Endelig…

Arhmen, solen skinner. Det er lunt. Træer og buske springer ud. Jeg har drukket kaffe med dejlig veninde ved Dammeren. Livet er herligt. Ja, mere skal der såmænd ikke til, for at mit humør ryger i top. Det skulle da lige være et par grader lunere nætter, så man kan begynde at pimpe altanen til narrestreger.

Jeg er tyvstartet lidt. Kender I ikke det? Man bliver bare nødt til at komme ud, så nu er yndlingsstolen kommet op fra kælderen sammen med tæppet, der skal skjule, at gulvet på altanen virkelig trænger til en kærlig hånd.

Jeg er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Burde helt klart også have ryddet op i alle krukkerne under bordet, men det må bliver, når jeg engang har fået blomster på altanen. Det varer nok lidt endnu.

Men det er her, I kan finde mig, så snart solen titter frem… håber virkelig at gult klæder mig.

Hvis I savner mig, så kig i den gule stol. Hvis solen skinner er jeg her

Endelig…

Så kom du, Sol – din svigefulde kælling. Det var godt nok også på tide, og du er savnet.

Hvor blev jeg bare glad i låget, da jeg trak gardinerne til side i morges og så, at det var holdt op med at sne. Solen skinner oven i købet. Og ja – jeg er stadig utjekket, fordi jeg ikke kan finde på andet at skrive om end vejret, men det griber altså også voldsomt ind i min hverdag.

Jeg bor et sted, hvor det er svært at komme frem og tilbage, hvis man ikke kan cykle. Turen på arbejde med det offentlige er en prøvelse, jeg bestemt ikke bryder mig om. Men endelige i morges… Jeg kunne cykle hele vejen!

Det er første gang i denne uge, og det var fantastisk. Jeg føler mig ganske veltilpas nu, hvor jeg har fået motion og frisk luft, og pludselig forstår jeg, hvorfor jeg har været træt og uoplagt hele ugen. Det har jeg, fordi jeg ikke har kunnet cykle. Så enkelt er det!

Det føles, som om jeg kører på dampene af de reserver, der blev tanket op sidste sommer. Og det blev endda ikke engang til en fuld tank. Det er hårdt, synes jeg. Jeg længes efter at pakke vintertøjet og de tunge vinterstøvler væk. Jeg længes efter lune aftener på altanen, men mest af alt længes jeg efter, at sneen forsvinder. Og nu vil jeg bruge resten af dagen på at glæde mig over, at solen endelig skinner. Og arbejde lidt…

Skal I lave noget spændende i solskinsvejret?

Bad hair day…

Jeg vil ikke være sådan en, der altid brokker sig over vejret. Synes faktisk også, at jeg har tacklet regnvejret fra forleden overraskende positivt. Og jeg er da glad, når solen skinner. Men alt er ikke lutter lagkage!

Har nemlig været hos frisøren i dag. Tid til at friske lokkerne op. Fra død rede til dullelokker. Eller næsten… for hvor er det dumt at kaste en mindre formue – som jeg vel at mærke ikke har – efter skyllefarve, kam og saks i strålende solskin.

Jeg så dårende dejlig ud, mens jeg sad helt stille i frisørstolen. Men hurtigere end du kan nå at sige stanglakrids, klaskede håret sammen og lagde sig i en lidt sørgelig krans omkring mit ansigt, da jeg lidt senere sad på cyklen. En tur op ad trapperne til 4. og det føltes som om, pengene havde været givet bedre ud, hvis jeg bare havde kastet dem ud af vinduet.

Men farven er fin. Tror jeg. Lidt svært at se faktisk, fordi den røde farve fra kinderne giver et lidt træls genskær.

Jeg er grøn af misundelse over fylden i håret