ADVARSEL: DETTE INDLÆG ER BÅDE LANGT OG NAVLEPILLENE
Jeg har brugt flere dage på at tænke over, om jeg skulle skrive det, jeg skriver nu. Nogen vil helt sikkert føle sig stødt på manchetterne. Nogle vil måske endda blive sure. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at det er den risiko, jeg må løbe, hvis jeg skal blive bedre til at dele, hvad jeg føler og tænker. Jeg får ofte at vide, at jeg er svær at komme ind på livet af. Det er ikke ond vilje – det er bare fordi, jeg er vildt dårligt til at åbne for det mest private.
Men øvelse gør måske mester. Eller også ender jeg som hende, alle har vendt ryggen. So be it!
Så nu skriver jeg bare…
For to en halv uge siden begyndte jeg på et kickstart-forløb hos Madbanditten, som jeg er endog virkelig stor fan af. Faktisk er jeg ret pjattet med hende, og det er store ord fra en vestjyde. For dig, der ikke kender hende – hvis du findes – så kan du tjekke hendes blog her: madbanditten.dk
Jeg er så heldig, at jeg kender Madbanditten aka Jane ude i virkeligheden, og jeg elsker hendes ukomplicerede tilgang til mad og krop. Hos hende er intet forbudt, men der er fornuftige og ufornuftige valg. Og så laver hun rigtig mad – uden tilsætningsstoffer og andet skrammel. Bare god, gedigen mad, man kan blive mæt af. Og jeg har købt og betalt for at blive holdt i hånden af Jane i 28 dage. Jeg har fået opskrifter, motionsforløb, daglige gode råd og info om, hvad fanden det er, jeg har kastet mig ud i og hvad der sker i min krop undervejs.
Jeg er blevet klogere og gladere. De første 17 dage er godt overstået. Jeg er kommet over de første begyndervanskeligheder med utilpashed, træthed etc. som altid opstår, når jeg lægger min kost om. Det er heldigvis afløst af fantastisk nattesøvn, god energi, en vidunderlig ro i kroppen, fødder der ikke længere gør ondt, en mave der fungerer og minus fem kg på vægten. Og forleden kunne man se mig løbe op ad trapperne på Nørreport. Det er sgu aldrig set før. Så langt så godt.
Der er flere grunde til, at jeg valgt dette forløb. Ganske kort kan det opsummeres således:
- Jeg har et farligt højt BMI – ifølge Sundhedsstyrelsen er jeg i højrisiko for hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
- Jeg er godt på vej til at cutte 8-10 år af mit liv – min overvægt er farligere end rygning.
- Jeg har behov for at gøre noget godt for mig selv og få en sundere krop efter chokket over min kræftdiagnose.
- Jeg skal krydse Skotland til fods lige om lidt, og det kunne blive en udfordring med de smerter, jeg har haft i mine fødder. Plus de mange ekstra kilo, jeg skal slæbe på.
- Jeg har brug for at bevise overfor mig selv, at jeg faktisk kan udrette noget. Det har jeg ofte svært ved selv at tro, og selvom mine omgivelser er søde til at fortælle, at jeg fx sagtens kan klare det nye job, så tvivler jeg selv engang imellem.
Så altså. Jeg har brug for at passe godt på mig selv og bevise, at jeg faktisk kan udrette det, jeg sætter mig for. Og jeg er vildt stolt af, at jeg i de sidste 17 dage har gjort så meget godt for mig selv, at jeg nu sidder og kan mærke gevinsterne på og i min krop.
Men! Hvad jeg ikke havde forudset, da jeg sprang ud i projektet, er alle de himmelvendte øjne og de mange kommentarer: ”Skal du bare sidde der og være kedelig?”, ”Come on! Et glas vin skader sgu da ikke”, ”Det lyder ikke sundt. Du skulle prøve (indsæt selv alverdens forslag) i stedet.”, ”Du falder jo alligevel i. Du har jo prøvet før, så tag nu et glas”, ”Uhmmmmm, den her dessert smager godt. Synd at du ikke må smage!”, ”Nu skal du jo heller ikke blive fanatisk”.
Og jeg kunne fortsætte listen. Og det gør mig faktisk både forundret og utilpas til mode. For hvorfor er det nødvendigt at have en holdning til den mad, jeg putter på min tallerken? Og er jeg virkelig så umulig at være sammen med, når jeg er ædru?
Som en del af kickstarten er der oprettet en lukket gruppe på Facebook. Jeg valgte at dele mine oplevelser med de andre derinde, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, om det er mig, der er nærtagende. Og jeg vedkender, at det kan jeg være, for der dukker rigtig mange følelser op, når man er i sådan et forløb.
Jeg fik over 30 lange kommentarer fra andre, der oplever det samme. Nogle lukker sig inde, og vil ikke deltage i arrangementer og fester, fordi de har svært ved alle kommentarerne, der kan virke sårende. Tænk lige over det et øjeblik… Intet socialt liv fordi omgivelserne har svært ved at forstå og acceptere et høfligt nej tak. Det er tankevækkende. En skrev noget i retning af: ”De mennesker, der fortæller mig, at jeg er tyk og ikke burde spise det stykke kage, er de samme mennesker, der bliver forarget, når jeg siger nej tak. Det er svært at gøre noget rigtigt”.
Når jeg oplever, at andre siger nej tak til vin, is eller kage, tænker jeg altid i mit stille sind: ”Fedt! Så er der mere til mig!” Hvilket selvfølgelig forklarer, hvorfor jeg har pakket så mange ekstra kilo på min krop. Andre tænker tydeligvis ikke sådan, for jeg har virkelig følt, at jeg skulle forsvare, at jeg har givet mig selv et løfte om at passe godt på mig selv i 28 dage. Jeg har også skullet forsvare, hvorfor jeg spiser, som jeg gør. Og jeg er blevet ked af de løftede øjenbryn og de himmelvendte øjne, fordi de får mig til at føle mig forkert eller som festens paria.
Så min opfordring fra nu er: Skrid ud af min tallerken og hop op af mit glas, og glæd dig over, at vand er billigere end vin, når jeg er gæst, og at der er mere kage til dig, når jeg takker nej. Og jeg føler virkelig ikke, at jeg går glip af noget som helst. Til gengæld oplever jeg en fantastisk følelse i min krop.
Uanset, så har jeg tænkt mig at fortsætte, for jeg mærker en enorm forskel i min krop. Og jeg føler intet afsavn. Samtidig nægter jeg at lukke mig inde, for jeg har stadig 40 kg, der skal væk. Jeg ville blive den mest ensomme person i verden.
Selvfølgelig kommer der en dag, hvor jeg vælger at drikke et glas vin eller spise en is. Men det bliver bare ikke lige nu. Og når det bliver, så er det forhåbentlig, fordi jeg træffer et bevidst valg og ikke fordi, jeg ikke længere kan takle de himmelvendte øjne og de irriterende kommentarer.
Og jeg forstår godt, at det kan være svært at forstå, at jeg må spise ost og flæskesvær, men ikke kartofler og ostepops. Men behøver du have en mening om det? Eller rettere – behøver du fortælle mig, hvad du mener om det?