Tag Archives: overvægt

Tanker om tanker

Der var en artikel på BT’s hjemmeside i går. Den handler om en ung kvinde, der har tabt sig virkelig meget. Hele 75 kilo faktisk. Tænk engang – det er et helt voksent menneske, hun har sagt farvel til.

Det er i sig selv en imponerende præstation. Det er også imponerende, at kvinden, der blot er 22 år gammel, er så reflekteret omkring det at tabe sig. Hun taler om, at det ikke er maden og motionen, der er det afgørende.I stedet siger hun: ”Det mentale er kernen. Det er 99 procent af vægttabet. For du kan ikke presse din krop derhen, hvor dit sind ikke vil presses hen.”

Jeg tror, hun har ret. Jeg kender ikke en eneste overvægtig person, der ikke kender kalorieindholdet i snart sagt alle fødevarer. Jeg kender heller ikke nogen overvægtig person, der ikke ved, at motion er nødvendig. Så hvis det ”bare” handler om at spise mindre og motionere mere, så var det jo så nemt. Men sagen er jo, at det ikke er det, det handler om. Det handler om, hvad vi fortæller os selv. Om hvorfor vi spiser. Er det straf? Belønning? En måde at undgå at mærke sig selv på? Der kan være mange grunde, og de er forskellige fra person til person.

Kvinden i artiklen siger, at vi skal tro på, at vi kan, fordi det, vi siger til os selv, bliver virkelighed. Det giver mening! Og det bekræfter også, at jeg er startet det forkerte sted alle de mange gange, jeg er gået på kur. Jeg har nemlig aldrig helhjertet følt, at jeg kunne klare det. Jeg er jo faldet i alle de andre gange, så hvorfor skulle det være anderledes nu?

Jeg sad og læste tilbage på bloggen i går, og blev pludselig smertelig bevidst om, hvorfor djævelen på skulderen griner af mig. Det gør hun, fordi jeg gang på gang har startet på en kur. Men jeg har hver gang glemt at mærke, hvordan jeg har det og få styr på, hvorfor jeg egentlig spiser. Derfor er denne gang anderledes.

Jeg kan jo ikke undvære mad, og jeg ved, hvad god mad af høj kvalitet gør ved min krop. Jeg ved, hvor godt jeg får det, når jeg spiser sundt og motionere. Jeg sover godt. Jeg får ro i kroppen. Jeg tænker klarere. Så hvorfor er det, det er så pokkers svært ikke at falde tilbage i de gamle vaner – når nu jeg ved bedre?
Det vil jeg bruge det næste stykke tid på at finde ud af. Ligesom jeg vil undersøge, hvorfor jeg egentlig spiser. Er det fordi jeg er sulten? For så er det jo fint. Er det fordi jeg er ked af det, keder mig, skal belønne mig selv? Så er det jo en anden sag.

Jeg kommer på arbejde, men jeg glæder mig også til at lære mig selv bedre at kende.

Til sidst må jeg sige, at jeg blev lidt ked af det, da jeg læste kommentarerne til artiklen. Heldigvis er de fleste positive og glade på kvindens vegne, men der er også nogen, der er nedladende eller decideret ondskabsfulde i deres retorik. Jeg har svært ved at forstå behovet for at svine andre til. Hvis du ikke gider læser artiklen, så lad dog være. Hvis du ikke synes, at præstationen er imponerende, så er det jo fint. Men lad dog være med at svine kvinden til – hun er faktisk et menneske. Og jeg gætter på, at hun er et menneske med rigtig mange følelser. Ellers var hun aldrig blevet så tyk, så vis dog lidt respekt og hop videre, hvis du ikke har noget pænt at sige.

Det var bare det, jeg ville sige.

Reklamer

Når jeg bliver gammel…

… for det gør jeg nemlig, hvis jeg skal tro på nyhederne i dag, så vil jeg drikke vin og spise mad med masser af smør og smag, mens jeg nyder en god udsigt sammen med mine bedste venner.

Ok – ret skal være ret. I nyhederne taler de om, at det slet ikke er så sundt at være åleslank. Lidt ekstra sul på sidebenene giver længere liv. De taler om let overvægt – men de er jo blevet klogere, og måske bliver de det igen, og så finder de måske ud af, at decideret overvægt er meget sundt, og så bliver jeg for alvor rigtig gammel. Kan I se, hvor jeg vil hen?

Det har i det hele taget været en god dag på nyhedsfronten. Det er nemlig også dagen, hvor smørret igen blev lukket ind i varmen. Det er slet ikke den djævel, som mange eksperter har forsøgt at fortælle os, at det er. Hvilket er godt nyt for mig, for hvis jeg var en kiks, så var jeg en smørtyv.

Jeg har vidst det længe – smør er sundt. Og det vil jeg fortsætte med at spise, også når jeg bliver ældgammel. Kan man egentlig få kister med runde hjørner? For det kan godt være, at jeg får brug for sådan en, når jeg dør om laaaaaaang tid.

Av min fordom!

Klokken 06.45 stod jeg – biker baben fra 3. – omklædt i træningscenteret, klar til en times spinning.

På vej ind til spinninglokalet møder jeg en ældre, tyk mand. Han er nærmest askegrå i ansigtet og ser alt andet end sund ud.

Mens jeg er i gang med at indstille min cykel, kommer han ind i lokalet – nu iført træningstøj. Jeg tænker: “Sejt, at en mand på hans alder deltager i det her. Bare han nu kan holde til det!”

Sætter mig op min cykel, og begynder at træde i pedalerne og indtage den rigtige og ret arrogante “Se mig – jeg er cool”-attitude, som jeg har opdaget, at man helst skal have, når man er i små rum med folk iklædt træningstøj. Mens jeg sidder der, studerer jeg manden.

Han har helt sikkert været svært overvægtig på et tidspunkt. Han er stadig stor, men han har også en masse løst hud, som han har forsøgt at folde op under det stramme træningstøj – med varierende held. Han ser som nævnt ud til at kunne falde omkuld any time. Det er ansigtskuløren, og ikke hans størrelse, der bekymrer mig.

Og så er det, at det sker… han begynder at samle vores billetter ind. Jeg tænker: “Nå ja – han er nok centerets tosse… hvor er det sødt!” Og så sætter han sig på instruktørens cykel… “Aj, nu bliver det næsten pinligt for ham,” tænker jeg.

Han træder stille og roligt i pedalerne, mens han smiler ud i lokalet til os andre, der sidder med ansigterne vendt imod ham. På slaget 7 siger han: “Godmorgen – dejligt at se jer! Er I klar til en tur op ad bakkerne?” Og så giver han den gas!

Jeg skal hilse og sige, at jeg fik baghjul. Det var den fedeste træningstime, men jeg kan stadig smage den bitre smag af den fordom, jeg blev nødt til at sluge. For instruktører er da slanke, sunde mennesker, ikk?

Elsker at blive konfronteret med det faktum, at verden – heldigvis – er mere nuanceret, end jeg normalt går rundt og tror, men jeg kan ikke så godt lide at opdage, at jeg er så forbandet fordomsfuld.

Rend mig i fordommene! Og tak for en fantastisk time – pulsen begynder så småt at komme på plads igen.