Tag Archives: motion

Hulahop mig i r****

Mit indre barn er ved at være godt træt af det der hulahopperi. Virkelig træt. For jo, jeg får da sikkert masser af motion af at samle den skide ring op fra gulvet i en uendelighed, men jeg har jo den ganske uklædelige side, at jeg er virkelig dårlig til at acceptere, at jeg ikke kan noget, alle andre kan, og nu er det simpelthen ikke sjovt længere. Jeg bliver som et 3-årigt trodsigt barn.

Alle de andre kan få den satans ring i svingninger om kroppen. Bare ikke mig. Den kører lige et par omgange, og så ryger den til jorden med et ordentligt brag.

Det eneste, jeg har fået ud af den ind til nu, er blå mærker i taljen. Det er da muligt, at mørke farver slanker, men come on…

Nu kan jeg så læse om alt det fantastiske, sådan en ring kan gøre for både ryg og mavemuskler for slet ikke at nævne taljen. Det er jo fint alt sammen, men det fordrer vel, at man kan holde lortet i omdrejninger, og det kan jeg så ikke.

Mor er ikke skuffet. Mor er vred!

Reklamer

Kedelig kvinde med egen hulahopring søger…

Det er kun kedelige mennesker, der keder sig. Det har jeg tit fået at vide som barn. Nuvel – jeg er så åbenbart et helt uhørt kedeligt menneske for tiden.

For jeg keder mig helt vildt. Det er ikke fordi, jeg ikke har noget at lave. I virkeligheden er jeg langt bagud med det meste, og bunkerne af forsømt arbejde giver pokkers dårlig samvittighed, men altså ikke nok til, at jeg letter røven og kommer til tasterne.

Jeg er nok sådan af natur – i alt fald genkender jeg mønsteret for tidligere, og jeg ved også, at på et tidspunkt tager fanden ved bæstet, og så kommer jeg op i omdrejninger, men hvornår det tidspunkt indtræffer, er ikke godt at vide.

Det er ikke fordi, at det, jeg bør lave, er kedeligt. Tværtimod. Det er ideer til artikler, jeg gerne vil skrive, der skal formuleres og sendes ud, og spændende mennesker, jeg skal have fat i til interview. Og nå ja – så skal jeg faktisk også øve mig i at bruge min nyerhvervede hulahopring. Sådan en har jeg nemlig fået, fordi det er en del af det udstyr, vi bruger til det der motion, jeg har meldt mig til. De andre er selvfølgelig super gode til det. Og gæt så hvem der slet ikke kan finde ud af det. Jeps – moi!

Det ser så nemt ud, men det er sgu da svært! Det eneste, der bliver sat i bevægelse, er min krop, men det er alle de forkerte steder, der skvulper omkring. Som instruktøren sagde: ”Du skal prøve, om du kan bevæge hofterne og ikke så meget skuldrene.” Jo tak du… Jeg syntes, jeg bevægede hofterne i noget der mindede om lækre salsamoves, men i stedet har jeg så åbenbart lignet en vingeskudt krage.

Det er ikke nyt. Det er sådan, det er, hver gang jeg skal lære min krop noget nyt, og hver gang tænker jeg: Kunne jeg ikke – bare en eneste gang – være god til noget og se sådan lidt overskudsagtig lækker ud, mens jeg forsøger.
Men det kan jeg så ikke.

Jeg har oplevet at være til Zumba og selv synes, at det gik rigtig godt. Så godt, at jeg et kort øjeblik havde helt ondt af staklen, jeg så i spejlet og som var så meget ude af takt, at det var pinligt. Indtil jeg en brøkdel af et sekund senere opdagede, at staklen var mig.

Jeg har prøvet at trille ind i et stort spejl på min pilatesbold og efterlade et mærke fra min svedige kind som en fugl, der rammer en rude. Selvfølgelig mens jeg trillede rundt ved siden af en kendt dansk skuespillerinde, der havde helt kontrol over sin bold og hvor kun to yndige rosa pletter på kinderne afslørede, at hun havde fået varmen. Jeg derimod svedte, så det dryppede ned i det flødefarvede tæppe.

Og nu er det så hulahopringen. ”Journalist kvalt af motionsaggregat.” Man ser det for sig… Der er virkelig ikke meget at være stolt af.

Aktiv søndag – nu endda i godt humør

Så skal jeg fandeme love for, at jeg kom til spinning. Og det var faktisk helt ok, selv om jeg var sur lige fra morgenstunden over udsigten til en time i helvede.

”Hvornår kan en dame egentlig få lov til at sove længe? Efterhånden tager det der motion al min kaffe og Mads og Monopolet-tid? Weekender skal sgu da bruges til at slappe i af, men næææææh nej – så skal der løbes, så skal der spinnes… Vil verden da ikke bare rende mig i rø…?!”

Nogenlunde sådan lød stemmen i mit hoved, da vækkeuret ringede, så det var bestemt ikke den mest sympatiske version af Bente, der begav sig af sted.

”Spinningsalen er på 4. sal,” forklarede den søde mand i reception det sure fruentimmer, der stod foran ham. ”WTF! 4. sal – are you kidding me?” svarede jeg i mit hoved, men jeg tror heldigvis, at min mund sagde: ”Tak for hjælpen.”

Op på 4. sal. Stå i kø til lyden af musikken fra den time, der knapt er overstået. ”Lortemusik. Hvor fanden er Arne, når man skal bruge ham?” surmulede jeg, men så dukkede den skønne, men noget insisterende unge dame, der havde lokket mig derned, heldigvis op, og så kunne jeg jo ikke være sur længere. Eller rettere – lidt sur bliver man jo, når hun siger: ”Ja, jeg var her jo klokken 9. Jeg styrketræner altid før timen.”

Arhmen gå da væk! Eller – flot! Men hvorfor er det nu, at jeg ikke gør det? Nå, hatten af for hende, og mig ind til cyklen, der i mit hoved lignede en vild rodeohest, der bare ventede på at smide mig af.

Det gik godt, selv om mit ene knæ drillede mig lidt, men det er hævnen for, at jeg lige skulle spille smart og vise en kæk fodbold-finte på redaktionen forleden. Nej – jeg er ingen Ronaldo, så det skulle jeg have afstået fra, for knæet sagde en lidt underlig lyd, og siden har det været ømt, men det protesterede ikke, da jeg løb i går, så jeg tænkte, at det sikkert ville være fint. Og det var det næsten også.

Jeg ved ikke, hvad der er med spinning-instruktører, der får et kick af at true dem, der er mødt op til træning. Det øger på ingen måde min motivation at få at vide, at det bliver så helt utroligt hårdt, at kun de få kan være med. Til gengæld skal han have ros for at spille ok musik, og jeg sendte da også en kærlig tanke til Center-tossen fra Gasværksvej, da dagens instruktør spillede Rammstein. Selv om jeg ikke er pjattet med musikken, så sendte det tankerne tilbage til de gode gamle dage, og så er musikken altså det helt rigtige, når man er lige ved at give op, fordi blodsmagen i munden bliver for markant.

Og jeg overlevede, og nu her bagefter er det jo fantastisk, og jeg er glad for at jeg kom med. Faktisk er humøret rigtig godt lige nu. Og lige nu – i dette øjeblik, tænker jeg ikke på at finde en undskyldning for, hvorfor jeg ikke skal være med næste uge. Men tro mig – det kommer helt sikkert.

God søndag til jer alle!

Tilbage i sadlen

Det er ganske rart at være tilbage i løbeskoene igen. Det er også ganske rart og fornøjeligt at være sammen med damerne til callanetics. Men i morgen er der nye udfordringer i vente. Da er jeg blevet lokket til spinning. For første gang i cirka 1000 år. Sammen med en flittig dame, der spinner flere gange om ugen og garanteret er i superform, så det bliver helt tydeligt for alle, at det er jeg bestemt ikke.

Jeg har ellers altid en god undskyldning klar i tilfælde af, at nogen skulle finde på at spørge, om jeg vil deltage i nogen som helst form for fysisk aktivitet.  På den måde plejer jeg at kunne undgå de værste ydmygelser. Men så var det, at denne her skønne dame spurgte, om jeg vil med til spinning. Faktisk spurgte hun mange gange, og til sidst løb jeg altså tør for undskyldninger. Det ligner mig ikke, men måske er det, fordi hun er godt og rart selskab, og fordi der et eller andet sted i min hjerne gemmer sig en svag erindring om, hvor sjovt jeg faktisk syntes, det var at spinne hos Arne.

Desværre er det ikke ham, der skal styre slagets gang i morgen, men det bliver sikkert ok alligevel. Med mindre jeg dør af udmattelse undervejs. For jeg har også en ganske tydelig erindring om, at det er fandens hårdt.

Jeg er forberedt på blodsmag i munden, og succeskriteriet er blot, at jeg skal holde mig på cyklen.

Fortsættelse følger helt sikkert…

Pausegymnastik og Giro 413

Jeg bliver simpelthen nødt til at dele den fantastiske oplevelse, jeg har haft i dag.

Engang for næsten 20 år siden gik jeg til callanetics sammen med en skøn veninde. Selv efter så mange år taler vi tit om, hvor effektivt, vi syntes, det var, så da jeg så, at AOF Rødovre havde et callaneticshold, så skyndte jeg at melde mig til. 70 lektioner (!) Fra nu til engang næste sommer.

Og det var fantastisk! Intet mindre! Jeg vil tro, at vi er tre unge damer midt i 40’erne. De øvrige er i 50’erne, 60’erne og ja måske i 70’erne. Og de er skønne. Vi er ni kvinder og en mand på holdet.

Øvelserne minder på ingen måde om de øvelser, jeg husker fra dengang nede i 90’erne, hvor jeg sidst forsøgte mig med disciplinen. Det her minder i stedet om pausegymnastik – det der var i radioen, da jeg var barn. Og øvelserne bliver udført til tonerne af Giro 413 musik. Det er vidunderligt.

Jeg er simpelthen havnet i en skøn lille tidslomme i Rødovre. De næste 34 lørdage vil man kunne se mig svinge med armene i halvanden times tid. Og nøj, det er sjovt, og nøj, hvor bliver man taget godt imod af de andre damer, der synes, det er skønt, at der kommer nyt blod på holdet, der tilsyneladende har eksisteret altid.

Instruktøren hedder Mona. Allerede der bliver jeg glad. Hun er på størrelse med en kvart pose morgenbrød og har de rødeste læber, jeg nogensinde har set. Og så er hun altså tættere på at være 90 end 40. Men hun er skøn, sød og opmærksom, og sørger for at vi andre får lange pauser, når hun kæmper for at finde ud af, hvordan kassettebåndoptageren fra 70’erne fungerer. Jamen jeg er nærmest lykkelig i det selskab. Hvornår har man sidst set kassettebånd, der stadig bliver brugt?

Tiden fløj af sted, og det langsomme tempo til trods, så fik jeg sved på panden. Nu står der så løb på programmet. Det betyder ikke, at tempoet bliver sat voldsomt op, men jeg nævner det bare for at prale lidt.  Ja – I må gerne kalde mig Sporty Spice.

Jeg er så glad for min cykel!

Jeg har lige hentet min nye bedste ven hen over Valby Bakke. Min nye cykel! Og den er fed – også selv om jeg har fået den pimpet, så den nu ligner “Husmor møder Sporty Spice”.

Jeg er tosset med min nye cykel

Vi er nok ude i noget stilforvirring, men jeg synes stadig, at cyklen er super sej. Jeg har prøvekørt den på Vestvolden i dag, og kom til at tænke på min kære svigerinde, der begejstret udbrød: “Nøøøj, den kører godt nok hurtigt stærkt!” da hun prøvekørte familiens nye bil.

Min cykel kører også vildt stærkt. Så stærkt at jeg faktisk blev lidt forskrækket, så nu er det vist på med cykelhjelmen igen. Men herre den milde, hvor er det blevet sjovt at cykle igen.

Og så nyd lige den sjoveste video her

Lokket til tonerne af musik

Egentlig havde jeg aftalt med en kær, tidligere kollega, at vi skulle til spinning sammen i dag. Hun synes, jeg skulle prøve en anden instruktør… (Det lyder næsten lidt frækt, men tro mig – det er det ikke), som i følge hende spiller rigtig god musik til timerne.

Hun er den person, jeg for længe siden udnævnte til min personlige trænings-helt, så jeg lytter selvfølgelig til, hvad hun siger. “Det er virkelig god musik. Fra den gang vi var unge!”

Desværre måtte hun melde afbud, men jeg er jo blevet voksen og kan godt selv tage af sted.

Jeg vågnede glad og fro i morges. En nat uden larm og fest. En morgen uden nabounger, der hyler og skraldebiler, der larmer.

Om jeg gad at tage til spinning? Nej, det kan jeg da lige love dig for, at jeg ikke gad. Undskyldningerne var følgende:

  • Det er jo også ret vigtigt at få pudset vinduer (og jeg magter ikke begge dele)
  • Jeg har en del, jeg skal have skrevet (og jeg magter ikke begge dele)
  • Det kunne være hyggeligt med en hjemmedag, hvor jeg ikke skal noget (og hov – hvad skete der med vinduerne og skrivningen?)
  • Aaaarhmen hvis Lone kan melde fra, så behøver jeg jo heller ikke (fordi jeg kører for hendes skyld?)
  • Jeg burde faktisk snart få læst den bog færdig (og det kan ikke vente til i eftermiddag…)

Jo – der var nok at vælge imellem, MEN jeg kom derned. Og jeg deltog i timen. Og jeg er åbenbart cirka 100 år ældre end Lone, for den musik spillede de fandeme ikke, da jeg var ung. Ikke at der var noget galt med den, meeeen…

Måske fortsatte du bare byturene noget længere end jeg? Eller måske gik vi bare ikke i byen de samme steder? Men det husker jeg nu nok, at vi gjorde.

Egentlig betød musikken ikke så meget, for cirka 10 minutter inde i timen havde jeg tunnelsyn og susen for ørene. Og da instruktøren, der bare var alt for glad, proklamerede, at det bliver en skøn dag, fordi der er Melodi Grand Prix, kunne jeg bare mærke den tynde spyt i munden, og overvejede et øjeblik, om det var upassende at brække sig i skraldespanden. Det vidste sig senere, at den glade mand heldigvis bare lavede sjov.

Nu er jeg hjemme igen. Kaffen er lavet. Radioen kører. Jeg skal hygge resten af dagen med at skrive, læse og bare være mig. Og heldigvis er det begyndt at regne, så jeg slipper for at tænke mere på vinduerne. Og når jeg nu ser tilbage på timen, så var den faktisk helt ok. Jeg fik svedt og fik pulsen i vejret. Faktisk er jeg lidt stolt over, at jeg kom af sted!