Tag Archives: løbeprogram

Tillad mig at være stolt!

Så kom dagen, jeg har frygtet i ugens løb. Dagen, hvor jeg skulle løbe et minut mere og gå et minut mindre. Frygtet, fordi sidste gang jeg skulle lægge et minut til mit løb, da troede jeg seriøst, at jeg mit liv var ved at slutte. For den urutinerede læser kan jeg oplyse, at 3 minutter er mindst 4 gange så meget, som 2 minutter.

Men! 4 minutter er ikke meget mere end 3 minutter. Heller ikke selv om jeg kun skulle gå 1 minut mellem hvert interval i stedet for 2.

Jeg startede for syv uger siden. Nå ja, jeg er en uge bagud, men hvem tæller? Dengang nede i august gik jeg 20 minutter og løb 4 minutter. Nu går jeg 5 minutter og løber 20. Det er sgu da helt vildt godt gået. Eller løbet! Jamen jeg er stolt. Og jo jo, jeg løber stadig helt vildt langsomt. Dræbersnegle, flyvefisk og efterårssløve bier overhaler mig undervejs, men det er åbenbart mit lod i livet. At være hende, der løber helt vildt langsomt. Men som løber! Mind you!

Og jeg har ellers brugt hele dagen på at finde på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skulle løbe, men så skete miraklet. Jeg lå og solede på altanen, da jeg pludselig blev ramt af følelsen af, at det ville være meget federe, og at jeg ville få en langt bedre dag, hvis jeg tog mig sammen og løb.

Den havde jeg simpelthen ikke set komme! Tænk, at jeg skulle nå dertil, hvor jeg, iført virkelig usexede kompressionsstrømper, oplever forøget livskvalitet på grund af motion. Jeg har sat mig helt stille i sofaen nu og forsøger at finde ud af, hvem der har besat min krop denne gang, for det ligner ikke mig…

Så hvis jeg ikke kan genkende dig, næste gang vi ses, så er det fordi jeg er besat af en idrætsmand med ambitioner. Nu ved du det!

Reklamer

Den gode historie, der blev dårlig

Jeg ville have skrevet og pralet lidt af, hvor godt det går med løberiet, men så gik det pludselig dårligt.

Jeg har gennemført samtlige løbeture i mit program ind til nu. Jeg synes stadig ikke, at det er skide skægt at løbe, men jeg begynder så småt at kunne nyde at være ude, nyde duftene og synet af de andre løbere, som jeg stadig ikke kan lade være med at sammenligne mig med, men nu er det mere a la: Så hurtigt vil jeg også gerne kunne løbe.

Der stod også løb på programmet i går, men så skete der bare det, at jeg kom sent hjem og fik dårlige nyheder. Og så gik det galt. Hvor andre måske ville snøre løbeskoene og løbe frustrationerne væk, der er jeg anderledes. Jeg åbnede en pose chips og købte en flødeskumskage, og så satte jeg mig i sofaen og var ked af det.

Det er ikke konstruktivt. Det er ikke klogt. Det løser ingenting. Men det er mit mønster, og i går blev jeg fanget ind i det.

I dag har jeg så løbet turen, der var usædvanlig tung at komme igennem. Men det lykkedes, og selv om Henrik insisterer på, at der skal være en hviledag mellem løbedagene, så tror jeg nu nok, jeg vil se, om jeg ikke kan få gennemført turen i morgen også. Bare for at komme op på hesten igen.

Men altså – jeg er stadig sådan en, der løber. Jeg har stadig ikke fået ømme knæ eller led. Jeg løber stadig vildt langsomt, men jeg kommer frem. Jeg løber bare ikke, når jeg er ked af det, har jeg opdaget.

Dovenskab hævner sig

Jo, jeg skulle have været ude og løbe i går. Men for det første havde det regnet rigtig meget, og for det andet så det ud som om, det ville begynde at regne igen… engang ude i fremtiden. Og så gad jeg iøvrigt ikke.

I stedet kunne jeg se det fornuftige i at sætte mig i sofaen med en alt for stor portion thai take-away. Ja, sådan er jeg.

Men den slags hævner sig, for jeg skal jo holde mit program. Derfor ringede vækkeuret perverst tidligt hos mig i morges, og jeg måtte ud. Og det var skønt! Solskin. Ikke for varmt. Alle profferne sov stadig. Der var mig og min telefon, der bimler lystigt hver gang et nyt interval starter. Og det sker ret tit nu.

Programmet foreskrev 2 minutters gang – 1 minuts løb. Gentaget 8 gange. Men så er festen også forbi. På lørdag skruer Henrik bissen på. Da hedder det 2 minutters gang – 2 minutters løb. Gentaget 8 gange. Det betyder jo lige en fordobling af løbetiden, og jeg er allerede træt ved tanken. Det sker endda på min fødselsdag. Jeg er altså blevet et år ældre, når der skrues op for løbet. Nu må vi se, hvordan det kommer til at spænde af.

Henrik er åbenbart den eneste i verden, jeg ikke har fået fortalt, hvornår jeg har fødselsdag. For hvis det er en gave fra ham til mig, så synes jeg ærlig talt, at den er grim. Mon den kan byttes?

Nye tider på Fabrikken

Jeg har nu mødt min nye, bedste ven, Henrik. Han er løbetræner og coach og i de næste 12 uger bliver det hans opgave at få mig i gang med at løbe. Held og lykke med det, siger jeg bare.

Jeg er nemlig blevet løbende rapporter på magasinet. Forstået på den måde, at jeg er blevet bedt om at lave et tema til bladet om løb, og det vil jeg selvfølgelig gerne. Et tema starter altid med et interview eller et portræt af et menneske. I dette tilfælde havde jeg forestillet mig et menneske, der rent faktisk løber. En som har noget erfaring at dele ud af. En, der kan inspirere andre.

Idéudviklingsmødet på redaktionen lød nogenlunde sådan her:

Mig: ”… så jeg skal have fundet en spændende case, der kan gøre os alle klogere på løb. Har I nogle forslag?”

Kolleger: ”…”

Mig: ”Jeg har tænkt, at vi kunne fortælle om hende, der har løbet et maraton hver dag i et år.”

Kolleger i kor: ”…”

Mig: ”Nå, men hvad så med hende, der begyndte at løbe for at komme væk fra ungerne? Simpelthen for at få en halv times frirum til sig selv tre gange om ugen.”

Kolleger: “…”

Kollega nr. 1: ”Det kunne være federe med en, der skal begynde at løbe…”

Kollega nr. 2: ”Ja – det kunne være sejt at følge forløbet. Seriøst! Sådan kommer du i gang-agtigt.”

Webredaktør: ”Og så kunne det fortsætte på nettet… Vi laver en løbeblog! På nettet kan vi jo lægge billeder og videoer og alt muligt godt op… ”

Chefredaktør: ”Det kunne blive rigtig godt. Er der nogen forslag til, hvem vi kunne sætte i gang med at løbe?”

Dyb tavshed

Kolleger i kor: ”Bente!”

Mig: ”PIS!”

Nogenlunde sådan gik det til, at jeg nu for alvor skal i gang med løbetræningen. Jeg skal være den glade idiot i løbeskoene, og Henrik skal være ham, der forklarer teknik, sko, underlag, typiske fejl og – ikke mindst – hvordan man motiverer sig selv.

Alle, der har læst med på Fabrikken, ved, at Henrik får sin sag for i den kommende tid. Han er en modig mand, der tør binde an med den opgave. Oven i købet lige efter min ferie. Men vi mødtes som sagt i forgår. Jeg var ærlig og fortalte om mine (meget ringe) erfaringer med løb og om, hvor meget jeg afskyr det. Henrik var også ærlig og sagde, at løb jo ikke er for alle, men at alle kan lære det. Og jeg lovede at gøre mit bedste.

Så nu sidder jeg og kigger på et skræddersyet løbeprogram og mærker angstens sved. Næste store hurdle bliver, når grafikerne vender tilbage efter ferien og vi skal til at tale billeder og grafik. For der skal ikke tages flere store billeder af mig i løbetøj, hvor jeg ligner en idiot. Det har jeg prøvet en gang, og det var nok. Og der skal under ingen omstændigheder puttes videoer af mig på nettet iført løbetøj og blodrøde kinder.

Der er lagt op til kamp – i mere end en forstand.

Var det mon verdens bedste idé?

Ja, det tror jeg da nok, at det var…

Altså den der idé med at forlade løbeholdet og finde et program, jeg rent faktisk kan følge.

Hånden på hjertet – jeg havde min tvivl om, hvorvidt jeg ville komme af sted, når ikke der står 50 mennesker og venter. Og jeg kom da helle ikke i løbeskoene i går, da jeg faldt ned i min sofa, hvor jeg sad, indtil jeg skulle mødes med veninden til kaffe.

Men så kom jeg bare af sted i dag!  Og det var hyggeligt, for jeg kunne rent faktisk følge programmet. Nu er løb jo så stort et ord. Mange ville nok sige, at det mere er en gåtur med korte, indlagte spurter. Men det er jeg ligeglad med. Der står løbeprogram, og så passer det. Og jeg kan være med!

Sejr!

Et styk knæ billigt til salg

Jamen, det måtte jo bare komme. Det ømme knæ. Æv for filan, hvor har jeg ondt i mit højre knæ i dag. Tror selvfølgelig, at det skyldes løbeturen i går. Så nu har jeg – efter megen overvejelse – taget nogle beslutninger:

1. Nye sko skal der til. Der kommer vel for pokker løn ind på kontoen i morgen, ikk? For jeg har 2,62 kroner tilbage, og det tror jeg ikke, jeg får meget løbesko for. Det gode ved det er, at jeg heller ikke får meget sukker…

2. Jeg dropper løbeholdet, for jeg synes, vi går for hurtigt frem. Efter blot to uger skal jeg kunne løbe 15 minutter. As if!!!!

I stedet har jeg fundet et program, jeg tror passer mig bedre. Jeg har tænkt meget over, om det betyder, at jeg er en quitter, der bare giver op for let, og som (sædvanligt) kaster håndklædet i ringen, når tingene kræver lidt ekstra af mig. Men jeg har aftalt med mig selv, at sådan er det ikke. I stedet lytter jeg til min krop, tager ansvar og skuer lidt ned for blusset, men fortsætter med at løbe, for jeg vil så gerne lære at kunne lide det.

3. Det bliver så nok ikke 8. juni 2013, at jeg kan løbe 5 kilometer, men så bliver det bare på andet tidspunkt. Jeg har lovet mig selv at melde mig til et løb, når jeg ikke længere bliver overhalet af dræbersnegle, mens jeg løber.

Hvem ved – måske ender det med, at jeg engang kan lide at løbe… Vi lader lige den stå!