Tag Archives: mad

Hov – hvor blev de gode vaner af?

Det gik så fint. Det gør det i og for sig stadig. Jeg lærer i alt fald hele tiden nyt om mig selv. Måske er det ikke nyt, men nu indser jeg det endelig.

Det handler om vaner. De gode og de dårlige. I et stykke tid er det gået rigtig godt. Jeg er blevet langt bedre til at lytte til mig selv og mærke efter, om jeg er sulten eller bare lækker sulten. Jeg har spist fornuftigt, og jeg har rørt mig hver dag. Og så kommer der lige en uge, hvor jeg har helt usædvanligt travlt på arbejde. Som i virkelig presset.

Det har givet anledning til ny læring. Egentlig har jeg mest lyst til at råbe: ”FUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK! Nu gjorde du det igen, Bente. Hvor uduelig har man lov at være?” Men en ting har jeg for længst lært, og det er, at jeg ikke får det bedre af at tale grimt til mig selv. Så nu forsøger jeg at tænke, at ja, det er da træls, men nu ved jeg det til en anden gang. Jeg skal være forberedt, når jeg går ind i en travl periode, for ellers sker der det, der er sket i denne uge: Jeg falder tilbage i alle de dårlige vaner. Ja, jeg vader faktisk i dem.

Jeg glemmer alt om motion. For pludselig giver det mening, når stemmen i mit hoved siger, at man da ikke kan cykle på arbejde, når man skal møde en time eller halvanden tidligere end normalt. Hvor logikken i det udsagn præcis befinder sig, vil jeg undlade at kloge mig på nu. Jeg vil blot konstatere, at det gav mening i øjeblikket.

Det betyder, at jeg i en hel uge har siddet foran computeren. Enten ved mit skrivebord på mit arbejde, eller ved mit spisebord derhjemme. Eller i sofaen. Jeg har i alt fald siddet. Og jeg er gået over vejen, og sat mig ind i bussen. Både ud og hjem. Tror seriøst ikke, at jeg er gået 2000 skridt på en dag, men hvem tæller da også det?

Og så har jeg spist. Alt hvad jeg har kunnet komme i nærheden af. Når man tager tidligt af sted om morgenen, behøver man nemlig ikke spise mættende morgenmad hjemme. Nej da – også her gav det mening i øjeblikket, da stemmen sagde, at jeg da bare kan købe et rundstykke på vejen. Som A: smager af tapet, og B: er røvdyrt.

Rugbrødsmadder med ost til frokost – spist ved skrivebordet, for jeg har da så travlt, at jeg ikke har tid til at gå den ene etage op til kantinen og spise med mine kolleger. Og når jeg kommer hjem et sted mellem klokken 19 og 20, så er det da helt ok at købe skodmad med hjem. Det er da hverken for dyrt eller for dårligt. Nej da… Og pludselig består 90 procent af kosten af brød, ris og pasta. For det er nemt. Grøntsager derimod er tilsyneladende SÅ svært.

Jeg har ikke haft tid til de to gange gymnastik, jeg skulle have været til i denne uge. Jeg har ikke haft tid til en skid. Jeg har bare siddet ned, arbejdet og fyldt mund og mave med crap uden at mærke efter, om jeg har været sulten eller mæt.

Nu er travlheden heldigvis forbi for denne gang, og jeg har tænkt mig at bruge lidt tid på at tænke over, hvordan jeg undgår at gentage det mønster, næste gang jeg får travlt.

Heldigvis har det hårde arbejde betalt sig. Det er gået ud over min krop og min fysik, men hold da kæft hvor er det fedt at sende et helt kursushold hjem, hvor alle kursusdeltagerne er glade og synes, at de har lært noget nyt. Og efterfølgende få mails fra nogle af dem. Kæft, hvor bliver jeg rørt over al den ros, og hvor har jeg bare meget respekt for, at mennesker sætter sig ned, og skriver en mail med ros til mig.

Tænk engang. En af deltagerne på kurset har sendt mig en mail, hvor hun skriver, at kurset har givet lyst til det arbejde, hun har påtaget sig. Det havde hun ikke før. Hun havde blot sagt ja, fordi der ellers ikke var andre til at løfte opgaven. Nu glæder hun sig til at komme i gang. Arhmen, hvor stort er det lige? Kæft hvor blev jeg rørt.

Så jeg vil tage roserne til mig. Det er faktisk noget, jeg har endog rigtig svært ved, så det må jeg øve mig på. Og så vil jeg forsøge ikke at slå mig selv alt for hårdt i hovedet i de næste dage. For tøjet strammer igen. Kroppen har det sløjt – den skriger på god mad og motion. Men nu er der kaffe i koppen og Mads og Monopolet i radioen. Så indkøb, frisk luft og motion må vente lidt. Man kan heller ikke gøre rent i mens, kan man?

Reklamer

Det går op og ned. Og op igen

Det går op og ned. Med vægten altså. Smed fire kilo på en god uges tid, men det er selvfølgelig ikke realistisk. Så nu justere min krop sig selv, og vægten viser nu “kun” minus tre kilo.

Det er ok. Det er stadig et fint vægttab, og jeg forstår ærlig talt godt, hvis min krop er lidt forvirret og ude af balance, når jeg tænker på, hvad jeg har budt den de sidste mange år.

Det er selvfølgelig med et dybt suk, at jeg konstaterer, at vægten ikke bare fortsætter ned i rekordfart, for hvor havde det været nemt, hvis det var tilfældet. Men det er faktisk ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at jeg spiser god og nærende mad, som min krop trives med.

Jeg har besluttet, at der ikke er noget, jeg ikke må spise. Må for hvem? Det er der sgu ingen der skal bestemme. Og jeg vil ikke være fanatisk. Det klæder ingen. Men jeg forsøger at mærke, hvad min krop fortæller mig, og den siger ret højt og tydeligt, at den trives med den mad, jeg spiser lige nu. Den har faktisk ikke brug for is, bare fordi det er varmt ude. Den savner heller ikke de nogle gange massive mængder sukker, jeg plejer at byde den. Den er faktisk godt tilfreds med at få rigtig mad. Jeg må tro på, at den har ret, for jeg mærker jo forskellen fra “før til nu” – og det på trods af, at jeg kun har været i gang med min nye livsstil i mindre end to uger. Det er sgu da meget godt.

Ja ja – det lyder helligt, det ved jeg godt, og det er ikke meningen. Jeg gør mig bare en masse tanker for tiden om, hvorfor jeg har brugt så mange år på at være så hård mod mig selv. Hvorfor jeg har brugt mad som både belønning og straf. Det er jo et skråplan. Mad er “bare” mad. For mig er det også nydelse og vigtigt af alt – det er energi, der får min krop til at fungerer.

Jeg har ikke lyst til at noget mad skal være forbudt, og jeg forsøger at slette udtrykket “falde i” fra min bevidsthed. “Jeg faldt i…” Sludder! Du spiste en kage. En is. Drak et glas vin. So what! Du er bare et menneske, og hvis du nød det, mens du spiste det, så er der ingen grund til at fortælle dig selv, at du har gjort noget forfærdeligt, og alle forsøg på at være sund nu er spildte. Vel, Bente?!

Det handler jo ikke kun om at smide en masse kilo. Det handler jo også om, hvordan jeg vil leve mit liv fremover. Om at finde en balance og ikke hele tiden skifte mellem “Nu æder jeg kraftstejlme alt, hvad jeg kan komme i nærheden, for jeg er ligeglad eller nu spiser jeg ikke noget, for nu skal jeg fandeme være sund.” Lidt sådan har jeg haft det indtil nu, og det er jo virkelig dumt.

Så blev det hverdag

Som jeg skrev forleden, så skal jeg til at finde hverdagen igen, og den startede, som sådan nogle slamberter ofte gør: lidt praktisk der skal ordnes og et arbejde at passe. Og imellem de to ting – et telefonopkald.

“Hvordan ser din kalender ud?”

Mig: “Joooow – du ved, som den plejer. Skal arbejde i eftermiddag og hele weekenden. Hvorfor?”

“Vil høre om du har lyst til at komme til Dragør og spise i aften. Det bliver bare lidt hyggemad. Noget nemt for jeg er på arbejde, og har ikke handlet.”

Mig: “Tak, det lyder da dejligt. Det vil jeg meget gerne. Det bliver bare ikke sent for mit vedkommende. Skal som sagt op i morgen.”

“Ja ja – men som jeg sagde, bliver det også bare en lille hyggemiddag. Uden dans!”

Nogenlunde sådan lød min samtale med den ene af Dragør-drengene, da han ringede til  mig i går formiddags. Jeg ved godt, at hans casuale hverdagsmiddage eller laid back hyggemiddage til enhver tid kan konkurrere med mine festmiddage, men se lige her, hvor skøn hverdagen også kan være:

Jamen velbekomme så

Jamen velbekomme så

Så kom første ret på bordet. Og det smagte som en drøm. Pludselig er jeg helt pjattet med hverdage…

Fabrikken anbefaler: Fremragende mad!

Jeg er ikke madanmelder, men jeg kunne godt tænke mig at være det. Tænk at spise og nyde… og tjene penge på det! Nøj, det gad jeg godt! Problemet er bare, at jeg ikke ved ret meget om mad. Men jeg ved og påskønner, når jeg får serveret god mad af høj kvalitet. Og når omgivelserne og stemningen også er i top, ja så bliver jeg nødt til at sætte mig til tasterne. For ros skal gives, når ros fortjenes!

Paté Paté er en fabelagtig restaurant ved Halmtorvet og Kødbyen på Vesterbro. Jeg har spist der en del gange, og efterhånden er det blevet Ingeniørens og mit stamsted, og det var da også ham, der inviterede på middag i aftes.

Egentlig skulle det bare være en hurtig mundfuld, inden han satte kursen mod Jylland. Men Paté Paté er ikke et sted, man har lyst til at forlade hurtigt. Der er alt for meget dejlig vin at vælge imellem. Heldigvis er tjenerne kompetente og dygtige til at vejlede vinnovicer som os, der sætter pris på dråberne, men som ikke på en overbevisende måde kan slippe af sted med at lade som om, at vi ved, hvad vi taler om, når det gælder vin. Derfor sætter jeg pris på den kyndige vejledning. Havde jo været virkelig ærgeligt at vælge forkert, når man har besluttet kun at nyde et enkelt glas.

Og så er der jo maden! Mums! Og jeg har altså ikke fået noget for at skrive dette – jeg kan bare ikke lade være. Det er her, jeg har fået verdens bedste dessert. Det var godt nok sidste gang, jeg besøgte stedet, men jeg kan stadig se orgiet af marengs, friske bær og øko fløde for mig. Og når jeg lukker øjnene, kan jeg næsten også smage det… uhmmmmm

I aftes spiste jeg onglet med kantareller, marvsmør og vild brøndkarsesalat. Jeg måtte spørge, hvad onglet var – hvilket desværre nok beviser, at min karriere som madskribent ligger et sted langt ude i fremtiden. Den korte version er, at det er mørt, mørt oksekød. Og det smagte skønt. Ingeniørens mad var sommer på en tallerken. Grisen med majs, squash og chilisalsa så fantastisk ud og efter hans salige udtryk at dømme, så smagte maden himmelsk.

Jeg har slet ikke nævnt indretningen på den gamle leverpostejsfabrik – men kig forbi. Der er rart at være.

Tak for mad, Paté Paté. Jeg glæder mig allerede til, at vi ses igen!