Tag Archives: spinning

Aktiv søndag – nu endda i godt humør

Så skal jeg fandeme love for, at jeg kom til spinning. Og det var faktisk helt ok, selv om jeg var sur lige fra morgenstunden over udsigten til en time i helvede.

”Hvornår kan en dame egentlig få lov til at sove længe? Efterhånden tager det der motion al min kaffe og Mads og Monopolet-tid? Weekender skal sgu da bruges til at slappe i af, men næææææh nej – så skal der løbes, så skal der spinnes… Vil verden da ikke bare rende mig i rø…?!”

Nogenlunde sådan lød stemmen i mit hoved, da vækkeuret ringede, så det var bestemt ikke den mest sympatiske version af Bente, der begav sig af sted.

”Spinningsalen er på 4. sal,” forklarede den søde mand i reception det sure fruentimmer, der stod foran ham. ”WTF! 4. sal – are you kidding me?” svarede jeg i mit hoved, men jeg tror heldigvis, at min mund sagde: ”Tak for hjælpen.”

Op på 4. sal. Stå i kø til lyden af musikken fra den time, der knapt er overstået. ”Lortemusik. Hvor fanden er Arne, når man skal bruge ham?” surmulede jeg, men så dukkede den skønne, men noget insisterende unge dame, der havde lokket mig derned, heldigvis op, og så kunne jeg jo ikke være sur længere. Eller rettere – lidt sur bliver man jo, når hun siger: ”Ja, jeg var her jo klokken 9. Jeg styrketræner altid før timen.”

Arhmen gå da væk! Eller – flot! Men hvorfor er det nu, at jeg ikke gør det? Nå, hatten af for hende, og mig ind til cyklen, der i mit hoved lignede en vild rodeohest, der bare ventede på at smide mig af.

Det gik godt, selv om mit ene knæ drillede mig lidt, men det er hævnen for, at jeg lige skulle spille smart og vise en kæk fodbold-finte på redaktionen forleden. Nej – jeg er ingen Ronaldo, så det skulle jeg have afstået fra, for knæet sagde en lidt underlig lyd, og siden har det været ømt, men det protesterede ikke, da jeg løb i går, så jeg tænkte, at det sikkert ville være fint. Og det var det næsten også.

Jeg ved ikke, hvad der er med spinning-instruktører, der får et kick af at true dem, der er mødt op til træning. Det øger på ingen måde min motivation at få at vide, at det bliver så helt utroligt hårdt, at kun de få kan være med. Til gengæld skal han have ros for at spille ok musik, og jeg sendte da også en kærlig tanke til Center-tossen fra Gasværksvej, da dagens instruktør spillede Rammstein. Selv om jeg ikke er pjattet med musikken, så sendte det tankerne tilbage til de gode gamle dage, og så er musikken altså det helt rigtige, når man er lige ved at give op, fordi blodsmagen i munden bliver for markant.

Og jeg overlevede, og nu her bagefter er det jo fantastisk, og jeg er glad for at jeg kom med. Faktisk er humøret rigtig godt lige nu. Og lige nu – i dette øjeblik, tænker jeg ikke på at finde en undskyldning for, hvorfor jeg ikke skal være med næste uge. Men tro mig – det kommer helt sikkert.

God søndag til jer alle!

Reklamer

Tilbage i sadlen

Det er ganske rart at være tilbage i løbeskoene igen. Det er også ganske rart og fornøjeligt at være sammen med damerne til callanetics. Men i morgen er der nye udfordringer i vente. Da er jeg blevet lokket til spinning. For første gang i cirka 1000 år. Sammen med en flittig dame, der spinner flere gange om ugen og garanteret er i superform, så det bliver helt tydeligt for alle, at det er jeg bestemt ikke.

Jeg har ellers altid en god undskyldning klar i tilfælde af, at nogen skulle finde på at spørge, om jeg vil deltage i nogen som helst form for fysisk aktivitet.  På den måde plejer jeg at kunne undgå de værste ydmygelser. Men så var det, at denne her skønne dame spurgte, om jeg vil med til spinning. Faktisk spurgte hun mange gange, og til sidst løb jeg altså tør for undskyldninger. Det ligner mig ikke, men måske er det, fordi hun er godt og rart selskab, og fordi der et eller andet sted i min hjerne gemmer sig en svag erindring om, hvor sjovt jeg faktisk syntes, det var at spinne hos Arne.

Desværre er det ikke ham, der skal styre slagets gang i morgen, men det bliver sikkert ok alligevel. Med mindre jeg dør af udmattelse undervejs. For jeg har også en ganske tydelig erindring om, at det er fandens hårdt.

Jeg er forberedt på blodsmag i munden, og succeskriteriet er blot, at jeg skal holde mig på cyklen.

Fortsættelse følger helt sikkert…

Se mig!

I weekenden havde jeg en dum oplevelse, der gjorde mig ked af det. Dybest set handlede det om at blive set. Eller rettere – om ikke at blive set. Jeg følte mig nemlig fuldstændig overset i weekenden.

Men det skal jeg da lige love for, at der blev rådet bod på i dag. Jeg skulle jo til spinning… og undskyldningerne for ikke at tage af sted var mange og stod i kø hele dagen. Men jeg kom af sted, og nu, hvor jeg er hjemme igen, er det selvfølgelig fuldstændig fantastisk.

Der er kun en i hele verden, der kan få mig til at vente over en time på at få sved på panden, og det er Yndlingsinstruktøren. Alle andre kan bare skride!

Ventetiden gav anledning til at tale med Centerchefen om min opsigelse af mit medlemskab. Faktisk handler den udmeldelse også om, at jeg følte mig overset – i langt mindre grad end i weekenden, men alligevel. Jeg fik en helt barnlig følelse den dag, jeg ikke kunne få en tid til at få lagt program. Bente to år tænkte: “Hvorfor har de ikke tid til mig? Hvorfor har alle de andre fået lagt et program, men mig har de ikke tid til?” Helt åndssvagt, I know, men det var faktisk den følelse, jeg havde.

Men nu skal I bare høre: Centerchefen kører til centeret i Valby mandag formiddag og laver et program sammen med mig. Selv om hun har fri og egentlig ikke har noget at gøre der. Bare fordi hun er fantastisk (og så er hun i øvrigt single og ret lækker… bare hvis der nu skulle være nogle rigtige mandfolk blandt mine læsere)! Det er fandeme sødt! Det er faktisk fuldstændig vildt, og jeg blev rigtig glad og følte mig som en dronning. Og også som en, der ikke længere kan være bekendt at finde på undskyldninger for ikke at træne, når nogen gør så meget mig.

Og så fortsætter mit medlemsskab i øvrigt. Og jeg skal ønske mig spinningsko i julegave. Sådan – Centerchefen har talt!

Og hvordan gik spinningtimen så? Den var fandeme hård! Men også her er jeg jo forkælet, for Yndlingsinstruktøren hepper på mig undervejs, og det gør underværker. Selv om jeg seriøst overvejede, om jeg simpelthen skulle lade mig falde af cyklen og forsøge – i alt ubemærkethed, naturligvis – at kravle ud af lokalet, praje en taxi, smække cyklen bagpå og køre til Rødovre. Men jeg blev. Og jeg cyklede til Rødovre bagefter, og det var fedt.

Da Yndlingsinstruktøren på et tidspunkt sagde: “Vi gør noget godt for os selv. Det kan aldrig være skidt,” overvejede jeg et øjeblik, og han muligvis tog fejl, for da havde jeg både blodsmag i munden, susen for ørerne, ømt knæ og fingre og tæer, der sov. Og så er jeg simpelthen usikker på, om de andre overhovedet kunne høre musikken for mit tunge, prustende ånddræt. Heldigvis blev Pour Some Sugar On Me spillet i starten af timen – mens jeg stadig havde overskud. For den sang er jeg pjattet med at spinne til og bliver altid glad, når den er på repertoiret.

Any way – jeg fik ros, da timen var forbi, og var helt høj over at blive mødt og set. Tænk at opleve det et sted, som jeg altid forsøger at undgå, og som jeg fortæller mig selv, at jeg hader.

Er det bare mig, eller har jeg simpelthen opbrugt kvoten for dårlige undskyldning nu? Og skal jeg bare se og lette røven, og gøre motion til en del af mit liv og min hverdag i stedet for at bruge så forbandet meget tid på at undgå det? For faktum er jo, at jeg godt kan lide det. Jeg glemmer det bare, fordi der går så lang tid imellem. Og når der er så gode mennesker, der sørger for, at jeg får det, som jeg vil have det – så er det vist bare om at komme i gang. For man fortryder jo aldrig de timer, man kommer til. Kun dem man bliver væk fra. Siges det…

Gasværksvej – I er fantastiske!!!

Gid fanden havde Facebook!

Var det en klog og gennemtænkt beslutning, da jeg blev venner med yndlingsinstruktøren på Facebook? Det var det helt sikkert! Selv om jeg havde min tvivl i går aftes, da jeg pludselig fik beskeden: “Spinning kl. 07 i morgen?”

Arrrrgh pis! Den time havde jeg jo meldt afbud til – lige som jeg havde meldt fra til timen i går eftermiddags… Men man kan jo ikke ikke komme, når man bliver inviteret personligt, vel?! Så selvfølgelig var jeg da til spinning i morges, selv om det var en noget tvær fruentimmer, der trak i træningstøjet klokken kvalme i morges. Lige der forbandende jeg Facebook og al dens væsen.

Men det var selvfølgelig fedt, da det stod på – eller i alt fald bag efter, og spinning så tidligt om morgenen er faktisk noget, der giver ros, så jeg husker selvfølgelig at fortælle alle jeg møder, at jeg har været flittig midt om natten.

MEN – hvad nu, når jeg flytter til Rødovre? Er det så sandsynligt, at jeg tager til Vesterbro for at spinne klokken hallo om morgenen? Næppe… Så Fitness World – I må hjælpe! Arne kan sagtens tage en time hver tirsdag og/eller fredag i Valby. Klokken 18 vil passe rigtig fint! Aftale?

Og så skal jeg nok fremover forsøge at huske, at “Jeg aldrig fortryder den time, jeg har været til. Jeg fortryder kun dem, jeg melder fra på.” Det lyder så fornuftigt. Det er så logisk. Men min natur er altså sådan, at jeg har glemt alt om det, når mageligheden tager over, og sofaen kalder.

Og regn så med, at jeg ikke er at finde på Facebook fremover, hvis jeg har meldt fra til en time – uden grund… Fuck den digitale verden, der griber så ubarmhjertigt i min magelige tilværelse.

Når det er sagt, så er det jo fantastisk, at have en instruktør, der både sørger for, at jeg kommer af sted og som husker at rose mig bagefter.  Burde egentlig betale dobbelt kontingent, men heldigvis kan de jo ikke plukke håret af en skaldet!

Tilbage i sadlen

Om det var hårdt at være til spinning igen for første gang i en måned? Det kan du regne med, at det var!

Det er en ting, at vækkeuret ringer perverst tidligt. Det er noget helt andet, at min krop simpelthen ikke er vant til bevægelse før langt op af formiddagen. Faktum er, at det nærmest var en nær-død oplevelse at få pulsen i vejret igen. Klokken 07 om morgenen. Men ved I hvad? Det var også fuldstændig fantastisk at være tilbage i sadlen.

Jeg var slet ikke klar over, at jeg faktisk havde savnet fornemmelsen i kroppen, når pulsen stiger og sveden pibler frem – eller rettere – når sveden drypper ned på gulvet omkring cyklen. Men det gik op for mig, da jeg først sad på der. Halleluja, hvor var det fedt!

Og da jeg svedig og fuldstændig udmattet pustede ud i omklædningsrummet efter timen, blev jeg mødt af centerchefen, der kommenterede mit svedige udtryk med ordene: “Det ser da ud til at træningen virker”. Jo tak! Jeg har sagt det før. En spinningtime med yndlingsinstruktøren er ikke for børn og sarte sjæle.

Jeg måtte jo så krybe til korset og fortælle, at det faktisk var uhyggelig lang tid siden, jeg sidst havde sat fødderne i centeret. Og så sagde hun noget klogt…

Hun sagde, at hver gang jeg har lyst til at aflyse en time, så skal jeg tænke på, at jeg aldrig fortryder en træningstime, jeg har været til. Jeg fortryder kun dem, jeg ikke kommer til. Og det er jo sandt! Simpelt, logisk og sandt.

Har i øvrigt en fornemmelse af, at Fitness World har rottet sig sammen mod mig, og forsøger at motivere mig på alle mulige måder. Læs bare, hvad de skriver i deres magasin om det at svede:

“Trænede mennesker er dem, der oftest udsætter kroppen for varme. Derfor sveder trænede mennesker både mere og hurtigere end de mennesker, som er i dårligere form. Hvis du derfor er typen, som sveder hurtigere end dem, du træner sammen med, skal du faktisk ikke græde – men grine.”

Kæft jeg er trænet!!! Faktisk må jeg være i super form uden at vide det, for jeg sveder så massivt, at det drypper fra mit hår. Ikke specielt feminint, men det er jo bare noget, toptrænede sportskvinder som jeg må lære at leve med.

Jeg vidste det – spinning er farligt!

Hvis I en dag ikke kan finde mig, så spild ikke tid på at lede efter mig på Hallandsåsen. Der har jeg nemlig været i dag. På cykel. Og det var så fæl en oplevelse, at jeg aldrig gør det igen. Eller rettere – jeg har været til spinning, for det var blevet besluttet, at jeg skulle det i dag. 

For første gang i guderne må vide hvor længe sad jeg med måsen plantet på cykelsadlen. Snottet som ind i helvede og med ømt knæ. Og så blev jeg brændt af af yndlingsinstruktøren!

Han var i dag erstattet af en energisk mand, der tog os med på helvedestur over eller rundt om Hallandsåsen, og selv om han var en dygtig fortæller og skabte billeder af smuk natur i mit hoved undervejs, så kompenserede det altså ikke for tvivlsom musiksmag og den barnlige følelse af, at “det her er ikke som det plejer at være, så jeg synes ikke det er sjovt!”

Det gjorde bestemt heller ikke noget godt for humøret at finde ud af, at yndlingsinstruktøren er kommet til skade. Hvis jeg forstod det rigtigt, så er det noget med, at man nærmest kan få revet underbenet af på en spinningcykel (Nå ja – hellere overdrive end kede sig, ikk?!), og det er det, der er sket for instruktøren.

Jeg håber, at han snart er på toppen igen, for det lød bestemt ikke rart. Og jeg overvejer, om ikke spinning simpelthen er for farlig en sport til mig og at det  derfor ville være bedre, hvis jeg ligger helt stille på sofaen og ser Venner eller Americas Next Top Model, så jeg ikke udsætter mig for unødvendige farer.

(Snart) Klar til Touren!

Nå men det gik da skide godt til spinning i dag. I’m back!

Tror Kirsten havde ret – det var nok bare for lavt blodsukker, der drillede sidst. Derfor var jeg forberedt, og havde spist både æble og nødder inden afgang.  Og jeg var satme god!

Næste uge holder instruktøren ferie, og derfor har jeg valgt at skippe spinningen og kaste mig over en times Afrodance… Det giver ærgerlige, men også ret sjove billeder i hovedet! I kommer helt sikkert til at høre mere om den oplevelse…