Tag Archives: Madbanditten

Skrid ud af min tallerken!

ADVARSEL: DETTE INDLÆG ER BÅDE LANGT OG NAVLEPILLENE

Jeg har brugt flere dage på at tænke over, om jeg skulle skrive det, jeg skriver nu. Nogen vil helt sikkert føle sig stødt på manchetterne. Nogle vil måske endda blive sure. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at det er den risiko, jeg må løbe, hvis jeg skal blive bedre til at dele, hvad jeg føler og tænker. Jeg får ofte at vide, at jeg er svær at komme ind på livet af. Det er ikke ond vilje – det er bare fordi, jeg er vildt dårligt til at åbne for det mest private.

Men øvelse gør måske mester. Eller også ender jeg som hende, alle har vendt ryggen. So be it!

Så nu skriver jeg bare…

For to en halv uge siden begyndte jeg på et kickstart-forløb hos Madbanditten, som jeg er endog virkelig stor fan af. Faktisk er jeg ret pjattet med hende, og det er store ord fra en vestjyde. For dig, der ikke kender hende – hvis du findes – så kan du tjekke hendes blog her: madbanditten.dk

Jeg er så heldig, at jeg kender Madbanditten aka Jane ude i virkeligheden, og jeg elsker hendes ukomplicerede tilgang til mad og krop. Hos hende er intet forbudt, men der er fornuftige og ufornuftige valg. Og så laver hun rigtig mad – uden tilsætningsstoffer og andet skrammel. Bare god, gedigen mad, man kan blive mæt af. Og jeg har købt og betalt for at blive holdt i hånden af Jane i 28 dage. Jeg har fået opskrifter, motionsforløb, daglige gode råd og info om, hvad fanden det er, jeg har kastet mig ud i og hvad der sker i min krop undervejs.

Jeg er blevet klogere og gladere. De første 17 dage er godt overstået. Jeg er kommet over de første begyndervanskeligheder med utilpashed, træthed etc. som altid opstår, når jeg lægger min kost om. Det er heldigvis afløst af fantastisk nattesøvn, god energi, en vidunderlig ro i kroppen, fødder der ikke længere gør ondt, en mave der fungerer og minus fem kg på vægten. Og forleden kunne man se mig løbe op ad trapperne på Nørreport. Det er sgu aldrig set før. Så langt så godt.

Der er flere grunde til, at jeg valgt dette forløb. Ganske kort kan det opsummeres således:

  • Jeg har et farligt højt BMI – ifølge Sundhedsstyrelsen er jeg i højrisiko for hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
  • Jeg er godt på vej til at cutte 8-10 år af mit liv – min overvægt er farligere end rygning.
  • Jeg har behov for at gøre noget godt for mig selv og få en sundere krop efter chokket over min kræftdiagnose.
  • Jeg skal krydse Skotland til fods lige om lidt, og det kunne blive en udfordring med de smerter, jeg har haft i mine fødder. Plus de mange ekstra kilo, jeg skal slæbe på.
  • Jeg har brug for at bevise overfor mig selv, at jeg faktisk kan udrette noget. Det har jeg ofte svært ved selv at tro, og selvom mine omgivelser er søde til at fortælle, at jeg fx sagtens kan klare det nye job, så tvivler jeg selv engang imellem.

Så altså. Jeg har brug for at passe godt på mig selv og bevise, at jeg faktisk kan udrette det, jeg sætter mig for. Og jeg er vildt stolt af, at jeg i de sidste 17 dage har gjort så meget godt for mig selv, at jeg nu sidder og kan mærke gevinsterne på og i min krop.

Men! Hvad jeg ikke havde forudset, da jeg sprang ud i projektet, er alle de himmelvendte øjne og de mange kommentarer: ”Skal du bare sidde der og være kedelig?”, ”Come on! Et glas vin skader sgu da ikke”, ”Det lyder ikke sundt. Du skulle prøve (indsæt selv alverdens forslag) i stedet.”, ”Du falder jo alligevel i. Du har jo prøvet før, så tag nu et glas”, ”Uhmmmmm, den her dessert smager godt. Synd at du ikke må smage!”, ”Nu skal du jo heller ikke blive fanatisk”.

Og jeg kunne fortsætte listen. Og det gør mig faktisk både forundret og utilpas til mode. For hvorfor er det nødvendigt at have en holdning til den mad, jeg putter på min tallerken? Og er jeg virkelig så umulig at være sammen med, når jeg er ædru?

Som en del af kickstarten er der oprettet en lukket gruppe på Facebook. Jeg valgte at dele mine oplevelser med de andre derinde, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, om det er mig, der er nærtagende. Og jeg vedkender, at det kan jeg være, for der dukker rigtig mange følelser op, når man er i sådan et forløb.

Jeg fik over 30 lange kommentarer fra andre, der oplever det samme. Nogle lukker sig inde, og vil ikke deltage i arrangementer og fester, fordi de har svært ved alle kommentarerne, der kan virke sårende. Tænk lige over det et øjeblik… Intet socialt liv fordi omgivelserne har svært ved at forstå og acceptere et høfligt nej tak. Det er tankevækkende. En skrev noget i retning af: ”De mennesker, der fortæller mig, at jeg er tyk og ikke burde spise det stykke kage, er de samme mennesker, der bliver forarget, når jeg siger nej tak. Det er svært at gøre noget rigtigt”.

Når jeg oplever, at andre siger nej tak til vin, is eller kage, tænker jeg altid i mit stille sind: ”Fedt! Så er der mere til mig!” Hvilket selvfølgelig forklarer, hvorfor jeg har pakket så mange ekstra kilo på min krop. Andre tænker tydeligvis ikke sådan, for jeg har virkelig følt, at jeg skulle forsvare, at jeg har givet mig selv et løfte om at passe godt på mig selv i 28 dage. Jeg har også skullet forsvare, hvorfor jeg spiser, som jeg gør. Og jeg er blevet ked af de løftede øjenbryn og de himmelvendte øjne, fordi de får mig til at føle mig forkert eller som festens paria.

Så min opfordring fra nu er: Skrid ud af min tallerken og hop op af mit glas, og glæd dig over, at vand er billigere end vin, når jeg er gæst, og at der er mere kage til dig, når jeg takker nej. Og jeg føler virkelig ikke, at jeg går glip af noget som helst. Til gengæld oplever jeg en fantastisk følelse i min krop.

Uanset, så har jeg tænkt mig at fortsætte, for jeg mærker en enorm forskel i min krop. Og jeg føler intet afsavn. Samtidig nægter jeg at lukke mig inde, for jeg har stadig 40 kg, der skal væk. Jeg ville blive den mest ensomme person i verden.

Selvfølgelig kommer der en dag, hvor jeg vælger at drikke et glas vin eller spise en is. Men det bliver bare ikke lige nu. Og når det bliver, så er det forhåbentlig, fordi jeg træffer et bevidst valg og ikke fordi, jeg ikke længere kan takle de himmelvendte øjne og de irriterende kommentarer.

Og jeg forstår godt, at det kan være svært at forstå, at jeg må spise ost og flæskesvær, men ikke kartofler og ostepops. Men behøver du have en mening om det? Eller rettere – behøver du fortælle mig, hvad du mener om det?

 

 

Reklamer

Pral på Fabrikken

Endelig kom posten! Med det nye nummer af magasinet Psykologi, og se bare her – ja, billedet vender på hovedet, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Men kig alligevel: Og det gør det så ikke alligevel, fordi Jane var så sød at lære mig noget nyt. Tak for det!

Ja, det er sikkert pænt overfladisk, men jeg kan faktisk rigtig godt lide at se mit navn i nye medier

Jamen hov – det er sørme da en af mine artikler. Ja, det er pænt overfladisk at gøre opmærksom på, men jeg er ligeglad. Synes det er sejt at se mit navn i et nyt medie.

Det er altid spændende at se, hvordan artiklerne bliver sat op og præsenteret i et magasin eller avis. Især når det, som i dette tilfælde, er første gang, jeg skriver til et blad. Jeg afleverer jo blot et kedeligt worddokument, og efter nogen tid dukker der så et fint og farverigt blad op, hvor mine ord fra det blege dokument er blevet forvandlet til noget, man faktisk har lyst til at læse.

Jeg har skrevet om vores tone og måde at skrive til hinanden på på nettet, og jeg synes, det er et vigtigt emne. Tonen på nettet er nogle gange så urimelig hård, synes jeg. Og nej – det er da ikke i orden at svine andre til, blot fordi de er kendte. Tænk – selv kendte mennesker har følelser.

Jeg er glad for, at Psykologi var enige og ville lægge spalteplads til mine ord. At det så tilmed gav anledning til, at jeg brugte tid i selskab med den dejlige Jane Faerber aka Madbanditten, gjorde jo ikke opgaven mindre kedelig. Hun er altid godt og begavet selskab.

Dejlige Jane Faerber var så sød at stille op til interview. Altid en fornøjelse at være i hendes selskab.

Dejlige Jane Faerber var så sød at stille op til interview. Altid en fornøjelse at være i hendes selskab.

Jeg synes, resultatet er blevet ganske fint i Psykologi, og her forholder jeg mig kun til det grafiske udtryk. Jeg læser nemlig aldrig mine egne artikler, når de først er blevet trykt.

Jeg synes måske, de har snydt mig for et par bylines, men det er kun noget, journalister går op. Ingen andre kigger på det. Men for journalister… nøj, det er vigtigt.

Min debut på bogscenen

Det var i går, jeg skulle interviewe skønne Jane aka Madbanditten på en scene ved BogForum. Og det gik godt! Jeg havde selskab af familien, og det var dejligt og trygt at vide, at de sad blandt publikum.

Jeg havde forventet, at jeg ville være så nervøs, at jeg ville brække mig i den nærmeste skraldespand, før jeg skulle på scenen, men jeg var faktisk overraskende rolig. Så rolig, at jeg blev nervøs over, at jeg ikke var mere nervøs.

Men det skyldes helt sikkert, at Jane udståler en enorm ro, og det smitter af. Her er billeder fra vores 20 minutter sammen i spotlysets skær. Det var hyggeligt og jeg gør det gerne igen!

Sejt selskab, ikk?

I fint selskab!

Se hvor pænt og tålmodigt vi venter

Se hvor pænt og tålmodigt vi venter

Så er vi i gang, og Jane er som altid sk... god

Så er vi i gang, og Jane er som altid sk… god

Der var faktisk ganske mange, der var kommet for at høre Jane fortælle. Det var fedt!

Ganske mange dukkede op for at høre Jane fortælle. Og det var fedt! Jeg så dem heldigvis først, da vi var færdige. 

En hyggelig eftermiddag

Sådan en har jeg haft! Jeg har været så heldig at blive inviteret til reception i anledning af, at Madbanditten har udgivet sin første bog, der også er den første danske bog om LCHF. Og hov – så opdager man da også lige hvilken bog, der allerede er kravlet helt til tops på hitlisten!

Og nøj – det er en fin bog! Hvis du ikke allerede har den, så skynd dig at købe den, for den er fin, og de opskrifter, jeg har kastet mig over, har været rigtig lækre – også selv om man ikke spiser efter LCHF-principperne. Den kan nemlig også bruges, hvis man bare gerne vil have sneget lidt flere grøntsager ind i maden på en lækker måde. Men skynd dig, for den bliver flået ned fra hylderne. Med god grund!

Der var dejlig mad til receptionen, men vigtigere – der var også dejlige mennesker. Nogle jeg har set før ude i virkeligheden og andre som er ” venner, jeg ikke kender.” Det er mennesker, jeg følger i Blogland, og som følger med i, hvordan det går hos mig.

Jeg var for eksempel så heldig at møde Rikke, der huserer på bloggen rikkeprikke. Der kigger jeg tit forbi, fordi hun er så sk… kreativ og laver virkelig fine ting, som jeg aldrig selv ville kunne lave. Hvis du ikke kender hende, så kig forbi. Hun er altid et besøg værd.

Jeg er normalt ikke god til receptioner og arrangementer med mange mennesker, jeg ikke kender, men i dag var virkelig hyggelig.