Tag Archives: tømmermænd

Føj, en ærgerlig cocktail

Vi spiser morgenmad sammen på mit arbejde hver fredag. Således også i fredags. En kollega spørger mig, hvad jeg skal lave i weekenden, og jeg fortæller, at jeg først og fremmest skal arbejde, for jeg er langt bagud med nogle freelanceopgaver. Jeg skal også mødes med Ingeniøren, der er på besøg fra Amerika og endelig skal jeg ned og træne. Det sidste fik pænt meget opmærksomhed, og jeg noterede mig, at jeg simpelthen må blive bedre til at poste på Facebook, hver gang jeg har rørt en lillefinger. Den slags aftvinger tydeligvis respekt.

Nuvel – jeg fortæller også, at jeg fredag eftermiddag skal mødes med min personlige træner til noget opfølgnings-halløj, hvor hun skal tjekke, at jeg bruger redskaberne rigtigt, at jeg holder nakken lige, skuldrene ned, maven inde og røven strakt eller hvordan det nu er. Jeg får fortalt, at jeg ikke er helt overbevist om effekten af træningen. Min chef udbryder: ”Det er skide godt, men du skal give den gas. Du skal dø en lille smule hver gang!” Jeg tænker, at det fandeme er godt, at hun er min chef og ikke min træner…

Jeg kom til opfølgning hos min træner, der heldigvis siger, at jeg ikke skal dø lidt hver gang. Til gengæld er hun ikke synderligt imponeret over frekvensen af min træning. Hun mener ikke, at en træningsdag på halvanden uge er imponerede, men til gengæld er hun ret imponeret over, hvor mange undskyldninger jeg altid har på lager. Så før jeg fik lov til at smutte hjem og holde weekend, skulle jeg fortælle hende, hvornår i den kommende uge, jeg vil træne. ”Så følger jeg op på det, og tjekker om du har været her.” Gid fanden havde hende! For det betød jo, at der ikke var nogen vej uden om i dag, og lad mig bare sige det, som det er: Træning og tømmermænd er en sjælden skidt kombi. Føj da.

For der skete nemlig det i går, at min bedste ven skrev og spurgte, om ikke vi skulle drikke os fulde. Den slags tilbud er virkelig svære at afslå, men jeg var voksen. Takkede pænt nej, for jeg skulle jo mødes med Ingeniøren, og jeg skal have den artikel færdig i dag. Det stå slet ikke til diskussion, og det ville normalt heller ikke være noget problem, for Ingeniøren og jeg bliver aldrig fulde, når vi mødes. Bortset så lige fra i går, hvor jeg da simpelthen ikke ved, hvad fanden der skete. Jeg fik en sms i morges om, at han var virkelig glad for, at gaderne i Den solgule idyl er så smalle, så man ikke kan falde, når man stavrer hen over brostenene for at komme hjem i seng.

Min morgenmad i dag har bestået af kaffe og panodil, men jeg har fået trænet, og det vil jeg gerne roses for.

Og artiklen? Tja, jeg er kommet til overskriften, som ikke er særlig fængende, men nu mangler jeg bare 3996 ord mere, så sidder den lige i skabet.

Bliv nu for fanden voksen, Bente!

Reklamer

Sund igen

Hvem skulle have troet, at fisk, vand og en benhård træningstime var det, der skulle til for at få mig på fode igen efter weekendens udskejelser. Men det hjalp sgu.

Nu føler jeg mig ovenpå igen – og overraskende stærk. Det er ved gud en ny fornemmelse, men jeg kan godt lide den. Og nu virker det heller ikke så vigtigt med den tarmskyldning, SDS-Morten foreslog i går. Har et lidt anstrengt forhold til tanken om at få sprøjtet vand op i tarmen i halvanden times tid. Morten mente, at det ville være godt for mig… Jeg var derude, hvor jeg næsten gav ham ret. Men ikke i dag!

Nu med lever på overarbejder

Puha – er så småt ved at komme mig over weekendens strabadser… hev en helt dag ud af kalenderen, hvor jeg bare lå på sofaen – altså efter, at jeg havde tømt brækspanden…
Min mad bestod af chips og hvidt brød med højtbelagt smør. Mums!

Det gør – skal jeg hilse at sige – intet godt for kroppen, og jeg var da også noget mat i sokkerne, da jeg tidligt i morges cyklede af sted for at få målt blodtryk hos lægen. Var mentalt forberedt på, at en akut indlæggelse kunne komme på tale. Men nej – blodtrykket var fint, hvilket alligevel er en smule imponerende, når jeg tænker efter.

Videre til Body SDS, som jeg under mig selv en gang om måneden. Måtte krybe til korset og fortælle om de helt ublu mængder alkohol, jeg konsumerede i weekenden og ikke mindst om mine måltider (!) i går.

Og så gik SDS Morten ellers i gang med at trykke på min krop. Og hold nu kæft, hvor gjorde den ondt. Jeg kan nu rapportere, at store mængder alkohol og resterne af tømmermændene havde lagret sig i mine hænder. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om.

Nu er jeg så blevet trykket på og æltet i og er blevet sendt hjem med beskeden om at drikke enorme mængder vand, fordi min lever er kommet på overarbejde. Nå ja – og så med beskeden om, at næste gang tømmermændene banker på hos mig, så skal jeg spise havresuppe! Og lige der, da SDS Morten sagde “Havresuppe,” besluttede jeg, at så vil jeg hellere kvitte alkoholen for altid. Ikke om så Fanden selv forlanger det, vil jeg spise havresuppe – ikke engang for at redde min lever. Skyller lige den besked ned med endnu en slurk postevand. Undskyld lever!