Tag Archives: sommer

Jeg erklærer hermed, at det er sommer!

Findes der noget bedre end når nogen, man holder af, får ros? Det tror jeg ikke. For det falder jo altid tilbage på en selv og bekræfter, at man har god smag, god stil, gode venner etc. Og hvem kan ikke lide at få det at vide – uanset hvor indirekte, det måtte blive sagt?

Forleden holdt jeg for rødt sammen med Raleigh. Pludselig lyder der en stemme bag mig. Den tilhører en ung kvinde, der synes, at Raleigh er lækker og ser godt ud. Hun vil gerne vide, hvor jeg har mødt ham. Jeg svarer med slet skjult stolthed, at vi har mødt hinanden i Vanløse. Of all places. Hvor blev jeg dog stolt og slet ikke det mindste jaloux. For der er jo flere af hans slags. Som klicheen lyder: Det er en mand til os alle.

Og faktisk kørte jeg Raleigh til Vanløse i går. Han trængte til et lille eftersyn – og hvem ved – måske også en lille pause fra mig. Men hold da op, hvor jeg savnede ham i morges, da jeg skulle på arbejde. Solen skinnede, og det ville have været en pragtfuld tur ud i det blå. I stedet måtte jeg slå røven i sædet i bussen og tilbagelægge den lange vej i en lummer bus. På plussiden betød det til gengæld, at jeg kunne tage hjemmefra i sommerkjole og sandaler, og ikke skulle bekymre mig om, hvorvidt det var koldt så tidligt om morgenen.

For jeg har nemlig i dag besluttet, at nu er det sateme sommer. Jeg magter simpelthen ikke flere lukkede sko og strømper. Og jeg gider ikke mere overtøj og halstørklæder. Det er sommer. Fat det dog, vejr!

Gæt, hvilken kjole jeg har fundet frem fra skabet? Nemlig! Så hvis du møder en kæmpe-smølf i nærheden af Nørreport eller Vanløse eller Rødovre eller Dragør i dag, så er det sgu nok mig. Blå kjole og matchende ben. Det er helt sikker et kønt syn, men tro det eller lad være; Jeg har fået ros fra kollegerne. De synes, farven klæder mig og siger, at det er dejligt at se mig i kjole. Tag den min fine (ex)ven!

Reklamer

Sommer og positive tanker

Hey – solen skinner! Og det er varmt ude! Og jeg skal godt nok tilbringe hele dagen indenfor, men hold nu op hvor det hjælper på humøret, at det er sommer om sommeren.

Det gør bestemt også meget godt for humøret, at mange af jer, der læser med, har været så søde at skrive til mig med gode råd og forslag til, hvordan jeg får humøret i vejret. Nogle forslag vil jeg kaste mig over med det samme – andre er af mere kreativ eller lummer karakter, men sjove er de i alt fald! Så tak for alle mails, sms’er, kommentarer og beskeder på Facebook.

Nevøen er rejst igen, og mine ører er ved at komme sig ovenpå den orddiaré, der flyder fra ham. Han taler konstant, men som regel er det, han siger, både klogt og velovervejet. Og næsten altid sjovt.

Jeg er for eksempel blevet belært om, hvordan jeg får gang i mit firma. Det handler om at sparke døre ind og tro på mig selv: “For du skriver altså virkelig godt, faster!”

Og det kan en tiårig jo klart vurdere, fordi artikler om pulverkaffe, om at møde kærligheden i en sen alder eller bloggen her for den sags skyld jo virkelig er noget, der interessere i den alder. Men det er sødt og betænksomt og jeg knuselsker ham for de mange ord.