Tag Archives: sukker

Min besynderlige krop

Jeg indrømmer gerne, at jeg er en forfærdelig sukkergris. Jeg elsker simpelthen kage, chokolade, gode flødeboller og ordentlig is. Jeg gider til gengæld ikke ”købe-kage”, farvestrålende slik og skod-is.

Men uanset om der står Crap eller Summerbird på flødebollerne, så ændrer det jo ikke ved det faktum, at begge dele er fyldt med sukker.

Jeg har forsøgt at lægge sukkeret på hylden mange gange, fordi det ikke gør noget som helst godt for mig. Jeg sover dårligt, får nemt hovedpine og ondt i maven, og hvis mængden af sukker er stor nok, så bliver jeg afsindig træt. Alt sammen rigtig gode grunde til at holde mig fra sukker, men ikke motiverende nok for sådan en som mig.

Nu har jeg så gjort en skræmmende opdagelse. Jeg har – og det ved I, der følger med på Fabrikken – længe døjet med mine fødder, der gør ondt. Nogen gange så ondt, at jeg faktisk har svært ved at gå og ikke kan bevæge mig så frit, som jeg gerne ville.

Forrige weekend ringede min skønne kusine til mig. Det sker ikke så tit, men når det sker, er det både hyggeligt og berigende. Hun lider af en tarmsygdom, der har betydet, at hun gennem længere tid har fået store mængder medicin. Nu har hun lagt sin kost om og skåret sukker, brød og de fleste kulhydrater væk fra tallerkenen. Det har betydet, at hun ikke længere skal spise medicin i samme mængder som før, og hun har fået energien tilbage til at kunne passe både travlt job og to skønne børn.

Jeg blev så inspireret, at jeg med det samme smed alle de gode sager, jeg havde købt til weekendhyggen ud, og i en lille uges tid lykkedes det mig at holde mig sukkerfri. Jeg led bestemt ingen nød, og havde fokus på alt det gode, jeg gerne måtte spise. Sikken nattesøvn! Sikken et overskud! I fredags gik jeg fra arbejde og noterede mig for første gang i lang tid, at fødderne havde det fantastisk.

Sådan noget skal da fejres… Og den fejring har så stået på indtil i går. Masser af søde sager. Masser! Og guess what… Nu er mine fødder som bylder igen. Jeg kan dårligt slæbe mig af sted. Jeg ved ikke, om der er en forbindelse mellem min kost og mine ømme fødder, men det har jeg tænkt mig at undersøge, for i så fald er jeg klar til at lægge sukkeret på hylden en gang for alle.

Det er muligt, at jeg kan overbevise mig selv om, at nattesøvn og pæn hud er overvurderet, men jeg kan fandeme ikke bilde mig selv ind, at ømme fødder er noget, jeg må lære at leve med.

Så nu er jeg gået på sukkerafvænning igen igen. Denne gang som en test for at se, om fødderne bliver gode igen. Altså om der kunne tænkes at være en kobling mellem det, jeg spiser og mine fødders tilstand.

Ja, det lyder måske mærkeligt, og måske er jeg bare helt langt ude, men det må komme an på en prøve. Så til alle i det stor-københavnske område: Vogt jer! Der er en sukkerafhængig dame på afvænning løs i gaderne.

I får selvfølgelig en status på Projekt ”Løs forbindelse i Bentes krop”, når jeg har været sukkerfri nogle dage. Måske gør fødderne stadig ondt. Så står den på konfekt i julen. Måske har fødderne fået det bedre. Så står den på lange traveture.

Spændende bliver det!

Reklamer

Hvad der går let, kommer hurtigt tilbage

Jeg skulle løbe fredag, men det gad jeg ikke. Min krop nærmest limede sig fast til sofaen, da jeg kom hjem fra arbejde. Min tanke var så, at jeg skulle stå tidligt op lørdag og løbe, før jeg hentede mine to nevøer på hovedbanen. Det skete ligesom heller ikke. Der var det som om min dyne limede sig til min krop.

Så jeg kom ikke ud og løbe. Til gengæld fik jeg hældt så ualmindelig meget junk i halsen i løbet af weekenden, at min krop nu føles så tung, at jeg næsten ikke kan bevæge mig. Det er som om, jeg går i sirup til halsen.

Jeg har haft besøg af mine nevøer i weekenden, og det har været vildt hyggeligt. De er så søde og sjove, og deres selskab var lige, hvad jeg trængte til for igen at kunne se ud over min egen næsetip. Det er jo på ingen måde deres skyld, at jeg faldt tilbage i de gamle vaner, så snart de var indenfor døren. Det er bare så let at gøre, når man har dem som undskyldning. I alt fald er der ingen, der kan have hørt mig protestere, da de foreslog nachos med masser af smeltet ost til aftensmad. Og ingen hørte mig foreslå en lille salat til. Så ingen grønt. Overhovedet. Kun kulhydrater med smeltet ost. Og kage senere. Og lidt chips. Og hvide boller med smør og pålægschokolade til morgenmad næste morgen. Og en burger inden de blev sat på toget. Og så fortsatte faster med popcorn i biffen og pommes til bøffen til aftensmaden. Og en håndfuld bolcher lige til at gå i seng på.

Nu tænker jeg:

  • Mon jeg nogensinde får lov til at have børn i min nærhed igen? Er jo godt på vej til at tage livet af dem med alt det crap, jeg hælder i dem.
  •  Hvorfor er det mon, at jeg falder så hårdt, når jeg falder i? Less is more, men ikke hos frk. Schmidt, når det gælder sukker.

Nu skal jeg jo forsøge at holde fokus på det positive… Og her kommer jeg til kort, men indtil videre tænker jeg, at det er rart at mærke, at jeg faktisk glæder mig til løbeturen i eftermiddag. Selv om jeg ved, at den bliver tung. Kan godt fornemme, at min krop trænger til motion.

Jeg er også blevet mindet om, at jeg faktisk har det langt bedre i kroppen, når jeg ikke spiser sukker og alt for mange kulhydrater. Jeg har tidligere skrevet om den ro, jeg får i kroppen, når jeg smider sukkeret ud af min kost. Den skal jeg nok lige bruge et par dage på at finde igen. Men arbejdet betaler sig, for min krop føles stresset her til morgen, og min mave… den vil jeg ikke gå i detaljer med.

Jeg må tilbage på sporet, og heldigvis har jeg metoden i frisk erindring, så det er bare op af sukkerskålen og af sted. Jeg har lovet mig selv at prøve ikke at blive alt for umulig undervejs, hvilket kan blive en udfordring. Nu er I advaret, hvis I skulle løbe ind i mig de næste par dage. Jeg er hæslig, når jeg er på sukkerafvænning. Selv om jeg kun har tilbragt 24 timer i kulhydraternes vold, så ved jeg, at jeg får fornøjelse af dem de næste par dage. Og bare for at illustrere, hvor meget min krop hader sukker og kulhydrater, så kan jeg fortælle, at jeg har taget 3 kilo på, siden lørdag morgen, hvor jeg sidst var på vægten. Det er sgu da ret imponerende…

Mange fristelser for svage sjæle

Ikke overraskende er jeg igen faldet i sukkerskålen. Det skete for alvor i sidste uge og så voldsomt, at jeg til sidste måtte bede om hjælp hos den eneste kvinde, jeg lige kunne komme i tanke om, kunne hjælpe mig.

Så jeg satte mig til tasterne og sendte en mail. Og ganske hurtigt fik jeg det fineste svar tilbage. Med helt konkrete råd til hvordan jeg skal komme af sukkerskålen igen.

Endnu engang er jeg så heldig, at jeg kender engle. Denne engel vil jeg ikke nævne ved navn her, men jeg håber, du ved, hvem du er. Tak!

Så jeg er begyndt at kravle op af sukkerskålen igen. Stille og roligt. Og det går fint, men hold nu kæft hvor bliver jeg pludselig opmærksom på alle de fristelser, der er omkring mig.

Bare i dag: friskbagte boller og kanelsnegle til morgenmad på arbejde. Det er jo fredag. Fadet med ikke spiste kanelsnegle har efterfølgende stået i køkkenet, hvor der nu dufter himmelsk af kanel, og jeg skal bruge al min viljestyrke på kun at tage kaffe og vand. Muffins og is til dessert i kantinen. For det er jo fredag. Chokolade og champagne på redaktionen. Husk nu – det er fredag! Lakridser henne hos grafikeren – det er jo – nå nej, de er der hver dag.

Det er dagens foreløbige fristelser, som jeg, der har rygrad som vådt køkkenrulle, skal forsøge at navigere i og takke nej til. Og klokken er kun lige slået 15. Havde det været i sidste uge, havde jeg spist det hele. I dag har jeg takket nej til alt undtagen en lille sjat champagne. Det er jo trods alt fredag.

Godt det snart er mandag!

Sådan er jeg nemlig

Hvad sker der i mit hoved, når jeg om fredagen beslutter mig for at spise LCHF fra mandag? Jo, ser du – der sker det, at jeg begynder at opføre mig som om, det er mit kald i livet at udrydde alt sukker og alle kulhydrater. På en weekend.

Så jeg har haft tykke skiver rugbrød med i madpakken. Jeg har spist hvidt brød og smørbirkes, fordi min kollega havde købt morgenbrød. Jeg har spist croissanter – fordi jeg blev budt. Jeg har spist chokolade – med pebermynte og chili. Jeg har spist påskeæg med marcipan. Jeg har spist is.Fordi jeg skulle spise lidt (HA!) af alt det, jeg ved, jeg kommer til at savne. Det var tanken. Havde jeg fået fat i fastelavnsboller, så havde jeg også spist dem i rå mængder, men de var udsolgt. Pis!

Og resultatet? Plus to kilo på to dage. Hævet ansigt. Kløe, sure opstød og et temperament, der burde forbydes. Flot, Bente! Rigtig flot! Godt tænkt – det er bare en skide god strategi, du der har valgt!

Jeg er en halv dag henne i bogen, og om lidt bliver der serveret hjemmebag på kontoret, fordi en kollega har fødselsdag. Heldigvis har jeg det så skidt efter weekendens orgie, at bare tanken om søde sager giver mig kvalme og tynd spyt i munden.

Er der nogen, der gider ruske mig, næste gang jeg opfører mig så dumt?! For fanden i hede hule helvede…

Suk, suk, sukker…

Så fik jeg endelig set DR2 tema om sukker og sukkerafhængighed. Lidt træls at det skete efter, jeg havde spist mig igennem en stor bøtte Ben & Jerrys og et halvt kilo chokolade. Plus det løse…

På positivsiden: Fedt at andre har det lige som mig. Jeg troede, at jeg var den eneste i verden, der ikke kan styre mig, når slikskålen går rundt. Det er alt eller intet! Og dejligt at jeg ikke er alene om at føle mig tæt på lykkelig i det øjeblik, jeg sætter tænderne i noget sødt. For så at blive træt og trist når sukkeret er i maven.

Negativt – omend desværre ikke overraskende – er det jo så at få bekræftet, at sukker er noget lort, som man bør holde sig langt væk fra. Jeg var overrasket over de imponerende resultater, de to testpersoner opnåede på blot tre uger (Hvis bare jeg kunne holde mig fra sukker i tre uger…)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke forstår, hvordan man kan være afhængig af Cola, som jeg kun drikker, når jeg har massive tømmermænd – hvilket desværre ikke sker så tit længere. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan give det til sit lille barn HVER dag. Ja, jeg blev faktisk forarget. Og jeg grinede højt, da jeg så kvindens ansigtsudtryk, da hun smagte vand. Det var sjovt, at hun ikke kunne lide det. Men det er jo nemt for mig at sige, for jeg drikker enorme mængder vand. Faktisk så meget, at lægen har bedt mig sætte forbruget ned.

Og mon egentlig ikke hun bare lignede mig, når jeg får serveret brune ris? Føj for en ulykke, hvor jeg synes, de er fæle.

Nå, men jeg blev da motiveret til endnu engang at forsøge at sparke sukker ud af mit liv. Så hvis I støder på en møgsur dame i nærheden af Damhussøen en af de nærmeste dage, så kunne det godt være mig! Nu er I advaret…

Jeg er røget i Sukkerfælden – igen!

Jeg er sådan en, der altid forelsker mig i det sted, jeg besøger. “Arj, måske skulle man købe et badehotel her?” “Ihh, her kunne jeg godt sidde og skrive og lade mig inspirere af udsigten”, “Hvor ville det være fantastisk at have et lille hus i bjergene her – og man kan sagtens pendle mellem Mexico og København.”

Når jeg så er hjemme igen, så forsvinder de tanker som regel som dug for solen – selv om jeg stadig kan se mig selv i den lejlighed i Barcelona – fordi jeg jo trives ret godt her.

Men denne gang er det anderledes. Jeg kan ikke rigtig få sjælen med hjem igen. Den befinder sig stadigvæk et sted i Malawi, fornemmer jeg. Og jeg kan ikke finde mig tilrette i hverdagen igen.

At mit besøg har gjort et stort indtryk på mig, er der ingen tvivl om. Landet, menneskene, livet dernede og det faktum, at alle os, der bor i “de rige lande” faktisk ret nemt kan gøre en forskel for nogle af verdens fattigste, har ramt mig. Nu ryger der varer fra Afrika i indkøbskurven, når jeg handler. For ved at skabe et marked for deres varer, hjælper vi langt mere effektivt, end når vi sender nødhjælp til dem. 

Og når jeg finder sukker fra Afrika, så er alle problemer løst. Så får de afrikanske børn skoler, der får de danske til at blegne. For som altid reagerer jeg på forvirring, kedsomhed og længsel ved at æde sukker i mængder, der ligner bjerge.

En halv pæretærte, en plade chokolade med pebermynte og en pose chokoladeæg er da ikke for meget på en kedelig lørdag, vel? Føj – behøver jeg at fortælle, at min mave har det “anderledes” i dag og at jeg har sovet ret uroligt i nat. Vi taler sukker i mængder, der ville kunne finansiere brønde med rent drikkevand i flere landsbyer. Eller et spritnyt hospital. Eller såsæd til 1000 hektar… næsten.

Desværre mistænker jeg, at sukkeret kommer fra Lolland eller Falster, og selv om de måske også trænger til håndsrækning dernede, så ville jeg bedre kunne tilgive mit ædeflip, hvis jeg i det mindste have støttet et godt, afrikansk formål, mens jeg spiste mig syg.

Sukkersødt

Jeg har opdaget en pænt skræmmende ting. Eller… i alt fald tankevækkende. I lang tid har jeg lidt af massivt hårtab. Vi taler håndfulde af hår, der forsvandt, når jeg var i bad. Heldigvis vokser mit hår så hurtigt, at jeg beskylder det for at holde mig vågen om natten. Lyden af hår, der gro, er belastende.

Any way – nu er der gået nogle uger som sukkerfri, og pludselig i dag opdager jeg, at der ikke er hår over alt, da jeg er færdig på badeværelset. Og nærmere undersøgelser bekræfter sagen. Min hovedpude er ikke længere fyldt med hår. Det ser faktisk næsten helt normalt ud.

Jeg har ikke tænkt på det før, og måske har sukker og hårtab intet med hinanden at gøre. Jeg synes nu alligevel, at det er tankvækkende.

Og apropos sukker… var til Bedste-venindens fødselsdag i går. Hun var vært for et gigantisk kagebord. Og jeg spiste og nød det. Og stoppede igen! Uden at føle mig snydt! Sad ikke og kastede lange blikke efter fade, der gik min næse forbi.

Det er måske en lille ting for jer, men for mig var det stort at opdage, at jeg kan stoppe, når jeg har fået nok. Før har jeg spist til jeg blev dårlig. Og fortsat. Indtil videre har jeg ikke cravings efter sukker i dag, så håber at det bliver let at komme tilbage på sporet igen.