Tag Archives: mænd

Mændene i mit liv

Jeg er her endnu! Stadig ikke på toppen, men i en klart forbedret udgave i forhold til i går. Nu har jeg da ikke feber længere – så langt, så godt.

Det er, når nøden er størst, at man opdager, hvem ens rigtige venner er. Og mine to bedste venner rykkede da også ud i samme øjeblik, de hørte, at jeg havde ondt i halsen. Der er ingen, der kan lindre halsbetændelse som de to. De hedder Ben og Jerry, og de er fabelagtige!

Så snart de dukker op, bliver mit humør bedre. Jeg føler mig tryg. Føler, at de passer på mig og vil mig det godt. Og når jeg bliver træt, fordi deres omsorg er så overvældende og sød – ja så svøber de min krop i et tungt, tungt tæppe og lader mig sove nogle timer. De er de dejligste mænd i mit liv!

Og hvordan går det så lige med ikke at spise sukker, spørger du? Men hør her! Jeg har boet syv år i Sverige, og derovre får man også ondt i halsen. Tro det eller lad være. Og jeg var hos en rigtig sød læge, der anbefalede mig at spise glas, for det skulle lindre smerten i halsen. Jeg tænkte, at hun da måtte være vanvittig. Glasskår i en i forvejen øm hals… Gå da væk! Men så var det, at jeg fandt ud, at glas er det samme som is, og så blev hun min yndlingslæge, og jeg holder stadig fast i alle hendes gode råd.

Så Ben og Jerry er medicin. De er omsorg på dåse. Et bæger fyldt med kærlighed. Intet mindre. Og da jeg lå på sofaen i går og forsøgte at overleve, så hjalp de mig. Også da jeg så Sex and the City og pludselig blev overvældet af en enorm bølge manglende selvværd, fordi de fire dejlige damer i dyrt tøj og fab sko mindede mig om, at jeg lignede noget, der var få meter fra graven. Gamacher, uldne fald-ned-sokker, trøje med hul i. Ingen makeup. Hår som en forledt rede. Så usexet i modsætning til damerne i filmen.

Igen trådte mine sande venner, Ben og Jerry, til og med et par skefulde omsorg og kærlighed fik de mig trøstet og overbevist om, at Carrie også ligner lort nogle gange. Og når hun gør, så gør hun som jeg – bliver på sofaen.

De strøg mig over kinden, lod mig tømme bøtten og puttede et tæppe af tryghed om mig og lod mig sove. Og i dag har jeg det som sagt bedre. Jeg er ikke på toppen, men det er ok, at de er smuttet igen, for jeg ved, hvor jeg kan finde dem, hvis jeg får brug for dem. Jeg kan altid regne med Ben og Jerry.

Nu vil jeg i stedet koncentrerer mig om at få skrevet lidt. Og så er det jo valgdag, og jeg elsker valgdage. Så krydset skal sættes og så vil jeg krybe sammen under et tæppe og fejre demokratiets fest sammen med de andre fantastiske venner, jeg har.

God valgdag til alle!

Reklamer

Mænd er vilde med pilates-røve!

Min teori har altid været, at jeg som barn faldt i en balje med magisk væske, hvilket har betydet, at jeg siden har været usynlig for det modsatte køn.

Men nu er forbandelsen åbenbart blevet vasket væk eller svedt ud. I alt fald får jeg nu helt uventet opmærksomhed fra både fra ex-elskere og mænd, jeg ikke kender.

Fik en besked fra en tidligere Ven Med Privilegier forleden. Ordlyden var noget i retning af: “Hvor er det ærgerligt, at vi ikke ses længere. Vi havde det fedt sammen!”

Absolut! – Og det havde vi da nok fortsat haft, hvis du ikke havde valgt at gifte dig med hende det magre hyl og få børn med hende.

Ny besked for en anden mand. “Jeg savner dig!”

Det tvivler jeg ærlig talt på! Jeg gætter på, at du: A) Er tørstig og mangler selskab, B) Mangler et sted at sove eller C) Har brug for at få styrket dit ego og lige skal vide, at jeg stadig er periferien.

Men også fremmede mænd melder sig nu på banen. Som fx ham den virkelig lækre fyr, der sendte mig “Skal-vi-to-ikke-snart-være-nøgne-samme”- blikke, så jeg begyndte at rødme og måtte skynde mig videre.

Eller manden på Islands Brygge, der syntes, at jeg så “helt vildt dejlig ud.” Det var ved højlys dag, og han virkede helt normal. Men jeg bemærkede dog, at han efterfølgende kravlede op i en lygtepæl med en kande vand… Det er en detalje, jeg vælger ikke at dvæle yderligere ved.

Naturligvis skyldes den nyvundne opmærksomhed først og fremmest, at mændene endelig har opdaget, hvilket vindende væsen jeg besidder. Mit blide empatiske jeg og mit knivskarpe intellekt. Men grunden til hele denne selvforherligende smøre er, at jeg i høj grad tror, at det er ugers benhård træning hos Frida-pigen, der endelig giver pote.

På jysk vil man nok sige, at jeg har en stor røv! Jeg synes, voluminøs lyder flottere, og det er den sandelig. Men torturøvelserne har gjort, at pilates-måsen nu er flyttet tilbage til dér, hvor den sad, da jeg var i starten 30’erne, og det er der så nogen, der er ret vilde med.

Så hvis I ikke hører fra mig et stykke tid, er det bare fordi, jeg er til pilates!