt er ordet, man skal hæfte sig ved her. “Du skal omprogrammerer din hjerne. Løb er altid sjovt og hyggeligt,” sagde manden, der har sat mit mål for mig: 5 km 8. juni… så det…

Løb for satan – løb!

I et anfald af vanvid har jeg valgt at melde mig til løbetræning. Ja, den havde I nok ikke lige set komme, vel?!

Var på biblioteket i går og så et opslag. Rødovre Kommune og nogle andre arrangerer løbetræning for begyndere. Kom glad lørdag formiddag og torsdag aften. Medbring godt humør (tjek), løbesko (tjek – endda næsten ubrugte) og 75 kroner (tjek).

Ved ikke hvad der er galt med mit hoved, men da jeg stod der og læste opslaget tænkte jeg: “Hvorfor ikke?”

Kom hjem, tjekkede igen, og opdagede, at holdet startede i lørdags. Skrev alligevel til damen i Kulturforvaltningen, og spurgte om jeg kunne nå at komme med. Hånden på hjertet – havde jo håbet på et “Desværre – holdet er allerede overbooket. Der er mange i Rødovre, der trænger til komme i form” – for sådan synes jeg nemlig, det virker, når jeg er i Centeret. Men i stedet lå der i morges en mail fra damen om, at jeg er mere end velkommen og bare skal møde op til træning torsdag aften 18.30.

Så for satan… for i dag er jeg ikke helt så positiv indstillet overfor projektet. Synes ikke det lyder som samme gode ide, som i går. Og for at det ikke skal være løgn, så er målet med træningen faktisk, at man skal deltage i et eller andet løb til sommer. Man kan så vælge, om man vil løbe 3, 5 eller ti kilometer. Synes jo nok at ti lyder voldsomt, men tre lyder også af lidt. Omend jeg ikke vil kunne løbe tre kilometer i dag, om så mit liv afhang af det.

Så altså – Schmidt skal til løbetræning! Hæfter mig ved ord som: Vi starter fra bunden, succesoplevelser og “styrke motivation.” Til gengæld bekymrer “rimelig indsats” mig en smule.

Håber fandeme at I hepper på mig, for jeg havde jo ikke meget succes sidst, jeg forsøgte at få løbeskoene til at makke ret.